Forsoning og krav
I går d. 22. april var der koncert i Istanbuls Congres Center til minde om de armenske intellektuelle, der blev sendt til deres død d. 24. april 1915.
Koncerten var arrangeret af Kalan Muzik og Anadolian Kultur. Flere anerkendte kunstnere deltog, heriblandt Kardesh Turkular, Ara og Onnik Dinkjian, Haig Yazjian, Erkan Ogur, Ertan Tekin, Hasmik Harutyunian,Karin Hovhannesian, Shahen Arzruni, Henning Schmidt, Eileen Khachaturyan, David Mayoral og Jordi Savall, den eminente spanske middelalderlig musikekspert.
Med Savalls trup var hans faste Duduk spiller Haik Sarikouyoumjian, sanger Aram Movsisian og Kamancha spiller Gagik Mouradian.
Kardesh Turkular startede koncerten med ”Ororotsayin” af Khachatur Avetissyan. De sang på armensk. Dernæst sang de Msho Gorani, og fik selskab af Haig Yazjian mens de sang ”Bingeol” af Avedik Isahakyan. Far og søn Dinkjian sang og spillede med bagefter. Jeg ved, hvordan jeg vil have at de sange skal lyde, men jeg må give Kardesh Turkuler, at de elsker de nævnte sange. Det skal de roses for.
[su_slider source=”media: 1864,1862,1861,1860,1859,1858,1857,1823,1848,1850,1851,1852,1853,1854,1855,1856″ limit=”43″ width=”440″ title=”no” pages=”no” mousewheel=”no” autoplay=”4500″][su_slider source=”media: 223,205″ responsive=”no” title=”no” pages=”no” mousewheel=”no”][/su_slider]
Der blev også læst digte og andet. De blev læst på armensk, mens den oversatte tekst på tyrkisk blev vist på et skærm. De læste stykker var Gegham Parseghians ”Khonarh Herosner”, ”Ydmyge Helte”. Siamantos ”Dzarav”, ”Tørst” og Sempad Pyrads ”Namakner”, ”Breve”. ”Namakner” blev læst af Pyrads eget oldebarn, der var kommet hele vejen fra Los Angeles. Hun læste delvis på armensk og delvis engelsk.
Sempad Pyrad var med gruppen i Ayash. Brevene var til hans kone og familie. I det ene brev forsikrer han dem om, at han er i live og vel, I det andet beroliger han dem med, at han ikke er alene, og at han var i gruppe med Agnuni, Rupen Zartarian og 84 andre. I den tredje skriver han at han har skrevet og bedt Patriarken om hjælp, og beder dem om at minde Patriarken om dem i Ayash. Det var meget rørende.
Også fra U.S.A var kommet Daniel Varoujans grand nevø, og Rupen Sevaks grand niece. Niecen hold tale på tyrkisk. De tre gæster fik statuetter ”Livets Træ” af kunstneren selv.
Anden del af koncerten indeholdt Zulfer Livanners premier spilning af ”Hommage to Gomidas”. Man kunne genkende Gomidass stemme i stykket. De kvindelige sangere sang også, men hvilken sang det var, hvad fandt jeg ikke ud af. Sayat Novas ”Qani vur jan im” blev spillet på piano.
Jordi Savall og trup rundede af med numre fra ”l Èsprit D`armenie” fra Hesperion XXI med Gomidas numrene ”Hov areg sarer jan”, ”Alagiaz”, ”Khngi Dzar” og sluttede med ”Mer Kach Tohmi”.
Et godt initiativ fra de Retfærdige Tyrkere. God kemi mellem alle. Der manglede bare en præsentati af kunstnerne. Heldigvis kendte jeg de armenske numre og nogle af kunstnerne i forvejen, men i det hele ved jeg ikke om det var Karin eller Eileen der sang ”Der Voghormia”, eller hvem der var Erkan, og hvad blev sunget eller spillet af Ertan.
Se koncerten og nyd den. Det hele kørte i et anderledes tempo. Det var jo In Memoriam. Hokehankist https://www.youtube.com/watch?v=pp75AEvS6pk
Hvilken betydning havde denne koncert for mig, for andre armeniere, og for deltagerne? Jeg kan kun fortælle om min oplevelse af seancen, men kun formode på andres vegne.
Jeg nyder musik – god musik. Ikke nødvendigvis fordi deltagerne var tyrkere eller berømte. Jeg kan lide noget af det Kardesh Turkular synger, fx ”Ganchum em Ari Ari”, ”Hay Ni Ni Na”, ”Bingeol”, mf. Første gang jeg hørte ”Ganchum em”,troede jeg, at det var en armenier der sang. Og så lyttede jeg til det andet, de sang, men jeg tror ikke, at har udvalgt dem bevidst. De synger også på andre sprog, men det interesserer mig ikke. Jeg tror, at de på deres egen facon forsøger at bygge bro mellem folk.
Det samme er med arrangørernes bevægegrunde. De vil bygge bro med os. Tyrkiet er under forandring. Under koncerten blev folkemordet nævnt mange gange. Msho Gorani var forbudt under Kohars koncert i Istanbul 6-7 år siden. Over 30.000 tyrkere underskrev ”Neretsek Hayer” erklæringen. De sidste ugers har de tyrkiske aviser været fyldt med artikler om at anerkende massakrerne. Læs Cengis Aktar og Orhan Kemal Cengis i ”Todays Zaman”. Bedre advokater for vores sag får vi ikke.
For 3 dage siden fandt jeg 3 artikler af samme slags i ”Hurriyet”. Det vrimler med sympati tilkendegivelser. Jeg kan ikke sidde disse stemmer overhørig. Jeg er træt af at hade. Jeg vil videre. Jeg vil hellere se Armenien SAFE AND SECURE, så at det kan blomstre og vokse økonomisk. Være fri for skulle appellere til verden, at de skal fortælle, hvad enhver armenier ved, at det var folkemord. Jeg har ikke behov for at høre på dem.
Indtil videre har jeg holdt med mit folk. Nu skal vi kræve tilbage, hvad det var vores. Jeg vil have Akhtamar, Ani, Ararat. Jeg vil have vores kirker, klostre og Kars katedral. Resten er jeg villig til at forhandle om. Og det skader ikke, at der findes tyrkere der kender deres sande historie og er sympatisk overfor vores tab.
En episode med Maria Jacobsen i Terzaya
Her er en episode med Maria Jacobsen i Terzaya.
De var igang med at lave figen og æble syltetøj. Et par af os piger hjalp med at skrælle, skære æbler. Jeg pressede citroner, der skulle i til sidst. Der kom arabiske landmænd, ca. 8-9 stykker, med deres æsler, læsset godt med varer.
De begyndte at skændes højlydt, om hvem var først til at vise varer. En blev skubbet, og appellerede til de døve mayriks til at tage hans parti. Pludselig lød der en meget højt AAAF. På arabisk Kaf betyder stop. Landmændene froze, og stod ærbødig og meget røde ansigter.
Hun skammede dem på lidt arabisk, lidt armensk. Hun sendte dem væk, uden at se på deres varer.
Fuglereden 2 – skolen i Terzaya
Skolen i Terzaya var meget mindre end den i Jbeil. Som mange andre i Libanon, vi flyttede der, for at slippe fra varmen på kyst områdene. Man kan roligt sige, at den lå på en bjerg hylde. Bjerget, hylden med Terzaya, en dal, og endnu en anden bjergkæde. Pigeafdeling, drengenes afdeling, mindre børn. Køkken, hantertsaran, baderum mellem pige-drenge bygninger. Skadestue op af børnenes hus. Rund om disse ledelsens huse. Hist og pist lærernes og mayriks værelser.
I Terzaya genoptog vi dagligdagen, dog uden skole og lektier. Det var jo sommer. De dagligepligter, såsom, rengøring, oprydning, tøjvask m.m fulgte med. Kunsten var at gå uden om de voksne, så man ikke blev fanget til at skrælle kartofler, eller vaske gulv og gryde i køkkenet. Se som du havde travlt, hvis uheldet var ud.
I centrum ses Maria Yakobsen, som var altid omgivet af armenske børn. Til venstre for Mariya ses Zaruhi Manguni, en lærer i armensk sprog og historie
Drengenes opgaver var sjovere. De fik lov til at male, save, hjælpe med renovationer. Tanios var byggemester. Men vi turde ikke støtte ryggen, eller læne op ad hans mure. En dag, en murstens hegn han havde bygget væltede. Fremover “pas på, Tanios byggede det” var parolen.
Fritiden brugte vi til at samle sten- mellemstore og flade- til at bygge legehuse. Nogle huse havde 2 etager. Gulvet og taget var af pap, der blev holdt på plads af større sten. Da to unge dansker kom på besøg, byggede de vipper og gynge til alles glæde. Noget anderledes var også, obligatorisk siesta efter frokosten. For alle, uanset alder. Personligt, brød jeg mig ikke for ordningen. Det var spildt tid, syntes jeg.
Efter siestaen, skulle vi lave håndarbejde. Primært, traditionel Armensk. Vi kaldte det “GLOR” fordi den skulle være rund. Den blev lavet med en almindelig synål og DMC garn nr.60. Vi kendte mønstrene udenad, og hver mønster havde et navn. En af dem hed “Trabizon” den lignede en opretstående sløjfe, og blev brugt som adskillelses kant mellem hver mønster. Man startede med en lille bitte cirkel på fingren, trak den helt ned til en prik, der voksede tilen smuk kunstværk. Andre lavede lomme tørklæder af silke, med fine broderier og filigrie agtig kant og hjørne. Disse værker blev enten foræret til prominente personer, eller, solgt i Danmark for at skaffe penge til driften af Fuglereden.
Jeg kunne godt lide Terzaya.Turene til fods op ad bjergene, ned ad dalen. Kilderne med kold vand, tågen, der rullede ned af bjerget. En tyk tyk tåge, at man ikke kunne se sin egen næse. Og det bedste af alt, aftnerne, når Oriort Violet var på vagt. Violet var kristen araber. Hun lærte at tale perfekt armensk. Hver aften, satte hun sig ved muren( uden at læne) ved pigernes spisested.Vi satte os rund om hende, og blev tryllebundet for et par timer. Hun fortalte eventyr fra 1001 nætter. Aften efter aften. År efter år. Vi elskede hende.
Det andet højdepunkt var Oriort Zarouhi Mangouni. Hun indførte os i vor historie, kultur, traditioner. Haik Nahabet, Tork Ankegh, Sassountsi Tavit, Vartan mamikonian, Bagratouni s of Ani. Hun var også den første, der fortalte os om METS YEGHERN. Zarouhi var from Kharpert. Overlevede p.g.a hun blev reddet af en Tyrker, der tog hende til hans harem. Hun var ikke bitter,hun vil bare gøre os bekendt med vores historie.
Det tragiske er at hun blev myrdet under en røveri, i sit hjem, under den Libanesiske borgerkrig.
fortsættes
Fuglereden del 1
Da jeg besluttede mig for at skrive om Maria Jacobsen, havde jeg ingen ide om, hvordan jeg skulle gribe sagen an. Karekin Dikran havde skrevet en del om hendes liv. Derfor skulle jeg helst finde en anderledes tilgang til hendes betydning og indflydelse på Fugleredens børn. Langsomt men sikkert foldede fortællingen sig ud.
Jeg er ikke forfatter. Faktisk betragter jeg det at skrive som en kedelig tjans. Jeg ser mig som en fortæller på et mellemøstlig kaffehus. Er det ikke bedre at høre om livet på Fuglereden? Hvordan artede det sig? Hvad gjorde os glade? Jeg vil fortælle om højdepunkter og dagligdagen, som jeg oplevede det.
Dette vil være min hyldest til Maria og hendes efterfølgere, og min tak til det danske folks generositet.
Over 4000 børn blev opfostret og uddannet på Fuglereden i et halv århundrede. De fik håb og en drøm om et bedre liv. Jeg tror, det lykkedes for langt de fleste.
Fulgereden
Det var i september 1955, da jeg kom til Fuglereden med mine 2 yngre brødre. Den første person vi mødte var Arshaluys, Araxis søster. Mens vores far mødtes med Maria og Anna, underholdt Arshaluys os. Hun klovnede, sprang op for derefter kaste sig ned. Vi blev tryllebundet af hende, og opdagede ikke at vores far var væk.
Så her stod vi i Terzaya, Fugleredens sommer sted. Terzaya er en lille landsby, 17 km. oppe i bjergene fra Jbeil (Byblos). Befolkningen var en mix af muslimsk og kristen herkomst, og der var få sommerfolk fra kystegnene.
Fra sidst i juni til slutningen af september, opholdt Fuglereden sig i Terzaya. Turen frem og tilbage foregik dels til fods, dels med bus, men allerbedst på ladet af en lastbil. De store drenge gik til fods. De heldige sad eller stod op på ladet af lastbilen. Så kunne man synge, huje, vinke til alle man kørte forbi i gennem byen.
Vi kendte vejen udenad. Vi vidste, hvor langt vi havde kørt ved bestemte punkter på vejen, der snoede sig opad. Ved ”Bzdig Aghpuyr” var vi halvvejs. ”Zanzalakh” træet var ved et andet punkt. Nu var vi snart ved Sheikh Ali s butik. Rundt om butikken stod ”Aghpuyr”, hvor fra vi fik vores drikkevand.
Der var ikke indlagt rindende vand og elektricitet i bygningerne. Det kom nogle år senere. Vandet blev transporteret op til skolen på ryggen af et deprimeret æsel ledet af Tanios.
Fra ”Aghpuyr” begyndte vejen at gå skarpt opad, og nogle gange stod vi ud bussen eller sprang ned fra ladet. Det gik opad, ad Zariveren. Her kom vi forbi Bkli Boghaz’s hus. Uanset på hvilket tidspunkt på dagen, stod en eller to af familien og spiste. Bkli Boghaz kan oversættet til ædedolk.
Længere opad til højre for vejen stod den meget blåøjede og milde Hassan’s mark og hus. Hassans jord var fuld af sten, men det lykkedes ham at dyrke lidt korn. Hans høns og geder gik frit ind og ud af huset, der var en firkantet stabel af sten fra marken og uden dør. Hassan gik til hånde på Fuglereden med Tanios.
Nu stod vi ved porten af skolen i Terzaya. Mens lastbilen startede på tilbageturen, sang vi højt for chaufføren.
Jibeilen antsank yegank Terzaya
Shad paner desank, shad keghetsik er
Baron chauffeur shad shnorhagal enk
Otojinerou mech amena varbed
Forfatter: En af de store drenge
Melodi: måske, måske ikke samme store dreng
Læs fortsættelsen her
Danskerne og os
Ved slutningen af Første Verdenskrig, rejste de fleste af aktørerne hjem. Overlevende og bortførte børn blev ført til Aleppo og omegn eller til Libanon. Der var to der stod tilbage med følelsen af, at arbejdet endnu ikke var afsluttet. De to var Karen Jeppe og Maria Jacobsen.
Maria rejste tilbage til Mellemøsten, til Libanon i 1922, og meldte sig hos folkene fra Near East Relief, hvor hun overtog ansvaret for 300 børn. I 1928 rejste hun til Jbeil, det historiske Byblos, og etablerede Fuglereden under korsfarernes borg og Kong Ahirams sarkofag. Hun påbegyndte noget, der skulle blive hendes livsprojekt.
Med midlerne samlet fra hendes foredragsrækker i Staterne og med støtte fra KMA og den danske befolkning, beskyttede, fodrede og klædte hun resterne af en knækket nation.
I 1931 kom hendes søster Anna på besøg. Anna fulgte i søsterens arbejde, og de to fortsatte alene indtil afslutningen af Anden Verdenskrig. Maria var den øverste leder, Anna var god til opdeling og gennemførelsen af de praktiske opgaver.
Anna spillede på orgel under gudtjenesten, og med tiden samlede hun et kor med pigerne. Da der kom enorme kasser med tøj og sko fra Danmark, etablerede hun Hantertsaran tøjdepotet. Maria var ”Mama” og derfor Anna blev moster, ”Moraquyr”. Hun overtog ledelsen ved Marias død i 1960. Annas kor sang ved begravelsen.
Magda Sørensen kendte Maria og Anna fra Horsens. Hun var sygeplejerske og lige vendt fra Tyskland fra en mission med De Hvide Busser, der skulle evakuere danske og norske kz fanger til Danmark. Hun rejste til Libanon på ferie i 1947. Ferien varede til 1971. Hun blev ansvarlig for sygehuset og for ”Babynots”, de mindste. Hun blev kaldt Aunty.
”Badvelli”, den ærede, var Oluf Erik Paaske, og han var præst. Der blev holdt gudstjeneste hver søndag, og nu blev det Badvelli, der førte ordet og underviste i verdensreligion på fejlfrit armensk. Han indførte spejderånden for drengene, og tog på camping med truppen i rigtige FDF uniformer. Badvelli rejste til nye opgaver efter 13 år på Fuglereden.
Inger Wisborg var børnehavepædagog, ”Mangavarj”. Hun indførte danske pædagogiske metoder, under høje protester fra de Mayriks. Hun stod fast og fortsatte med at bygge legepladser med vipper og gynger. Hun var tante Inger.
Endelig fik børnene en ”Baba”, Hans Steenberg, som var en mild og venlig mand. Desværre blev han kun få år. Der var også Leif Munksgaard, ”onkel Leif” og tante Lis, hans kone. De gav deres søn mellemnavnet Vahan.
I årene mellem 1928-1971, blev Fuglereden ikke glemt af hverken KMA og i allerhøjeste grad af den danske folk. De strikkede, holdt markeder, sendte pakker og kasser med tøj og andet. Norge sendte kasser med leverpostej i store dåser.
De skaffede midler med personlige donationer af førnævnte aktiviteter. Disse midler sikrede nye tiltag såsom uddannelse på højere anstalter i Libanon og the Melkonian Institute i Nicosia på Cypern. På Fugleredens skole blev der undervist i armensk, arabisk, engelsk, fransk og i historie med vægt på Armenien og Libanon samt matematik og geografi. Mange blev selv lærere, pædagoger, læger og kunstnere. Sågar kom der også en ærkebiskop ud fra Fuglereden.
Drømmen døde ikke med Maria Jacobsen. Denne enestående og tapre kvinde inspirerede andre. De forlod land, familie, venner og relationer tilbage i Danmark og fulgte hende og reddede tusinder og gav nyt håb til det armenske folk.
Hvor fandt de styrken og drivkraften?
I TROEN.
Læs fortsættelse
