“Fuglereden” 5

I 1911-17 virkede Søster Bodil Biørn i armenien. Men da hun efter en farlig rejse kom hjem til norge, var hun så legemlig svag og åndelige nedbrudt efter de rædsler hun havde været vidne til, at det gik lang tid før hun kunne tale om noget der ud fra. Da hun var kommet nogenlund til kræfter og havde fået rædselstiden lidt på afstand, begyndte hun og rejse og fortælle om sit elskede folks grænseløse nød. hendes beretninger satte nye hjerte i brand. Da Amerika kom med i krigen den 18 Januar, kom Maria Jacobsen til at stå alene som leder af den Amerikanske lægemission og fik der lejlighed til at komme tusinder af hjemløse til hjælp, som var sluppet bort fra forfølgerne, men som led al slags nød. Og da det tyndede ud i denne strøm, kom Maria Jacobsens hovedopgave: hundreder af forladte børn.

Også hun havde oplevelser, som må kaldes undere. Der kom disse børn, mest sådanne, som Tyrkerne havde optaget i deres hus som slaver; nu da det blev dyrtid, jagede de dem ud igen. Mens mennesker lå på gaderne, døde af sult, lykkedes det at skaffe føde og klæder og skabe kristne hjem for alle disse små stakler. Selv den spanske syge kom igennem, overlevede trængselstiden og er senere kommet godt i vej. To ting holdt missionærerne og de troende Armeniere oppe. Der var det menneskelige håb: at der efter alt dette skulle komme en lys fremtid med frihed og selvstændighed for det hårdt prøvede folk. Og så den faste hvile i, at Gud havde et formål med at tillade dette. Det måtte være et udslag af Guds kærlighed, som Karen Marie Petersen skrev:

³Hvem jeg elsker, dem tugter jeg – men da må Han elske det Armenske folk med en dyb kærlighed. Og som diamanten slibes med særlig omhu, for at den kan få større glans, således tror jeg, at når vi engang, frelste af nåde, forsamles i den store skare af alle folkeslag om Guds trone, da vil det Armenske folk stråle med en sjælden glans, lutret, som det er blevet, gennem navnløse lidelse, og fordi det ikke agtede sit liv værd at frelse og ikke fornægtede sin tro, men beseglede den med sit blod.² Armenierne var usigelig taknemmelige. En Armenske lærerinde udtalte i børnenes navn til Maria Jacobsen: ³…Vi græd vore bitre tårer, medens vi dag for dag vankede om på veje og gader, uden at nogen brød sig om os eller tog sig af os. Men så pludselig en dag befandt vi os atter i et hjem.

En blød hånd holdt vor grove lille hånd i sin. Det var din! O, hvilken trøst at føle, at i den store, kolde verden var der en, som havde medlidenhed med os, en, som tog sig af os, og som elskede os…² Den 3. oktober 1918 skiver Maria Jacobsen: ³ Det er længe siden, jeg har skrevet, men jeg har været meget syg af ³spansk syge²; sygdommen selv var ikke så slem, skønt temperaturen var de første to dage 40,4, men den tredje dag fik jeg koleralignende symptomer, og om søndagen et slemt tilbagefald, så havde Karen Marie ikke været hos mig, tror jeg ikke, jeg havde stået det igennem, men Gud sendte hende op søndag aften, da min piger havde sendt bud til hende om, at jeg var så syg. I fjorten dage kunde jeg hverken spise eller drikke; da jeg kom op, var jeg meget svag, jeg havde tabt 26 pund, og svag er jeg endnu, men jeg har ikke tid til at være syg med alt mit store arbejde.

De ved nok, jeg er flyttet op fra Mezreh med mine store piger – det var lige før jeg blev syg – og mens jeg endnu lå, fik jeg bygningerne her i Kharpert tilbage, hvad der betyder en mængde forandringer igen. Men jeg er så lykkelig, at jeg er i live og atter i stand til at arbejde. og var det ikke for mine bens og mit hoveds skyld, vilde jeg glemme al sygdommen.

Min familie af børn er blevet stærkt forøget i den sidste tid, da jeg har taget alle de børn ind, der har været sørget for udenfor; jeg har omtrent 700 i mine hjem! Jeg er glad for arbejdet blandt dem og vilde kun ønske, mine dage var to gange så lange. Desuden har vi åbnet skolen forrige uge, og det har naturligvis også givet mig meget arbejde. Hvem skulde nogensinde tro, at jeg skulde blive skolebestyrerinde; jeg har nemlig altid sagt til mine venner her, at det vilde jeg ikke være for noget som helst i verden, og nu bliver jeg det alligevel. Når jeg ser tilbage over disse sidste år, ser jeg vor kærlige himmelske faders ledende og beskyttende hånd; især er mit hjerte fuldt af tak og lov for al hans vidunderlige godhed i det sidste halvandet år, en tid så hård – kun Gud ved hvor hård – men også fuld af velsignelse.

Det er vidunderligt at dvæle i den Almægtiges skygge, at vide, at hans øjne er altid åbne, og hans hånd altid udstrakt for at hjælpe hans børn, og så ikke alene vide det, men også at opleve det på en vidunderlig måde i sit liv og arbejde. Sommetider længes jeg efter at rejse hjem, men så beroliger jeg mig med, at det ser ud til, at vi skal mødes om ikke så lang tid. Jeg venter også mine venners (de amerikanske missionærers) ankomst, så kan jeg komme hjem og hvile; jeg håber også, at Karen Marie Petersen til den tid kan følge med, jeg kan ikke tænke mig at forlade hende.

Det ser ud til, at Hr. Ehmann og hans arbejdere må rejse, de har for nylig måttet sende en stor mængde børn bort på grund af pengemangel, det er meget tungt. Vejret er godt for så vidt, vi har kun haft to dages regn, og vi er taknemlige for hver varm dag for de fattiges skyld. Mange dør af ³Spanske syge², der spreder sig fra hus til hus. – Nu venter jeg snart at se mine gamle venner her, så jeg kan overgive mit arbejde til dem og rejse hjem, hvor ingen trænger til mig eller gør krav på mig som her, hvor en stor skare fra morgen til aften ønsker at træffe mig. Jeg kommer aldrig igennem alt, hvad jeg skulde – håber på morgendagen, skønt jeg véd, det er et temmelig unyttigt håb.

Hver fjortende dag tager jeg ned til Mezreh for at hvile, men også der søger man mig. Arbejdet forøges stadigt nu, da vi også har åbnet skolen, og jeg har opsyn med og ansvar for det altsammen. Jeg har tilsyn med mad, klæder, senge, huse, bade og vask, fortager operationer, kurerer på de syge og tilbereder medicin. Jeg får kun lidt tid til at vise dem kærlighed, og det er dog, hvad jeg især ønskede.

Desuden har jeg mange fattige, syge blinde altid om mig. Netop nu trænger jeg til arbejdere i væveriet. Tagene på vore mange huse skal også repareres, men jeg kan ikke finde folk dertil. I stedet for at give gratis brød, giver jeg arbejde til de hårdest trængende, når de er i stand til at arbejde. I 1918 kom rygter ind i det lukkede land, at krigen var endt, i 1919 kom Amerikanerne tilbage, og da fandt de Maria Jacobsen med ca. 1400 børn i Kharpert, Amerikanerne bragte store forsyninger af mad og klæder samt penge, missionærerne havde store planer om at fortsætte og udvide arbejdet, og Maria Jacobsen tog til Danmark til en hårdt tiltrængt hvile efter at have tilbragt 6 frygtelige trængselens år blandt Armenierne.

En artikel i ³Sonnenaufgang² skriver direktor Schuchart i Frankfurt. ³Efter at censuren nu, på grund af de omvæltninger, der har fundet sted i det indre af vort land, (Tyskland) er ophævet, ansér vi det for vor pligt, ligesom vi også mener, det er på tid at sige vore venner lidt om de sidste års tildragelser i Armenien. I septemberheftet Nr. 12, 1915, 17. årgang, og Nr. 1, oktober. 1915, 18. årgang., var det endnu fra censurens side blevet os tilladt – om end i forkortet form – at berette en smule om de daværende forhold, men fra det øjeblik af blev enhver meddelelse til vore venner og læsere forbudt os af censuren.

Vi havde da intet andet valg end at bøje os for den tvang. Forholdene pålagde os, da den eneste mulighed for at bringe offentlige meddelelse kun kunde ske ad en vej, som vi af samvittighedsgrunde ikke turde betræde. Af de stadige, korte nødskrige derovre fra, som nu og da kom frem i ³Sonnenaufgang², forstod vore venner dog, at det gjaldt om at forblive tro og standhaftig i vort arbejde, så meget mere som nødstilstanden i Armenien havde nået et omfang, som man end ikke i tidligere tider havde kunnet ane.² (Efter at have omtalt kristenforfølgelserne i Cilicien og Adana-myrderierne, ved hvilke 25 a´ 30.000 mennesker mistede livet, gør Hr. Schuchardt opmærksom på, at Armenierne dog, trods alt, udviste den største loyalitet som tyrkiske statsborgere, men at de gang på gang forgæves søgte at få det bindende løfte, der var givet dem i statsordningen af 1908 om ligeberettigelse med Tyrkerne, gennemført.)

³Det var således en fastslået kendsgerning, som var bekræftet af den tidligere krigsminister, Mahmud Schefket Pascha, at de Armenske soldater i Balkankrigen havde kæmpet tappert side om side med deres tyrkiske våbenbrødre, og krigsministeren havde udtrykkelig udtalt sig anderkendende om deres forhold under krigen. Da man kort efter verdenskrigens udbrud 1914, i oktober drog Tyrkiet med ind i denne på Centralmagternes side, har Armenierne ligeledes villigt fulgt kaldet til at møde under fanerne. Om dette kald just ikke blev fulgt med begejstring, hvilken kender af forholdene derovre vilde kunne bebrejde dem dette?. Mahmud Schefket Paschas efterfølger i krigsministeriet, Enver Pascha, har ligeledes udtalt sig rosende om Armenierne som soldater.

Til trods herfor skred man i foråret 1915 til afvæbning af de Armenske soldater. Denne forholdsregel vakte naturligvis den største bestyrtelse iblandt folket, thi man vidste, at det nu værgeløst var overgivet til Tyrkernes forgodtbefindende. Den ydre anledning til afvæbningen skulde være revolution blandt det Armenske folk i Øst-Anatolien i egnen omkring Van, og ængstelsen for oprør i Nord-Syrien. Hvorvidt der her foreligger et skin af ret, vil det være en senere og roligere tid forbeholdt at klargøre. Selv om også ved denne front af den tyrkiske hær flere kristne arnenske soldater er gået over til Russerne, så er det en kendsgerning, at ved den samme front gik Tyrkerne over til fjenden i tusindvis, hovedsagelig af den grund, at soldaternes forplejning var under al kritik ussel.

Medens man herhjemme i de tyske blade diskede op med begejstrede kundgørelser om vore tyrkiske allierede, forudså de, der kendte de virkelige forhold, allerede dengang deres fuldstændige sammenbrud. Desertation af tyrkiske soldater har under hele krigen hørt til dagsordenen, thi skønt den muhamedanske soldats nøjsomhed er blevet til et ordsprog, var behandlingen af dem en sådan, at han for at undgå hungersdøden søgte redning hos fjenden. I Guds børns kreds her i Tyskland har alliancen med Tyrkiet aldrig fundet venner, og de allerfleste har sikkert med dyb smerte beklaget, at den virkelig var kommet i stand. Fra februar 1915 blev det bestandig tydeligere, at det Armenske folk gik den sværeste undertrykkelse og forfølgelse i møde. Også i de egne, hvor det hidtil havde været ganske roligt, og hvor der ikke forelå nogen som helst tvangsforholdsregeler imod Armenierne, skred man til udpantnings- og voldshandlinger.

Det klinger næsten som ironi, at i de måneder, hvor folket led allermest under den grusomme forfølgelse, udgik der fra tyrkiske gesandtskab i Genf den meddelelse til hele pressen, at den Armenske befolknings holdning var fuldstændig loyal, og at der ingen som helst grund forelå fra den tyrkiske regerings side til at skride til tvangsforholdsregler. Da denne meddelelse fremkom i pressen, var allerede tusinder og atter tusinder faldet som offer for deres bødlers sværd eller for de sygdomme, som rasede iblandt dem. De afvæbnede soldater blev brugt til arbejde i etaperne, særligt til istandsættelse af vejene, men allermest som lastdragere i bjergegnene ved Van-søen. På disse bjergveje har da mange måttet lade livet på grund af overanstrengelse og underernæring. Fra en sådan tidligere soldat blev følgende berettet os: ³Vi var omtrent 250 a´ 300 mand, som efter afvæbningen blev anvendt til vejanlæg.

Vi mærkede dag for dag mere og mere, at vi ganske var udleverede til de tyrkiske soldaters vilkårlighed, som skulde bevogte os. Til at opholde livet gav man os det mindste mulige, men ikke desto mindre forlangte man den højeste arbejdsydelse af os, og piskeslag og geværkolber drev os stadigt til på ny at samle vore sidste kræfter. Efter at vort arbejde, ved hvilket allerede flere af kammeraterne var døde, var fuldendt, blev vi, i marschkolonner, lænket sammen fire og fire, ført ned i en kløft og tvunget til at sætte os på hug med ryggen mod hverandre. Nu blev alle de omliggende højder besatte med soldater, gendarmer og Kurder, og man begyndte at skyde ned på os. Hvilken frygtelig fortvivlelse der greb os, vil De kunne tænke Dem.

Blev én af de fire, der var lænket sammen, såret, så var friheden til at kunne bevæge sig hæmmet for de andre, ligesom det var muligt for den enkelte at vikle sig ud af dette menneskeknippe. – Det lykkedes mig tilligemed én af de kammerater, sammen men hvem jeg var lænket, skønt vi var sårede, at anstille os som døde og da om natten at flygte bort derfra. På vejen mistede jeg min kammerat og kom selv efter nogle dages forløb, fuldstændig afkræftet, til mit tidligere arbejdssted, hvor det lykkedes mig at skjule mig for mine forfølgere.² (Flere lignende træk følger.) ³Endnu bestandig kunde man her hjemme ikke danne sig noget klart billede af forholdene derovre. Men efterhånden kom, ad sikker vej, beretninger os i hænde, af hvilke vi desværre måtte komme til den slutning, at det gik ud på fuldstændig at udrydde det Armenske folk. Sidst i marts 1915 greb den daværende tyrkiske regering til den forholdsregel at forjage befolkningen fra deres hjemstavn under foregivende af at ville anvise den andre beboelsespladser, hvor de ikke vilde være politisk farlige for det tyrkiske rige.

Enver Pascha har senere, overfor en Tyrk, som gjorde ham ansvarlig for tildragelserne i det asiatiske Tyrkiet, ytret, at det var ³den tyrkiske regerings målbevidste hensigt at årelade det Armenske folk således, at det procentvis i Tyrkiet vilde komme til at svare til Jødernes antal i Tyskland.² Nogle menneskelig sindede højere tyrkiske embedsmænd søgte, såvidt muligt, at undgå udførelsen af denne befaling, og 29 iblandt dem nægtede ligefrem at trække hånd til en sådan foranstaltning. De blev kort efter afsatte fra deres embede, hvad der for mange af dem var ensbetydende med finansiel ruin.

Udførelsen af deportations-ordren blev iværksat på forskellig måde. Nogle steder tillod man ikke engang forældrene at afvente børnenes hjemkomst fra skolen, og man måtte kun tage så meget med, som man selv kunde bære. – Andre steder kunde de formuende imod høj betaling leje en vogn og således redde noget af deres husgeråd: men senere blev både vogn og ejendele frataget dem med den bemærkning, at det skulde anvendes i militært øjemed. En sådan transport betød for gendarmerne og soldaterne, som skulde ledsage den, muligheden af at kunne berige sig og tilfredsstille deres hæslige begær. Da mændene jo var ved fronten, ramte evakueringsordren i det væsentlige oldinge, kvinder og børn, og da den mandlige beskyttelse således fuldstændig manglede, var disse uden barmhjertighed prisgivne deres bødlers vilkårlighed.

Jo længere et sådan tog af deporterede var under vejs, desto tydeligere kunde man kende deres spor. Hvem der ikke kunde følge med blev drevet af sted med piskeslag eller truet på livet, for så – med opbydelsen af deres sidste kræfter – måske kort efter at synke døende sammen. At skildre alle disse sjælelige og legemlige lidelser vilde fylde hele bind af bøger, og dog vilde en menneskelig pen ikke formå at beskrive de kvæler, som disse ulykkelige ofre for menneskelig vilkårlighed og grusomhed måtte udstå. Hvem kan forestille sig en sådan scene, som når moderen ved gendarmernes piskeslag blev tvunget til at lade sit døende barn ligge? og hvem kan tænke sig ind i et barns navnløse jammer, der ser sin moder synke sammen i døden og således er berøvet sit sidste værg? Hvem kan sætte sig ind i en moders følelser, når hendes datter på den råeste måde bliver misbrugt lige for hendes øjne? For yderligere at forhøje tørstens kvaler for disse ulykkelige, som slæbte sig frem ad de stenede, solhede veje, kom mange af deres bevogtere på den sataniske tanke at berøve kvinderne deres hovedbeklædning og yderklæder.

Disse umennesker besatte dertil brøndene og truede enhver med døden, som vilde øse vand op. I den tid blev mange et offer for vanvid. Ved den dag for dag vedvarende overanstrengelse og den stedse mere om sig gribnede underernæring udbrød der snart smitsomme sygdomme i disse tog af deporterede og bortrev dem i tusindvis, Døden havde for disse stakler mistet sin skræk, thi hver ny dag bragte et sådant mål af lidelser, at døden af mange blev hilst som en befrier. På grund af censuren kunde vore missionærer derovre intet meddele os om forholdene.

Fra en af vore missionsstationer henviste man atter og atter til steder hos profetens Jeremias med den bemærkning, at det bogstavelig stod således til derovre. Vi vil kun anføre et enkelt af disse steder, Jer. 7. 33-34: ³ Og dette folks døde kroppe skulle være til føde for himmelens fugle og dyrene på jorden, og der skal ingen skramme dem bort. Og jeg vil lade fryds røst og glædes røst, brudgoms røst og bruds røst ophøre fra Judas stæder og fra gaderne i Jerusalem; thi landet skal være øde.² I begyndelsen manglede vi forståelsen af meningen med disse Bibelsteder, thi efter alle de officielle beretninger kunde man aldeles ikke finde nogen grund til, at der skulde være udbrudt nye Armenier-forfølgelser.

Men desværre varede det ikke ret længe, før meddelelser fra sikker kilde viste os, at det forholdt sig ord til andet, som det var beskrevet i de nævnte bibelsteder. Mændene blev trukket ud af deres boliger, slået ned, skudt eller kastet i vandet, og luften genlød af skrig og jammer. Så vidt muligt blev alle Europæere og Amerikanere fjernede fra de egne, hvor disse rædsler gik for sig, for at forhindre, at øjenvidner til disse forbryderiske handlinger skulde kunne bringe meddelelser derom. Alligevel trængte sandheden dog omsider igennem, men desværre først efter at hundred-tusinder havde måttet lade livet. V ore missionerer blev af de tyrkiske embedsmænd hæmmet som aldrig før i at kunne bevæge sig frit. Alligevel lykkedes det dem dog på mange måder at komme de betrængte Armeniere til hjælp og gøre deres stilling tåleligere. Således hjalp man f. Eks. på en af vore missionsstationer en flok på hundrede til, ved flugt, at unddrage sig forfølgelserne.

Også søgte man på forskellig måde at forbinde de sår, der var tilføjet dem, og at hjælpe, hvor det overhovedet var muligt. På ny mobiliseredes den kristelige kærlighed i Europa og Amerika for i det mindste at kunne tage sig af de overlevende på den mest praktiske måde, og tyske og amerikanske missionærer har skulder mod skulder båret dette kristelige hjælpearbejde, såvel i forening som også hver for sig. Nogle af vore søstre lykkedes det at følge efter en sådan deportations-kolonne og opsamle alle dem, som var blevet liggende på vejen, ligesom en skare forladte børn blev reddet ved samme lejlighed. Denne tjenende kærlighed overfor det døende folk stillede imidlertid så store krav til de sjælelige og legemlige kræfter, at én af vore søstre, som særligt levede med folket og delte dets smerte og lidelse, bogstavelig døde ved, at hendes hjerte brast. Da nu efterhånden beretningerne om de grufulde forhold spredes over Vesteuropa, søgte de højere tyrkiske embedsmænd at undskylde sig på alle mulige måder, dels ved ganske løgnagtige indberetninger og dels ved at besmykke deres handlemåde.

Desværre var det os endnu dengang forbudt at offentliggøre noget desangående, men beretningerne fra det fjendtlige og det neutrale udland trængte dog tid efter anden også ind i Tyskland og vakte i de tyske kristelige kredse en harme og forfærdelse, som snart fulgtes af en inderligt medfølelse og offervillighed, så at man, efter evne, gav midler til, at følgerne af disse rædselsfulde forholde måtte kunne lindres på bedste måde.

Idet Tyrkerne søgte at vælte hele skylden over på Armenierne, håbede man at kunne vaske sig ren i verdens øjne, og man gav det derfor udseende af at skyldes nødværge overfor opstand og revolution! således blev f. Eks. en tildragelse i Urfa udnyttet på den måde, da den Armenske befolkning forsvarede sig til det yderste og søgte at værge deres liv, fordi de vidste, hvilke pinsler og skændigheder der ventede dem, når de blev deporterede. Heller vilde man dø i sit hjem, end systematisk blive pint til døde på ugelange vandringer i ørkenen. De tyrkiske embedsmænd selv søgte overfor enkelte særlig ³oprørende tilfælde² at undskylde sig med, at slette underordnede i deres udøvelse af magten var gået udenfor rammerne af, hvad der var dem tilladt. Også til Urfa nåede verdenskrigens rædsler. I sommeren 1915 begynder så deportationerne.

Nogle af disse tog af ulykkelige passerer også Urfa, og Karen Jeppe søger at lindre deres kår ved at skaffe dem hvile og mad og drikke. Men det er kun et kort frist; snart drives de videre ud mod det uvisse – ud i døden. Nye tog kommer, og med dem nye rædselsberetninger, og de kristne i Urfa begynder at ane, hvad hensigten er, og hvad der venter dem. Snart begynder myrderierne og bortførelserne også her. Nogle armeniere sætte sig til modværge; en militærekspedition kommer til byen; det Armenske kvarter belejres; igen søge man tilflugt i Domkirken, der bliver sønderskudt med granater, og de få overlevende, der overgiver sig, bliver hængt. Af 5000 huse i det Armenske kvarter var kun 40 skånede. Ved synet af denne ødelæggelse udbryder en amerikanske lægemissionær, der i en menneskealder havde virket i Lilleasien: Mit hjerte er knust, jeg kan ikke bære Tyrkiets byrder længere². Men Karen Jeppe, der til stadighed var vidne til al denne elendighed, fik ikke tid til at fortvivle.

Hun måtte hjælpe armenierne. Nogle lykkes det at flygte, andre skal have mad i deres skjulesteder. Flere og flere søger tilflugt hos hende; hun får indrettet en kælder under en af stuerne, hvor de kan være skjult for tyrkerne, og her sidder de sammenkrøbne, i dødsangst, mens tyrkiske gendarmer gennemsøger huset, og Karen Jeppe følger dem roligt, og netop ved sin ro redder adoptivsønnen Misak, der var skjult på loftet. Også hans hustru Lucia lykkes det at rede fra et deportationstog ved at bestikke nogle Kurder. Smitsomme sygdomme hærgede den ulykkelige by.

Først var det malaria, så kom plettyfus. Karen Jeppe havde hele tiden søgte at holde modet oppe hos de Armeniere, hun skjulte. Nu lagde sygeplejen så stærkt beslag på hendes kræfter, at der kom en dag, da hun ikke kunde mere. Alt for længe havde hun påtaget sig det overmenneskelige. Nerverne var spændt til bristepunktet. Det var også grænser for en svag kvindes stærke vilje. De deporteredes skæbne i koncentrationslejrene var i almindelighed forfærdelig, og der kunde endnu skrives meget om forholdene og tilstandene i disse. I sin bog ³Bagdad, Babylon og Ninive² beskriver den bekendte forsker Svend Hedin en sådan lejre. Efter et forløbigt skøn regner man, at af den rigeligt 1.500.000 Armenske befolkning i det asiatiske tyrkiet over halvdelen har mistet livet i disse år, (Dette antal ifølge officiel kilde er halveret) thi også blandt de Armeniere, som var bosatte i øst-Anatolien og omkring Vansøen, er mange omkommet på deres tvungne flugt til Kaukasus eller døde som følge af strabadser, savn og sult.

Hvis der ikke hos det Armenske folk fandtes en så udpræger kærlighed til deres hjemland og tillige en enestående sej udholdenhed, måtte man befrygte, at der ingen fremtid gaves mere for den overblevne lille rest. Men vi har det håb, at dette folk atter vil rejse sig og, som vi hjerteligt og oprigtigt ønsker, gå en velsignelsesrig fremtid i møde. Selv om vort øje ikke ser andet end ruiner, så behøver vi ikke derfor at blive forsagte. Da Nehemias begyndte at bygge Jerusalems mure, da blev vel de klejnmodige og de lidet-troende forsagte ved synet af de store grushobe og de ødelagte porte, men de troendes øjne skuede op til Ham, for hvem det er let at hjælpe, hvad enten det sker ved mange eller få. Jeg har omhyggeligt vogtet mig for at indblande politik i denne beretning. Dette kunde jeg så meget lettere gøre, som vort, nu i 22 år bestående arbejde derovre, principielt i hele denne tid har holdt sig fri for alle politiske bestræbelser, og vi sendte vore missionsarbejdere derover efter hans befaling, som har sagt: ³Mit rige er ikke af denne Verden!².

Den 30. marts 1919 skriver Frk. Karen Marie Petersen: ³For 10 dage siden forlod vore venner, de tyske missionærer, os og deres arbejde uden noget håb om atter at kunne tage det op. – dog for Gud er alle ting mulige. Men godt var det, de fik lov at blive så længe og ikke skulde af sted i vinterens hjerte. Den tyske pigeskole har jeg overtaget. Sammen med søster Verena (en Schweizerinde) har jeg overopsynet med pigehjemmene, og jeg alene med de tyske børn udenfor hjemmet og dem, der underholdes for amerikanske regering. Jeg har fået et nyt stort arbejde, der lægger beslag på al min interesse og den største del af min tid. I år og dag har vi bedt Gud lukke dørene op for de mange, som slaver i tyrkernes huse. Og da der så blev lukket op, syntes vi alligevel, det var et par måneder for tidligt. Hvor skulde de hen, hvorfra få klæder, sengetøj, brød? hvor godt om ³Røde kors² var kommet før.

Efter ordre fra konstantinopel måtte tyrkerne bortsende alle de unge piger, store drenge og kvinder, der boede hos dem, og de har dog i nogen grad begyndt at adlyde ordren. Men naturligvis er det svært at give afkald på dem, der har gjort deres arbejde og været dem til vilje; de gør deres bedste for at beholde dem, – og når de så sender dem afsted, jager de dem af trods blot ud på gaden halvnøgne og uden en Para for deres årelange slid. De kommer flygtende fra alle kanter, og hvor ser de lasede, snavsede og forhutlede ud, vante til skældsord og slag, åndeligt og legemligt udsultede. Naturligvis måtte der gøres noget for dem, og jeg blev opfordret til at tage mig af dem. Vi begyndte da ganske småt i et lille lejet hus, men 14 dage efter var alle fire værelser fuldt belagte (50), og hundreder ventede på at blive taget ind. Vi fik så regeringen til at give pigeskolen tilbage, den, som de havde taget fra tyskerne.

Den var i en ubeskrivelig tilstand, men havde også gennemgået flere forskellige perioder, først været kaserne, så syghus, så tysk børnehjem, så ³Mahadju²-flygtninges hus, og den bar sporene deraf. På gulvet tommetykt lugtende snavs, ruder slået ud, skabe og træværk brækket itu til brændsel, taget og murene faldne ned, og sidst, men ikke mindst gården fuld af alenhøje dynger af affald og snavs.

Det var et stort arbejde, men kvinderne, der vidste, at de nu arbejdede for dem selv, og at der ikke vankede forbandelser og prygl som ellers, tog fat med liv og lyst; vore to bibelkvinder var til god hjælp, så vi fik huset i ordentlig stand, og ikke mange dage efter var det fuldt, idet vi har over 230 kvinder og pigebørn; et ekstra hus blev indrettet til 100 drenge og unge mænd, og disse tal forøges dagligt. Der er stadig syen tøj og sengetøj, baden, indsmøren mod fnat, given medicin o.s.v. Glade og smilende ansigter møder mig på mine daglige besøg i hjemmene, det er en stor glæde at have med dem at gøre, så taknemlige er de. Som de legemligt er forhutlede, er de det meget åndligt; thi de forhold, de har levet under, har været i højeste grad demoraliserende. Mange er fra landsbyer, har aldrig gået i skole og har ikke haft nok af kristendom til at have salt i sig, så de undgik at forrådne sammen med deres omgivelser.

Men de har alle det forsæt at ville begynde et nyt liv og lytter med stor hunger og tørst efter evangeliet. Jeg prøver på én gang daglig at holde andagt for dem, når min tid vil slå til. Hele dagen står jeg med vægt, en pengepung eller en pen i hånden, når jeg ikke er på inspektion i hjemmene. Jeg har været så heldig at få en god “Majrig” til dem, en god, rolig og dygtig kvinde; bibelkvinderne tager også godt fat. En ubodelig skade er sket gennem de sidste år, hvis vi ikke vidste, at Gud kan skabe nyt ud af intet eller af meget skrøbeligt materiale, så var der intet håb – men for Gud er alle ting mulige. 29. juni. 1919. Sidste uge lukkede vi skolen.

Jeg havde indbudt Miss Riggs til eksamen, og hun var overordentlig fornøjet med resultatet; det var virkelig også en store fornøjelse at høre, hvor meget børnene havde lært, og med hvilken dygtighed og interesse lærerinderne havde undervist dem. Da jeg sagde til Mariam Zaghig: ³Det er mærkeligt, hvor meget børnene har lært i den korte tid² – husk, vi åbnede i februar, efter at tyskerne havde lukket deres skole ved juletid – svarede hun: ³Du ser, “Majrig”, det er, fordi vi ikke har arbejdet som lejesvende, men for vort eget hjem.² I et brev afgået fra Konstantinopel den 24. juli 1919, skriver Maria P. Jacobsen: ³Mr. Riggs rejser én af de første dage til konstantinopel, og da det synes umuligt at få forbindelse med Danmark, vil jeg prøve på at sende dette brev med ham og bede ham sende det derfra; ligeledes vil jeg bede ham sende dem et telegram fra konstantinopel, og håber han kan få telegrafisk svar, medens han er der. Jeg sender også i dag et telegram herfra til dem, for at bede dem sende os penge til hjemrejsen, som vi har planlagt til en af de første dage i september.

I de få breve, som har nået os, har der altid stået, at De håber, vi snart kan komme hjem. Derudfra har vi antaget, at damerne er villige til at lade os rejse så snart som muligt. I de sidste måneder er her til Kharpert ankommet omkring ved 20 Amerikanere, som nu også godt som helt har overtaget alt arbejdet. Det var først tanken, at jeg skulde være rejst hjem, så snart Mr. Riggs kom hertil; men ingen af dem anede, hvor stort et arbejde her var, før de kom, og det var umuligt for Mr. Riggs at overtage arbejdet, før han fik flere hjælpere. Disse har nu været her i 4 uger; jeg har sat dem ind i arbejdet, så godt som jeg kunde, og det er bestemt, at jeg skal rejse hjem så hurtig som muligt.

Det er dog umuligt at rejse nu i den stærkeste hede, men længere end til 1ste september vil det være meget svært at vente. Jeg er træt og længtes efter at komme helt bort til andre omgivelser for en tid. Karen Marie Petersen kan også godt rejse, selv om Frk. Marcher ikke kommer ud før i oktober, da Amerikanerne med glæde vil overtage opsynet og regnskabet, indtil Frk. Marcher kommer, og Dirouhi, Sara “Majrig”en og de ældre børn véd, hvordan alt skal gå, og nu er der ingen fare med så mange Amerikanere omkring os her.

Den eneste vanskelighed er penge til rejsen, da vi ingen har. Men jeg beder Dem om venligst at sende os hurtigst muligt (Pengene var allerede afsendt) og lade os vide derom gennem telegram. Endnu er intet bestemt angående ruten, vi tager; men her i landet indtil jernbanen rejser vi med de amerikanske automobiler: måske er det muligt for os at tage med damper lige til England, hvilket jeg tror vil være det letteste i denne tid. På mandag skal jeg afsted til Malatia med to amerikanske damer, som skal arbejde der blandt armeniere og Kurder; jeg skal med for at begynde arbejdet og sætte dem ind i det. Jeg håber om 14 dage at kunne tage tilbage til Kharpert igen. For 14 dage siden var jeg i Malatia i 4 dage på en inspektionsrejse for at undersøge forholdene.

Resultatet blev, at disse damer skal arbejde der. Vi skal oprette børnehjem for armeniere og Kurder og begynde Industri-arbejde. Her i Kharpert har vi nu over 3000 børn. Vi tager stadig nye ind, som kommer flygtende fra tyrker og Kurder, og vi regner, vi vil få ca. 10.000 børn, en stor flok, og yndige børn. Jeg har i de sidste måneder sendt alle mine gamle børn ud til forskellige landsbyer; der er kommet omtrent 100 i hver ³Familie² i 14 forskellige landsbyer. Når jeg kommer tilbage fra Malatia, håber jeg at kunne tage ud til hver ³Familie² og tilbringe et par dage hos dem, før jeg tager hjem. Jeg elsker disse børn, og vi er blevet knyttet fast sammen i disse sidste år, hvor vi har levet så tæt sammen og delt sorger, ængstelse og også glæder med hverandre.

Det er svært for mig at overgive dem til andre og forlade dem.² Allerede i forsommeren bestemte KMA komiteen sig til at indlede forhandling med ³American-board² om et muligt samarbejde, da de, som kvinder, ikke kunne stå alene i Anatolien, og deres arbejde i tilslutning til ³Deutscher Hülfsbund² jo var ophørt efter de tyske missionærers udvisning. Den 9. oktober 1919 nåede de to missionærer Karen Marie Petersen og Maria Jacobsen hjem til Danmark. Karen Marie Petersen havde ligeledes holdt ud som moder i børnehjemmet ³Emmaus², hvor hun havde reddet mange mennesker samt i trofast kærlighed sørget for de mange børn i hjemmet.

Om den onde tid skrev Maria Jacobsen; ³Når jeg ser tilbage over disse sidste år, ser jeg vor kærlige himmelske Faders ledende og beskyttende hånd, især er mit hjerte fuldt af tak og lov for Hans vidunderlige godhed i det sidste halvandet år, en tid så hård – kun Gud ved, hvor hård, men også fuld af velsignelse. Det er vidunderligt at dvæle i den Almægtiges skygge, at vide, at hans øjne er altid åbne, og Hans hånd altid udstrakt for at hjælpe sine børn, og så ikke alene at vide det, men også at opleve det på en vidunderlig måde i sit liv og arbejde².

Den 2. november 1918 tilsendt repræsentanter for 22 kirkelige organisationer i Schweiz præsident Wilson følgende bønskrift: ³På dette tidspunkt, hvor alle folkeslag ser hen til Dem og beder om Deres hjælp og velvillige interesse, retter også vi, Hr. Præsident, i den schweiziske kirkes og de kristelige foreningers navn, som vi har den ære at repræsentere, en indtrænende bøn til dem om, at De vil tage sagen om oprejsning for det kristne Armenien – dette offer for det tyrkiske voldsherredømme – i deres hånd. At fuldstændig befrielse fra det tyrkiske åg må være én af de væsentligste betingelse ved den almindelige fredsslutning, er et dybtfølt ønske hos alle dem, der véd, hvilke rædsler der er gået hen over Armenierne.

Som svar på dette martyrfolks klageskrig og – for så vidt som det endnu er muligt at hjælpe og genoprette, beder vi om, at de deporterede må blive førte tilbage, og at deres hjem må blive genrejste; at de i tyrkiske haremer indesluttede unge kvinder og de tyrkiske familier tilbageholdte børn må blive befriede, og at det skændige åg, der blev pånødt dem, man tvang til at afsværge kristendommen, må blive hævet. Vi beder om, at alt dette må ske under Entetens tilsyn og med de forenede staters hjælp, der har så gamle tilknytningspunkter til dette ulykkelige folk.

Den kristelige samvittighed forlanger og fordrer, at denne befrielsesakt ufortøvet udføres. Gud vil det! Vi tror, Hr. Præsident, at De er kaldet til at give stødet til, at dette måske, og vi er overtydede om, at De vil vide at vælge så vel det gunstige øjeblik som også de virksomste midler til udførelsen deraf² I efteråret 1920 fik Frk. Maria Jacobsen en meget indtrængende opfordring fra den amerikanske mission, til hvilken hendes arbejde i Armenien havde været knyttet, om at komme til Amerika og holde møde der i vinteren 1920-21, et kald, hun ikke turde være overhørig. Samtidigt kom efterretninger om masakrer på de ulykkelige Armenske kristne – alene i Marash skal 19.000 være blevet nedsablede og nu hjemmeværende søstre tænker med ængstelse på Harpoot og Mezreh, der ligger nær ved Kurdistan, hvor Enver pasha raser.