21 september, Independence day of Armenia

Wikipedia..

On March 17, 1991, Armenia, along with the Baltics, Georgia and Moldova, boycotted a union-wide referendum in which 78% of all voters voted for the retention of the Soviet Union in a reformed form.[36] On August 23, 1991, Armenia became one of the first republics to declare independence from the Soviet Union. Armenia’s desire to break away from the Soviet Union largely stemmed from Moscow’s intransigence on Karabakh, mishandling of the earthquake relief effort, and the shortcomings of the Soviet economy.[citation needed]

On September 21, 1991, Armenia declared its independence. Tensions between Armenia and Azerbaijan continued to escalate, ultimately leading to the outbreak of the Nagorno-Karabakh War. Despite a cease-fire in place since 1994, Armenia has yet to resolve its conflict with Azerbaijan over Nagorno-Karabakh. The country, however, has seen substantial development since independence, moving away from a planned economy to a privatized one and adopting a representative democratic system of government. Armenia remains blockaded by both Turkey and Azerbaijan over the Karabakh dispute. It maintains friendly relations with its neighboring states of Georgia and Iran and is a strategic ally of Russia.

On July 5, 1995, the new constitution of the Republic of Armenia was adopted.

Forsoning og krav

I går d. 22. april var der koncert i Istanbuls Congres Center til minde om de armenske intellektuelle, der blev sendt til deres død d. 24. april 1915.

Koncerten var arrangeret af Kalan Muzik og Anadolian Kultur. Flere anerkendte kunstnere deltog, heriblandt Kardesh Turkular, Ara og Onnik Dinkjian, Haig Yazjian, Erkan Ogur, Ertan Tekin, Hasmik Harutyunian,Karin Hovhannesian, Shahen Arzruni, Henning Schmidt, Eileen Khachaturyan, David Mayoral og Jordi Savall, den eminente spanske middelalderlig musikekspert.

Med Savalls trup var hans faste Duduk spiller Haik Sarikouyoumjian, sanger Aram Movsisian og Kamancha spiller Gagik Mouradian.

Kardesh Turkular startede koncerten med ”Ororotsayin” af Khachatur Avetissyan. De sang på armensk. Dernæst sang de Msho Gorani, og fik selskab af Haig Yazjian mens de sang ”Bingeol” af Avedik Isahakyan. Far og søn Dinkjian sang og spillede med bagefter. Jeg ved, hvordan jeg vil have at de sange skal lyde, men jeg må give Kardesh Turkuler, at de elsker de nævnte sange. Det skal de roses for.
[su_slider source=”media: 1864,1862,1861,1860,1859,1858,1857,1823,1848,1850,1851,1852,1853,1854,1855,1856″ limit=”43″ width=”440″ title=”no” pages=”no” mousewheel=”no” autoplay=”4500″][su_slider source=”media: 223,205″ responsive=”no” title=”no” pages=”no” mousewheel=”no”][/su_slider] Der blev også læst digte og andet. De blev læst på armensk, mens den oversatte tekst på tyrkisk blev vist på et skærm. De læste stykker var Gegham Parseghians ”Khonarh Herosner”, ”Ydmyge Helte”. Siamantos ”Dzarav”, ”Tørst” og Sempad Pyrads ”Namakner”, ”Breve”. ”Namakner” blev læst af Pyrads eget oldebarn, der var kommet hele vejen fra Los Angeles. Hun læste delvis på armensk og delvis engelsk.

Sempad Pyrad var med gruppen i Ayash. Brevene var til hans kone og familie. I det ene brev forsikrer han dem om, at han er i live og vel, I det andet beroliger han dem med, at han ikke er alene, og at han var i gruppe med Agnuni, Rupen Zartarian og 84 andre. I den tredje skriver han at han har skrevet og bedt Patriarken om hjælp, og beder dem om at minde Patriarken om dem i Ayash. Det var meget rørende.

Også fra U.S.A var kommet Daniel Varoujans grand nevø, og Rupen Sevaks grand niece. Niecen hold tale på tyrkisk. De tre gæster fik statuetter ”Livets Træ” af kunstneren selv.

Anden del af koncerten indeholdt Zulfer Livanners premier spilning af ”Hommage to Gomidas”. Man kunne genkende Gomidass stemme i stykket. De kvindelige sangere sang også, men hvilken sang det var, hvad fandt jeg ikke ud af. Sayat Novas ”Qani vur jan im” blev spillet på piano.

Jordi Savall og trup rundede af med numre fra ”l Èsprit D`armenie” fra Hesperion XXI med Gomidas numrene ”Hov areg sarer jan”, ”Alagiaz”, ”Khngi Dzar” og sluttede med ”Mer Kach Tohmi”.

Et godt initiativ fra de Retfærdige Tyrkere. God kemi mellem alle. Der manglede bare en præsentati af kunstnerne. Heldigvis kendte jeg de armenske numre og nogle af kunstnerne i forvejen, men i det hele ved jeg ikke om det var Karin eller Eileen der sang ”Der Voghormia”, eller hvem der var Erkan, og hvad blev sunget eller spillet af Ertan.

Se koncerten og nyd den. Det hele kørte i et anderledes tempo. Det var jo In Memoriam. Hokehankist https://www.youtube.com/watch?v=pp75AEvS6pk

Hvilken betydning havde denne koncert for mig, for andre armeniere, og for deltagerne? Jeg kan kun fortælle om min oplevelse af seancen, men kun formode på andres vegne.

Jeg nyder musik – god musik. Ikke nødvendigvis fordi deltagerne var tyrkere eller berømte. Jeg kan lide noget af det Kardesh Turkular synger, fx ”Ganchum em Ari Ari”, ”Hay Ni Ni Na”, ”Bingeol”, mf. Første gang jeg hørte ”Ganchum em”,troede jeg, at det var en armenier der sang. Og så lyttede jeg til det andet, de sang, men jeg tror ikke, at har udvalgt dem bevidst. De synger også på andre sprog, men det interesserer mig ikke. Jeg tror, at de på deres egen facon forsøger at bygge bro mellem folk.

Det samme er med arrangørernes bevægegrunde. De vil bygge bro med os. Tyrkiet er under forandring. Under koncerten blev folkemordet nævnt mange gange. Msho Gorani var forbudt under Kohars koncert i Istanbul 6-7 år siden. Over 30.000 tyrkere underskrev ”Neretsek Hayer” erklæringen. De sidste ugers har de tyrkiske aviser været fyldt med artikler om at anerkende massakrerne. Læs Cengis Aktar og Orhan Kemal Cengis i ”Todays Zaman”. Bedre advokater for vores sag får vi ikke.

For 3 dage siden fandt jeg 3 artikler af samme slags i ”Hurriyet”. Det vrimler med sympati tilkendegivelser. Jeg kan ikke sidde disse stemmer overhørig. Jeg er træt af at hade. Jeg vil videre. Jeg vil hellere se Armenien SAFE AND SECURE, så at det kan blomstre og vokse økonomisk. Være fri for skulle appellere til verden, at de skal fortælle, hvad enhver armenier ved, at det var folkemord. Jeg har ikke behov for at høre på dem.

Indtil videre har jeg holdt med mit folk. Nu skal vi kræve tilbage, hvad det var vores. Jeg vil have Akhtamar, Ani, Ararat. Jeg vil have vores kirker, klostre og Kars katedral. Resten er jeg villig til at forhandle om. Og det skader ikke, at der findes tyrkere der kender deres sande historie og er sympatisk overfor vores tab.

En episode med Maria Jacobsen i Terzaya

Her er en episode med Maria Jacobsen i Terzaya.

Fuglereden del 1

Da jeg besluttede mig for at skrive om Maria Jacobsen, havde jeg ingen ide om, hvordan jeg skulle gribe sagen an. Karekin Dikran havde skrevet en del om hendes liv. Derfor skulle jeg helst finde en anderledes tilgang til hendes betydning og indflydelse på Fugleredens børn. Langsomt men sikkert foldede fortællingen sig ud.

Jeg er ikke forfatter. Faktisk betragter jeg det at skrive som en kedelig tjans. Jeg ser mig som en fortæller på et mellemøstlig kaffehus. Er det ikke bedre at høre om livet på Fuglereden? Hvordan artede det sig? Hvad gjorde os glade? Jeg vil fortælle om højdepunkter og dagligdagen, som jeg oplevede det.

Dette vil være min hyldest til Maria og hendes efterfølgere, og min tak til det danske folks generositet.

Over 4000 børn blev opfostret og uddannet på Fuglereden i et halv århundrede. De fik håb og en drøm om et bedre liv. Jeg tror, det lykkedes for langt de fleste.

Fulgereden

Det var i september 1955, da jeg kom til Fuglereden med mine 2 yngre brødre. Den første person vi mødte var Arshaluys, Araxis søster. Mens vores far mødtes med Maria og Anna, underholdt Arshaluys os. Hun klovnede, sprang op for derefter kaste sig ned. Vi blev tryllebundet af hende, og opdagede ikke at vores far var væk.

Så her stod vi i Terzaya, Fugleredens sommer sted. Terzaya er en lille landsby, 17 km. oppe i bjergene fra Jbeil (Byblos). Befolkningen var en mix af muslimsk og kristen herkomst, og der var få sommerfolk fra kystegnene.

Fra sidst i juni til slutningen af september, opholdt Fuglereden sig i Terzaya. Turen frem og tilbage foregik dels til fods, dels med bus, men allerbedst på ladet af en lastbil. De store drenge gik til fods. De heldige sad eller stod op på ladet af lastbilen. Så kunne man synge, huje, vinke til alle man kørte forbi i gennem byen.

Vi kendte vejen udenad. Vi vidste, hvor langt vi havde kørt ved bestemte punkter på vejen, der snoede sig opad. Ved ”Bzdig Aghpuyr” var vi halvvejs. ”Zanzalakh” træet var ved et andet punkt. Nu var vi snart ved Sheikh Ali s butik. Rundt om butikken stod ”Aghpuyr”, hvor fra vi fik vores drikkevand.

Der var ikke indlagt rindende vand og elektricitet i bygningerne. Det kom nogle år senere. Vandet blev transporteret op til skolen på ryggen af et deprimeret æsel ledet af Tanios.

Fra ”Aghpuyr” begyndte vejen at gå skarpt opad, og nogle gange stod vi ud bussen eller sprang ned fra ladet. Det gik opad, ad Zariveren. Her kom vi forbi Bkli Boghaz’s hus. Uanset på hvilket tidspunkt på dagen, stod en eller to af familien og spiste. Bkli Boghaz kan oversættet til ædedolk.

Længere opad til højre for vejen stod den meget blåøjede og milde Hassan’s mark og hus. Hassans jord var fuld af sten, men det lykkedes ham at dyrke lidt korn. Hans høns og geder gik frit ind og ud af huset, der var en firkantet stabel af sten fra marken og uden dør. Hassan gik til hånde på Fuglereden med Tanios.

Nu stod vi ved porten af skolen i Terzaya. Mens lastbilen startede på tilbageturen, sang vi højt for chaufføren.

Jibeilen antsank yegank Terzaya
Shad paner desank, shad keghetsik er
Baron chauffeur shad shnorhagal enk
Otojinerou mech amena varbed

Forfatter: En af de store drenge
Melodi: måske, måske ikke samme store dreng

Læs fortsættelsen her

Danskerne og os

Ved slutningen af Første Verdenskrig, rejste de fleste af aktørerne hjem. Overlevende og bortførte børn blev ført til Aleppo og omegn eller til Libanon. Der var to der stod tilbage med følelsen af, at arbejdet endnu ikke var afsluttet. De to var Karen Jeppe og Maria Jacobsen.

Maria rejste tilbage til Mellemøsten, til Libanon i 1922, og meldte sig hos folkene fra Near East Relief, hvor hun overtog ansvaret for 300 børn. I 1928 rejste hun til Jbeil, det historiske Byblos, og etablerede Fuglereden under korsfarernes borg og Kong Ahirams sarkofag. Hun påbegyndte noget, der skulle blive hendes livsprojekt.

Med midlerne samlet fra hendes foredragsrækker i Staterne og med støtte fra KMA og den danske befolkning, beskyttede, fodrede og klædte hun resterne af en knækket nation.

I 1931 kom hendes søster Anna på besøg. Anna fulgte i søsterens arbejde, og de to fortsatte alene indtil afslutningen af Anden Verdenskrig. Maria var den øverste leder, Anna var god til opdeling og gennemførelsen af de praktiske opgaver.

Anna spillede på orgel under gudtjenesten, og med tiden samlede hun et kor med pigerne. Da der kom enorme kasser med tøj og sko fra Danmark, etablerede hun Hantertsaran tøjdepotet. Maria var ”Mama” og derfor Anna blev moster, ”Moraquyr”. Hun overtog ledelsen ved Marias død i 1960. Annas kor sang ved begravelsen.

Magda Sørensen kendte Maria og Anna fra Horsens. Hun var sygeplejerske og lige vendt fra Tyskland fra en mission med De Hvide Busser, der skulle evakuere danske og norske kz fanger til Danmark. Hun rejste til Libanon på ferie i 1947. Ferien varede til 1971. Hun blev ansvarlig for sygehuset og for ”Babynots”, de mindste. Hun blev kaldt Aunty.

”Badvelli”, den ærede, var Oluf Erik Paaske, og han var præst. Der blev holdt gudstjeneste hver søndag, og nu blev det Badvelli, der førte ordet og underviste i verdensreligion på fejlfrit armensk. Han indførte spejderånden for drengene, og tog på camping med truppen i rigtige FDF uniformer. Badvelli rejste til nye opgaver efter 13 år på Fuglereden.

Inger Wisborg var børnehavepædagog, ”Mangavarj”. Hun indførte danske pædagogiske metoder, under høje protester fra de Mayriks. Hun stod fast og fortsatte med at bygge legepladser med vipper og gynger. Hun var tante Inger.

Endelig fik børnene en ”Baba”, Hans Steenberg, som var en mild og venlig mand. Desværre blev han kun få år. Der var også Leif Munksgaard, ”onkel Leif” og tante Lis, hans kone. De gav deres søn mellemnavnet Vahan.

I årene mellem 1928-1971, blev Fuglereden ikke glemt af hverken KMA og i allerhøjeste grad af den danske folk. De strikkede, holdt markeder, sendte pakker og kasser med tøj og andet. Norge sendte kasser med leverpostej i store dåser.

De skaffede midler med personlige donationer af førnævnte aktiviteter. Disse midler sikrede nye tiltag såsom uddannelse på højere anstalter i Libanon og the Melkonian Institute i Nicosia på Cypern. På Fugleredens skole blev der undervist i armensk, arabisk, engelsk, fransk og i historie med vægt på Armenien og Libanon samt matematik og geografi. Mange blev selv lærere, pædagoger, læger og kunstnere. Sågar kom der også en ærkebiskop ud fra Fuglereden.

Drømmen døde ikke med Maria Jacobsen. Denne enestående og tapre kvinde inspirerede andre. De forlod land, familie, venner og relationer tilbage i Danmark og fulgte hende og reddede tusinder og gav nyt håb til det armenske folk.

Hvor fandt de styrken og drivkraften?

I TROEN.

Læs fortsættelse

Foredrag om det armenske folkedrab – Matthias Bjørnlund

Det armenske folkedrab blev tilrettelagt og gennemført i 1915 (ifølge nogle kilder varede det indtil 1923 på de områder, der blev kontrolleret af det Osmanniske Rige). Folkemordet førte til ødelæggelse af armensk ejendom og udvisning af den armenske civilbefolkning under betingelser der førte til den visse død.

Den 7. oktober 2014 fandt foredraget “Det armenske folkedrab” af historikeren Mathias Bjørnlund sted i Aarhus Universitets studenterhus, der venligt var stillet til rådighed af universitetet. Foredraget tiltrak omkring 90 mennesker, herunder studerende og lærere på det historiske fakultet samt repræsentanter og medlemmer af det armenske samfund. Foredraget var interessant og bestemt var nyttig, ikke kun for dem, for hvem emnet var nyt, men også for os armeniere, som har denne massakre i det osmanniske Tyrkiet inde på tæt hold.

Efter foredraget var der mulighed for at stille spørgsmål til Mathias Bjørnlund. Blandt de interessante spørgsmål var bl.a. hvorfor han interesserede sig for det armenske folkemord, og om han har været udsat for pres fra det tyrkiske samfund og den tyrkiske ambassade i Danmark efter bogens offentliggørelse, og om han troede at Tyrkiet ville blive medlem af EU uden at have accepteret ansvaret for folkemordet. Faktisk var der så mange spørgsmål til Mathias Bjørnlund, at ordstyreren til sidst måtte stoppe spørgerne der stod i kø for at komme til.

Mathias Bjørnlund har taget et stort ansvar på sig i sit engement for at belyse folkedrab, som er så smertefuldt for alle armeniere. Tak Mathias!

Fester og helgendage i den Armenske kirke

Fester og Helgendage

Gruppering af fester i den armenske kirke
I kraft af deres natur er fester og deres fejring i den armenske kirke grupperet i tre kategorier:
(a) Hvad angår Herren: At mindes Jesu liv og forordninger, og holde Guds-Moder Skt. Maria i ære.
(b) Helgendage: at mindes bibelske og historiske helgener.
(c) Fastedage: at angre og bede for vor egen sjæl og dem som er afgået ved døden i Kristus.

A. Fester der angår Herren

1. Det der hører Jesus Kristus til:
a. Helligtrekongersdag:

– Kristi fødsel; juledag.
– Navngivning
– Præsentation
– Dåb

b. Transfiguration (Vartavar)

– Alle søndage i året
– Lazaruses opstandelse
– Palmesøndag

c. Opstandelse:

– Den Hellige Uge
– Påske
– Kristi Himmelfart
– Anden Palmesøndag
– Pinse

2. Dedikeret til Guds-Moder, Jomfru Maria

– Fødsel
– Præsentation
– Bebudelse
– Marias optagelse i himlen
– Opdagelse af bæltet og skrinet

3. Hvad angår Herrens mindedage:

a. Korsets fest:

– Opdagelsen af korset
– Korsets tilsynekomst
– Ophøjelse af Korset
– Korset af Varak

b. Fester dedikeret til grundlæggelsen af Kirken

– Ny Søndag (1. søndag efter påske)
– Søndag for Verdens Kirke
– Fire dage i løbet af Korsets ophøjelse
– Hellige Etchmiadzin
– Shoghagat (Lysstråler over Etchmiadzin stedet)

B. Helgendage
I Den Armensk Apostolske Kirke er helgener mindet på ugedage: mandag, tirsdag, torsdag, og lørdag. Søndage er forbeholdt Herrens dage og er dedikeret til opstandelsen. Onsdag og fredag er fastedage.
89 af helgenerne er omtalt i Bibelen og er kendt som bibelske helgener. Resten er fra de første fem århundreder af kristendommen. Disse repræsenterer apostolske fædre fra det andet århundrede og kirkefædre fra de tre økumeniske koncilier hovedsageligt fra slutningen af det femte århundrede.
Den armenske kirke har tilføjet andre helgener i løbet af det 5. og 14. århundrede, disse helgener er hovedsageligt armenske kirkefædre.

C. Fastedage
1. Alle onsdage og fredage, undtagen de fem dage efter påsken.
2. Ugedage forud for hovedfester som nedenstående:

– Jesu Fødsel (6 dage)
– Påske (Hellig Uge, 6 dage)
– Kristi forklarelse (5 dage)
– Marias optagelse i himlen (5 dage)
– Korsets ophøjelse (5 dage)
– Store Fastetid (48 dage inklusive palmesøndag og Den Hellige Uge)
– Faste for Katekismus (5 dage)
– Faste for profeten Elias (5 dage, sæsonmæssig: før sommer)
– Faste for St. Gregor (5 dage)
– Faste for Korset af Varak (5 dage, sæsonmæssig: før efteråret )
– Faste for Advent (5 dage)
– Faste for St. James af Nisibis (5 dage, sæsonmæssig: før vinter)