Fuglereden 2 – skolen i Terzaya

Skolen i Terzaya var meget mindre end den i Jbeil. Som mange andre i Libanon, vi flyttede der, for at slippe fra varmen på kyst områdene. Man kan roligt sige, at den lå på en bjerg hylde. Bjerget, hylden med Terzaya, en dal, og endnu en anden bjergkæde. Pigeafdeling, drengenes afdeling, mindre børn. Køkken, hantertsaran, baderum mellem pige-drenge bygninger. Skadestue op af børnenes hus. Rund om disse ledelsens huse. Hist og pist lærernes og mayriks værelser.

I Terzaya genoptog vi dagligdagen, dog uden skole og lektier. Det var jo sommer. De dagligepligter, såsom, rengøring, oprydning, tøjvask m.m fulgte med. Kunsten var at gå uden om de voksne, så man ikke blev fanget til at skrælle kartofler, eller vaske gulv og gryde i køkkenet. Se som du havde travlt, hvis uheldet var ud.

I centrum ses Maria Yakobsen, som var altid omgivet af armenske børn. Til venstre for Mariya ses Zaruhi Manguni, en lærer i armensk sprog og historie

Drengenes opgaver var sjovere. De fik lov til at male, save, hjælpe med renovationer. Tanios var byggemester. Men vi turde ikke støtte ryggen, eller læne op ad hans mure. En dag, en murstens hegn han havde bygget væltede. Fremover “pas på, Tanios byggede det” var parolen.

Fritiden brugte vi til at samle sten- mellemstore og flade- til at bygge legehuse. Nogle huse havde 2 etager. Gulvet og taget var af pap, der blev holdt på plads af større sten. Da to unge dansker kom på besøg, byggede de vipper og gynge til alles glæde. Noget anderledes var også, obligatorisk siesta efter frokosten. For alle, uanset alder. Personligt, brød jeg mig ikke for ordningen. Det var spildt tid, syntes jeg.

Efter siestaen, skulle vi lave håndarbejde. Primært, traditionel Armensk. Vi kaldte det “GLOR” fordi den skulle være rund. Den blev lavet med en almindelig synål og DMC garn nr.60. Vi kendte mønstrene udenad, og hver mønster havde et navn. En af dem hed “Trabizon” den lignede en opretstående sløjfe, og blev brugt som adskillelses kant mellem hver mønster. Man startede med en lille bitte cirkel på fingren, trak den helt ned til en prik, der voksede tilen smuk kunstværk. Andre lavede lomme tørklæder af silke, med fine broderier og filigrie agtig kant og hjørne. Disse værker blev enten foræret til prominente personer, eller, solgt i Danmark for at skaffe penge til driften af Fuglereden.

Jeg kunne godt lide Terzaya.Turene til fods op ad bjergene, ned ad dalen. Kilderne med kold vand, tågen, der rullede ned af bjerget. En tyk tyk tåge, at man ikke kunne se sin egen næse. Og det bedste af alt, aftnerne, når Oriort Violet var på vagt. Violet var kristen araber. Hun lærte at tale perfekt armensk. Hver aften, satte hun sig ved muren( uden at læne) ved pigernes spisested.Vi satte os rund om hende, og blev tryllebundet for et par timer. Hun fortalte eventyr fra 1001 nætter. Aften efter aften. År efter år. Vi elskede hende.

Det andet højdepunkt var Oriort Zarouhi Mangouni. Hun indførte os i vor historie, kultur, traditioner. Haik Nahabet, Tork Ankegh, Sassountsi Tavit, Vartan mamikonian, Bagratouni s of Ani. Hun var også den første, der fortalte os om METS YEGHERN. Zarouhi var from Kharpert. Overlevede p.g.a hun blev reddet af en Tyrker, der tog hende til hans harem. Hun var ikke bitter,hun vil bare gøre os bekendt med vores historie.
Det tragiske er at hun blev myrdet under en røveri, i sit hjem, under den Libanesiske borgerkrig.

fortsættes