Danskerne og os
Ved slutningen af Første Verdenskrig, rejste de fleste af aktørerne hjem. Overlevende og bortførte børn blev ført til Aleppo og omegn eller til Libanon. Der var to der stod tilbage med følelsen af, at arbejdet endnu ikke var afsluttet. De to var Karen Jeppe og Maria Jacobsen.
Maria rejste tilbage til Mellemøsten, til Libanon i 1922, og meldte sig hos folkene fra Near East Relief, hvor hun overtog ansvaret for 300 børn. I 1928 rejste hun til Jbeil, det historiske Byblos, og etablerede Fuglereden under korsfarernes borg og Kong Ahirams sarkofag. Hun påbegyndte noget, der skulle blive hendes livsprojekt.
Med midlerne samlet fra hendes foredragsrækker i Staterne og med støtte fra KMA og den danske befolkning, beskyttede, fodrede og klædte hun resterne af en knækket nation.
I 1931 kom hendes søster Anna på besøg. Anna fulgte i søsterens arbejde, og de to fortsatte alene indtil afslutningen af Anden Verdenskrig. Maria var den øverste leder, Anna var god til opdeling og gennemførelsen af de praktiske opgaver.
Anna spillede på orgel under gudtjenesten, og med tiden samlede hun et kor med pigerne. Da der kom enorme kasser med tøj og sko fra Danmark, etablerede hun Hantertsaran tøjdepotet. Maria var ”Mama” og derfor Anna blev moster, ”Moraquyr”. Hun overtog ledelsen ved Marias død i 1960. Annas kor sang ved begravelsen.
Magda Sørensen kendte Maria og Anna fra Horsens. Hun var sygeplejerske og lige vendt fra Tyskland fra en mission med De Hvide Busser, der skulle evakuere danske og norske kz fanger til Danmark. Hun rejste til Libanon på ferie i 1947. Ferien varede til 1971. Hun blev ansvarlig for sygehuset og for ”Babynots”, de mindste. Hun blev kaldt Aunty.
”Badvelli”, den ærede, var Oluf Erik Paaske, og han var præst. Der blev holdt gudstjeneste hver søndag, og nu blev det Badvelli, der førte ordet og underviste i verdensreligion på fejlfrit armensk. Han indførte spejderånden for drengene, og tog på camping med truppen i rigtige FDF uniformer. Badvelli rejste til nye opgaver efter 13 år på Fuglereden.
Inger Wisborg var børnehavepædagog, ”Mangavarj”. Hun indførte danske pædagogiske metoder, under høje protester fra de Mayriks. Hun stod fast og fortsatte med at bygge legepladser med vipper og gynger. Hun var tante Inger.
Endelig fik børnene en ”Baba”, Hans Steenberg, som var en mild og venlig mand. Desværre blev han kun få år. Der var også Leif Munksgaard, ”onkel Leif” og tante Lis, hans kone. De gav deres søn mellemnavnet Vahan.
I årene mellem 1928-1971, blev Fuglereden ikke glemt af hverken KMA og i allerhøjeste grad af den danske folk. De strikkede, holdt markeder, sendte pakker og kasser med tøj og andet. Norge sendte kasser med leverpostej i store dåser.
De skaffede midler med personlige donationer af førnævnte aktiviteter. Disse midler sikrede nye tiltag såsom uddannelse på højere anstalter i Libanon og the Melkonian Institute i Nicosia på Cypern. På Fugleredens skole blev der undervist i armensk, arabisk, engelsk, fransk og i historie med vægt på Armenien og Libanon samt matematik og geografi. Mange blev selv lærere, pædagoger, læger og kunstnere. Sågar kom der også en ærkebiskop ud fra Fuglereden.
Drømmen døde ikke med Maria Jacobsen. Denne enestående og tapre kvinde inspirerede andre. De forlod land, familie, venner og relationer tilbage i Danmark og fulgte hende og reddede tusinder og gav nyt håb til det armenske folk.
Hvor fandt de styrken og drivkraften?
I TROEN.
Læs fortsættelse
