“Fuglereden” 13

Velsignelsen af det nye hjem “Fuglereden”

Den skrigende nød, der havde rådet ved flygtningenes tilstrømning, var begyndt at stilne af. Mange var desværre bukket under for sult og sygdom, men mange havde fundet arbejde i andre lande. En mængde, især de unge, som havde opnået skolegang eller anden uddannelse, var begyndt at stå på egne ben, og da Armenierne er enestående til at hjælpe hinanden, tog det til at lysne. Størst var det dog, at den åndelige nød og stilstand, som havde fulgt med de timelige ulykker, var afløst af fortrøstning til Gud.
På ny skulde dog en lykkelig udvikling afbrydes af begivenheder i den store verden. Som en forsmag derpå kom Franskmændenes overgivelse af Alexandrette området til Tyrkerne. 20.000 Armeniere blev derved hjemløse; jorden, som ved deres flid var blevet opdyrket og frugtbar, overgav til deres fjender, selv måtte de flygte og blev på sædvanlig vis udplyndret ved grænsen. Bitre og rasende nåede de ned til Syrien og Libanon, hvor de fik en god modtagelse af deres landsmænd, der selv havde prøvet det samme og nu hjalp de ulykkelige til boliger og arbejdsmuligheder.
Da K.M.A.´s store barak efter myndighedernes befaling måtte nedrives, blev asylet opgivet, og lærerinderne derfra blev bibelkvinder.
Den 5te November 1932 fejredes en tredobbelt fest på ³Fuglereden². Frk. Maria Jacobsen fyldt 50 år og holdt 25 års jubilæum som missionær, der blev også bryllup af Mama´s adaptiv datter Beatrice og tændlægen Dr. Pyzant Hadidian, om det skriver Mama; Ja så er de store festdag til ende, og Beatrice har forladt sit hjem; hun og hendes mand tog af sted søndag aften, og i dag er vor sidste gæst, pastor Prip, rejst. Det har været dejlige dage. Frk. Siversen og pastor Prip kom torsdag; lørdag efter vielsen tog Frk. Kulager, Frk. Paludan, Frk. Nissen fra Shahim, Frk. D. Nielsen, Mr. og Mrs. Riggs og Dr. Hadidians familie med hjem til ³Fuglereden², hvor vi spiste middag kl. 4 i den store sal; alle lærerinder og ³Majrig²-er i ³Fuglereden² var også med. Det var en dejlig fest.
En meget store skare venner, både Armenier, Syrere, Englændere og Amerikanere, ja, også Russere, overværede højtidligheden i kirken. Efter vielsen stillede brudeparret og de nærmeste sig i kirkedøren, hvor så alle en for en kom og ønskede til lykke. Det tog selvfølgelig meget lang tid, men det var en glæde at trykke de mange venner i hånden. Alle var betaget af det smukke bryllup, der foregik efter Dansk skik; der var fuldkommen stillhed, ellers er der så megen halløj ved bryllupper i dette land, jeg er lige ved at tro, at der er andre, der herefter vil følge i vort spor.
Jeg er glæd, festen er overstået, og jeg er træt, men nu begynder vi vort daglige liv igen. Børnene er rørende i deres kærlighed imod mig, de synes, det er synd, jeg skulde af med Beatrice; det var også svært og dog en glæde, for jeg tror ikke, hun kunde få en bedre mand end Dr. Pyzant Hadidian.
I åretsløb flere af de store piger er blevet gift med gode Armensk mænd. I sommertiden lejede Frk. Jacobsen et lille hus oppe i Biskinta, hvor Missionærerne også var i fjor. og hvor de skiftedes til at holde ferie. En tid havde de den glæde at have Pastor Prip som pensionær.
Valutaforholdene har hele året igennem beredt vanskeligheder, og det store kurstab virkede lammende på arbejdet. Det så ud til, at arbejdet måtte indskrænkes i Beirut og børneantallet formindskes på ³Fuglereden², dog hjalp det godt, da Sparedagens offergave strømmede ind.
Fru Vilhelmine Grynhagen, blev efter længere tids tiltagende svaghed ret pludseligt død den. 14 Juli 1932. Hun var trofast i sin kærlighed til det Armenske folk og har gjort et godt og opofrende arbejde for dem den tid hun livede og virkede iblandt dem.
Det, der karakteriserede Vilhelmine Grynhagen, var hendes kærlige hjerte og barnlige tro i forbindelse med et lyst og glæd sind; det bar hende gennem alle vanskeligheder og åbnede dørene for hende.
Hun var rede til at overtage en gerning i et fremmede land med et fremmede sprog og under svære forhold. Trods hendes fremrykkede alder K.M.A. bestyrelse besluttede at sende hende ud i 1904.
Vilhelmine Grynhagen, blev en kærlig moder for de forældreløse, en trofast ven for de mange nødlidende og betrængte mennesker, som hun kom i beroring med. I årenes løb var der mange, både gamle og unge, der tyede til hende; altid kunde de være sikre på at få trøst og hjælp.
I 1908 havde hun den glæde, at hendes eneste datter Sigrid Grynhagen fulgte med hende ud til Armenien, også som K.M.A.s missionær, for at stå hende bi i arbejdet; hun blev senere gift med en Tysk missionær Storck.
Tre gang kom Fru Grynhagen hjem til Danmark for atter at rejse ud igen. Efter det lange hjemmeophold efter første verdenskrigen var hun ikke til at holde tilbage, da man atter håbede, at vejen til Mezreh var åben. Dog kom hun ikke længere end til Konstantinopel og måtte slå sig ned der, da Tyrkiet til hendes store sorg var lukket, og det var umuligt for hende at rejse videre for at møde sine elskede børn, som endnu var på børnehjemmet. Dog skulde Fru Grynhagen senere få den store glæde at mødes med en del af dem nede i Syrien, efter at alle kristne i 1922 blev jaget ud af det tyrkiske rige.
Efter i ca. 2 år at have ledet et Armenske børnehjem i Skutari og fulgt børnene til Grækenland, blev det hende forundt at tage ti Syrien, hvor K.M.A. ved frøknerne Maria Jacobsen og Karen Marie Petersen atter havde optaget arbejdet blandt det nu fordrevne og landflygtige Armenske folk.
Gensynets glæde var stor, da hun på ³Fuglereden² atter mødte flere af sine længe savnede børn, der nu var vokset op og blevet anbragt forskellige steder.
Endnu et kort arbejdstid fik Fru Grynhagen i Aleppo syrien, sammen med nogle tyske missionærer. Her var mange Armenske flygtninge, blandt hvilke hun mødte gamle venner; her brugte hun sine sidste kræfter til at hjælpe kvinder, hvor hun kunde, hvorved hun vandt alles kærlighed og tillid.
Forholdene var vanskelige og klimaet strengt; hvor hun blev syg og måtte holde op med sit arbejde og rejse ned til ³Fuglereden² for der at afvente rejseselskab.
I 1925 kom Fru Grynhagen hjem til Danmark for ikke mere at rejse ud. Så længe, hun kunde, holdt hun møder for den hende så kære sag og tog del i arbejdet i Danmark, indtil en tiltagende svaghed lammede hendes kraft og tvang hende til at holde sig i ro.
Torsdag den 14. Juli 1932 død hun, hun virkede for hjælpearbejdet blandt det Armenske folk i 21 år, fra 1904-1925, fraset hjemmeophold. Hun var bestyrerinde på Jubilæumsasylet i Valdemarsgade i København, da hun død, og de Armenske børn på børnehjemmet ³Emmaus² blev lagt hen til hendes varme moderhjerte, da de efter Frk. Krista Hammers død så hårdt trængte til en moders omsorg og kærlighed.
Begravelseshøjtiden fandt sted i fredens kirke, hvor en stor kreds af venner var samlet for at vise hende sidste ære. Pastor Nørfelt skildrede i varme og hjertelige ord hendes arbejde blandt Armenske børn. Hendes liv og virke havde formet sig som et eventyr.
Den 5. November 1932 fejredes fest for Frk. Maria Jacobsen fyldt 50 år og holdt 25 års Jubilæum som missionær. Som tak for alt, hvad Mama har været armenierne i de 25 år, indbød Armenierne i Beirut hende til en Jubilæumsfest, hvor alle de forskellige kirkesamfund var repræsenteret.
I Juli havde K.M.A. endnu et tab, der død Frk. Ulla Fugl. Frk. Fugl er født 1867. Allerede 1905 kom froken Fugl ind i K.M.A.s arbejde, var en tid en af lederne på missionsskolen og blev derefter sekretær.
Hun har trofast tjent K.M.A., først som en af lederne af missionsskole, senere som K.M.A.s mangeårige og dygtige sekretær. Som sådan har hun gjort et betydeligt arbejde og været en uvurderlig hjælp i gerningen, der efterhånden udviklede sig til at blive stor og omfangsrig.
På sin mange rejser rundt om i Danmark har Ulla Fugl med utrættelig iver og stor kærlighed talt for K.M.A.s forgrenede virksomhed og har fået mange venner, som er blevet tilskyndet til forøget arbejde for sagen.
Hendes to søstre blev missionærer i Kina. Den indsigt, som vindes ved selvsyn, var for stor betydning, når man fra Danmark skulle lede et missionsarbejde med kærlighed og forståelse, og Frk. Fugl har på nært hold set K.M.A.s missionærers arbejde.
Hun har besøgt begge sine søstre i Kina, skønt deres missionsmarker ligget umådelig langt fra hinanden, hun har haft den glæde at se arbejdet i Shahada, K.M.A.s gren af den Svenske Bhilimission, og var i 1931, sammen med Fru Vind i Palæstina og Libanon, hvor K.M.A. blandt Armenierne haft sit største arbejde.
Da Baronesse Schaffalitzky i 1931 fratrådte, blev Frk. Fugl K.M.A.s formand og i de år virkede både som formand, sekretær og redaktør af K.M.A.s blad ³Bring Lys². Det var som om Gud gav hende særlig kraft og nåde til at udfylde denne plads.
Frøken Ulla Fugl har været selvforglemmende og dygtige arbejder for K.M.A.s sag, hvorved hun har vundet de manges påskønnelse, kærlighed og tillid.
Frøken Ulla Fugl død pludseligt, nattenmellem søndag og mandag den 8. Juli 1940. Hun blev dybt savnet af venner ud over venner i Danmark og venner blandt Armenierne.
Efter det smerteligt tab af den elskede Formand, Frøken Ulla Fugl den 8. Juli 1940, indtrådt i den tomme plads, Kammerherreinde Elsa Vind, fra sanderumsgård, der i 10 år har været medlem af K.M.A. bestyrelsen.
Hun var godt kendt båd med arbejdet og K.M.A.s udsendinge og har med glæde og i fuld fortrøstning indvilliget i bestyrelsens enstemmige ønske om at påtage sig formandsposten.
I begyndelsen af året 1934 måtte Frk. Maria Jacobsen, som var meget medtaget, rejse hjem til Danmark for at komme under lægebehandling. Hun ankom dem. 24. Januar og blev straks indlagt på St. Lukasstiftelsen, hvor hun i fire måneder fik en meget tiltrængt behandling. Derefter havde hun en længere rekreationstid, og ikke førend efteråret var hun så vidt helbredt, at hun kunde besøge sine søster i Jylland og, medens hun var der, holdt et par møder i Randers og Holstebro; for mange venner var det en skuffelse, at møderne måtte indskrænkes dertil.
Uddrag af brev fra Frøken, Dorthea i februar 1933: ³Vore tanker er, at komme de nødstedte til hjælp, thi det er svært for dem at leve, som de gør. De fleste er nu flyttet ud fra karantænen og ud til forskellige steder, bl.a. hestestalde, hvor de bor side om side med dyrene. Jeg var glad ved at se i dag, at regeringen har givet os en del måtte til at lægge på jorden. Det er jo koldt at sove på den bare jord og i et stort rum med 2-300 mennesker.
Digin Amseb,- vore rengøringskone som også bor der, kom lige nu og fortalte, at hun var ved at fortvivle derover. Hun sagde: Jeg sover kun et par timer hver nat. Det er stadig uro natten igennem. Syge hoster, børn græder, og nogle går sent i seng. Andre står tidligt op. Der er ikke ro. Jeg spurgte, om hun kogte lidt varm mad, hvortil hun svarede: Ja, sommetider, men jeg kan ikke give til alle som intet har, og så synes jeg, at det er synd at lade andre se og lugte min mad, når de kun har tørt brød at spise.
Regeringen giver brød endnu. Den Armenske komité, som har modtaget pengegaver og andre ting, har uddelt madrasser og klæder i denne uge. Den har ellers i sinde at bruge pengene til huse og det er i høj grad fornødent. at disse mennesker kommer under andre forhold. Jeg håber, at de vil begynde at bygge, så det kan blive arbejde til de mange arbejdsløse, thi her går tusinder af arbejdsløse hver dag, og som følge deraf halvsulter de.
Den 24de oktober tog hun i K.F.U.K.s festsal i København afsked med en stor kreds af venner og fik nåde til rigtig al lægge ³Fuglereden² hen til alle de tilstedeværende, og takke dem for al deres offervillighed, kærlighed og forbøn, som bærer gerningen og hjertelig gengældes ved børnenes hengivenhed og taknemlighed overfor deres plejeforældre.
Imidlertid ledede Frk. Anna Jacobsen og Frk. Ella Sørensen med dygtighed og trofasthed arbejdet i ³Fuglereden² hvor sundhedstilstanden i årets løb har været usædvanlig god uden epidemier. Først i december begyndte en del sygdom blandt børnene, hvor man antog på det tidspunkt en Armenske sygeplejerske som fast hjælp. Frk. Ella Sørensen blev nemlig i oktober kaldt hjem til sin faders dødsleje.
I året 1934 var det 25 år siden, Frk. Karen Marie Petersen drog ud til armenierne, som hun havde vundet hendes kærlighed. Trofast og ufortrødent har hun i alle disse år virket iblandt dem. Alle glæde sig over at hun er rask og fremdeles har kunnet arbejde i flygtningelejren i forbindelse med Frk. Kuglager, Hjemmet i Beirut har været et tilflugtssted for mange fattige, nødlidende mennesker, der hos dem søger trøst og råd i deres trængsler.
Da søster Bodil Biørn begyndte at tænke på at rejse hjem for god, fik norsk K.M.A. en ny udsending i Søster Alette Andreasen fra Lillesand. Søster Alette var da 33 år ug uddanet på Ullevål. Hun havde også været et år i schweiz og der lært fransk, noget som skulle komme godt med i Syrien. I januar 1934 var det afskedsfest for søster Alette i Oslo. Lige efter drog hun med skib til Beirut og så videre til Aleppo hvor hun arbejdet sammen med søster Bodil nogen måneder før denne drog hjem til norge.
Søster Alette Andreasen fortsatte så i søster Bodils arbejde på syghjemmet hvor det var op til 18 børn, og samen med bibelkvinden gik hun rundt i lejrene og besøgte armenierne. Bibelkvinden havde møder i 5 forskellige lejre, og underviste kvinderne og unge piger i læsning. Søster Alette trivedes godt i sin gerning som hun var meget glad for. Hun elsket de stakkels flygtningene og hendes hjerte brandt for og hjælpe dem.
I januar 1936 rasede en heftig storm over Libanon; den efterlod sørgelige spor på ³Fuglereden²s bygninger; masser af tagsten var fløjet af, og der var alle vegne sket mange ødelæggelser, som fordrer bekostelige reparationer. I sommeren udbrød der en slem influenzaepidemi på ³Fuglereden²; på grund heraf blev brøndene atter undersøgt og viste at sig være sundhedsfarlige; de måtte altså på ny tømmes og renses. Da lignende sygdomme optrådte i landsbyen Djoubeil, besluttede man ved rørledninger at få kildevandet ledet ned fra bjergene.
Frk. Jacobsen har fået sig et lille hus oppe i bjergene ved landsbyen Terzaya, hvortil man let kan køre op på en halve time; er herlig og naturen meget smuk; det er velgørende for hende at kunne tage derop i den hede sommertid for at hvile og forfriskes. Da alle de små børn var meget medtaget efter influenzaen og trængte hårdt til at komme bort fra den stærke hede og op i bjergluften, fik Frk. Maria Jacobsen en stor træbarak, som var i ³Fuglereden², flytte op til Terzaya, og den blev indrettet til 50 små børn, som snart til hendes store glæde kom sig i den friske luft og tog på i vægt. Senere blev en stor ³Familie² på ca. 70 større børn bragt derop. Bestemmelsen var, at de skulde bytte med de små, men da det var farligt at flytte disse ned i heden, blev der bygget en stor løvhytte til resten af børnene, som alle kom godt til kræfter og rigtig nød livet op i Terzaya.
Den 7. juli 1935 døde Karen Jeppe i Aleppo af malaria, kun 59 år gammel. Hun havde aldrig været stærk og var særlig i de senere år ofte syg; hidtil havde det ukuelige livsmod, hun havde tilfælles med armenierne, holdt hende oppe; men nu var hendes kræfter udtømt.
Hun blev bisat i den Armenske kirke, hvor den Armenske Ærkebiskop forrettede Gudstjenesten. Hendes grav er lige udenfor kirken i nærheden af den koloni af småhuse, Karen Jeppe havde bygget for enker og forældreløse børn.
I hendes fædreland er der rejst en mindesten i Gylling, og en mindeplade er opsat i Skolen, hvor hun er født. En broncebust udført af billedhuggeren Nielsen Sondrup og bekostet af Udenrigsministeriet og ³De Danske Armeniervenner² er opstilet i læsesalen på Statsbiblioteket i Aarhus.
I september 1935 udsendte Udenrigsministeriet til alle landets skoler en piece om Karen Jeppe, ³Armeniernes Ven², forfattet af statskonsulent F. C. Kaalund – Jørgensen som led i serien ³Fortællinger af folkeforbundets Saga². Den slutter med følgende linier; ³Som ung vandt Karen Jeppe Armeniernes hengivenhed og verdens beundring for sit opofrende hjælpearbejde. I sin modne alder blev hun taget i tjeneste af den magt, der gjorde det muligt for hende at virke i folkenes navn. Det var Géneve, der gav hendes kræfter det vide virkefelt og hendes ord den store vægt. Derfor er beretningen om hendes virke en ³Fortælling af Folkeforbundets Saga².
Under forsamlingen i september samme år mindedes Karen Jeppe endnu en gang i Folkenes Forbund. Præsidenten for 5. udvalg, Grevinde Apponyi, åbnede det første møde med nogle smukke mindeord om Karen Jeppes indsats i de år, hun var Folkeforbunds Kommissær. Hertil sluttede den franske repræsentant sig.
Karen Jeppes liv og virke mindedes i breve og bladartikler både i Danmark og i mange lande. Her er enkelte af de mest karakteristiske.
De Danske Armeniervenners nuværende formand, Generalmajor Ernst skrev således: ³Karen Jeppe er død. Dermed er en af Danmarks allestørste kvinder, og den største jeg har truffet i mit liv, gået bort, og med hende har Armenierne mistet måske deres største velgører.
Hun viede sit liv til hjælp for det omtumlede Armenske folk, og den hjælp, hun ydede det, var så glimrende organiseret, at alle Danske må være stolte over at have haft en så ypperlig repræsentant i Østen.
Da jeg under tre vinteres ophold i Syrien havde lejlighed til på nært hold at se hele hendes store velsignelsesrige virksomhed, lærte jeg at beundre hendes klare tankegang, hendes administrationstalent såvel som den ihærdighed, dygtighed og energi, hvormed hun ledede hele den store virksomhed.
Desværre var hun legemlig svag og måtte tit holde sengen; men ofte har jeg set hende sidde i sengen med protokoller foran sig og dirigere, hvad der måtte gøres med den Armenierinde, som søgte ly hos hende efter lige at være sluppet bort fra et harem eller arabertelt, eller med den armenierfamilie, som netop var blevet hjælpeløs ved sygdom, død eller arbejdsløshed o.s.v.
Og tænk, at hun, ene kvinde, formåede at oprette landsbyer ude i ørkenen og der få arabere og armeniere til at omgås i fred og blive venner.²
Den norske sygplejerske Søster Alette Andreasen, som plejede hende i hendes sidste sygdom, skriver: ³Det er stunder, jeg umuligt kan glemme. Til trods for søvnløshed, smerte og feber glemte hun sig selv. Hun sagde ofte: ³Hvad skal vi gøre for at hjælpe dem, som ikke har tag over hovedet?² Men særlig lå de faderløse børn tungt på hendes hjerte. Indtil sidste nat hun levet talte hun om dem.
Så er Frk. Jeppe ikke mere blandt os, men hendes navn vil leve og lyse i Armeniernes historie. Hun blev med rette kaldt ³Armeniernes Moder².
Karen Jeppes medarbejder, Gaszczyk, fortæller, hvorledes under hendes sygdom Armenierne, både mænd og kvinder, daglig samledes udenfor hospitalet for at få underretning om hendes tilstand uden at lade sig skramme af den lange vej til byen eller den glødende juli hede. ³Budskabet om hendes død breder sig som en løbeild. I Enke- og børnekolonien hersker der dyb sorg, ligeledes i flygtningelejren og i den Armenske kirke.
Daglig drager kvinder og børn ud til kirkegården, de vil atter bringe deres Moder en hilsen, bønner, blomster, røgelse og tårer.² Ja, for Armenierne var Karen Jeppes død en hjertesorg og et uerstatteligt tab.
Hendes plejesøn, Misak, skriver: ³Vor tilbedte Moder, vor fører i alle ting er ikke mere iblandt os. Vi har ikke mere nogen, til hvem vi kan betro vore sorger, og hos hvem vi finder trøst – vi føler os forladte. Vi vil prøve på at blive værdige til at kaldes hendes børn².
En anden af hendes ³Sønner², som er tegner i systuen, skriver: ³Massakrerne brød ind over os Armeniere, år efter år fulgtes det ene blodbad af det andet. Da en skare af landflygtige mennesker drives som en kvæghjord gennem ørkenen, sket det, at min mor død. Jeg var da 13 år. Ensom slæbtes jeg gennem elendighed og smuds og endte som slave hos Araberne. På den måde levede jeg i 8 år, dels som hyrde, dels som kameldriver. Så oplevede jeg en dag den uventede lykke at møde et barmhjertigt menneske. Det var dig, kære Mor, som åbnede dit hjem for mig. Du blev min anden Mor. I dit hjertes godhed har du med hjælpsomme hænder lært mig et arbejde, hvormed jeg kan forsørge mig selv. Du har lært mig og mine kammerater påny at forstå og tale vort modersmål, og du har bragte os tilbage til vort tabte fædrelands kirke.
Kommet til os fra et fremmed folk kæmpede du som en sand Armenier for vort land, for vor ret. Dit hjem blev vor tilflugt, dér slog vi rod, dér byggede vi vor fremtid. Vore hjerter er dit mausoleum. Vore tårer skal vande blomsterne på din grav. Gid jorden må hvile let på dig².
En Anden af hendes Armenske venner kalder hende ³Vor berømte fører, vor skytsengel, vor befrier², og siger: ³Denne Danske kvinde har levet som en ægte Armenier i landflygtighed. Til sit sidste åndedræt tænkte hun på de forældreløse, på enkerne, på alle ulykkelige Armeniere. Alle de, som har færdedes i hendes hjem og som nu er spredt over hele jordkloden, beder for hende.
Hun arbejdede ikke alene for det Armenske folks materielle behov, men også for at højne dets skikke og traditioner, og har således givet mange slægtled en følelse af national samhørighed. Hun følte som en Armenier i sit inderste væsen, og hun blev dem Armenske kirke, som er et symbol for Armenien, inderligt hengiven. Og nu aflægger vi armenierne dette løfte: Moder, dit støv vil vi stadig skærme, og når vi bygger vor egen hovedstad ved foden af Ararat, vil vi bygge et mindetempel for Dig.²
Det er blevet sagt om Fridtjof Nansen: ³Han gav altid alle sine kræfter til den opgave, som livet i hvert øjeblik pålagde ham². Dette kunde også stå som et motto for Karen Jeppes liv og gerning.
I 1937 blev søster Arlette Andreassen syg og måtte rejse hjem. Hun gennemgik en hjerneoperation og død ikke længe efter. For at norsk K.M.A.s arbejde skulle kunne forsætte blandt flygtningene i Aleppo, blev det averteret i et par kristelige blader efter en sygplejerske med missionskald som kunne være villig til og rejse ud. Søster Thora Mauritsen som var færdiuddanet sanitetssøster meldt sig, og efter et 3 måneders Englands ophold rejste hun til Beirut hvor hun fik boet i Danske K.M.A.s lejlighed mens hun studeret sproget. Men desværre gik det ikke lang tid før det kom melding om at søster Thora måtte rejse hjem på grund af overanstrengelse med sprøgstudiet og som følge af klimaforandringen.
For norsk K.M.A. blev det klart at det ikke var godt og sende en dame alene ud, og det blev averteret efter to missionærer. Søster Aslaug Helgesen og frk. Målfrid Frøyland meldte sig til tjenesten og begyndte på missionsselskabets missionsskole i Oslo.
I året 1937 første begivenhed var Frk. Anna Jacobsens invielse til missionær, hvilket forgik i Eliaskirken den 17. januar ved pastor Nedegård. Det var en smuk og højtidelig fest. Nogle dag efter rejste Frk. Anna Jacobsen tilbage til ³Fuglereden², styrket efter sit hjemmeophold til atter at tage sin krævende gerning.
Frk. Maria Jacobsens arbejdslyst og opfindsomhed har ikke fornægtet sig i det dejlige sommerhjem, som hun efterhånden har indrettet i den lille landsby Terzaya. Her har hun på billig måde fået nu indrettet flere huse til medarbejderne og børnene til sommer og ferieophold og et lille hus, hvor hun selv kan trække sig tilbage for at hvile og skrive sine mange breve. I 1937 var det første gang, alle ³Fuglereden²s beboere, med undtagelse af et hold af de store børn, der sammen med en ²Majrig² skiftedes til at være i ³Fuglereden² for at passe dyrene etc. på en gang kunde tilbringe den varmeste tid i Terzaya friske luft i stedet for at være nede ved havet i den usunde, fugtige sommerhede, hvad der sikkert har medvirket til, at ³Fuglereden² slap for epidemier dette efterår. Kildevandet fra bjergene er nu nået ned til Djoubeil by, hvorfra der kan hentes vand, og der er grundet håb om snart at få det ind på hjemmets grund. Efter de stærke regnskyl og storme i foråret måtte hjemmets tage gennemgå en meget nødvendig reparation; takket være venners kærlige gaver blev det muligt også at lægge nyt tag på mødesalens bygning, da den i dårligt vejr ikke kunde bruges og dog ikke kunde undværes i arbejdet.
I september var der også en mindedag, da det var 30 år siden Frk. Maria Jacobsen rejste ud til armenierne i Lilleasien, hvor hun oplevede hele rædselstiden og trofast stod det folk i Kharpert by med råd og dåd og selv ofte var i livsfare.
En af 1938 årets glædelige begivenheder har været Hofjægermester Vinds og Frues besøg både i Beirut og i ³Fuglereden². Det var en stor glæde at modtage disse venner, og det har betydet meget for Arbejdet, da Fru Vind tog mange billeder til en lysbilledserie, som i danmark har forøget interessen og kærligheden til armenierne.
I ³Fuglereden² har man fået en værdifuld hjælp i Frøken Treuenfels, som kom fra Friedenshort i Schlesien, hvor hun var lærerinde. Hun er kommet til ³Fuglereden² som en gave fra Gud, da hun er udlært børnehavelærerinde, hvad man netop i høj grad trængte til; og hun vil kunne yde en god hjælp, også i skolen, når hun rigtig har sat sig ind i det Armenske sprog.
Da armenierne i Beirut har været tvunget til at forlade den gamle lejr i selve byen, fordi den blev revet ned, er der efterhånden opstået flere bydele med forskellige navne på den anden side af floden, som skiller byen fra landet det er der, K.M.A. håber at få midler til at bygge en mødesal som centrum for deres arbejde. Trods de elendige forhold i lejren, dyrtiden, den store arbejdsløshed og den grænseløse nød, er der også mange lyspunkter i arbejdet i Beirut.
En stor gren af hjælpearbejdet er håndarbejdsindustrien, hvorved mange moder har kunnet skaffe føden til sig, sine børn og sin syge mand.
Den 17. februar 1939 havde K.M.A. i Eliaskirken afskedsmøde for Frk. Karen Marie Petersen, der nu for femte gang rejste ud til sin gerning blandt armenierne; der lød mange gode ord, og alt samvirkede til at gøre aftenen til en fest. Det var nu henved 30 år, siden hun sammen med fire andre K.M.A. søstre blev indviet i Frihavnskirken – hun for at drage ud til ³Blodets og tårernes land². Også nu er det meget svære tider for armenierne, men det er forunderligt at se, hvorledes Gud har velsignet arbejdet iblandt dem. Da krigen den 1. september brød ud, forstod alle, at det vil blive svære tider også for arbejdet blandt armenierne, selv om krigen ikke forløbig nået til Libanon.

Hjemmearbejdet 1940-1950

Det sidste tiår af K.M.A.¨s historie levedes under trykket af den anden verdenskrigs gru og efterkrigstidens vanskeligheder.
Da krigen kom, det var slut for norsk K.M.A. at sende Frk. Målfrid Frøjland og søster Aslaug Helgesen, det var på grund af mange forandringer som forhindrede dem i at rejse til Armenierne.
Da søster Alette i 1938 måtte rejse hjem, overlod hun arbejdet til evangelisten Mgrdich Krzentz. Han var vokset op i en tysk børnehjem i Mezreh, og havde været søster Bodils medhjælper da hun åbnede hjemmet for syge og elendige børn i Aleppo. I 18 år var Krzentz i norsk K.M.A.s tjeneste, men da krigen kom, fik han sig andet lønnet arbejde, og har siden ikke fået understøttelse af K.M.A.. Sin fritid bruger han alligevel meget til og dele ud småskrifter og bibelsprog.
Søster Alette kom også i forbindelse med en bibelkvinde, Varter Minagossian som fremdeles er i norsk K.M.A.s tjeneste. Varter mistet tidligt sin mor, og da hendes far og broder var lidt hjemme, havde hun en svær barndom. En tante fik så anbragt hende i et schweizisk børnehjem hvor hun fik lært og læse og i 12 årsalderen kom hun til personlig liv med Gud, og har siden været en frigjort og frimodig kristen. En gang mistet hun næsten hele synet, men hun gik til Gud med det i bøn, og i løbet af en nat fik hun synet igen. Varter blev gift med en troende mand, og fik fem børn. Hun har altid haft en længsel efter og få gjort noget igen for sin Herre og Mester, og for åg blive bedre hengave hun sig til gerningen, hun gik to år på en schweiziskbibelskole.
Da deportationerne begyndte måtte hun slutte, og i denne tid gennemgik hun meget. Hendes mand blev tæt på at hænges, men Varter kæmpede hele natten i bøn, og manden blev sparet. På forunderlig måde har Herren hjulpet hende gennem livet. Varter har siden sin omvendelse været optaget med og gå rundt og besøge syge og lidende armenier der bor i flygtningelejrene i Aleppo, hendes gerning er særlig blandt kvinderne som hun forsøge og hjælpe på forskellige vis. Hun undervise dem, da mange ikke har lært og læse eller skrive. Om aftenen holder hun møder for dem, hver torsdag morgen har hun bønnemøde hos sig sammen med nogen åndelige søstre.
I eftersommeren 1939 brød uvejret løs, og Maria Jacobsen aflyste sine møde og ilede tilbage til ³Fuglereden². 8. september 1939 holdt bestyrelsen møde og udsendte en hilsen, som sluttede således: ³Lad os være frimodige og prise hans hellige navn, lad os bestandig mindes hinanden for nådens trone og ikke glemme dem i det fjerne, som regner med vor trofasthed og forbøn. … Den Kristne er en nyskabning, ikke alene og selvstændig, men i Kristus. Ikke bestemt til selvvalgt aktivitet, men sat til at udføre bestemte gerninger, som Gud har henlagt til ham. Ef. 2, 10. Ingen forandring i ydre omstændigheder omstøder den kendsgerning. Lad derfor os i en tid som denne, der er fuld af forvirring og frygt, være blandt dem, der gør Guds vilje, modtager hans løfter og derved bliver til velsignelse i en verden, hvis nød er himmelråbende. …²
En del kasser stod parat for at sendes til ³Fuglereden². De nåede ikke af sted, nogle af dem gik til Finland, andre holdtes tilbage til senere afsendelse.
Den 9. april, denne smertens og ydmygelsens dag alle Danske, traf alt missionsarbejde føleligt. K.M.A. blev afskåret fra alle sine missionærer. En af hjemmearbejderne, Miss J. Guinness, kom i stor fare, da hun som Engelsk undersåt truedes af internering eller af brutal udvisning. Midt i alle prøvelserne sås det som et stort lyspunkt, at Gud hørte bønnen for hende, så hun uhindret nåede over til sin moder i Sverige. Et andet dejligt lyspunkt var, at frøken Fugl fik 40års jubilæumsskriftet samlet med hilsener fra alle missionærerne. Den. 29 maj ledede hun 40 års jubilæet, en stilfærdig fest, der fejredes som en altergangsgudstjeneste i Eliaskirken. Jubilæumsgaven blev skænket til Finlands nødstedte ydre mission.
Jubilæet blev hendes sidste indsats. Natten mellem 7. og 8. juli tog Gud hende til sig ved en fredfyldt, sejrrig hjemgang, mens venner sang for hende: ³Skulle jeg være bang? Kristus hel er min del…²
Kammerherreinde Elsa Vind, der siden 1929 havde været i bestyrelsen, blev formand. Fru Luise de Bang afløste Ulla Fugl som formand i Bhilkomiteen.
Den første møde efter den 9. april var en bibeltime over 1. Sam. 2: en lovsang midt under Israels mørkeste tid. Arbejdet forsat i Danmark med enkelte møder aflysning. Så mange af K.M.A.´s arbejdere, som kunne rejse, tog ud og holdt møder og modtoges af kredsene med gæstfrihed og kærlighed, trods de mange praktiske vanskeligheder: dårlige trafikforhold, brændselsmangel, rationering, spærretid og utryghed. Man knyttedes nær sammen, og gaverne kom ind, skønt man vidste, at penge ikke kunne udsendes.
I København kneb det stærkt med mødedeltagelse. Inden for ungdomskredsen kom man derfor ind på fra tid til anden at være sammen en hel søndag, idet man begyndte med højmesse og derefter samledes i et privat hjem. Disse sammenkomster var godt besøgt og var rigt velsignet. Mindeværdig blev især palmesøndag 1945, da der inde i byen var sammenstød mellem ungarske og tyske soldater med skydning og blodsudgydelse. Mens dette stod på, havde K.M.A. det dejligste fredfyldte møde i en udkant af byen: I krigsårene begyndte også en bedekreds.
De lykkedes at få afholdt flere mindre missionsudstillinger, 1940 i Skanderborg, 1941 i Oksbøl ved Varde og 1942 i Silkeborg, alle tre i samarbejde med Østerlandsmissionen. Et smukt lille armenieroptrin, skrevet af pastor Dragsdahl, vistes ved disse lejlogheder samt en gang på Mynstersvej og ved et daggryudsalg i Viborg.
Den 6. Januar. 1942, genne Røde Kors brev har K.M.A. fået budskabet om, at Dorthea Kuglager, en Missionær blandt Armenierne i Beirut, efter længere tids sygdom er død. Hun har ligget syg på det Danske Missionshospital i Nebk, Syrien og er begravet på den lille Danske kirkegård deroppe.
Frøken, Dorthea´s sidste sommer hun levede, satte meget ind på at få arrangeret en lejre i bjergene for de fattige unge piger. Det skulle være for de fattigste piger, der arbejdede på fabrik og ikke kendte til at have en fridag. En sådan lejr var et ukendt begreb i Beirut. Det blev så stor en oplevelse for disse unge piger at nyde frihed i 14 dage, – hver dag kunne sove længe, hver dag at kunne spise sig mæt, og så mærke missionærernes kærlighed og omhu for dem. Dagene gik med hvile, leg og andagter, bibeltimer og udflugter.
Den 10. juni 1941 Frøken, Dorthea rejste op i bjergene og gjort huset i stand til at modtage de andre missionærer den 13. juni. Men da var hun også syg og overanstrengt og måtte gå til sengs i 8 dage.
Kanonerne tordnede daglig fra Beirut og Sidon, og de øverste ville kæmpe til det sidste, om så byen skulle lægges i ruiner. Den blev dog, som Damaskus, erklæret for åben by, men der blev stadig kæmpede i omegnen, og oppe i bjergene kunne de se brande og høre eksplosioner i Beirut og høre kanontordenen. Frøken, Dorthea havde allerede dengang hul på trommehinden og var syg, mere end nogen vidste, som hun skrev i sit afskedsbrev hjemtil. Alt dette har sikkert forværret hendes tilstand. Al støj og larm smertede i hendes hoved.
Længe havde der været invasion af engelske soldater. Det vrimlede med soldater allevegne. Man sagde, at der blev slagtet 1000 får om dagen alene til soldaterne i Beirut. Efterhånden medførte det, at der blev mere arbejde, så en del af nøden derved blev afhjulpet.
Endnu et stykke tid ind i juli blev kampene ved, og først den 12. juli 1941 blev våbnene nedlagt. Den 6. juli var Ella Sørensen og Frøken, Dorthea i Beirut, for at se til hjemmet og rede en del. Der var da faldet en bombe på taget, dog uden at eksplodere, men pigeværelset var raseret. En af deres bekendtes hus var lagt i ruiner og meget andet ødelagt. Folk flygtede fra byen, og de stod udenfor byen med deres gods og ventede på at komme bort.
Den 18. august måtte Frøken, Dorthea Kuglager igen til sengs. Øret var stadig dårligt og hun var deprimeret, og det blev bestemt, at hun skulle rejse op til Nebk til Østerlandsmissionens hospital omkring 1. september. Dr. Schmidt var på ferie, men skulle komme hjem den 20. Han kom desværre først den 29.
Alene det at komme op i et stille og roligt værelse og kunne hvile, var en stor forandring til det bedre. Da Dr. Schmidt kom hjem, begyndte han at behandle øret, og det blev straks bedre, men stadig med mange smerter. Træt og elendig var hun, og hun var bange for, at øret måtte opereres. Syplejerske og økonoma på Østerlandsmissionen, Esther Petersen fik lov til at pleje Frøken Dorthea i de fire måneder hun lå syg på hospitalet i Nebk.
Ofte bad hun Gud om at tage sig hjem. I sin dagbog skrev hun dog: Gud være lovet, at jeg kom hertil. Alle er så kærlige og så omsorgsfulde mod mig, og Dr. Schmidt er umådeligt dygtig og betænksom. Så fik hun besøg af Karen M. Petersen nogle dage, og det var til stor opmuntring og glæde.
Dorthea Kulager er født den 20. Januar 1891. Hus skrive om sit bagrund i 1923 således: ³ Jeg er født på Kulagergaard ved Karise St. Østsjælland.b Min fader var gårdejer til sin død i 1915. Min moder, som stadig ejer gården, er en god, troende kvinde. Vi er 9 søskende.
Mit barndomshjem var et godt hjem, hvor de sande og rene toner lød. Min konfirmationsforberedelse hos Provst Petersen, Karise, gjorde stærkt indtryk på mig, uden at det dog førte til noget gennembrud.
Som 17- årig var jeg hos Pastor Christiansen i Rø på Bornholm. Deres tro og vidnesbryd havde stor indflydelse på mig, så jeg blev omvendt og kom til tro.
Straks efter vågnede tanken om at blive hedningemissionær. Årene gik, uden at jeg kunde se udvej dertil. I 1915 begyndte jeg som sygeplejeelev og blev færdig 1919, men fik omtrent samtidig ³Spanske syge² og var i lang tid syg. Efter en rekreation begyndte jeg atter sygeplejen på Bispebjerg hospital, hvor jeg forblev til maj 1922.²
Allerede som 17 årig, hun haft missionær arbejdet i hjertet og efter nogle års forløb begyndte hun at lære sygepleje med tanken på at blive brugbar som missionær. Hun elskede gerningen og forblev syv år på Bispebjerg Hospital.
Sammen med Frk. Rose Olsen besluttede hun at rejse til England på et års orlov for at se Engelske Hospitaler og lære sproget.
Frk. Olsen kom i forbindelse med ³British Syrian Mission² og blev i efteråret 1923 antaget som deres missionær. Dorthea Kulager var dengang privatsygeplejerske i London og gik til nogle vækkelsesmøder, hvor præsterne Fletcher og Brown talte; hun blev åndeligt rørte som aldrig før eller til noget steds. En af disse aftener blev et vendepunkt i hendes liv og kaldet blev tydeligere at hun ønskede at meldt sig til et missionsselskab, men hvilket?
I Dansk K.F.U.K. i London fik hun de fornøden oplysning om K.M.A. og hun meldt sig til sidst til K.M.A. og på den måde kom hun ind på det spor, som førte til, at hun blev missionær blandt Armenske flygtninge.
I September 1924 K.M.A. sendt hende ud som sit sendebud og hendes kærlighed har tvunget hende til at forsætte arbejdet.
Hun har været en tro arbejdere i K.M.A. siden hun i 1924 drog ud til Syrien for at tage arbejdet op blandt de Armenske flygtninge, og hun har efterladt sig et uforglemmeligt minde blandt alle sine Armenske venner, som hun ofrede sine kræfter, sit liv, og hvis sorger og glæder hun delte; en sjælevinder, et forbønnens menneske var hun.
Af alle Missionærerne og de forskellige menighedssamfund var hun påskønnet, og hun blev savnet af alle dem, der kendte hende og så hendes nidkær arbejde blandt det forfulgte folk, som hun altid med sit kærlige hjerte og sin praktiske sans var rede til at hjælpe.
Wanda Oxholm død den. 30. Januar 1942. Wanda Oxholm er født året 1867. Hendes medfølelse og kærlighed vendte sig i særlig grad mod det Armenske folk, som netop ved århundredskiftet gennemgik store forfølgelse og lidelser.
Den unge Hofmarskalinde Oxholm blev leder af en komité, som trådte sammen med det formål at lindre nøden blandt Armenske kvinder og børn, som efter massakrerne i Lilleasien led ubeskriveligt.
Kort efter sluttede denne komité sig til K.M.A. Opgaverne voksede, midlerne strømmede ind, samtidig med at der meldte sig missionærer, som havde fået kald til at drage ud for at hjælpe det forfulgte folk.
Overkammerherreinde Oxholm blev, ikke mindst under de svære deportationsår, den bærende kraft i Armenierarbejdet, indtil hun i 1922 på grund af svigtende kræfter måtte trække sig tilbage fra den gerning, hun vogtede med så stor indsigt.
Men kærligheden til K.M.A. forminskedes ikke. Ofte havde de den glæde at have Oxholm som taler ved K.M.A.s møder, og altid var hun i ord og færd et levende vidne om sin skabere. Hun blev formand for Armenierkomiteen fra 1900-1923.
En stor fælles missionsudstilling, der skulle have været afholdt i Aarhus 1943, blev aflyst. I 1947 og 1949 deltog K.M.A. i de store fælles udstillinger i Aarhus og Odense.
Kvindernes internationale bededag fik i krigsårene stor betydning. Det føjede sig så, at K.M.A.´s formand fik ledelsen. En stor flok kvinder fra forskellige samfund samles det meste af en dag, først til altergang i Domkirken, derefter til fællesbøn i K.F.U.K..
De to elskelige søstre Sophie og Polly Holck hjemkaldtes med få års mellemrum. Sophie Holcks skrøbelige helbred hindrede hende i at komme ret meget rundt i landet. Dog deltog hun i flere af sommerlejrene og var til stor velsignelse for ungdomskredsen. Ved hendes bortgang kom Polly Holck ind i bestyrelsen, men fik kun kort virketid der. Dog gjorde hun en indsats, som ikke vil glemmes. Da mørket rugede tættest over Danmark i de onde år, følte hun kald til at samle en kreds i sit hjem til bøn og var således blandt dem, der bar fæderlandet igennem og styrkede troen på en god udgang. Hun nåede netop at opleve at se bønnen opfyldt.
Ja – Danmark blev frit. Også inden for K.M.A. åndede man op: Hvor var der meget at sige tak for. Danmark var mere end de fleste skånet for ødelæggelse, så missionen behøvede ikke at hæmmes af dårlig økonomi. Takket væreædelmodighed fra K.M.A.´s udenlandske venner, som med gaver havde båret arbejdet igennem, kunne de Danske gaver næsten ubeskåret tilfalde missionen. Af det hjemlige arbejde var ene daggryarbejdet gået tilbage på grund af materialemanglen og utrygheden ved at færdes, men kredsene var bevaret, og vennerne havde holdt ud med K.M.A. trods de sparsomme meddelelser udefra, Det bedste af det hele var, at en flok gode nye missionærer meldte sig, et vidnesbyrd om, at Gud vedkendte sig arbejdet og ville, det skulle forsættes.
Lettelserne kom ikke så hurtigt, som man havde tænkt sig. især varede det længe, inden missionærerne kunne rejse. Derimod gik pengeforsendelserne igennem, og de tre kasser, som havde stået og ventet under hele krigen, kom af sted til ³Fuglereden².
Inger Christensen, som siden sin ungdom havde arbejdet i K.M.A., blev sekretær efter Ulla Fugls bortgang og rykkede efter bestyrelens ønske ind i hjemmet på Myntersvej. Hun forsatte sin missionsstudiekreds og var efter Sophie Holcks død den, de yngre medlemmer samledes om. Hun ledede sommermøderne og var den elskede ³Tante Inger². Alsidigt uddannet, som hun var, toges hendes evner i brug i det litterære arbejde. Hun var således med at ordne stoffet i baronesse Schaffalitzkys bog: ³Erindringer fra Vestindien², som kom i 1942. Det var en sorg for mange, at børnebladet ³Fra fjerne lande², som Inger Christensen havde redigeret, måtte gå ind, men da det under krigen kneb med stof til ³Bring Lys², blev der undertiden plads til en børneside.
I ³Flyvebladet² for K.M.A.´s Armenier arbejde, der udkom siden 1927, var indledningsstykket i de senere år af hende, indtil pennen faldt hende af hånden. Trofasthed var det, der prægede hende, troskab mod hendes store vennekreds, mod arbejdet og især mod missionærerne, som havde stor glæde af hendes breve. I flere år kæmpede hun mod en pinefuld sygdom. En opbyggelse var det for alle at se, hvordan hun stred for at få alt lagt ind under Guds vilje. Omsider i November 1948 var hendes lidelse endt.
Et andet smerteligt tab havde K.M.A. lidt, da pastorinde Eva v. Boeck i Århus mistede livet ved et skud dagen efter befrielsen. Hun var medlem af Bhilkomiteen, hvortil hun som gammel Indienmissionær var særlig skikket, men hun var også på anden vis en trofast støtte for K.M.A.
Frøken Maria Sørensen, der i 1910 blev antaget til det huslige arbejde på K.M.A., har i de forløbne 40 år stået som en trofast medarbejder. Frøken Else Marie Clausen blev i 1949 armenier-sekretær efter i nogle år at have arbejdet på K.M.A.´s kontor.
Komtesse Olga Fanny Holck har siden 1919 haft ansvaret for K.M.A.´s bogforlag og kom i 1946 ind i bestyreles. Samme år kom pastorinde Minds, Odense ind og i 1947 fru Nielsine Pedersen f. Thuner, Østerbjerg v. Vejrum, der samtidig efter frøken Collets ønske overtog kalenderen. Nu var Fyn og Jylland repræsenteret i bestyrelsen.
På norsk K.M.A.s landsmøde i 1946 blev det besluttet at norsk K.M.A. skulle støtte Dansk K.M.A. på deres børnehjem ³Fuglereden² i Libanon. Til hjemmet kommer der stadig spørgsmål fra flygtningelejrene om det ikke er plads til flere børn, og bestyrerinden, frk. Maria P. Jacobsen, siger at det vanskeligste for dem i hjemmet er og sige nej til alle som vil have en plads der.
Da norsk K.M.A. på grund af valutarestriktioner ikke får sendt ud penge til mere end at underholde 6 børn, kunne de ikke påtage sig og underholde flere. Derfor har de i stedet forsøgte og sende varer ud som tran, torskelever, og andre madvarer. Alt bliver godt modtaget, for børnene er underærnæret på fedtstoffer. De har også været tro for deres 6 børn og har været taknemlige at kunne støtte for dette arbejde blandt armenierne som var det første som kaldt på deres hjælp.

Fuglereden” 9

Optegnelse fra Malatia
Af Jensine Ørtz

Armenien – ³Tårernes land² har man kaldt det. Og sikkert er der flydt mange tårer dernede, så mange, at den, der kender noget til forholdene, må spørge sig selv, om det ulykkelige, hjemsøgte folk overhovedet kan græde over, hvad der sker i disse sidste dage. Telegrammerne er kortfattede, ofte modsigende hverandre, meddelelserne sparsomme og under streng censur.
Men den, der har levet i Malatia, hørt efrterdønningerne af de tidligere massakrer og ved noget om hine dages lidelser og gru, aner, hvilke rædsler der kan ligge bag de korte efterretninger.

Følg i tankerne med på besøg i nogle huse i byen Malatia.
Vi træder ind i et nyopført hus for at se til en kone.
Straks ved ankomsten bliver vore sko trukne af, som skik og brug er i dette land. Vil man afvise dette høflighedsbevis, tænker befolkningen, man har noget på samvittigheden og derfor føler sig uværdig til en sådan opmærksomhed.
Vi bliver førte ind i en nydelig, orientalsk stue, hvis gulv er bedækket med dyre tæpper. Langs væggen løber der langagtige, håndbroderede puder. Man sætter sig på tæppet med korslagte ben og støtter ryggen mod puderne.
Værtinden sidder ved det åbne ildsted og tilbereder kaffen, medens hendes gæster efter landets sædvane gør de nødvendige spørgsmål, om hvordan hun befinder sig, hvordan det går med hendes mands arbejde, hvor mange børn hun har, om det er drenge eller piger etc.
Over hovedet har hun kastet et tyndt, broget tørklæde, som hænger ned ad ryggen, og som hun hurtigt drager ned for ansigtet, når en mand træder ind i rummet.
Hun er vel endnu ikke 40 år, men håret, der titter frem under tørklædet, er næsten hvidt, og hun ser lidende ud.
Vi spørger hende ud om hendes forhold, om hvornår hun blev gift første gang. Og hun fortæller bredvilligt om sit første, lykkelige ægteskab, og hvad hun dengang oplevede.
Siden forsætter hun:
³Dengang boede vi i det gamle Malatia. Vi var en stor familie, tre gift brødre med hustruer og børn i samme hus.
Vi havde vel hørt rygter om uroligheder, og vi havde talt om at tage ind til den store by, hvor regeringen havde sit sæde. Der kunde jo umuligt hænde os noget, men i gamle Malatia, var der kun ca. 20 Armensk huse mellem hundreder af Kurdiske og tyrkiske. Min mands ældste broder mente derimod, at alle vore ejendele vilde blive røvede, hvis vi drog bort, så vi bestemte at blive.²
³Aa, hvor jeg husker det altsammen!² jamrer hun, ³Det var hen imod aften den første mandag i november, at de Armenske huse blev stormede. Vore blodtørstige fjender nåede vor bolig og huggede løs på de stængte døre for at bane sig vej ind til os.
Min mands brødre var blevet enige om at ville skyde deres hustruer ned for at redde dem fra at falde i bødlernes hænder. Men min mand og jeg havde besluttet at flygte med vore børn. Jeg var ung og syntes ikke, jeg kunde dø.
Gud lod det lykkes for os. Usete nåede vi med børnene gennem et lille vindue ud i bagården. Vi skjulte os i en brønd og hørte gysende skrig og nødråb inde fra huset. Det var vore kære, det gik ud over!…
Da mørket faldt på, søgte vi ad omvej at nå det ny Malatia, hvor min faders hus lå. Men ak! Hvad skulde vi ikke få at se, da vi nærmede os den store by!
Kun brændende huse, hvorfra røg og flammer steg højt mod himlen. Altså heller intet tilflugtssted der. –
Det var en klar, stjernelys nat, uden måne. Alt var stille omkring os. Ved daggry turde vi ikke gå længere, men skjulte os i et gammelt stenbrud, hvorfra vi ubemærkede kunde holde øje med alle, som færdedes på vejen.
Vi så Kurderne komme med deres æsler og heste, som var belæssede med røvede tæpper, sengetøj, kakkelovne, store kobberkedler og – unge piger og børn, som de bortførte. De var bundne for øjnene, for at de ikke skulde kunne finde vej tilbage…
Det var i sandhed hjerteskærende at se på. Men tanken på os selv og vore børn trængte sig frem. Hvad skulde der blive af os – på flugt, uden levnedsmidler?
Hver gang min lille, etårige dreng græd, måtte jeg holde ham så fast munden, at jeg frygtede for at kvæle ham. Den mindste lyd kunde jo blive livsfarlig for os alle. –
Da det blev aften, kunde vi flygte videre. Men hvorhen?
Min mand havde i en landsby et par timers vej fra gamle Malatia en god, Kurdisk ven, og vi besluttede os til at søge tilflugt hos ham.
Ingen armenier kunde nu hjælpe os, men denne mand havde så ofte været vor gæst og kunde da ikke være bleven vor fjende.
Vor vej gik forbi vort tidligere hjem. Det var forvandlet til en grushob, og ingen levende skabning var at øje…
Vi traf vor gamle nabokone. Hun var bleven reddet, mens hendes mand og to sønner var blevet dræbte for hendes øjne. Hun slog følge med os.
Vi skulde over en lang bro, sansynligvis bygget af romerne over en biflod til Eufrat (Den hvile på en række runde buer. Des tyrkiske navn betyder ³de 40 øjne² og fortæller, hvor mange buer der engang var. Nu står knap halvdelen tilbage, og flodlejet er i tidernes løb betydeligt indsnævret). Derfra havde vi en halv times gang op i bjergene, hvor vi håbede at finde ly hos vor ven.
På broen fandt vi en hårdsåret mand. Tøjet var flået af ham på nær skjorten. Trods sin ynkelige forfatning formåede han at advare os mod at gå videre eller tro, at vi vilde finde en ven i landsbyen.
Der stod vi. Det lakkede mod morgen. Hvorhen skulde vi vende os? bedst var det nok at søge til´bage til det gamle skjulested, stenbruddet. Vi var ikke komne langt, før vi så en halv snes personer dukke op på en høj foran os. Flugt var umulig. Min mand betroede vor fireårige datter til den gamle kone og bad os blive stående. Selv gik han dem i møde og bad for sit liv, at de kvinder, som hørte ham til, dog ikke skulde være ganske hjælpeløse.
Vi hørte hvert ord. Vi så ham kaste sig ned for deres fødder. De dræbte ham på stedet…
Tilbage til broen. Hellere vilde vi derfra kaste os i floden end falde i deres hænder.
Den gamle kone styrtede sig oppe fra broen ned i den rivende strøm. Jeg sprang ud fra et andet sted, mistede bevistheden og blev af strømmen ført ind under broen. Siden fik jeg at vide, at to ung mænd, som sad skjulte under broen, havde grebet mig i farten. Min lille dreng, den gamle kone og min lille pige så jeg aldrig mere. Alle var de borte… Hvilken opvågnen!
Jeg vilde atter kaste mig i vandet, men de unge mænd holdt mig fast. Den ene af dem sagde: ³Jeg har mange penge hos mig og vil give dem som løsepenge for vort liv!²
Nu kom der en af Kurderne gående på broen, en gammel mand. Mine redningsmænd tilbød ham en stor sum, hvis han vilde frelse os. Han gik virkelig ind derpå, førte os til sir hjem og behandlede os godt i tre dage. Da var al fare forbi.²
Hun trænger standhaftigt tårerne tilbage og bøjer sig ned over en sød, lille pige på 8 år. Men det er let at forstå, at hun dog ikke har glemt de to små væsner, hun har mistet på en så rædselsfulde måde.

Vi kommer til en stakkels, nervesvækket mand, som blev lam i underkroppen af skræk, da man pludselig en mørk, uhyggelig nat hørte skud på skud.
Med blodsudgydelserne i 1896 i frisk minde var ingen i tvivl om, at grusomhederne begyndte igen, og man bad Gud om en hurtig død fremfor at falde i Kurdernes eller tyrkernes hænder.
Da dagen gryede, for det som en løbeild gennem byen, at skuddene denne gang kun var en glædessalut: den gamle Sultan var styrtet, og en ny udråbt!

På vor vej ligger der en tyrkisk moske. Tyrkisk mænd sidder udenfor i lange rækker ved et lille vandløb. De vadsker hænder og fødder, dypper fingrene, gnider sig bag ørerne og skyller munden.
Før aftenbønnen må de have alle dagens synder aftvættede, og denne udvortes renselse har i deres øjne stor betydning. Det er sørgeligt at se de ganske unge mænd og drenge oplæres i disse gamle vildfarelser. Og den ydre renselse virke just ikke forædlende på deres indre: de kaster sten efter de fremmede og råber: ³kristne hunde² efter dem!

Vi besøger et andet hus, som tilhører en rig, tyrkisk kvinde.
Det er stort, pynteligt, hvidkalket og dekoreret med pragtfulde farver. Ejerindens mand er nylig død. Hun er i sit hjerte kristen, som manden var det. Og hun elsker den Bibel, de gennem missionæren anskaffede, og hvorfor de blev sat under tiltale af regeringen. Nu gemmes den i et aflåset rum, men skønt kvinden ikke kan læse, kender hun meget af dens indhold og sætter det højt.
Hendes mand plejede en aften om ugen sammen med 20 – 30 andre mænd at læse i ³de kristnes bog². På disse aftener havde hun så forskik at ligge udenfor på dørtærskelen iført sin rige silkedragt og lytte til hvert ord derindefra. Men forsigtig måtte hun være. Den mindste bevægelse kunde bringe guldmønterne og smykkerne på hoved, bryst og arme til at klirre og røbe hendes nærværelse. Dog, hun var en energisk, begavet kvinde, og høre vilde hun, skønt hun vidste at den bog efter mænds udsagn ikke var for kvineøren.
Til huset hører en velholdt have med dejlige rosenanlæg. Et væld af duftene, røde og hvide roser tegner sig smukt mod den dybtblå orientalske himmel. Værtinden byder sine gæster roser. Hun plukker dem af – uden stilke!… I armenien sætter man ikke roser i knaphul eller bælte for at nyde deres duft. Man spiser dem simpelt hen.
I dette hus har man vist barmhjertighed mod en Armensk dreng Avedis.
Han var 12 år gammel og befandt sig sammen med sin fader og onkel i deres butik den dag, da massakrerne begyndte.
Ingen af dem nåede at komme bort. Sammen med utallige lidelsesfæller blev de to voksne myrdede. Avedis havde fået adskillige sår og blev kastet hen i en dynge af lig midt på torvet. Der lå den arme dreng i otte lange timer ved fuld bevidshed og kunde følge alle rædslerne, som forgik for hans øjne. Han priste dem lykkelige, der allerede var døde og ikke mere kunde se og høre.
Da gerningsmændene ikke fandt flere ³Kristne hunde² at slå ned eller flere af deres huse at plyndre, begyndte de at drage de bedste klæder af de myrdede.
En af bødlerne opdagede da tilfældigvis, at drengen endnu levede. Han drog sin store krumme kniv af bæltet. Men i det samme greb en kammerat hans hånd og sagde: ³Spar din kniv. Nu har vi lige vadsket dem. Han der dør af sig selv, før det blive morgen!²
Da de var borte, kom en behjertet tyrk for at undersøge, om alle var døde. Han så da Avedis og bad ham hviskende ligge ganske stille. Så snart det blev mørkt, vilde han da komme og hente ham.
Avedis lå ganske uden at røre sig – mellem ligene – og ventede.
Da kom der to tyrkiske kvinder for yderligere at afklæde de døde. Drengen måtte finde sig i, at de tog hans tøj og blot lod ham beholde skjorten.
Kort efter kom hans nye ven ridende, dækkede ham med et tæppe, tog ham foran sig på hesten og bragte ham til sit hjem, hvor hans kone havde beredt et bekvemt leje til den ulykkelige dreng. Hun vadskede og forbandt hans sår og gav ham varm te at drikke.
Hele dagen havde han været som forstenet af skræk og smerter. Ikke en tåre havde han fældet. Men nu, da han mødte al denne omhu og kærlighed, brast han i gråd og bad om at få sin moder at se.
Manden lovede at opsøge hende, så snart det blev lyst. Men det var lettere sagt end gjort! I to dage søgte han forgæves. Alle huse var afbrændte, alle kvinder flygtede.
Endelig fik han at vide, at regeringen havde anvist nogle af dem et hus på torvet, hvor de kunde søge ly, og der henvendte han sig.
Han bankede på dørene. Forgæves! Ingen vilde lukke ham ind. Hvem turde vel i disse dage stole på en tyrk! Hvilken kvinde vilde betro sig til ham!
Først da Avedis´navn blev nævnet, og moderen forstod, at han levede, forlod hun sine fire, små børn for at følge med og se sin dreng.
Hvor glad blev hun ikke over at se, hvor omhyggeligt han blev plejet!
Men hun formåede ikke at holde tårerne tilbage, da hun så, hvor ilde han var tilredt.
Hun bad inderligt til Gud om, at Avedis måtte blive rask og vokse til, så han kunde træde i sin faders sted og hjælpe hende at skaffe føden til familien.
Efter tre måneders sygeleje var drengen stærk nok til at kunne vende tilbage til sin moder.
Men han havde fået en sådan gru for Malatia, at han syntes, han måtte søge arbejde i Adana, der betragtedes som et sikrere sted, og derfra sende moderen penge.
Dog skulde han også der blive vidne til de samme rædsler. Men også holdt Gud sin hånd over ham, og hans liv blev skånet.
Han flygtede til bjergene og måtte tilbringe flere døgn under åben himmel. Det var mere, end hans svækkede helbred kunde tåle. Kun 30 år gammel lå han dødssyg af lunge tuberkulose og ventede på at få lov at gå hjem.

Den gamle stenhugger.
Han sider i det bælgmørke rum med opslået Bibel, da de besøgenede træder ind. Efter at have forhørt sig om. hvem de er, velsigner han dem og de forældre, der har bragt dem til verden.
Hans eneste søn døde for fire år siden og efterlod sig hustru og to små børn, som nu er betroede til hans omsorg.
Den gamle tager det røde, omhyggeligt sammenlagte lommetørklæde frem, tørrer øjnene, sætter brillerne til rette og slå op på Ps. 119 for at lade sine gæster forstå, hvorfra han henter hjælp og trøst.
Han læser højt og er så optagen af ordet, at han må standse næsten for hvert vers og tale med gæsterne om, hvor mægtig Gud er til at hjælpe dem, som påkalder ham i sandhed.
³En dag i den tid, da brødet var meget dyrt,² fortæller han, ³klagede de to små over sult. Penge havde jeg ingen af, men gik dog på torvet fra den ene bager til den anden. Ingen vilde give mig kredit.
Jeg gik frem og tilbage et par timer og syntes ikke, jeg kunde udholde at komme hjem uden brød. Til sidst måtte jeg dog bestemme mig dertil, men var næppe nået inden for døren, før børnene jublede mig i møde:
³Bedstefader, Gud har sendt os brød!²
De fortalte nu i munden på hinanden, hvordan de havde siddet og stirret ud ad den vej, hvorfra jeg skulde komme. Da så de pludselig en stor hund komme springende med et helt brød i munden.
De kastede et par sten og råbte efter den, og den slap virkelig brødet og løb sin vej.²
Den gamle fik atter tårer i øjnene. Han syntes aldrig, han kunde takke Gud nok for al Hans omsorgsfulde kærlighed, og fordi han havde rørt ved de kristne menneskers hjerter i fjerne lande, så de var rede til at bringe hjælp til dem, der led og sultede.

Håndarbejdsskolen.
Den 12 august 1915 oprandt…
Unge piger fra Malatia skolen måtte med blandt de 10 – 12000 kvinder og børn, som blev jagede fra hjem og ejendele op i bjergene, hvor de blev overladt til tyrker og Kurder og – forsvandt. Hvem kan måle de rædsler, der er gåede forud!

I 1915 hørte vi kun meget lidt fra vore søstre derover, thi medens deportationerne stod på, vågede cencuren over, at ingen meddelelse om tilstanden nået ud over tyrkiets grænser, og de enkelte kort, der slap igennem, kunde derfor absolut intet indholde om begivenhederne derovre. – Men Herren gav vore kære søstre en forunderlig visdom til alligevel imellem linierne at give os vink om, hvad der forgik. Først henviste de til Bibelsteden hos profeterne, som f.Eks. disse:
³Hvert hoved er sygt og hvert hjerte er mat: fra fodsåle og indtil hovedet er intet helt på det; sår og skrammer og friske hug! de er ikke trykkede ud og ikke forbundne og ikke lindrede med olie. Eders land er en ørk; eders stæder er opbrændte med ild; fremmede fortære eders land for eders øjne, og der er en ørk, som når fremmede have væltet op og ned. Og Zions datter er blevet tilovers som en hytte i en vindgård, som et natteskjul i en græskarhave, som en frelst stad.² Es. 1, 5-8.
³Forskrækkelige og gruelige ting ske i landet.² Jer. 5, 30.
³Går jeg ud på marken, da se, der ligge de, som er ihjælslagne med sværd, og kommer jeg ind i staden, da se, der er hungerens lidelse; thi både profet, så og præst, drage til et land, som de ikke kende. – Hvorfor har du slået os, så at der ikke er lægdom for os? man venter på fred, og der kommer intet godt, og på lægdommens tid, og se, der er forfærdelse!² Jer. 14, 18-19.
³Græder ikke over den døde, og ynkes ikke over ham; græder bittert over den, som drager bort, thi han skal aldrig komme tilbage og se sit fædreland.² Jer. 22, 10.
Disse og mange flere Bibelsteder fra Israels trængseltider gav os et klart billede af, hvad der nu i vor tid skete derovre på de gamle bibelske steder. Men da censuren blev mistænksom overfor de mange henvisninger til skriftsteder, stregede den disse ud, såvelsom ethver ord, der kunde tænkes at indholde nogen skjul meddelelse. Men vore søstre fandt dog på råd; hvem af os husker f,eks. ikke Frk. Karen M. Petersens fortælling om, hvorledes hun tid måtte tænke på pæretræet i hendes faders have, af hvis frugter stormen hver dag rev flere ned. ³Og de sidste så ængsteligt til hverandre og spurgte: hvornår kommer turen til os? – og en morgen var de alle borte!²
Ja, vi forståd at ³gruelige ting skete i landet², og at vort børnehjem alligevel, af Herrens nåde, endnu bestandig lå som ³et natteskjul – en frelst stad² midt i ødelæggelsens vederstyggelighed, men ellers var meget os jo dunkelt og uklart, indtil den ene efter den anden missionærerne derover fra stævnede hjem, fordi deres gerning var blevet fuldstændig knust og tilintetgjort.
Først kom Frk. Wedel Jarlsberg, udsendt af norsk K.M.A. Hun havde, som sygeplejerske, været ansat ved hospitalet i Erzinjan, nogle mil bagved fronten ved Erzerum.
Her har hun været vidne til de første deportationer nord fra og set soldaternes rå behandling af de ulykkelige, set dem knuse børns hoveder med kolbeslag, osv. Sammen med en tysk søster havde hun forsøgte at rede 6 drenge, som klyngede sig til dem og anråbte dem om at frelse deres liv. De havde taget dem med ind på hospitalet, i håb om at kunne få dem anbragt på drengehjemmet i Mezreh, men da de henvendte sig til den tyrkisk guvernør om tilladelse til at beholde dem, var han blevet rasende, lod drengene føre bort og dræbe, og befalede søstrene at forlade byen dagen efter. På deres rejse igennem landet havde de da set vejen ligge fulde af dynger af lig og set de deporterede skarer forlade deres landsbyer; de sagde, at der selv over kvindernes og børnenes ansigter lå et forunderlig forklaret udtryk, som om de var sig fuldt bevist, at de gik døden i møde.
Den næste der kom, var Frk. Alma Johansson, af svensk K.M.A. hun havde, sammen med Frk. Bodil Bjørn fra norsk K.M.A., ledet et børnehjem i Musch, i den østlige del af armenien, hvor rædslerne først begyndte. Her skød Tyrkerne byen i brand med deres Armensk befolkning, og da de ikke på den måde kunde få bugt med dem alle, blev resten deporteret. Frk. Alma Johansson, gik i forbøn for børnehjemmet hos den tyrkiske guvernør, men han svarede hende, at børnene jo vilde være bedst sikret ved at drage med deres forældre og slægtninge; ³i så fald vilde der ikke blive krummet et hår på deres hoved, det gav han hende sit Æresord på.² Hun mente da også, at børnene vilde være bedst beskyttet på den måde, og lod dem drage med karavanen – men da den var amkommet til én af de nærmeste landsbyer, indebrændte man børnene!
Sidst kom Frk. Hansine Marcher; hun havde set hele skolegerningen i Mezreh tilintetgjort ved deportationerne, og den ene efter den anden af de unge piger, der under hendes ledelse var blevet uddannede til lærerinder, var kommet til hende for, under gråd og jammer, at sige hende farvel, før de drog bort. Om hendes højst besværlige hjemrejse igennem de krigsførende lande samt forskellige gribende træk fra trængselstiden i 1915 har hun nærmere fortalt i den af K.M.A. udgivne bog: ³Oplevelser derovre fra.² Også Frk. Jensine Ørtz har i sin bog: ³Armenske Martyrer² givet os værdifulde skildringer fra sin virksomhed i Malatia. Af de 250 elever, hun havde haft i sin håndgerningsskole, har hun, siden trængselstiden 1915, kun hørt fra 16. Et par af dem havde overlevet deportationerne til Aleppo, et par var blevet reddet ind på missionær Christoffels blindehjem i Malatia; de andre var spredt omkring u tyrkisk huse og haremer. Både Frk. Marcher og Frk. Jensine Ørtz har efter deres hjemkomst i årenes løb, ved møder rundt om i landet virket med iver for at udbrede kendskab til de Armenske forhold og vakt både interesse og kærlig medfølelse for det så hårdt hjemsøgte folk.

Skabelsen af Diasporaen.

I oktober 1920- forår 1921, rejste Frk. Maria Jacobsen for at fortælle om Armeniernes ulykkelige skæbne, hun skildrede sine oplevelse for mægtige forsamlinger. Overalt, hvor hun kom frem, blev hun modtaget med store velvilje, næsten overvældende, for Amerikanerne forstod, hvad det betød at høre om forholdene, som de virkelig var under krigen, af et menneske, som ved selvsyn havde oplevet de ³Sorte år² midt iblandt det Armenske folk.
Efter at Frk. Maria Jacobsen havde talt ved det første møde i Pittsburg, dagen efter ankomsten til Amerika, stod formanden op og sagde, mens tårerne løb ned ad hans kinder: ³Frk. Jacobsen, kun et par gange i mit liv har jeg været så bevæget som ved det, vi har hørt i aften, og jeg love dem, at Staten Pennsylvanien vil tage sig af mindst 29.000 børn!² En forretningsmand fra en anden by, som først i sidst øjeblik havde besluttet at tage med toget til Pittsburg for at overvære mødet, lovede at være ansvarlig for en større indsamling, og således vedblev pengene at strømme ind ved møderne rundt om. Også hos ubemidlede småfolk var der en rørende offervilje.
Da ³Near East Relief² for arbejdets skyld indtrængende har lagt hen Frk. Maria Jacobsen endnu at blive i Amerika i to måneder, da hun har været brugt af Herren til at vække særlig interesse og kærlighed for de mange stakels hjemløse børn i Armenien, som især ligger KMA søster på hjerte, har Komiteén, trods det, at hun jo savnes meget i hjemmearbejdet, givet sin tilladelse til hendes forbliven derover indtil førs i april. Nedenfor gives et uddrag af et af hendes private breve, karakteristisk både for hende og Amerikanerne.
³Wallace Lodge, Yonkers, den 11. Februar 1921. …Jeg har i dag fået telegram fra New York, at tilladelsen fra Danmark er kommet. Så er det altså afgjort, at jeg bliver her i to måneder til. Men jeg er glad ved at kunne gøre det. Det er jo Nåde over Nåde, at Herren vil bruge et så svagt redskab som mig; jeg forstår det slet kke – kan kun sige: ³Herre, her er jeg, brug mig!² Jeg vil så gerne, at jeg med sandhed kunde sige, at min Mad er at ³gøre min faders vilje². Det var så underligt, at jeg slet ikke var glad ved tanken om at skulle rejse hjem til Danmark, skønt jeg talte dage og timer og følte mig meget træt, så det var nok rigtigt, at det i det allersidste øjeblik blev bestemt, at jeg skulde blive. I lidt over 10 dage har jeg været på dette herlige sted og skal blive 9 dage til. Det er et hvilehjem, oprettet af Methodister, hvor troende mennesker, mest præster og missionærer, kommer for at hvile. Flere af missionærere fra Harpoot har også været her. Hvilehjemmet ligger højt, lige tæt ved Hudson-Floden, jeg har den mest vidunderlige udsigt over floden og kysten; på den anden side er der skovklædte bjerge. Jeg holder mig mest på mit eget værelse; thi jeg er her jo for at have ro…
Jeg vil fortælle dig om det sidste møde, jeg havde før denne ferie: Det var udenfor Philadelphia, i en mineby, mandag aften den. 31te Januar. Mr. Huston, som var leder af mødet, sagde før dette, at de egentlig havde tænkt at adoptere 100 børn i deres by, men han troede ikke, at dette nu var muligt, da så godt som alle var uden arbejde og havde været det hele vinteren; der var ikke udsigt til, at arbejdet vilde begynde igen, og der var mange, som ikke havde mere tilbage af deres opsparede penge. Tilmed var det en forrygende snestorm den aften, så folk gik ikke ud, og selv de, der havde automobiler, havde ikke mod til at køre ud i dem.
Da vi kom hen i salen, var der kun få mennesker, og de, der var der, så ikke velhavende ud, så mit mod sank helt, og jeg sagde til Mr. Huston: ³Vi får vist ikke meget ind i aften, ³ men han svarede: ³Vær ved godt mod. Vi har bedt meget for dette møde.²…
Efter at jeg havde talt, stod Mr. Huston op og sagde: ³Venner, i ved, hvorfor vi er her i aften, det er for at få hjælp, og efter hvad i hørt, véd jeg, at i alle vil være med. Jeg vil så bede enhver, som vil sørge for et barn, at melde sig. Jeg selv tager 10 børn.² Så stod én, ³Jeg tager ét², ³Min søndagsskoleklasse tager ébarn² – ³mit selskab ét² osv., en kirke antog sig 8 børn. Vi havde nu nået 53 børn, og så var det, som holdt det op. Mr. Huston sagde: ³Vi må blive ved, jeg tager 10 til², og så begyndte de igen at melde sig, så vi snart nåede de 100 børn. Vi klappede af glæde i hænderne. Så sagde Mr. Huston: ³Skal vi stå op og udtrykke vore følelse i sang.² Og så sang vi: ³Pris Gud, fra hvem al nåde er,² og du kan tro, vi sang!
Efter det kom der flere, så vi nåede 106, og de tror, der vil komme flere endnu, thi de, der var til stede, vil gå omkring og tale til de andre om det. ³Dersom du kan tro, skal du se Guds Herlighed.² Ak, hvor jeg følte mig beskæmmet; jeg kunde kun sge til Herren: ³Tilgiv mig min Vantro!² Og alt dette er foruden hvad de giver til deres Kirke og Missionsarbejdet. To unge piger sagde: ³Vi havde tænkt at købe en kjole, men den kan vi godt undvære, så vi vil i stedet sammen antage os et lille barn.²
Således meldte en lille dreng, som solgte aviser på gaden, sig til at antage sig en Armensk plejebarn. ³Så længe jeg er i stand til at sælge aviser, skal i det mindste e`n lille Armenske unge frelses fra at dø af sult², sagde han, og lægger samvittighedsfuld 1 dollar og 25 cent af sin fortjeneste hver uge.
Ved et møde, hvor der var en arbejder til stede, sagde denne efter mødet, at han ønskede at antage sig et barn. Men lederen syntes, han så´så fattig ud og sagde: ³Broder, jeg er bange for, at det er for meget for dem, De vil ikke være i stand til at give så meget.² Men så tog han sin frakke af, viste sine stærke arme og sagde med tårer i øjnene: ³Aah, nej, det er ikke for meget. Se engang på mine stærke arme. Jeg har udsigt til at få arbejde; åh nej, det er min pligt – jeg må.² Og sådan kunde jeg blive ved i det uendelige; det er vidunderligt at se denne offervillighedens ånd mellem Guds børn i dette land.²
Til tider kunne opmærksomheden om Frk. Maria Jacobsen blive for trykkende, når hun f. eks. kom ind på sit hotel og så sit eget fotografi stillet op i vestibulen, hvor der med store bogstaver stod: ³En helt², eller når hun f. eks. fik udleveret en fin silkekjole med passende hat, hvori hun skulle holde sit foredrag. Det var svært nok for Maria Jacobsen gennem sine foredrag igen at udmale den tunge og rædselsfulde tid i Tyrkisk Armenien; når hun fortalte om de jagede, udpinte mennesker, der nøgne og døende var kommet til hende, var det, som om hendes hjerte måtte dø igen. Uden et øjebliks betænkning lagde hun den fine silkekjole og hatten i æsken, gik ind og købte en tarvelig ulden kjole med en almindelig hat, og den havde hun på under hele sit Amerikanske ophold; ³deri følte jeg mig vel,².
Sindene i Amerika kom i bevægelse, pengene strømmede ind. Der er ingen tvivl om, at Maria Jacobsen gennem sine foredrag i Amerika yderligere gav stødet til ³Near East Relief²s store hjælpeaktion; men selv dette vældige arbejde var ikke nok overfor den grænseløse nød. Maria Jacobsen kunne dog skimte, at det officielle Amerika stod køligt og ikke ville overtage mandatet over et frit Armenien, en forudsætning for, at en sådan stat kunne oprettes.
Maria Jacobsen kom i begyndelsen af april tilbage hjem til Danmark efter en tid, men møderejserne derover havde været så trættende og anstrengende, at hun, efter sit hjemkomst. måtte have fuldkommen hvile i nogle måneder, for at holde møder. der var ordnede, igen måtte udsættes. Hun fik dog senere i nogle måneder lejlighed til at rejse rundt i Danmark og vakt interesser for Armenierne, især talte hun børnenes sag, så mange nye plejeforældre og kreds meldte sig til at frelse et sådant barn fra nød.
I Juni 1921 skete der fra ³Near East Relief² i Amerika opfordring til at være med i en verdensomspændende sympatitilkendegivelse for Armenien, for derigennem at påvirke de forskellige magter til at løse Orientspørgsmålet på retfærdig måde, så Armenierne kunne få lov at leve i fred.
Mere og mere afsløredes stormagternes ligegyldighed. Orientens forhold ordnedes sidst, og i ventetiden huserede Tyrkerne, som de ville.
Uhindret myrdede Tyrkerne 32.000 værgeløse Armenier, og tusinder af Armenier flygtede sydpå til Syrien og Libanon. Da man i Paris den 22.-23. marts 1922 afholdt Orientkonference, satte Frankrig igennem, at hele Armenien blev udleveret til Tyrkiet. Nu var målet nået, og folket, dem, der var tilbage, strømmede ud af landet ned over den Syriske grænse.
³Near East Relief² hindredes af Tyrkerne, der beslaglagde en del af pengene og udviste de N.E.R-hjælpere, der ikke ville lystre dem. De reddede børn, også ³Emmausbørnene² var i store fare, da drengene skulle udskrives til soldater, og de unge pige efterstræbtes.
³Near East Relief² gjorde et kæmpearbejde, blandt andet hjalp de 10.000 forældreløse børn ud af landet, men da skarerne strømmede til i Syrien, havde de ikke medarbejdere nok; da kom også kaldet til K.M.A., og søstrene rejste med det samme. Overalt i Syrien stiftede N.E.R børnehjem, for nu gjaldt det navnlig om at hjælpe børnene frem, de var jo folkets fremtid. I Aleppo og Beirut søgte tusinder af elendige flygtninge et fristed; på den øde strandbred uden for Beirut opstod den nu så kendte flygtningelejer, en stor arbejdsmark for hvem som helst, der havde hjerte til at hjælpe.
Sammen med ³De Danske Armeniervenner² besluttede KM.A. at rette en indtrængende henvendelse til Folkenes forbundsråd til gunst for de tiloversblevne Armeniere. Denne henvendelse blev sendt rundt til formændene for de forskellige foreninger, der kunde siges at repræsentere den offentlige mening i Danmark, og næsten overalt blev den beredvillig inderskrevet. Men håbet om, at adressen skulde udrette noget, glippede, for ved Forbundsrådets møde i September 1921 blev spørgsmålet ikke engang taget op, men henvist til et underudvalg.
Efter Smyrnas erobring flygtede en mængde til Grækenland. Det sås klart, at Kemal Atatyrks nye tyrkiske regering lige så lidt som de tidligere ville tåle Armenierne.
Fru Grunhagen var først på pletten. Hun rejste ud sammen med den Svenske K.M.A.-søster Sigrid Johansson. De måtte standse i Konstantinopel. Frøken Alma Johansson gjorde et fortvivlet forsøg på at nå Armenien ad den gamle rute over Sortehavet, men kom ikke i land i Samsun og måtte vende om. De to venner blev ved Bosporus, hvor de fik hænderne fulde af arbejde. Der var allerede mange Armenske flygtninge, og flere kom til, alt som forholdene i Lille Asien skærpedes.
Alt missionsarbejde var forbudt under tyrkisk væld, myndighederne ønskede ikke at nogen vidste noget om forbrydelserne. Landsbyernes ruiner, ligene gennem ørkenen, de udsultet og blegnede menneskene talte deres tydelige sprog af tusinder og atter tusinders kvældefuld død.
Fru Grunhagen kom i kontakt med troende Armenier og de Amerikanske hjælpere, og hun tog en missionsgerning op blandt de Armenske pigebørn. Den 62-årige kvinde havde det hårdt, levede under primitive forhold, havde ondt ved at styre de forvildede pigebørn, så forskellige fra hendes artige ³Emmausbørn², og dialekten var hende fremmed, men hun kastede sig brændende af offervillig kærlighed ind i arbejdet. En frygtelig oplevelse var branden i det Armenske kvarter i Skutari i august 1921. Over 2000 huse brændte, og under skin af at ville ³hjælpe² bortførte tyve alt indboet fra husene rundt om. Det tyrkiske brandvæsen stod kun og lo af branden, det var jo Armenierne, der hjemsøgtes. Først da ilden nåede det tyrkiske kvarter, tog de fat på at slukke.
Efter fire års ophold i Norge, kunne også Bodil Biørn rejse ud igen i 1921, men denne gang under helt andre forhold. Forbindelsen til det tyske selskab var hævet, og hun blev sendt ud som selvstændig norsk missionær.
Af det oprindelige armenien var det bare den såkaldte ³Armenske Republik² tilbage, og den stod nu under Sovjetherredømmet. Omsider lykedes det for hende at få indrejsetilladelse, og i Leninagan (Alexandropol) oprettet hun et børnehjem for 36 drenge – alle underholdt af norske armeniervenner. Senere blev døren lukket også for dette arbejde. Søster Bodil Biørn som ikke kunne glemme armenierne som hun var blevet så glad for, rejste så snart det lod sig gøre til Syrien. Der tog hun oppe et arbejde blandt de store skarer Armenske flygtninge som levede sit liv under de elendigste forhold i store lejre. I Aleppo fik hun også oprettet et hjem for syge og underernæret børn og fik at se gode resultatter af dette arbejde.
Da hendes arbejdskraft var brugt op og en stedfortræder sendt ud, måtte søster Bodil med stort vemod forlade folket som var blevet hende så kært. Hun forsatte dog og arbejde for armenierne i norge, og det holder hun på med endnu så langt som hendes kræfter tillader.
I november 1921 skete det for Armenierne så skæbnesvangre, at der sluttedes en overenskomst mellem Frankrig og Kemalisterne i Lilleasien, der gik ud på, at Cilicien skulde rømmes ved det nye års begyndelse. Et ulykkens år for de Armenier, der havde søgt fristed i Cilicien, den vestlige del af Lilleasien. Frankrig afstod ved Angora-traktaten i 1921 igen Cilicien til Tyrkerne, og Armenierne måtte atter flygte grebet af rædsel i store skarer flygtede de sydpå for ikke igen at blive overgivet uden beskyttelse til Tyrkernes grusomheder. Man fik for alvor øjnene op, da Frankrig i november 1921 gik ind på at rømme Cilicien, hvor dets våben hidtil havde skabte et fristed.
Frankrig skød spørgsmålet om ³Armeniernes ønsker² ind under ³Folkenes Forbund² åbenbart i håb om, at sagen dermed var begravet, så at man kunde lukke ører og hjerter for skriget fra armenierne. Det var den tak, Armenierne fik, fordi de havde kæmpet i de allieredes rækker med en tapperhed og udholdenhed, som aftvang officererne beundring og varm tak – at de nu blev overgivet værgeløse i deres grusomme fjenders vold! – De strømmede nu ned til Syrien, men snart blev her jo så overbefolket, at man ikke kunde modtage flere, og således blev disse ulykkelige jaget fra sted til sted. Store skib, fuld af flygtninge, sendes tilbage igen, og alle grænser lukkedes for dem, også Amerikas, hvor de heller ikke ville modtage flere.
Efter et tiltrangt hvile i danmark, og nu vilde Karen Jeppe atter ud til det folk, der mere end nogensinde havde brug for hendes hjælp. I marts 1921 kommer Karen Jeppe efter sit lange rekreationsophold til Aleppo, hvor der på den tid opholdt sig henved 80.000 Armenske flygtninge, mest kvinder og børn, under de elendigste forhold, og hun søger nu at lindre deres nød ved hjælp af penge, der blev stillet til rådighed fra venner i Danmark og andre lande.
Imidlertid vidste man, at mange Armenske kvinder og børn under uddrivningen var holdt tilbage i muhamedanske huse, og Folkeforbundet nedsætter nu en kommission med det formål at genfinde og udfri disse. To af medlemmerne bor i Konstantinopel, og i september 1921 udnævnes Karen Jeppe som det tredie. Hun var betænkelig ved at modtage udnævnelsen. På den tid rømmede Franskmændene Cilicien, og nye flygtningeskarer strømmede til Aleppo. Der var nok at gøre. Og hele stillingen syntes håbløs. Karen Jeppe har senere skildret tilstanden; ³En dyb fortvivlelse og modløshed bemægtigede sig hele det Armenske folk. Heller ikke jeg kunde holde stand. Sorgen lammede min fortagsomhed, og jeg fandt det meningsløst at søge efter de enkelte fortabte får, når hele folket gik til grunde. Men disse tanker fik heldigvis ikke lov at råde: Lidt efter lidt veg lammelsen efter det frygtelige slag fra os, håbet om en fremtid vågnede i os. Jeg besindede mig igen på min opgave og fandt mod til at give mig i lag med den².
Folkeforbundet havde ikke påtaget sig forpligtelser for de udfriede, men Karen Jeppe håbede, at hun ad privat vej kunde skaffe dem hjælp, og hun begynder så som Forbundets Komissær.
Man regnede med, at der i egnene omkring Aleppo fantes mindst 30.000 Armenske kvinder og børn i muhamedanske huse, og at ³Ejerne² i de fleste tilfælde var meget uvillige til at give afkald på dem. Om arbejdet fortæller Karen Jeppe: ³Vi blev enige om, at jeg skulde blive i Aleppo og påbegynde undersøgelserne her i det egentlige deportationsdistrikt.
Hertil var de ulykkelige deporterede jo i sin tid slæbt fra alle egne af Tyrkiet; langs Eufrat ligger endnu deres afblegede knogler, tæt strøede over den hele vej, i lige måde omkring Bagdadbanens Stationer. I disse egne er det, man søger resterne, de kvinder og børn, der dengang af gendarmerne blev solgt som kvæg til de omboende muhamedanere, eller som blev røvede fra karavanerne eller reddede ud af slagterierne.
Muhamedanerne havde mange motiver til at bemægtige sig disse kvinder og børn, lige fra den reneste, menneskelige barmhjertighed til det vildeste begær. Og lige så forskellige som bevæggrundene til at tage dem var, lige så forskellig er den behandling, de siden den tid har været genstand for.
Vi har i disse dage at gøre med en Armenske dreng, som en barnløs Tyrk tog til sig, adopterede og ved sin død efterlod alt sit gods. Vi har at gøre med mange, der har levet i et slaveri, man akkurat kan finde magen til i ³Onkel Toms Hytte². De er købte og solgte flere gange, har måttet trælle for ofte utilstrækkeligt føde og døje megen mishandling.²
Et optagelseshjem indrettes, og Armenske agenter sendes ud for at opsøge deres spredte landsmænd. De skulde se at sætte sig i forbindelse med dem, fortælle dem, at der var mulighed for at komme tilbage til landsmænd, og, hvis de så ønskede det, være dem behjælpelige med at slippe bort. Rygtet breder sig, håbet vækkes hos dem, der havde opgivet alt. En armenierkvinde var således blevet en Beduins tredie hustru, og Araberne havde fortalte hende, at alle Armenierne var døde. For agenterne var det et farligt og besværligt arbejde. Een blev dræbt, og to pådrog sig dødelig brystsyge. En bil, der blev skænket af ed amerikanske dame, var en udmærket hjælp. Engang var en moder med to døtre kommet i den reddende bil med bogstaverne ³S. d. N.² (Societé des Nations); men det var i yderste øjeblik. 30 bevæbnede ryttere forfulgte dem hen over sletten, men Fordéns hestekræfter var Arabernes overlegen, og tre mennesker førtes tilbage til nyt liv.
Et besøg hos Karen Jeppe af Henni Forchhammer, skildre hun situationen. ³I optagelseshjemmet får flygtningene den kærligste modtagelse af Karen Jeppes udmærkede medarbejder, Jenny Jensen, der i det sidste år har ledet denne gren af virksomheden. De må allerførst bades og i reglen klædes op fra inderst til yderst, så lasede og fulde ag utøj er de, Forinden bliver de dog fotograferede og deres levendsløb kort nedskrevet.
Man kunde sidde i timevis og se disse protokoller igennem; der opruller sig billede efter billede af elendighed og undertiden mishandlinger, én har været levende begravet, en anden har store brandsår på kroppen – dog hører sådan ligefrem grusomhed heldigvis til undtagelserne – mange er syge, særlig syfilis og tuberkuløse, de kommer straks under lægebehandling og kommer sig i reglen forbavsende; i disse 4 år er kun ganske få døde.
Så snart en flygtning kommer til optagelseshjemmet, sættes straks alle hjul i bevægelse for at finde deres slægt; det bliver meddelt i kirken, i flygtningelejren, til de Armenske foreninger, til de blade, der læses af armeniere verden over. Undertiden lykkes det forbavsende hurtigt. Mens jeg sad på kontoret og gennembladede den protokol, der omfatter de sidste 100, og netop havde lagt mærke til billedet af en nydelig 12 – 14 års pige. der var kommet for nogle dage siden, kommer pigebarnet ind sammen med en mand, der erklærer, at han tror, det er hans datter; helt sikker er han ikke, men bier om han må tage hende med hjem, for at andre slægtninge kan hjælpe ham at konstatere hendes identitet, hun skulde bl.a. have nogle mærker på kroppen. Først må han dog skaffe en slags kaution fra en præst eller anden pålidelig mand, der indestår for, at han vil bringe hende tilbage, hvis det viser sig at være en fejltagelse. En halv time efter er han tilbage med erklæringen, og så går pigebarnet glædestrålende bort med denne fremmede mand, i hvem hun håber at have genfundet sin far. Manden, der har et meget tiltalende ydre, ser tillidsfuld og glad ud. Hele hjemmet følger med spænding begivenhedernes gang.
Mange må dog blive i hjemmet i længere tid, før det kan konstateres, om de har slægt i live eller ej. Det er interessant at se, hvorledes ansigtsudtrykket forandrer sig efterhånden, som de føler sig mere trygge og veltilpas; når de kommer, er de ofte enten sløve eller ser ganske forvildede ud; men efterhånden kommer det glade og milde frem, ofte alt i løbet af få dage. Et par halvvoksne piger, der havde været dansepiger hos Zigeunere var yderst utilfredse de første dage og prøvede at løbe bort – de var ikke kommet frivilligt, men var sendt af de franske myndigheder – men nu så de meget glade og søde ud, og i det hele er det meget sjældent, at nogen forsøger at løbe bort.
Mange kvinder og unge piger er tatoverede både i ansigtet, på hals, hænder og fødder; det er dem, der har været mellem Araber og Kurder, hvorimod det ikke er skik mellem Tyrkerne. De unge piger er meget ulykkelige derover, og mange forsøger smertefulde kure for at komme af med det, jeg så én, der havde store sår i ansigtet; om det er bedre end tatoveringen bliver et andet spørgsmål. Der er sikkert mange, som afholder sig fra at flygte ved tanken om således at være brændemærkede, men efterhånden som de opdager, hvormange lidelsesfælder de har, tage de sig det mindre nær; og ganske særlig er det en trøst, at det ikke lader til at nedsætte deres udsigter til at blive gift. Mange af de befriede unge kvinder er efterhånden blevet lykkelige hustruer og mødre. Jeg så to søde unge koner på hjemmet, de var nu gift i Aleppo, men kom jævnlig på besøg.
De, der ikke finder deres slægt (omtrent 20-25{81b1534873be39200d390fbc2240df48f2ece2fb0cea5c20c52c3d3482ede196} af hele antallet) må lære noget, hvorved de kan ernære sig. Af kvinderne beskæftiges nogle ved husligt arbejde, men de fleste oplæres i de smukke broderier, der har været national kunstindustri mellem Armenierne fra umindelige tider, en kunst, Karen Jeppe så at sige har frelst fra undergang. De lærer det forbavsende hurtigt og kan så tjene deres livsophold ved at arbejde for ³systuen². (også oprettet af Karen Jeppe). Den er et aktiefortegende, der alt giver et godt udbytte, nogle af arbejderskerne er så vidt, at de er begyndt at omsætte deres sparepenge i aktier i systuen.
Det er morsomt at se dem arbejde siddende på gulvet med syrammen som et lille bord foran sig; nålen går hurtig op og ned, og de nydeligste blomstermønstre med fint afstemt farver vokser op for ens øjne. Broderierne afsættes over hele verden, og flere hundrede kvinder tjener på denne måde deres brød. Også systuen er under Jenny Jensens overtilsyn, men den daglige ledelse er overdraget nogle dertil uddannede, dygtige armeniere.
Et stort kontingent af de befriede er store drenge; de har lettere ved at flygte end kvinderne. Der er brillante typer mellem disse unge fyre. Så snart som muligt bliver de sat i arbejde, nogle lærer et håndværk, andre kommer til landbrug ude i kolonierne.²
³Near East Relief² havde begyndte at arbejde i Syrien og Libanon og havde allerede fundet Danske hjælpere, nemlig Østerlandsmissionærerne. Da alle Armeniernes udvisning fra Tyrkiet var en kendsgerning, og store nye skarer strømmede til, var arbejdet ved at vokse Amerikanerne over hovedet.
Efter Johanne Svaneskjolds råd tilkaldte de Karen Marie Petersen og Maria Jacobsen, som nu fik deres inderligste ønske opfyldt: at komme ud til det folk, de elskede. Efter at der såvel i Eliaskirken som i dennes menighedssamfund havde været afholdt afskedsmøde for Maria Jacobsen og Karen Marie Petersen samledes man for sidste gang den 11. Januar 1922 i K.M.A.s lokaler, hvor stuerne næppe kunde rumme den store skare af venner, som flokkedes for at være sammen med dem endnu engang inden udrejsen.
Overkammerherreinde Oxholm, som indledede mødet, gave først et kort, men klart overblik over det nye fremstød i arbejdet. Tirsdag formidag den 17. januar 1922, var der atter samlet en stor skar af venner og slægtninge på Københavns banegård, da de to søstre rejste med toget til Berlin, og mange var de blomster og små afskedsgaver, der skulde forsøde rejsen for dem og Maria Jacobsens adoptivbarn, lille Beatrice, de tog med usigelig glæde af sted. Vennernes offervilje gav sig til kende ved rige pengegave og 23 kasser med tøj.
Rejsen for søstrene fra københavn til venedig er gået godt. Kun var der meget koldt i toget gennem tyskland. De første nætter tilbragte de i berlin, og mødtes der af Armeniervenner, der hjælp dem til rette med forskellige indkøb. Den tredie nat var de i Munchen, hvor de havde dejlige varme værelser, derfra og til bozen, hvor de igen overnattede, måtte de 4 gange lukke deres kufferter op for toldeftersynet; det var besværligt, men selve rejsen nød de i høj grad og fandt, at Tyrols Alper mindede dem så meget om armeniernes elskede bjerge.
Lørdag nåede de venedig og skriver, at de vågnede søndag morgen ved ³den mest vidunderlige klokkeringning fra alle byens kirker, aldrig i vort liv har vi hørt noget så smukt. ³Om morgenen var de i Markus-kirken, og om eftermiddagen tog de i gondol ud til det Armenske kloster, stiftet af munken Mekhitar c. år 1700. Frk. Maria Jacobsen skriver derom: ³Hvor var klosteret smukt, som det lå derude på en lille Ø helt for sig selv, omgivet af en rød mur og med det smukke kirketårn. Vi kom ind og bad portneren om at se klosteret. Han kaldte på én af munkene, for hvem vi præsenterede os, fortalte, vi havde været i armenien, og hans gode ansigt strålede af glæde; han kaldte straks andre til. Nu viste det sig, at vi havde fælles venner; hvor var de glade ved at se os, og hvor følte vi os hjemme blandt de kære venner.
De førte os rundt og viste os alt: deres gamle smukke ting, et helt museum af gamle Armenske, kostbare sager, og deres dejlige lille kirke, ja, selv spisesalen og køkkenet så vi. De ejede mange pragtfulde malerier. Der var noget, der gjorde stærkt indtryk på mig, og det var forskellen fra Markus-kirken, der var det overalt helgenbilleder og Jomfru Maria, -jeg så kun én eneste kristusfigur nede ved udgangen af kirken, men her hos de Armenske munke var det Jesus allevegne, og så korset, det så man overalt. Den Jesus og det kors, som de elsker, og som de har lidt så meget for!.
Det var et dejligt lille fristed. De havde taget en skare forældreløse drenge til sig, som nu skal opdrages til at være ledende kristne mænd. I kan tro, det var dejligt at tale Armensk igen, det var, som om vi aldrig havde talt andet. Munden gik på os begge to. Vi kunde ligesom ikke få sagt nok! Beatrice vilde så gerne også være med og vise, at hun hørte til, og søgte en lejlighed, hvor hun kunde sige ³Shnorhagal yem² (Tak), det eneste ord, hun kunde huske. Vi blev trakterede med kaffe og småkager og fik bøger og kort af munkene. De fulgte os ud af palmehaven og ned ad trappen til gondolen. – Hvilket dejligt møde; disse mænds ansigter strålede, og hvor var de hjertet taknemmelige for, hvad vi havde gjort for deres folk. Aah, om I kunde have været med og set dem, hvor vilde i have glædet jer over, at i var og er med til at hjælpe sådan et folk!
Den. 9. februar. sejlede de to ind i Beiruts havn. De kom øjeblikkelig i gang med at hjælpe børn.
Maria Jacobsen efter ankomsten til Beirut skriver – ³I morges var vi i den Armenske kirke, men fandt ingen, som vi kendte. Her er mange Armenier, som er kommen fra Cilicien – der kommer daglig nogle; alle Amerikanerne siger, det er en glæde at gøre noget for disse mennesker, for de iblandt dem, som har noget, hjælper dem, der intet har. Det er mest familier, der kommer fra Cilicien, og med dem sendes de forældreløse børn. De allerfleste af dem har fået et eller andet arbejde, -men der er megen nød! I Adana og Tarsus er ikke en eneste kristen tilbag; nu kommer de fra Marash (Germanica) og Aintab, men det er vanskeligt og farligt.
I aftes kom en Amerikansk dame med 150 flygtninge; blandt disse var Beatrice´s lille kusine, som Beatrice´s moder mistede sammen med sin lille dreng, da de måtte flygte fra Marash i 1920. Dette hold på 150 var blevet overfaldet og plyndret på vejen, – troede, de vilde blive dræbt, hvilket de dog ikke blev. -Endnu ved jeg ikke, hvor jeg skal hen; men bed om, at hvor jeg end skal være, jeg da må være et lys fra Herren, -være fyldt af hans kærlighed, så jeg måtte kunne elske disse mange børn hen til Jesus, det er min længsel og min bøn.²
Frk. Karen Marie Petersen skriver den 18. Febr. fra Beirut: ³Ankomsten gik godt på nær en del forsinkelse. Vi bor på et hotel, men indtager vore måltider sammen med andre ³Near East² arbejdere i ³Personalhouse² en 20 minutters gang herfra; som oftest bliver vi dog kørt dertil og derfra i ³Near East²s automobil. Mr. Nichol har trukket sig tilbage til sit oprindelige arbejde blandt Syrerne, og Mr. Mac Afee er nu direktør for ³Near East².
…Man kan købe alt her i Beirut, men det er meget dyrt, for siden de franske tropper er blevet indkvarterede her, er det dyrere at leve end før og under krigen. Jeg er for tiden ene, da Maria Jacobsen er oppe på et børnehjem for 600 Armenske drenge, hvor hun skal nedskrive deres historie og optage lister over dem. Jeg er travlt beskæftiget med at sammenfatte 78 besvarelser af syriske og Armenske lærere og lærerinder i 14 rubrikker, alt gående ud på: hvad der kan fordres af en 17 årig dreng eller pige, når de forlader ³Near East²´s børnehjem. Det er et meget interessant og gavnligt arbejde, hvis jeg, som tanken er, skal have et af deres børnehjem, men da der er flere alenlange besvarelse, filosofiske udgydelser o.s.v., er det et stort arbejde!
…Jeg har besøgt en Armenske familie, udmærkede troende mennesker, og det var som at vende tilbage til det virkelige liv at være sammen med armeniere og tale Armensk. Det er dannede mennesker; Mr. Sarafian har en stor velassorteret boghandel her. Han gør et stort arbejde for sit folk, har mange og store tillidshverv og er direktør for den Armenske komité, der tager sig af flygtninge, kvinder og børn.
…Mange af de skarer af flygtninge, der kommer fra Cilicien, er blevet udplyndret og frarøvet alt; det er, hvad der kaldes ³rolige og betryggende forhold for dem, der ønsker at trække sig tilbage!².
Så kaldte Gud søster Bodil Biørn atter ud igen, hun skriver: ³ I 1922 rejste jeg ned til Konstantinopel for og hjælpe de mange tusinde armenier, kvinder og børn, som var flygtet ud af sit fædreland. Der traf jeg igen kendte fra før, blandt andre Garabed som blev reddet sammen med os fra Musch, og som havde gennemgået så meget.
Mens jeg i nogen måneder virkede i konstantinopel, traf jeg mange kvinder og mænd som var blevet alene tilbage af familier på 20-30 medlemmer. Ja, af en familie på 70 personer var ofte kun en enkelt reddet. Disse flygtninge både i små kolonier i forskellige deler af byen, og det var hjerteskærende å høre deres sørgelige livshistorier. I store rum var 70 personer stuvet sammen, og i lange barakker levede en mængde familier tæt sammen, kun skilt fra hverandre ved nogen sækker. Stor håbløshed herskede blandt mange af dem, og kan man undre sig over det?
Der traf jeg blandt andre en ung pige hvis ene arm var blevet hugget af af tyrkerne. Men midt i alle denne elendighed blev jeg langsomt styrket og fuld af tak til Gud når jeg fik høre på hvilken underlige måde enkelte af dem var blevet reddet og bevarede på, på sine lange farefulde vandringer.
Mens jeg i konstantinopel virket blandt flygtninge, fik jeg høre om den grænseløse nød inde i den lille Armenske republik, særlig da blandt de tusinde forældreløse børn som drev om i gaderne, sultne og forkomne, ja, en mængde af dem døde af hunger. Og da det jo særlig er børnene det norske armenierarbejd har taget sig af, besluttet jeg og rejse der inden om Gud åbnede vejen.
I begyndelsen af 1922 drog jeg afsted sammen med en del amerikanere som arbejdet i ³Near East Relief².
Heller ikke den delen af armenien havde sluppet for tyrkernes ødelæggelse. To gange trængte tyrkerne der ind. Først invasion i 1918 og den sidste i 1921. De havde ødelagte 78 store og velstående Armenske landsbyer og myrdet meste af parten af befolkningen. I Kars distriktet havde 12,000 af flygtninge fra Van og Musch bygget op midlertidlige boliger, men ved tyrkernes indtrængen måtte de flygte fra hjem og ejendele.
Den lille Armenske republik er bare 30.000 kv.kilometer stor med en befolkning på ca. 1 mill., størstedelen armenier. De styrer selv sit land. Yerevan er hovedstaden. Sammen med Georgia og Aserbedjian har de dannet en føderation hvis sæde er i Tiflis -Georgia´s hovedstad -. Disse tre stater er forenet med Rusland som styrer alle udenrigs anliggender. Regeringen søgte efter evne at få landet på fod igen. Moralen står før meget højt blandt armenierne, men var sunket meget da jeg kom der ind. Et flertal af dette forfulgte folk har jo levet på flugt i årevis, og de forældreløse børn drev så om og tiggede. Dertil kom at gudløsheden blandt ungdommen tiltog i en foruroligende grad.
Da jeg kom ind der, var der hungersnød og elendighed. En mængde af børnene kom ind til byen fra landsbyerne for og søge efter brød, for i landsbyerne var høsten ødelagt af tyrkerne så de der bare havde græs at spise. Mange nat kun jeg ikke sove når jeg hørte de små ude på gaden råbe efter brød. Hvor glad blev jeg ikke da jeg endligt af regeringen fik overladt et godt hus i Leninagan (Alexandropol) og kunne samle nogen af disse sultende og frysende små i et godt hjem. Først måtte jeg jo indrette og anskaffe det nødvendigste. Det var en stor fryd da jeg kunne optage de første små. Elendige og forkomne var de, og mange så ud som skeletter, bleg og tynde, mest i filler og fulde af utøj. Men vort norske hjem ³Luisaghpiur², Lyskilde, genlød snart af glad barnestemmer. De små sprang fornøjet omkring efter at de havde fået sig et bad, fået af pjaltene og indstedet fået rene, pæne klæder og spiste sig mætte. Mange af dem var syge og forkomne da de blev optaget, og 2 af de dårligste død nok så snart efter. Jeg fik 2 flinke, dygtige kvinder til og hjælpe mig med de små. Den ene blev vore kokke, den anden så efter børnene, og så fik jeg en indkøber da vi måtte købe alt ind for ca. 1 år om gangen, da prisen om vinteren stigede til det dobbelte. De første 25 blev optaget lidt efter lidt. Senere kom 11 til, så vi havde til slut 36 smådrenge i vort hjem. Bare et af børn havde hørt om Gud. Skole og lærer havde vi til dem i hjemmet, og selv underviste jeg dem i bibelhistorie, da det er forbudt i skolen. Hver af de større børn havde sit husarbejde. De måtte hjælpe til med dette, og hver 14. dag blev det byttet, og den som havde gjort sit arbejde bedst, fik en lille belønning.
Lærenem og flink var de, og det varede ikke læge før de kunne både sanger og skriftord udenad, endog tre norske sanger lærte de. En stor begivenhed var det da de skulle få strømper og sko på, for de aldrig ejede en. De gik barefodet selv om vinteren i sneen, og der var meget koldt, for Leninagan lå ca. 5000 fod over havet. Jeg glemmer heller ikke børnenes fryd første juleaften da de fik se det glitrende juletræ og modtog sine små gaver. Jeg har fortalt og skrevet om flere af vore børn derfra, men vil her bare fortælle om et som var meget forkommet:
Lille Hagop Arshagian var bare 3-4 år da han blev optaget i vort hjem. Hans forældre døde i en landsby nær Yerevan i stor fattigdom. Hans farfars bror bragte os den lille i en forkommen tilstand. Han var bare skin og ben og så elendig at jeg ikke troede at vi skulle få beholdt ham. Men Hagop kom sig vidunderlig og blev et tyk og fornøjede lille fyr. Det var stor glæde efter en tid at få se dette dårlige barn så frisk og fornøjede.
Jeg red også ud en længere tur sammen med en Armensk protestantiske præst til 13 Armenske landsbyer for at se hvordan de der havde det og for at forkynde evangeliet. Nøden var ubeskrivelige stor, hungersnød i flere af landsbyerne, kun græs at spise, men havde de nogen brød, vil de gerne gi os af det, da armenierne er meget gæstfrie. Vi havde selv mad med og kunne således hjælpe nogen. Senere fik vi sendt ud mel og flere kasser med kondenseret mælk til mødrene som intet havde til at give sine diende barn uden lidt tørt brød i dyppet vand. Det var en ynke og se de afmagrede mødre med sine små, ja ligeså den hele befolkning i slem nød. Men over alt hørte de gerne Guds ord. På enkelte steder havde vi nok så store forsamlinger. Kun 3-4 af disse landsbyer havde det nogenlund godt, blandt dem var derind hvor jeg traf mange venner fra Musch-egnen. I Leninagan boede der 40 familier fra Musch, så jeg følte mig som hjemme der. Jeg savnede meget en medarbejder. Arbejdet var stort, men arbejderne få.
Det sidste år blev huset taget fra os, så vi måtte flytte over til et lille hus som amerikanerne overlod os. Det var meget trængt og dårlig, men de havde ikke noget bedre at give os, og vi var glad over at få et hjem og ty til.
Jeg havde søndagsskole og møde med børn. Mange havde lært og kende Jesus og havde givet ham sit hjerte og ønsket og følge i Jesu fodspor. Det sidste år blev jeg syg, så jeg desværre måtte rejse hjem. Da jeg senere blev frisk igen, var der så mange vanskeligheder i vejen for mit udrejse, så det ikke var muligt og komme afsted. Jeg kan ikke sige hvor det gjort mig ondt ikke og komme tilbage til mit kære børn. En god troende Armenske kvinder fortsatte arbejdet en tid, og nogen af børnene kom senere i de amerikanske hjem.

“Fuglereden” 8

Maria sukker dybt efter endt gennemlæsning af denne lidelseshistorie. Ja vist kom Vartouhi til missionsstationen til sidst. Men – uden håb for fremtiden trods sine 16 år og uden ønske om at leve videre. Hun længtes blot efter at se sin moder og dø. Og dog har hun bevaret en levende tro på Gud, som er hendes eneste trøst. Naturligvis er mange blevet reddet og tit på forunderlig måde. Ak, men hvor er det dog en lille del af den hele nation… Og hvor mange kvinder er ikke endnu i de tyrkiske huse i nedværdigende stillinger!
Maria gennemblader Maritzas tætbeskrevne, lille hæfte, som denne ved afskeden bad hende beholde, og hvori hun har nedskrevet nogle af sine ejendommelige digte på sit eget sprog, men tillige fortalt nogle af sine oplevelser på et ret barnligt og temmelig mangelfuldt engelsk. som alligevel eller måske netop derfor virker så sært rørende, så umiddelbart gribende. Jævnt og stilfærdigt beretter hun. Korte ord, tørre kendsgerninger. Og det er gennem disse beretninger, man har fået det første indblik i, hvordan armenierne behandledes i fængslerne.
Maritza begynder således:
Det var den 1ste maj 1915.
Naturen var vidunderlig skøn. Det friske, klare vand glitrede i solskinnet. Det var, som om det genspejlede Guds kærlighed. De milde vindpust, som susede gennem morbærtræerne, bragte bud om vor himmelske faders godhed. Det var, som overførtes man i en anden verden, blandt lutter engle, hvor der kun herskede kærlighed, renhed, glæde, fuldkommenhed og fred.
Nu fortæller hun om, hvorledes freden i hjemmet pludselig brydes ved, at en tyrkisk soldat trænger ind i huset, går hen til hendes broder og siger: ³Regeringen kalder ad dig!² og broderen må følge.
Men fra det øjeblik er alt forandret, huset omringet og beboerne under streng bevogtning. Endnu frygter dog ingen noget ondt. Broderen er jo uskyldig og må snart vende tilbag. Han kommer også, men under ledsagelse af gendarmer, som undersøge huset, roder alt imellem hinanden og borttage, hvad der findes af noteboger, breve og papirer. Derpå drager de atter bort medførende Maritzas broder, som var han eb grov misdæder.
Samme dag gennemsøges mange andre Armenske huse, og mændene bringes til regeringsbygningen. Blandt disse er præster, professorer og mange andre dannede mænd.
Det var forfærdeligt for Maritza at vide sin broder i et mørkt fangehul uden at kunne række ham en hjælpende hånd, og det eneste sted, hun kunde finde trøst, var ved korsets fod, hvor hun tilbragte dage og nætter med tåreblændede øjne.
Tyrkisk venner erklærede: Han kommer snart ud. Vær ikke bange! – og familien troede dem.
En dag bliver den fangnes søn, Nubar, kaldt ud. Da han kommer tilbage, fortæller han, at fængslets indre dør nu er låset, så fangerne ikke kan røre sig og ikke få en smule frisk luft. Da begynder Maritza at miste troen på, at hendes broder skulde blive fri. Dag og nat læser hun i sin Bibel og beder for ham. Han bliver syg, og nogle venner sørger for, at en tyrkisk læge tilser ham, men de kan ikke skaffe ham den medicin, han behøver. Dog lykkes det at få ham anbragt i et bedre værelse, men der vil han ikke blive, da han ikke vil skilles fra sine lidelsesfæller. Den øvrighedsperson, der har villet hjælpe ham på denne måde, bliver vred, fængslets indre dør låses atter, og en rædselstid oprinder. Manden, som sendes fangerne fra deres hjem, beslaglægges af gendarmerne, og de ulykkelige får kun, hvad disse levner.
Armenierne vover ikke at tænde lys i disse dage. De tilbringer aftenerne i mørke og hører soldaterne bryde ind i nabohusene og tage mændene til fange. Uden anden grund end den, at de er armeniere og kristne!
I den første tid pryglede og pinte gendarmerne i al hemmelighed fangerne, men snart udførte de deres misgerninger åbenlyst, idet de sagde: ³Vi har lov at gøre med jer, hvad vi vil!² –
En af staklerne pryglede de, stillede ham hen i en krog og lod ham stå der i skamfulde 3 dage og nætter. Han fik ikke lov at sætte sig et øjeblik, måtte ikke sove, og til sidst stak de hans øjne ud…
En nat, da Maritzas broder sidder søvnløs på sit leje, kommer der 2 mænd ind til ham medførende en 3dje, som ser besynderlig ud. De gør løjer med ham og tvinger ham til at sige forskellige udtryk… Den ung mand sidder og ser på ham, men kan ikke kende ham. Alle hans hoved- og skæghår er trukket ud, og han ser ud, som om han intet sanser, men blot søge et leje at kaste sig ned på. Maritzas broder tilbyder sin seng og finder sig et andet hvilested. Og nu, da han taler, kender han ham pludselig. Det er hans gode ven og kollega, professor D…
Ja, kun Gud ved, hvad der hændte i disse skrækkelige dage og nætter. Om stenene i huset fik mæle, hvor skulde de kunne fortælle! Man hørte underlige, uhyggelige lyde fra fængslerne om nætterne. Nogle fanger blev hængt med hovedet nedad. Andre fik hænder og fødder knust i en maskine eller glødende hestesko under fødderne…
At fortælle hvilke følelser, der besjæler de fangnes pårørende, er umuligt. De går omkring med et hjerte, der vånder sig, og kan hverken spise eller sove. Det eneste sted, hvor de finder ro, er i Ps. 27, sidste vers: ³Be på Herren, vær trøstig, og dit hjerte være stærkt, bi på Herren!²
Ved venners mellemkomst tilbydes det atter den syge, unge professor at få et særligt værelse, og nu har han ikke længere kraft til at sætte sig derimod. Han kan ikke udholde at se sine kammerater lide.
Værelset er dog ikke egentlig bedre. Det er mørkt, døre og vinduer tillukkede, og soldater holder vagt udenfor, som er han en grov forbryder.
Maritza går nu til valiens frue for at bede om nåde for sin broder. Den unge, smukke, elegantklædt dame tale med hende om alle mulige ligegyldige ting, og da Maritza begynder at fortælle om fangerne, forandres hendes udtryk, og hun siger; Lad os ikke tale om sligt. Jeg er træt deraf. Det hører hjemme i regeringsbygningen!
Men Maritza trænger på og udmaler sin broders elendighed, så valiens frue til sidst skifter farve og i en blidere tone giver et halvt løfte om hjælp. Hvorpå hun går over til at tale om roser, lækker mad og godter, mens Maritza tænker på liv og død.
Imidlertid blive nøden større også i landsbyerne. Alle mænd fængsles, og en grufuld skæbne venter kvinderne, som er berøvet deres forsvarere. Soldaterne snuser rundt som hungrige ulve. Ingen dør kan stænges for dem. I de dage bliver professor Y.s klæder fra fængslet sendt til hans hjem for at vaskes. De er gennemvædede af blod.
Tilstandene i fængslerne bliver uudholdelige, og fangerne trygler om at få gift tilsendt. Deres venner går til den tyske missionær og beder ham som kristen finde på råd, men han mener, alt håb er ude.
En dag bliver nogle højtstående armeniere kaldt til valien i regeringsbygningen. Der må de se på, at officererne fører en af fangerne frem. Han ser gyselig ud. Alle hår på hans hoved er revet ud. Soldaterne får ordre til at slå ham, til han ligger som død. Officererne vender sig derpå til de Armenske mænd og siger til dem, at hvis de ikke sørger for, at alle våben bliver udleveret, vil samme behandling blive dem til del. Hvorpå de får lov til at gå hjem, og fangen føres tilbage til fængslet. – Efterhånden fængsles de fleste af de venner, som arbejder for den unge professors frigivelse.
Maritza går da til en af de øverste tyrkiske embedsmænd for at tale hans sag. Det er meget nedværdigende for en Armensk kvinde, og Maritza ved, hendes broder vilde heller dø end vide hende ene med en tyrk. Hun får en kvindelig bekendt med sig, og de blive indladt i de værelser, der bebos af tyrkens hustru, børn og søstre, som underholder dem og udspørger dem, men ikke tillader dem at komme ind til manden.
Dagen efter får hun at vide, at alle fangerne blevet bundet til hverandre med reb og ført bort under bevogtning uden at få lov til at tale med deres hustruer og børn, som løb bagefter dem, indtil de blev jaget bort af vagten. Kun de fanger, der var for svage til at følge med eller for mishandlede til at kunne vises for offentligheden, blev ladt tilbage.
En eller anden må dog have interesseret sig for den unge professor. Et bønskrift bliver indsendt til regeringen, og en tilkaldt læge ordinerer, at han skal bringes til hospitalet. Der får hans familie lov til at se ham, men kan næppe kende ham, da hans hår er langt og hvidt. Da det forbydes dem at tale Armenske, bliver der kun vekslet få ord på tyrkisk, og de skilles atter.
Maritza løber til hospitalet for at se sin broder. Til dørvogteren, som er en armenier, siger hun: ³Det er 60 dage, siden jeg har set min broder. O. kald ham dog hen til vinduet.² Hun ser ham bleg og mager, indhyllet i et hvidt tæppe. De nikker til hinanden og vifter med lommetørkæder. De forstår hinanden uden ord.
En anden dag, da hun besøger broderen på hospitalet, ser hun professor V. ligge i en seng med forbundne hænder og alle hovedhår udrevne. Hun hilser ham ærbødigt, og tårerne ruller ned ad hans kinder.
– Nu frigives alle tyrkiske fanger: tyve, mordere, alle slags misdædere, og Armenske drenge og uskyldige børn indtager deres pladser i fængslerne.
De forviste føres ud på vejene, hvor bødlerne sendes efter dem for at dræbe dem. Alle armeniere er som får, der venter på at blive ført til slagtebænken. Men de siger: Hvad betyder det, at vi skal dø! vi har venner, brødre og søstre, som kan indteage vore pladser i fædrelandet. Og de kristne nationer vil ikke længer finde sig i vore lidelser. En dag vil de komme og hjælpe os!…
Få dage efter forkynder udråberen: Alle armeniere skal gøre sig rede. Sælg nu, hvad i har. Siden vil det blive for sent! Men ordrerne forandres fra minut til minut. Man ved ikke, hvem der skal bort, hvor man skal hen, eller hvad man skal gøre.
Maritza får lov at bringe en del af sin families ejendel og broderens bogsamling m.m. i sikkerhed hos de amerikanske missionærer. Deres lidelse og sorger er ubeskrivelige. Døden er langt at foretrække fir livet, som det i de dage formede sig. Soldaterne trænger ind alle vegne. Det er, som at opholde sig i en ørken prisgivet de vilde dyr…
Så hænder det en dag, da Maritza kommer til hospitalet for at besøge broderen, at han er fri! Overlægen har talt hans sag hos valien, og han kan begive sig til sit hjem og sine kære. Vennerne samles om dem, men hjemmet er i uorden, meget taget eller givet bort til formåede tyrker. Og dagligt bekendtgør udråberen: Sælg jeres ting! gør jer rede til at drage bort! Ingen armenier må blive her!
Somme tider forlyder det, at ikke alt skal sælges. Det tillades at gemme noget i et rum, som forsegles, og nøglen gives til regeringen. Nogle armeniere gør det sidste. Men da de vel er sendt i eksil, bryder regeringen seglet, og tingene bringes til de tyrkiske officerers huse!
Maritzas broder får tilhold om at sælge sine ejendele. Det er Sultanens ordre! En armenier skal være så fattig, at han ikke vil hæve sit hoved, og tyrkerne skal kunne berige sig med armeniernes ejendom…
Alle armeniernes huse står åben for tykerne. De kan frit tage, hvad de ønsker. Og de spørger: Hvad vil i med penge! På vejen bliver i udplyndret og dræbt. I kommer ikke til at rejse i mange dage! –
Ikke blot de Armenske huse tager tyrkerne i deres besiddelse, men forretningerne, ejendommene, alt. Markerne, som står færdige til at høstes, er det dem en sand fryd at overtage. Resultatet af alt det arbejde, folket har udført under møje, lidelser og prøvelser, bliver frarøvet dem i løbet af få dage. Alle de ting, som gennem årene er samlet, og som har dannet hjemmene, blive i mindre end en time lagt øde.
Alle Armenske mænd blive udvist. Alle børn er forældreløse og uden støtte af større brødre. Hver kvinders hjerte er fuldt af sorg og kvide, ene, uden håb, uden værge…
Nu når forvisningsordren til Maritzas by, men hendes broder er frigivet, dog stadig i fare. Soldaterne bryder ind alle vejene og bortfører mænd og drenge. Intet sted er sikkert. Maritzas ældste brodersøn, Stefan, må leve i et skjulested bag en mur i køkkenet, men Gud bevarer både ham og hans fader på forunderlig vis.
Engang beder Maritza nogle Tyske damer om at tage bolig iblandt dem, da hun mener, de ved deres nærværelse kan beskytte de værgeløse kvinder, der sikkert mod den tyske regerings vilje og vidende får en så grusom behandling. De afslår det, skønt Maritza bønfalde dem om på den måde at styrke de Armenske kvinders tro.
Siden spørge de hende, hvorfor armenierne ikke har så megen sympati for Tyskerne som for andre kristne nationer. Og Maritza svarer, at tyrkerne altid fortæller, det er tyskerne, som udtænker alle disse planer til lidelser og pinsler for armenierne. Og tyrkerne tilføjer: ³Når kristne bærer sig sådan ad, hvor kan i da dadle os!²
Maritza siger ofte, at intet er værre end at være en Armensk kvinde. De er rede til at dø, men bange for pinslerne. At tage gift er at synde mod Gud: Men at falde i tyrkernes hænder…
Alt det frygtelige, som fortælles Maritza af kvinderne, der begynder at komme tilbage fra exilet, forstyrrer dog ikke hendes gudsforhold. Hun siger, at selv om hendes tro til tider er svag og lille, så er hendes hjerte dog roligt, og hun føle sig tryg som et barn i sin faders arme, skønt hun ved, at mørket ruger over hende og hendes kære, og at de nærmer sig Dødens Skyggedale. –
Borgmesteren vedbliver at kræver penge af Maritza broder. Havde hun ikke betalt, var han blevet forvist og pengene røvet fra ham på vejen… På lignende måde berøves det Armenske folk sine penge, og det er ikke små summer, tyrkerne tiltvinger sig. Borgmesteren ved, hvem der besidder mest og kræver, hvad han vil. Alt hvad der findes af smukt og værdifuldt i Armenske hjem samles efterhånden i hans hus. Når armenierne græder og sørger, glæder tyrkerne sig og fejrer larmende fester.
Nu kommer den dag, da Maritzas familie må træffe forberedelser til exilet. Der hersker stor travlhed med madlavning, med syning af klæder og ordningen af de mange ting, som er nødvendige til en lang rejse. Mange kommer til professoren for at høre, hvad han har til hensigt, og hvad han vil råde dem til. Der er kun to veje at gå: Enten blive og gå over til Islam. Eller at gå – og lide døden for Kristus. Alle vælge det sidste. Og Maritzas broder opmuntrer de andre ved at sige: At møde døden er som at gå til bryllupsfest!
En gendarm, som flere gange under massakrerne har holdt hånden over familien, kommer til dem og begynder at græde som et barn. Ved i, hvor i skal hen? spørger han. Har i da ikke hørt, hvad der er sket med de andre? Ved i ikke, hvad der venter jer ude på vejene?
En mand, som det er lykkedes at flygte fra de deporteredes skare, bønfalder alle om at blive, hvor de er, da ingen kan forestille sig, hvad de vil komme til at gennemgå. Men Maritzas slægt ser det endnu som en lykke at skulle forlade byen og det grusomme folk.
Selv borgmesteren sender hilsen til professoren: Du hører til de uskyldige. Det gør mig ondt, jeg ikke kan redde dig. Men jeg lover dig højtideligt, at dersom en eneste armenier kan blive tilbage her, så skal du være den første.
En ægte tyrkisk udtryksmåde!
Atter går der rygter om så mange slags grusomheder udøvet på vejene, og de, der endnu ikke er kommet af sted, forsøger ethvert middel for at blive.
Professoren har engang givet timer i kemi på kollegiet. Nu påtænker tyrkerne at starte en tæpperfabrik og giver ham frihedsbrev, for at han kan lave farver til fabrikken. Men alle andre, som ikke af en eller anden grund kan frigives, må bort.-
Det er det, som forekommer langt værre end død og lidelser, nemlig at fornægte frelseren.
I århundrede har armenierne levet blandt tyrkerne og bevaret deres religion. De har ikke givet dem deres døtre til ægte på få undtagelser nær, og det regnes da for en stor skændsel.
Nu er det anderledes. Så snart en tyrk ønsker en Armensk pige, kan han få hende. Og mange pigebørn tvinges med strenghed til at tage tyrkiske mænd, fordi det bliver lovet, at de derved kan redde deres familier fra døden. Som oftest blive det en skuffelse. Tyrken tage pigen, men sender dog familien i landflygtighed.
En af pigerne i Maritzas skole blev fanget i en sådan snare. Hun er smuk og dygtig, og efter længe at have søgt at undgå efterstræbelserne, bliver hun til sidst givet til en tyrk.
Da skolen efter lange tiders forløb atter åbnes, fordi man tror sig en smule mere sikker, sidder Maritza en dag i sin klasse og giver en time i historie. Det banker på døren, og en henrivende kvinde i tyrkisk bruddragt står på tærsklen og hilser på sin tidligere lærerinde, som ikke straks kende hende. Men da hendes hånd ligger i Maritzas, formår denne næppe at holde tårerne tilbage. Hun forstår, den unge kvinde har mistet sin forstand. Hun taler, ler og synger, men hendes hjerte er knust…
Mange kvinder er bange for at blive i byen og fortrækker at møde farerne på vejene. Derude tager mange livet af sig, om de da får lov af tyrkerne. Men ingen kan tænke sig eller tro, hvilke frygtelige ting, der hændte på vejene… Ord kan ikke beskrive, hvad armenierne måtte opleve i denne tid. Uden tilflugtsted, uden beskyttelse, i dag og nætter under åben himmel. Det vil vel heller ikke være ret at gøre et forsøg på at beskrive det. En dag, for Herrens trone, vil dog alt blive åbenbaret.
Men medens så mange landsmænd går gennem dødens skyggedale, bevarer Gud nådigt Maritza og hendes slægt. Og dog føler de stadigt, hvordan døden lurer på dem. Når gendarmerne ³arbejder² i deres kvarter, søger de gerne til deres skjulesteder, ikke blot af frygt for livet, men ligefrem for at slippe at høre deres vilde larmen og se deres djævelske udtryk. De synes, som er de ganske blottet for menneskelige følelse. Deres sværd sparer hverken oldingen eller det spæde barn.
En ung tyrk træder en dag ind til sin fader, der just har sin bedestund, og siger: ³Fader, jeg har lige dræbt en mand. De andre fortalte mig, hvilken fornøjelse det var. Og nu har jeg altså prøvet det!²
Faderen svarer: ³Godt, min søn² så vask dine hænder og bed din bøn!²
Alt dette forfærdlige hænder just i Ramazantiden. Tyrkerne er meget religøse og mener, at Gud er særligt med dem. Deres huse er fyldt med alle mulige gode sager, mens armenierne har mistet alt og intet kan købe. Tyrkeren er stolte over deres held. De siger: ³I har ingen Gud!² Eller: ³Jeres Gud har jo ingen magt. Før eller siden vil alle mennesker gå over til Islam. Om kort tid bliver alle tyskere og deres konge, Wilhelm, Muhamedanere, og da vil der ingen kristne blive tilbage i dette land!² –
Alle kirker er ødelagt, korsene brækkes i stykker og kastes på jorden.
En nat hører Maritza, at en kirke i nærheden skal rives ned,
Hvor de bad for den den nat! og den står endnu! – men korset på kirketårnet var blevet sønderbrudt af en tyrk, som ³ikke kunde holde ud at se på det.²
Han døde kort efter.
Som Daniel tilbringe de kristne tiden i en gloende ovn, mens tyrkerne står og venter på, om Gud er i stand til at udfri dem. Maritzas Bibel er stadig hendes trøst. Hun læser salmerne og profeterne.
Rygtet går, at armenien er solgt til tyskerne, og at de skal erstatte de deporterede. Skulde der dog ikke i hele verden findes mænd, der er mægtige nok til at kunne spare landet for de forfærdelige lidelse, spørger Maritza.
Flokke af deporterede kommer fra alle mulige egne. For at de føres videre. Hvorhen? kun Gud ved det. De skal vandre gennem dale, over vidder, over højder og bjerge. De skal dø…
De skal vandre ad triste, hårde, stenede veje, strejfe om i måneder for at nå et eller andet sted, hvortil de under almindelige forhold kunde komme på få dage.
Det lykkedes enkelte at flygte bort fra skaren. De når gaden, hvor Maritza bor, men nogle dør kort efter udmattede af vejens lidelser. En kvinde, Henazant, kommer med to børn, en dreng og en pige. Drengen er kun lille, men hun har klædt ham som pige for om muligt derved at redde sin søn.
Hvad Henazant fortæller Maritza trodser enhver beskrivelse:
Først samlede de alle mænd og store drenge i vor by og dræbte dem på den grusomste måde. Nogle skar de i små stykker. Andre mishandlede de, mens de endnu var i live, skar næse og tunge af dem og stak deres øjne ud
…De udfandt forskellige måder at dræbe deres ofre på og brugte flere slags våben: Pile, økser, stene, alt for at spare ammunitionen. De helt- eller halvdøde legemer samledes og brændtes. Kvinderne rev de klæderne af, førte dem hen til bålet, tvang dem til at stå og se derpå og sagde: Varm jer nu!
Henazant så, at da kvinderne førtes ud på vejene og nærmede sig en bro over floden, tog mange af de unge hverandre i hænderne og kastede sig i vandet. Men soldaterne tillod dem ikke at drukne sig. De skød på dem og trak dem op af vandet, besvimede og halvt vanvittige af angst. Så tog de dem…
Alle kvinder måtte gå nøgen på hele rejsen med de små børn på ryggen. Hannah, Henazants svigerinde, bar to små børn, to halvdøde stakler, på sin ryg, skønt hun var frugtsommelig. Trods sin svaghed blev hun tvunget til at gå nøgen i den brændende sol.
Aa, det var en fortvivlet stilling for kvinderne. De unge piger blev skændet alle, alle. De små på 10 – 12 år døde af mishandlingerne. Henazant så det altsammen.
Kvinderne gemte deres penge i mundhulen, da tøjet blev revet af dem, eller de gravede dem ned i jorden på de steder, hvor de lå om nætterne. Siden gemte de dem i de indvendige dele. Men soldaterne skar deres underliv op for at få pengene.
En mand blev dræbt, mens hans 8-årige søn så på det. Drengen kastede sig ned over sin fader, klappede hans knæ og jamrede: Papa!, Papa! De har dræbt min Papa!
Han græd og klagede og blev ved at gå rundt om den døde fader. Alt dette og meget mere har Henazant selv set.
Maritza og hendes famile var indelukket i deres huse. De blev betragtet som fanger og kom kun i berøring med de deporterede, som flygtede ind til dem.
En dag kom der en kvinde, svag og elendig, døende. Hvor blev hun lykkelig, da hun forstod, hun var blandt armeniere! Hun turde næppe tro det, men blev ved at spørge: Er i armeniere? Er i virkelig armeniere? –
Fængselsopholdet havde undergravet professorens helbred. Han sygnede hen, og Maritza var fortvivlet over at se ham blive svagere og svagere. Men han priste Gud, fordi han lå i sin seng, i sit hjem. Han døde ganske stille med et yndigt smil på det fine, kloge ansigt.
Det var frygtelig svært for Maritza at miste ham, men hun vidste, at Gud deler vore smerter og vanskeligheder med os. –
Siden lever hun stedse i angst for broderens sønner, Stefan er endnu ikke gammel nok til at blive soldat, men forlængst gammel nok til at dø, fordi han er Armensk dreng! Han må leve skjult, og denne kloge, dejlige dreng skal dræbes langsomt tomme for tomme ved at tvinges til at leve indespærret og uvirksom.
Til sidst lykkedes det ham dog sammen med nogle andre at flygte over bjergene, mens familien tilbringer søvnløse, angstfulde nætter. Altid beder de for ham, sikre på, at Gud er almægtig. Og endlig kommer der brev fra ham. Han er havnet i Amerika i gode forhold. Gud har ført ham vidunderligt, skriver Maritza. Ham alene æren! –
Da Stefan er borte, føler den 12- årige Nubar sig som den, der efter faderens død skal være familiens støtte. Han lærer guldsmedehåndværket og tager somme tider sin yngste broder med på arbejde.
Men Armenske arbejde betales dårligt. Et barn må arbejde strengt en hel dag for at tjene så meget som til et lille stykke brød.
Nubar fik sin lille butik og arbejdede så godt, han kunde. Men da vejene åbnedes for automobilfærdsel, blev han sendt til Europa. Gud hjælp ham og vil også føre ham fremdeles. – Men på den måde blev de forskellige medlemmer af familien skilt, og det var svært for de tilbageblevne.
Dog gennem alt dette har Maritza lært. at hvor tunge og store end lidelserne kan være, så er dog Guds trøst større og hans kærlighed mere dyrebar!

Nu er det Haiganoush, der fortæller:
Først kom Kurderne og udplyndrede os. Vi forlod hjemmet, efterladt alt, endog brødene i ovnen. Vi kom til en Kurdisk landsby og blev der omtrent 2 uger. Så begyndte også de at forulempe os. De slog Hagop’s søn ganske forfærdeligt, kastede ham til jorden, satte sig på hans bryst og piskede løs på hans hoved og arme.
Så en dag sagde de til os, at nu kunde vi gå. De skar vore mænd i stykker, før de dræbte dem, siden lagde de dem på en kærre og kastede dem i floden. De begyndte deres arbejde, før sol stod op, og var ikke færdig, da den gik ned. Om aftenen tog de de smukke piger, konerne og drengene. En af dem flygtede og fortalte, at bagefter var alle de andre blevet dræbt – også de små børn…
E Kurdisk kvinde tog mig ind i sit hus. Hun vilde give mig til en af sine sønner, som havde en afskyelig sygdom. Jeg ventede et lille barn, men de forsøgte at dræbe barnet før fødslen. Derfor holdt de mine hænder, lagde mig på jorden, og trods min gråd og jamrer blev de ved at rulle en sten hen over mit underliv. Desuden sparkede de mig. Barnet blev dog først født, da dets tid kom, men det var dødt.
Kurderkvinden førte mig hver dag hen til en vej, hvor alle de forviste kom forbi. Jeg så dem i flokkevis og kunde bare græde, græde. En dag sagde de, at præsten og hans ledsagere skulde komme. Og alle Kurderne løb med dragne sværd til stedet. Da de kom tilbage, fortalte de, at de havde dræbt præsten og 15 andre. Og det var de første deporterede, vore professorer, nogle lærere og købmænd, byens betydeligste mænd!
En dag så jeg noget forfærdende. Det var en mænd, der ligesom en slagter dræbte 210 mænd, som var det kvæg. Og han sagde: Se, hvor mine hænder skinner! Se, hvor store ting, jeg har udrettet!
Han arbejdede fra morgen til aften. Men da han var færdig med sit dagværk og gik hjemad, faldt han om og døde. Og i de følgende 3 dage døde 11 mennesker i hans tre broderes hus, så kun en kvinde og en hest var tilbage af alt levende. –
Engang, da de så mig bede, forbød de det. Jeg sagde: Jeg vil bede!
Men den unge mænd, som vilde gifte sig med mig, styrtede imod mig og truede mig med en bøsse. Jeg flygtede ud i laden og gemte mig der i tre dage og nætter uden at få det mindste at spise eller drikke. Så var der en Kurd, som hjælp mig til at flygte. Jeg kom til de amerikanske missionærer og var frelst.

Dagene glider roligt hen, uden forstyrrelse af nogen art. Næsten for roligt, synes Maria. Hvor kan man have lov til at leve sådan, når der endnu lides derover. Hvis det ikke var det, at de havde sagt, hendes nerver absolut behøvede ro nu, så… Men de truer jo med, at hun aldrig vil få tilladelse til at rejse ud igen. Altså må hun finde sig i dette ørkesløse liv endnu en tid for at samle kræfter. For der behøves mange kræfter, om man skal kunne blive til hjælp derude. En god Majrig (Moder) for de mange forældreløse, hjemløse stakler. Hvor ofte havde de små ikke stået halvnøgne uden for hendes dør og råbte på brød! Og havde de så blot fået et stykke, så lille og tyndt som en hånd, var de straks gået bort tilfreds for den dag…
Atter sidder hun ved skrivebordet og fordyber sig i breve og optegnelse. Det må hun da i det mindste have lov til! Selv om de siger, at hun burde lade alle tanker om det ulykkelige land hvile. Som om man kunde det! Som om man formår at bringe hjertet til at tie!
De mindste småting får hende jo til at mindes så en, så en anden af alle disse forfulgte. Hvor tydeligt ser hun hende ikke for sig, den lille, nu 12-årige Onig, som hun stod i hendes stue og fortalte.
³Fader flygtede. Moder, min 5 søstre, min lille broder og jeg blev jaget af sted med de andre. Vi skulde fra Erzeroum til Erzingan, tre dages rejse.
D førte os rundt i en måned! De tog vore klæder, lod os kun beholde pjalter. Vi måtte give vore klæder for brød. De førte os uden om kilderne. Alt vand måtte vi købe af dem. Så drak vi af mudderpøle.
Før vi nåede Erzingan blev mange dræbt. Hovederne blev hugget af dem, og de blev kastet i lange grave, som Armenske soldater havde gravet. Lille broder død på vejen. Om natten dækkede vi os med et stykke tøj. Men engang ved midnatstid blev der pludselig råbte: Nu kommer Kurderne!
Så løb vi. Mange piger blev taget. Moder skjulte os, så de ikke så os.
Soldaterne bragte de dræbtes klæder og tvang kvinderne til at vaske dem. Da vi nåede floden Eufrat, sagde moder: Lad os alle kaste os i vandet!
Men min søster og jeg vilde ikke, fordi vi så så mange lig flyde ned ad floden. Jeg så en kone kaste sit barn ud, men soldaterne trak det op igen. Mændene var bange. De holdt hinanden i hænderne og løb. Men Kurderne løb efter dem. De flygtede skrigende, og kvinderne kastede deres børn fra sig.²

Og den 15 – årige Araxi fortæller:
³Det var en onsdag, vi alle forlod byen. Vi havde solgt alt. Min 20 – årige broder var taget af politiet og sendt ud sammen med andre unge armeniere for at grave en dyb grøft, så lang som 3 dages rejse til fods. Politibetjente gik rundt i byen og jog de unge mænd ud med piskeslag.
Fader vidste, at vi skulde dræbes, men sagde det ikke til os børn. Vi drog ud med mad, klæder og en del penge. Da vi kom uden for byen, gik det op for de fleste, at de skulde dø, og de begyndte at jamre højlydt.
Nu blev vi ført over bjergene, hvor der ingen stiger fandtes, og vi måtte i to dage klatre op ad høje skranter. Endelig gik det nedad, og vi nåede Eufrat. Der stod soldater ved floden, som sagde, at hvis mændene gav deres penge, vilde de ikke blive dræbt. – Vi sov ved flodbredden den nat, men om morgenen forlangte soldaterne flere penge og truede med, at Kurderne ellers vilde komme ned fra bjergene og dræbe os. Min fader betalte atter, ligeså de andre. Så lagde mændene sig ned for at hvile. 10 minutter efter begyndte skydningen. En regn af kugle faldt over os, og mange døde. Så sagde moder: skal vi dø, så lad os dø først!
Og hun og alle de andre kvinder lagde sig ovenn på deres mænd for at dække dem. Skydningen blev ved til morgen. Det var så mørkt, at vi ikke kunde se hverandre. Alle råbte og skreg i munden på hverandre.
Da det blev morgen, stod vi alle op, lod vore sager ligge undtagen pengene og løb i byen, som kun lå 4 timers gang derfra. V i sagde: Dræb os her! lad os ikke komme bort herfra!
Dengang blev mange familiers medlemmer skilt ad, fordi en del var blevet tilbage ved floden. Nu kom gendarmerne løbende. De sendte bud til Valien, at folket vilde tilbage til byen, og at de måtte have hjælp. En time efter kom der tyrker og Kurder med kniv og bøsse og begyndte at dræbe mænd og kvinder. Små børn blev nedtrampet eller stødt omkuld med knive og bøsser, så de døde…
Da vi alle forstod, at nu skulde vi dø, samlede fader os børn omkring sig og talte med os om døden. Moder bad. Vi græd og kyssede hinanden.
Så faldt tyrkerne over os. En mand, som fader kendte meget godt og tit havde haft forretninger med, kom løbende med dragen kniv, idet han råbte: Lad mig have den første chance!. Moder sagde: For to dage siden lovede du at beskytte os, og nu er du den første til at dræbe os. Skån os dog!
Fader gav ham et guldstykke, og så lod han os gå.
Lige forinden havde fader i al hemmelighed givet moder en pose penge, fordi han tænkte, de var sikrest gemt hos hende. Men det havde en mand dog set. Han trak moder hen til en groft, hvor han kastede hende ned, rev hendes klæder af og truede hende med en kniv til at udlevere pengene. Da kom en ung mand, en af vore venner, og kastede en stor sten i hovedet på røveren. Blodet strømmede ned over hans ansigt, og moder så sit snit til at rejse sig og flygte. Så løb vi alle ned mod floden igen. På vejen fandt vi bedstefader, som de havde halshugget. Atter stod vi ved Eufrat. Og de begyndte igen at myrde og plyndre. Mange kastede sig i vandet. Moder kaldt på mine to små søstre og sagde til dem, at de skulde kaste sig ud. Men jeg vidste fra skolen, at det var synd. Det har Jesus sagt. Jeg spurgte fader om det. Han sagde også, de måtte ikke gøre det. Imens var moder sprunget ud og stod i vand til halsen. Jeg løb hen og sagde til hende: Hvis du ikke er bange for Gud, så gør det! Men moder råbte: Jeg kan ikke skilles fra jer! Så sprang mine brødre ud og bragte hende i land.
Min ældste søster var gift og havde to små børn. Hun vilde kaste sig ud med dem, men fader tillod det ikke. Så gik hun lidt bort med den mindste bundet fast på ryggen og kaldte på den femårige, lille pige. Den lille blev glad, hun troede, hun skulde bade, og det var frygteligt varmt. Men jeg forstod, det var min søsters hensigt at skubbe sin lille pige ud i bølgerne og selv følge efter med den anden på ryggen. Jeg skyndte mig at sige det til fader, og han kom tids nok til at forhindre det.
Min broders kone vilde også drukne sig med sine to småbørn. Hun fandt et sted, hvor bredden var stejl og glat og lod, som om fødderne gled fra hende, men fader og jeg redede hende.
Fader blev syg, men han måtte stadigt gå med os andre. Vi skulde over floden. Der var så mange mennesker, og bådene var få og små. Fader, som var så svag, led meget på overfarten, og to dage senere døde han. Men han blev tvunget til at gå lige til det sidste! – Vi blev ved at vandre ad stejle og stenede veje, uden vand. Kom vi til en vandpyt, måtte vi betale 5 piaster for en lille, tyrkisk kaffekop fuld af vand. Og så måtte vi endda kæmpe for at få det. – Efter regnen blev vandet mudret, så måtte vi drikke af floden, som var rød af blod. Vi var sultne. Brød kunde ikke længere fås for penge. Så spiste vi græs, når vi kunde finde det. Mange blev så syge, at de ikke kunde gå længer, men blev tilbage. Så dræbte soldaterne dem eller kastede dem i floden. Andre lod de bare ligge, så de kunde dø af sult. Blev et barn så sygt, at det ikke kunde gå længer, tillod de ikke nogen at blive hos det. Blev en moder for syg til at gå, og børnene bad om lov til at blive hos hende, så nægtedes det. De dræbte børnene eller drev dem videre, og de syge blev liggende, så gendarmerne, som fulgte efter, kunde dræbe dem. Soldaterne plejede at sige: I skal alligevel hen at dø et eller andet sted, så det vilde være synd at spilde en kugle på jer nu! –
Vi gik i to måneder. Så kom vi til byen S. Hver aften forlangte soldaterne 1 Lira for hver person. Gav folk dem ikke, dræbte de dem.
I byen blev vi i 3 dage og fik en smule brød. Vi var syge og nøgne og rædsom snavsede, fordi vi ikke var blevet vadsket i 2 måneder! Vi var fulde af lus og bad om at få en saks til at klippe håret af. 5 Piastre for hver! Vi kunde også få lidt vand, da lejrpladsen var nær en grøft. Efter de 3 dages hvil, blev vi atter drevet af sted. Vore fødder var opsvulmede, så vi næppe kunde flytte dem. Jorden var ophedet og brændte som ild, da vi hverken havde strømper eller sko. Nogle af os forsøgte at tage de få pjalter, der sad på de dødes legemer, og vikle dem om fødderne.
Da vi atter havde gået i fire dage, led vi frygteligt af tørst. Vi opdagede en grøft lidt borte og betalte to drenge for at hente vand. Mens drengene var i færd med at drage det op, kom der Kurder og huggede deres hoveder af… Så så vi nogle officerer nærme sig, og alle kvinderne begyndte ar råbe: Aa, de vil frelse os! – Vi begyndte at håbe. Men ak, de kom blot for at hente de få mænd, som endnu var iblandt os.
Nu var vi oppe på et højt bjerg. Og mændene fik befaling til at gå ned i dalen ad den stejle skråning. De måtte adlyde. Og de, som formåede det, løb nedad. Men de syge, som ikke kunde, blev sparket og rullet ned ad bjerget. Min store broder, den eneste, jeg havde tilbage, og som var meget syg, blev slået med bøssekolber og rullet ned. Når han blev standset af et klippestykke, sparkede de ham igen, indtil han kom helt ned. Jeg fandt ham siden i en frygtelig tilstand.
Derpå jog soldaterne kvinder og børn videre. Næsten alle kvinderne var ude af sig selv af fortvivlelse, fordi de nu ingen mænd havde til at beskytte sig. Soldaterne blev ved at kræve penge. De lod os standse på bjergtoppen i den brændende hede, uden brød, uden vand. Vi vidste, det betød døden at blive deroppe, og mødrene efterlod de små børn der, for at de hurtigt kunde få ende på lidelserne. Jeg glemmer aldrig, at da jeg vendte mig om, kunde jeg ikke se bjergets stene. De var dækket af en klynge grædende småbørn, lige fra nyfødte til 6-7 års alderen. De lå der og råbte: Moder! Og skulde jo bare vente på, at den barmhjertige død hentede dem…
Atter vandrede vi en måned og nåede byen M. Der stod vi i en store flok uden for murene i 3 dage. Den sidste dag kom der tyrker og vilde have nogle pigebørn. Moder bad mig gå med dem, fordi hun håbede, at hun selv, mine to små brødre og min lille søster vilde blive fri, hvis jeg gik med en tyrk.
Jeg gjorde det og blev i det tyrkiske hjem nogle dage, men græd hele tiden, fordi jeg længtes efter, at moder og mine søskende skulde komme, som tyrken havde lovet.
Da jeg havde ventet i fire dage, fortalte han mig, at min moder var myrdet. Da mistede jeg forstanden og var syg i tre måneder. De bragte mig til den gregorianske kirke, hvor en masse syge var samlet.
Men en dag kommer der politibetjente, som siger, at nu skal vi gøre os rede til at gå ud igen. Politiet bevogtede alle døre. Og da det blev mørkt, lagde de os syge mennesker, ca. 200 i tallet, på de vogne, som ellers bruges til at bortføre gadesnavs i. Vi blev ført til Tigris, til et sted, hvor mange allerede var blevet dræbt. Deres lig lå der endnu…
Så fløjtede soldaterne, og der kom en hel flok Kurder. Vi lå stadig i vognene. Der kom en tyrk og spurgte, om jeg vilde gå med ham. Jeg nægtede det, men han trængte ind på mig. Jeg sagde stadig nej. Så var der andre unge piger, der begyndte at kalde: Effendi, jeg vil, jeg vil med dig! Så sagde jeg også, at jeg vilde. Og han kom og tog mig. Men da han opdagede, at jeg var snavset og fuld af utøj, skubbede han mig hen mod et tjørnekrat. Der befalede han mig at tage min kåbe af. Han troede, der var penge i den. Først nægtede jeg det, men siden tog jeg den af, fordi han truede med at dræbe mig. Han gik bort med kåben, mens jeg blev stående i tjørnekrattet på højen og hørte de andre skrige, når soldaterne dræbte dem. Længe efter blev vognene kørt tomme tilbage. De spurgte, om jeg vilde til byen igen. Jeg sagde ja, og de puttede mig ind i en vogn. Siden blev jeg anbragt i en stald blandt hestene. Jeg var meget syg. De gav mig en sten under hovedet og et stykke sækkelærred at ligge på. Lidt sort brød fik jeg at spise og vand af en rædsom snavset skål, der havde været brugt til høns og ikke var renset siden. Det var koldt, og jeg havde næsten ingen klæder på. Tre dage senere løb jeg derfra. På gaden mødte jeg en kvinde, der så ud som en kristen. Hun hjælp mig, så godt hun kunde.
Efter nogle dages forløb blev jeg atter indfanget og anbragt i en kirke sammen med andre syge. Der var jeg længe, så flygtede jeg tilige med en anden kvinde. Vi kom til en tyrkisk familie og blev slaverinder. Men jeg var altid syg og blev tyndere og tyndere. Så var det, jeg hørte om det amerikanske hospital og kom derhen.²

Maria hæver hovedet og ser ud ad vinduet, op mod den solmættede, varmedirrende luft.
Hvor husker hun ikke den dag, da Araxi kom! Hun var i den elendigste forfatning, næsten nøgen, snavset, kun skind og ben. Og så, inden Maria drog hjem, var Araxi den sødeste og kønneste, unge pige, som hver dag takker Gud, fordi han holdt hende oppe gennem alle farer og gav hende tid til at leve og arbejde. Og dog er alle de ydre forhold ganske forandrede. Før var hun omgivet af forældre og søskende, rig og forvænt. Nu er hun lykkelig over at være kommet ind mellem andre forældreløse stakler. Hun er taknemmelig over at få lov at leve, selv om hun ikke kan få anden mad end tørt brød og lidt suppe…
Maria sukker dybt.
Hvad har ikke denne fine, uberørte kvinde set og oplevet! Hvilke minder har hun ikke!
Men Maria ved, at hun ser frem til den dag, da hun skal møde sine kære hos Gud. Og mens hun venter på den dag, gør hun, hvad hun formår, for at hjælpe de mange små, der ligesom hun har mistet både fader og moder, og som har gennemgået de samme frygtelige lidelser.
Maria ser hende for sig, som hun går om mellem de andre med det yndige, smilende udtryk, så rolig, så sød og så hjælpsom, skønt hendes unge hjerte har dybere sår, end tiden kan hele.
Maria folder hænderne. Aa jo, det er nok værd at leve for at hjælpe nogle af disse stakler!

Varsenig, en sød, stille, beskedent pige på omtrent 18 år, som nu er optaget i det amerikanske børnehjem.
Hun fortæller:
³Det var en onsdag morgen, fader, moder og jeg forlod byen sammen med 2000 familier. Vi overgav vort hus med alt, hvad deri fandtes, til tyrkerne i den tro, at vi, som det var lovet, om 3 måneder vilde kunne komme tilbage og atter tage vore ejendele i besiddelse. Da vi samme aften gjorde holdt, kom Kurderne og overfaldt os. De kastede sig over folk og forsøgte at kvæle dem, hvis de ikke fik penge. Mange kvinder besvimede af angst og aner ikke, hvad der skete med dem.
Moder havde gravet vore penge ned i jorden på det sted, hvor vi lå.
Hen ad morgenstunden kom en skare Kurder ridende. En af dem red hen til os, krævede penge og slog fader så frygteligt over ryggen med en tyk stok, at han næppe kunde rejse sig. Moder havde fået pengene frem, og nu kastede hun en pung hen til Kurden. Så slap han fader og overfaldt andre. Imens Kurderne havde travlt med dem, lykkedes det os at slippe ud af skaren. Vi løb og løb, i hele to timer, uafbrudt, hjemad mod vor by. I nærheden af den skjulte vi os i en kornmark. Alt, hvad vi havde haft med af føde og klæder m.m. var efterladt på det sted, hvor vi overnattede. Nu havde vi kun pengene; men vi vovede ikke at gå ud af kornmarken. I fire timer skjulte vi os der og led forfærdeligt af tørst. Vore tunger var som træ, vi kunde ikke tale.
Der kom en tyrk med et stort spyd hen til os. Han truede os og forlangte penge. Moder gav ham en lille pakke guldstykker, som hun havde skjult på sig, og han fjernede sig. Siden opdagede vi en grøft med snavser vand. Vi drak deraf og kunde så atter tale lidt sammen og takke Gud, som havde frelste os. I det samme kommer en stor dreng hen imod os. Vi anede intet ondt, før han trækker en dolk frem og farer løs på fader, hvis hals næsten blev skåret helt over. Så løb moder og jeg, alt hvad vi kunde. Drengen efter os. Men han faldt, og vi slap fra ham ned til en flod, hvori en masse mennesker havde druknet sig. Jeg spurgte moder, om vi ikke også skulde kaste os i vandet, men moder sagde, vi måtte holde ud. Lidt efter kom der en soldat og jog os hen til en stor flok forviste. Vi havde ikke troet, der var så mange tilbage, fordi vi havde set de mange lig i floden. Soldaten blev ved at drive os frem. Han vilde dræbe mig, men jeg havde en pung med to Lira. Dem fik han, og så lod han mig leve.
Nu var vi midt i en store skare, udmattede, dødtrætte, ude af stand til at tale eller gå. Hver gang vi havde mødt nogle Kurder, havde vi måtte give dem af vore klædeningsstykker for at få lov at være i fred.
Den aften sagde soldaterne til os: enten giver i 300 Lira, eller i må dø!
Vi samlede pengene sammen og fik da lov at sidde i ro på vejen den nat. Men vi fik intet at spise. Og næste morgen blev vi drevet op ad et meget højt, stejlt bjerg i brændende solhede. Vi kunde næsten ikke slæbe os af sted, men soldaterne piskede løs på os, så vi måtte gå. Vi tiggede om at få en smule vand, og soldaterne solgte os lidt i dyre domme.Trods al vor trængsel og angst turde vi ikke græde, for at mund og hals ikke skulde blive endnu mere tørre…
Dagene gik, den ene efter den anden. Jeg ved knap hvor mange. Men hver aften forlangte soldaterne penge, og vi gav, så længe vi havde. Hver nat kom tyrker og Kurder og soldaterne og tog de unge piger for at mishandle dem. Der var en skrigen, gråden og jamrer alle vegne. Kuglerne peb os om ørerne, og det var bælgmørkt.
I to måneder vandrede vi frem og tilbage over de høje bjerge. Så blev moder syg og kunde ikke følge med. Jeg vilde blive hos hende, men soldaterne skubbede mig ud i en af de både, der skulde føre skaren over floden.
Ovre på den anden bred slap jeg bort fra de andre og gemte mig til næste dag. Så sprang jeg i en båd og kom atter over. Jeg fandt mange syge og blandt dem min moder. I 8 dage blev jeg der og plejede hende, så kom en soldat og rev mig med sig. Siden har jeg ikke set min moder…
Moder havde syet sin kjole sammen med min, for at vi ikke skulde blive skilt i trængslen, men efterhånden havde vi mistet alt vort tøj og var næsten nøgne.
Endnu en måned gik jeg med skaren, så kom jeg til en store by, nøgen, syg, kraftesløs, med opsvulmede fødder. Soldaterne lod mig ligge på gaden, de troede, jeg var omtrent død. Men den amerikanske doktor fandt mig og gav mig medicin. Så tog tyrkerne mig til deres børnehjem, for at jeg skulde hjælpe med at passe børnene. Derfra kom jeg til et hospital for at pleje de syge, men jeg løb bort og kom til det amerikanske børnehjem.²

En efter en træder de frem for Maria ovre i det fjerne land. Så tydeligt mindes hun hver enkelt.
Nu er det lille Abraham. En bleg og svagelig dreng, men så god og klog og lydig. Han er en af dem, som næsten har glemt at le. Da forfølgelserne begyndte, var han omtrent 8 år. Hans fader var landmand, han havde en søster og 2 små brødre.
En dag kom der gendarmer til hjemmet og forlangte våben. Der fandtes ingen.
Alle de unge mænd var sendt bort. Man sagde, de skulde være soldater. Nu kom de og tog alle drenge fra 10 år og derover. De bandt dem sammen, så Abraham, men mere ved han ikke om dem. Så var der kun kvinder og børn tilbage. Og en dag kom soldaterne og drev dem alle over bjergene. Abraham, hans moder og søster var med. De blev jaget af sted så hurtigt, at mange faldt. Men soldaterne jog hestene hen over dem, så de fleste blev trampet ihjel.
De nåede en kro, hvor de gjorde holdt, og soldaterne krævede penge. De, der ingen havde, blev pint, så der var en skrigen og jamrer.
Nu kom der en tyrk og kaldt på Abraham og hans søster og sagde, han vilde frelse dem. De var bange for at blive pint som de andre og gik med ham ned til floden. Men der trak han sin kniv og vilde dræbe dem. De løb fra ham, alt hvad de kunde, tilbage til skaren, hvor de fandt deres moder. Men den nat blev alle deres penge røvet fra dem. Om morgenen vilde de sælge deres sengetøj for at få lidt penge, men soldaterne piskede moderen og tog alt fra dem. – Atter nåede de en kro. Der kom en Kurd, som solgte agurker. Han sagde: Jeg søger en dreng. Hvem vil gå med mig?
Moderen rådede Abraham til at følge ham. Han gik også, men turde ikke være alene og bad Kurden gå tilbage efter hans moder og søster.
Men kun søsteren kom.
Da det blev mørkt, førtes den store skare over på den anden side af floden. Og hele natten hørte børnene skrig og gråd derovrefra. De rystede af angst, og da de om morgenen stod op, så de, at Eufrat var rød af blod, og alle menneskene var borte…
Abrahams tante og hendes lille pige var kommet ind i den samme landsby som han. Da Kurderne så hende om morgenen, krævede de penge, og da hun ingen havde, tog de alle hendes klæder. Så lagde de et reb om hendes hals, og to mænd trak i det hver fra sin side, til hun var død. Derpå smed de liget i vandet og druknede den lille pige.
Abraham så siden hver dag en stor dreng spadsere rundt i landsbyen iført tantens tøj!
En månedestid var Abraham og søsteren i denne Kurderlandsby. Og i den tid var floden altid rød af blod. Stadigt så de lig og stykker af menneskelegemer komme flydende på vandet…
En dag sagde søsteren til Kurden, at hendes onkel i Amerika havde sendt hende penge, og bad ham gå med til byen for at hente dem. Han gjorde det, og hun gav ham 10 Lira, hvorfor han lovede hende også at bringe broderen til byen. Alligevel beholdt han i 4 år og lod ham gøre strengt markarbejde, så lille og svag som han var. Hans kone slog drengen og var meget ond imod ham. Til sidst lykkedes det ham at flygte derfra. På sin flugt så han ofte de forviste skarer komme forbi. Da gemte han sig for ikke at blive taget med.
Han kom endelig til byen, hvor søsteren var, men vidste ikke, at hun levede. Han gik omkring og spurgte efter et børnehjem. Man viste ham tyrkernes, men der fandt han kun Kurderbørn. Så gik han bort og satte sig grædende på vejen, fordi han tænkte, at der nu slet ingen Armeniere var tilbage. Da opdager han en dag på gaden en dreng, der ser ud som en armenier. Han spørger ham, om der ikke findes et Armensk børnehjem. Han bliver vist op til amerikanerne. Og der finder han sin søster.
Aldrig kan Maria glemme deres glæde ved gensynet. Hun synes, det er en nåde, at hun fik lov at optage ham blandt de mange børn og der vise ham lidt kærlighed og søge at udslette indtrykkene af alt det grufulde, hans barneøje har set.

Så er der Diruhi, som med sin fader, en meget rig købmand, sin moder og 2 søstre måtte gå i ³Sevkiat². Sevkiat – Maria gentager dette tyrkiske ord, som betyder udvisning, og som har fået en så rædselsfuld klang i Armeniernes og deres venners øren. – Sevkiat –
Diruhi fortalte:
³Søndag den 8de juli 1915 drog fader, moder, mine søstre og jeg ud af byen med den store skare, som man sagde skulde til Urfa. Alle vilde være med blandt de første, fordi det gjaldt om i Urfa at finde sig hus og hjem, inden alt blev overfyldt. Alle drog af sted med vogne, heste, æsler og husgeråd. Dagen efter vendte halvdelen af de soldater, der havde fulgt os, tilbage til byen for at bringe en ny skare ud, der skulde samme vej som vi. De, der ikke selv havde æsler, havde villet leje nogle til at bære deres ting, men det blev ikke tilladt. Så måtte de lade tingene i stikken og vandre af sted med børnene.
Vejen gik gennem dale, over bjerge. Overalt lå der lig. Endlig nåede vi en mark, hvor vi hvilede. Der blev der sagt os, at Beyen fra den nærliggende landsby ønskede at se karavanens mænd og drenge. De blev så ført af sted med nogle få soldater som ³Vejvisere². Men de var ikke kommet ret langt, før vi så, at deres klæder blev taget fra dem, og kort efter hørte vi en skydning, som varede hele dagen. Jeg så en kvinde, som i fortvivlelse over sin mands skæbne kastede sig i floden, mens børnene stod skrigende ved bredden. Da hun var druknet, trak nogle Kurder det døde legeme op, tog klæderne og lod liget ligge hos de grædende børn…
Da vi siden var lejret i en dal, stormede Kurderne ned ad bjergene for at plyndre. Moder vilde forhindre, at de tog vore ting. Så huggede de hende i hovedet med en geværkolbe. Men Gud holdt sin hånd over hende, så hun ikke døde. Vi søstre græd hele dagen.
Næste morgen var vi alle meget tørstige. Vand fandtes ikke. Kun en grøft fuld af blod og lig. Men de, som var mest tørstige, gik dog og drak deraf.
Vi gik og gik, blev drevet frem… Da vi drog over floden, blev der sagt til dem, som endnu havde æsler, at de skulde lade dem blive, og de måtte adlyde.
Min ene søster døde, og vi begravede hende i sandet. Men næste morgen fandt vi hendes lig nøgent oven på sandet. Og vi havde begravet hende med klæderne på! –
Så en aften blev der sagt, at de, der kunde betale for sig, skulde blive ført til Urfa, de andre skulde drives ud i ørkenen. Men næste morgen blev vi alle uden undtagelse drevet ud i ørkenen, hvor vi måtte vade i det brændende sand, udplyndrede, næsten nøgne: Om natten blev vi overfaldet af Kurder, som dræbte mange. 2000 lig lå der om morgenen af vor karavane.
Den nat var moder kommet bort fra os, og vi frygtede det værste. Vi søgte, kaldte og spurgte, og om aftenen fandt vi hende igen. Det var mørkt, og vi lagde os ned for at sove. Pludselig føler jeg noget varmt på mit ansigt. Moder står bøjet over mig. Jeg spørger, hvad der er i vejen. Og hun fortæller, at Kurderne havde villet tage hendes klæder af hende. Da hun satte sig til modværge, huggede de hendes ene hånd af… Det var blodet fra såret, der dryppede ned i min ansigt. –
Atter blev moder borte fra os i trængselen. Vi ledte efter hverandre i 2 dage, så mødtes vi igen. Moders arm var frygtelig opsvulmet og smertede meget.
Solen brændte forfærdeligt om dagen, men nætterne var gruelig kolde, og vi havde næsten intet tøj. Vi lavede os fordybninger i jorden til at sove i, men led alligevel meget af kulde.
Og ofte kom Kurderne og mishandlede og pinte kvinderne for at få dem til at tilstå, hvor de havde gemt deres penge. Enkelte af dem oplyste dem om, at de havde slugt dem. Men da kastede Kurderne sig over dem, rev deres maver op og fandt pengene.
De kom også til min moder og forlangte penge. Hun havde ingen, men Kurderne troede, hun havde slugt dem som de øvrige. De dræbte min moder, mens vi så derpå, og søgte efter penge i hendes indvold…
Jeg så en kvinde ligge på vejen i fødselsveer. De dræbte barnet, så snart det var født. Jeg så… ja, hvad har jeg ikke set…
Da der så kom en tyrk og vilde have mig med til sit hjem i Urfa, gjorde jeg ingen modstand. Jeg blev en måned hos ham, så flygtede jeg, kom atter ind i en skare deporterede, som skulde til S. Der tiggede jeg på gaderne, blev taget af politiet og sendt til D., hvor man anbragte mig mellem mange andre på fæstningen. Vi fik der en smule suppe om morgenen, men havde aldrig lov til at gå ud. Og en dag førte man os så ud på en mark, hvor man lod os ligge. Vi var frygtelig sultne, men ingen gav os mad. Flere spiste græs og døde deraf. Det lykkedes mig at flygte tilbage til D. Der traf jeg en tyrkisk læge, som var på vej til H. sammen med nogle andre. Jeg fulgtes med dem. Somme tider gav de mig lidt at spise, somme tider fik jeg intet, og turen varede 4 måneder. Endlig kom jeg til H. og blev optaget i børnehjemmet².

Også gamle Bedros, landmanden, som er 65 år, måtte opleve tunge dage.
Soldaterne kom og søgte efter våben hos ham, men fandt ingen. So tog de 10 af landsbyens mænd og førte dem i fængsel. Et par dage efter kom soldaterne igen, og nu forlangte de, at der skulde leveres 28 vogne forspændt med heste eller okser. Lige så mange mænd skulde følge med som kusk og køre ammunition til slagmarken. Bedros blev en af dem. Fra andre landsbyer krævedes ligeledes befordringsmidler og kuske, så der samledes 240 Armenske vogne på sletten tillige med 270 mænd.
På vognene læssedes bøsser og krudt, og under ledsagelse af 150 gendarmer nåede de floden, hvortil regeringen havde forlangt, de skulde køre.
De så utallige lig af mænd og kvinder flyde med strømmen, og soldaterne sagde: Sådan vil vi også behandle jer!
De plyndrede dem for deres penge og klæder og piskede dem, men lovede, at hvis de blev muhamedanere, skulde de beholde livet.
Hver 3die dag fik de to små brød, ellers levede de af urter og græs, og de var under streng bevogtning.
De blev ført videre og kom til byen M., hvor forfølgelserne dengang endnu ikke var begyndt. Men indbyggerne levede i frygt for, hvad der vilde komme.
Videre gik det 2 dages rejse frem. Så blev vognene losset, og kuskene fik ordre til at køre dem tilbage til M. Imidlertid var denne by blevet beskudt med kanoner, og de fleste huse brændte.
Nu blev det bestemt, at kuskene skulde til D., men på vejen kom de over en stor plads uden for M., hvor der var samlet 4000 kvinder og børn fra den brændende by. Mange af disse blev anbragt på vognene, resten måtte gå til fods bagefter. Om aftenen nåede de en landsby, hvor de gjorde holdt. Natten benyttede soldaterne til at udplyndre kvinderne og voldtage de unge piger. Næste morgen blev skaren drevet videre, og efterhånden som de kom gennem landsbyerne, optoges flere og flere kvinder og børn, så der til sidst var over 6000, dog ingen drenge over 8 år. Da de kom til en større by, blev alle disse mennesker stuvet sammen i husene og dørene låset. For at berolige dem, blev der lovet dem brød, men i stedet for at sørge derfor, lagde soldaterne brænde omkring husene, overhældte det med petroleum, stak ild på hele landsbyen og indebrændte alle. Prøvede nogen på at flygte, blev de øjeblikkelig skudt ned. Ikke en blev reddet.
De 270 mænd sad et stykke derfra, men kunde intet udrette.
De kom med deres vogne til byen B. til D. blev der dagligt dræbt 10, så knap 200 nåede dertil. Derfra sendtes de til M. efter salt, som skulde bringes til en nærliggende by. I D. fandt de ikke en levende armenier. En tyrk spurgte en af soldaterne, hvad det var for folk, de eskorterede. Soldaterne svarede: armeniere. Og tyrken spurgte atter: hvorfor har i ladet dem leve? Vi er færdige her. De er alle kastet i kløfterne. –
Men soldaten svarede: Hvis vi dræbte dem, hvem skulde så køre vognene for os? –
Bedros så sin broder blive dræbt. Det skete, da soldaterne standsede ved en kilde for at drikke. Broderen gik hen til dem og sagde: Lad mig få lidt at drikke og så dø!
Soldaterne svarede: Hvorfor skal du have vand, før du dør! – De skød ham ned.
På vejen til D. lå der så mange lig, at vognene måtte køre hen over dem. Og alle var de nøgne. De mødte en enlig kone c. 70 år, som kom gående ganske nøgen.
Soldaterne sagde: Hvorfor skal hun dog gå her? og de gav hende en kugle gennem hovedet. Bedros og nogle andre fik lov at kaste lidt jord på hende.
Undervejs råbte en soldat til en af kuskene: Hvorfor hælder den pose sådan? – Jeg skal straks rette den! – svarede manden. Alligevel skød soldaten ham gennem skulderen.
Manden kastede sig ned for soldaten, kyssede hans fødder og bad om tilgivelse, men sank om med en kugle i brystet.
På et lille stykke vej dræbte de således 40 mænd. Dagen efter udtog de 15, førte dem lidt til side og skød dem.
Medens okserne græssede på en mark, traf Bedros en tyrk, som så en smule velvillig ud. Han spurgte ham derfor: ³Effendi, hvad skal der blive af os?²
Tyrken svarede: ³Alle armenierne skal dø. Hvis i da ikke bestemmer jer til at gå over til Islam.²
³Ja, men jeg er protestant!² sagde Bedros. ³Og protestanterne er jo givet fri.²
³Det nytte dig ikke, hvis du ikke flygter, før du når fængslet i M.!² svarede tyrken.
Næste dag kom de til denne by, hvor saltet skulde losses, og Bedros søgte nu en lejlighed til flugt trods den strenge bevogtning.
To af soldaterne, der stod ham nærmest, blev uenige ig begyndte at slås. Da lykkedes det Bedros at slippe bort. Han kom til den tyske missionsstation, hvorfra han blev sendt til den amerikanske. Der blev sørget for hans frigivelse, og han vendt tilbage til sin landsby, men fandt kun en ruinhob. Og af hans store familie var ikke en tilbage.
I to år blev han hos amerikanerne og passede stalden. Så blev han sendt til en landejendom, hvor amerikanerne har anbragt nogle børn, og hvor han passer bedriften og har opsigt med de større drenge.
Han er blevet gift med en ældre, Armensk kvinde og fører en nogenlunde rolig tilværelse.

Naturligvis synes Maria, det er godt at tænke på, at så mange af staklerne er nået i havn på en eller anden måde. Og har de end frygtelige minder at se tilbage på, så har dog de fleste gennem lidelserne bevaret troen på deres frelser.
Ak, men hvor få af den store flok er tilbage! og hvor er der meget, som svinder i hjertet! Mange rædselsfulde småtræk, hvis indtryk ikke kan udviskes. Mange ansigter, der trænger sig frem mellem de andres, mennesker, hun næppe tåler at mindes, fordi de måske kunde have været reddet.
Hun tænker på de hundreder af små forladte forældreløse, som kom til hendes dør. Som havde løbet rundt i gaderne på bare ben, iført nogle få pjalter. Hvor de frøs, da frosten og sneen kom! Med udrakt hånd stod de og sagde: ³Majrig, giv mig lidt brød!²
De små hænder og fødder var blå og opsvulmede. Børnene måtte gnide hverandre for ikke at få koldbrand.
Og hun havde ikke kunnet skaffe plads til dem alle. Mange, mange måtte vises bort, fordi husrummet ikke svarede til hjerterunnet, fordi hun manglede penge. –
Aldrig glemmer hun de 12-årige Sahag, der en kold vinterdag beskedent og bønligt bad om at få lov at komme ind. Og hun måtte svare: ³Jeg kan ikke nu, min dreng, måske om nogle dage!² – For der havde jo ikke været plads.
Han sagde intet, men listede sig stille bort, – lille Sahag.
Men havde hun anet, hvad der vilde ske, så var der vel blevet gjort plads, selv om der allerede lå 10 – 12 børn i hver seng beregnet for to. –
Men næste morgen, da hun gik for at uddele suppe til børnene og kom forbi vadskehuset, så hun en ligge i den varme aske. Det var Sahag, som hun havde vist bort dagen før. Men han var død…
Havde hun haft flere penge, så havde hun lukket ham ind. Men nu var det for sent. Og stedse bliver hun ved at tænke på, at hun jo har dræbt ham…
Endnu de mange år efter stod den lille dreng så levende i Maria Jacobsens erindring; ³havde jeg vidst, at han var ved at dø, da havde jeg taget ham ind, vist ham lidt kærlighed, inden han døde, men nu var det for sent. Så tog Gud ham selv hjem til sig. Det er det tungeste, jeg har oplevet, jeg glemmer ham aldrig.²
Alle disse små, som hun har samlet op på gaderne, hvor de lå og ventede på døden, de er så rørende taknemmelige. Mange af dem er fra rige og dannede hjem, men nu er de berøvet alt og lykkelige, blot de må være i børnehjemmet. Skønt de får meget lidt mad og fryser frygteligt i de usle, ødelagte boliger, hjemmet har måttet tage til hjælp, så glemmer de dog aldrig at takke Gud, Fordi de ikke er blandt tyrkerne eller på gaden.
Under krigen indløb pengeforsendelserne hverken så regelmæssigt eller så rigeligt som ellers, så mer end en gang havde hun manglet det nødvendigste.
Ofte må hun mindes hin morgen, da hun havde samlet børnene til andagt og måtte sige dem, at hun ikke havde flere penge at købe brød for.
Og børnene sagde alle som en: ³Vi går ikke til tyrkerne, Majrig, selv om du ikke giver os brød, vil vi blive hos dig!² – Men hvor der blev bedt i de følgende dage! Og hjælpen kom netop i rette tid både dengang og mange, mange andre gange.

Efterhånden som Maria læser, træder flere og flere frem for tanken. Underlige, tårevædede, blodfarvede billeder…
Nu er det Dudu, som beretter om sine oplevelser.
Hendes fader var død, men hun havde endnu sin moder og en broder.
Først så der så roligt ud i deres by, og de levede alle i de fredeligste forbindelser med tyrkerne. Så blev de rigeste mænd kaldt til regeringen. Der blev det betydet dem, at de måtte finde sig i et arrangement, der var truffet for at sikre tyrkernes stilling i byen. Det betød, at de måtte forlade byen og drage til H. Derpå blev hele byen omgivet af militær, og der posteredes gendarmer ved alle husene, for at ingen skulde indvige. De rigeste familier blev sendt af sted, alle deres ejendele læssedes på muldyr, og de blev indlemmet i den anden karavane til H.
³Moder måtte blive tilbage hos bedstemoder, som var syg, men jeg skulde med, da moder troede, det var det sikreste, og jeg kunde følges ned nogle slægtninge,² sagde Dudu.
³De to første dage var soldaterne gode imod os. Den tredje dag slog de os, spottede og lod os ingen ro. Vand gav de os ikke, men endnu havde de ingen dræbt.
Nær fæstningen P. mødte vi den første karavane og fik om aftenen at vide, at 20 af mændene derfra var blevet bundet på hænder og fødder, og det blev sagt dem, at de skulde føres tilbage til deres by, fordi Valien ønskede deres nærværelse.
Siden kom der 4 tyrkiske præster og 15 gendarmer og udtog en mand af hver familie, som skulde sendes til regeringen. Man forsikrede dem, at der intet ondt skulde vederfares dem, de skulde få en god behandling.
Alle havde vi opsvulmede fødder af den lange vandring, vi var trætte, men vi troede tyrkerne og håbede.
Næste gang gang blev der taget 2 mænd fra hver familie, og snart gik de ind i karavanen og udtog endog også drengene.
Vi anede uråd og skjulte vore penge, så godt vi kunde. Men tyrkerne svor, at både mænd og drenge vilde vende tilbage om en times tid, og alle trede dem.
Ledsaget af gendarmer bragtes de imidlertid i fængsel, og den næste dag kunde vi se en skare på 500 mand stå bundne på broen. Mange genkendte deres fædre og brødre. De blev kastet i floden, mens kvinder og børn skrigende så til.
Alligevel ventede mange kvinder endnu på, at deres mænd skulde vende tilbage. Men natten gik, og der kom ingen.
Derimod kom der mænd med muldyr, som skulde føre os til P. De forsikrede os, at vi snart vilde komme tilbage, og alle vore ejendele blev på stedet. Mange tvivlede nu og anede, hvad der vilde ske.
Før vi drog bort, havde vi nemlig set en tredje karavane komme. Alle var udplyndret og havde kun skjorter på. Der fandtes ingen unge kvinder eller pigebørn iblandt dem. Vi fik ikke lov at tale med dem eller give dem noget af vor mad, skønt vi firstod, de var meget sultne. Det lykkedes dog nogle af dem at komme med i vor karavane, og de fortalte, hvordan der var blevet plyndret og myrdet iblandt dem, og alle de unge kvinder var bortført.
Soldaterne blev ved at forsikre, at intet skulde ramme os. Nu troede vi dem ikke længere. Vi kom slet ikke ind i byen P., og alt, hvad vi ejede, var blevet taget af regeringen, mens vi havde været borte.
Vi gik langs floden og blev pludselig omringet af Kurder. Jeg så nu en Kurd trække klæderne af en kvinde og prøve på at kaste hende i vandet. Siden opdagede han, at det var en forklædt mand.
Nu var der folk i spidsen af vor karavane, som røvede og myrdede. De stjal vore kufferter og vor mad. Jeg løb bort, vilde tilbage og løb i en time. En masse mænd blev styrtet i vandet, pigebørn blev røvet. Vandets overflade var mørkt af døde og levende menneskelegemer. Børnene blev kastet i vandet, mødrene fulgte efter. Snart var der ikke flere småbørn at se. Vi var tørstige, men vandet var ikke til at drikke, så snavset og blodigt.
Da kom borgmesteren fra P. ud til os, og kvinderne løb ham i møde for at bede ham frelse dem. Han trøstede dem og sagde, det gjorde ham ondt, Kurderne havde gjort dem fortræd, men det skulde han nok sætte en stopper for.
Det blev nat, og der lød klagen og jamrer fra alle sider, mens Kurderne sang deres stykke sang og morede sig.
Vi var så tørstige, og der var vand ganske nær, men vi fik ikke lov at drikke.
Jeg opdagede, at der dog endnu var nogle børn i live og 6 drenge og mænd i kvindedragter.
Jorden var brændende hed. Kun sand alle vegne, ikke spor af græs. Vi var trætte af at vandre rundt og havde hverken sko eller strømper på vore sårede fødder. De fleste kvinder og børn var allerede døde, og de, som endnu levede, var i en frygtelig tilstand, mange af dem vanvittige. Sult og tørst pinte os. Mange tvivlede på, at Gud var til, men de gamle koner bad. Ingen kunde sove on natten, og om morgenen var mange syge.
Flodens vand var rødt af blod og medførte hoveder, fødder, lemmer… Alligevel måtte vi drikke.
Der kom udsendinge fra regeringen, som sagde, vi kunde frelses, hvis vi vilde blive muhamedanere, men ingen samtykkede.
Hver dag kom der folk ud af byen og tog de smukke, unge piger. Vi var altid sultne, og der kom brød fra byen, men ikke nok til en tiendedel af karavanen…²
Dudu fortæller nu, at hun fandt noget spiseligt, som hun samlede op og fortærede, men blev syg deraf og lå og ventede på døden.
³Om morgenen regnede det, og jorden var mudret. Alle lå imellem hinanden, og ingen havde noget at dække sig med. Jeg bad om at måtte komme ind i et hus i P. De lovede det, men det skete ikke. Om man så vilde give et guldstykke for en kop vand, var den ikke at få! –
Næste morgen skinnede solen, og klæderne blev tørre. Jeg var forfærdelig sulten, men brødet, som bragtes fra P., var gruelig dyrt, og der var ikke nær nok til alle. Jeg besluttede, at jeg vilde drukne mig som så mange af de andre unge piger, men nogle kvinder forhindrede mig.
Da vi havde holdt hvile på dette sted i 4 dage, kom borgmesteren igen, og kvinderne bad ham atter om at redde dem eller – give dem lov at drukne sig i floden. Han lovede beredvilligt at ville sende dem i sikkerhed til større byer. Men de, som skulde til den første by, måtte passere broen, og det var de bange for, så alle bad om at måtte komme til den anden. Det blev ikke tilstedt. Og ingen kom af sted den dag. Mange mistede troen på Gud.
Hver dag blev piger bortført. Folk fo´r ængstelige omkring mellem hverandre. Endelig førtes karavanen af sted, og jeg skulde med.
Barfodede, nøgne drog vi ind i P., vandrede over torvet, ind i regeringsbygningen for derfra at blive anbragt i et ødelagt hus. Der var rædsom snavset og ikke plads til os alle. Der fandtes ikke WC., så huset var fuld af urenlighed.
Og ustandseligt kom folk ind fra gaden for at udsøge sig pigebørn og føre dem bort. Mange bad om at måtte blive gift, men det nægtedes.
Om natten var der ikke sovepladser til alle. Der var fuldt af lus. Alt var endnu værre end nede ved floden.
Her blev vi i 8 dage. Der var ingen mad at få, den var alt for dyr.
Vi fik at vide, at der var kommet en ny karavane fra vor by, som var anbragt i et andet hus.
Vi bestak dørvogteren for at få ham til at lade et par stykke fra den anden karavane komme ind til os. Han bedrog os. Så gav vi ham flere penge, og nu kom der 3 kvinder, som alle var nøgne og halvt sindssyge. De sagde, der var ikke en dreng tilbage hos dem, og de havde det i det hele taget værre end vi. Jeg fik at vide, at min moder var i denne karavane, men da jeg kun havde 1 Lira, kunde jeg ikke få nogen til at bringe hende til mig. Så sprang jeg over muren og løb bort, men jeg fo´r vild og kunde ikke finde huset. Alle spurgte mig, hvor jeg vilde hen. Endelig mødte jeg en tyrkisk dreng, som jeg gav lidt penge, og så viste han mig huset, hvor jeg fandt moder, men hun lignede slet ikke sig selv. Hun var syg og nøgen og fortalte, at min broder var blevet taget af en Kurd. Hun sagde, hun vilde dø, hvis hun også skulde miste mig. Jeg prøvede at få hende med i vor karavane, men dørvogteren vilde ikke lade hende komme ind. Skønt moder kun havde meget få penge tilbage, lykkedes det dog at bestikke ham, og vi kom ind.
Den 9de dag skulde vi atter på vandring. Borgmesteren sagde, vi kunde gå og hente vore ting uden for byen, men vi vidste, det blev sagt for at narre os. Vi måtte ikke vide, at regeringen allerede havde taget alle vore ejendele.
Om eftermiddagen mødte vi en tjenere, som sagde, at høvdingen i en Kurderlandsby i nærheden ønskede et vist antal koner og piger, men vi havde ikke lyst at følge ham.
I fem dage vandrede vi. Gendarmerne, som ledsagede os, sad sammen med Kurderne ved kilderne, og når kvinderne kom med deres krus for at hente vand, voldtog de dem.
Da vi nåede Eufrat, blev der sagt, at vi vilde blive kastet i floden, hvis vi ikke gav vore penge. Så gjorde vi det. Næste morgen blev vi sat over floden. På den modsatte bred blev vi omringet af tyrker. To kvinder fødte, men børnene blev ladt tilbage. Mange blev dræbt og kastet i en store grav. Deandre var syge og tørstige, men kunde ikke få lov at hvile. Endelig fik vi lov at koge lidt mad. Det var første gang i de 20 dage, der var gået, siden vi forlod vor ny. –
Vi kom til M., og det blev sagt, vi skulde blive der i 10 dage, men det var ikke sandt. De tyske missionærer bragte os mad, men det forslog ikke til os alle. En af mine veninder var med dem, og jeg bad hende sige til en af de amerikanske missionærfruer, om hun ikke kunde frelse mig. Hun kom selv for at hente mig. Jeg var forfærdelig træt, da jeg hele tiden havde gået og båret på en lille barn, for at folk skulde antage mig for gift.
Jeg havde haft slør på, så jeg var ikke solbrændt, og vagten troede derfor ikke, jeg var en flygtning. Så kom jeg da til hospitalet, og amerikanerne var gode imod mig og gav mig af deres eget tøj. Jeg lå syg en tid og kom til H., da jeg blev rask.
Jeg håbede at kunne redde min moder, men hun var blevet drevet bort med de øvrige.
Tre måneder senere fik jeg at vide, at hun var flygtet fra karavanen og nået til H., men der var hun død.²

For Maria var det altid så svært at tænke på, at mange flere kunde være blevet reddet, om man havde haft midler. Men endnu er der tid. Endnu må der kunne gøres ende på disse grusomheder.
Det må jo dog blive klart for alle, at dette ikke blot er politiske forbrydelser af den modbydeligste art, men en Kristenforfølgelse, som verden ikke før har set magen til.
Og når disse kendsgerninger gennem denne lille bog når frem til offentligheden, da må de vel tale deres tydelige sprog og blive forstået, så at vi alle – hver efter sin evne – rækker dette ulykkelige, dødsmærkede folk en hjælpende hånd.
Måtte disse linier tale deres gribende sprog til hjerterne, da var de ikke skrevet forgæves, og – da havde disse stakler ikke lidt forgæves, men været med i kampen mod undertrykkerne.

“Fuglereden” 7

Beretninger/ Lucy¹s mor

For 12 år siden levede min familie og jeg i en stor by i Armenien ved navn Bitlis. Min mand og jeg havde 8 børn, 5 drenge og 3 piger, og vi levede lykkeligt med hverandre, indtil tyrkerne begyndte deres forfølgelser og udvisning af de kristne. Min mand blev dræbt af en tyrk, og jeg var nu ene tilbage med børnene.
Vi blev kort efter drevet i landflygtighed – alle i den store by fik udvisningsordre af den tyrkiske regering, og de tyrkiske soldater kom og drev os ud. I 5 uger blev vi ustandselig drevet fremad og anede ikke, hvad der skulde blive af os. Vort tøj blev laset, og vore fødder sad i sår; mad fik vi kun lidt af, og tørsten pinte os. Vi blev ført ad dårlige veje og led ubeskriveligt. Ofte spiste vi græs, fordi sulten var uudholdelig.
Da vi nåede til Mardin, røvede tyrkerne bl.a. 3 af mine sønner og min ene datter. Jeg stod hjælpeløs og kunde ikke forsvare dem, og indtil denne dag ved jeg ikke, om de er levende eller døde, men håber jo i det stille på at gense dem.
I cirka 8 dage var vi i Mardin, så måtte vi atter på vandring, indtil vi nåede Ras-el-Ain. Her begyndte rædslerne på ny, idet mændene og de store drenge blev dræbt på en afskylig måde, som jeg helst vil fortie.
Vi kvinder var skrækslagne, og dog måtte vi gennem en endnu større smerte, idet de tyrkiske soldater kom og forlangte vore døtre. Disse skreg op i rædsel, thi de vidste, at deres skæbne var værre end døden. Vi mødre hørte deres gråd og klage, da de blev bortført, og vi led med dem; thi vi vidste, hvilket liv lå foran dem.
Atter blev vi drevet fremad, og noget senere stødte vi til en anden stor skare af landflygtige Armeniere, som kom fra Antilly og andre Armenske byer. De prøvelser og forfølgelse, vi nu blev udsat for, trodser enhver beskrivelse. Mange blev dræbt, og andre døde af sult og udmattelse.
Min lille pige, Lucy, døde her af sult og forsømmelse. Hvor var det svært for os at se på! Nu havde jeg kun 3 af min børn tilbage, og vi var alle så udmattede, at vi næsten ikke kunde slæbe os videre; men vi måtte jo af sted igen, da flygtningetoget atter blev drevet fremad. Sorg og nød var vor stadige følgesvend, og svært var det for os alle at forlade dette sted, da vi så, at vore landsmænd ikke blev begravede.
Omsider nåede vi til Hama og Homs, og der lod befolkningen os gøre noget arbejde, så vi kunde få rigtig mad at spise. Vi var lykkelige over at få brød, selv om det kun var et lille stykke, vi fik som løn for hårdt arbejde.
Senere nåede vi til Aleppo, men på vejen fra Homs til Aleppo mistede jeg atter et barn. På dette stykke af vejen var jeg næsten følesløs, og jeg tror, det gik mange som mig, men videre måtte vi og blev flere gange drevet fremad med stokkeslag. I Aleppo fik vi ro i lang tid, og jeg begyndte da at lede efter et opholdssted for mig og min to sidste børn. Jeg kunde ikke skaffe dem ordentlig mad, og så ofte søgte jeg i en affaldsdynge efter noget spiseligt. Efter nogen tids forløb døde mine to sidste, kære børn af sult og tyfus. Jeg blev i Aleppo endnu 8 a´ 9 måneder efter deres død.
I Alexandrette, hvor jeg senere havnede, var jeg med til alt muligt – selv det groveste – arbejde ved bygning af nogle nye huse.
En søndag morgen kom tyrkerne over os og mishandlede og dræbte mange; jeg flygtede derfra med mange armeniere, og vi besluttede at tage til Beirut sammen. Vi tog med toget derhen, men undervejs løb det af sporet, fordi der var blevet lagt en bombe på skinnerne. Nogle Franske soldater kom til og hjalp os, og efter en lille ventetid kørte vi videre og nåede Beirut; der blev vi ført til karantænelejren, hvor alle de hjemløse og hjælpeløse kunde slå sig ned.
I Beirut tog “Near East Relief² og senere den Danske mission sig af os. Vi fik tøj, tæpper og mel og lidt mælk, og hvor var vi glade og taknemmelige! Var vi ikke blevet hjulpet på dette tidspunkt, var vi døde, thi vi var meget svage og syge. – Der var en tid, hvor jeg led meget i mit hjerte; det var blevet så stygt og bittert, og jeg gik ofte, når jeg var ude at søge efter arbejde, og tænkte på alle mine kære og alt, hvad jeg havde mistet under kristenforfølgelsen og vandringen ud af vort land.
Jeg var underlig sløv til tider, og en dag faldt jeg på vejen og blev kørt over af et automobil. Jeg vidste af intet, før jeg vågnede op omgivet af en stor skare mennesker.
I 6 måneder lå jeg på hospitalet, hvorefter jeg blev udskrevet, men min venstre arm har siden været ubrugelig. Nu bor jeg sammen med en veninde, og hun hjælper mig. De Danske Missionærer sørger for mig på bedste måde, og jeg takker Gud, at han så til min nød og gav mig så gode og kærlige beskyttere. Hans navn være lovet og prist. Min bøn er, at han vil velsigne den Danske Mission.²

Beretninger fra Marie Dinesens bog
³I skyggedalen²

Maria Jacobsen sidder atter i sit hjemland efter de lange år i det fjerne fremmede. Atter er hun omgivet af sine kære. Hjemmet med de kendte ting står uforandret og har gemt på alle minderne til hende. Det er som at få det hele tilbage, og det virker næsten overvældende. Så stor og ubegribelig en nåde efter alle de tunge oplevelser.
Alt herhjemme er ved det gamle. Det er blot hende, der er forandret. Blot hende, årene har sat sit stempel på og gjort en smule fremmed for alt det kære, kendte, så der ligesom blive hvile i det at sætte sig ved skrivebordet og tage papirerne frem for at fordybe sig i oplevelserne deroverfra.
Vemodig, næsten med andagt blader hun i papirerne. Disse bøger og blade, som hun har haft gemt så omhyggeligt, og, når der var fare på færden, gravede ned i haven om natten, når ingen så på det, eller overgivet dem i konsulens varetægt. Hun vidste jo, at var de fundet hos hende, kunde det gælde livet. Hun vidste, at lige så let det talte ord gøres betydningsløst dernede, lige så stærkt binder det skrevne.
Disse breve… så mange fra kære venner derned. Og så mange af dem, der skrev, er ikke mere… Aa, alle disse hænder, som stivnede i døden! Alle disse uskyldige små, som ikke kunde reddes!… Med et blive de lyslevende for hende, alle de rædselsfulde begivenheder. Hun lægger hænderne for øjnene, bøjer sig stønnende ned over bordet og bliver liggende således længe, længe…
Da hun atter hæver hovedet og ser på det, de har skrevet, alle de, der er døde, da er det, som spejder hun efter et eneste lille lysglimt, et eneste svagt håb for fremtiden.
Og hun tager brevet fra Maritza, det sidste, som er skrevet for få måneder siden, Hun lever måske endnu! – Og Maria finder frem billedet af den ranke, smukke, begavede Maritza med den stærke, varme tro, som bar gennem alt. Hun, som var lærerinde på det amerikanske kollegium i K., og som i dette brev just melder sin forlovelse med en ung, Armensk professor ved kollegiet i T. Hun fortæller om, hvor prægtig han er, og hvor lykkelige de skal blive, de to. Denne underlige, vemodsblandede lykke, som altid gror dernede mod en sorgtung baggrund…
Aldrig kan Maria slippe dem af tankerne, som lider derovre i det fjerne land. Og mest tænker hun på de mange, der ikke fandt Gud før veernes begyndelse. For midt i alt det grufulde er det jo dog så vidunderligt at føle den bærende kraft, der som den røde tråde går gennem så mange af de lidendes beretninger. Og hun mindes, hvordan mange af de flygtende kvinder, som nåede missionsstationen, stedse kom tilbage til dette, at aldrig havde de kunnet udholde lidelserne, nøden og savnet, om de ikke kort forinden under den store vækkelse havde givet sig over til Gud.
Varsomt fremdrager Maria et af brevene. Det er skrevet på tarveligt, tyndt, blålinieret papir. Kanterne er allerede gulnede, men for hende er det særlig dyrbart.
Sproget er ubehjælpsomt engelsk, skriften fin og ordentlig. Man gætter på en kvindehånd. Dog er det skrevet af en ung mand, den fromme, dygtige Karnig, en af dem, der lovede så uendelig meget, men aldrig fik tid at indfri løfterne.
Hun læser:

Fængslet, Oktober,  5, 1915.
Søster Maria, min kærlige velgørerinde!
Du ved ikke, hvor jeg er glad over engang imellem at kunne skrive til dig. Jeg føler virkelig, at midt i denne stormfulde og urolige tid finder man kun glæden på en måde. Nemlig ved at se hen til Gud og mindes sine gode venner. Ja, det er en stor fryd. Det er min trøst. Og jeg ved, at alle mine venner hjælper mig, beder for mig og tager sig af min sag. Jeg takker jer alle så meget for jeres velsignede godhed. Det er Gud selv, der har lagt denne kærlighed i jeres hjerter. Thi hans kærlighed er stor. – Hvem skulde vel have troet, at jeg skulde få det så godt nu, efter at jeg har gennemgået en så frygtelig dødsangst! – Men Gud vilde det således. Lad mig prise ham. Jeg tror, han vil lede mig fremdeles. Som der står i salmen:
³Jeg frygter ikke for min sikkerhed. Hans hånd vil holde mig oppe til det sidste og bringe mig til Kanaans høje efter den lange ørkenvandring. Men ofte er troen svag og håbet ringe. Er jeg end langsom og tung, så går jeg dog fremad!²
Jeg tilbringer dagen med at læse, hvad Mrs. B. har sendt mig. Men nu har vi fået arbejde, og de betaler os i banknoter. Måske får vi ikke lov at arbejde hele tiden, da flere af de andre fanger også gerne vil have noget at bestille. Jeg passer godt på mine penge. Hvad jeg har nu, kan strække til Jul. Og efter at have ligget så længe i sengen har jeg tøj nok for vinteren. Dog kunde jeg nok behøve et sengetæppe. Men – lad os se, hvad vinteren bringer. – Jeg håber, du og alle vennerne har det godt. Jeg kysser dine og de andre venners hænder. Gud velsigne dig og bevare dig gennem alle farer. Han opfylde alle dine ønsker. Amen! Far vel! Din taknemmelige, lille ven Karnig.
Karnig, lille, gode Karnig!
Hendes øjne fyldes med tårer. Han var en af dem, der blev hængt hin dag på torvet i M….
Hvor det alligevel hjælpe at tænke på hvor de er gået hen, gennem alle lidelserne, til Sejren!
Hun ser ham for sig, den gamle præst, som Maritza fortalte om. Da han med en del andre førtes ud af fængslet for at lide døden, sang han salmer. Og han trøstede de andre med disse ord: Vær ikke bange, venner. Fremad! om et par timer er vi hos Jesus!
Mellem de andres finder Maria sine egne optegnelser, det hun har set og hørt og kradset ned, når hun havde et øjebliks frist. Alt det, flygtninge er kommet og har fortalte hende på deres kejtede måde. For armenierne forstår i almindelighed ikke at fortælle. Men hun har gengivet det, omtrent som det lød. Det virker ligesom mer troværdigt og ægte ved den jævne, ligefremme måde, der nævner tingene som de er.
Og det er jo det, hun har villet med disse optegnelser, at kristne, civiliserede folkeslag skulde se og forstå og grue. Og bringe hjælp snarest muligt. Skride ind, før det er for sent, før et helt, gammelt, kristent kulturfolk er gået til grund. Disse enkle beretninger må jo dog med al deres rædsel virke gribende og opildnende. For der findes jo da endnu i verden kristne mennesker med hjerte, som kan ynkes. Men som også formår noget… Eller – er der gået politik i alt! –

I Skyggedalen / Vartouhi.
Vartouhi, som var 11 år, da forfølgelserne begyndte, fortæller: Det var en torsdag eftermiddag, da jeg stod ved indgangen til vort hus, at jeg så 3 politibetjente, 3 gendarmer og en Armensk officer, som bankede på alle de Armenske huses døre og opskrev antallet på familiens medlemmer. Da de kom til vort hus, sagde jeg dem, at min moder ikke var hjemme, og at min fader var taget til soldat. De opskrev vore navne og sagde, de vilde give os æsler til at ride til Urfa på.
Søndag morgen forlod vi byen. Moder så bedrøvet ud, men talte ikke til os derom. Det var kirketid og vi behøvede sandelig den trøst, vi kun få der. Vi var kun iført pjalter, og jeg bar hele tiden et lille barn på mine arme, for at folk skulde tro, jeg var gift.
Alle de børn, der var med i skaren, var glade og nød at ride på æsler. En af vore tyrkiske venner kom og vilde have mig med hjem, men jeg vilde ikke forlade min moder. Jeg kom til at tænke på den 23de og den 121de salme og sagde dem for mig selv. Moder græd hele tiden.
En halv timer efter, at vi var kommet ud af byen, blev vore navne skrevet op af de politibetjente, som fulgte os, og der blev sagt, at pigebørnene skulde tages bort fra de øvrige, men det skete dog ikke.
Vi nåede byen M. i en brændende hede. Alle de små børn var tørstige. Der var intet vand, og mødrene græd. Så bragte de tyske missionærer os noget vand. Vi blev jaget af sted og nået til en kro, hvor to gendarmer kom og rådede til, at vi lod dem ³gemme² vore penge. Det var bedrageri, men mange fulgte rådet.
Det blev nat, og vi sov for næste morgen at begive os på rejsen. Det var frygtelig hede; vi tørstede og kunde ikke få noget at drikke. Så kom der nogle Kurder og fortalte, at der var en kilde i nærheden. Men de, som gik for at drikke, vendte aldrig tilbage.
…Atter blev det nat. Og Kurderne kom og bortførte mange unge piger og børn. Om morgenen nåede vi igen et herberg, men vi fik ikke lov at drikke af floden. Vi måtte købe vand. Så kom der en politibetjent, som vilde have mig med sig. Jeg vilde ikke, men var frygtelig angst.
Nu skulde vi sættes over floden. Vi blev stuvet i bådene, og de forskellige familiers medlemmer skiltes fra hverandre. Atter blev der opkrævet penge. De, der nægtede at betale, blev druknet. Heldigvis blev jeg ikke skilt fra moder!… Det tog os 3 døgn at komme over floden. Og vandet var ikke til at drikke. Det var rødt af blod og fuldt af lig af kvinder og børn, men især af mænd med opsvulmede hænder og fødder, nogle uden hoved.
Den 4de dag prædikede ³Badvelli² G. for os. Vi overgav os i den almægtiges hånd, og atter begyndte vandringen. Da vi gjorde ophold i en dal, kom gendarmerne og forlangte penge. De fik mange. Så blev vi overfaldet af Kurder og gav gendarmerne penge for at beskytte os.
Om natten nåede vi en landsby, hvor Kurderne atter krævede penge og fik mange. Flere havde nedgravet deres penge, hvor de sov. Om morgenen kunde de ikke finde stederne og mistede alt. Hele vejen så vi ligene ligge af dem, der var gået foran os. Alle var de nøgne og stank forfærdeligt. I vor skare fandtes mange, som ikke havde kræfter til at gå længer. De blev dræbt, og de gamle mænd blev styrtet ned i kløfterne.
Vi nåede byen M., og folk prøvede på at sælge deres æsler, men de blev alle røvet fra dem. I syv dage ventede vi i en landsby i nærheden af M., da landbyggerne derfra skulde slutte sig til os. Der blev vi berøvet sengetøj, klæder, alt, undtagen hvad vi havde på. Vor medbragte mad tog de da heller ikke, og jeg havde endnu min Bibel.
Atter begyndte vandringen, og vi skulde klatre over stejle bjergskrænter, hvor vi måtte holde os fast med hænder og fødder, så det var umuligt at bære Biblerne. Vi lod dem blive liggende. Nu kom der nogle, som fortalte, at der var et tyrkisk børnehjem, hvor børn kunde blive optaget. Mange troede derpå og fulgte. De smukkeste blev taget af soldaterne, da andre blev overladt til sig selv på øde steder, hvor de omkom. Alle, som ikke kunde klatre, blev dræbt med sværd.
Børnene græd. Mødrene lokkede dem til at blive tilbage ved at love dem at bringe vand, hvis de gjorde det. Og børnene blev siddende og ventede eller strejfede om i ørkenen, til de døde. Vi mødte sådan børn på vor vej, som mødrene havde forladt, fordi de mente derved at forkorte deres lidelser. De var alle nøgne, snavsede, tørstige og sultne. De lignede næppe længere menneskelige væsner…
Atter gik det videre over bjerge og dale, til vi nåede en dyb dal omgivet af stejle bjerge. Det blev nat, og vi sov. Om morgenen fik vi ikke som ellers ordre til at drage videre. Den eftermiddag kom Kurder farende ned fra bjergene. De udtog alle mænd, men de mænd, der var forklædt som kvinder, slap fri.
Hustruer og mødre var som vanvittige af sorg over at se mændene blive bortført. De løb efter dem, og bjergene genlød af deres fortvivlede råb og klage. Et lille stykke borte blev alt tøjet taget fra mændene. Kvinderne så det tydeligt, og mange besvimede. Soldaterne slog dem, for at de skulde holde op at skrige.
Nu lød et trompetsignal, og man så Kurderne fare løse på denne skare ubevæbnede og ubeskyttede mænd. De pinte dem og dræbte dem langsomt ved at skære et lem efter et andet af dem… De fortvivlede kvinder stod i nærheden. Mange døde den nat, mange blev vanvittige. Mange af de halvdøde bad om vand, men fik det ikke. De vanvittige kastede sig over ligene og blev dræbt.
På dette sted blev vi i 2 dage. Om natten kom 12 af de sårede hen til den store skare, men de 3 døde et par minutter efter. De andre kurerede kvinderne med lægende urter, og de fik kvindeklæder på.
Vi vandrede videre i 12 frygtelige dage, hvor vi led ubeskriveligt, og hvor mange, som ikke kunde gå på grund af sult og tørst, blev dræbt. En kop vand kostede c. 8 Kr., men snart var det ikke til at få. Ikke en landsby var at se, kun stejle bjerge. Selv naturen havde ingen medlidenhed med os. Solen brændte, sandet var skoldende hedt, og vand fantes ikke. Jeg kunde næppe græde mer, følte mig ikke som et menneske. Kun om nætterne flød mine tårer.
Børnene tiggede stadigt om vand. Om nætterne, når vi skulde holde hvile i dalene, var der en skyden og myrde. Jeg håbede ikke mer at leve, men var bange for at blive pint. Hver dag var det almindeligt at se folk ligge og dø og bede om vand til det sidste åndedræt. Jeg bar andre folks børn. Endnu var jeg altså menneskelig!. Nogle brød sig hverken om himmel eller jord. Andre tvivlede om Guds tilværelse og grundede over indviklede spørgsmål.
Nu var alle politibetjente og genarmer borte, vi var kun ledsaget af Kurder. De undersøgte os en for en for at se, om vi havde penge, og plyndrede os. Om natten, i måneskin, var det vor eneste adspredelse at læse, hvad vore forgængere havde skrevet på stenene. Et sted stod: Her blev vi udplyndret! Et andet: Her blev min moder dræbt! Et tredje: Her døde min lille broder af tørst. Og endelig: Min søster blev bortført af Kurder.
Nu nåede vi en bro over flod, hvis vand var tykt og rødt af blod. Men vi drak deraf! Vi fik en lire vekslet meget ufordelagtigt og købte mad. En kone købte et lam og vilde koge det. Men Kurderne så det og bortførte hendes datter og svigedatter for at straffe hende for en sådan flothed.
Da vi netop var rede til at skulle over floden, tog Kurderne 15 af de yngste og kønneste pigebørn. Derpå kastede de så mange, de kunde få fat på, i floden. Jeg vilde gerne dø, men frygtede det alligevel. De, som mistede forstanden, kastede sig i vandet. Mødre tog deres børn på armen og druknede sig med dem.
Endnu var min moder, mine søstre og min broder i live. Min moder var mager som et skelet, men opmuntrede os, passede på os og håbede på en bedre fremtid for os. I vore barnehjerter levede håbet også. Dog var ingen børn mere barnlige. Alle var vi voksne.
Kurdiske kvinder kom med vandmeloner for at sælge dem. Børnene stjal dem. På den måde lærer Armenske børn at stjæle!…
Om afterne lærte mødrene deres børn at bede således: Kære Herre! hvis det er din vilje, at vi skal dø i dit navn og ikke leve som muhamedanere! – og når ingen fjender var i nærheden, sang de sagte en sang, nogle unge piger havde lært dem, og som begyndte: Han leder mig… (Armensk evangeliske Salmebog Nr. 215)
Mange mistede deres kære, der blev råbt på ³Moder² eller ³Søster², eller navnene lød. Nogle fandt hinanden, men andre sås aldrig mere i dette liv. Altid var vi sultne. Uge efter uge forløb. Vi opgav at tælle dagene. Dag efter dag vandrede vi sammen og befandt os til sidst på det sted, hvorfra vi var gået ud. Da så vi ligene ad dem, vi havde forladt, som et bytte for fuglene og ormene.
I august måned i bagende solhede nåede vi endelig en landsby. Befolkningen var Kurder, dog var der nogle syrer tilbage, og de kom og så til os. De solgte os bygbrød og vand, men det var meget dyrt, skønt vi var lige ved en kilde. Om natten kom der et frygteligt regnskyl med hagl, og om morgenen lå 8000 mennesker døde. Børnene flød på vandet. De voksne græd, bad eller spottede Gud. Om eftermiddagen røvede Kurderne små drengebørn. Selv spæde børn tog de og dræbte nogle af dem. Jeg bar min lille broder i mine arme. Vi vilde være blevet behandlet som de andre, hvis vi ikke havde givet vore penge.
Snart var hverken mad eller drikke at få. Og mødrene spyttede i munden på børnene, for at de ikke skulde skrige af sult og tørst. Mødrene var glade for deres små, men glæden var ikke varig.
Atter vandrede vi op ad bjerget mellem store ege. Der var ingen banede veje. Det var som en række menneskelignende væsner, der asede af sted. Moder blev borte for os. Min lille broder lå og græd i mine arme, fordi han var tørstig. Pludselig kom Kurderne, ingen anede hvorfra, kastede en hel del kvinder ned i den dybe dal og forsvandt igen. De nedstyrtedes mødre, døtre eller børn råbte fra bjergets top ned til deres kære og bad dem give et tegn, om de var i live. Intet svar.
De andre skreg og bad Gud om hjælp. De fleste ønskede at blive og dø på bjergene i stedet for at blive og dø på bjergene i stedet for at blive tvunget til at gå videre. Det blev forbudt. Vi skulde videre, slæbte os af sted. Vi var vilde af frygt og sorg. Om natten satte jeg mig til hvile under et stort træ. Jeg kunde ikke finde moder, jeg havde intet brød, og lille broder græd.
Jeg søgte efter moder i mængden og så da en kvinde med en lille krukke vand. Jeg vilde lige til at bede om lidt vand til min broder, da jeg opdagede, at det var moder! Og min broder holdt op at græde,-
Kvinder, som var høje og kraftige, blev dræbt, fordi man troede, det var forklædte mænd. Og dog var der endnu en eller to unge mænd iblandt os klædt i kvindedragt.
Næste dag klatrede vi videre op ad det stejl bjerg, bevokset med egetræer. Mange kvinder blev revet ud af skaren af Kurder og kom aldrig tilbage, men endnu var det ikke gået ud over nogen af mine. Ingen moder vovede at sove i disse nætter. Når Kurderne kom for at hente sig pigebørn, satte mødrene sig på deres døtre for at skjule dem.
En hel uge vandrede vi gennem denne skov og nåede til sidst udkanten, hvorfra vi havde udsigt til en række bjergkæder, som vi endnu skulde klatre over. Nu var vi glade over, at der ikke flere træer, så vi dog kunde se hverandre.
Ved solnedgang kom der Kurder for at udsøge sig kønne piger. De rev slørene af. Hvis en pige var køn, blev hun bortført, var hun grim, fik hun en dolk i brystet. Moder klædte mig på som en lille dreng. Mine 2 veninder skjulte sig bag stenene. Næsten alle smukke piger var borte. Det var ganske mørkt. Først ved midnat blev det månelyst. Da kom en af de unge piger tilbage, helt nøgen og syg af mishandlingerne. Hun kunde næppe gå. Da karavanen næste morgen var færdig til at drage af sted, græd hun og vilde med, men kunde ikke. Nogle venner slæbte hende med et stykke vej, så måtte de lade hende ligge, da de forstod, hun var døden nær. Nogle få af de andre pigebørn indhentede os, og de var omtrent i samme tilstand.
Det var en talløse flok, vi måtte lade blive tilbage for at dø på den måde. Nu græd mødrene ikke længere, når deres små drenge blev dræbt. De glædede sig, når de med deres egne øjne så enden på børnenes lidelser. Når drengene blev skudt, lo mødrene og lykønskede hinanden. Ingen sørgede mere over de døde. Døden var befrielsen.
Atter nåede vi en flod. Vandet var rødt og snavset, ikke til at drikke. Kom vi til en kilde, fik vi ikke lov at drikke af den. Så oprandt natten igen, den eneste nat, hvor jeg ikke så Kurder komme og røve unge piger. Vi købte mad og vand af Syrer og tyrker. Mødrene ligefrem bad dem tage deres børn, men de vilde ikke. Så kastede mødrene børnene i floden og stod og så på, at de druknede, da gik mange fra forstanden og sprang selv i vandet.
Vi blev stoppet i bådene, der skulde føre os over floden. En Kurd forlangte penge af min moder, med en ufrivillig bevægelse førte hun hånden op til brystet, hvor hun havde pengene skjult. Kurden huggede hendes hånd af og tog pengene. Vi børn skreg. En af mine veninder trøstede mig og fik mig til at gentage nogle salmevers, jeg huskede. Senere sagde moder, at jeg skulde kaste min lille broder i vandet, hvis han var mig til besvær, men jeg gjorde det ikke.
Da natten kom, blev der atter røvet unge piger. Der var en jamrer og skriger, som man vist aldrig før i verden har hørt. Min veninde samlede børnene om sig og lært dem at synge salmen, der begynder: Bliv hos mig! (Armensk evangeliske Salmebog Nr. 44)
Moder sagde, vi skulde gå lidt bort, for at vi ikke skulde se, hvor hun led. Atter blev børn dræbt, men de drenge, der var klædt som piger, blev frelst. Om morgenen gik vi nær en flod, men fik ikke lov at drikke, De, som dog forsøgte det, blev skudt.
Så vandrede vi i 3-4 dage gennem store sandørkener, sandet var brændende hedt. Men nu havde vi ikke flere bjerge at bestige. Moder gik for at få lidt vand til min broder, som græd og var meget syg. I de sidste dage havde jeg ikke været glad for at bære ham, men følte mig fristet til at forlade ham. Dog gjorde jeg det ikke. Og før moder kom med vandet, var han død. Jeg angrede bittert, at jeg havde tænkt på at forlade ham, men moder var glad over, at han var død. Jeg var bedrøvet og begravede ham.
Da vi nærmede os Urfa, kom Kurderne og sagde, at de, der gav penge, skulde blive ført dertil, men de, der ikke gjorde det, vilde blive drevet ud i øde, ubeboelige ørkener, hvor intet menneske kunde leve. Vi troede dem, og mange penge blev samlet til dem. De, som havde betalt, blev skilt ud fra de øvrige. Men næste morgen blev de atter blandet, og alle blev drevet ud ad den vej, som sagdes at føre til Urfa. I to dage gik vi, så kom vi til det sted, vi var gået ud fra…
Sandet bagte og sved i forsålerne. Vi skar vore klæder i strimler og lavede en slags bandager til at svøbe om fødderne. Vi gik videre ud i ørkenen. De, som kom bag efter os, var alle nøgne. Da vi spurgte dem om grunden, fortalte de, at Araberne havde udplyndret dem og bortført de unge kvinder. Nu var der hverken tyrken eller Kurder, kun arabere. Og de endnu grusommere. Desuden forstod vi ikke hinandens sprog. Der var ingen landsbyer, intet græs, ikke et telt at se, kun sand, så langt øjet rakte.
Badvelli G.s kone blev vanvittig, da hun så de nøgne mennesker, og vilde ikke videre. Hun lavede en fordybning i sandet og satte sig der. Den næste karavane fandt hende myrdet, udplyndret, nøgen.
Om aftenen var jeg meget sulten og gik for at skaffe mad. Araberne bragte brød, som de solgte, men det var meget dyrt. Da vi ikke forstod hinandens sprog, måtte vi tale ved tegn.
Kvinderne græd og bad. Alle var sultne og tørstige. Vi bad om regn. Himmelen var dækket af mørke skyer. Et sted formede skymasserne et kors, og alle så op til korset. De Kurder, der havde fulgt med os til nu, blev bange og flygtede. Regnen udeblev. Da forsamlede kvinderne sig og blev enige om, at næste gang araberne kom, vilde de gå med dem. Det var dog bedre at komme ind i huset til araber end at gå nøgen i sandet. Mange modsatte sig det. De vidste, det betød, at de måtte afværge deres tro. Og de vilde fastholde troen på Faderen og Sønnen.
Jeg var stadigt klædt på som dreng, for ad de ikke skulde bortføre mig. Den morgen kom Kurderne tilbage og havde gendarmer med sig. Så blev vi tvunget til at gå videre. Vi var så tørstige, så tørstige. Min anden broder besvimede. En af drengene, der var klædt ud som en gammel kone, havde en smule vand og gav ham nogle dråber i munden. Han kom til sig selv, men kun ikke gå, så vi måtte trække ham. Om aftenen var han meget syg. Der var en brønd i nærheden af vor hvileplads. En kvinde gik derhen med sit barn for at få lidt at drikke, de blev begge kastet deri.
Moder gik omkring og tiggede vand til min broder. Hun fik også lidt og gav ham det. Han åbnede øjnene og prøvede på at tale, men kunde ikke. Så gik moder for om muligt at skaffe ham mere vand fra brønden. Hun mødte en arabisk kone, som vilde drukne hende, og flygtede tilbage.
Atter forsamlede kvinderne sig og mente, det var bedst at finde en araber, bestikke ham og bede ham redde nogle af dem fra hunger, tørst og nøgenhed for enhver pris. Vi havde købt nogle vandmeloner og spiste dem, derpå gik vi videre, indtil vi kom til en brønd, hvor vi fik ordre til at standse. Men de, som gik for at drikke, blev kastet i brønden… Om natten overfaldt araberne os, og folk fo´r forvildet om mellem hverandre. En mængde blev taget af araberne. Jeg faldt, og folk trampede hen over mig, så jeg besvimede. Da jeg kom til mig selv, var karavanen ikke at se. Jeg var ganske blodig og lå under en dynge lig. Dog mærkede jeg snart, at jeg ikke selv fejlede noget. Jeg tog så alle mine klæder af undtagen mit slør, og hvad jeg havde på fødderne, for at araberne ikke skulde udplyndre mig. Siden ledte jeg efter min moder mellem de ca. 600 lig, men fandt hende ikke.
Jeg gik til brønden, hvor jeg hørte folk skrige nede fra brønden, hvor jeg hørte folk skrige nede fra bunden, og styrtede tilbage. Den dreng, som havde givet min broder vand, stod med sin moder lidt borte fra ligdyngen. Han var helt nøgen. Da araberne og deres kvinder kom derhen og så, at det var en dreng, skød de. Han døde i sin moders favn. Jeg så de arabiske kvinder røve alle klædningsstykker fra de døde…
Jeg glemte at søge efter moder. Jeg brød mig ikke om hende længer, brød mig hverken om søster eller broder eller nogen i verden, heller ikke om mig selv…
Ud fra ligdyngen kom der nu flere, der var levende som jeg. Der var Mariam, hendes moder og søster. Alle var de nøgne og gik med hinanden i hånden. Jeg spurgte, hvor de vilde hen. De svarede: Til dem, der vil have os – Der kom flere til, og jeg fulgte dem. Vi så os om efter et telt, hvor vi kunde få noget at drikke eller – måske blive dræbt uden at få neget.
Om morgenen så vi telte, men vidste ikke, hvad vi skulde sige. Araberne gav os hver en skjorte af deres bytte. De gav os også vand og betegnede os, vi kunde gå og sove.
Så kom der to gendarmer ridende. Jeg gik hen og talte med dem. De sagde, de vilde til det sted, hvor ligene lå. Jeg bad om at måtte gå med for at finde min moder, men fik ikke lov. Jeg blev ved at bede, men de slog mig. Og araberne, som kom ud fra teltet, slog mig også. De sagde, at hvis jeg gik, skulde jeg tage skjorten af. Det gjorde jeg og løb efter gendarmerne. Jeg kom til stedet og fandt Anna og hendes moder siddende nøgne under et træ. Jeg spurgte efter moder, De sagde, at hun også var nøgen og gik og ledte efter mig dagen før; men den dag havde de ikke set hende.
Der var ingen karavane længere, alle var spredt. Nogle var bragt til Urfa for at blive udstillet til offentligt eftersyn. Andre var flygtet til arabiske boliger. Nu blev ingen mere tvunget til at gå. Vi havde nået vort bestemmelsessted! Ingen landsby i nærheden, intet brød af få…
Araberne sagde, vi gjorde bedst i at gå tilbage igen. Jeg gik til det telt, hvor jeg havde været før, men blev ikke modtaget og satte mig ned på jorden i nærheden. Da så jeg en fårehyrde komme og fulgte efter ham til hans telt. Ved tegn bad jeg ham om vand og fik det. Så vil jeg bringe noget hen til Anna, men han lod mig forstå, at jeg vilde blive dræbt, hvis jeg gik tilbage, og så vovede jeg ikke gå.
Hyrdens kone kom om aftenen, men hun syntes ikke om at beholde mig, da hun hørte, jeg var løbet bort fra et andet telt. Det var gamle folk. Konen skændtes med manden og gik sin vej. Manden gav mig lidt at spise, anviste mig en soveplads og gik efter konen.
Ved midnat kom de tilbage med en kamel og gav sig til at tage teltet ned. Om morgenen tog de mig med sig på vandring, og vi mødte et par med telt.
Jeg græd ikke og følte egentlig ingen ting mere. De var nu kommet til et sted, hvor de slog deres telt op. Konen var hele tiden uvenlig imod mig, men manden venlig. De skændtes ustandseligt. For at forsone dem, tilbød en anden araber at tage mig, og så levede jeg en tid med ham.
En dag kom der en ung araber, som kunde lidt tyrkisk. Han sagde, jeg skulde være muhamedaner. Da græd jeg. Og han truede med at dræbe mig, hvis jeg ikke vilde. Jeg var ikke ræd for døden mere, men de jog mig blot bort. Da jeg havde løbet et stykke, så jeg mændene komme løbende efter mig bevæbnet med store køller besat med søm. De forlangte igen, jeg skulde gå over til Islam, men jeg vilde ikke. Så slog de mig forfærdeligt og tog mig med tilbage. Jeg græd, fordi det gjorde ondt. Moderen til den dreng, der slog mig, fik mig lagt på en seng. Om natten kom manden ind i teltet og forlangte, at konen skulde udlevere mig. Hun nægtede det, og de skændtes, mens jeg skreg af frygt. Manden blev forskrækket og gik sin vej. Jeg lå og grædt, fordi jeg havde frygtelige smerter efter slagene, og jeg bad, om jeg måtte dø nu.
Så slæbte jeg mig hen til døren og nu ud i natten. Jeg så en gammel, tyrkisk præst komme gående, og han tillod mig at følge med til sit telt. Det var meget gode mennesker, men meget fattige. De kunde have røvet og være blevet rige, men gjorde det ikke. Både mand og kone arbejdede meget hårdt og kunde dog næppe fortjene til livets ophold. De havde en Armenske dreng fra vor karavane og vilde gerne beholde mig også. Mine sår blev bedre. Jeg talte Armensk med drengen, og vi følte os som broder og søster. Vi var der i 8 dage, så sagde konen, at armenierne blev indfanget fra teltene rundt om, og at det var bedre, vi gik. Om aftenen sagde manden det samme. De gav os 10 små brød og lidt vand og sendte os bort.
Det var koldt, og vi frøs, da vi havde meget få klæder på. Drengen kunde gå, men jeg formåede det næppe, fordi mine fødder smertede. Han opmuntrede mig, og vi nåede en landsby. Men armenierne, som havde søgt tilflugt der og i andre landsbyer, var blevet indfanget og sendt bort, så vi turde ikke komme derind, men gik tilbage igen. Vi så tre små telte, og drengen gik ind for at bede om vand. Det fik vi. De vilde nu have mig til at blive, men drengen kunde gå videre. Det vilde jeg ikke, og så slog de mig. Jeg vilde alligevel ikke, og til sidst samtykkede de da i at beholde os begge.
Drengen var skomager. De gav ham penge, for at han skulde gå og købe læder og arbejde for dem. På vejen mødte han en lille flok armeniere. Det var dem, der var jaget bort fra landsbyerne. Drengen skjulte sig i en mølle. Tre dage efter kom han tilbage og fortalte, hvordan det var gået ham. De slog ham, tog pengene fra ham og jog ham ud. Jeg vilde have været med ham, men måtte ikke.
En dag kom der rytter, som kunde tyrkisk. Jeg fortalte lidt om, hvad der var hændet mig, og han lovede at tage mig med hjem til sin kone. Han gjorde folkene bange for at huse en armenier, og jeg kom med ham.
Han og konen var gamle folk, men de havde en nevø, som jeg skulde giftes med. De bragte mig til regeringsbygningen, men officeren, som skuld ordne sagerne, tog fejl og satte mig i fængsel, hvor jeg sad i fem uger sammen med c. 200 andre og fik meget lidt at spise. Tolv af fangerne brød ud. En af dem var gift med en højtstående, tyrkisk embedsmænd. Jeg gik med hende, men vi blev fanget og kom tilbage til fængslet.
De pigebørn, som var blevet gift med tyrker, forlangte at komme ud. De blev ført bort og dræbt, og deres mænd kom i fængsel, dog kun for en nat, at der ikke skulde blive forstyrrelser. Så blev resten, hvortil jeg hørte, bragt hen til samme sted som de andre kvinder, og skydningen begyndte. Da sås pludselig en rytter. Efter ham kom en karavane på vej til Urfa. Vi blev blandet mellem de andre, satte os ned og fik lidt mad med dem.
Så kom den lille karavane af dem, der var jaget bort fra landsbyerne. Jeg fandt en af mine veninder mellem dem og delte min brød med hende. Om natten kom Kurderne og udplyndrede Urfa-karavanen og børtførte de kønneste, unge piger. Os rørte de ikke, fordi vi var snavsede og modbydelige. Om morgenen var vi sultne, min veninde stjal, og vi spiste i fælleskab.
Hver nat hændte det samme med Urfa-karavanen, og de unge piger blev pint endnu værre end vi. For ingen pris kunde de købe vand, og de fik ikke lov at koge det mindste. Men vi sad ganske for os selv og var nogenlunde tilfredse, vi blot havde noget at spise.
Vi så mændene i karavanen blive kastet i grØfter og brændt, mens deres familier bad om lov til at følge dem i døden, men blev forhindret deri. En morgen var mine fødder så opsvulmede, at jeg ikke kunde gå. Jeg besluttede at blive siddende, til jeg blev skudt. Alligevel rejste jeg mig og gik, da gendarmerne nærmede sig.
Jeg kom gennem en have og satte mig under et træ, men blev jaget ud. Så nåede jeg en landsby, blev skilt fra Urfa-karavanen, skjulte mig i en stald, til karavanen var borte, og blev der i 2 dage. Da jeg kom ud, mødte jeg en kone, som var god imod mig, badede mig, rensede mig og gav mig mad. Denne kone kendte en frue fra Diarbekir (Tigranagerd) og talte til hende om mig. Hun lovede at tage mig med sig. Men lige uden for fæstningen var der en mølle, hvor der boede en tyrk og en syrer. Syreren var villig til at huse mig, men hans kone var grusom og uvenlig imod mig, fordi jeg var snavsede og fuld af lus.
Den morgen gik både manden og konen ud. Da kom der to politibetjente for at opskrive navnene på familiens medlemmer. Akkurat som de havde gjort 3 måneder før i mit hjem! Da de så mig, sagde de, jeg skulde blive der, til de hentede mig. Konen kom tilbage og skældte mig ud, hvorpå hun skjulte mig i et nabohus. Imidlertid vendte også manden hjem. Da kom politibetjentene, satte ham sværdet for brystet og tvang ham til at udlevere mig. De fandt mig, og jeg kom til politibetjentens hus.
Han var forfærdelig fordrukken. Konen var armenierinde og god imod mig. Hun vilde flygte med mig, men han forhindrede det. De skændtes, han slog hende, og jeg løb min vej. Jeg sad hos en tyrkisk kvinde den nat, og om morgenen vendte jeg tilbage til den syriske familie. Konen vilde ikke lukke mig ind. Så gik jeg til en tyrkisk familie, som behøvede en tjenestepige. Jeg kom i bad og arbejdede strengt, men var syg. Der var en anden armenierinde i huset, men hvem jeg talte Armensk, når vi var alene. Jeg følte mig stadig syg, men måtte dog arbejde.
Så mødte jeg en dag en kvinde, som havde medlidenhed med mig og vilde antage mig som sin datter, og jeg løb til hendes hus. Hun brændte alle mine gamle klæder og gav mig nye. Men hun måtte have stor tålmodighed med mig, for jeg var blevet meget dum. Endog mit navn havde jeg glemt… for resten havde jeg det godt der, kun om natterne følte jeg mig ensom og ulykkelig og længtes efter mit hjem. Jeg blev der en måned. Så så jeg en skare armeniere forlade byen og kunde ikke lade være at græde. Min velgørerinde trøstede mig og gav mig fin klæder. Folk troede, jeg var en tyrkisk kvinde.
En af vore naboer var armenier, og jeg spurgte ud om min fødeby. Jeg fik at vide, at der endnu var missionærer og syntes, jeg måtte tilbage. Det lykkedes også til sidst.

“Fuglereden” 5

I 1911-17 virkede Søster Bodil Biørn i armenien. Men da hun efter en farlig rejse kom hjem til norge, var hun så legemlig svag og åndelige nedbrudt efter de rædsler hun havde været vidne til, at det gik lang tid før hun kunne tale om noget der ud fra. Da hun var kommet nogenlund til kræfter og havde fået rædselstiden lidt på afstand, begyndte hun og rejse og fortælle om sit elskede folks grænseløse nød. hendes beretninger satte nye hjerte i brand. Da Amerika kom med i krigen den 18 Januar, kom Maria Jacobsen til at stå alene som leder af den Amerikanske lægemission og fik der lejlighed til at komme tusinder af hjemløse til hjælp, som var sluppet bort fra forfølgerne, men som led al slags nød. Og da det tyndede ud i denne strøm, kom Maria Jacobsens hovedopgave: hundreder af forladte børn.

Også hun havde oplevelser, som må kaldes undere. Der kom disse børn, mest sådanne, som Tyrkerne havde optaget i deres hus som slaver; nu da det blev dyrtid, jagede de dem ud igen. Mens mennesker lå på gaderne, døde af sult, lykkedes det at skaffe føde og klæder og skabe kristne hjem for alle disse små stakler. Selv den spanske syge kom igennem, overlevede trængselstiden og er senere kommet godt i vej. To ting holdt missionærerne og de troende Armeniere oppe. Der var det menneskelige håb: at der efter alt dette skulle komme en lys fremtid med frihed og selvstændighed for det hårdt prøvede folk. Og så den faste hvile i, at Gud havde et formål med at tillade dette. Det måtte være et udslag af Guds kærlighed, som Karen Marie Petersen skrev:

³Hvem jeg elsker, dem tugter jeg – men da må Han elske det Armenske folk med en dyb kærlighed. Og som diamanten slibes med særlig omhu, for at den kan få større glans, således tror jeg, at når vi engang, frelste af nåde, forsamles i den store skare af alle folkeslag om Guds trone, da vil det Armenske folk stråle med en sjælden glans, lutret, som det er blevet, gennem navnløse lidelse, og fordi det ikke agtede sit liv værd at frelse og ikke fornægtede sin tro, men beseglede den med sit blod.² Armenierne var usigelig taknemmelige. En Armenske lærerinde udtalte i børnenes navn til Maria Jacobsen: ³…Vi græd vore bitre tårer, medens vi dag for dag vankede om på veje og gader, uden at nogen brød sig om os eller tog sig af os. Men så pludselig en dag befandt vi os atter i et hjem.

En blød hånd holdt vor grove lille hånd i sin. Det var din! O, hvilken trøst at føle, at i den store, kolde verden var der en, som havde medlidenhed med os, en, som tog sig af os, og som elskede os…² Den 3. oktober 1918 skiver Maria Jacobsen: ³ Det er længe siden, jeg har skrevet, men jeg har været meget syg af ³spansk syge²; sygdommen selv var ikke så slem, skønt temperaturen var de første to dage 40,4, men den tredje dag fik jeg koleralignende symptomer, og om søndagen et slemt tilbagefald, så havde Karen Marie ikke været hos mig, tror jeg ikke, jeg havde stået det igennem, men Gud sendte hende op søndag aften, da min piger havde sendt bud til hende om, at jeg var så syg. I fjorten dage kunde jeg hverken spise eller drikke; da jeg kom op, var jeg meget svag, jeg havde tabt 26 pund, og svag er jeg endnu, men jeg har ikke tid til at være syg med alt mit store arbejde.

De ved nok, jeg er flyttet op fra Mezreh med mine store piger – det var lige før jeg blev syg – og mens jeg endnu lå, fik jeg bygningerne her i Kharpert tilbage, hvad der betyder en mængde forandringer igen. Men jeg er så lykkelig, at jeg er i live og atter i stand til at arbejde. og var det ikke for mine bens og mit hoveds skyld, vilde jeg glemme al sygdommen.

Min familie af børn er blevet stærkt forøget i den sidste tid, da jeg har taget alle de børn ind, der har været sørget for udenfor; jeg har omtrent 700 i mine hjem! Jeg er glad for arbejdet blandt dem og vilde kun ønske, mine dage var to gange så lange. Desuden har vi åbnet skolen forrige uge, og det har naturligvis også givet mig meget arbejde. Hvem skulde nogensinde tro, at jeg skulde blive skolebestyrerinde; jeg har nemlig altid sagt til mine venner her, at det vilde jeg ikke være for noget som helst i verden, og nu bliver jeg det alligevel. Når jeg ser tilbage over disse sidste år, ser jeg vor kærlige himmelske faders ledende og beskyttende hånd; især er mit hjerte fuldt af tak og lov for al hans vidunderlige godhed i det sidste halvandet år, en tid så hård – kun Gud ved hvor hård – men også fuld af velsignelse.

Det er vidunderligt at dvæle i den Almægtiges skygge, at vide, at hans øjne er altid åbne, og hans hånd altid udstrakt for at hjælpe hans børn, og så ikke alene vide det, men også at opleve det på en vidunderlig måde i sit liv og arbejde. Sommetider længes jeg efter at rejse hjem, men så beroliger jeg mig med, at det ser ud til, at vi skal mødes om ikke så lang tid. Jeg venter også mine venners (de amerikanske missionærers) ankomst, så kan jeg komme hjem og hvile; jeg håber også, at Karen Marie Petersen til den tid kan følge med, jeg kan ikke tænke mig at forlade hende.

Det ser ud til, at Hr. Ehmann og hans arbejdere må rejse, de har for nylig måttet sende en stor mængde børn bort på grund af pengemangel, det er meget tungt. Vejret er godt for så vidt, vi har kun haft to dages regn, og vi er taknemlige for hver varm dag for de fattiges skyld. Mange dør af ³Spanske syge², der spreder sig fra hus til hus. – Nu venter jeg snart at se mine gamle venner her, så jeg kan overgive mit arbejde til dem og rejse hjem, hvor ingen trænger til mig eller gør krav på mig som her, hvor en stor skare fra morgen til aften ønsker at træffe mig. Jeg kommer aldrig igennem alt, hvad jeg skulde – håber på morgendagen, skønt jeg véd, det er et temmelig unyttigt håb.

Hver fjortende dag tager jeg ned til Mezreh for at hvile, men også der søger man mig. Arbejdet forøges stadigt nu, da vi også har åbnet skolen, og jeg har opsyn med og ansvar for det altsammen. Jeg har tilsyn med mad, klæder, senge, huse, bade og vask, fortager operationer, kurerer på de syge og tilbereder medicin. Jeg får kun lidt tid til at vise dem kærlighed, og det er dog, hvad jeg især ønskede.

Desuden har jeg mange fattige, syge blinde altid om mig. Netop nu trænger jeg til arbejdere i væveriet. Tagene på vore mange huse skal også repareres, men jeg kan ikke finde folk dertil. I stedet for at give gratis brød, giver jeg arbejde til de hårdest trængende, når de er i stand til at arbejde. I 1918 kom rygter ind i det lukkede land, at krigen var endt, i 1919 kom Amerikanerne tilbage, og da fandt de Maria Jacobsen med ca. 1400 børn i Kharpert, Amerikanerne bragte store forsyninger af mad og klæder samt penge, missionærerne havde store planer om at fortsætte og udvide arbejdet, og Maria Jacobsen tog til Danmark til en hårdt tiltrængt hvile efter at have tilbragt 6 frygtelige trængselens år blandt Armenierne.

En artikel i ³Sonnenaufgang² skriver direktor Schuchart i Frankfurt. ³Efter at censuren nu, på grund af de omvæltninger, der har fundet sted i det indre af vort land, (Tyskland) er ophævet, ansér vi det for vor pligt, ligesom vi også mener, det er på tid at sige vore venner lidt om de sidste års tildragelser i Armenien. I septemberheftet Nr. 12, 1915, 17. årgang, og Nr. 1, oktober. 1915, 18. årgang., var det endnu fra censurens side blevet os tilladt – om end i forkortet form – at berette en smule om de daværende forhold, men fra det øjeblik af blev enhver meddelelse til vore venner og læsere forbudt os af censuren.

Vi havde da intet andet valg end at bøje os for den tvang. Forholdene pålagde os, da den eneste mulighed for at bringe offentlige meddelelse kun kunde ske ad en vej, som vi af samvittighedsgrunde ikke turde betræde. Af de stadige, korte nødskrige derovre fra, som nu og da kom frem i ³Sonnenaufgang², forstod vore venner dog, at det gjaldt om at forblive tro og standhaftig i vort arbejde, så meget mere som nødstilstanden i Armenien havde nået et omfang, som man end ikke i tidligere tider havde kunnet ane.² (Efter at have omtalt kristenforfølgelserne i Cilicien og Adana-myrderierne, ved hvilke 25 a´ 30.000 mennesker mistede livet, gør Hr. Schuchardt opmærksom på, at Armenierne dog, trods alt, udviste den største loyalitet som tyrkiske statsborgere, men at de gang på gang forgæves søgte at få det bindende løfte, der var givet dem i statsordningen af 1908 om ligeberettigelse med Tyrkerne, gennemført.)

³Det var således en fastslået kendsgerning, som var bekræftet af den tidligere krigsminister, Mahmud Schefket Pascha, at de Armenske soldater i Balkankrigen havde kæmpet tappert side om side med deres tyrkiske våbenbrødre, og krigsministeren havde udtrykkelig udtalt sig anderkendende om deres forhold under krigen. Da man kort efter verdenskrigens udbrud 1914, i oktober drog Tyrkiet med ind i denne på Centralmagternes side, har Armenierne ligeledes villigt fulgt kaldet til at møde under fanerne. Om dette kald just ikke blev fulgt med begejstring, hvilken kender af forholdene derovre vilde kunne bebrejde dem dette?. Mahmud Schefket Paschas efterfølger i krigsministeriet, Enver Pascha, har ligeledes udtalt sig rosende om Armenierne som soldater.

Til trods herfor skred man i foråret 1915 til afvæbning af de Armenske soldater. Denne forholdsregel vakte naturligvis den største bestyrtelse iblandt folket, thi man vidste, at det nu værgeløst var overgivet til Tyrkernes forgodtbefindende. Den ydre anledning til afvæbningen skulde være revolution blandt det Armenske folk i Øst-Anatolien i egnen omkring Van, og ængstelsen for oprør i Nord-Syrien. Hvorvidt der her foreligger et skin af ret, vil det være en senere og roligere tid forbeholdt at klargøre. Selv om også ved denne front af den tyrkiske hær flere kristne arnenske soldater er gået over til Russerne, så er det en kendsgerning, at ved den samme front gik Tyrkerne over til fjenden i tusindvis, hovedsagelig af den grund, at soldaternes forplejning var under al kritik ussel.

Medens man herhjemme i de tyske blade diskede op med begejstrede kundgørelser om vore tyrkiske allierede, forudså de, der kendte de virkelige forhold, allerede dengang deres fuldstændige sammenbrud. Desertation af tyrkiske soldater har under hele krigen hørt til dagsordenen, thi skønt den muhamedanske soldats nøjsomhed er blevet til et ordsprog, var behandlingen af dem en sådan, at han for at undgå hungersdøden søgte redning hos fjenden. I Guds børns kreds her i Tyskland har alliancen med Tyrkiet aldrig fundet venner, og de allerfleste har sikkert med dyb smerte beklaget, at den virkelig var kommet i stand. Fra februar 1915 blev det bestandig tydeligere, at det Armenske folk gik den sværeste undertrykkelse og forfølgelse i møde. Også i de egne, hvor det hidtil havde været ganske roligt, og hvor der ikke forelå nogen som helst tvangsforholdsregeler imod Armenierne, skred man til udpantnings- og voldshandlinger.

Det klinger næsten som ironi, at i de måneder, hvor folket led allermest under den grusomme forfølgelse, udgik der fra tyrkiske gesandtskab i Genf den meddelelse til hele pressen, at den Armenske befolknings holdning var fuldstændig loyal, og at der ingen som helst grund forelå fra den tyrkiske regerings side til at skride til tvangsforholdsregler. Da denne meddelelse fremkom i pressen, var allerede tusinder og atter tusinder faldet som offer for deres bødlers sværd eller for de sygdomme, som rasede iblandt dem. De afvæbnede soldater blev brugt til arbejde i etaperne, særligt til istandsættelse af vejene, men allermest som lastdragere i bjergegnene ved Van-søen. På disse bjergveje har da mange måttet lade livet på grund af overanstrengelse og underernæring. Fra en sådan tidligere soldat blev følgende berettet os: ³Vi var omtrent 250 a´ 300 mand, som efter afvæbningen blev anvendt til vejanlæg.

Vi mærkede dag for dag mere og mere, at vi ganske var udleverede til de tyrkiske soldaters vilkårlighed, som skulde bevogte os. Til at opholde livet gav man os det mindste mulige, men ikke desto mindre forlangte man den højeste arbejdsydelse af os, og piskeslag og geværkolber drev os stadigt til på ny at samle vore sidste kræfter. Efter at vort arbejde, ved hvilket allerede flere af kammeraterne var døde, var fuldendt, blev vi, i marschkolonner, lænket sammen fire og fire, ført ned i en kløft og tvunget til at sætte os på hug med ryggen mod hverandre. Nu blev alle de omliggende højder besatte med soldater, gendarmer og Kurder, og man begyndte at skyde ned på os. Hvilken frygtelig fortvivlelse der greb os, vil De kunne tænke Dem.

Blev én af de fire, der var lænket sammen, såret, så var friheden til at kunne bevæge sig hæmmet for de andre, ligesom det var muligt for den enkelte at vikle sig ud af dette menneskeknippe. – Det lykkedes mig tilligemed én af de kammerater, sammen men hvem jeg var lænket, skønt vi var sårede, at anstille os som døde og da om natten at flygte bort derfra. På vejen mistede jeg min kammerat og kom selv efter nogle dages forløb, fuldstændig afkræftet, til mit tidligere arbejdssted, hvor det lykkedes mig at skjule mig for mine forfølgere.² (Flere lignende træk følger.) ³Endnu bestandig kunde man her hjemme ikke danne sig noget klart billede af forholdene derovre. Men efterhånden kom, ad sikker vej, beretninger os i hænde, af hvilke vi desværre måtte komme til den slutning, at det gik ud på fuldstændig at udrydde det Armenske folk. Sidst i marts 1915 greb den daværende tyrkiske regering til den forholdsregel at forjage befolkningen fra deres hjemstavn under foregivende af at ville anvise den andre beboelsespladser, hvor de ikke vilde være politisk farlige for det tyrkiske rige.

Enver Pascha har senere, overfor en Tyrk, som gjorde ham ansvarlig for tildragelserne i det asiatiske Tyrkiet, ytret, at det var ³den tyrkiske regerings målbevidste hensigt at årelade det Armenske folk således, at det procentvis i Tyrkiet vilde komme til at svare til Jødernes antal i Tyskland.² Nogle menneskelig sindede højere tyrkiske embedsmænd søgte, såvidt muligt, at undgå udførelsen af denne befaling, og 29 iblandt dem nægtede ligefrem at trække hånd til en sådan foranstaltning. De blev kort efter afsatte fra deres embede, hvad der for mange af dem var ensbetydende med finansiel ruin.

Udførelsen af deportations-ordren blev iværksat på forskellig måde. Nogle steder tillod man ikke engang forældrene at afvente børnenes hjemkomst fra skolen, og man måtte kun tage så meget med, som man selv kunde bære. – Andre steder kunde de formuende imod høj betaling leje en vogn og således redde noget af deres husgeråd: men senere blev både vogn og ejendele frataget dem med den bemærkning, at det skulde anvendes i militært øjemed. En sådan transport betød for gendarmerne og soldaterne, som skulde ledsage den, muligheden af at kunne berige sig og tilfredsstille deres hæslige begær. Da mændene jo var ved fronten, ramte evakueringsordren i det væsentlige oldinge, kvinder og børn, og da den mandlige beskyttelse således fuldstændig manglede, var disse uden barmhjertighed prisgivne deres bødlers vilkårlighed.

Jo længere et sådan tog af deporterede var under vejs, desto tydeligere kunde man kende deres spor. Hvem der ikke kunde følge med blev drevet af sted med piskeslag eller truet på livet, for så – med opbydelsen af deres sidste kræfter – måske kort efter at synke døende sammen. At skildre alle disse sjælelige og legemlige lidelser vilde fylde hele bind af bøger, og dog vilde en menneskelig pen ikke formå at beskrive de kvæler, som disse ulykkelige ofre for menneskelig vilkårlighed og grusomhed måtte udstå. Hvem kan forestille sig en sådan scene, som når moderen ved gendarmernes piskeslag blev tvunget til at lade sit døende barn ligge? og hvem kan tænke sig ind i et barns navnløse jammer, der ser sin moder synke sammen i døden og således er berøvet sit sidste værg? Hvem kan sætte sig ind i en moders følelser, når hendes datter på den råeste måde bliver misbrugt lige for hendes øjne? For yderligere at forhøje tørstens kvaler for disse ulykkelige, som slæbte sig frem ad de stenede, solhede veje, kom mange af deres bevogtere på den sataniske tanke at berøve kvinderne deres hovedbeklædning og yderklæder.

Disse umennesker besatte dertil brøndene og truede enhver med døden, som vilde øse vand op. I den tid blev mange et offer for vanvid. Ved den dag for dag vedvarende overanstrengelse og den stedse mere om sig gribnede underernæring udbrød der snart smitsomme sygdomme i disse tog af deporterede og bortrev dem i tusindvis, Døden havde for disse stakler mistet sin skræk, thi hver ny dag bragte et sådant mål af lidelser, at døden af mange blev hilst som en befrier. På grund af censuren kunde vore missionærer derovre intet meddele os om forholdene.

Fra en af vore missionsstationer henviste man atter og atter til steder hos profetens Jeremias med den bemærkning, at det bogstavelig stod således til derovre. Vi vil kun anføre et enkelt af disse steder, Jer. 7. 33-34: ³ Og dette folks døde kroppe skulle være til føde for himmelens fugle og dyrene på jorden, og der skal ingen skramme dem bort. Og jeg vil lade fryds røst og glædes røst, brudgoms røst og bruds røst ophøre fra Judas stæder og fra gaderne i Jerusalem; thi landet skal være øde.² I begyndelsen manglede vi forståelsen af meningen med disse Bibelsteder, thi efter alle de officielle beretninger kunde man aldeles ikke finde nogen grund til, at der skulde være udbrudt nye Armenier-forfølgelser.

Men desværre varede det ikke ret længe, før meddelelser fra sikker kilde viste os, at det forholdt sig ord til andet, som det var beskrevet i de nævnte bibelsteder. Mændene blev trukket ud af deres boliger, slået ned, skudt eller kastet i vandet, og luften genlød af skrig og jammer. Så vidt muligt blev alle Europæere og Amerikanere fjernede fra de egne, hvor disse rædsler gik for sig, for at forhindre, at øjenvidner til disse forbryderiske handlinger skulde kunne bringe meddelelser derom. Alligevel trængte sandheden dog omsider igennem, men desværre først efter at hundred-tusinder havde måttet lade livet. V ore missionerer blev af de tyrkiske embedsmænd hæmmet som aldrig før i at kunne bevæge sig frit. Alligevel lykkedes det dem dog på mange måder at komme de betrængte Armeniere til hjælp og gøre deres stilling tåleligere. Således hjalp man f. Eks. på en af vore missionsstationer en flok på hundrede til, ved flugt, at unddrage sig forfølgelserne.

Også søgte man på forskellig måde at forbinde de sår, der var tilføjet dem, og at hjælpe, hvor det overhovedet var muligt. På ny mobiliseredes den kristelige kærlighed i Europa og Amerika for i det mindste at kunne tage sig af de overlevende på den mest praktiske måde, og tyske og amerikanske missionærer har skulder mod skulder båret dette kristelige hjælpearbejde, såvel i forening som også hver for sig. Nogle af vore søstre lykkedes det at følge efter en sådan deportations-kolonne og opsamle alle dem, som var blevet liggende på vejen, ligesom en skare forladte børn blev reddet ved samme lejlighed. Denne tjenende kærlighed overfor det døende folk stillede imidlertid så store krav til de sjælelige og legemlige kræfter, at én af vore søstre, som særligt levede med folket og delte dets smerte og lidelse, bogstavelig døde ved, at hendes hjerte brast. Da nu efterhånden beretningerne om de grufulde forhold spredes over Vesteuropa, søgte de højere tyrkiske embedsmænd at undskylde sig på alle mulige måder, dels ved ganske løgnagtige indberetninger og dels ved at besmykke deres handlemåde.

Desværre var det os endnu dengang forbudt at offentliggøre noget desangående, men beretningerne fra det fjendtlige og det neutrale udland trængte dog tid efter anden også ind i Tyskland og vakte i de tyske kristelige kredse en harme og forfærdelse, som snart fulgtes af en inderligt medfølelse og offervillighed, så at man, efter evne, gav midler til, at følgerne af disse rædselsfulde forholde måtte kunne lindres på bedste måde.

Idet Tyrkerne søgte at vælte hele skylden over på Armenierne, håbede man at kunne vaske sig ren i verdens øjne, og man gav det derfor udseende af at skyldes nødværge overfor opstand og revolution! således blev f. Eks. en tildragelse i Urfa udnyttet på den måde, da den Armenske befolkning forsvarede sig til det yderste og søgte at værge deres liv, fordi de vidste, hvilke pinsler og skændigheder der ventede dem, når de blev deporterede. Heller vilde man dø i sit hjem, end systematisk blive pint til døde på ugelange vandringer i ørkenen. De tyrkiske embedsmænd selv søgte overfor enkelte særlig ³oprørende tilfælde² at undskylde sig med, at slette underordnede i deres udøvelse af magten var gået udenfor rammerne af, hvad der var dem tilladt. Også til Urfa nåede verdenskrigens rædsler. I sommeren 1915 begynder så deportationerne.

Nogle af disse tog af ulykkelige passerer også Urfa, og Karen Jeppe søger at lindre deres kår ved at skaffe dem hvile og mad og drikke. Men det er kun et kort frist; snart drives de videre ud mod det uvisse – ud i døden. Nye tog kommer, og med dem nye rædselsberetninger, og de kristne i Urfa begynder at ane, hvad hensigten er, og hvad der venter dem. Snart begynder myrderierne og bortførelserne også her. Nogle armeniere sætte sig til modværge; en militærekspedition kommer til byen; det Armenske kvarter belejres; igen søge man tilflugt i Domkirken, der bliver sønderskudt med granater, og de få overlevende, der overgiver sig, bliver hængt. Af 5000 huse i det Armenske kvarter var kun 40 skånede. Ved synet af denne ødelæggelse udbryder en amerikanske lægemissionær, der i en menneskealder havde virket i Lilleasien: Mit hjerte er knust, jeg kan ikke bære Tyrkiets byrder længere². Men Karen Jeppe, der til stadighed var vidne til al denne elendighed, fik ikke tid til at fortvivle.

Hun måtte hjælpe armenierne. Nogle lykkes det at flygte, andre skal have mad i deres skjulesteder. Flere og flere søger tilflugt hos hende; hun får indrettet en kælder under en af stuerne, hvor de kan være skjult for tyrkerne, og her sidder de sammenkrøbne, i dødsangst, mens tyrkiske gendarmer gennemsøger huset, og Karen Jeppe følger dem roligt, og netop ved sin ro redder adoptivsønnen Misak, der var skjult på loftet. Også hans hustru Lucia lykkes det at rede fra et deportationstog ved at bestikke nogle Kurder. Smitsomme sygdomme hærgede den ulykkelige by.

Først var det malaria, så kom plettyfus. Karen Jeppe havde hele tiden søgte at holde modet oppe hos de Armeniere, hun skjulte. Nu lagde sygeplejen så stærkt beslag på hendes kræfter, at der kom en dag, da hun ikke kunde mere. Alt for længe havde hun påtaget sig det overmenneskelige. Nerverne var spændt til bristepunktet. Det var også grænser for en svag kvindes stærke vilje. De deporteredes skæbne i koncentrationslejrene var i almindelighed forfærdelig, og der kunde endnu skrives meget om forholdene og tilstandene i disse. I sin bog ³Bagdad, Babylon og Ninive² beskriver den bekendte forsker Svend Hedin en sådan lejre. Efter et forløbigt skøn regner man, at af den rigeligt 1.500.000 Armenske befolkning i det asiatiske tyrkiet over halvdelen har mistet livet i disse år, (Dette antal ifølge officiel kilde er halveret) thi også blandt de Armeniere, som var bosatte i øst-Anatolien og omkring Vansøen, er mange omkommet på deres tvungne flugt til Kaukasus eller døde som følge af strabadser, savn og sult.

Hvis der ikke hos det Armenske folk fandtes en så udpræger kærlighed til deres hjemland og tillige en enestående sej udholdenhed, måtte man befrygte, at der ingen fremtid gaves mere for den overblevne lille rest. Men vi har det håb, at dette folk atter vil rejse sig og, som vi hjerteligt og oprigtigt ønsker, gå en velsignelsesrig fremtid i møde. Selv om vort øje ikke ser andet end ruiner, så behøver vi ikke derfor at blive forsagte. Da Nehemias begyndte at bygge Jerusalems mure, da blev vel de klejnmodige og de lidet-troende forsagte ved synet af de store grushobe og de ødelagte porte, men de troendes øjne skuede op til Ham, for hvem det er let at hjælpe, hvad enten det sker ved mange eller få. Jeg har omhyggeligt vogtet mig for at indblande politik i denne beretning. Dette kunde jeg så meget lettere gøre, som vort, nu i 22 år bestående arbejde derovre, principielt i hele denne tid har holdt sig fri for alle politiske bestræbelser, og vi sendte vore missionsarbejdere derover efter hans befaling, som har sagt: ³Mit rige er ikke af denne Verden!².

Den 30. marts 1919 skriver Frk. Karen Marie Petersen: ³For 10 dage siden forlod vore venner, de tyske missionærer, os og deres arbejde uden noget håb om atter at kunne tage det op. – dog for Gud er alle ting mulige. Men godt var det, de fik lov at blive så længe og ikke skulde af sted i vinterens hjerte. Den tyske pigeskole har jeg overtaget. Sammen med søster Verena (en Schweizerinde) har jeg overopsynet med pigehjemmene, og jeg alene med de tyske børn udenfor hjemmet og dem, der underholdes for amerikanske regering. Jeg har fået et nyt stort arbejde, der lægger beslag på al min interesse og den største del af min tid. I år og dag har vi bedt Gud lukke dørene op for de mange, som slaver i tyrkernes huse. Og da der så blev lukket op, syntes vi alligevel, det var et par måneder for tidligt. Hvor skulde de hen, hvorfra få klæder, sengetøj, brød? hvor godt om ³Røde kors² var kommet før.

Efter ordre fra konstantinopel måtte tyrkerne bortsende alle de unge piger, store drenge og kvinder, der boede hos dem, og de har dog i nogen grad begyndt at adlyde ordren. Men naturligvis er det svært at give afkald på dem, der har gjort deres arbejde og været dem til vilje; de gør deres bedste for at beholde dem, – og når de så sender dem afsted, jager de dem af trods blot ud på gaden halvnøgne og uden en Para for deres årelange slid. De kommer flygtende fra alle kanter, og hvor ser de lasede, snavsede og forhutlede ud, vante til skældsord og slag, åndeligt og legemligt udsultede. Naturligvis måtte der gøres noget for dem, og jeg blev opfordret til at tage mig af dem. Vi begyndte da ganske småt i et lille lejet hus, men 14 dage efter var alle fire værelser fuldt belagte (50), og hundreder ventede på at blive taget ind. Vi fik så regeringen til at give pigeskolen tilbage, den, som de havde taget fra tyskerne.

Den var i en ubeskrivelig tilstand, men havde også gennemgået flere forskellige perioder, først været kaserne, så syghus, så tysk børnehjem, så ³Mahadju²-flygtninges hus, og den bar sporene deraf. På gulvet tommetykt lugtende snavs, ruder slået ud, skabe og træværk brækket itu til brændsel, taget og murene faldne ned, og sidst, men ikke mindst gården fuld af alenhøje dynger af affald og snavs.

Det var et stort arbejde, men kvinderne, der vidste, at de nu arbejdede for dem selv, og at der ikke vankede forbandelser og prygl som ellers, tog fat med liv og lyst; vore to bibelkvinder var til god hjælp, så vi fik huset i ordentlig stand, og ikke mange dage efter var det fuldt, idet vi har over 230 kvinder og pigebørn; et ekstra hus blev indrettet til 100 drenge og unge mænd, og disse tal forøges dagligt. Der er stadig syen tøj og sengetøj, baden, indsmøren mod fnat, given medicin o.s.v. Glade og smilende ansigter møder mig på mine daglige besøg i hjemmene, det er en stor glæde at have med dem at gøre, så taknemlige er de. Som de legemligt er forhutlede, er de det meget åndligt; thi de forhold, de har levet under, har været i højeste grad demoraliserende. Mange er fra landsbyer, har aldrig gået i skole og har ikke haft nok af kristendom til at have salt i sig, så de undgik at forrådne sammen med deres omgivelser.

Men de har alle det forsæt at ville begynde et nyt liv og lytter med stor hunger og tørst efter evangeliet. Jeg prøver på én gang daglig at holde andagt for dem, når min tid vil slå til. Hele dagen står jeg med vægt, en pengepung eller en pen i hånden, når jeg ikke er på inspektion i hjemmene. Jeg har været så heldig at få en god “Majrig” til dem, en god, rolig og dygtig kvinde; bibelkvinderne tager også godt fat. En ubodelig skade er sket gennem de sidste år, hvis vi ikke vidste, at Gud kan skabe nyt ud af intet eller af meget skrøbeligt materiale, så var der intet håb – men for Gud er alle ting mulige. 29. juni. 1919. Sidste uge lukkede vi skolen.

Jeg havde indbudt Miss Riggs til eksamen, og hun var overordentlig fornøjet med resultatet; det var virkelig også en store fornøjelse at høre, hvor meget børnene havde lært, og med hvilken dygtighed og interesse lærerinderne havde undervist dem. Da jeg sagde til Mariam Zaghig: ³Det er mærkeligt, hvor meget børnene har lært i den korte tid² – husk, vi åbnede i februar, efter at tyskerne havde lukket deres skole ved juletid – svarede hun: ³Du ser, “Majrig”, det er, fordi vi ikke har arbejdet som lejesvende, men for vort eget hjem.² I et brev afgået fra Konstantinopel den 24. juli 1919, skriver Maria P. Jacobsen: ³Mr. Riggs rejser én af de første dage til konstantinopel, og da det synes umuligt at få forbindelse med Danmark, vil jeg prøve på at sende dette brev med ham og bede ham sende det derfra; ligeledes vil jeg bede ham sende dem et telegram fra konstantinopel, og håber han kan få telegrafisk svar, medens han er der. Jeg sender også i dag et telegram herfra til dem, for at bede dem sende os penge til hjemrejsen, som vi har planlagt til en af de første dage i september.

I de få breve, som har nået os, har der altid stået, at De håber, vi snart kan komme hjem. Derudfra har vi antaget, at damerne er villige til at lade os rejse så snart som muligt. I de sidste måneder er her til Kharpert ankommet omkring ved 20 Amerikanere, som nu også godt som helt har overtaget alt arbejdet. Det var først tanken, at jeg skulde være rejst hjem, så snart Mr. Riggs kom hertil; men ingen af dem anede, hvor stort et arbejde her var, før de kom, og det var umuligt for Mr. Riggs at overtage arbejdet, før han fik flere hjælpere. Disse har nu været her i 4 uger; jeg har sat dem ind i arbejdet, så godt som jeg kunde, og det er bestemt, at jeg skal rejse hjem så hurtig som muligt.

Det er dog umuligt at rejse nu i den stærkeste hede, men længere end til 1ste september vil det være meget svært at vente. Jeg er træt og længtes efter at komme helt bort til andre omgivelser for en tid. Karen Marie Petersen kan også godt rejse, selv om Frk. Marcher ikke kommer ud før i oktober, da Amerikanerne med glæde vil overtage opsynet og regnskabet, indtil Frk. Marcher kommer, og Dirouhi, Sara “Majrig”en og de ældre børn véd, hvordan alt skal gå, og nu er der ingen fare med så mange Amerikanere omkring os her.

Den eneste vanskelighed er penge til rejsen, da vi ingen har. Men jeg beder Dem om venligst at sende os hurtigst muligt (Pengene var allerede afsendt) og lade os vide derom gennem telegram. Endnu er intet bestemt angående ruten, vi tager; men her i landet indtil jernbanen rejser vi med de amerikanske automobiler: måske er det muligt for os at tage med damper lige til England, hvilket jeg tror vil være det letteste i denne tid. På mandag skal jeg afsted til Malatia med to amerikanske damer, som skal arbejde der blandt armeniere og Kurder; jeg skal med for at begynde arbejdet og sætte dem ind i det. Jeg håber om 14 dage at kunne tage tilbage til Kharpert igen. For 14 dage siden var jeg i Malatia i 4 dage på en inspektionsrejse for at undersøge forholdene.

Resultatet blev, at disse damer skal arbejde der. Vi skal oprette børnehjem for armeniere og Kurder og begynde Industri-arbejde. Her i Kharpert har vi nu over 3000 børn. Vi tager stadig nye ind, som kommer flygtende fra tyrker og Kurder, og vi regner, vi vil få ca. 10.000 børn, en stor flok, og yndige børn. Jeg har i de sidste måneder sendt alle mine gamle børn ud til forskellige landsbyer; der er kommet omtrent 100 i hver ³Familie² i 14 forskellige landsbyer. Når jeg kommer tilbage fra Malatia, håber jeg at kunne tage ud til hver ³Familie² og tilbringe et par dage hos dem, før jeg tager hjem. Jeg elsker disse børn, og vi er blevet knyttet fast sammen i disse sidste år, hvor vi har levet så tæt sammen og delt sorger, ængstelse og også glæder med hverandre.

Det er svært for mig at overgive dem til andre og forlade dem.² Allerede i forsommeren bestemte KMA komiteen sig til at indlede forhandling med ³American-board² om et muligt samarbejde, da de, som kvinder, ikke kunne stå alene i Anatolien, og deres arbejde i tilslutning til ³Deutscher Hülfsbund² jo var ophørt efter de tyske missionærers udvisning. Den 9. oktober 1919 nåede de to missionærer Karen Marie Petersen og Maria Jacobsen hjem til Danmark. Karen Marie Petersen havde ligeledes holdt ud som moder i børnehjemmet ³Emmaus², hvor hun havde reddet mange mennesker samt i trofast kærlighed sørget for de mange børn i hjemmet.

Om den onde tid skrev Maria Jacobsen; ³Når jeg ser tilbage over disse sidste år, ser jeg vor kærlige himmelske Faders ledende og beskyttende hånd, især er mit hjerte fuldt af tak og lov for Hans vidunderlige godhed i det sidste halvandet år, en tid så hård – kun Gud ved, hvor hård, men også fuld af velsignelse. Det er vidunderligt at dvæle i den Almægtiges skygge, at vide, at hans øjne er altid åbne, og Hans hånd altid udstrakt for at hjælpe sine børn, og så ikke alene at vide det, men også at opleve det på en vidunderlig måde i sit liv og arbejde².

Den 2. november 1918 tilsendt repræsentanter for 22 kirkelige organisationer i Schweiz præsident Wilson følgende bønskrift: ³På dette tidspunkt, hvor alle folkeslag ser hen til Dem og beder om Deres hjælp og velvillige interesse, retter også vi, Hr. Præsident, i den schweiziske kirkes og de kristelige foreningers navn, som vi har den ære at repræsentere, en indtrænende bøn til dem om, at De vil tage sagen om oprejsning for det kristne Armenien – dette offer for det tyrkiske voldsherredømme – i deres hånd. At fuldstændig befrielse fra det tyrkiske åg må være én af de væsentligste betingelse ved den almindelige fredsslutning, er et dybtfølt ønske hos alle dem, der véd, hvilke rædsler der er gået hen over Armenierne.

Som svar på dette martyrfolks klageskrig og – for så vidt som det endnu er muligt at hjælpe og genoprette, beder vi om, at de deporterede må blive førte tilbage, og at deres hjem må blive genrejste; at de i tyrkiske haremer indesluttede unge kvinder og de tyrkiske familier tilbageholdte børn må blive befriede, og at det skændige åg, der blev pånødt dem, man tvang til at afsværge kristendommen, må blive hævet. Vi beder om, at alt dette må ske under Entetens tilsyn og med de forenede staters hjælp, der har så gamle tilknytningspunkter til dette ulykkelige folk.

Den kristelige samvittighed forlanger og fordrer, at denne befrielsesakt ufortøvet udføres. Gud vil det! Vi tror, Hr. Præsident, at De er kaldet til at give stødet til, at dette måske, og vi er overtydede om, at De vil vide at vælge så vel det gunstige øjeblik som også de virksomste midler til udførelsen deraf² I efteråret 1920 fik Frk. Maria Jacobsen en meget indtrængende opfordring fra den amerikanske mission, til hvilken hendes arbejde i Armenien havde været knyttet, om at komme til Amerika og holde møde der i vinteren 1920-21, et kald, hun ikke turde være overhørig. Samtidigt kom efterretninger om masakrer på de ulykkelige Armenske kristne – alene i Marash skal 19.000 være blevet nedsablede og nu hjemmeværende søstre tænker med ængstelse på Harpoot og Mezreh, der ligger nær ved Kurdistan, hvor Enver pasha raser.

“Fuglereden” 4

I slutningen af 1915 var landet renset. Men der opfordres stadig til ³at hugge Træet ved roden². Kun børn under 5 år vilde vokse op som tyrker uden erindring om fortiden. De overlevende er samlet i lejre ved Eufrat, i ørkenen og i Nordsyrien, og på dem kommer så blodbadet i foråret 1916. I een lejre behøvede man ikke at fortage sig andet end begrave 55.000, der var død af sult. I en bjergkløft slagtede soldaterne 25.000 kvinder og børn. En del anbringes på tømmerflåder i Tigris; da disse nåede Mosul, var de tomme; men både Tigris og Eufrat flød med lig.

Maria Jacobsen forblev under krigens år trofast på sin post i Kharpert; skønt sygdom som plettyfus og meningitis havde svækket hendes helbred, gik hun tappert i gang med at hjælpe, thi nu gjaldt det om at redde børn fra den visse død. Den Armenske bydel i Kharpert var ødelagt, familierne bortført og dræbt, men hundredvis var børnene flygtet op i bjergene, skjulende sig i klippehuler og tomme brønde. Børn, børn så hun alle vegne, forskræmte, udhungrede og sårede børn bankede ved nattetid på hendes dør, hun fandt dem også selv, ofte så udmattede, at de ikke længere formåede at gå; den hårde klippe blev deres sidste leje og græs deres eneste mad.

Fortvivlede kvinder, næsten sindssyge af rædsel, kom til hende om natten; en nat slæbte en kvinde sig ind til hende, hun havde 46 dolkestik og var ved at forbløde. Maria Jacobsen tog så mange ind som muligt; i den uddøde ruinby, hvor Armenierne havde boet, samlede hun børnene, stedet blev aldrig besøgt af Tyrkerne, der skyede det for deres grusomme gerninger.

2000 børn bar hun en efter en til ruinbyen, ofte kun for at se dem dø for øjnene af sig, udpinte som de var af sult og rædsel. Ca. 10 børn døde for hende om dagen; natten blev brugt til at grave ligene ned, men klippejorden var hård og vinteren streng, ofte så hun vilde hunde om dagen opsøge gravene, -end ikke i døden fik disse arme lov til at hvile i fred.

Armensk kvinder, som hun reddede, blev hendes medarbejdere, modigt fulgte de hende gennem den mørke nat ned til ruinerne for at pleje og passe de stakkels børn. I de rum, hvor børnene lå, var der hverken døre eller vinduer, ovnene havde tyrkerne også bortført; i den dybe nat, i kulde og nød var mange af børnene næppe i stand til at synke blot en skefuld varme suppe end sige et stykke brød, så tog Maria Jacobsen sådanne børn i sin favn, og ofte grædende, bestandig bedende, vuggede hun dem, intil øjnene lukkede sig i døden.

I sådanne øjeblikke, medens hun sad med det døende barn i armene omgivet af den store børneflok, der til sidst talte 2000, steg der en bøn op til Gud om, at han engang ville give hende et hjem, hvor hun kunne samle Armenske børn, et fristed langt borte fra blodets og tårernes land, hvor de under lyse kår og i fred kunne leve glad barndomsdage.

Hvorledes fik Maria Jacobsen mad til de mange børn, thi de døde jo ikke alle: hvorledes fik hun klæder til at klæde de nøgne?. Det er en historie for sig, som her i korte træk må fortælles med få ord i sparsomme beretninger, som de blev fortalt til Elsa Vind af hende selv.

Maria Jacobsen havde i tider været fremsynet. Hver gang fårene blev klippede i landsbyerne uden om Kharpert, opkøbte hun en mængde uld, som blev stuvet ind i et rum; ofte lo hun næsten af sig selv, når hun så derind, thi efterhånden lå det tæt fra gulv til loft, og hun spurgte: ³Hvad skal jeg egentlig med så mange?² Men hun var i hvert fald tilfreds dermed, tiden kom nok, hvor det blev kartet og spundet, og det var godt at have meget af noget så varmt som uld- ³Hvem ved, om jeg ikke får brug for det?² Ja hvem véd.

Da de stakkels børn i hundredvis kom til hende, var de i en så elendig forfatning, også med hensyn til tøj, at hun meget hurtigt forstod, hvorfor hun i tid havde skaffet sig uld; med tak til Gud så hun nu på sin store beholdning. Men hvem skulle hjælpe hende med at karte og spinde og strikke? Der var efterhånden kommet ikke så få Armenske kvinder til hende, men hvilke menneskevrag! Jagede, rædselslagne var de flygtet, mange af dem havde set deres mænd dræbt for øjnene af sig, deres børn med overskårne struber, medens livsblodet flød; selv var de flygtet for ikke at falde i Tyrkernes vold, og nu sad de der med livet i behold, men de udtryksløse øjne talte om et knust hjerte.

Med uendelig kærlighed og dog med fast vilje prøvede Maria Jacobsen at vække disse kvinder ³til live² igen. Deres egne børn var dræbt, men uden om dem var der i hundredvis af børn, der trængt til hjælp. Lidt efter lidt fik hun gang i arbejdet; kvinderne vågnede ligesom af en ond drøm, hvori de selv ganske vist havde mistet alt, hvad der var dem kært, men endnu var der mennesker om dem, som kun ville dem godt, og børn, som netop trængte til deres arbejde. Der blev kartet, spundet og tilsidst strikket varme og solide tykke trøjer; hvad det betød for børnene, som kun havde været klædt i laser og ofte kun iført en sæk, hvori der var revet et hul, som hovedet kunne stikkes igennem, kan man let forestille sig, og med arbejdet kom glæden og nyt liv til ulykkelige knuste hjerter.

Hvorledes gik det med mad til de mange? Endnu kunne Maria Jacobsen klare sig med sine medhjælpere der, hvor hun boede, i det af Amerikanerne forladte hus, men da børneflokken voksede, så hun, at hun aldrig nogensinde kunne få nok til alle ud af sin sparsomme beholdning. Hun havde sendt et brev af sted med en tysk læge, men det kunne tage måneder, muligt år, inden svaret kom; alle veje syntes lukkede, men vejen opad var åben, og dag for dag steg bønnen op om dagligt brød til de mange trængte. Nu da de mange børn endelig var kommet til hende, skulle de så dø af sult? Hvilken børnejammer var det ikke! snavsede, fyldte af fnat og utøj opholdt de sig der i ruinerne, de turde ikke gå ud om dagen, thi Tyrkerne anede intet om den store børneflok, der efterhånden havde samlet sig.

Nu var det de levende, hun måtte tænke på. Hvor fik hun mad til de mange hundrede børn? Maria Jacobsen bad; hun vidste, der var mel nok i Kharpert til de mange Tyrkiske soldater, også dem havde hun af og til som sygeplejerske taget sig af og vasket og forbundet deres sår, for de var også meget at beklage; hver dag blev der sørget for deres forplejning, men hvorledes skulle Maria Jacobsen få del i disse forsyninger? Hver dag bad hun, om Gud ville forbarme sig over dem alle og vise hende vejen frem.
Gang på gang kom hun derved til at tænke på en bestemt Tyrk, der stod for uddelingen af melet, men hver gang nølede hun, turde hun betro sig til en Tyrk, turde hun sige ham, at hun skjulte henved 2000 Armenske børn, var risikoen ikke for stor? Dag for dag bad hun Gud om visdom og råd, dag for dag kom denne Tyrks navn hende i tankerne, indtil nøden snart bankede på hendes dør; hun vidste, at den havde døden til følge, om hun ikke fik mad nu. Hun bad om en samtale med denne Tyrkiske embedsmand, og han føjede hende gerne i det; hun havde jo været god med mange af de syge soldater.

Maria Jacobsen førte ham ind i et værelse, hvor hun ganske alene kunne betro sig til ham. Han stillede sig velvilligt, han vidste jo, at hun i sin bolig havde en del Armenske kvinder, og han kunne godt skaffe mel til hende og dem. Da måtte Maria Jacobsen udlevere sin hemmelighed; i tro til Gud, men med ængstende hjerte, fortalte hun den Tyrkiske embedsmand om de mange børn, hun havde samlet og skjult, det var til dem, hun måtte have mel, om de ikke skulle dø.

Med uhyre forbavselse hørte han om dette, og han henfaldt i dybe tanker; Gud har dog vidst, at der i denne Tyrks bryst bankede et varmt hjerte, måske også et hjerte, der i lidelse og gru havde sørget over, hvad hans folk havde gjort af ondt mod Armenske folk. Han sagde, at han godt kunne forsyne hende med melet til de mange, men da han også førte regnskabet, måtte han have betaling derfor, men han skulle dog ikke tage mere, end hvad en Tyrkisk soldat betalte for sin portion, altså på billigst mulige vilkår. Glad og taknemmelig hørte Maria Jacobsen dette; Amerikanerne havde efterladt hende penge, og hun så sig i stand til at betale.

I Juli 1915 tømtes Cilicien og kystlandet nord for Syrien for sin Armenske befolkning, og endelig i August 1915 begyndte uddrivningen fra det vestlige og indre Lilleasien. Alene Konstantinopel og Smyrna skånedes. Sidste by dog kun ved tysk militær indgriben.
Fra Konstantinopel udjoges og deporteredes dog, d.v.s. dræbtes, alle de, der var fødte i Lilleasien og ikke formåede at gemme sig. Det var mange tusinde, som måtte følge deres nation ud i en jammerlig død.
Medens de halv vilde nomadefolk i øst havde myrdet, plyndret og gjort menneskerov i de udvistes tog, båret sig ad som de lystede med disse af Allah forbandede, gik det noget anderledes i vest.

Her i de mere fredsommelige bondeegne, hvor jernbaner og landeveje af tålelig art findes, hvor alle livsvilkår er mildere og sindene mindre voldsomme, nåede de ulykkelige ofte med ejendele og selv vogne og trækdyr frelste og i tålelig stand til Nordsyrien.
Dette lands diktator, Djemal pasha, der ledede felttoget på sydfronten mod Storbritannien, var ingen ven af de store myrderier. Han lod Armenierne i tusindvis bosætte sig nær Aleppo, ved Hama og Homs, ja gav mange lov til at rejse sydligere. Han hjalp store kolonier tilrette ved Eufratfloden, i Ras ul Aain, i Baab, i Meskené helt ned mod hovedsamlingsstedet og administrationen for deportationerne, Der Zor.

Men dette var ikke ³Komitéen²s mening. Talaáts øje søgte, og han vågede over, at intet levende Armenske skulde slippe ud af hans dødsgreb. I løbet af sommeren blev de afvæbnede Armenske soldater, der var ved jord og vejarbejde, i flokke førte til kasernegårdene og til sidste mand skudt, så gårdene ejlede i blod. De få tilbageblevne linjesoldater fik samme skæbne; de blev summarisk dømte og dræbte af deres tyrkiske kammerater.
Armenske officerer, der var nogle, ingeniører, militærlæger afskedigedes, deporteredes og myrdedes. De syge på hospitalerne slæbtes ud og døde, frugtsommelige mødre, diende små, alle uden forskel, uden ynke, drives ud og i døden.

Set, der viser denne afgrundsdybe vilje til ødelæggelse af armenierfolket, er den Ungtyrkiske komité´s optræden overfor de Armenske børn. Hvad der her er gjort af djævelsk for ³at hugge træet om roden² og ingen hævnere levne, som det åbent udtaltes, er et uhyggeligt tegn på menneskelig fornedrelse.
Tusinder og atter tusinder af børn er dræbte, druknede, kastede bundne ned ad klippeskrænter, halshuggede. Visse steder surrede man fire og fire små børn sammen, kaldte okseslagtere og garvere til og lod dem hugge halsene over på én gang. Ofte slog de fejl i skyndingen, og derved reddedes adskillige små senere, om end med gabende sår.
Store mængde af små børn sultedes regelmæssigt ihjel i opsamlingshuse. Krigsretssag mod en sådan tyrkisk englemager førtes efter våbenstilstanden i Aleppo. Gennemgående fik efter Indenrigsministeriets befaling kun lov at leve, hvad der var under 5 år, da de kunde blive tyrker uden minde om fortiden.
Da midt under de usigelige skændsler i armenien en højtdannet Armensk kvinde spurgte en tysk søofficer, hvad den civiliserede verden på dens forfærdelse over disse vildgerninger, der gik for sig for øjnene af så mange tyske mennesker, gav officeren dette ikke helt usande svar: ³De skal ikke komme i ondt lune ved at tænke på det! Efter fredsslutningen vil der være så mange og så nære spørgsmål at få rede på, så der ikke vil findes en høne, der ryster sine fjer for armeniernes skyld.²
I K.M.A.s årsberetning for 1915 står: For Arbejdet i Armenien har året 1915 været det sværeste af alle. I de første måneder fik vi slet ingen efterretninger fra vore udsendinge derover, så det var først langt senere, at vi af udtalelse på brevkort fra dem forstod, hvor truende forholdene allerede i Februar 1915 havde været. I ³Emmaus² har børnene hele året måttet holdes internerede i hjemmet, så at de kun har kunnet trække frisk luft ved at færdes lidt i gård og have.

Da pigeskolen straks efter krigens udbrud blev lukket, må børnene undervises i hjemmet, hvor 3 af vore tidligere piger, som var uddannede til lærerinder – nemlig Mariam Zaghig, Baidzar og Mariam Mardigian – besørger undervisningen. Mariam Zaghig, som var lærerinde i Arapkir, undgik kun at dele skæbnen med de andre Armeniere der, fordi hun lå syg af Tyfus.

Flere af de tidligere udtrådte piger, hvis mænd er dræbte, er flygtede til ³Emmaus² med deres små børn og har nu opholdt sig der i længere tid; ved Juletid fødtes der to børn. Gud har vidunderligt bevaret Frøken Karen Marie Petersen rask på legeme og sjæl igennem denne så svære og oprivende tid, så at hun trofast og tappert har kunnet røgte sin ansvarsfulde gerning.

I april blev Frøken Maria Jacobsen, ved at pleje tyfuspatienter, selv meget hårdt angrebet, og det så ud, som om vi skulde miste hende, men takket være Herren kom hun over den farlige krise og kunde, efter et længere rekreations ophold i den Amerikanske Missions sommerbolig, atter i eftersommeren tage sit arbejde op. Ved Juletid døde Dr. Atkinson, som var læge ved hospitalet i Mezreh, hvor Frøken Jacobsen tidligere var ansat som sygeplejerske. Det var et stort tab for vore Missionærer at miste ham, både som ven og som læge, og Frøken Maria Jacobsen, som plejede ham under hans sidste sygdom og var hos ham under hans sidste sygdom og var hos ham Julenat, da han døde, blev overanstrengt og fik kort efter atter et lettere anfald af tyfus.

I den anledning skriver Frk. Karen M. Petersen den 4. januar 1916; …Vi véd at vore kære venner har bedet meget for os – også om dette, at vi måtte kunne fejre en glædelig jul, men den blev meget sørgelig – freden og glæden vilde ikke ret få indgang dette år. Juleaften var vi indbudte hos Jenny Jensen til juletræ og gåsesteg. Maria Jacobsens lille plejebarn, Bessie eller Beatrice, som er hendes rigtige navn, var henrivende sød og jublede højt af glæde, men Maria kom først sent fra sygeplejen og var meget træt. Vi måtte alle bestandig tænke på forskellen mellem denne og forrige jul; skønt den også dengang var usigelig svær, så stod den i sammenligning med denne i rosenkær for os!
Næppe var vi kommet til ro, før der kom bud, at Dr. Atkinson var døende. Maria måtte hurtigst muligt afsted og jeg kunde ikke sove mere af sorg og bedrøvelse. Han døde den 25. henad morgenstunden, og blev begravet 8 dage efter at vi havde bragt vor kære lille Annie Tacy Riggs til hendes sidste hvilested. Jeg vil savne Dr. Atkinson meget; han var sådan en god ven.²

I Malatia begyndte myrderierne allerede i maj. Endnu i september var alle pigerne fra Håndgerningsskolen i live, men senere efterretninger har vi ikke kunnet få derfra. ³Kun ved vi, at vor Bibelkvinde Veronica, har været i Mezreh for muligt at få lidt hjælp fra vor mission til arbejdet blandt de nødlidende i Malatia. På blindhjemmet i denne by er der betalte for en lille dreng, som Frøken Ørtz tidligere tog sig af. – Vort arbejde i Malatia har, på grund af forholdenes udvikling, måttet opgives; Frøken Jensine Ørtz opholde sig foreløbigt her hjemme og holder en del møder for Armenien.
Om selve sommerens rædsler i Armenien har man i ³Bring lys² bragt forskellig meddelelse, som er kommet til KMA igennem øjenvidner, så dem kommer KMA ikke nærmere ind på.

-Alt skole og Evangelisations arbejde har jo været forbudt og tillige umuliggjort af forholdene, idet størsteparten af den Armenske befolkning er blevet udryddet – enten dræbt eller bortført til den store ørken syd for Bagdad banen, imellem Der-el-Zor ved Eufrat og Mosul ved Tigris. Store skarer af disse ³Udviste² førtes igennem Mezreh, så vore Søstre har været vidner til en del af den usigelige nød og trængsel, men har da også haft lejlighed til at kunne yde de ulykkelige en smule lindring, trøst og hjælp på vejen.
Iblandt den tiloversblevne rest af folket – de fattige, syge og krøblinger – har de – takket være de rigligt indkomne kærlighedsgave her hjemme, som, trods de urolige tider, har kunnet sendes sikkert derover igennem den Tyske hovedkomité i Frankfurt – kunnet tage et velsignet hjælpe arbejde op, lavet varm mad til de hungrende, givet enkerne arbejde, o.s.v.

Missionærerne står jo for øjeblikket derover som det eneste bolværk, der holder ødelæggelsen borte fra børnehjemmene, idet der af Tyrkerne skal være givet tilsagn om at skåne de endnu tiloversblevne Tyske børnehjfem, hvoriblandt vort Mezreh. Ingen af vore Søstre har derfor – skønt de fra Komitéens side straks blev stillet frit med hensyn til hjemrejse – villet forlade deres så farlige post derover, selv om der har været lejlighed dertil i det forløbne år; tværtimod har de atter og atter betonet, at de ³betragtede det som et privilegium fra Herren² at måtte være folket til hjælp og trøst i trængselstiden.
I det Russiske Armenien tæller befolkningen halvandet Million., altså et lige så stort antal, som der var i det Tyrkiske Armenien, før udryddelsen fandt sted, og foruden den lille rest i børnehjemmene og iblandt den fattige befolkning er det lykkedes nogle at finde et tilflugtssted hos venligsindet Kurderstammer blandt bjergene.
En del er indkommet til K.M.A.´s østerlandske Missionsmark, ligesom 5000, ved hjælp af Franske skibe, blev reddede til Ægypten, hvor man har oprettet en stor teltlejr for dem og yder dem hjælp på enhver måde.

I K.M.A.s åresberetning afsluttes opsamles året med: ³Nu er det alvorstider her på vor jord, overalt føles den store krigs ødelæggende og nedbrydende magter, som ubarmhjertigt nedtræder al fredens sysel og Guds riges arbejde. For tiden er alle missionsbestræbelser ligesom lammede, og det store fremstød, som man på Edinburg-Konferencen i 1910 så hen til med håb og forventning i de kommende 10 år, har fået en uventet og brat afbrydelse.

Også indenfor K.M.A.s rammer går vi igennem alvorlige brydningstider både i arbejdet udatil og i forenings indre anliggender, Frøkken Collets sydom har, som en tung sky, hvilet over os i de sidste år, og når hun nu har taget den endelige bestemmelse at fratræde som formand, vil det sikkert komme som en stor sorg. Netop i de mørke og svære tider lyder Herrens stemme til os om at stå fast og være udholdende, thi når lovløshed bliver mangfoldig, vil kærligheden blive kold hos de fleste, men den, som holder ud indtil renden, skal blive frelst. Er natten end aldrig så sort, så vil det dog lysne mod øst, og derfra kan vi forvente den skinnende morgenstjerne, som bebuder, at natten er fremrykket og dagen er kommen nær, og når det atter blive dag på jord, da forsvinder alle de mørke, blodige krigens billeder, da glemmes alle de grufulde trængsler i Armenien og andre steder, da aftørres alle tårer, og en ny tid bryder frem.

For arbejdet i Armenien har året 1915 været det sværeste af alle. I de første måneder fik vi slet ikke efterretninger fra vore udsendinger derovre, så det var først langt senere, at vi af udtalelser på brevkort fra dem forståd, hvor truende forholdene allerede i februar 1915 havde været. I ³Emmaus² har børnene hele året måttet holdes internerede i hjemmet, så at de kun har kunnet trække frisk luft ved at færdes lidt i gård og have. Da pigeskolen straks efter krigens udbrud blev lukket, må børnene undervises ihjemmet, hvor 3 af vore tisligere piger, som var uddannede til lærerinder – nemlig Mariam Zarig, Baidzar og Mariam Mardigian – besørger undervisningen. Marian Zarig, som var lærerinde i Arabkir, undgik kun at delse skæbne med de andre armeniere dér, fordi hun lå syg af tyfus.

Flere af de tidligere udtrådte piger, hvis mænd er dræbte, er flygtede til ³Emmaus² med deres små børn og har nu opholdt sig der i længere tid; ved juletid fødtes der to børn. Gud har vidunderligt bevaret Frøkken Karen M. Petersen rask på legeme og sjæl igennem denne så svære og oprivende tid, så at hun trofast og tappert har kunnet røgte sin ansvarsfulde gerning.

I januar 4 1916 Karen m. Petersen skriver: ³Vi ved, at vore kære venner har bedet meget for os – også om dette, at vi måtte kunne fejre en glædelig jul, – men den blev meget sørgelig – Freden og glæden vilde ikke ret få indgang dette år. Juleaften var vi indbudte hos Jenne Jensen til juletræ og gåsesteg. Marias lille plejebarn, Bessie eller Beatrix, som er hendes rigtig navn, var henrivende sød og jublede højt af glæde, men Maria kom først sent fra sygplejen og var meget træt. Vi måtte alle bestandig tænke på forskellen mellem denne og forrige jul; skønt den også dengang var usigelig svær, så stod den i sammenligning med denne i rosenkær for os! – Næppe var vi kommet til ro, før der kom bud, at Dr. Atkinson var døende. Maria måtte hurtigst muligt afsted – og jeg kunde ikke sove mere af sorg og bedrøvelse. Han døde den 25. henad morgenstunden, og blev begravet 8 dage efter at vi havde bragt vor kære lille Annie Rigs til hendes sidste hvilested. Jeg vil savne Dr. Atkinson meget; han var sådan en god ven.

Jeg tænker, De i ³The Orient² har læst om de sidste postbestemmelser og deraf vil forstå, at vi kun tør skrive ganske – kort og ingen ord må forkorte, så hvor meget jeg end kunde have al skrive om, må jeg indskrænke det til det mindst mulige.

Den 6. Januar 1916. forsætte Karen M. Petersen sin beretning: Vi er, Gud være lovet, raske alle – ³båret på Ørnevinger² gennem alle vanskeligheder; det er sikkert svar på megen trofast forbøn. Den lile bog (³Evighjedslys over mørke skyer²), som både Maria og jeg rigtig har modtaget, har bragt os megen trøst. At de først nu får vor tak, viser at mange af vore kort er gået tabt. Det er så svært at være så langt borte fra alle venner og have en så mangelfuld postforbindelse! Maria er nu atter i syglege, idet vor eneste læge, Dr. Parmely (Kvindelig læge) har tyfus, men Gud ske lov, dog ikke noget svært tilfælde. Vi får atter ingen aviser – er ganske afskåret fra verden – men ikke fra samfundet med vor trofaste Gud og beskærmer.

Under megen trængsel og tiltagende nød samt en hærgende tyfusepidemi gik dette forfærdelige år til ende, med 1916 begyndte med en ny frygt: Russernes fremrykken og dennes eventuelle følge. I foråret begyndte pengevanskeligheder, idet regeringen udstedte pengesedler, som ingen, hverken Tyrker eller Kurder, vilde tage imod. I foråret gjort Kurderne oprør, og for at kæmpe mod disse samt for at kunne gøre modstand overfor de fremrykkende Russere samleded store troppestyrker i byen, så alle fødevarer steg sig i pris, og flere gange truede regeringen med at tage alle børnehjemmene til kaserner. En gang gik det så vidt, at vi om formiddagen fik ordre til at være ude af vort hus kl 12. Under børnenes gråd måtte jeg begynde at få vore ting pakket sammen, og en flok drenge var allerede mødt for at hjælpe at bære bohavet bort – da vi, i sidste øjeblik, fik lov at blive, jublen var stor!

I marts 1916 udkom dette meddelelse fra Armeniens komité i ³Bring Lys² : ³Efter indbydelse fra K.M.A.s komité for arbejdet i Armenien, havde vi den glæde den 1ste februar 1916, at få en sammenkomst her i København med lederen af ³Deutscher Hülfsbund², dirktør Schuckardt fra Frankfurt. Om formidagen havde komitéen en længere fortrolig konference med ham om missionsforholdene i Armenien og de kår, hvorunder der arbejdes under denne tids usigelige tryk og lidelse. Om aftenen var en snævre kreds af armeniens venner indbudt til samvær med ham.

Man vil kunne forstå, at drøftelsen af de forskellige spørgsmål vedrørende arbejdet og forholdene derover ikke for tiden egner sig til offentliggørelse. Vi kan kun sige, at vi var meget taknemlige for at kunne få en indgående samtale om alt, hvad der lå os på hjerte, med vort missionsarbejdes øverste leder og mærke hans varme kærlighed til denne vor fælles store sag, samt høre hans klare og forstående bedømmelse af de forhåndenværende forhold, over hvilke han, ligesom vi, følte den dybeste smerte. At denne i fuldt mål deles af de kristelige kredse i Tyskland gav sig iblandt andet til kende ved, at de, trods alt, hvad der på grund af krigen lagde beslag på deres offervillighed, dog stadigt indsender rigelige gaver til hjælp og lindring af nøden i Armenien.

Missionsarbejdet derover må jo for tiden nærmest indskrænkes til udøvelse af praktisk kærlighedsgerninger; om egentlig evangelisationsarbejde kan der jo under de nuværende forhold ikke være tale; men de enkelte sjæl trænger jo mere end nogensinde til guds ords trøst og vejledning.

Da flere af ³Deutscher Hülfsbund´s² missionærer er overanstrengte og efter de reglementerede 5 års arbejde derover trænger stærkt til at komme hjem på feriehvile, vilde man forsøge, om det var muligt at udsende 5 af de ældre tyske søstre, som har arbejdet i Armenien (af nye arbejdere udsendes absolut ingen), til at kunne afløse disse, men man var langtfra sikker på, at de vilde kunne nå igennem – og eftersom forholdene nu senere har udviklet sig efter Erzerums fald, hvorved krigskuepladsen vel blive forlagt til det indre Armenien, vil det sansynligvis blive end mere vanskeligt at få missionærer afløst derovre.

Hvad Danske missionærer angik, anså han det for ganske udelukket, at det vilde blive nogen sådan tilladt at komme ind over den Tyrkiske grænse – så vi kan kun bede Herren skærme de kære Danske søstre, som er derovre, og dække dem under sine vingers skygge, indtil uvejret er forbi og der, ved hans hjælp muligt vil komme oprejsningstider for den lille ³Rest² af folket, som endnu er tilbage. Den gang, da Guds ejendomsfolk var bortført til Babylon og deres land helligdom var lagt øde, så det også ud som om det var knust for bestandig – og dog stod Guds allerstørste forjættelse over det endnu tilbage og ventede på sin herlige opfyldelse.

Mon der ikke skulde være noget om, hvad mange mener – uden at der dog kan føres andet bevis derfor end de fælles karaktertræk, der så påfaldende findes hos Jøden og Armenieren – at folket skulde nedstamme fra de 10 stammer i landflygtigheden? man vilde i så fald måske bedre kunne forstå den forfølgelse de, ligesom Jøderne, bestandig har været undergivet igennem tiderne.

Men ligesom i fordums dage er Gud mægtig til også nu af det Armenske folks tilbageblevne ³Stub² at lade opvokse en ny åndelig spire til velsignelse for de omboende forlkeslag – og derom vil vi fremdeles frimodigt bede ham og ikke lade hænderne synke. Hvem der er inde i forholdene mener, at det vanskeligt vil kunne lade sig gøre at udrydde et folk, der er så levedygtigt og intelligent som Armenierne. De er jo spredt rundt om i landene (alene i Kaukasus er der på Russiske territorium halvandet millioner. – altså lige så mange, som der var i det egentlige Armenien, førend Tyrkerne udryddede dem) og – ligesom Jøderne – kan de finde sig til rette overalt. De står også – ligesom disse – på et højt trin i sædelig retning; trods de primitive boligforhold i Armenien, hvor ofte flere familie var stuvet sammen i et lille rum, hørte man sjældent om sædelige fald, hvad der måske også tildels skyltes den strenge kirketugt. De har også Jødens udprægede sprog – og handelsdygtighed så vel som hans sejge flid og udholdenhed. Det var jo Armeniernes virksomhed og fortagsomhed, at den derboende tyrkisk befolkning mest levede, og under de kommende tider menes der sikkert at ville blive god brug for Armenierne til at besætte posterne ved de europæiske baneanlæg og andre fortegender i orienten, hvortil Tyrkerne med deres medfødte ladhed og ulyst til arbejde ikke egner sig.

Dette vort samvær med direktør Schuckart har påny tjent til at bestyrke os i forvisningen om, at også under denne nationernes gigantiske kamp bliver Guds temel bygget op i det stille, og at, trods alt, hvad der kan skille, så vil enheden imellem Guds folk i alle lande blive bevaret, thi hvad der er født af Gud, har hans ånd og kan ikke dø!
Han skal også have æren og takken, fordi vi – i den gerning, han har givet os i Armenien – har været således stillet, at vi igennem den tysk hovedkomité i Frankfurt har kunnet sende de pengemidler, der er blevet os betroet over til deres bestemmelsessted og derved været i stand til at mildne og lindre en smule af den grænseløse elendighed blandt dette så hårdt hjemsøgte folk.

Den 9 februar 1916 holdt ³Deutscher Hülfsbund² sit årsmøde i Frankfurt a. M. Direktør Schuckardt holdt ved denne lejlighed at tale, af hvilken vi, til opmuntring også for os Danske kristne, der elsker Armenien, hidsætter følgende brudstykke: ³Ps. 30, 5-6: ³I, hellige, lovsynger Herren og priser hans hellige ihukommelse. Thi et øjeblik varer hans vrede, hans nåde livet igennem; om aftenen kommer gråd som gæst, og om morgenen er der frydesang.²

Når Guds børn samles – selv om vi kun danne så lille en kreds som denne – hvor vi skal beskæftige os med forretningssager, burde det aldrig mangle på lov og tak og pris til Herren, det vi skylder ham under alle forhold. Der er intet Guds barn, der ikke har noget at prise Herren for, selv i en mørke tid, i smertens time; og vi vil, i denne alvorsfulde tid, hvor Guds hånd hviler tungt på os, ikke glemmer: at Guds vrede kun varer et øjeblik, men at hans nåde livet igennem er over os.

Dette ord, denne trøst, vilde jeg også så gerne på en særlig måde lægge ind i de troende Armeniernes hjerte og sind. I alle de forfærdelige måneder, vi nu kan se tilbage på, var der altid noget, der særlig stemte mig til tilbedelse, og det var, hvad jeg læste og hørte om armeniernes troskab mod deres frelser under denne tids knugende, tunge prøvelser. For vore missionærer lå deri en stor opmuntring til at holde ud og ikke forsage. Herren velsigne nu alligevel sine børn, selv om alt tilsyneladende forstyrres. For missionærerne var det i denne tid en virkelig trosopmuntring, en oplivelse og en vederkvægelse, at de således fik lov til at se, at deres arbejde ikke havde været forgæves i Herren.

Tidens alvor har fået mangt et sædekorn, der havde ligget skjult i hjertet, til at spire frem. De voksede og grønnedes hurtigt, og vi mindes derved om, at i hvilket land og blandt hvilket folk end et missionsarbejde drives, da er og må det altid blive: en udsæd i håb! Vi har fået lov til at så sæden i Jesu navn, men høsten har vi slet ingen magt over. Når vi deraf på den ene side ser, hvor lidet vi kan udrette, så ligger der dog på den anden side en stor trøst netop deri, at Herren ikke har lagt den tung afgørelse i vore hænder.

Al vor gerning er dog bestandig kun ³stykkevis²; men vor Gud er trofast. Han bruger os med al vor svaghed; han har antaget os i sin tjeneste, han, den suveræne, almægtige Gud, der dog kunde gøre alt, også uden os.

Hvor ønsker jeg, at jeg kunde råbe dette ord ud til alle dem i Orienten, der måske netop nu i øjeblikket sukker på en særlig smertelig måde under Guds vrede: ³Hans vrede varer kun et øjeblik, hans nåde livet igennem!². K.M.A.s Komité.

Den 20. Juni 1916 skriver Maria Jacobsen fra Mamuret-ul-Aziz. – Når man er omgivet af så megen lidelse og smerte, da er det godt at vide, at der er venner hjemme, hvis hjerte er fyldte af medlidende kærlighed. – Nu begynder Jenny Jensen også at længtes meget efter at komme hjem på feriehvile; hun håber på fred til efteråret, så at hun må kunne rejse, og da vil de atter derhjemme kunne få friske efterretninger fra os. Her er nu umådelig varmt; det er jo godt for dem, som hverken har hjem eller klæder; men vi lider meget under den stærke hede.

Om 14 dage tænker jeg at tage til Mezreh for at være hos Mrs. Atkinson, således at Miss Mac Laren kan tilbringe en tid i Kharpert; Mrs. Atkinson vil nødigt være alene under de nuværende forhold. De andre Missionærer har lovet at tage sig af de fattiges bespisning under min fraværelse, og en prægtig, troende kone holder så andagt hver dag, før end klinikarbejdet og uddelingen af maden begynder.

Vi har nu bestemt at tilbringe sommertiden oppe i Missionens have, men så må vi hver dag til byen for arbejdets skyld. Det har imidlertid den fordel, at vi bedre kan sove om natten og at vi får motion ved rideturene, men desværre er det en stor udgift at måtte holde hest.

Vi er alle mere trætte end nogensinde før; Mr. Riggs, som ellers er en stor, stærk mand, er nu så træt, at han helt har mistet appetitten og intet kan få ned. Vi ser derpå med ængstelse, da han er den eneste mand, vi endnu har tilbage hos os i den Amerikanske Mission, men vi håber til Gud, at forholdene vil tillade os at få en nogenlunde rolig sommer.

– Det glæder mig, at De gerne vilde have mig hjemme igen, og jeg tvivler naturligvis ikke om, at det vilde være bedre for mig selv, men vi kunde slet ikke tænke os nu at forlade vor plads i en tid, hvor opgaverne og pligterne vokser for hver dag, medens arbejderne blive færre.

Hvad børnehjemmet ³Emmaus² angår, da huser det endnu alle de børn, der ved krigens udbrud befandt sig indenfor dets mure, og dertil flere andre kvinder og børn, hvoriblandt nogle af de tidligere piger, der nu som enker er tyede dertil med deres børn. Frøken K. M. Petersen har således en store og ansvarsfuld gerning, ligesom hun også deltager i hjælpearbejdet i Mezreh for de mange fattige, syge og krøblinger, som er blevet ladt tilbage ved deportationen af Armenierne.

Hjælpearbejdet i Kharpert ledes af Frøken Maria Jacobsen, der sammen med nogle få af den Amerikanske Mission er blevet tilbage for så længe som muligt at være et værn og en støtte for den tilbageblevne rest af folket.

Den 17. oktober 1916 skriver Frk. Maria Jacobsen: ³ Nogle få af de amerikanske missionærer er endnu i Kharpert; dersom dette ikke var tilfældet, vilde jeg nok være flyttet ned til Mezreh, men som forholdene er, så har jeg endnu en hel del arbejde her. Blandt andet har jeg vort ³Suppekøkken² at bestyre; derfra uddeles der daglig varm mad til alle syge, og dette er til stor velsignelse. Vi håber så inderligt, at der hjemmefra må komme tilstrækkelig penge, så vi kan vedblive dermed. – Hver morgen tager jeg ned til Mezreh til det store militær-hospital for at hjælpe med ved operationerne; om eftermiddagen vender jeg tilbage igen til Kharpert for at tage mig af de forskellige arbejder, jeg har der.

Ja, det vilde naturligvis være billigere for os at tage hjem nu, da alt er så dyrt her; men der har aldrig før været så meget for os at gøre som nu, og aldrig har de tiloversblevne beboere trængt så meget til vor hjælp, som de gør nu – heller aldrig har der været så få missionærer til at gøre arbejdet. Og jeg ved, vi vilde ikke kunne holde ud at være hjemme, så længe vi véd, at trangen til vor hjælp herud er så stor. Så længe som vi hjemmefra får lov at blive her, så længe vi ikke bliver sendt bort herfra, og så længe som Herren giver os kræfter og midler til arbejdet, så længe vil vi blive på vor post. Hvor vilde jeg dog ønske, at vi kunde skrive lidt mere udførligt, eller allerhelst, at vi kunde tale med vennerne hjemme, da vilde de alle forstå, at vi slet ikke kan handle anderledes!

Medens året 1915 bragte den ene efterretning mere rystende end den anden om det Armenske folks systematiske udryddelse, dels ved massakrer og dels ved deportationer ud i ørkenerne, hvor de dræbtes på forskellig måde, eller døde af sult og udmattelse, har der hersket mere stilhed om rædslerne i 1916. Frk. Maria Jacobsen har i det forløbne år hovedsagelig været at forestå hjælpearbejdet blandt de nødlidende i Kharpert. Den syg og forarmede befolkning, som blev tilbage i landet, medens alle de mere velstående udryddedes, lever jo nu i den yderste nød, og navnlig de hjemløse og forældreløse børn dør i massevis af sult og kulde. Hvad Malatia angår, har K.M.A. haft den glæde at kunne sende nogle større pengebidrag til lederen af den derværende missionsstation, til lindring af nøden, særligt med hensyn til de 8 piger – den sidste lille rest fra Frk. Ørtz´s håndgerningsskole der efter deportationerne endnu findes i Malatia.

Ved lov af 1. Aug. 1916 forsvinder den Armenske nation i Tyrkiet. Den Tyrkiske Indenrigsminister Talaát Bey, der ikke ³vilde se een af denne forbandede race i Tyrkiet efter krigen², kan nu udtale til den tyske Ambassadør: ³Det Armenske spørgsmål eksisterer ikke mere².

Den sidste statistik før krigens udbrud angiver Armeniernes antal i Tyrkiet til 1.875.450. Heraf boede halvdelen i de 6 Armenske provinser (Villayeter), hvoraf en enkelt (Van) havde Armenske flertal, resten betydelige mindretal. I Kilikien levede ca. 200.000, lige så mange i Konstantinopel og nærmeste omegn; resten var spredt ud over Riget. af disse har over halvdelen, omkring en million, efter andre opgivelser endnu flere, sat livet til.

Meddelelserne herom vakte, efterhånden som de trængte frem, en voldsom harme i Europa mod Tyrkiet og dets forbundsfælle, Tyskland, der ikke havde hindret myrderierne. De allierede gav Armenierne store løfter. Når Sejren først var vundet, kom oprejsningen. Frivillige strømmer til hærene, og ialt har henved 200.000 Armenierne ofret livet i de allieredes hære.

Søster Bodil beretter: ³Midt i februar 1916 måtte vi drage fra Musch da russerne nærmede sig. Vi red i 2 dage i dybt sne til Bitlis hvor mine sidste Armenske venner og de børn som var reddet, blev taget fra mig. Jeg var da fortvivlelsen nær, men Gud holdt mig oppe, og jeg kom alene til Diarbekir sammen med en tyrkisk gendarm. Der blev jeg i 3 uger for og prøve at få mine folk tilbage, men alt forgæves. Derfra kom jeg til Aleppo, og var der hos den Schweiziske søster Beatrice Rohner som havde samlet 400 forældreløse Armenske børn.

Senere kom jeg til min venner, hr. og frue von Dobbeler i Harunje i Cilicien. De havde bedt om at få mig der. Det stod for et stort børnehjem, og i et års tid blev jeg der, tilså de mange syge børn og havde opsyn med systuen. Jeg kunne have op til 50 syge.

I juli 1916 havde K.M.A. besøg af Miss Riggs fra den amerikanske mission i Kharpert. Hun opholdt sig i københavn et par dage på hjemrejse til Amerika, efter at have måttet tilbringe flere måneder i Beirut, hvor hun havde været øjenvidne til noget af den hjerteskærende nød, der herskede i denne del af Libanon. Den amerikanske missions arbejde i Kharpert var jo allerede i 1915 næsten blevet tilintetgjort; endnu er dog pigekollegiet tilbage, så nogle af missionærerne, til hvilke Danske søster, Frøken M. Jacobsen, jo hører, varetager endnu gerningen derover.

I Malatia må Danske arbejde jo desværre på grund af forholdene betragtes som definitivt opgivet, men Missionær Christoffel har i en årrække haft et hjem for blinde og krøblinger der, og dette hjem er nu det eneste tilflugtssted for de hjemløse og hjælpeløse i Malatia. Der har også enkelte af de få unge kvinder, der endnu er tilbage fra Håndgerningsskolen fundet et asyl, hvor de virker med i arbejdet blandt kvinder og børn. Da nøden i Malatia er grænseløs, har det været K.M.A. en glæde at kunne sende Hr. Christoffel en større pengegave til hjælp – fortrinsvis til understøttelse af Bibelkvinden og pigerne fra Håndgerningsskolen.
Børnehjemsforstanderinde Jenny Jensen måtte forlade ³Elim² i november 1917. Karen Marie Petersen i ³Emmaus² og Maria Jacobsen i Kharpert kom til at dele hele trængselstiden med det folk, de elskede.

Censuren har hindrede at man kunde sende nyheder om alt. I sit brev den 22 september 1917 Karen Marie Petersen skriver. ³Kære K.M.A. og andre venner hjemme! Allerede længe har jeg tænkt på at skrive til dem. Mange undrer sig nok over – ja, nogle er måske endda lidt vrede på mig – fordi jeg skriver så lidt, og jeg kan godt forstå, at de ønsker og endog har ret til at få noget at vide om de børn, som de betaler for herude. Men under de nuværende forhold er det næsten umuligt at fortælle noget; vi kan heller skrive lange breve, thi det finder den højtærede censur kedsomligt; når jeg en enkelt gang har prøvet derpå, så hører jeg bagefter hjemmefra, at store stykker af brevet var klippet ud. Og derfor, kære venner, beder jeg eder om at være tålmodige, indtil vi en gang atter får fred! Så kommer jeg, om Gud vil, selv til Danmark, og så skal jeg fortælle alt om Deres og vort arbejde herude.

Karen M. Petersen i sin beretning: I foråret 1917 havde jeg tyfus, of vore venner, de Amerikanske Missionærer, måtte forlade os, idet de blev nødt til at rejse hjem, da Amerika blev draget med ind i krigen.Mange flygtninge var kommet tilbage og led stor nød. I sommerens løb voksede vore pengevanskeligheder, idet al forbindelse med Danmark var afbrudt vi må afknappe børnenes portioner af mad og brød. De måtte bade uden sæbe og sidde i mørke om aftenen, da vi ikke kunde brænde lys. Værst var det at måtte undvære fodtøj. De lavede sko og klude, og da sejlgarn til sålerne tilsidst ikke kunde opdrives, snoede de deres afredte hår og brugte dette i stedet for! Efterhånden slap deres tøj op, og vi kunde end ikke opdrive lapper til at reparere med. Gennem alt var børnene dog søde og tålmodige og takkede daglig Gud, fordi de havde et hjem og venner i Danmark, som elskede dem, bad for dem og hjælp, så det var muligt for dem at blive i hjemmet.

På forunderlig måde velsignede Gud det daglige brød, så det slog til, ligesom han bevarede hjemmet for de mange sygdomme, der rasede rundt omkring. Mange af børnene, både store og små, blev igennem denne alvorstid bragt nærmere til Gud og lærte at sætte deres lid til ham alene; og ikke få af dem har lovet Herren, at de til tak, fordi de blev skånet for den skam og skændsel at falde i Tyrkernes hænder, vil give deres liv for at tjene ham og den tiloversblevne rest af deres ulykkelige folk. At se på denna børneflok, ³reddet som en brand ud af ilden,² og at tænke på hver enkelt af de flere end hundrede kvinder og børn samt enkelte mænd, der fandt et tilflugtssted i vort hjem – lille og fattigt, som det var, i sammenligning med dee andre store og veludstyrede Tyske børnehjem – det har for mig været lys i alt det mørke og svære, og jeg takker Gud, som gav mig lov at dele ikke blot de gode, men også de onde dage med det folk, til hvilket han sendte mig. Hvrofor al denne lidelse og ulykke skulde ramme det allerede før så mange gang hårdt prøvede Armenske folk, hører til de spørgsmål, jeg forgæves har søgt at udgrunde, men som jeg sikkert engang skal få bevaret, når hvar jordisk gåde løses og vi skal se Lys i ³hans Lys.² Men jeg tror, at svaret da vil gå i den retning, hvor vore børn altid fandt det, når vi mangen en aftenstund sad og samtalede og så blev stående overfor dette så smertelige ³hvorfor?² nemlig, at når Gud siger: ³Hvem jeg elsker, dem tugter jeg,² da må han elske det armenske folk med dyb kærlighed. Og som diamanten slibes med særlig omhu for at den kan få større glans, således tror jeg, at når vi engang frelst af nåde, forsamles i den store skare af alle folkeslag om Guds trone, da vil det Armenske folk stråle med en sjælden glans, lutret, som det er blevet, gennem navnløse lidelse og fordi det ikke agtede sit liv værd at frelse og ikke fornægtede sin tro, men beseglende den med sit blod!

³Til Lykke Kæmpesamling, ja,
O tusind Fold til Lykke da,
At du var her
så tro især
Og slap så vel herfra!
Du har foragtet Verdens Trøst,
Så lev nu evig vel, og høst,
Hvad du har så´t
Med Suk og Gråd,
I tusind Engles Lyst!² –

“Fuglereden” 3 Årene 1907 – 1914

Årene 1907 – 1914

  Årene 1900-1914 blev forholdvis rolige arbejdsår. Men årene blev mørket tættere og tættere efterhånd. Nøden blev næsten uudholdelige til sidst. Til den, der voldtes ved Tyrkernes åg, kom store jordskælvskatastrofer, som i Danmark udløste ny hjælp og rige gaver. Trykket var nu så voldsomt, og regeringen på en gang så uduelig og så grusom, at selv den Tyrkiske befolkning gjorde oprør. Resultatet af denne rejsning blev, at Tyrkiet i 1908 fik en fri forfatning, hvoraf skulle følge lighed for loven og trosfrihed. Ungtyrkernes sejer i Juli 1908, der købtes på 24 timer med drabet af nogle ledende paladsspioner og et truende telegram til Sultanen, bragte de fortrykte og kæmpende vidt ud over riget i en stormende jubel, – Det var som et mareridt, der forsvandt.
Næppe var dog  jublen over dette fremskridt forstummet, før et rædselsbudskab nået Danmark og Europa. Store myrderier havde fundet sted, således var i Adana en stor flok protestantiske præster og lærere, der var kommet sammen fra hele Armenien, blevet dræbt. Betaget blev man ved de senere meddelelser: også missionærerne skulle have været myrdet sammen med børnene i børnehjemmet. 26. april skulle det være gået løs i Mezreh. Byen var fuld af Kurder. Gårde brændtes, og skændsler uden tal gik for sig, nogle næsten utrolige i deres grusomhed.
Det viste sig straks, da sejrherrerne tog  fat på at udarbejde en forfatning, at der bag deres frihedsråb lurede visse hensigter, som med vågen uro mødtes af de mange hidtil underkuede folk og racer. De ledende i ungtyrkernes lejre var gennemgående religiøst fordomsfrie mænd. Deres Islamiske følelser var historiske og uden fanatisme, ja de fleste var under europæiske påvirkning nærmest irreligiøse. Det kostede dem derfor ingen kamp at vise en vis ligehed overfor Jøder og kristne. Men de var besatte af en anden overhøjheds-idé, den national-tyrkiske. Militære som de fleste var, gennemtrængte af betydningen af disciplin, under arvet Tyrk af den absolutte tyrkiske lydighed, ³Jassak² under en øverste magt, søgte de den ny styrelses faste borg i en hævden af tyrkisk race, tyrkisk sprog som rigets fællessprog. Adskillige af de mest fremragende førere var militært og åndeligt elever af Bismarks kejserlige Tyskland, fra dets officersakademier og tekniske skoler havde de medbragt tysk uddannelse og preussiske statsidealer.
Det var i Cilicien, man naglede mænd til planker, medens man for deres øjne myrdede deres hustru eller børn. Det var også her, morderne overhældte mænd med petroleum og stak ild i dem, medens de piskede kvinderne til at danse om disse brændende fakler.
Hist og her forsvarede Armenierne sig og døde under kamp eller slog sig igennem. Mangfoldige fandt ly i de kristne missionsbygninger. Tyve tusinde kristne, mænd især, men også kvinder og børn blev ofre.
Ciliciens dale og byer flød i blod og brand; fra Hadjin i nord til Payas ved havet drog svimle morderbander om; især hovedstaden Adana ramtes bittert.
I efteråret 1909 holdt de Ungtyrkiske komité ledere kongres i Saloniki. Nøje blev det aldrig kendt, hvad her forgik; men gerningerne siden viste, at der var forgået en vending om i en skarpere tyrkisk-muhamedansk retning – skæbnesvangert gik det politiske pendul tilbage. De fagre drømme om virkelig ³Enhed og Fremskridt² var ved at svinde i den grå morgen.

Alligevel Armeniens førere stillede sig uforbeholdent på ungtyrkernes side under Italiens overfald på Tripolis og den krig, som fremstod heraf 1910-1911. Krigen med Italien og Balkan lagde sin mørke truende skygge over Armenien. Først da det viste sig, at der slet ingen mulighed var for ærligt samarbejde, da hvert løfte om ligeret fra kampens tid blev brudt, opstillede ³Dashnaktsutiun², den Armenske folkeledelse, en formel klage skrivelse, hvori den i punkt for punkt viste den uret, der var tilføjet det Armenske folk, og opsagde alt partifællesskab med den Ungtyrkiske komité.
Fra 1911 fik Tyrkiet den ene krig efter den anden, og følgerne mærkedes i hver krog af det vidtstrakte rige. Feberdrømmen om et stortyrkedomme, Erstatning for tabet i balkan, europa, flimrede for styrernes øjne. Pantyrkismen drevet frem som det historiske ideal, Sultan Selims program: Landet ryddet for kristne! Tyrkiet tyrkisk. Trods for de har boet i disse lande kun i 400 år.
Frøken Jensine Ørtz skriver i 1912 ³Vi føler os her som på en gyngende bro, der fører over en stor, stærk strøm-: Brogen kan blive revet bort, men Gud er vor tillid og vort skjold. -Soldaterne her fra Malatia er alle afsendt til den russisk grænse; der hersker almindelig frygt iblandt folket.² og senere hedder det i december. 1912: ³ Det første regiment soldater på 1000 mand afgik herfra den. 8. december. det andet igen 1000 mand afgik de. 8. den. 14. og den. 19 Jeg kom lige forbi kasernen, da de tog afsked med deres slægt og venner, hustruer og børn. Signalet til afgang blev givet. Der var god orden; afdeling efter afdeling marcherede forbi med løftede hoveder og god holdning; snart hørte man kun fra det fjerne militærmusiken, hvis toner blandede sig med de tilbageblevne kvinders jamre og råb. Fru Wilhelmine Grunhagen skrive om samme urolige tider, ³Også koleraen hjemsøgte Armenien i disse år og bortrev mange, navnlig i den usunde by, Malatia.
I 1912 frk. Maria Jacobsen og frk. Karen Marie Petersen, hvilken sidste efter endt sprog uddannelse havde virket i et par år som bibelkvinde sammen med Frk. Ørtz i Malatia, vendt til Danmark på feriehvile, og efter at de atter i november. 1913 havde genoptaget arbejdet i Armenien.
Da krigslykken gik Tyrkerne imod, vågnede uviljen mod de fremmede, og regeringen ophævede de overenskomster, der gav dem en særstilling. Missionærerne var nu prisgivet regeringens vilkårlighed, men ingen angst spores i deres breve. De forsatte støt deres gerning, deres eneste bekymring gjaldt deres fædreland. Med stor deltagelse berettede de om de indkaldte soldaters kår. Frysende og sultende drog de af sted, ledsaget af jammerskrig og klagesange fra deres kære. Mens folkets forhold i årene forud havde været tåleligere, da man var begyndt at stræbe efter retfærdighed, udplyndredes landet nu igen, da der langs troppernes vej blev udskrevet proviant, lastdyr og meget andet, men dette var kun småting mod de rædsler, der fulgte, da en ugudelig regering koldblodig tilrettelagde udryddelsen af et helt folk.
Armenien blev tidlig krigsskueplads, da Russerne rykkede frem fra nord. Det lykkedes derfor Tyrkerne med stor lethed at indbilde deres forbundsfæller Tyskerne, at der var militær nødvendighed for at flytte Armenierne, og at de måtte mistænkes for landsforræderi. Formålet og bevægegrunden var alene dette, at få Armenierne, som trods alle smukke talemåde var hadet, udslettet.
I maj 1914 måtte Frk. Jensine Ørtz, efter at have været meget alvorligt angrebet af malaria, beslutte sig til at vende til Danmark på et 2 års rekreations ophold. Hendes arbejde blev forløbig ordnet således, at det ved den protestantiske præsts hjælp samt en bibelkvinde og en Armenske håndarbejds lærerinde, kunde holdes gående, men forholdene i Armenien udviklede sig jo desværre således i årets løb, at det ganske måtte opgives. Efter endte hvile drog Frk. Maria Jacobsen og Frk. Petersen tilbage til armenien, igen for at varetage arbejdet, og det blev således disse to kære søstre, der kom til at gennemleve rædselstiden med Armenierne  idet De trofast og heltemodigt holdt ud på deres  farefulde og anstrengende vagt.
Årene 1910-11 var Søster Bodil Biørn også hjem i Norge. Hviletiden benyttet hun for en store del til at rejse rundt og fortælle om arbejdet. Gamle armeniervenner blev opvarmet, og mange nye venner blev vundet gennem hendes hjertevarme beretninger.

Armenien og første Verdenskrigen
Massakrerne ³Chart². 1914 – 1920

  Den skæbne, der ramte det Armenske folk under første verdenskrigen, et uoverskueligt massemord af mere end 1.500.000, henved en tredjedel af den hele folkestamme, fuldkommen ødelæggelse af folkets ejendom og uddrivelse næsten til sidste sjæl fra hjemlandet i Sultanens Rige, er et så usigeligt afsnit i vor menneskeheds historie, at den udenforstående forfærdet må spørge: hvor kunde det dog ske?.
På Tyrkisk ³grund² boede ved Verdenskrigens begyndelse over 2 millioner Armenier, deraf vel 1.200.000 i de østlige Vilayeter, over 200.000 i Cilicien, samme antal ved Konstantinopel, og resten, henved 400.000, var spredt om i riget fra Marmorhavet til Jerusalem, fra sortehavet til Baghdad.
Det Armenske folks ødelæggelse er tidligt gået ind i den eventyrlig-forbryderiske plan, som Tyrkernes førere, folk som Storvesiren Said Halim, Enver Pasha, Djevdjet og Djemal og en langt række af ledende mænd, Indenrigsninisteren Talaat Beg havde opridset. Adskillige af de ledende mænd har gyst tilbage for det politiske og moralske ansvar, selv Djemal pasha, stred imod den blodige udryddelse af det gamle Kristenfolk. Dette folkemord skulde gøres grundigt, ikke et lapværk som for tyve år tilbage under Den Røde Sultan. ³Jeg vil ikke se én af dette forbandede folk i Tyrkiet efter Krigen², havde Talaat sagt til et af sit redskaber.
Der findes utallige beviser på at ordren var tiltænkt grundigt og massakrerne udført systematisk, det vise i det udsendt telegrammer og regeringens arkiver udover talløse øjenvidners beretningerne.
Den 21. November 1914 erklærede Sheikh-ul- Islam under stor højtidelighed ³den hellige krig² Djihad – ³pligten til at dræbe alle ³Gavourlar² = kristne, der ikke vil bøje sig for Islam². Tanken kan ikke rumme dette forfærdelige: et helt folk, mænd og kvinder, små og store børn, højtstillede og ganske jævne, alle blev underkastet barbariske pinsler og pinefuld, forsmædelig død. Hvad mon var værst spørge missionæren: massemordene i de trange fængselsgårde, hvor man bogstavelig vadede i blod, eller den langsomme død ved sult, tørst og strabadser i ørknerne eller i de øde bjerg egne. Og så kvindernes lod!…
Så var der endda noget, som forværrede lidelserne yderligere. Det kom ikke overraskende, pludseligt, som ved tidligere massakrer, men forud for trængselen gik en underlig lammende forudanelse. Dertil kom skuffelsen. Den ramte også missionærer og missionsvenner. Hele det mægtige og dejlige arbejde, som var bygget op, de mange prægtige unge, veluddannede Armeniere, som stod rede til at tage fat, både bygge deres land op og bringe evangeliet ud til landsmænd, alt dette lå nu knust, kvalt i blod.
Forhen var det Den røde Sultans ³Paladset², som ejede den udøvende magt; nu virkede dets stedfortræder, partiet ³Enighed og Fremskridt². Bag ved hver embedsmand stod en udsending herfra, hver større handling overvågedes af denne magtrings agenter. Folkemordet iværksattes af dem.
Imellem den store dynge af fundne dokumenter, breve og hemmelige cifferordrer, som stammer fra i begyndelsen af 1915, er der utallige beviser på, at beslutningen om at eliminere Armenske kristne stammer fra ³Enighed og Fremskridt²s magthavere. Verden er narret om at armenierne flyttes fra kriszonerne af militær hensyn, og at armenierne var en fare for forræderi eller oprør. Disse beskyldninger var fremsat før, men sanheden var at med hver armenier oprørsforsøg var der gået myrderier forud. Ved van distriktet hele den Armenske befolkning i alt 200.000 flygtet til Kaukasus, da den russiske hær efter for en tid drog tilbage mod nord, og tyrkerne tog byerne.
Den 22. April 1914 udbrød ³oprøret² i Van: den 25. April 1914 skred regeringen til pludselige massearrestationer ved nat alle mere fremragende og intellektuelle i Konstantinopel: Deputerede, Jurister, Gejstlige, skribenter, rektorer og bladledere, henved 300 mennesker i alt; og senere 300 til. Uden anklage, forhør eller dom de blev alle forvist til indre anatolien. I 18 august over tusind Armenske forretninger blev sat i brand i Diyarbekir og senere i november Jihad blev proklameret i alle provinser i den Ottomanske rige masse henrettelse fulgte efter og nu Chete bande angreb Otsni og Erzerum, dræbte den lokal præst og armeniere, plyndrede hjemmene.
Talaát Pasha, Indenrigsministeren, på hvis bud dette skete, erklærede, at det kun var en forløbig sikkerhedsforanstaltning og lovede, at de fleste hurtig vil komme på fri fod. Kun otte personer kom tilbage, resten blev myrdede, på grufuld måde, dybt inde i Lilleasien. Derved havde Tyrkerne skåret hovedet på det dødsviede armenier.
Under verdenskrigen også  i armenien bævede man for, hvad fremtiden vilde bringe, og i oktober 1914 kastede Tyrkiet si så også ind i krigen, som centralmagternes allierede. Da begyndte allerede trængslerne derover; Frøken Petersen skriver således i december. 1914: ³I forstår sikkert derhjemme, at det er en ulykke med den krig, Tyrkiet nu har indladt sig på, thi hvad landet ikke i forvejen var udpint og forarmet, vil det da blive det nu. Det er ikke som i andre lande, hvor der er sørget for soldaternes forplejning, sygpleje eller befordring – alt, hvad de skal have at spise, skal først skaffes til veje og kræves op rundt om i husene; kornet skal males til mel eller gryn, kødet skal koges hen o.s.v, og så bringes lange veje til fods til den nærmeste by, fordi der nu næsten ingen lastdyr er at opdrive; derfra tvinges så andre til at bringe det videre, indtil det langt om længe når bestemmelsesstedet.² Soldaterne måtte i frost og kulde sove på den bare jord uden tæpper og kun iført deres tynde landsbydragter, en bomuldsskjorte og benklæder. Ofte blev de syg eller fik forfrysninger i fødderne, så de ikke kunde gå, men når de søgte ind i den nærmeste landsby og tiggede om husly og føde, turde ingen tage imod dem, thi den, hos hvem en Armensk soldat blev fundet, blev mishandlet og dræbt, ja hele landsbyer måtte undgælde for at have forbarmet sig over en syg soldat, så staklerne måtte slæbe sig videre og lægge sig til at dø oppe imellem bjergene. Også de landsbyer, som soldaterregimenterne drog igennem til fronten, blev fuldstændig udplyndrede, idet de udhungrede soldater tog alt, hvad der fandtes af levnedsmidler, kvæg og lastdyr. ³Vi synes umuligt det kan blive værre² skriver vore søstre på et tidspunkt; det var en nåde, at de ikke kunde løfte sløret for fremtiden og se, hvad 1915 bar i sit skød.
Om den rædselstid, der nu brød frem, vil vi bringe et uddrag af en artikel af den tyske missionær Christoffel, der sammen med sin søster, havde oprettet et hjem for blinde og krøblinger i Malatia nogen tid efter Frk. Ørtz¹s ankomst dertil og som altså stod i arbejdet derover i krigsårene:
³Den ydre foranledning til regeringens indskriden mod armenierne, søgte den i nogle lokal tildragelser i Cilicien og en rejsning i van i det østlige armenien, som fra tyrkisk side blev pustet op til at være ³revolutionære oprør², medens det i virkeligheden mere eller mindre drejede sig om armeniernes forsvar overfor tyrkiske overgreb og aldrig med det mindste skin af ret kunde give anledning til at udrydde et folk på 2.500.000 fra jordens overflade. Men henimod dette mål arbejdede netop den tyrkiske regering med alle de midler, der stod til dens rådighed. At et så nationalt følende folk, som det Armenske, længtes efter frihed og selvstyre, vil enhver kender af armeniernes forhistorie finde naturlig, og i alt fald havde regeringen det jo i sin magt at kvæle nogle små spredte lokal opstande i fødselen. Men den tilsigtede noget ganske andet.
I de første måneder af 1915 udgik der en befaling til civilbefolkningen om at aflevere deres våben. Som overalt i Tyrkiet, adlød man heller ikke her i armenien befalingen, men medens man ikke trængte videre på med dens gennemførelse over for muhamedanerne, blev den med den største strenghed fordret adlydt hos de kristne. Armenierne, som var blevet kloge igennem tidligere erfaringer, søgte ligesom Tyrkerne at omgå befalingen, thi enhver kender af forholdene i Lilleasien og Kurdistan véd, at et våben dér hører med til det nødvendige husgeråd, på grund af den almindelige usikkerhed. Regeringen begyndte nu at kaste dem, som tilhørte den dannede klasse, gejstlige, lærde, læger, journalister, m.fl. i fængsel, hvor de blev underkastede den mest djævelske tortur for at aftvinge dem tilståelser. Hvad den mest raffinerede fantasi kunde udtænke af pinsler blev anvendt på disse ulykkelige. Følgen var, at en mængde våben blev afleveret, idet selv de, som ingen ejede, købte dem i dyre domme af deres tyrkiske medborgere, for dog at have noget at aflevere. De på denne måde indsamlede våben blev fotograferet, og billedet sendt til Konstantinopel, hvor det tjente som bevis på Armeniernes ³revolutionære hensigter². De ulykkelige ofre blev imidlertid alligevel ikke frigivet, men dræbt i fængslerne, hvorefter ligene på oksekærrer blev ført udenfor byen og begravet. Eller man førte fangerne i skarevis bort om natten, lænkede to og to sammen, og dræbte dem på et afsidesliggende sted. I Malatia var fængselsgården, på grund af de dræbtes mængde, blevet til en blodsump, som man vanskeligt kunde vade igennem.
På denne måde lykkedes det i kort tid at berøve folket dets åndelige førere, og med den store masse, der nu var uden ledere, håbede man snart at kunne blive færdig. I april 1915 udgik befaling om, at samtlige armeniere i det asiatiske tyrki skulde forlade deres hjemsteder og flyttes ned til Syrien og Nordmesopotamiens sletter, syd for Urfa. Denne befaling var ensbetydende med det Armenske folks udryddelse, og med den hårdeste strenghed blev der skredet til dens udførelse. Så ser vi da i sommeren og efteråret 1915 hele det Armenske folk på vandring igennem et land uden jernbaner, i glødende solbrand, over uvejsomme bjerge, igennem vandløse stepper, værgløst givet i dyriske gendarmers vold og udsat for en røverisk befolknings overfald. Aldrig har et folk gået en dødsvej som denne, og selv de, som hidtil ikke har haft hjerte for armenierne, må gribes af en brændende medlidenhed overfor den tragiske storhed i disse enestående uudsigelige lidelser. Men først og fremmest må vi missionsfolk, på hvis hjerte og samvittighed Herren lagde menneskehedens smerte og jammer, åbne vore hjerter helt og fuldt for dette broderfolk, som er faldet iblandt røvere!.
Der tøvedes endnu lidt i uro for storkrigens gang. Men efter det tyske gennembrudt i Galizien i Maj 1915 og Russer hærens opløste tilbagetog, var sejerfølelsen i Tyrkiet tryggere. Den 27. Maj 1915 kom en provisorisk lov om forvisning af ³Mistænkte² personer. Det var lov, efter hvilken et helt folk blev oprevet, myrdet og tvangsfjernet fra deres tusindeårige land. Ironisk er det at konstatere at erobreren nu gjord krav på landet ved at udryde den lokal folk, dette faktum må være en lærestreg til enhver som tillade Tyrken til at bosat sig i deres land, en advarsel som mange vil ikke forstå betydningen før de selv brander.
Den 31 Maj 1915 meddelte Krigsministeriet, at man af militære hensyn måtte lukke alle Armenske skoler, forbyde alle Armenske blade og al privat brevveksling i folket, og desuden måtte man skride til forvise ikke få familier fra ³de oprørske centre² ned til Mesopotamiens ørken. ³De ikke få familie² var bogstaveligt talt var det hele Armenske folk.
Man gik målbevidst frem, begyndte lige bag den tyrkiske front og skred rask frem over det hele Armenske område. Hvert Vilayet, en strækning på flere hundrede kvadratkilometer, fik indrømmet sine dage til at feje Armensk liv ud. På mindre end 4 uger var ugerningen fuldbyrdet i Østanatolien, den kristne befolkning jaget ud fra hus og hjem.
De ulykkelige beboere fik i reglen kun nogle dage, ja ofte kun nogle timer som varsel. Få eller ingen blev skånede, hverken rige eller fattige, ikke børn, ikke gamle, ikke syge, ikke krøblinger. Kun flugt under livsfare var redning.
Målet for disse tog, hed det, var Mesopotamiens nordlige egne, det store, glødende ørkenland med få oaser; men målet var ³Intetheden², som de hemmelige befalinger lød. Det var intet gjort for at modtage denne umådelige invandrerskare, ingen blot rimelige forsyninger af føde, ingen forberedelser for at huse, skaffe vand, renhed, sundhed. Bønder, der medtog hakker, spader og høstknive, fik dem revne fra sig.
Mange steder troede den kristne befolkning på øvrighedens forsikringer om, at  alt skete for dens bedste. Troskyldigt overlod de alt til myndighederne, der højtideligt forseglede huse og varelagre, værksteder, kirke og skoler, og i roligt lune satte familierne sig tilrette i vogne eller sadler, tog med sig det værdifuldeste, de kunde, og gav sig rejsen i vold, ledsagede ³til værn² af regeringens gendarmer.
Få timer efter var seglene flåede af dørene og skarer af plyndrende tyrkisk pøbel i gang med at rydde væk, hvad der var at tage, hele husets inventarer.
Hurtig efter udfærden ændredes vagtmandskabets kolde ro til brutal vold, vogne og kostbarheder toges fra de ulykkelige. Man spottede, slog, flåede i de værnløse, langt overvejende kvinder, børn og ældre mænd; men snart drives mænd og større drengebørn tilside, bandtes og dræbtes, så kvinderne hørte geværsalverne. De forfærdede, fortvivlede kvinder og børn drives fremad, eller segnede af træthed og kval.
Med hensyn til begivenhederne i Mezreh, den tyske missionær Hr. Johannes Ehmann bereter i ³Sonenaufgang²: ³Fra den første Maj 1915 begyndte man allerede at fængsle enkelte kristne i Mezreh og omegn og underkaste dem tortur, og de mørke, truende skyer trak sig efterhånden bestandig tættere sammen. Ofte tænkte man, at det muhamedanske had sikkert ikke mere lod sig tøjle, men vilde give sig udslag i massakrer rundt om. Allerede i midten af juni kom de kristne en aften flygtende til vor missionsstation, fordi man frygtede for, at svære uroligheder var ved at bryde ud. Men det muhamedanske forfølgelses-raseri arbejdede med djævelsk list og sørgede i stilhed for at have hele maskineriet i orden til de mindste enkeltheder for at ikke et eneste offer skulde undslippe. Muhamed’s sønner har udviklet et satanisk organisationstalent, som man sjældent finder mage til.
Efter den vel gennemtænkte plan blev en dag i ugen fra 20. – 26. juni den almindelige udvisning af alle kristne i Mezreh bekendtgjort. ³Sevkiyet² kaldte tyrkerne det med det velklingende arabiske ord, som betyder ³Udvisning². Dette ord, som man tidligere knapt havde hørt, blev nu et angstens spøgelse for alle kristne fra Bosporus til Eufrat og fra Ararat til middelhavet. Ordet ³Sevkiyat² var nok til at få stærke mænd til at blegne og ryste af skræk.
Man kendte så godt i Mezreh udråberen Mahmud Feldwebels stemme, som næsten lignede en løves brølene, når han i mobiliseringstiden udråbte regeringens befalinger i byens gader og stræder.
Om jeg husker ret, var det den. 25, juni, en strålende orientalsk solskinsdag, da Mahmud-udråber igen drog igennem vor bys gader. I dag gjaldt det ikke opbud til krig, men den ³Hellige Krigs² ofre. Allerede nogle uger før, havde den daværende midlertidige kommandant for armékorpset i Mezreh. Mehmed Ali Bey, hos hvem jeg var gået i forbøn for armenierne, erklæret: ³Vor krig er for øjeblikket ikke imod Russerne, men imod de Armenske kristne.² Med et koldt smil blev jeg på den måde affærdiget af en mand, som havde fået sin uddannelse som officer i Tyskland. Muhamedanernes religiøse fanatisme var blevet vakt ved erklæringen af den ³hellige krig², og i moskeerne så vel som ved alle offentlige forsamlinger blev der pustet til kristenhadet, for at udnytte det i politikens tjeneste.
På en lille rapfodet hest red den tykke Mahmud igennem gaderne og råbte, at efter indenrigsministeriets befaling skulde alle kristne uden undtagelse forlade landet: ³Sevkiyat olatschak dyr!² (³Der vil ske udvisning!²) Inden den 1. juli skulde alle kristne holde sig rede – regeringen vilde stille vogne og lastdyr til rådighed. ³Ikke en eneste kristensjæl må blive tilbage!² Endnu drønede råbet: ³Kalmiatschack dyr!² – ³Ingen må blive tilbage!² – igennem gaden, medens han galoperede videre på sin hest for at bekendtgøre befalingen i andre dele af byen.
For de kristne kom hans bekendtgørelse som et råb fra afgrunden, Udmattet og forpint, som man følte sig efter de allerede gennemlevede ængstelser og mishandlinger, føjede man sig i det uundgåelige og rustede sig til afrejsen. Dog nærede man et stille håb om, at befalingen muligt endnu i sidste øjeblik vilde blive ændret noget, og navnlig håbede man sikkert, at den ændret noget, og navnlig håbede man sikkert, at den tyske gesandt vilde kunne udvirke nogen forbedring heri, hvad også de tyske missionærer tænkte. Men det viste sig snart, at den ³Høje port² kun kørte i ring med den tyske gesandt, ganske som den stedlige regering gjorde det med de amerikanske og tyske missionærer. Man bedrog os alle på den skændigste måde.
Søndag, den. 26 juni, skulde den sidste almindelige gudstjeneste finde sted. I sådanne tider søger man Gud. Selv de, som ellers ikke har meget med Guds ord og kirken at gøre, tager – når hver en håbets stjerne slukkes – deres tilflugt ti Gud. Den store evangeliske kirke var allerede forlængst beslaglagt af det tyrkiske militær, så Gudstjenesten blev holdt i den store bedesal på den tyske missionsstation. Fra alle byens gader og stræder strømmede folkene ud til missionsstationen, og salen samt indgangen til denne var overfyldt.
Gudstjenesten formede sig denne gang anderledes end sædvanligt. Timens alvor var for overvældende og bølgerne i hjertedybet gik for højt til at man kunde iagttage de almindelige kirkelige former, men det blev et mægtigt gribende møde, fuld af bøn og personlige videsbyrde fra de enkelte.
Den evangeliske menigheds elskede præst, Sinanian, søgte at opmuntre de nedtrykte sjæl. ³Hvor truende end de sorte skyer er, som nu har lejret sig om os, så er de der dog kun for at bringe os velsignelse, og Gud kan endnu i nåde lade dem drive forbi², tilråbte han sin lille menighed. Hvor dybt har ikke disse Sinanians ord præget sig i vore hjerter, og hvor ofte har vi ikke senere, i mindet om denne hellige stund, sunget:

Ak, når kommer dagen, da skyggerne fly,
Da endt er vor vandring i tro,
Da glad vi vor Frelser skal møde i sky,
Og evigt hos ham vi skal bo!

Den gamle erfarne Missionærpræst, Bedros Garabedian, formanede ud fra Mal. 3, 7 folket til alvorlig bod, for at Gud måtte forbarme sig over det. ³Alt det svære, som nu er bredt ind over os,² mente han, ³er for vore synders skyld, fordi vi ikke har tjent Gud af et rent hjerte og men ublandede bevæggrunde.²
Det er altid herligt, når mennesker bøjer sig for Gud og bekender deres synder, og alvorlige kristne vil altid under svære tilskikkelser prøve sig selv, om de ikke ved egen fejl og synder har været skyld deri. Således var det også skønt og ædelt af den Armenske præst i hin tunge time at bøje sig udmygt under Guds førelse. Men når mennesker af andre nationer har villet betegne tildragelserne i 1915 som en retfærdig straf over Armenierne for deres begåede synder, så er dette den mest himmelråbende Uretfærdighed og et Hykelri uden Lige! Enhver kender af de virkelige forhold, så vel som enhver Armeniere, vil protestere derimod, thi hvad Tyrkerne har udøvet af grusomheder mod dette folk er så uendelig fjernt fra alt, hvad der har navn af ret og retfærdighed, at spørgsmålet om ³Skyld² fra Armeniernes side er aldeles udelukket. –
Den åndfuld og trosstærkt præst Asadur Jeghorian, leder af Evangelistskolen, læste derefter ordene hos Mal. 3, 15-17 Nu forberedte de ugudelige og Jesusforagterne deres værk, men han formanede menigheden til ikke at forsage eller firtvivle, men gensidig at Trøste hverandre. Herren kunde endnu gøre gjendens råd til intet. Endnu var der 5 dage til Udvisningen – altså 120 timer eller 7200 Minutter. ³Hvad formår Herrens arm ikke at udrette i et eneste sekund!² Således trøstede og opmuntrede præsten sin menighed – og det var som om en Håbets Stråle på ny tændes i hjerterne, og hist og her så man øjnene lyse med en stille glans. Man ventede på Guds almægtige hånd, som beskytter og skjuler sine børn, hvad der finder sit udtryk i den sang, der så ofte blev sunget i denne tunge tid:

Om ebd Bjergene de vige,
Havet bruser – alt forgår.
Flyr jeg til Guds Vingers Skygge,
Finder Ly i Jesu Saar.
Lad den onde Fjende rase,
Lægge øde Hus og Hjem –
Gud af Lidelser og Trængsler
Kalder tusind Glæder frem!

Den ene taler efter den anden stod nu frem. Heligånden virkede mægtigt, og man følte Guds nærhed. Himlen var åben over os. Hakop Efendi Djanjigian, Mezrehs største privatbankier, bekendt for sin stærke tro, stod frem, og alles øjne rettedes mod den gamle krumbøjede Herre. Med tårer i øjnene formanede han alle til dog ikke at gå over til Muhamedanismen for at redde livet, men at blive Jesus tro til det sidste. – At fornægte sin tro, syntes ham – den karakterfaste mand, for hvem Jesu nåde stod over alt andet – det foragteligste og uværdigste af alt. Som menneske vilde han gerne bøje sig, og han var på knæ gået i forbøn for sit folk hos Valien, men som Kristen vilde han være stærk.
Hagop Efendis ord fandt mægtig genklang hos forsamlingen, og én af den evangeliske menigheds verdslige forstandere, Købmand Harutian Salumian udbrød: ³Vi er Kristne og vil ikke fornægte vor tro, selv om vi skal dø!² – Dette vidnesbyrde aflagde han med en kraft, så man forstod, at det for ham var en hellig afgørende time, skænket ham as Gud! Og man følte, at i denne højtidsfulde stund modnedes den beslutning hos hele menigheden: at blive Jesus tro til døden.
Inderligt styrkede skiltes man fra hverandre for at møde fjenden. Det var en Gethsemanestund før Mørkets Fyrste fik Magt over dem og de blev udleverede til det tyrkiske Politis Bødler.
Når Gud alligevel lod gå døden i møde. må han have haft sin hensigt dermed; de skulde på denne måde forherlige ham. Tyrkerne viste sig at rase som vilde dyr – de alvorlige kristne var som stille lam, der havde lært at træde i deres Mesters spor. Muhamedanismen har, trods dens ydre sejr, spillet fallit netop igennem disse Kristenforfølgelser, thi den fører ikke menneskene til livets højder, men til helvedets afgrund. Kristendommen har sejret ved sit stille tålmod i lidelsen og sin kraft til at fortage al verdslig og timelig fordel.²

Da deportationerne i landsbyerne omkring Mezreh begyndte, og mændene blev dræbt, flygtede flere af de unge enker, som var blevet opdraget i ³Emmaus² dertil med deres små børn, og efterhånden fyldtes børnehjemmet med flygtningene; men Herren satte sin englevagt om vort hus, og alle de, som var indenfor dets mure ved rædselstidens begyndelse, blev bevaret uskadt derinde; i det hele blev der – i forskellige hold -. reddet 121 flygtninge fra døden.
Af 18.000 Armeniere, der blev drevet ud af Harpoot (Kharpert) og Sivas, nåede kun 350 frem til Aleppo, og af 19.000 fra Erzerum var der bare 11, der overlevede marchen og kom ud i den arabiske ørken. Men endda var der en del, som overlevede disse rædsler, og for at gøre ende på dem, blev der lejet Tsjerkesser- og Kurder- Bander, som daglig førte dem i små flokke fra lejrene ud i ørkenen, hvor de blev myrdet.
I begyndelsen søgte Tyrkerne at give det udseende af, at disse bortførelser skete af militære grunde. Et folk, man ikke kunde stole på, skulde fjernes fra de områder, der kunde blive krigsskueplads. Men det viste sig snart, hvad den sande hensigt var. I den Tyrkiske regerings henvendelse til lokalmyndighederne hedder det: ³Der må ikke vises medlidenhed med flugtningerne. Det gælder om fuldstændig at udrydde ordet Armensk. Driv deportationtogene frem, så de, der ikke kan følge med, falder døde om allerede nogle timer fra byerne. Efter de hidtil indløbne rapporter har kun ca. 10 pct. af de deporterede nået bestemmelsesstedet; resten døde undervejs af sult, udmattelse eller sygdom. Det må håbes, at tilsvarende resultater kan nås for de følgende transporters vedkommende².
Først kom nyheden ud til skandinavien fra Frk. Wedel-Jarlsberg, udsendt af norsk K.M.A. Hun havde, som sygeplejerske, været ansat ved hospitalet i Erzinjan, nogle kilometer bagved fronten ved Erzerum. Her havde hun været vidne til de første deportationer nord fra og set soldaternes rå behandling af de ulykkelige, set dem knuse børns hoveder med kolbeslag, osv.
Sammen med en tysk søster havde hun forsøgt at redde 6 drenge, som klyngede sig til dem og anråbte dem om at frelse deres liv. De havde taget dem med ind på hospitalet, i håb om at kunne få dem anbragt på drengehjemmet i Mezreh, men da de henvendte sig til den tyrkiske guvernør om tilladelse til at beholde dem, var han blevet rasende, lod drengene føre bort og dræbe, og befalede søstrene at forlade byen dagen efter. På deres rejse igennem landet havde de da set vejene ligge fulde af dynger af lig og set de deporterede skarer forlade deres landsbyer; de sagde, at der selv over kvindernes og børnenes ansigter lå et forunderlig forklaret udtryk, som om de var sig fuldt bevist, at de gik døden i møde.

Karen Marie Petersen selv fortælle om disse trængselsdage: ³Den rædselstid der i sommeren 1915 brød ind over det ulykkelige Armenske folk, står for mig som en ond drøm. Min tanke vægrer sig ved at genkalde den for min erindring, og hvor ofte har jeg ikke ønsket, at det kun var en drøm, men det forfærdelige er, at det er virkelighed. Den gang vi stod midt i de grufulde tildragelser, var vi som lammede; hvor var det muligt at sligt kunde ske – et helt værgeløst folk føres til slagtebænken som en flok får, i følge en med djævelsk kløgt lagt og udført udryddelses-plan. Det var hjerteskærende at være vidne dertil, at stå fuldstændig magtesløse, og vi havde én bestemt følelse: efter dette vil vi aldrig mere kunne være i stand til at le og være glade, disse begivenheder vil sætte deres spor i vor sjæl for hele livet!
Hvor forfærdelig var ikke den sommermorgen, den 3. Juli, da vi måtte tage afsked med vore kæreste venner i Mezreh, som den dag blev drevet fra hus og hjem. Tidligt om morgenen gik jeg gennem byen for at sige farvel. Alle er i færd med at bryde op og læsse deres tøj på æsler eller vogn. Navnlig i det fattige kvarter af byen hersker der vild forvirring, for mange har ikke villet tro at det blev alvor og har derfor ingen forberedelser truffet, men jages ud som de står og går. De vil ikke af sted, græder og kaster sig på jorden: ³Lad os dø her!² beder de. Gendarmerne slår dem med bøssekolben eller trækker dem ud af huset ved håret, låser døren af bag ved dem og putter nøglen i lommen. De har intet hjem mere – og går med strømmen. – Ud ad landevejen går denne ustandselig, til sent om eftermiddagen: unge og gamle, blind og krøblinger, kvinder, så udmattede af angst og sindsbevægelse, at de ikke kan holde sig oppe, og gamle mænd, stavrende besværligt af sted ved stok.  En familiefader, omgivet af sine børn, råber, da han ser os: ³Vi har taget vort kors op og følger efter Jesus!² – Jeg har mødt Hr. og Fru Ehmann, og sammen går vi et stykke med skaren ud ad landevejen. Alle vil trykke vore hænder til afsked, mens tårerne løber dem ned ad kinderne og de siger: ³Vi går i døden, bed for os!² Det er som om vort hjerte vil briste; at skulle se denne jammer og intet kunne gøre! – Stadigt vokser skaren; man seroksekærrer med et solsejl udspændt over en flok smilende børneansigter, køer belæssede med sengetøj og husgeråd, og tilsidst hele kolonner af gendarmer til hest, bevæbnede med geværer, fyldte patronbælter, og knive og revolvere ved siden,- de drager ud for at være ³til beskyttelse². – det risler os koldt ned ad ryggen ved at se dem! At vore anelse om af hvad art deres beskyttelse var ikke slog fejl, fik vi allerede om aftenen bekræftelse på. Da kom der nemlig til byen en anden strøm af mennesker – forviste fra Erzinjan og Erzerum – der for en månedstid siden havde forladt hus og hjem, ligesom vore venner havde gjort det i dag. Alle var pjaltede og halvnøgne, forsultne og udmattede. De slog lejr på en mark tæt udenfor byen. Det var mest kvinder og børn, nogle gamle mænd og halvvoksne drenge. De stærke og kraftige mænd var blevet dræbt efter en dags rejse. De råbte og skreg om noget at spise. I en fart lavede vi i børnehjemmene mad i store beholdere og kørte disse ud på en vogn. De kastede sig over os som vilde dyr, vi var nær blevet trykket ihjel. I et øjeblik var maden forsvundet – den havde været som en dråbe i havet. Mange lå febersyge rundt om og bad om mælk; deres tunge var opsvulmet og de havde intet kunnet spise i flere dage. Deres arme var forbrændte af solen, huden lå som i flænger, og deres fødder var opsvulmede, så de dårligt kunde gå. Luften var opfyldt af stank; de fleste havde dysenteri – rundt omkring lå døende mennesker, men døden blev hilst med glæde, som en befrier!
Dette var den første gang jeg kom i nær berøring med de forviste, men det blev ikke den sidste. Nej, hele sommeren gentog det samme sig; den ene skare efter den anden drog igennem byen, som nu fik navnet: ³Det store slagtehus² – for det forfærdelige var, at var de først nået til vor by, så blev, ved opbruddet derfra, alle mænd dræbt nogle timers vej derfra.
Imidlertid levede vore børn i børnehjemmet i angst og spænding. De fik selvfølgelig ikke lov at gå uden for en dør; vor indkøber kunde heller ikke vise sig på gaden, og når noget skulde købes, måtte jeg selv personlig gå på torvet sammen med Armenske “Majrig”. Tyrkerne så på os med onde øjne, og vi hørte mange trusler om, at turen til at blive sendt bort, også nok skulde komme til os. Det hændte også ret ofte, at tyrkiske officerer, som gik på gaden, så på børnehjemmene og talte om, hvad de vilde bruge bygningerne til, når vi var jaget ud af dem. Vi kunde jo heller ikke andet end regne med den mulighed at blive sendt bort og havde, foruden andre forberedelser, syet poser, som børnene skulde have på ryggen med deres tøj og brød i. Børnene var rolige og fattede, for, som de sagde: ³Vi er ikke bedre end vort folk, så vi ikke skulde dele skæbne sammen med det, om det er Guds vilje.² – men så længe der endnu var håb, bad de dag og nat til Gud om at blive frelst, hvis det var muligt. Og Gud hørte deres bøn og bevarede dem og den skare, som havde søgt tilflugt under vort tag. Efterhånden som det viste sig hvilke rædsler de forviste måtte gennemgå, kom en del flygtende fra nabobyer og landsbyer, til hvilke turen endnu ikke var kommet, og bønfaldt om at måtte blive hos os i børnehjemmet, og når jeg sagde til dem: ³I ved jo, at vi måske også selv skal af sted,² sagde de: ³Det kan jo være, at Gud holder sin hånd over eder; men skal vi dø, så lad os dø med dig.² – Og da det stod for mig, som om disse forfærdelige tilstande ikke kunde vare ved, som om Gud måtte lade noget ske, der kunde forhindre Tyrkerne i vedblivende at gå således frem i deres ondskab, syntes jeg, det var godt, om disse stakkels mennesker kunde vinde tid og tog derfor imod alle dem, der kom. Det var dog en ikke ufarlig situation, thi regeringen udstedte forbud mod at optage hjemløse børn eller flygtninge i hjemmene, og lod tilsidst plakater opslå overalt sålydende. ³Enhver – muhamedaner eller kristne – der skjuler en armenier i sit hjem, vil blive hængt i sin husdør, og huset med hele familien i blive brændt ned til grunden.² Indtil da var der tyrkiske familier, der havde skjult Armenske venner og naboer, men nu udleveret de disse af frygt, da gendarmer blev sendt rundt for at undersøge husene.
Jeg kunde jo ikke være sikker på, at de ikke også vilde komme til vort hus. Men gennem ordsp. 24, 11-12 talte Gud tydeligt til mig om, hvad der var hans vilje, og jeg besluttede i tro at forsøge at frelse den skare, der havde søgt ly hos os. Og Gud lod det lykkes, så der ingen husundersøgelse skete.
Blandt dem, som fandt et tilflugtssted i vort hus, var en præst med sin hustru og 6 børn. De var fra en landsby, Pertjens, nær Mezreh. Præsten ³Badvelli² Dertad havde for få år siden været knyttet til vort arbejde. Han var beskeden, hjertensgod mand og en levende kristen. Da han forstod, at han kunde bringe vort hus i fare, hvis hans nærværelse dér blev opdaget, var han villig til at gå bort fra os -d.v.s. den visse død i møde-, men det forekom os umuligt at slippe ham på den måde. Ned i brændehuset lavede børnene derfor et lille hjørne, hvor han krøb ind, medens brændet atter blev stablet op som en mur uden om. Stakkels mand, svagelig, som han var, måtte han sidde indespærret i dette trange hul i en tung og dårlig luft – ikke, som vi først havde troet, 2 a´ 3 dage, men 3 uger! Da var han blevet så nedbrudt, at han var dødssyg.  Hans kone fortvivlet, og jeg følte mig i øjeblikket rådvild. Hvad skulde jeg stille op med en syg mand i et hus, hvor hver tomme var beslaglagt af flygtninge, og skulde han dø, hvorledes skulde jeg da få ham ud af huset, uden at det blev opdaget, at der havde været en mand skjult derinde? Men min først bekymring var naturligvis for manden selv. Da gik jeg hen til det amerikanske hospital og bad lægen om hjælp, og han – der led med det ulykkelige folk og gjorde hvad han kunde for at redde den enkelte – sagde: ³Ja, dersom de kan bringe ham herhen, så tager jeg ham ind blandt patienterne.² Dette var også for doktoren et vovestykke, da regeringen havde forlængst lister over de syge og alle, som arbejdede der. Næste morgen, da det begyndte at blive lyst, fik vi vor syge ven, indsvøbt i sjæl og med et tørklæde om underansigtet for at skjule skægget, sat op på vort æsel. Han var så syg og udmattet, at han ikke kunde holde sig oprejst, og jeg måtte gå ved siden af og holde på ham. Et pigebarn ledede æslet ved grimen; hans kone og alle vore børn hulkede og grædt, da de tænkte, at det var sidste gang de så ham – og det lille tog startede. Det var naturligvis med ængstelse, også fra min side – sæt, at nogen så os! På den tid lod regeringen uafbrudt soldater patruljere i gaderne, og lige over for vort hus var en politistation installeret for at kunne holde øje med, hvad vi fortog os. Dog Gud gjorde det således, at der netop i det øjeblik ingen var på post og at vi heller ingen mødte på vejen, så det lykkedes os at nå hospitalet med Badvelli-en. Her lå han alvorlig syg et par måneder. Da politiet senere en dag brød ind for at bortføre og fange en lille skare af mænd, som havde søgt tilflugt dér, var Badvellien også udset til at skulle følge med, men frelstes, som ved et mirakel. Da der så senere blev udstedt en ³Benådning² for de protestanter, som endnu var i live, kom dette jo også ham til gode, og i over et år arbejdede han utrættelig blandt de mange nødlidende, før han hjemkaldtes. Det var således kun en kort tid, vi, til vor store sorg, fik lov at beholde ham iblandt os. Den i forvejen ikke stærke mand led ubeskriveligt ved at se al den grænseløse elendighed rundt om, som også ved at tænke på sit folks lidelse, og da han blev angrebet af tyfus, bukkede han under. Det var et hårdt slag for os at skulle miste ham – vi syntes, vi havde så få tilbage -, men Guds tanker er ikke vore tanker. Hans kone, Pampish Jughaber, en forstandig og dygtig kone, faldt ikke sammen, som man skulde have troet, da hun mistede sin så højt elskede mand, men netop fordi han havde været så god og ædel og ofret livet for sin gerning, besluttede hun at vandre i hans fodspor og forsætte denne, og hun arbejder endnu bestandig i Amerikanernes tjeneste – utrættelig til sen aften – på at bringe hjælp til de fattige.

Fra juni til august i rædselsåret 1915 gik dødstogene ad bjergstier og kratveje. De var måneder undervejs i den brændende sol, langs træløse veje, usselt ernærede eller slet ikke, ofte af beregnet grusomhed pinte til raseri af tørst; det forbødes at drikke ved bække og kilder.
Lidelserne steg til vanvid og selvmord. Mødrene kastede deres små langs vejsiderne for snart efter selv at styrte. Gravide kvide blev flåede maven og barnet sat på bajonetter og svingede i luften. Flokke af kvinder og børn samledes hældt petroleum på, og sat ild til dem som livende fakler.
Det var i juni 1915 myrderiernes højdepunkt. Da var fru Grunhagen og Jensine Ørtz hjemme på orlov, og Hansine Marcher blev beordret hjem af Hülfsbund, efter at hun havde måttet tage afsked med sine unge elever, veluddannede, lovende piger; de kunne have reddet livet ved at lade sig ansætte hos missionen.
Overskuer man hele missionærflokken, der frivilligt fra mange kanter var ilet armenierne til hjælp, som under de farlige rejseforhold og i det sygdomssmittede land kom til at give deres liv, så armenierne blev ikke ene om martyriet.
De Danske søstre sparede sig heller ikke, de var stadig i livsfare. Maria Jacobsen og Karen Marie Petersen fik begge tyfus. De trodsede regeringens trusler og beskyttede hundrede af armeniere, som de derved fik lov at redde. Jenny Jensen måtte se ³Elim² evakueret.
Ved forfølgelsens begyndelse kom mange af deportationstogene gennem Mezreh, hvor Karen Marie Petersen opholdt sig som midlertidig leder af ³Emmaus². Stadig færdedes hun utrætteligt blandt de ulykkelige, hjalp dem med føde og klæder og bragte dem ikke mindst åndelig hjælp. Hun havde den lykke at bjerge ³Emmausbørnene² igennem. En gang truede Tyrkerne med at beslaglægge hjemmet, men denne ulykke afværgedes ved et under i sidste øjeblik. Der må have været englevagt om huset, thi selv når hun vovede det yderste: at åbne døren for flygtninge, og skønt Tyrkerne havde en særlig observationspost ligeoverfor, var det, som fjenderne var slaget med blindhed.
Man må tænke på den trofaste forbøn, der opsteg i Danmark, skønt vennerne kun havde missionærernes bibelhenvisninger at holde sig til, indtil censuren også hindrede disse. Censuren på alle telegrafisk kommunikation allerede var udstedt den 8. august 1914 ved en regerings erklæring.
Hver egn havde sin skæbne, alt efter stedet og de vildmandssind, der rådede.  Døden lurede på alle, men i såre forskellig skikkelse. Bander som rovdyr, plyndrede, skændede de unge kvinder, slog og mishandlede og myrdede efter lyst. Mange kvinder led dog endnu mere under den skændsel at tilbringe resten af deres liv i Tyrkiske haremmer.
Armenien og Kurdistans bjergstier plettedes af henrådnende lig. Visse steder, som i Palandokén bjergene nær Erzerum, ved Meskené nær Eufrates knæ, er Armenske golgathaer med tusinde af dræbte.
I visse skumle egne nøjedes herrefolket ikke med at udjage de Armenske indbyggere, de nænnede ikke at undvære spænding og lystfølelse ved at dræbe. I Nisibin myrdedes alle kristne, også Syrerne, Assyrer; i Bitlis lod Valien, Abd-ul-Halik, et umenneske, der siden udførte de frygtelige Armeniermassakrer i Mesopotamien, alle kristne ødelægge under et afsindigt myrderi (1. Juli 1915); i Mush fulgte snart efter et lignende (10. Juli 1915), og det samme skete i Malatia den 15. Juli 1915. De sidste 900 flygtede og opsporede stakler blev druknede i Tigris fløden.
Assyrer blev også nødesløse slagtet af Tyrkerne på grund af deres kristen tro, massemord blev fundet sted, de overlevede der flygtede til Bagdad, blev igen udsat for massemord og mange flygtede i den nordlige egn af landet.
Sørgelig var især de armenske børns lod, da de jo naturligvis mindst kunde udholde strabadserne; dødeligheden blandt disse var derfor også særlig stor. Mange mødre, som ikke kunde udholde at se deres små yndlinge dø, kastede dem fra sig på vejen. Kvinder, som fødte undervejs, kastede børnene i en flod eller afgrund. I Malatia blev ca. 8000 børn, som var blevet efterladt af de karavaner, som drog derigennem, samlede af politiet og anbragt i skoler og kirker, hvor de, 4 a´ 5 måneders forløb, på grund af sult og sygdom var smeltet ind til 400-500, som så blev fordelt omkring i de omliggende Kurderlandsbyer. I en anden by blev børnene grebet på gaderne og læsset på vogne, hvis levende ladning blev kastet i Eufrat.
Næsten i ethvert muhamedanske hus var der kristne børn; nogle fik det godt, men de fleste var slaver, og mange måtte tjene deres herrers dyriske lyster. Aldrig har en sådan elendighed i børneverdenen råbt mod himmelen!.
Her er et uddrag af et par artikler i ³Sonnenaufgang². Iblandt den store deporterede, søm lørdag den 3. Juli 1915 forlod byen Mezreh ad vejen til Malatia, hvortil de ankom efter omtrent 8-10 dages forløb, og hvor mændene da blev ført bort fra karavanen, befandt sig de fleste af den evangeliske menigheds medlemmer i Mezreh: Harutiun Efendi Chaputian og den i hele sit dygtige forretningsliv så gennemført samvittighedsfulde kristen, Ohannes Efendi Charputian, som forgæves havde sat hele sit indflydelse og sin personlighed ind på at redde sit folk; den elskelige sjælesørger Pastor Sinanian, begge brødrene Chazanshian, dygtige købmænd, med deres nyomvendte, trosglade unge hustruer, vor unge lærerinde, Jeghsabeth Sarafian, med hendes samvittighedsfulde brodere, Avedis Sarafian, som stod i det inderligste samfund med sin frelser og som var lærer ved vor skole, hvilke begge havde valgt at følge deres gamle forældre i landflygtigheden, fremfor at forblive i sikkerhed hos os i Mezreh; vor kirkes diakon, den så barnligt troende, velsignede Manoug, vore lærerinde Varvar, som ligeledes ikke vil forlade sine gamle forældre, og mange, mange flere kære, ædle sjæle, til hvilke vi var inderligt knyttede i troen. Hvem kan opregne dem alle? Hver især af dem var en kristelig karakter! I ånden seer vi dem alle så levende for os! De enkelte, for hvem det lykkedes at flygte undervejs, fortalte os, hvorledes de alvorligere kristne i karavanen hver aften havde holdt bøn sammen i nærværelse af deres rå og bestialske vogtere.
I ugen fra 4. – 10 juli blev en skare på omtrent 800 mænd og yndlinge taget ud af fængslerne i Mezreh og ført til den nærliggende dal ³Har Oghlu Dere², hvor de, efter at man havde afklædt dem og lænket dem sammen i knælende stilling, blev skudt ned af det tyrkiske gendarmeri i overværelse af officererne.
Iblandt denne skare befandt sig den gamle, kære Hagop Efendi Chazandjian,  Mezrehs største privatbankier, som altid var så opmærksom og imødekommende overfor de europæiske besøgende, og Hagop Eftendi Djandjigian, som ikke for nogen pris vilde fornægte sin frelser; også 3 unge, militærpligtige folk fra vor tyske missionsstation var deriblandt, lærerne Manuel og Kevork fra Marash, og snedker Asadour fra Mezreh. I det øjeblik, da geværsalven blev afgivet, lykkedes det denne sidste at rive sig løs og flygte tillige med 5 andre. Halvnøgen kom Asadour i flere uger nede i vor kælder, uden at drengene i børnehjemmet anede noget derom. Han fortalte, at i det øjeblik, da de stod foran døden, havde de alle råbt til Gud og lagt deres sjæl i frelserens hånd. Manuel og Kevork var det også lykkedes at rive sig løs, men da de var flygtet nogle meter bort, nåede den dræbende kugle dem. Idet de på orientalsk vis rakte deres hænder bedende mod himlen og påkaldte Jesu navn, segnede de om og døde.
Muhamedanerne spottede tit de døende kristne. ³Hvor er nu eders Kristus?² skal de ofte have tilråbt dem, som i deres dødsstund med høj røst befalede deres sjæl i Jesu hånd.
I en artikel af Pastor Lohmann i samme blad: ³Den røde sky i østen² peger han på den truende og som det synes håbløse stilling, i hvilken de kristne i Lilleasien, og da navnlig armenierne, befinder sig, idet Hadet imod kristendommen og imod alt ³Vesteuropæisk væsen² er i tiltagende hos muhamedanerne. ³Man forstår derfor², siger han, ³hvorfor Islam søgte at befri sig for et folk som det Armenske, der var så opladt for den vesteuropæiske kultur, og de begynder nu atter at føre deres skrækkelige politik videre derover. – Alle vi, der arbejder blandt muhamedanerne er beredt på store omvæltninger. Vi ejer ingen anden beskyttelse end ³Troens skjold² mod al modstand, fare og forfølgelse, men dette prøvede skjold er også fuldkommen tilstrækkeligt. Tilmed er ³Islams borg² så mægtigt rystet i sin grundvold, at dørene står vidt åbne for hver den, som i troens mod tør træde derind.
Hvem der har læst det nylig udkommen hefte af Beatrice Rohner, ³Timen er kommet², ved, hvorledes evangeliets sæd i de Armenske kristnes skrækkelige lidelsestider er blevet udsået igennem tro vidner og martyrer. Da er også jordbunden i mangt et muhamedanerhjerte blevet bearbejdet. Jeg læser således i en beretning fra disse mørke dage: På hin rædselsfulde søndag i juli 1915, da Harpoot (Kharpert) blev affolket, så vi skarerne af de Armenske kvinder og børn drage bort. De havde set deres mænd, fædre og brødre føres til døden, og nu, da politisoldaterne drev dem selv fremad, vidste disse ulykkelige kvinder, at en hurtig død vilde være langt at foretrække for disse endeløse vandringer, der forestod dem igennem mørke bjergpas, prisgivet deres ubarmhjertige vogters vilkårlighed. Men skønt disse kristne kvinder så godt vidste, at de gik noget langt værre end døden i møde, hvilede der hin morgen et ubeskriveligt udtryk af fred og urokkelig tillid over deres ansigter. Nogle råbte glad triumferende: ³Lev vel, vi går til himlen!² De tog ikke imod befrielse, for at de måtte blive delagtige i en bedre opstandelse. Muhamedaner-Naboer stod hin morgen tavse og så derpå, ude af stand til at hjælpe. Men dette syn blev dem uforglemmeligt. En muhamedansk retslærd var just hos mig nogle uger senere, da efterretningen om et af disse ofres død ude i ørkenen nåede os. Det var en rig dame, som vi bege havde kendt. Min gæst var rystet. ³Hun havde ikke behøvet at gå med,² sagde han, ³men hun vilde ikke blive her. Jeg tilbød hende og begge hendes små børn endnu den morgen et tilflugtssted i mit hus, men hun sagde: ³Jeg kan ikke blive; når de andre er borte, vilde De forsøge at drage mig over til deres tro, og jeg vil blive hos Jesus!² Disse ord, som var blevet udtalt af en dannet, rig dame, der havde opgivet velstand og sikkerhed for sin frelsers skyld, og som blev meddelt mig en muhamedaner, er betegnende²
Søster Bodil Biørn skriver også, om den periode: ³-Så brød massakrerne ud i Musch midt i juli 1915. Det var en frygtelige tid. Næsten hele den kristne befolkning blev myrdet, ofte på en grufuld måde. 40 okse-vogner med kvinder og børn blev således brændt. 11 kanoner var stillet oppe på højderne og beskød den Armenske del af byen i brand med dens Armensk befolkning, og da de ikke på den måde kunde få bugt med dem alle, blev resten deporteret. En del flygtet oppe i bjergene, en del kom sig over Persia til den Armenske republik, en del blev deporteret, men størstedelen blev dræbt. Den Armenske del af byen og alle Armenske landsbyer blev lagde i ruiner. Selv lå jeg meget syge af plettyfus. En fanatisk albansk læge forsøgte at skyde søster Alma Johansson, men traf to andre kvinder som begge døde. Vore børn blev taget fra os, og denne læge trangt ind i mit hjem med 20 tyrkiske soldater og bortførte vore medarbejdere, men Guds usigelige nåde fik vi nogen af dem tilbage. Vore 3 troende Armenske lærerinde var i 2 døgn i tyrkernes vold, men Gud hørte vore inderlige bønner for dem, og vi fik dem uskadt tilbage. Frk. Alma Johanson gik i forbøn for børnehjemmet hos den tyrkisk guvernør, men han svarede hende, at børnene jo vil være bedst sikrede ved at drage med deres forældre og slægtninge; ³I så fald vilde der ikke blive krummet et hår på deres hoved, det gav han hende sit æresord på.² Hun mente da også, at børnene vilde være bedst beskyttet på den måde, og lod dem drage med karavanen – men da den var ankommet til én af de nærmeste landsbyer, indebrændte man børnene!. Sammen med dem og 6 af de andre armeniere som var blevet reddet, deraf 3 af vore store piger og 1 dreng, kom vi ved tyrkisk eskorte over til Mezreh efter 10 dages ridning gennem farlige Kurdertrakter.
-Jeg syntes det gik som i Es. 49: Forgæves har jeg arbejdet mig træt, og til ingen nytte har jeg fortæret min kræfter… Hele vore arbejdsmark i Musch som vi havde så store forhåbninger til, blev ødelagt. En trøst er det og vide at vi havde fat så Guds ords sæd, og at mange, mange faldt som martyrer for sin tro på Jesus Kristus.
I Mezreh blev jeg bare 21/2 måned, og tog så på eget ansvar tilbage til Musch med min dygtige hushjælp Serpuhi som absolut ville med. Vi tog afsted til hest sammen med en ældre tyrkisk major som jeg kendte, og kom ved Guds store nåde velbeholden frem den lange og farefulde vej. Men hvordan så det ikke ud i Musch! Overalt ødelæggelse, og mit hjem i en dårlig forfatning. Men Serpuhi tog straks fat, og vi fik det nogenlunde i orden igen. Jeg fik købt korn og andre levnesmidler af en tyrker jeg kendte, og således fik vi hjælp de mange armeniere som havde skjulte sig i kældrene hos en barmhjertige tyrker. Mange kom også ned fra bjergene hvor de havde holdt sig skjult i månedvis. Å, hvor de så elendige ud! Hvilken glæde det var at få være i Musch i de 31/2 måneder før russerne indtog byen og få hjælp alle disse elendige forkomne stakler. Vi var alle ofte i dødsfare, men følte os så helt omsluttet af Guds stærke hånd. Næsten daglig blev nogen sendt afsted for og dræbes. Det var en svær tid, og dog ville jeg ikke undvære den siden jeg kunne være til hjælp og trøst for disse ulykkelige. Nogen af vore drenge fra børnehjemmet kom flygtende ned til mig. Den onde guvernør var død, og den efterfølgende var bedre, så jeg med stor forsigtihed kunne blive i byen og hemmeligt hjælpe en del af de nødlidende. Om søndagen holdt jeg gudstjeneste med dem i kærderboligene. Vi lukkede da dørene for at tyrkerne ikke uforvarende skulle komme ind. Det mindet mig meget om forfølgelserne i den første kristne tid.
Overhovedet fejredes her i det gamle Armenske land dødsorgierne i deres fulde vildskab. Det var her især, at Armenske liv skulde rykkes op med rode. Hvad der undslap fra morderfanget, søgtes siden med grum iver opjaget, og døden var den indfangne vis, om han hørte hjemme i Armeniens vuggeland.
De svage hensyn, den tyrkiske regering i begyndelsen af deportationstiden tog for at redde et vist skin, svandt efterhånden bort. ³De militære foranstaltninger²s slør opgaves; man gik over til almindelig udryddelse over det hele rige.
Det jammerskrig, der steg fra rædslernes egne, slog mat og dødt mod Europas egne krigsråb og kanonlarm. Ingen efterretninger af vægt og klarhed nåede frem, før det var sket, som skulde ske.
Uden ophold vandrede og vandrede menneskeskarerne ned mod ørknerne i Nordmesopotamien. Mord og sult og tørst og sygdom flåede i dem, ran af børn og unge kvinder hullede dem ud. På egnede steder holdtes udsalg af unge piger og enker. Egnens Muhamedanere strømmede til og købte af gendarmerne; 20 piastre var prisen på en uberørt pige, 5 piastre for en voldtagen!, mødrenes jamrer, de unges skrig dæmpedes med hug og slag. Børn toges for intet eller bortgaves af de fortvivlede mødre eller nære.
Kun skyggeagtige, lasede eller nøgne flokke nåede ned til elendige barakklejre nær arabiske småbyer, hvor atter nød, smuds, sygdom og skændsel hakkede dem til døde, medens egnens banditter og griske hyrder og bønder plyndrede, slog og hånede de forkomne.
Man har gjort nogle stikprøver, og det har vist sig, at omkring femtedel af mennesketogene nåede frem igennem Østanatolien; de fire femtedele blev på vejen.
En af lægerne ved Bagdadbanen har truffet flokke af kristne kvinder splitternøgne ved en brønd i Mardin, hvorhen tiloversblevne af et dødstog var drevne. De ulykkelige kvinder, fortæller lægen, skjulte deres kønsdele med grønne kvist, som de holdt med den ene hånd af angst for, at de skulde glide ned. Den muhameDanske gadeungdom jog efter dem og slog dem med kæppe over hænderne for at få dem til at slippe og skreg i hån – Hu! hu! Ermeni! De arme kvinder løb som tossede frem og tilbage og bad og jamrede: Giv os gift, giv os gift! vi vil ikke andet!
Det var elendigheden i dette helvede, Karen Jeppe senere med enestående mod formåede at gøre Folkeforbundet opmærksom på og derved fik hjælp til at redde Armenske kvinder hjem til et fristed blandt eget folk.

Kvindelige Missions

Kvindelige Missions – Arbejder blandt Armenier.

De rædsler, der i 1894 og under første verdenskrig gik hen over jorden, har for mange fordunklet Armeniernes lidelser. Men når man i ånden sætter sig tilbage til århundredsskiftet og læser beretningerne fra dengang, må hjertet bæve ved tanken om, hvad martyrfolket måtte lide. Mange rystedes af menneskelige grunde, men Kristne blev dog især grebet af dette martyrium i nutiden, et folk med rige evner og trofast i sin bekendelse af den kristne tro, værgløst blandt grusomme mordere og bødler, i fredstid holdt nede under hån, ringeagt, skatteudplyndring og i forfølgelsestider offer for de frygteliges mishandlinger, der hverken sparede barnet i moders liv eller oldinges grå hår.

At her ikke blot var brug for timelig hjælp, men at der også lå en missionsopgave stod klart for K.M.A.´s stiftere, og Armenien blev selskabets første missionsmark. Gennem de selskaber, som alt virkede derude, så som Amerikanere, Tyskere, Englændere, osv. fik man kundskab til forholdene. Det første sted, hvor der trængtes til hjælp, var i arbejdet blandt de mange, mange forældreløse børn. Der var rejst børnehjem for dem i Armenien, og den unge Danske forening tilbød beskedent at skaffe midler til 20 børns ophold. Med glæde meddelte komiteen hen imod udgangen af år 1900, at man kunne underholde 45 børn. Dog havde man ikke dermed nået målet. Det var godt nok med pengene, men især længtes man efter plejeforældre, mennesker eller kredse, som ikke blot ville betale de 135 kr. om året, men som ville følge barnet med forbøn og deltagelse. Familien i Armenien har været den stærkeste institution, og engang en familie går til grund, går det straks ud over barnet, enten placeres barnet hos nære slægtninge eller blive anbragt hos fremmede, derfor etablering af børnehjem var det bedste ramme som kan forme barnets fremtidigt skæbne.

Det er betegnende, at først på pletten var den unge menighed, der samlede sig om Mariø kirkesal på Vesterbro, den første spire til Elias sogn, som blandt alle Danmarks menigheder har været en af de mest trofaste mod K.M.A.´s armeniermission.

Amerikanerne var de første som begyndte mission blandt armenierne. Allerede i 1820 kom de til Konstantinopel og senere til Lilleasien. Det var særlig iblandt tyrkerne de tænkte og drive mission, men på grund af deres store fanatisme lykkedes det ikke, og de vendte sig da til armenierne og håbede gennem dette begavede folk senere og vinde tyrkerne for kristendommen. De virkede særlig ved skoler, colleger og præsteskoler og var til megen velsignelse.
Efter myrderierne i 1894-96 oprettet både amerikanerne og tyskerne børnehjem i armenien for de mange hjemløse børn, hvis forældre var blevet myrdet af tyrkerne. Abdul Hamid, kaldt den røde sultan, lod de kristne armeniere i tusindetal. Det gik særlig ud over Sassoun, en bjerg egn i dalen nær Mush, hvor de ville horder overfald den fredelige befolkning.

Det følgende år, 1901 skulle bringe en endnu større gave. Ved K.M.A.´s første årsmøde, som holdtes i Garnisons menighedshus, var en jyske sygeplejerske kommet til stede, oversygeplejerske ved Hornsyld Amts-sygehus, frøken Christa Hammer. Hun oplevet en gennemgribende omvendelse, betaget af atmosfæren og sangene, blev for hende et kald til at bryde op for at tjene Herren derud. Hun meldte sig  hos K.M.A. den 14 Marts som villig til at gå til Armenien.  Med jubel kunne den unge bestyrelse melde, at den første ³frivillige² var kommet. En stor lykke var det for K.M.A. at Christa Hammer var fuldt uddannet. Der var intet at vente på, hun kunne straks udsendes. Udsendelsesmødet fandt sted i Garnisons menighedshus 28. august 1901. Efter et kort besøg i Deutscher Hülfsbund´s hovedsæde Freienwalde, hvor hun blev indviet sammen med fire tyske søstre, nåede hun i november ned til Armenien. Dengang brugtes tiltaleformen ³søster². En kvindelig missionær stod for menigheden som et sidestykke til en diakonisse.

Den 30. August rejste Frøken Hammer til Freienwald, hvor hun i September blev indviet med 4 Tyske søstre af Generalsuperintendant (Biskop) Hesekiel. Tirsdag den 24 september begyndte rejsen til Armenien, hvortil søstrene, der ledsagedes af Pastor J. Lohmann, amkom i november. Et længere ophold gjordes i Bebek ved Konstantinopel. Foruden frøken Hammer vil følge Frøken Alma Johansson, Svensk K.M.A.´s missionær, som udsending til Armenien efter et ophold på Pastor E, Lohmanns missionsskole i Freienwald. Alma Johansson kaldes af Gud, ved sin 21 års alder til dette dybt alvorlig og krævende missionsarbejde, efter et års undervisning ved den tyske missionsskolen Malche.

Det var et skønt land, søster Christa kom ud til. Senere Maria Jacobsen giver et glimt deraf fra rejseskildring: ³…På venstre hånd havde vi høje bjerge. Vejen, som var ca. 3 al, bred, var anlagt på bjergets side, på højre hånd var der en dyb kløft, i hvilken der løb en flod, en af armene til floden Tigris. På bunden af floden lå der en mængde vældige sten, som i tidernes løb var styrtet ned fra bjergene, så larmen af vandets brusen fulgte os hele den dag. På den anden side af floden hævede bjergene sig atter.
Aldrig har jeg set et så pragtfuld skue. Bjergene var en gang imellem ganske grønne, til andre tider brune med hvide striber eller næsten helt hvide, og alt det hvide var marmor. Der var en masse større og mindre vandfald, de kom helt oppe fra toppen af bjergene, løb ned langs siden og over vejen ned i floden, og næsten ved hvert vandfald var der de prægtigste blomster og grønne planter…²

Søster Christa var en missionær af den rette støbning, som kom til at åbne rækken af Danmarks udsendinge til det ulykkelige folk. Hun fattede dyb kærlighed til det, men overvurderede det ikke, hun havde et klart blik for dets timelige nød, men overså ikke derfor den åndelige behov.  K.M.A. forsørget 65 børn og til at bygge et hjem til disse børn i året 1901.
Selv det at være i landet var et offer. Breve giver indtryk af tilstanden af undertrykkelserne.
³De fattige lider i den hårde vinter. Der er slet intet arbejde for dem, der ikke kan et håndværk. Man ser store skarer af arbejdsløse mænd.² Hun skildrer kvindernes fortvivlede stilling, alt for tidlige ægteskaber, fordi der ingen muligheder var for selverhverv. Søster Christa bedømte de gamle kirker strengt. ³I den gregorianske såvel som i den katolske, som også arbejder her, hersker kun mørke, og sandheden kender det folk slet ikke.² Hun længtes efter, at alle disse navnkristne måtte vækkes. Tildels har søster Christa ret i den beretning, men glemmer at beretter årsagerne for den situation som kom fra den Tyrkiske regerings undertrykkelses politik, som har umuliggjorde for Armenierne for  et fornuftige planlægning, for alle samfunds institutioner og ordne et struktur.
Søster Christa Hammer skriver om det første år, ³Det er nu lidt over et år, jeg for første gang så Mezreh, og efter den lange besværlige rejse hilste vor rejses mål med glæde. Jeg fik mit forløbige hjem i søster Julies Vaisenhus, hvor vore 12 Danske børn var. Kun nogle få dage blev jeg der; Herren havde straks et andet arbejde for mig og gav mig til at pleje et af de amerikanske missionærernes børn, en lille pige, som lå meget syg af tyfus; og med korte mellemrum har jeg flere gange været i Kharpert hos amerikanske missionærer at kende  og i dem fået kære, trofaste venner.

Samarbejdet med Tyskerne var  fra ledelsens side harmonisk og tillidsfuldt, men hist og her var der modvilje og kritik fra Danmark. Det var midt under køllerpolitikken i sønderjylland, som vakte megen national harme. Årets sidste begivenhed var, at Frk. Blædel, (K.M.A.´s Sekretær, ) i Juleferien rejste til Tyskland (Frankfurt og Freienwald) for at få ordnet K.M.A.´s forhold til ³Deutscher Hülfsbund², som ledes af brødrene Lohman. Det har nemlig vist sig som en absolut nødvendighed, at opgive et helt selvstændigt Skandinavisk arbejde, da et sådan ikke vil blive tålt af Tyrkerne, og K.M.A. derfor har indordnet sig under ³Deutscher Hülfsbund² som et filial af dette.
Midt i de fortvivlede forhold i Armenien fandt denne i det ydre uanselige Christa Hammer sin plads. Men som det fremgår af vidnesbyrdene ved hendes tidlige bortgang, hun var en personlighed, der vandt tillid hos sine medmissionærer og hos Armenierne selv.
K.M.A. underholdt i året 1903, 21 piger i Mezreh. 28 piger i Bitlis, og 9 i Van. Efter nogen tøven og forhandling blev man enig om, at et Dansk børnehjem skulle oprettes i byen Mezreh, det fik navnet ³Emmaus², og der skulle efterhånden alle de børn, der blev underholdt af Danmark, samles der. Forbavsende hurtig kom hun ind i sproget og vandt de små forkomne pigers kærlighed. Hun var rigt udrustet, sang med børnene, kunne tegne og male og vise dem Guds herlighed i naturen.
De hygiejniske forhold var rædselsfuld, og sygeligheden stor. Derfor måtte Christa Hammer atter og atter forlade sine plejebørn for at passe tyfuspatienter. Straks i begyndelsen af 1903 lod alt til at gå godt i børnehjemmet Emmaus i Mezreh, men det viste sig snart, at Alma Johansson (Svenske søster), der var udsendt den 9 november. 1902, for at være behjælpelig i Emmaus med praktisk husgærning, ikke formåede dette på grund af legemlig svaghed. Rejsen, særlig det lange ridetur over Taurus bjergene, havde svækket hende og hun fratrådte arbejdet i Emmaus til at kom så ind på et af de tyske Hr. Johannes Ehmanns hus for at udføre lettere gerning.
På grund af dette har søster Christa Hammer stået alene hele året igennem, og kun  ved hendes store dygtighed og energi har menneskelig talt gjort dette mulig. Det lykkedes hende i forbavsende kort tid at få 3 af de største piger således opdragne og satte ind i arbejdet, så de virkelig blev hende en hjælp, og Hr. Ehmann, som komitéen traf i Wandsbeck ved konferencen i Pinseugen, udtalte bestemt, at Emmaus var det ordentligste og bedst førte hus i Mezreh.

Sommeren var dog svær for søster Christa Hammer. Hun savnede Hr. Ehmanns dygtige ledelse og kloge råd, hvad forholdet til Tyskerne angik, og hun savnede både samfundslivet med en nordisk søster og dennes praktiske hjælp. Helt erstatte dette kunde de Armenske børn jo ikke, de skulde jo desuden også passe deres skole, dog så pålidelige vare De og så godt indøvede i arbejdet, at det blev mulig for søster Christa at følge et kald, som kom til hende fra Kharpert. Den engelske konsul der blev hårdt angrebet af tyfus, og missionærerne i Kharpert bade indstændig om at få søster Christa til hans sygeplejerske.
Hun mente ikke at turde sige nej, og tog derop efter at have ordnet alt det praktiske i Emmaus. En tysk søster tilså under hendes fraværelse børnene. Konsulen var døende og menneskeligt talt blev han reddet ved søster Christas pleje, men hvad der var af langt større betydning skete. Den før ganske vantro mand blev gennem hendes vidnesbyrd vundet for Herren! da hun kom hjem fra denne pleje gav hun sig straks til at indrette det nye hjem. Gaverne var nemlig strømmede så rigelig ind, så det blev mulig at leje og indrette endnu et hus, der lå lige ved siden af Emmaus, og kunde sættes i forbindelse med dette, så Emmaus herefter vil kunne rumme 50 børn.
Medens dette arbejde stod på, blev en af hendes bedste venner, Christiane Leubecher, søster i et af de tyske hjem, angrebet af tyfus, og søster Christa plejede hende sammen med en anden Tyske søster med utrættelig omhu. Hun imødeså med stor glæde sin nye medhælperske, frøken Christiane Blacks ankomst, der skulde finde sted samtidig med Hr. Ehmanns tilbagevenden.

Søster Christiane Leubechers død angreb hende meget, men utrættelig arbejdede hun på at få alt i orden til Christiane Blacks ankomst, for snart derefter at kunne optage de nye børn.
Den 18. September fandt frøken Christiane Blacks udsendelse sted, og den 25. oktober ankom hun til Mezreh. Kun 11 dage var det forundt De to søstre at være rolig sammen. så blev søster Christa syg, og den 15. November død hun, efter kun 14 dages sygdom  – Tyfus, som hun sandsynligvis havde pådraget sig ved at pleje en tysk søster. Så blev den hvide kiste sænket ned i Armeniens jord, den jord der har drukket de mange kristnes og de udvalgte vidners blod. Det var en fredfyldt og skøn død, men et hårdt slag ramte derved missionen. Armeniere, Tyskere og Amerikanere mødtes i sorg ved hendes båre, og styrelsen i Danmark følte dyb personlig smerte.

Som følge af dette dødsfald og søster Almas svaghed stod Christiane Black altså nu helt alene i Emmaus, omgivet af en skare børn, som hun ikke kunde forstå, og som ikke kunde forstå hende.  Sygeplejerske Christiane Black, uddannet på missionsskolen. Først og fremmest havde hun plejet søster Christa, men havde også kastet sig over sprogstudiet og vist stor omsorg for børnene, hvoraf der stadig strømmede nye til. Hun fik straks ³lånt² en dygtig Armenske ³ Majrig ³ (Moder) til hjælp i huset, men denne måtte snart tilbage til sin egen gerning, og den ³Majrig², hun har fået i stedet for, var ikke til megen hjælp.

Samværet med søster Christa været kort, men alle var grebet af hendes personlighed, hendes faste stemme, da hun udtalte: ³Jeg vil give mit liv², og hendes dybe blik, der mødte dem, der fulgte hende ved afskeden. Nu har hun givet sit liv, og ledelsen måtte kæmpe mod angst og bekymring for den unge missions fremtid.Tyskerne har ikke kunnet give hjælp, da de selv på grund af dødsfald og sygdom have for få arbejdere. Hr. Ehmann har derfor ment, at med undtagelse af 4 nye børn, som søster Christa allerede havde sendt bud efter, og som nu er ankomne, skulle nye børn ellers ikke optages før efter det Armenske nytår, da det ellers blev ganske uoverkommeligt for søster Christiane Black. Søster Christiane Black´s kræfter var små, klimaet og det overvældende arbejde tog på hende. Det var uomgængelig nødvendigt, at endnu en rejste ud.
I efteråret 1903 kommer den unge Danske lærerinde Karen Jeppe så til Urfa. Karen Jeppe er født i Gylling den 1. juli 1876. Faderen var lærer, en foretagsom og højt begavet mand af sønderjyske slægt. Karen Jeppe var den ældste af børneflokken, lille og ikke særlig stærk, men med usædvanlige evner, som faderen gør alt muligt for at udvikle. Snart er hun den dygtigste i den lille landsbyskole; han læser Engelsk med hende, og en hel sommer opholde hun sig på Als hos faderens familie, hvor hun lærer Tysk. Hun bliver konfirmeret af Sognepræsten, den landskendte Otto Møller, der fik stor betydning for hende. I de følgende år arbejder hun og faderen med stor energi. De hjælpes ad med fag som matematik, fysik og latin. I 1893 kommer hun til Ordrup Latinskole, hvor hun to år senere tager Studentereksamen med udmærkelse.
Faderen havde ventet og håbet, at hans dygtige datter skulde blive læge, men det var hendes ønske at studere matematik. For faderen var det til at begynde med en skuffelse, at lægeplanenerne måtte opgives, men han vilde naturligvis ikke tvinge hende. Og han levede længe nok til at se, at hans datter kom til at udrette mere for den lidende menneskehed, end det blive forundt de fleste læger.

Karen Jeppe kom til at tilbringe ialt 10 år på Latinskolen i Ordrup, der lededes af en meget betydelig skolemand, professor H. C. Frederiksen, Hun boede på skolen, hjælp til med undervisningen og drev samtidig sine studier, endda alt for ivrigt. Hun bød sig selv mere, end hendes svage legeme kunde tåle, blev syg af overanstrengelse, og der gik tre år, inden hun igen havde vundet sin arbejdskraft tilbage, og med liv og sjæl gik hun påny op i sit skolearbejde.
Så sker det, i foråret 1902, at hun hører et fordrag af Åge Meyer Benedictsen, og hun kan ikke frigøre sig for tanken om de lidende armeniere, de stakkels småbørn, der havde mistet forældre og hjem under myrderierne, og som havde krav på hjælp og støtte. Et år går; men så har hun fattet sin beslutning: Hun skal til Armenien. Der er mange hindringer, der skal ryddes af vejen. Igen må hun skuffe sin fader. Han forstår ikke hendes tanker. -Men der var brug for hende i Armenien. Den tyske Armenierven, Dr. Lepsius, havde efter myrderierne i 1895 fået oprettet et børnehjem i Urfa, og Danske Armeniervenner underholdt nogle børn her. Nu ønsker man en lærerinde derud, og det bliver Karen Jeppe.

Det var i Urfa, armenierne var brændt inde i kirken, og de, der var udsluppet myrderierne, var for største delen berøvet alt, hvad de havde ejet. Der var her mange forældreløse børn, som Karen Jeppe særlig kom til at arbejde iblandt. Og da hun havde lært sproget og var blevet kendt med forholdene, begyndte hun sin indsats. Før plejede det at tage to – tre år, inden de små armenierbørn fik lært alfabetets 36 bogstaver og var nogenlunde i stand til at læse. Karen Jeppe indførte lydmetoden. På en række billedtavle samledes alle alfabetets lyde, og ved anvendelse af dem var det muligt for normalt begavede børn i løbet af et år at læse flydende. Disse gode resultater vakte stor opsigt; metoden blev optaget af andre skoler, og det blev sagt, at Karen Jeppes virksomhed betød en fornyelse af det Armenske skolevæsen.
Men det var især børnenes fremtid, der optog hende. Tidligt skulde de stå på egne ben, og så gjaldt det om, at de havde lært noget nyttigt. Derfor fik hun indrettet værksteder i forbindelse med børnehjemmet, hvor drengene blev oplært i forskellige håndværk.
Hvor dybt Armeniernes nød havde grebet Danske hjerter kan ses af, at den bevægede, en enke i sine bedste år til at forlade sin unge datter og et velsignet arbejde i Danmark for at drage ud til de farefulde, svære kår i Armenien.

Asylmoder fru Wilhelmine Grunhagen, en 43 årlig enke, der i 9 år havde ledet Jubilæumsasylet på Vesterbro i københavn, meldte sig hos den forbavsede K.M.A. bestyrelse. Hun var ikke ukendt for dem. Baronesse Schaffalitzky havde i flere år været den ledende i dette barmhjertighedsarbejde og vidste derfor, at fru Grunhagen var et klart omvendt, barnligt troende menneske, en stor børneven med megen praktisk dygtighed. Men derfra, og så til at arbejde selvstændigt blandt lutter fremmede, under de ubeskrivelige vanskeligheder! Men alle betænkeligheder fejede hun til side. Hendes datter kunne dog altid bedre klare sig end Armenierbørnene. Hvad sprog jeg vil tale? – jeg vil tale hjertets sprog!² Der var måske dem, der smilet overbærende, men Armenierkomité og bestyrelse følte sig overtydet om, at dette var fra Gud, og da alle hindringer fjernedes, styrkedes man yderligere.

Den 7-de marts 1904 om aftenen forlod Frue Wilhelmine Grunhagen Danmark. K.M.A.´s viseformand og Armeniens leder fulgte hende til Berlin, og den 17. maj 1904 nåede hun efter en streng rejse sine længslers mål. Også hun vandt tillid blandt Armenierne, og større og større opgaver betroedes hende. I løbet af juni måned blev  Christiane Black sendt op til de Tyske søsters rekreations hjem på bjergene for at komme til kræfter, og da dette ikke hjælp, rejste hun til et lille badested Gølsik ved Euphrat. Der opholdt Frue Wilhelmine Grunhagen sig også nogle dage for at være hende til hjælp.  Frøken Christiane Black, desværre måtte rejse hjem, medtaget af gigtfeber.

Snart måtte ³Emmaus² udvides, og et stort nyt hus blev lejet. Søster Wilhelmine Grunhagen gjorde sig klar til flytning, men stødte på en uventet hindring: det var ikke sikkert, at Tyrkerne ville finde sig i, at de kristne overtog dette smukke hus, skønt alle formaliteter var i orden. Valien kastede begærlige blikke på det, og søster Wilhelmine blev rådet til at flytte ind om natten.  Når Tyrkerne om morgenen stilledes over for en fuldbyrdet kendsgerning.

Med stor energi fik Søster Wilhelmine Grunhagen den stærkt voksende husholdning i gang og tog sig kærligt af børnene. Hun fik som de andre missionærer før hende ikke lidt at slås med. De små børn var elskelige og nemme at have med at gøre. De halv voksne viste ofte trods og andre uheldige egenskaber, uvante som de var med arbejde og et regelmæssigt liv. Derfor var det en glæde og opmuntring, at antallet af pleje forældre i Danmark tog til.
Sidst i 1904 dagen efter søster Christiane Black´s hjemkomst  rejste frøken Jensine Ørtz ud  for i Frankfurt at træffe sammen med såvel andre tyske søstre og brødre, der skulde til Armenien, som med K.M.A.´s frivillige, Frøken Hansine Marcher fra Bornholm, der var antaget af tyske Hülfsbund som lærerinde i Mezreh.
Da K.M.A. ikke var noget selvstændigt missions-selskab, og da de ikke har brug for mere end to søstre på Emmaus, så følger det af sig selv, at de Danske kvinder, på hvis hjerte Herren lægger Armenien, må gå ind under et af de store udenlandske selskaber. For Tysklands vedkommende ³Hülfsbund², leder Pastor Lohmann, ³Orient-missionen², leder; Pastor Lepsius, for Amerikas vedkommende ³American board².

I årets løb er børnenes antal i Emmaus vokset til 50 fra 20, hvoraf de 10 jo er Kharpert – børnene, som endelig i efteråret ankom til Emmaus. I Van havde K.M.A. stadig 5 børn og i Bitlis 12, men på dette sidste sted er Nr. 9 Heghiné Sarkissian blevet gift og Atlaz  Petigian Nr. 27 blev optaget i hendes sted.
Frøken Jensine Ørtz  rejse til Armenien for at hjælpe fru Wilhelmine Grunhagen på ³Emmaus², men blev der ikke længe, hun følte et kald til en selvstændig gerning og tog til Malatia, hvor 10.000 af indbyggerne var Armeniere. K.M.A. selv turde aldrig have sendt søstre alene til denne store by, hvor ingen Konsul og ingen andre Europæer fandes. Her begyndte hun energisk og praktisk at lære enlige kvinder håndarbejde, hun boet hos den protestantiske Armensk præst og meningen har været, at hun kommer bedre ind i forholdene og lære sproget,  og frøken Jenny Jensen blev sat til at lede det store tyske hjem for Armenier pigebørn: ³Elim². (protestantiske skole, Asyl-arbejdet)
Tilstanden i 1905 i Armeniener i det ydre ikke blevet bedre i det år, snarere værre, vel har der ingen store massakrer fundet sted, men mange landsbyer, særlig i landets østlige egne, er blevet plyndrede og nedbrændte af Kurderne. Hvad der også forværrer tilstanden i Armenien er, at en del unge mænd, fortvivlede over forholdene, har sluttet sig sammen i frihedskarer ³Fedayin², som så på deres side overfalde Kurderne. Følgen er, at disse hævner sig, ikke på frihedskæmpere, det lykkedes dem sjældent – men ved at overfalde fredelige Armenske landsbyer.
I de vestlige egne af landet er der langt mere ro; her fandtes færre Kurder, hvor den Tyrkiske administration er langt bedre og har mere magt, og Frihedskæmper er ingen af; men fattigdom, sult og nød hersker særligt på grund af de grusomme skattebyrder. Dertil kom i slutningen af året et stærkt jordskælv.
For arbejdets vedkommende i Danmark er året særlig gået hen med at overveje muligheden af at få et større hus i Mezreh, der også skulde ligge mere centralt end Emmaus gør. K.M.A. havde tænker på selv at bygge, men der viste sig så mange hindringer og vanskeligheder, at der jo allerede findes to store pigebørnehjem i Mezreh, og dette synes at være tilstrækkeligt under de daværende forhold.
Imidlertid har ³Deutscher Hülfsbund² tilbudt K.M.A.  gennem pastor Lohman deres ene store hjem ³Elim², uden vederlag, men på den betingelse, at K.M.A. foruden deres egen nu 60 børn også skulde tage de ³Tyske² børn, som befandt sig i ³Elim² hjemmet og som  jo ikke godt kan sættes på gaden. Fru Grunhagen, som Tyskerne sætter megen pris på, skulde forsestå hjemmets ledelse. Desuden foreslog ³Hülfsbund² at samle alle de skandinaviske søstre i Mezreh og gjorde straks begyndelsen ved at dirigere søster Jenny Jensen, der skulde have været til Van, og søster Bodil Biørn, der skulde have været til Marash, (Germanica) til Mezreh. Fordelene ved denne plan var store, vanskelighederne også. Disse sidste lå nærmest i, at ca. 200 børn er vel mange, selv til det store Elim, og at Frue Wilhelmine Grunhagens personlige arbejde – særlig hvad den åndelige side angår – vil vokse betydeligt, selv om hun fik søster Jenny Jensen til hjælp foruden søster Jensine.
K.M.A. har korresponderede med Fru Wilhelmine  Grunhagen om disse forskellige ting, og ved årets udløb har set ud til, at alt var gået i orden. Det nye hus, ³Elim², hvis navn skal forandres til Emmaus, skal underkastes en større reparation både indvendige og med hensyn til afløb og lignende udenoms forandringer. De forfærdelige nødstilstande både i øst og vest har også krævet en øjeblikkelig større hjælp i begyndelsen af 1906, dette medeles til K.M.A. og videre til Armenier venner over hele Danmark.
I slutningen af året 1905 børnene var fordelt således:  I Mezreh (Emmaus) 59, i Bitlis 10 og i Van 4 børn; i alt altså 73. For disse betales der fra Danmark for 54, fra Norge for 13, fra Sverige for 4 og fra Finland for 2. I Mezreh findes 44 Danske, 10 Norske, 3 Svenske og 2 Finske plejebørn; i Van 3 Danske og 1 svensk; i Bitlis 7 Danske og 3 Norske.
I den periode har søster Christiane Black stædig var i Danmark for at genvinde sit helbred helt, så hun igen kunne optage sin gerning iblandt de folk hun elsker. K.M.A. begynde året 1906 med en vis ængstelse, grunden til ængstelsen lå i planen om at flytte fra Emmaus og leje det store Elim af de Tyske søskende. Denne plan, der i begyndelsen så tiltalende ud, men det viste sig efter nærmere undersøgelse at have mange vanskeligheder, og Danskere i Emmaus syntes i særdeleshed ikke om planen, da de mente, at ³Elim² i virkeligheden ikke egnede sig til børnehjem. At blive i Emmaus var heller ikke nemt på grund af de meget indskrænkede forhold, mangel på plads i enhver henseende osv.
Den norske søster Bodil Biørn fik kaldet fra Gud på et K.M.A.-møde, hvor der blev talte gribende om de Armenske børns nød. søster Bodil Biørn selv fortæller ³Jeg meldte mig til frue Kammerherrinde Anker, og hun var lykkelig over og få en norsk søster der ude, men de havde ikke midler nok til og sende mig denne gang, bare tre støttende til. Derfor blev jeg de første år ansat af det tyske ³Hülfsbund². Først senere kunne K.M.A. helt overtage og sende mig og underholde mit arbejde.
Hvilken nåde det var at Gud ville og kunne bruge mig til og hjælpe dette sit hjemsøgte folk. Fra 1905-1934 viret jeg der ude på forskellige steder. Herren har på vidunderlige måde hjulpet mig og holdt mig oppe i de svære trængselsår inde i det gamle armenien. Hans være æren!
Det kom vel med at jeg havde fået en god uddannelse i sygeplejen og virkede i den hjemme og i udlandet i 8 år før jeg drog ud. Efter 1 års ophold på K.M.A.s missionsskole i København, rejste jeg frimodig afsted efter Gud haft banede vej. Det var efter de herlige vækkelsesår i 1904-05, og jeg var fyldt af glæde og tak over at rejse ud i Guds store gerning. Vejen gik over Konstantinopel og så med vogn og hest til Marash hvor jeg skulle arbejde i det store missionshospital. Men dette var ikke stedet som Gud havde bestemt. Efter en kort tid gik turen til hest videre over høje bjerge til Mezreh hvor jeg mødte kære Danske og tyske missionærer. Efter et års sprogstudie, hvor jeg på samme tid også ydet hjælp til de mange syge i børnehjemmene, fik jeg et eget lille hjem hvor de syge børn blev optaget og plejet. Jeg havde to armenierinder til min hjælp. Det var en god tid med de kære børn. Ellers virkede jeg ude i fattigkvartererne blandt syge og fattige på forskellige vis. Jeg talte Guds ord og behandlet de syge, holdt møder blandt kvinder og hjælp af og til den amerikanske læge i Kharpert da de der ikke haft nogen sygplejerske før den Danske Maria Jacobsen kom.
Doktor Mikael, en troende Armensk læge, som også virkede meget blandt tyrkerne, hjælp mig ofte og så til min syge, ligeså en anden Armenske læge, som jeg til gengæld hjælp ved hans operationer. En dag blev jeg kaldt til en ung mand som havde et slem sår i ryggen, og jeg fik den Armenske læge med for at åbne såret. Lægen var meget ængstelig og ville først ikke, da den syge var meget svag, men jeg overalt ham til det. Operationen lykkedes, og den syge blev efter to måneders behandling helt frisk. Den unge mand, Toros, havde et åbent hjerte for Guds ord, og da jeg gave ham en Bibel, blev han flittig bibellæser og kom siden med sin mor til de troendes forsamling. Han blev omvendt i sygdomstiden. Senere er han kommet helt ned til Adana i Cilicien og blev i massakertiden myrdet af tyrkerne. Så stort at han da havde en frelste sjæl! Hans mor og søster har jeg truffet igen i Aleppo.
I efteråret 1905 påbegyndte sygplejerske  Frøken Maria Jacobsen et kursus på K.M.A.´s missionsskole hun var antaget af K.M.A.´s Armenierkomité, hun kom 1906 efter sommerferien, tilbage til missionsskolen og deltog i undervisningen der, intil hun afrejste til London, hvor hun i nogle månede beskæftiget på en poliklinik for at få praktisk øvelse i det engelske sprog.
Allerede i begyndelsen af 1906 K.M.A.´s bestyrelse skulle få rede på forskellige spørgsmål, en af beslutninger blevet at modtage en indbydelse fra ³Deutscher Hülfsbund² om at deltage i deres store møde i Kassel fra den 13 – 17 maj 1906. Resultatet blevet, at ³Elim² blev forkastet, og at det blev bestemt foreløbigt at blive i Emmaus, (Mezreh) om det var muligt, hvad der blev meddelt  Fru Wilhelmine  Grunhagen. Men da der har viste sig, at Emmaus´ejer allerede havde lejet huset ud til den Franske konsul til efteråret 1906, omtrent samtidig med denne efterretning K.M.A. modtog meddelelsen om, at de kunde få et stort, godt, nybygget hus til leje, og at ejeren vil være villig til at indrette det til børnehjem.

Alt blev aftalt og bestemt, og tilsidst stod huset til at modtage sine nye beboere. Men så let går ikke selve indflytningen. Denne plejer at forgå om natten som det blev nævn, da den ellers blive forbudt af Tyrkerne, selv de sætte vagt ved et sådan hus for at forhindre indflytningen.  Fru Wilhelmine  Grunhagen vovede da i tro på Herrens kraft og magt til at beskytte, at flytte ind ved højlys dag – og hun blev ikke beskæmmet. Ikke en hånd blev løftet og ikke en hindring lagt i vejen, skønt selve Valien kort forinden havde taget huset i øjesyn. Efter indflytningen der har været en del forandringer og udgifter, men de har fået et dejlige nyt Emmaus med rigelig plads til søstrene og børn, godt og sundt beliggende.

I begyndelsen af samme år K.M.A. havde besøg af ³American Boards² mangeårige missionær, Dr. Raynolds fra Van. Følgen deraf har været to ting, det første og vigtigste var bestemmelsen om, at søster, sygeplejerske Maria Jacobsen, i efteråret 1907 skal udsendes til det amerikanske hospital, som  ³American Board² vil bygge i Mezreh. Det andet var, at forsøge at sælge i Danmark nogle af de Van Armeniers broderede kniplinger, for derigennem at lindre fattigdommen og nøden noget. ³Foreningen for salg af kvindelige håndarbejder² i Palaisgade i københavn har tilbudt at forhandle disse kniplinger.
Da Fru Wilhelmine  Grunhagen i efteråret 1907 rejste tilbage efter sit første Danmark (Hjemme) ophold, havde hun til sin store glæde sin datter Sigrid Grunhagen med, som, efter at være uddannet på missionsskolen, blev sin moders medarbejder i dette nye ³Emmaus².  I året 1910 Sigrid blev gift med den tyske missionær Storck, med hvem hun drog til Marash, (Germanica) hvor de efter nogle år at have forestået børnehjemmet i Harunje – fik deres gerning, i det han blev forstander for missionsstationen i Marash, (Germanica). Sigrid Grunhagens virketid der blev heller ikke lang. Efter første verdenskrig bosatte de sig i Tyskland.
Den norske søster Bodil Biørn fortæller ³Mens jeg var i Mezreh fik jeg hørte om de mange syge og fattige i Musch som var uden hjælp. og jeg begyndte da og bed om at Herren ville sende mig der om det var efter hans vilje. I efteråret 1907 blev jeg beordret til Musch. Den amerikanske læge undrede sig over at jeg så gerne drog bort til dette ensomme sted, men det var jo blevet klart for mig at Gud ville have mig der. Så bare det igen afsted, gennem vilde Kurderkrater og bjerge, til hest i 8 dage til Musch. En af missionærerne fulgte mig helt frem. Det var en besværlig og farefuld tur, men når Herren selv er  vore vogter, behøver vi ikke og frygte, men kan rejse trygt, og det fik jeg erfaret.

Min længste og mest anstrengende tid har jeg tilbragt i Musch. Musch er en ca. 3000 år gammel by og ligger i det gamle armenien på en højslet ca. 1500 m. o. h. med vinter og sne i 4-5 måneder. Den var kendt for at være et urolige hjørne. Der boede ca. 25.000 indbyggere, halvdelen kristne og halvdelen muhamedanere, og der hørte ca. 300 landsbyer med til distriktet, fleste Armenske. Oppe i bjergtrakten Sassun lå der 40 Armenske landsbyer og flere Kurdiske. Musch er omgivet af høje bjerge og har en uddøde vulkan Nimrod i sin nærhed. Vi har haft flere jordskælv i armenien. Dalstrøget var frugtbart. Murad, biflod til Eufrat, gennemstrømmer landet. I Musch oplevede jeg en herlig tid blandt de mange børn og de mange syge og fattige som jeg fik hjulpet. Det var et pionærarbejde jeg der tog op sammen med mine kære medarbejdere, hr. og frue von Dobbeler. De første år var det mest de syge og fattige jeg virkede iblandt, og aldrig havde jeg tidligere set så mange stakkels syge som i Musch og i de omliggende landsbyer. Jeg åbnede en poliklinik 3 gange i ugen hvor der årlig blev behandlet ca. 4000 syge, og desuden besøgte jeg omtrent 300 syge i byen og 200 i landsbyerne.

Da poliklinikken blev åbnet, strømmet der en mængde syge til, både armeniere, tyrkere og Kurdere, for de havde hørte at denne ³doktor² kunne kurere alle slags sygdom. Jeg må sige at aldrig har jeg følte mig så lille som blandt alle disse syge; men jeg blev der så helt afhængige af Herren, og han lod medicinen hjælpe så vidunderligt. Jeg har fået meget gode mediciner af de amerikanske missionærer, og jeg fik igen fornyet forrådene fra amerika gennem dem. Det var særlig mange øjensyge (trachom), malariasyge med sine eftersygdommer og dertil lungesyge, gigt og reumatismesyge, sårepatienter osv. Det var bare militærlæger og i distriktlæge i Musch -tyrkere. Bare et halvt år havde vi hjælp af en Armenske læge fra rusland, men nettop i en vanskelige tid. Jeg lærte op en ung Armensk mand, Roupen, som senere fik uddannelse ved et missionshospital og var mig til store hjælp. Jeg havde desuden hjælp af et par Armenske piger og det sidste år af vore evangelist hustru Satenig. Det gjaldt og stille den rigtige diagnose. Ofte stod jeg helt rådløs og har nok desværre begået mange fejl, men har på den anden side så forunderlig mærket Herrens ledelse og hjælp. De mange børn som vi tog oppe i hjemmene, elendige og forkomne, lidet af forskellige sygdommer, særlig af trachom. Selv fik jeg være frisk, så jeg kunne se til de mange syge i Musch og ude i landsbyerne. Overalt forkyndte jeg evangeliet.²
I efteråret 1907 blev sygplejerske, frøken Maria Jacobsen udsendt. Da havde K.M.A. bestyrelsen og Armenierkomiteen ved den amerikanske lægemissionær, dr. Rainolds besøg i københavn fået interesse for det amerikanske arbejde i Armenien. Derfor blev den nye missionær knyttet til det. Maria Jacobsen ankom til byen Kharpert, tirsdag den 29 oktober 1907. Hun blev leder af det Amerikanske hospital i byen Kharpert, ganske nær ved Mezreh.

I Kharpert står Maria Jacobsen (i American Board) som sygeplejerske ved det midlertidige hospital, medens mellem Kharpert og Mezreh det store amerikanske hospital allerede er under tag og snart vil være færdigt, og når det tages i brug, vil hun sandsynligvis varetage den store gerning der.
I 1908 begyndte søster Bodil Biørn en dagskole da så mange unge piger og gifte kvinder ikke kunne læse og skrive. Først var det 12 elever og 1 Armenske lærerinde; antallet blev mindre en tid, men hun fortsatte alligevel i tillid til Herren, og lidt efter lidt voksede flokken op til 80. Hun fik to flinke Armenske lærerinde fra seminariet i Mezreh, Maritza og Margarit, så det blev en hel skole med 4 klasser hvor de lærte bibelkundskab, læsning, skrivning, regning. Sener komme det op på 120 elever, men desværre blev de fleste i massakretiden myrdet.

I 1909 blev Maria Jacobsen ansat som oversygeplejerske ved det ny opførte amerikanske hospital i Mezreh, en meget ansvarsfuld og anstrengende gerning, i hvilken hun virkede til stor velsignelse i de følgende år, indtil hun, efter Amerikanernes ønske, mere helligede sin tid til den evangeliserende gerning med rejser rundt i landsbyerne sammen med de Amerikanske missionærer. Maria Jacobsen blev flyttet til det mindre hospital i Kharpert for at få tid tilovers til missionsrejser sammen med amerikanske missionærer.
Jensine Ørtz har i Malatia, en by på ca. 60.000 indbyggere, fået sit ³Stykke² at arbejde på, ved at læse Guds ord for kvinderne, samle dem til bøn, give enkerne og de unge piger arbejde ved orientalsk sygning, så de kan fortjene brødet til sig og sine, og samle børnene til ³Børnehaven²s opdragende og udviklende gerning.
Karen Marie Petersen, som senere blev leder af børnehjemmet ³Emmaus², udsendtes 26. september 1909 for at virke som evangeliserende missionær.

K.M.A.´s arbejde i Danmark

De første 10 år står som en guldalder for medlemmer af K.M.A. Der var herlig vækst i arbejdet. Troende kvinder fra alle samfundslag sluttede op om det. Der levedes et rigt liv på missionsskolen, unge kvinder i betydeligt tal meldte sig til missionsarbejdet. Om de første ledere siger baronesse Olga Schaffalitzky: ³ Der var iver og fart over denne lille kreds.² Ja, de virkede både i københavn og rundt om i landet, og arbejdets forskellige grene skød frem og voksede. Med hjertebånd var den Danske forening knyttet til foreningerne i Norden og Tyskland. 29. november 1903 holdtes det første fælles adventsbedemøde, som siden er forsat.
Det var en Guds styrelse, at de  første ledere var økonomisk frit stillede og havde gode sprogkundskaber. Under den travle virksomhed følte de trang til et dybere åndeligt fælleskab, derfor rejste de for at få berøring med livsbevægelserne i England og Tyskland.

K.M.A. ville gerne holde sig i åndelig forbindelse med andet kristeligt kvindearbejde, derved voksede fællesmøderne for kvindeligt ledere frem, de som nu holdes den tredie lørdag i januar. Det første, som omtales, var 2. påskedag 1906. Det fik den betydning, at to af K.M.A.´s medlemmer, frøken Herholdt og frøken Gautier, den aften fik missionskaldet til Vestindien. Disse møder er enten rent opbyggelige eller byder på forhandling om betydningsfuld spørgsmål.
I løbet af de første 10 år udvidedes den oprindelige bestyrelse med kammerherreinde Wanda Oxholm, frøken Herholdt, kammerherreinde Julie Bornemann, frøken Louise Wolff- Sneedorff (senere gift de Bang), frøken Elise Blædel og frøken Ulla Fugl.
Efter at ejendommen Mynstersvej 3 var købt, flyttede efterhånden ikke mindre end syv af lederne dertil, så huset, der jo også rummede missionsskolen, blev et åndeligt kraftcentrum. Regelmæssigt samledes man til fællesbøn for at bære arbejdet ude og hjemme frem for Gud. Ingen opgave fik lov at ligge uløst. Da Olga Schaffalitzky havde haft velsignelse af et ophold på et kristeligt hvilehjem i England, kom hun på den tanke at oprette et lignende i Danmark.
26. maj 1909 åbnedes ³Villa Monte² i Hørsholm på den plet, hvor hendes eget tidligere sommerhjem havde ligget. Til ledere havde hun udset frøknerne Dinesen og Black. Den sidste var vendt hjem fra Armenien med svækket helbred, men Villa Monte blev også en missionsopgave. Mange har velsignet de dage, de tilbragte der. Det var i mange år baronessens private ejendom, som nød godt af hendes rundhåndethed. Hun boede der lange tidsrum ad gangen og prægede hjemmet med sin kærlige og nidkære omsorg for sjælene.
22. – 24. april 1910 fejredes K.M.A.´s 10 års jubilæum i Garnisons menighedshus. Det blev en stor fest med deltagere fra Danmark og fra  K.M.A. i Sverige, Norge og Tyskland.
I 1911 gik et af de oprindelige bestyrelses medlemmer ud af ledelsen, idet baronesse Kurck måtte tilbage til sin bolig i Skåne, og hun følte desuden også forpligtelser over for Sverige. Frøken Collet trådte tilbage som formand i 1915. Dels havde hun været alvorlig syg, dels ønskede hun at kunne stå frit til alle sider under sin forkyndergerning, mere frit, end hvis hun blev stående som K.M.A.´s formand. Dog er hun stadig på det inderligste var knyttet til K.M.A., som hun stadig har tjent.
Olga Schaffalitzky de Muckadell, der fulgte hende som formand, var siden sin barndom ligesom forudbestemt for en sådan gerning. Hun var født Helligtrekongers aften, og stjernen, der ledede Østens vise til Jesusbarnet, havde altid lyst for hende. Efter at være grebet af Kristus, deltog hun ivrigt i kristeligt barmhjertighedsarbejde, især blandt de fattige i vesterbrohjem.

Ved indgangen til 1914 sindene rystedes af de store begivenheder, også på de missionsmarker, hvor K.M.A. havde udsendinge stående, mærkedes desværre i kredsene en vis passivitet. Det blev nødvendigt at tilskynde dem til at sende bud efter talere, der var mange tavse kredse. Der stod i ³Bring Lys² en særlig stærk opfordring til at tage del i adventsbedemødet i 1915. De praktiske vanskeligheder mærkedes. Det blomstrende Daggryarbejde hæmmedes af mangel på materiale, og det blev nødvendigt at udsætte årsmødet 1917 til maj måned på grund af kulmangel og de vanskelige samfærdselsforhold.
Inden for K.M.A. var man stærkt grebet af Jerusalems befrielse ved Englænderne. Og endelig kom våbentilstanden i november 1918. Trods den store nød og de urolige truende forhold levede håbet om en ny missionstid.

Forsoning og krav

I går d. 22. april var der koncert i Istanbuls Congres Center til minde om de armenske intellektuelle, der blev sendt til deres død d. 24. april 1915.

Koncerten var arrangeret af Kalan Muzik og Anadolian Kultur. Flere anerkendte kunstnere deltog, heriblandt Kardesh Turkular, Ara og Onnik Dinkjian, Haig Yazjian, Erkan Ogur, Ertan Tekin, Hasmik Harutyunian,Karin Hovhannesian, Shahen Arzruni, Henning Schmidt, Eileen Khachaturyan, David Mayoral og Jordi Savall, den eminente spanske middelalderlig musikekspert.

Med Savalls trup var hans faste Duduk spiller Haik Sarikouyoumjian, sanger Aram Movsisian og Kamancha spiller Gagik Mouradian.

Kardesh Turkular startede koncerten med ”Ororotsayin” af Khachatur Avetissyan. De sang på armensk. Dernæst sang de Msho Gorani, og fik selskab af Haig Yazjian mens de sang ”Bingeol” af Avedik Isahakyan. Far og søn Dinkjian sang og spillede med bagefter. Jeg ved, hvordan jeg vil have at de sange skal lyde, men jeg må give Kardesh Turkuler, at de elsker de nævnte sange. Det skal de roses for.
[su_slider source=”media: 1864,1862,1861,1860,1859,1858,1857,1823,1848,1850,1851,1852,1853,1854,1855,1856″ limit=”43″ width=”440″ title=”no” pages=”no” mousewheel=”no” autoplay=”4500″][su_slider source=”media: 223,205″ responsive=”no” title=”no” pages=”no” mousewheel=”no”][/su_slider]
Der blev også læst digte og andet. De blev læst på armensk, mens den oversatte tekst på tyrkisk blev vist på et skærm. De læste stykker var Gegham Parseghians ”Khonarh Herosner”, ”Ydmyge Helte”. Siamantos ”Dzarav”, ”Tørst” og Sempad Pyrads ”Namakner”, ”Breve”. ”Namakner” blev læst af Pyrads eget oldebarn, der var kommet hele vejen fra Los Angeles. Hun læste delvis på armensk og delvis engelsk.

Sempad Pyrad var med gruppen i Ayash. Brevene var til hans kone og familie. I det ene brev forsikrer han dem om, at han er i live og vel, I det andet beroliger han dem med, at han ikke er alene, og at han var i gruppe med Agnuni, Rupen Zartarian og 84 andre. I den tredje skriver han at han har skrevet og bedt Patriarken om hjælp, og beder dem om at minde Patriarken om dem i Ayash. Det var meget rørende.

Også fra U.S.A var kommet Daniel Varoujans grand nevø, og Rupen Sevaks grand niece. Niecen hold tale på tyrkisk. De tre gæster fik statuetter ”Livets Træ” af kunstneren selv.

Anden del af koncerten indeholdt Zulfer Livanners premier spilning af ”Hommage to Gomidas”. Man kunne genkende Gomidass stemme i stykket. De kvindelige sangere sang også, men hvilken sang det var, hvad fandt jeg ikke ud af. Sayat Novas ”Qani vur jan im” blev spillet på piano.

Jordi Savall og trup rundede af med numre fra ”l Èsprit D`armenie” fra Hesperion XXI med Gomidas numrene ”Hov areg sarer jan”, ”Alagiaz”, ”Khngi Dzar” og sluttede med ”Mer Kach Tohmi”.

Et godt initiativ fra de Retfærdige Tyrkere. God kemi mellem alle. Der manglede bare en præsentati af kunstnerne. Heldigvis kendte jeg de armenske numre og nogle af kunstnerne i forvejen, men i det hele ved jeg ikke om det var Karin eller Eileen der sang ”Der Voghormia”, eller hvem der var Erkan, og hvad blev sunget eller spillet af Ertan.

Se koncerten og nyd den. Det hele kørte i et anderledes tempo. Det var jo In Memoriam. Hokehankist https://www.youtube.com/watch?v=pp75AEvS6pk

Hvilken betydning havde denne koncert for mig, for andre armeniere, og for deltagerne? Jeg kan kun fortælle om min oplevelse af seancen, men kun formode på andres vegne.

Jeg nyder musik – god musik. Ikke nødvendigvis fordi deltagerne var tyrkere eller berømte. Jeg kan lide noget af det Kardesh Turkular synger, fx ”Ganchum em Ari Ari”, ”Hay Ni Ni Na”, ”Bingeol”, mf. Første gang jeg hørte ”Ganchum em”,troede jeg, at det var en armenier der sang. Og så lyttede jeg til det andet, de sang, men jeg tror ikke, at har udvalgt dem bevidst. De synger også på andre sprog, men det interesserer mig ikke. Jeg tror, at de på deres egen facon forsøger at bygge bro mellem folk.

Det samme er med arrangørernes bevægegrunde. De vil bygge bro med os. Tyrkiet er under forandring. Under koncerten blev folkemordet nævnt mange gange. Msho Gorani var forbudt under Kohars koncert i Istanbul 6-7 år siden. Over 30.000 tyrkere underskrev ”Neretsek Hayer” erklæringen. De sidste ugers har de tyrkiske aviser været fyldt med artikler om at anerkende massakrerne. Læs Cengis Aktar og Orhan Kemal Cengis i ”Todays Zaman”. Bedre advokater for vores sag får vi ikke.

For 3 dage siden fandt jeg 3 artikler af samme slags i ”Hurriyet”. Det vrimler med sympati tilkendegivelser. Jeg kan ikke sidde disse stemmer overhørig. Jeg er træt af at hade. Jeg vil videre. Jeg vil hellere se Armenien SAFE AND SECURE, så at det kan blomstre og vokse økonomisk. Være fri for skulle appellere til verden, at de skal fortælle, hvad enhver armenier ved, at det var folkemord. Jeg har ikke behov for at høre på dem.

Indtil videre har jeg holdt med mit folk. Nu skal vi kræve tilbage, hvad det var vores. Jeg vil have Akhtamar, Ani, Ararat. Jeg vil have vores kirker, klostre og Kars katedral. Resten er jeg villig til at forhandle om. Og det skader ikke, at der findes tyrkere der kender deres sande historie og er sympatisk overfor vores tab.