Fuglereden del 1
Da jeg besluttede mig for at skrive om Maria Jacobsen, havde jeg ingen ide om, hvordan jeg skulle gribe sagen an. Karekin Dikran havde skrevet en del om hendes liv. Derfor skulle jeg helst finde en anderledes tilgang til hendes betydning og indflydelse på Fugleredens børn. Langsomt men sikkert foldede fortællingen sig ud.
Jeg er ikke forfatter. Faktisk betragter jeg det at skrive som en kedelig tjans. Jeg ser mig som en fortæller på et mellemøstlig kaffehus. Er det ikke bedre at høre om livet på Fuglereden? Hvordan artede det sig? Hvad gjorde os glade? Jeg vil fortælle om højdepunkter og dagligdagen, som jeg oplevede det.
Dette vil være min hyldest til Maria og hendes efterfølgere, og min tak til det danske folks generositet.
Over 4000 børn blev opfostret og uddannet på Fuglereden i et halv århundrede. De fik håb og en drøm om et bedre liv. Jeg tror, det lykkedes for langt de fleste.
Fulgereden
Det var i september 1955, da jeg kom til Fuglereden med mine 2 yngre brødre. Den første person vi mødte var Arshaluys, Araxis søster. Mens vores far mødtes med Maria og Anna, underholdt Arshaluys os. Hun klovnede, sprang op for derefter kaste sig ned. Vi blev tryllebundet af hende, og opdagede ikke at vores far var væk.
Så her stod vi i Terzaya, Fugleredens sommer sted. Terzaya er en lille landsby, 17 km. oppe i bjergene fra Jbeil (Byblos). Befolkningen var en mix af muslimsk og kristen herkomst, og der var få sommerfolk fra kystegnene.
Fra sidst i juni til slutningen af september, opholdt Fuglereden sig i Terzaya. Turen frem og tilbage foregik dels til fods, dels med bus, men allerbedst på ladet af en lastbil. De store drenge gik til fods. De heldige sad eller stod op på ladet af lastbilen. Så kunne man synge, huje, vinke til alle man kørte forbi i gennem byen.
Vi kendte vejen udenad. Vi vidste, hvor langt vi havde kørt ved bestemte punkter på vejen, der snoede sig opad. Ved ”Bzdig Aghpuyr” var vi halvvejs. ”Zanzalakh” træet var ved et andet punkt. Nu var vi snart ved Sheikh Ali s butik. Rundt om butikken stod ”Aghpuyr”, hvor fra vi fik vores drikkevand.
Der var ikke indlagt rindende vand og elektricitet i bygningerne. Det kom nogle år senere. Vandet blev transporteret op til skolen på ryggen af et deprimeret æsel ledet af Tanios.
Fra ”Aghpuyr” begyndte vejen at gå skarpt opad, og nogle gange stod vi ud bussen eller sprang ned fra ladet. Det gik opad, ad Zariveren. Her kom vi forbi Bkli Boghaz’s hus. Uanset på hvilket tidspunkt på dagen, stod en eller to af familien og spiste. Bkli Boghaz kan oversættet til ædedolk.
Længere opad til højre for vejen stod den meget blåøjede og milde Hassan’s mark og hus. Hassans jord var fuld af sten, men det lykkedes ham at dyrke lidt korn. Hans høns og geder gik frit ind og ud af huset, der var en firkantet stabel af sten fra marken og uden dør. Hassan gik til hånde på Fuglereden med Tanios.
Nu stod vi ved porten af skolen i Terzaya. Mens lastbilen startede på tilbageturen, sang vi højt for chaufføren.
Jibeilen antsank yegank Terzaya
Shad paner desank, shad keghetsik er
Baron chauffeur shad shnorhagal enk
Otojinerou mech amena varbed
Forfatter: En af de store drenge
Melodi: måske, måske ikke samme store dreng
Læs fortsættelsen her