“Fuglereden” 8

Maria sukker dybt efter endt gennemlæsning af denne lidelseshistorie. Ja vist kom Vartouhi til missionsstationen til sidst. Men – uden håb for fremtiden trods sine 16 år og uden ønske om at leve videre. Hun længtes blot efter at se sin moder og dø. Og dog har hun bevaret en levende tro på Gud, som er hendes eneste trøst. Naturligvis er mange blevet reddet og tit på forunderlig måde. Ak, men hvor er det dog en lille del af den hele nation… Og hvor mange kvinder er ikke endnu i de tyrkiske huse i nedværdigende stillinger!
Maria gennemblader Maritzas tætbeskrevne, lille hæfte, som denne ved afskeden bad hende beholde, og hvori hun har nedskrevet nogle af sine ejendommelige digte på sit eget sprog, men tillige fortalt nogle af sine oplevelser på et ret barnligt og temmelig mangelfuldt engelsk. som alligevel eller måske netop derfor virker så sært rørende, så umiddelbart gribende. Jævnt og stilfærdigt beretter hun. Korte ord, tørre kendsgerninger. Og det er gennem disse beretninger, man har fået det første indblik i, hvordan armenierne behandledes i fængslerne.
Maritza begynder således:
Det var den 1ste maj 1915.
Naturen var vidunderlig skøn. Det friske, klare vand glitrede i solskinnet. Det var, som om det genspejlede Guds kærlighed. De milde vindpust, som susede gennem morbærtræerne, bragte bud om vor himmelske faders godhed. Det var, som overførtes man i en anden verden, blandt lutter engle, hvor der kun herskede kærlighed, renhed, glæde, fuldkommenhed og fred.
Nu fortæller hun om, hvorledes freden i hjemmet pludselig brydes ved, at en tyrkisk soldat trænger ind i huset, går hen til hendes broder og siger: ³Regeringen kalder ad dig!² og broderen må følge.
Men fra det øjeblik er alt forandret, huset omringet og beboerne under streng bevogtning. Endnu frygter dog ingen noget ondt. Broderen er jo uskyldig og må snart vende tilbag. Han kommer også, men under ledsagelse af gendarmer, som undersøge huset, roder alt imellem hinanden og borttage, hvad der findes af noteboger, breve og papirer. Derpå drager de atter bort medførende Maritzas broder, som var han eb grov misdæder.
Samme dag gennemsøges mange andre Armenske huse, og mændene bringes til regeringsbygningen. Blandt disse er præster, professorer og mange andre dannede mænd.
Det var forfærdeligt for Maritza at vide sin broder i et mørkt fangehul uden at kunne række ham en hjælpende hånd, og det eneste sted, hun kunde finde trøst, var ved korsets fod, hvor hun tilbragte dage og nætter med tåreblændede øjne.
Tyrkisk venner erklærede: Han kommer snart ud. Vær ikke bange! – og familien troede dem.
En dag bliver den fangnes søn, Nubar, kaldt ud. Da han kommer tilbage, fortæller han, at fængslets indre dør nu er låset, så fangerne ikke kan røre sig og ikke få en smule frisk luft. Da begynder Maritza at miste troen på, at hendes broder skulde blive fri. Dag og nat læser hun i sin Bibel og beder for ham. Han bliver syg, og nogle venner sørger for, at en tyrkisk læge tilser ham, men de kan ikke skaffe ham den medicin, han behøver. Dog lykkes det at få ham anbragt i et bedre værelse, men der vil han ikke blive, da han ikke vil skilles fra sine lidelsesfæller. Den øvrighedsperson, der har villet hjælpe ham på denne måde, bliver vred, fængslets indre dør låses atter, og en rædselstid oprinder. Manden, som sendes fangerne fra deres hjem, beslaglægges af gendarmerne, og de ulykkelige får kun, hvad disse levner.
Armenierne vover ikke at tænde lys i disse dage. De tilbringer aftenerne i mørke og hører soldaterne bryde ind i nabohusene og tage mændene til fange. Uden anden grund end den, at de er armeniere og kristne!
I den første tid pryglede og pinte gendarmerne i al hemmelighed fangerne, men snart udførte de deres misgerninger åbenlyst, idet de sagde: ³Vi har lov at gøre med jer, hvad vi vil!² –
En af staklerne pryglede de, stillede ham hen i en krog og lod ham stå der i skamfulde 3 dage og nætter. Han fik ikke lov at sætte sig et øjeblik, måtte ikke sove, og til sidst stak de hans øjne ud…
En nat, da Maritzas broder sidder søvnløs på sit leje, kommer der 2 mænd ind til ham medførende en 3dje, som ser besynderlig ud. De gør løjer med ham og tvinger ham til at sige forskellige udtryk… Den ung mand sidder og ser på ham, men kan ikke kende ham. Alle hans hoved- og skæghår er trukket ud, og han ser ud, som om han intet sanser, men blot søge et leje at kaste sig ned på. Maritzas broder tilbyder sin seng og finder sig et andet hvilested. Og nu, da han taler, kender han ham pludselig. Det er hans gode ven og kollega, professor D…
Ja, kun Gud ved, hvad der hændte i disse skrækkelige dage og nætter. Om stenene i huset fik mæle, hvor skulde de kunne fortælle! Man hørte underlige, uhyggelige lyde fra fængslerne om nætterne. Nogle fanger blev hængt med hovedet nedad. Andre fik hænder og fødder knust i en maskine eller glødende hestesko under fødderne…
At fortælle hvilke følelser, der besjæler de fangnes pårørende, er umuligt. De går omkring med et hjerte, der vånder sig, og kan hverken spise eller sove. Det eneste sted, hvor de finder ro, er i Ps. 27, sidste vers: ³Be på Herren, vær trøstig, og dit hjerte være stærkt, bi på Herren!²
Ved venners mellemkomst tilbydes det atter den syge, unge professor at få et særligt værelse, og nu har han ikke længere kraft til at sætte sig derimod. Han kan ikke udholde at se sine kammerater lide.
Værelset er dog ikke egentlig bedre. Det er mørkt, døre og vinduer tillukkede, og soldater holder vagt udenfor, som er han en grov forbryder.
Maritza går nu til valiens frue for at bede om nåde for sin broder. Den unge, smukke, elegantklædt dame tale med hende om alle mulige ligegyldige ting, og da Maritza begynder at fortælle om fangerne, forandres hendes udtryk, og hun siger; Lad os ikke tale om sligt. Jeg er træt deraf. Det hører hjemme i regeringsbygningen!
Men Maritza trænger på og udmaler sin broders elendighed, så valiens frue til sidst skifter farve og i en blidere tone giver et halvt løfte om hjælp. Hvorpå hun går over til at tale om roser, lækker mad og godter, mens Maritza tænker på liv og død.
Imidlertid blive nøden større også i landsbyerne. Alle mænd fængsles, og en grufuld skæbne venter kvinderne, som er berøvet deres forsvarere. Soldaterne snuser rundt som hungrige ulve. Ingen dør kan stænges for dem. I de dage bliver professor Y.s klæder fra fængslet sendt til hans hjem for at vaskes. De er gennemvædede af blod.
Tilstandene i fængslerne bliver uudholdelige, og fangerne trygler om at få gift tilsendt. Deres venner går til den tyske missionær og beder ham som kristen finde på råd, men han mener, alt håb er ude.
En dag bliver nogle højtstående armeniere kaldt til valien i regeringsbygningen. Der må de se på, at officererne fører en af fangerne frem. Han ser gyselig ud. Alle hår på hans hoved er revet ud. Soldaterne får ordre til at slå ham, til han ligger som død. Officererne vender sig derpå til de Armenske mænd og siger til dem, at hvis de ikke sørger for, at alle våben bliver udleveret, vil samme behandling blive dem til del. Hvorpå de får lov til at gå hjem, og fangen føres tilbage til fængslet. – Efterhånden fængsles de fleste af de venner, som arbejder for den unge professors frigivelse.
Maritza går da til en af de øverste tyrkiske embedsmænd for at tale hans sag. Det er meget nedværdigende for en Armensk kvinde, og Maritza ved, hendes broder vilde heller dø end vide hende ene med en tyrk. Hun får en kvindelig bekendt med sig, og de blive indladt i de værelser, der bebos af tyrkens hustru, børn og søstre, som underholder dem og udspørger dem, men ikke tillader dem at komme ind til manden.
Dagen efter får hun at vide, at alle fangerne blevet bundet til hverandre med reb og ført bort under bevogtning uden at få lov til at tale med deres hustruer og børn, som løb bagefter dem, indtil de blev jaget bort af vagten. Kun de fanger, der var for svage til at følge med eller for mishandlede til at kunne vises for offentligheden, blev ladt tilbage.
En eller anden må dog have interesseret sig for den unge professor. Et bønskrift bliver indsendt til regeringen, og en tilkaldt læge ordinerer, at han skal bringes til hospitalet. Der får hans familie lov til at se ham, men kan næppe kende ham, da hans hår er langt og hvidt. Da det forbydes dem at tale Armenske, bliver der kun vekslet få ord på tyrkisk, og de skilles atter.
Maritza løber til hospitalet for at se sin broder. Til dørvogteren, som er en armenier, siger hun: ³Det er 60 dage, siden jeg har set min broder. O. kald ham dog hen til vinduet.² Hun ser ham bleg og mager, indhyllet i et hvidt tæppe. De nikker til hinanden og vifter med lommetørkæder. De forstår hinanden uden ord.
En anden dag, da hun besøger broderen på hospitalet, ser hun professor V. ligge i en seng med forbundne hænder og alle hovedhår udrevne. Hun hilser ham ærbødigt, og tårerne ruller ned ad hans kinder.
– Nu frigives alle tyrkiske fanger: tyve, mordere, alle slags misdædere, og Armenske drenge og uskyldige børn indtager deres pladser i fængslerne.
De forviste føres ud på vejene, hvor bødlerne sendes efter dem for at dræbe dem. Alle armeniere er som får, der venter på at blive ført til slagtebænken. Men de siger: Hvad betyder det, at vi skal dø! vi har venner, brødre og søstre, som kan indteage vore pladser i fædrelandet. Og de kristne nationer vil ikke længer finde sig i vore lidelser. En dag vil de komme og hjælpe os!…
Få dage efter forkynder udråberen: Alle armeniere skal gøre sig rede. Sælg nu, hvad i har. Siden vil det blive for sent! Men ordrerne forandres fra minut til minut. Man ved ikke, hvem der skal bort, hvor man skal hen, eller hvad man skal gøre.
Maritza får lov at bringe en del af sin families ejendel og broderens bogsamling m.m. i sikkerhed hos de amerikanske missionærer. Deres lidelse og sorger er ubeskrivelige. Døden er langt at foretrække fir livet, som det i de dage formede sig. Soldaterne trænger ind alle vegne. Det er, som at opholde sig i en ørken prisgivet de vilde dyr…
Så hænder det en dag, da Maritza kommer til hospitalet for at besøge broderen, at han er fri! Overlægen har talt hans sag hos valien, og han kan begive sig til sit hjem og sine kære. Vennerne samles om dem, men hjemmet er i uorden, meget taget eller givet bort til formåede tyrker. Og dagligt bekendtgør udråberen: Sælg jeres ting! gør jer rede til at drage bort! Ingen armenier må blive her!
Somme tider forlyder det, at ikke alt skal sælges. Det tillades at gemme noget i et rum, som forsegles, og nøglen gives til regeringen. Nogle armeniere gør det sidste. Men da de vel er sendt i eksil, bryder regeringen seglet, og tingene bringes til de tyrkiske officerers huse!
Maritzas broder får tilhold om at sælge sine ejendele. Det er Sultanens ordre! En armenier skal være så fattig, at han ikke vil hæve sit hoved, og tyrkerne skal kunne berige sig med armeniernes ejendom…
Alle armeniernes huse står åben for tykerne. De kan frit tage, hvad de ønsker. Og de spørger: Hvad vil i med penge! På vejen bliver i udplyndret og dræbt. I kommer ikke til at rejse i mange dage! –
Ikke blot de Armenske huse tager tyrkerne i deres besiddelse, men forretningerne, ejendommene, alt. Markerne, som står færdige til at høstes, er det dem en sand fryd at overtage. Resultatet af alt det arbejde, folket har udført under møje, lidelser og prøvelser, bliver frarøvet dem i løbet af få dage. Alle de ting, som gennem årene er samlet, og som har dannet hjemmene, blive i mindre end en time lagt øde.
Alle Armenske mænd blive udvist. Alle børn er forældreløse og uden støtte af større brødre. Hver kvinders hjerte er fuldt af sorg og kvide, ene, uden håb, uden værge…
Nu når forvisningsordren til Maritzas by, men hendes broder er frigivet, dog stadig i fare. Soldaterne bryder ind alle vejene og bortfører mænd og drenge. Intet sted er sikkert. Maritzas ældste brodersøn, Stefan, må leve i et skjulested bag en mur i køkkenet, men Gud bevarer både ham og hans fader på forunderlig vis.
Engang beder Maritza nogle Tyske damer om at tage bolig iblandt dem, da hun mener, de ved deres nærværelse kan beskytte de værgeløse kvinder, der sikkert mod den tyske regerings vilje og vidende får en så grusom behandling. De afslår det, skønt Maritza bønfalde dem om på den måde at styrke de Armenske kvinders tro.
Siden spørge de hende, hvorfor armenierne ikke har så megen sympati for Tyskerne som for andre kristne nationer. Og Maritza svarer, at tyrkerne altid fortæller, det er tyskerne, som udtænker alle disse planer til lidelser og pinsler for armenierne. Og tyrkerne tilføjer: ³Når kristne bærer sig sådan ad, hvor kan i da dadle os!²
Maritza siger ofte, at intet er værre end at være en Armensk kvinde. De er rede til at dø, men bange for pinslerne. At tage gift er at synde mod Gud: Men at falde i tyrkernes hænder…
Alt det frygtelige, som fortælles Maritza af kvinderne, der begynder at komme tilbage fra exilet, forstyrrer dog ikke hendes gudsforhold. Hun siger, at selv om hendes tro til tider er svag og lille, så er hendes hjerte dog roligt, og hun føle sig tryg som et barn i sin faders arme, skønt hun ved, at mørket ruger over hende og hendes kære, og at de nærmer sig Dødens Skyggedale. –
Borgmesteren vedbliver at kræver penge af Maritza broder. Havde hun ikke betalt, var han blevet forvist og pengene røvet fra ham på vejen… På lignende måde berøves det Armenske folk sine penge, og det er ikke små summer, tyrkerne tiltvinger sig. Borgmesteren ved, hvem der besidder mest og kræver, hvad han vil. Alt hvad der findes af smukt og værdifuldt i Armenske hjem samles efterhånden i hans hus. Når armenierne græder og sørger, glæder tyrkerne sig og fejrer larmende fester.
Nu kommer den dag, da Maritzas familie må træffe forberedelser til exilet. Der hersker stor travlhed med madlavning, med syning af klæder og ordningen af de mange ting, som er nødvendige til en lang rejse. Mange kommer til professoren for at høre, hvad han har til hensigt, og hvad han vil råde dem til. Der er kun to veje at gå: Enten blive og gå over til Islam. Eller at gå – og lide døden for Kristus. Alle vælge det sidste. Og Maritzas broder opmuntrer de andre ved at sige: At møde døden er som at gå til bryllupsfest!
En gendarm, som flere gange under massakrerne har holdt hånden over familien, kommer til dem og begynder at græde som et barn. Ved i, hvor i skal hen? spørger han. Har i da ikke hørt, hvad der er sket med de andre? Ved i ikke, hvad der venter jer ude på vejene?
En mand, som det er lykkedes at flygte fra de deporteredes skare, bønfalder alle om at blive, hvor de er, da ingen kan forestille sig, hvad de vil komme til at gennemgå. Men Maritzas slægt ser det endnu som en lykke at skulle forlade byen og det grusomme folk.
Selv borgmesteren sender hilsen til professoren: Du hører til de uskyldige. Det gør mig ondt, jeg ikke kan redde dig. Men jeg lover dig højtideligt, at dersom en eneste armenier kan blive tilbage her, så skal du være den første.
En ægte tyrkisk udtryksmåde!
Atter går der rygter om så mange slags grusomheder udøvet på vejene, og de, der endnu ikke er kommet af sted, forsøger ethvert middel for at blive.
Professoren har engang givet timer i kemi på kollegiet. Nu påtænker tyrkerne at starte en tæpperfabrik og giver ham frihedsbrev, for at han kan lave farver til fabrikken. Men alle andre, som ikke af en eller anden grund kan frigives, må bort.-
Det er det, som forekommer langt værre end død og lidelser, nemlig at fornægte frelseren.
I århundrede har armenierne levet blandt tyrkerne og bevaret deres religion. De har ikke givet dem deres døtre til ægte på få undtagelser nær, og det regnes da for en stor skændsel.
Nu er det anderledes. Så snart en tyrk ønsker en Armensk pige, kan han få hende. Og mange pigebørn tvinges med strenghed til at tage tyrkiske mænd, fordi det bliver lovet, at de derved kan redde deres familier fra døden. Som oftest blive det en skuffelse. Tyrken tage pigen, men sender dog familien i landflygtighed.
En af pigerne i Maritzas skole blev fanget i en sådan snare. Hun er smuk og dygtig, og efter længe at have søgt at undgå efterstræbelserne, bliver hun til sidst givet til en tyrk.
Da skolen efter lange tiders forløb atter åbnes, fordi man tror sig en smule mere sikker, sidder Maritza en dag i sin klasse og giver en time i historie. Det banker på døren, og en henrivende kvinde i tyrkisk bruddragt står på tærsklen og hilser på sin tidligere lærerinde, som ikke straks kende hende. Men da hendes hånd ligger i Maritzas, formår denne næppe at holde tårerne tilbage. Hun forstår, den unge kvinde har mistet sin forstand. Hun taler, ler og synger, men hendes hjerte er knust…
Mange kvinder er bange for at blive i byen og fortrækker at møde farerne på vejene. Derude tager mange livet af sig, om de da får lov af tyrkerne. Men ingen kan tænke sig eller tro, hvilke frygtelige ting, der hændte på vejene… Ord kan ikke beskrive, hvad armenierne måtte opleve i denne tid. Uden tilflugtsted, uden beskyttelse, i dag og nætter under åben himmel. Det vil vel heller ikke være ret at gøre et forsøg på at beskrive det. En dag, for Herrens trone, vil dog alt blive åbenbaret.
Men medens så mange landsmænd går gennem dødens skyggedale, bevarer Gud nådigt Maritza og hendes slægt. Og dog føler de stadigt, hvordan døden lurer på dem. Når gendarmerne ³arbejder² i deres kvarter, søger de gerne til deres skjulesteder, ikke blot af frygt for livet, men ligefrem for at slippe at høre deres vilde larmen og se deres djævelske udtryk. De synes, som er de ganske blottet for menneskelige følelse. Deres sværd sparer hverken oldingen eller det spæde barn.
En ung tyrk træder en dag ind til sin fader, der just har sin bedestund, og siger: ³Fader, jeg har lige dræbt en mand. De andre fortalte mig, hvilken fornøjelse det var. Og nu har jeg altså prøvet det!²
Faderen svarer: ³Godt, min søn² så vask dine hænder og bed din bøn!²
Alt dette forfærdlige hænder just i Ramazantiden. Tyrkerne er meget religøse og mener, at Gud er særligt med dem. Deres huse er fyldt med alle mulige gode sager, mens armenierne har mistet alt og intet kan købe. Tyrkeren er stolte over deres held. De siger: ³I har ingen Gud!² Eller: ³Jeres Gud har jo ingen magt. Før eller siden vil alle mennesker gå over til Islam. Om kort tid bliver alle tyskere og deres konge, Wilhelm, Muhamedanere, og da vil der ingen kristne blive tilbage i dette land!² –
Alle kirker er ødelagt, korsene brækkes i stykker og kastes på jorden.
En nat hører Maritza, at en kirke i nærheden skal rives ned,
Hvor de bad for den den nat! og den står endnu! – men korset på kirketårnet var blevet sønderbrudt af en tyrk, som ³ikke kunde holde ud at se på det.²
Han døde kort efter.
Som Daniel tilbringe de kristne tiden i en gloende ovn, mens tyrkerne står og venter på, om Gud er i stand til at udfri dem. Maritzas Bibel er stadig hendes trøst. Hun læser salmerne og profeterne.
Rygtet går, at armenien er solgt til tyskerne, og at de skal erstatte de deporterede. Skulde der dog ikke i hele verden findes mænd, der er mægtige nok til at kunne spare landet for de forfærdelige lidelse, spørger Maritza.
Flokke af deporterede kommer fra alle mulige egne. For at de føres videre. Hvorhen? kun Gud ved det. De skal vandre gennem dale, over vidder, over højder og bjerge. De skal dø…
De skal vandre ad triste, hårde, stenede veje, strejfe om i måneder for at nå et eller andet sted, hvortil de under almindelige forhold kunde komme på få dage.
Det lykkedes enkelte at flygte bort fra skaren. De når gaden, hvor Maritza bor, men nogle dør kort efter udmattede af vejens lidelser. En kvinde, Henazant, kommer med to børn, en dreng og en pige. Drengen er kun lille, men hun har klædt ham som pige for om muligt derved at redde sin søn.
Hvad Henazant fortæller Maritza trodser enhver beskrivelse:
Først samlede de alle mænd og store drenge i vor by og dræbte dem på den grusomste måde. Nogle skar de i små stykker. Andre mishandlede de, mens de endnu var i live, skar næse og tunge af dem og stak deres øjne ud
…De udfandt forskellige måder at dræbe deres ofre på og brugte flere slags våben: Pile, økser, stene, alt for at spare ammunitionen. De helt- eller halvdøde legemer samledes og brændtes. Kvinderne rev de klæderne af, førte dem hen til bålet, tvang dem til at stå og se derpå og sagde: Varm jer nu!
Henazant så, at da kvinderne førtes ud på vejene og nærmede sig en bro over floden, tog mange af de unge hverandre i hænderne og kastede sig i vandet. Men soldaterne tillod dem ikke at drukne sig. De skød på dem og trak dem op af vandet, besvimede og halvt vanvittige af angst. Så tog de dem…
Alle kvinder måtte gå nøgen på hele rejsen med de små børn på ryggen. Hannah, Henazants svigerinde, bar to små børn, to halvdøde stakler, på sin ryg, skønt hun var frugtsommelig. Trods sin svaghed blev hun tvunget til at gå nøgen i den brændende sol.
Aa, det var en fortvivlet stilling for kvinderne. De unge piger blev skændet alle, alle. De små på 10 – 12 år døde af mishandlingerne. Henazant så det altsammen.
Kvinderne gemte deres penge i mundhulen, da tøjet blev revet af dem, eller de gravede dem ned i jorden på de steder, hvor de lå om nætterne. Siden gemte de dem i de indvendige dele. Men soldaterne skar deres underliv op for at få pengene.
En mand blev dræbt, mens hans 8-årige søn så på det. Drengen kastede sig ned over sin fader, klappede hans knæ og jamrede: Papa!, Papa! De har dræbt min Papa!
Han græd og klagede og blev ved at gå rundt om den døde fader. Alt dette og meget mere har Henazant selv set.
Maritza og hendes famile var indelukket i deres huse. De blev betragtet som fanger og kom kun i berøring med de deporterede, som flygtede ind til dem.
En dag kom der en kvinde, svag og elendig, døende. Hvor blev hun lykkelig, da hun forstod, hun var blandt armeniere! Hun turde næppe tro det, men blev ved at spørge: Er i armeniere? Er i virkelig armeniere? –
Fængselsopholdet havde undergravet professorens helbred. Han sygnede hen, og Maritza var fortvivlet over at se ham blive svagere og svagere. Men han priste Gud, fordi han lå i sin seng, i sit hjem. Han døde ganske stille med et yndigt smil på det fine, kloge ansigt.
Det var frygtelig svært for Maritza at miste ham, men hun vidste, at Gud deler vore smerter og vanskeligheder med os. –
Siden lever hun stedse i angst for broderens sønner, Stefan er endnu ikke gammel nok til at blive soldat, men forlængst gammel nok til at dø, fordi han er Armensk dreng! Han må leve skjult, og denne kloge, dejlige dreng skal dræbes langsomt tomme for tomme ved at tvinges til at leve indespærret og uvirksom.
Til sidst lykkedes det ham dog sammen med nogle andre at flygte over bjergene, mens familien tilbringer søvnløse, angstfulde nætter. Altid beder de for ham, sikre på, at Gud er almægtig. Og endlig kommer der brev fra ham. Han er havnet i Amerika i gode forhold. Gud har ført ham vidunderligt, skriver Maritza. Ham alene æren! –
Da Stefan er borte, føler den 12- årige Nubar sig som den, der efter faderens død skal være familiens støtte. Han lærer guldsmedehåndværket og tager somme tider sin yngste broder med på arbejde.
Men Armenske arbejde betales dårligt. Et barn må arbejde strengt en hel dag for at tjene så meget som til et lille stykke brød.
Nubar fik sin lille butik og arbejdede så godt, han kunde. Men da vejene åbnedes for automobilfærdsel, blev han sendt til Europa. Gud hjælp ham og vil også føre ham fremdeles. – Men på den måde blev de forskellige medlemmer af familien skilt, og det var svært for de tilbageblevne.
Dog gennem alt dette har Maritza lært. at hvor tunge og store end lidelserne kan være, så er dog Guds trøst større og hans kærlighed mere dyrebar!

Nu er det Haiganoush, der fortæller:
Først kom Kurderne og udplyndrede os. Vi forlod hjemmet, efterladt alt, endog brødene i ovnen. Vi kom til en Kurdisk landsby og blev der omtrent 2 uger. Så begyndte også de at forulempe os. De slog Hagop’s søn ganske forfærdeligt, kastede ham til jorden, satte sig på hans bryst og piskede løs på hans hoved og arme.
Så en dag sagde de til os, at nu kunde vi gå. De skar vore mænd i stykker, før de dræbte dem, siden lagde de dem på en kærre og kastede dem i floden. De begyndte deres arbejde, før sol stod op, og var ikke færdig, da den gik ned. Om aftenen tog de de smukke piger, konerne og drengene. En af dem flygtede og fortalte, at bagefter var alle de andre blevet dræbt – også de små børn…
E Kurdisk kvinde tog mig ind i sit hus. Hun vilde give mig til en af sine sønner, som havde en afskyelig sygdom. Jeg ventede et lille barn, men de forsøgte at dræbe barnet før fødslen. Derfor holdt de mine hænder, lagde mig på jorden, og trods min gråd og jamrer blev de ved at rulle en sten hen over mit underliv. Desuden sparkede de mig. Barnet blev dog først født, da dets tid kom, men det var dødt.
Kurderkvinden førte mig hver dag hen til en vej, hvor alle de forviste kom forbi. Jeg så dem i flokkevis og kunde bare græde, græde. En dag sagde de, at præsten og hans ledsagere skulde komme. Og alle Kurderne løb med dragne sværd til stedet. Da de kom tilbage, fortalte de, at de havde dræbt præsten og 15 andre. Og det var de første deporterede, vore professorer, nogle lærere og købmænd, byens betydeligste mænd!
En dag så jeg noget forfærdende. Det var en mænd, der ligesom en slagter dræbte 210 mænd, som var det kvæg. Og han sagde: Se, hvor mine hænder skinner! Se, hvor store ting, jeg har udrettet!
Han arbejdede fra morgen til aften. Men da han var færdig med sit dagværk og gik hjemad, faldt han om og døde. Og i de følgende 3 dage døde 11 mennesker i hans tre broderes hus, så kun en kvinde og en hest var tilbage af alt levende. –
Engang, da de så mig bede, forbød de det. Jeg sagde: Jeg vil bede!
Men den unge mænd, som vilde gifte sig med mig, styrtede imod mig og truede mig med en bøsse. Jeg flygtede ud i laden og gemte mig der i tre dage og nætter uden at få det mindste at spise eller drikke. Så var der en Kurd, som hjælp mig til at flygte. Jeg kom til de amerikanske missionærer og var frelst.

Dagene glider roligt hen, uden forstyrrelse af nogen art. Næsten for roligt, synes Maria. Hvor kan man have lov til at leve sådan, når der endnu lides derover. Hvis det ikke var det, at de havde sagt, hendes nerver absolut behøvede ro nu, så… Men de truer jo med, at hun aldrig vil få tilladelse til at rejse ud igen. Altså må hun finde sig i dette ørkesløse liv endnu en tid for at samle kræfter. For der behøves mange kræfter, om man skal kunne blive til hjælp derude. En god Majrig (Moder) for de mange forældreløse, hjemløse stakler. Hvor ofte havde de små ikke stået halvnøgne uden for hendes dør og råbte på brød! Og havde de så blot fået et stykke, så lille og tyndt som en hånd, var de straks gået bort tilfreds for den dag…
Atter sidder hun ved skrivebordet og fordyber sig i breve og optegnelse. Det må hun da i det mindste have lov til! Selv om de siger, at hun burde lade alle tanker om det ulykkelige land hvile. Som om man kunde det! Som om man formår at bringe hjertet til at tie!
De mindste småting får hende jo til at mindes så en, så en anden af alle disse forfulgte. Hvor tydeligt ser hun hende ikke for sig, den lille, nu 12-årige Onig, som hun stod i hendes stue og fortalte.
³Fader flygtede. Moder, min 5 søstre, min lille broder og jeg blev jaget af sted med de andre. Vi skulde fra Erzeroum til Erzingan, tre dages rejse.
D førte os rundt i en måned! De tog vore klæder, lod os kun beholde pjalter. Vi måtte give vore klæder for brød. De førte os uden om kilderne. Alt vand måtte vi købe af dem. Så drak vi af mudderpøle.
Før vi nåede Erzingan blev mange dræbt. Hovederne blev hugget af dem, og de blev kastet i lange grave, som Armenske soldater havde gravet. Lille broder død på vejen. Om natten dækkede vi os med et stykke tøj. Men engang ved midnatstid blev der pludselig råbte: Nu kommer Kurderne!
Så løb vi. Mange piger blev taget. Moder skjulte os, så de ikke så os.
Soldaterne bragte de dræbtes klæder og tvang kvinderne til at vaske dem. Da vi nåede floden Eufrat, sagde moder: Lad os alle kaste os i vandet!
Men min søster og jeg vilde ikke, fordi vi så så mange lig flyde ned ad floden. Jeg så en kone kaste sit barn ud, men soldaterne trak det op igen. Mændene var bange. De holdt hinanden i hænderne og løb. Men Kurderne løb efter dem. De flygtede skrigende, og kvinderne kastede deres børn fra sig.²

Og den 15 – årige Araxi fortæller:
³Det var en onsdag, vi alle forlod byen. Vi havde solgt alt. Min 20 – årige broder var taget af politiet og sendt ud sammen med andre unge armeniere for at grave en dyb grøft, så lang som 3 dages rejse til fods. Politibetjente gik rundt i byen og jog de unge mænd ud med piskeslag.
Fader vidste, at vi skulde dræbes, men sagde det ikke til os børn. Vi drog ud med mad, klæder og en del penge. Da vi kom uden for byen, gik det op for de fleste, at de skulde dø, og de begyndte at jamre højlydt.
Nu blev vi ført over bjergene, hvor der ingen stiger fandtes, og vi måtte i to dage klatre op ad høje skranter. Endelig gik det nedad, og vi nåede Eufrat. Der stod soldater ved floden, som sagde, at hvis mændene gav deres penge, vilde de ikke blive dræbt. – Vi sov ved flodbredden den nat, men om morgenen forlangte soldaterne flere penge og truede med, at Kurderne ellers vilde komme ned fra bjergene og dræbe os. Min fader betalte atter, ligeså de andre. Så lagde mændene sig ned for at hvile. 10 minutter efter begyndte skydningen. En regn af kugle faldt over os, og mange døde. Så sagde moder: skal vi dø, så lad os dø først!
Og hun og alle de andre kvinder lagde sig ovenn på deres mænd for at dække dem. Skydningen blev ved til morgen. Det var så mørkt, at vi ikke kunde se hverandre. Alle råbte og skreg i munden på hverandre.
Da det blev morgen, stod vi alle op, lod vore sager ligge undtagen pengene og løb i byen, som kun lå 4 timers gang derfra. V i sagde: Dræb os her! lad os ikke komme bort herfra!
Dengang blev mange familiers medlemmer skilt ad, fordi en del var blevet tilbage ved floden. Nu kom gendarmerne løbende. De sendte bud til Valien, at folket vilde tilbage til byen, og at de måtte have hjælp. En time efter kom der tyrker og Kurder med kniv og bøsse og begyndte at dræbe mænd og kvinder. Små børn blev nedtrampet eller stødt omkuld med knive og bøsser, så de døde…
Da vi alle forstod, at nu skulde vi dø, samlede fader os børn omkring sig og talte med os om døden. Moder bad. Vi græd og kyssede hinanden.
Så faldt tyrkerne over os. En mand, som fader kendte meget godt og tit havde haft forretninger med, kom løbende med dragen kniv, idet han råbte: Lad mig have den første chance!. Moder sagde: For to dage siden lovede du at beskytte os, og nu er du den første til at dræbe os. Skån os dog!
Fader gav ham et guldstykke, og så lod han os gå.
Lige forinden havde fader i al hemmelighed givet moder en pose penge, fordi han tænkte, de var sikrest gemt hos hende. Men det havde en mand dog set. Han trak moder hen til en groft, hvor han kastede hende ned, rev hendes klæder af og truede hende med en kniv til at udlevere pengene. Da kom en ung mand, en af vore venner, og kastede en stor sten i hovedet på røveren. Blodet strømmede ned over hans ansigt, og moder så sit snit til at rejse sig og flygte. Så løb vi alle ned mod floden igen. På vejen fandt vi bedstefader, som de havde halshugget. Atter stod vi ved Eufrat. Og de begyndte igen at myrde og plyndre. Mange kastede sig i vandet. Moder kaldt på mine to små søstre og sagde til dem, at de skulde kaste sig ud. Men jeg vidste fra skolen, at det var synd. Det har Jesus sagt. Jeg spurgte fader om det. Han sagde også, de måtte ikke gøre det. Imens var moder sprunget ud og stod i vand til halsen. Jeg løb hen og sagde til hende: Hvis du ikke er bange for Gud, så gør det! Men moder råbte: Jeg kan ikke skilles fra jer! Så sprang mine brødre ud og bragte hende i land.
Min ældste søster var gift og havde to små børn. Hun vilde kaste sig ud med dem, men fader tillod det ikke. Så gik hun lidt bort med den mindste bundet fast på ryggen og kaldte på den femårige, lille pige. Den lille blev glad, hun troede, hun skulde bade, og det var frygteligt varmt. Men jeg forstod, det var min søsters hensigt at skubbe sin lille pige ud i bølgerne og selv følge efter med den anden på ryggen. Jeg skyndte mig at sige det til fader, og han kom tids nok til at forhindre det.
Min broders kone vilde også drukne sig med sine to småbørn. Hun fandt et sted, hvor bredden var stejl og glat og lod, som om fødderne gled fra hende, men fader og jeg redede hende.
Fader blev syg, men han måtte stadigt gå med os andre. Vi skulde over floden. Der var så mange mennesker, og bådene var få og små. Fader, som var så svag, led meget på overfarten, og to dage senere døde han. Men han blev tvunget til at gå lige til det sidste! – Vi blev ved at vandre ad stejle og stenede veje, uden vand. Kom vi til en vandpyt, måtte vi betale 5 piaster for en lille, tyrkisk kaffekop fuld af vand. Og så måtte vi endda kæmpe for at få det. – Efter regnen blev vandet mudret, så måtte vi drikke af floden, som var rød af blod. Vi var sultne. Brød kunde ikke længere fås for penge. Så spiste vi græs, når vi kunde finde det. Mange blev så syge, at de ikke kunde gå længer, men blev tilbage. Så dræbte soldaterne dem eller kastede dem i floden. Andre lod de bare ligge, så de kunde dø af sult. Blev et barn så sygt, at det ikke kunde gå længer, tillod de ikke nogen at blive hos det. Blev en moder for syg til at gå, og børnene bad om lov til at blive hos hende, så nægtedes det. De dræbte børnene eller drev dem videre, og de syge blev liggende, så gendarmerne, som fulgte efter, kunde dræbe dem. Soldaterne plejede at sige: I skal alligevel hen at dø et eller andet sted, så det vilde være synd at spilde en kugle på jer nu! –
Vi gik i to måneder. Så kom vi til byen S. Hver aften forlangte soldaterne 1 Lira for hver person. Gav folk dem ikke, dræbte de dem.
I byen blev vi i 3 dage og fik en smule brød. Vi var syge og nøgne og rædsom snavsede, fordi vi ikke var blevet vadsket i 2 måneder! Vi var fulde af lus og bad om at få en saks til at klippe håret af. 5 Piastre for hver! Vi kunde også få lidt vand, da lejrpladsen var nær en grøft. Efter de 3 dages hvil, blev vi atter drevet af sted. Vore fødder var opsvulmede, så vi næppe kunde flytte dem. Jorden var ophedet og brændte som ild, da vi hverken havde strømper eller sko. Nogle af os forsøgte at tage de få pjalter, der sad på de dødes legemer, og vikle dem om fødderne.
Da vi atter havde gået i fire dage, led vi frygteligt af tørst. Vi opdagede en grøft lidt borte og betalte to drenge for at hente vand. Mens drengene var i færd med at drage det op, kom der Kurder og huggede deres hoveder af… Så så vi nogle officerer nærme sig, og alle kvinderne begyndte ar råbe: Aa, de vil frelse os! – Vi begyndte at håbe. Men ak, de kom blot for at hente de få mænd, som endnu var iblandt os.
Nu var vi oppe på et højt bjerg. Og mændene fik befaling til at gå ned i dalen ad den stejle skråning. De måtte adlyde. Og de, som formåede det, løb nedad. Men de syge, som ikke kunde, blev sparket og rullet ned ad bjerget. Min store broder, den eneste, jeg havde tilbage, og som var meget syg, blev slået med bøssekolber og rullet ned. Når han blev standset af et klippestykke, sparkede de ham igen, indtil han kom helt ned. Jeg fandt ham siden i en frygtelig tilstand.
Derpå jog soldaterne kvinder og børn videre. Næsten alle kvinderne var ude af sig selv af fortvivlelse, fordi de nu ingen mænd havde til at beskytte sig. Soldaterne blev ved at kræve penge. De lod os standse på bjergtoppen i den brændende hede, uden brød, uden vand. Vi vidste, det betød døden at blive deroppe, og mødrene efterlod de små børn der, for at de hurtigt kunde få ende på lidelserne. Jeg glemmer aldrig, at da jeg vendte mig om, kunde jeg ikke se bjergets stene. De var dækket af en klynge grædende småbørn, lige fra nyfødte til 6-7 års alderen. De lå der og råbte: Moder! Og skulde jo bare vente på, at den barmhjertige død hentede dem…
Atter vandrede vi en måned og nåede byen M. Der stod vi i en store flok uden for murene i 3 dage. Den sidste dag kom der tyrker og vilde have nogle pigebørn. Moder bad mig gå med dem, fordi hun håbede, at hun selv, mine to små brødre og min lille søster vilde blive fri, hvis jeg gik med en tyrk.
Jeg gjorde det og blev i det tyrkiske hjem nogle dage, men græd hele tiden, fordi jeg længtes efter, at moder og mine søskende skulde komme, som tyrken havde lovet.
Da jeg havde ventet i fire dage, fortalte han mig, at min moder var myrdet. Da mistede jeg forstanden og var syg i tre måneder. De bragte mig til den gregorianske kirke, hvor en masse syge var samlet.
Men en dag kommer der politibetjente, som siger, at nu skal vi gøre os rede til at gå ud igen. Politiet bevogtede alle døre. Og da det blev mørkt, lagde de os syge mennesker, ca. 200 i tallet, på de vogne, som ellers bruges til at bortføre gadesnavs i. Vi blev ført til Tigris, til et sted, hvor mange allerede var blevet dræbt. Deres lig lå der endnu…
Så fløjtede soldaterne, og der kom en hel flok Kurder. Vi lå stadig i vognene. Der kom en tyrk og spurgte, om jeg vilde gå med ham. Jeg nægtede det, men han trængte ind på mig. Jeg sagde stadig nej. Så var der andre unge piger, der begyndte at kalde: Effendi, jeg vil, jeg vil med dig! Så sagde jeg også, at jeg vilde. Og han kom og tog mig. Men da han opdagede, at jeg var snavset og fuld af utøj, skubbede han mig hen mod et tjørnekrat. Der befalede han mig at tage min kåbe af. Han troede, der var penge i den. Først nægtede jeg det, men siden tog jeg den af, fordi han truede med at dræbe mig. Han gik bort med kåben, mens jeg blev stående i tjørnekrattet på højen og hørte de andre skrige, når soldaterne dræbte dem. Længe efter blev vognene kørt tomme tilbage. De spurgte, om jeg vilde til byen igen. Jeg sagde ja, og de puttede mig ind i en vogn. Siden blev jeg anbragt i en stald blandt hestene. Jeg var meget syg. De gav mig en sten under hovedet og et stykke sækkelærred at ligge på. Lidt sort brød fik jeg at spise og vand af en rædsom snavset skål, der havde været brugt til høns og ikke var renset siden. Det var koldt, og jeg havde næsten ingen klæder på. Tre dage senere løb jeg derfra. På gaden mødte jeg en kvinde, der så ud som en kristen. Hun hjælp mig, så godt hun kunde.
Efter nogle dages forløb blev jeg atter indfanget og anbragt i en kirke sammen med andre syge. Der var jeg længe, så flygtede jeg tilige med en anden kvinde. Vi kom til en tyrkisk familie og blev slaverinder. Men jeg var altid syg og blev tyndere og tyndere. Så var det, jeg hørte om det amerikanske hospital og kom derhen.²

Maria hæver hovedet og ser ud ad vinduet, op mod den solmættede, varmedirrende luft.
Hvor husker hun ikke den dag, da Araxi kom! Hun var i den elendigste forfatning, næsten nøgen, snavset, kun skind og ben. Og så, inden Maria drog hjem, var Araxi den sødeste og kønneste, unge pige, som hver dag takker Gud, fordi han holdt hende oppe gennem alle farer og gav hende tid til at leve og arbejde. Og dog er alle de ydre forhold ganske forandrede. Før var hun omgivet af forældre og søskende, rig og forvænt. Nu er hun lykkelig over at være kommet ind mellem andre forældreløse stakler. Hun er taknemmelig over at få lov at leve, selv om hun ikke kan få anden mad end tørt brød og lidt suppe…
Maria sukker dybt.
Hvad har ikke denne fine, uberørte kvinde set og oplevet! Hvilke minder har hun ikke!
Men Maria ved, at hun ser frem til den dag, da hun skal møde sine kære hos Gud. Og mens hun venter på den dag, gør hun, hvad hun formår, for at hjælpe de mange små, der ligesom hun har mistet både fader og moder, og som har gennemgået de samme frygtelige lidelser.
Maria ser hende for sig, som hun går om mellem de andre med det yndige, smilende udtryk, så rolig, så sød og så hjælpsom, skønt hendes unge hjerte har dybere sår, end tiden kan hele.
Maria folder hænderne. Aa jo, det er nok værd at leve for at hjælpe nogle af disse stakler!

Varsenig, en sød, stille, beskedent pige på omtrent 18 år, som nu er optaget i det amerikanske børnehjem.
Hun fortæller:
³Det var en onsdag morgen, fader, moder og jeg forlod byen sammen med 2000 familier. Vi overgav vort hus med alt, hvad deri fandtes, til tyrkerne i den tro, at vi, som det var lovet, om 3 måneder vilde kunne komme tilbage og atter tage vore ejendele i besiddelse. Da vi samme aften gjorde holdt, kom Kurderne og overfaldt os. De kastede sig over folk og forsøgte at kvæle dem, hvis de ikke fik penge. Mange kvinder besvimede af angst og aner ikke, hvad der skete med dem.
Moder havde gravet vore penge ned i jorden på det sted, hvor vi lå.
Hen ad morgenstunden kom en skare Kurder ridende. En af dem red hen til os, krævede penge og slog fader så frygteligt over ryggen med en tyk stok, at han næppe kunde rejse sig. Moder havde fået pengene frem, og nu kastede hun en pung hen til Kurden. Så slap han fader og overfaldt andre. Imens Kurderne havde travlt med dem, lykkedes det os at slippe ud af skaren. Vi løb og løb, i hele to timer, uafbrudt, hjemad mod vor by. I nærheden af den skjulte vi os i en kornmark. Alt, hvad vi havde haft med af føde og klæder m.m. var efterladt på det sted, hvor vi overnattede. Nu havde vi kun pengene; men vi vovede ikke at gå ud af kornmarken. I fire timer skjulte vi os der og led forfærdeligt af tørst. Vore tunger var som træ, vi kunde ikke tale.
Der kom en tyrk med et stort spyd hen til os. Han truede os og forlangte penge. Moder gav ham en lille pakke guldstykker, som hun havde skjult på sig, og han fjernede sig. Siden opdagede vi en grøft med snavser vand. Vi drak deraf og kunde så atter tale lidt sammen og takke Gud, som havde frelste os. I det samme kommer en stor dreng hen imod os. Vi anede intet ondt, før han trækker en dolk frem og farer løs på fader, hvis hals næsten blev skåret helt over. Så løb moder og jeg, alt hvad vi kunde. Drengen efter os. Men han faldt, og vi slap fra ham ned til en flod, hvori en masse mennesker havde druknet sig. Jeg spurgte moder, om vi ikke også skulde kaste os i vandet, men moder sagde, vi måtte holde ud. Lidt efter kom der en soldat og jog os hen til en stor flok forviste. Vi havde ikke troet, der var så mange tilbage, fordi vi havde set de mange lig i floden. Soldaten blev ved at drive os frem. Han vilde dræbe mig, men jeg havde en pung med to Lira. Dem fik han, og så lod han mig leve.
Nu var vi midt i en store skare, udmattede, dødtrætte, ude af stand til at tale eller gå. Hver gang vi havde mødt nogle Kurder, havde vi måtte give dem af vore klædeningsstykker for at få lov at være i fred.
Den aften sagde soldaterne til os: enten giver i 300 Lira, eller i må dø!
Vi samlede pengene sammen og fik da lov at sidde i ro på vejen den nat. Men vi fik intet at spise. Og næste morgen blev vi drevet op ad et meget højt, stejlt bjerg i brændende solhede. Vi kunde næsten ikke slæbe os af sted, men soldaterne piskede løs på os, så vi måtte gå. Vi tiggede om at få en smule vand, og soldaterne solgte os lidt i dyre domme.Trods al vor trængsel og angst turde vi ikke græde, for at mund og hals ikke skulde blive endnu mere tørre…
Dagene gik, den ene efter den anden. Jeg ved knap hvor mange. Men hver aften forlangte soldaterne penge, og vi gav, så længe vi havde. Hver nat kom tyrker og Kurder og soldaterne og tog de unge piger for at mishandle dem. Der var en skrigen, gråden og jamrer alle vegne. Kuglerne peb os om ørerne, og det var bælgmørkt.
I to måneder vandrede vi frem og tilbage over de høje bjerge. Så blev moder syg og kunde ikke følge med. Jeg vilde blive hos hende, men soldaterne skubbede mig ud i en af de både, der skulde føre skaren over floden.
Ovre på den anden bred slap jeg bort fra de andre og gemte mig til næste dag. Så sprang jeg i en båd og kom atter over. Jeg fandt mange syge og blandt dem min moder. I 8 dage blev jeg der og plejede hende, så kom en soldat og rev mig med sig. Siden har jeg ikke set min moder…
Moder havde syet sin kjole sammen med min, for at vi ikke skulde blive skilt i trængslen, men efterhånden havde vi mistet alt vort tøj og var næsten nøgne.
Endnu en måned gik jeg med skaren, så kom jeg til en store by, nøgen, syg, kraftesløs, med opsvulmede fødder. Soldaterne lod mig ligge på gaden, de troede, jeg var omtrent død. Men den amerikanske doktor fandt mig og gav mig medicin. Så tog tyrkerne mig til deres børnehjem, for at jeg skulde hjælpe med at passe børnene. Derfra kom jeg til et hospital for at pleje de syge, men jeg løb bort og kom til det amerikanske børnehjem.²

En efter en træder de frem for Maria ovre i det fjerne land. Så tydeligt mindes hun hver enkelt.
Nu er det lille Abraham. En bleg og svagelig dreng, men så god og klog og lydig. Han er en af dem, som næsten har glemt at le. Da forfølgelserne begyndte, var han omtrent 8 år. Hans fader var landmand, han havde en søster og 2 små brødre.
En dag kom der gendarmer til hjemmet og forlangte våben. Der fandtes ingen.
Alle de unge mænd var sendt bort. Man sagde, de skulde være soldater. Nu kom de og tog alle drenge fra 10 år og derover. De bandt dem sammen, så Abraham, men mere ved han ikke om dem. Så var der kun kvinder og børn tilbage. Og en dag kom soldaterne og drev dem alle over bjergene. Abraham, hans moder og søster var med. De blev jaget af sted så hurtigt, at mange faldt. Men soldaterne jog hestene hen over dem, så de fleste blev trampet ihjel.
De nåede en kro, hvor de gjorde holdt, og soldaterne krævede penge. De, der ingen havde, blev pint, så der var en skrigen og jamrer.
Nu kom der en tyrk og kaldt på Abraham og hans søster og sagde, han vilde frelse dem. De var bange for at blive pint som de andre og gik med ham ned til floden. Men der trak han sin kniv og vilde dræbe dem. De løb fra ham, alt hvad de kunde, tilbage til skaren, hvor de fandt deres moder. Men den nat blev alle deres penge røvet fra dem. Om morgenen vilde de sælge deres sengetøj for at få lidt penge, men soldaterne piskede moderen og tog alt fra dem. – Atter nåede de en kro. Der kom en Kurd, som solgte agurker. Han sagde: Jeg søger en dreng. Hvem vil gå med mig?
Moderen rådede Abraham til at følge ham. Han gik også, men turde ikke være alene og bad Kurden gå tilbage efter hans moder og søster.
Men kun søsteren kom.
Da det blev mørkt, førtes den store skare over på den anden side af floden. Og hele natten hørte børnene skrig og gråd derovrefra. De rystede af angst, og da de om morgenen stod op, så de, at Eufrat var rød af blod, og alle menneskene var borte…
Abrahams tante og hendes lille pige var kommet ind i den samme landsby som han. Da Kurderne så hende om morgenen, krævede de penge, og da hun ingen havde, tog de alle hendes klæder. Så lagde de et reb om hendes hals, og to mænd trak i det hver fra sin side, til hun var død. Derpå smed de liget i vandet og druknede den lille pige.
Abraham så siden hver dag en stor dreng spadsere rundt i landsbyen iført tantens tøj!
En månedestid var Abraham og søsteren i denne Kurderlandsby. Og i den tid var floden altid rød af blod. Stadigt så de lig og stykker af menneskelegemer komme flydende på vandet…
En dag sagde søsteren til Kurden, at hendes onkel i Amerika havde sendt hende penge, og bad ham gå med til byen for at hente dem. Han gjorde det, og hun gav ham 10 Lira, hvorfor han lovede hende også at bringe broderen til byen. Alligevel beholdt han i 4 år og lod ham gøre strengt markarbejde, så lille og svag som han var. Hans kone slog drengen og var meget ond imod ham. Til sidst lykkedes det ham at flygte derfra. På sin flugt så han ofte de forviste skarer komme forbi. Da gemte han sig for ikke at blive taget med.
Han kom endelig til byen, hvor søsteren var, men vidste ikke, at hun levede. Han gik omkring og spurgte efter et børnehjem. Man viste ham tyrkernes, men der fandt han kun Kurderbørn. Så gik han bort og satte sig grædende på vejen, fordi han tænkte, at der nu slet ingen Armeniere var tilbage. Da opdager han en dag på gaden en dreng, der ser ud som en armenier. Han spørger ham, om der ikke findes et Armensk børnehjem. Han bliver vist op til amerikanerne. Og der finder han sin søster.
Aldrig kan Maria glemme deres glæde ved gensynet. Hun synes, det er en nåde, at hun fik lov at optage ham blandt de mange børn og der vise ham lidt kærlighed og søge at udslette indtrykkene af alt det grufulde, hans barneøje har set.

Så er der Diruhi, som med sin fader, en meget rig købmand, sin moder og 2 søstre måtte gå i ³Sevkiat². Sevkiat – Maria gentager dette tyrkiske ord, som betyder udvisning, og som har fået en så rædselsfuld klang i Armeniernes og deres venners øren. – Sevkiat –
Diruhi fortalte:
³Søndag den 8de juli 1915 drog fader, moder, mine søstre og jeg ud af byen med den store skare, som man sagde skulde til Urfa. Alle vilde være med blandt de første, fordi det gjaldt om i Urfa at finde sig hus og hjem, inden alt blev overfyldt. Alle drog af sted med vogne, heste, æsler og husgeråd. Dagen efter vendte halvdelen af de soldater, der havde fulgt os, tilbage til byen for at bringe en ny skare ud, der skulde samme vej som vi. De, der ikke selv havde æsler, havde villet leje nogle til at bære deres ting, men det blev ikke tilladt. Så måtte de lade tingene i stikken og vandre af sted med børnene.
Vejen gik gennem dale, over bjerge. Overalt lå der lig. Endlig nåede vi en mark, hvor vi hvilede. Der blev der sagt os, at Beyen fra den nærliggende landsby ønskede at se karavanens mænd og drenge. De blev så ført af sted med nogle få soldater som ³Vejvisere². Men de var ikke kommet ret langt, før vi så, at deres klæder blev taget fra dem, og kort efter hørte vi en skydning, som varede hele dagen. Jeg så en kvinde, som i fortvivlelse over sin mands skæbne kastede sig i floden, mens børnene stod skrigende ved bredden. Da hun var druknet, trak nogle Kurder det døde legeme op, tog klæderne og lod liget ligge hos de grædende børn…
Da vi siden var lejret i en dal, stormede Kurderne ned ad bjergene for at plyndre. Moder vilde forhindre, at de tog vore ting. Så huggede de hende i hovedet med en geværkolbe. Men Gud holdt sin hånd over hende, så hun ikke døde. Vi søstre græd hele dagen.
Næste morgen var vi alle meget tørstige. Vand fandtes ikke. Kun en grøft fuld af blod og lig. Men de, som var mest tørstige, gik dog og drak deraf.
Vi gik og gik, blev drevet frem… Da vi drog over floden, blev der sagt til dem, som endnu havde æsler, at de skulde lade dem blive, og de måtte adlyde.
Min ene søster døde, og vi begravede hende i sandet. Men næste morgen fandt vi hendes lig nøgent oven på sandet. Og vi havde begravet hende med klæderne på! –
Så en aften blev der sagt, at de, der kunde betale for sig, skulde blive ført til Urfa, de andre skulde drives ud i ørkenen. Men næste morgen blev vi alle uden undtagelse drevet ud i ørkenen, hvor vi måtte vade i det brændende sand, udplyndrede, næsten nøgne: Om natten blev vi overfaldet af Kurder, som dræbte mange. 2000 lig lå der om morgenen af vor karavane.
Den nat var moder kommet bort fra os, og vi frygtede det værste. Vi søgte, kaldte og spurgte, og om aftenen fandt vi hende igen. Det var mørkt, og vi lagde os ned for at sove. Pludselig føler jeg noget varmt på mit ansigt. Moder står bøjet over mig. Jeg spørger, hvad der er i vejen. Og hun fortæller, at Kurderne havde villet tage hendes klæder af hende. Da hun satte sig til modværge, huggede de hendes ene hånd af… Det var blodet fra såret, der dryppede ned i min ansigt. –
Atter blev moder borte fra os i trængselen. Vi ledte efter hverandre i 2 dage, så mødtes vi igen. Moders arm var frygtelig opsvulmet og smertede meget.
Solen brændte forfærdeligt om dagen, men nætterne var gruelig kolde, og vi havde næsten intet tøj. Vi lavede os fordybninger i jorden til at sove i, men led alligevel meget af kulde.
Og ofte kom Kurderne og mishandlede og pinte kvinderne for at få dem til at tilstå, hvor de havde gemt deres penge. Enkelte af dem oplyste dem om, at de havde slugt dem. Men da kastede Kurderne sig over dem, rev deres maver op og fandt pengene.
De kom også til min moder og forlangte penge. Hun havde ingen, men Kurderne troede, hun havde slugt dem som de øvrige. De dræbte min moder, mens vi så derpå, og søgte efter penge i hendes indvold…
Jeg så en kvinde ligge på vejen i fødselsveer. De dræbte barnet, så snart det var født. Jeg så… ja, hvad har jeg ikke set…
Da der så kom en tyrk og vilde have mig med til sit hjem i Urfa, gjorde jeg ingen modstand. Jeg blev en måned hos ham, så flygtede jeg, kom atter ind i en skare deporterede, som skulde til S. Der tiggede jeg på gaderne, blev taget af politiet og sendt til D., hvor man anbragte mig mellem mange andre på fæstningen. Vi fik der en smule suppe om morgenen, men havde aldrig lov til at gå ud. Og en dag førte man os så ud på en mark, hvor man lod os ligge. Vi var frygtelig sultne, men ingen gav os mad. Flere spiste græs og døde deraf. Det lykkedes mig at flygte tilbage til D. Der traf jeg en tyrkisk læge, som var på vej til H. sammen med nogle andre. Jeg fulgtes med dem. Somme tider gav de mig lidt at spise, somme tider fik jeg intet, og turen varede 4 måneder. Endlig kom jeg til H. og blev optaget i børnehjemmet².

Også gamle Bedros, landmanden, som er 65 år, måtte opleve tunge dage.
Soldaterne kom og søgte efter våben hos ham, men fandt ingen. So tog de 10 af landsbyens mænd og førte dem i fængsel. Et par dage efter kom soldaterne igen, og nu forlangte de, at der skulde leveres 28 vogne forspændt med heste eller okser. Lige så mange mænd skulde følge med som kusk og køre ammunition til slagmarken. Bedros blev en af dem. Fra andre landsbyer krævedes ligeledes befordringsmidler og kuske, så der samledes 240 Armenske vogne på sletten tillige med 270 mænd.
På vognene læssedes bøsser og krudt, og under ledsagelse af 150 gendarmer nåede de floden, hvortil regeringen havde forlangt, de skulde køre.
De så utallige lig af mænd og kvinder flyde med strømmen, og soldaterne sagde: Sådan vil vi også behandle jer!
De plyndrede dem for deres penge og klæder og piskede dem, men lovede, at hvis de blev muhamedanere, skulde de beholde livet.
Hver 3die dag fik de to små brød, ellers levede de af urter og græs, og de var under streng bevogtning.
De blev ført videre og kom til byen M., hvor forfølgelserne dengang endnu ikke var begyndt. Men indbyggerne levede i frygt for, hvad der vilde komme.
Videre gik det 2 dages rejse frem. Så blev vognene losset, og kuskene fik ordre til at køre dem tilbage til M. Imidlertid var denne by blevet beskudt med kanoner, og de fleste huse brændte.
Nu blev det bestemt, at kuskene skulde til D., men på vejen kom de over en stor plads uden for M., hvor der var samlet 4000 kvinder og børn fra den brændende by. Mange af disse blev anbragt på vognene, resten måtte gå til fods bagefter. Om aftenen nåede de en landsby, hvor de gjorde holdt. Natten benyttede soldaterne til at udplyndre kvinderne og voldtage de unge piger. Næste morgen blev skaren drevet videre, og efterhånden som de kom gennem landsbyerne, optoges flere og flere kvinder og børn, så der til sidst var over 6000, dog ingen drenge over 8 år. Da de kom til en større by, blev alle disse mennesker stuvet sammen i husene og dørene låset. For at berolige dem, blev der lovet dem brød, men i stedet for at sørge derfor, lagde soldaterne brænde omkring husene, overhældte det med petroleum, stak ild på hele landsbyen og indebrændte alle. Prøvede nogen på at flygte, blev de øjeblikkelig skudt ned. Ikke en blev reddet.
De 270 mænd sad et stykke derfra, men kunde intet udrette.
De kom med deres vogne til byen B. til D. blev der dagligt dræbt 10, så knap 200 nåede dertil. Derfra sendtes de til M. efter salt, som skulde bringes til en nærliggende by. I D. fandt de ikke en levende armenier. En tyrk spurgte en af soldaterne, hvad det var for folk, de eskorterede. Soldaterne svarede: armeniere. Og tyrken spurgte atter: hvorfor har i ladet dem leve? Vi er færdige her. De er alle kastet i kløfterne. –
Men soldaten svarede: Hvis vi dræbte dem, hvem skulde så køre vognene for os? –
Bedros så sin broder blive dræbt. Det skete, da soldaterne standsede ved en kilde for at drikke. Broderen gik hen til dem og sagde: Lad mig få lidt at drikke og så dø!
Soldaterne svarede: Hvorfor skal du have vand, før du dør! – De skød ham ned.
På vejen til D. lå der så mange lig, at vognene måtte køre hen over dem. Og alle var de nøgne. De mødte en enlig kone c. 70 år, som kom gående ganske nøgen.
Soldaterne sagde: Hvorfor skal hun dog gå her? og de gav hende en kugle gennem hovedet. Bedros og nogle andre fik lov at kaste lidt jord på hende.
Undervejs råbte en soldat til en af kuskene: Hvorfor hælder den pose sådan? – Jeg skal straks rette den! – svarede manden. Alligevel skød soldaten ham gennem skulderen.
Manden kastede sig ned for soldaten, kyssede hans fødder og bad om tilgivelse, men sank om med en kugle i brystet.
På et lille stykke vej dræbte de således 40 mænd. Dagen efter udtog de 15, førte dem lidt til side og skød dem.
Medens okserne græssede på en mark, traf Bedros en tyrk, som så en smule velvillig ud. Han spurgte ham derfor: ³Effendi, hvad skal der blive af os?²
Tyrken svarede: ³Alle armenierne skal dø. Hvis i da ikke bestemmer jer til at gå over til Islam.²
³Ja, men jeg er protestant!² sagde Bedros. ³Og protestanterne er jo givet fri.²
³Det nytte dig ikke, hvis du ikke flygter, før du når fængslet i M.!² svarede tyrken.
Næste dag kom de til denne by, hvor saltet skulde losses, og Bedros søgte nu en lejlighed til flugt trods den strenge bevogtning.
To af soldaterne, der stod ham nærmest, blev uenige ig begyndte at slås. Da lykkedes det Bedros at slippe bort. Han kom til den tyske missionsstation, hvorfra han blev sendt til den amerikanske. Der blev sørget for hans frigivelse, og han vendt tilbage til sin landsby, men fandt kun en ruinhob. Og af hans store familie var ikke en tilbage.
I to år blev han hos amerikanerne og passede stalden. Så blev han sendt til en landejendom, hvor amerikanerne har anbragt nogle børn, og hvor han passer bedriften og har opsigt med de større drenge.
Han er blevet gift med en ældre, Armensk kvinde og fører en nogenlunde rolig tilværelse.

Naturligvis synes Maria, det er godt at tænke på, at så mange af staklerne er nået i havn på en eller anden måde. Og har de end frygtelige minder at se tilbage på, så har dog de fleste gennem lidelserne bevaret troen på deres frelser.
Ak, men hvor få af den store flok er tilbage! og hvor er der meget, som svinder i hjertet! Mange rædselsfulde småtræk, hvis indtryk ikke kan udviskes. Mange ansigter, der trænger sig frem mellem de andres, mennesker, hun næppe tåler at mindes, fordi de måske kunde have været reddet.
Hun tænker på de hundreder af små forladte forældreløse, som kom til hendes dør. Som havde løbet rundt i gaderne på bare ben, iført nogle få pjalter. Hvor de frøs, da frosten og sneen kom! Med udrakt hånd stod de og sagde: ³Majrig, giv mig lidt brød!²
De små hænder og fødder var blå og opsvulmede. Børnene måtte gnide hverandre for ikke at få koldbrand.
Og hun havde ikke kunnet skaffe plads til dem alle. Mange, mange måtte vises bort, fordi husrummet ikke svarede til hjerterunnet, fordi hun manglede penge. –
Aldrig glemmer hun de 12-årige Sahag, der en kold vinterdag beskedent og bønligt bad om at få lov at komme ind. Og hun måtte svare: ³Jeg kan ikke nu, min dreng, måske om nogle dage!² – For der havde jo ikke været plads.
Han sagde intet, men listede sig stille bort, – lille Sahag.
Men havde hun anet, hvad der vilde ske, så var der vel blevet gjort plads, selv om der allerede lå 10 – 12 børn i hver seng beregnet for to. –
Men næste morgen, da hun gik for at uddele suppe til børnene og kom forbi vadskehuset, så hun en ligge i den varme aske. Det var Sahag, som hun havde vist bort dagen før. Men han var død…
Havde hun haft flere penge, så havde hun lukket ham ind. Men nu var det for sent. Og stedse bliver hun ved at tænke på, at hun jo har dræbt ham…
Endnu de mange år efter stod den lille dreng så levende i Maria Jacobsens erindring; ³havde jeg vidst, at han var ved at dø, da havde jeg taget ham ind, vist ham lidt kærlighed, inden han døde, men nu var det for sent. Så tog Gud ham selv hjem til sig. Det er det tungeste, jeg har oplevet, jeg glemmer ham aldrig.²
Alle disse små, som hun har samlet op på gaderne, hvor de lå og ventede på døden, de er så rørende taknemmelige. Mange af dem er fra rige og dannede hjem, men nu er de berøvet alt og lykkelige, blot de må være i børnehjemmet. Skønt de får meget lidt mad og fryser frygteligt i de usle, ødelagte boliger, hjemmet har måttet tage til hjælp, så glemmer de dog aldrig at takke Gud, Fordi de ikke er blandt tyrkerne eller på gaden.
Under krigen indløb pengeforsendelserne hverken så regelmæssigt eller så rigeligt som ellers, så mer end en gang havde hun manglet det nødvendigste.
Ofte må hun mindes hin morgen, da hun havde samlet børnene til andagt og måtte sige dem, at hun ikke havde flere penge at købe brød for.
Og børnene sagde alle som en: ³Vi går ikke til tyrkerne, Majrig, selv om du ikke giver os brød, vil vi blive hos dig!² – Men hvor der blev bedt i de følgende dage! Og hjælpen kom netop i rette tid både dengang og mange, mange andre gange.

Efterhånden som Maria læser, træder flere og flere frem for tanken. Underlige, tårevædede, blodfarvede billeder…
Nu er det Dudu, som beretter om sine oplevelser.
Hendes fader var død, men hun havde endnu sin moder og en broder.
Først så der så roligt ud i deres by, og de levede alle i de fredeligste forbindelser med tyrkerne. Så blev de rigeste mænd kaldt til regeringen. Der blev det betydet dem, at de måtte finde sig i et arrangement, der var truffet for at sikre tyrkernes stilling i byen. Det betød, at de måtte forlade byen og drage til H. Derpå blev hele byen omgivet af militær, og der posteredes gendarmer ved alle husene, for at ingen skulde indvige. De rigeste familier blev sendt af sted, alle deres ejendele læssedes på muldyr, og de blev indlemmet i den anden karavane til H.
³Moder måtte blive tilbage hos bedstemoder, som var syg, men jeg skulde med, da moder troede, det var det sikreste, og jeg kunde følges ned nogle slægtninge,² sagde Dudu.
³De to første dage var soldaterne gode imod os. Den tredje dag slog de os, spottede og lod os ingen ro. Vand gav de os ikke, men endnu havde de ingen dræbt.
Nær fæstningen P. mødte vi den første karavane og fik om aftenen at vide, at 20 af mændene derfra var blevet bundet på hænder og fødder, og det blev sagt dem, at de skulde føres tilbage til deres by, fordi Valien ønskede deres nærværelse.
Siden kom der 4 tyrkiske præster og 15 gendarmer og udtog en mand af hver familie, som skulde sendes til regeringen. Man forsikrede dem, at der intet ondt skulde vederfares dem, de skulde få en god behandling.
Alle havde vi opsvulmede fødder af den lange vandring, vi var trætte, men vi troede tyrkerne og håbede.
Næste gang gang blev der taget 2 mænd fra hver familie, og snart gik de ind i karavanen og udtog endog også drengene.
Vi anede uråd og skjulte vore penge, så godt vi kunde. Men tyrkerne svor, at både mænd og drenge vilde vende tilbage om en times tid, og alle trede dem.
Ledsaget af gendarmer bragtes de imidlertid i fængsel, og den næste dag kunde vi se en skare på 500 mand stå bundne på broen. Mange genkendte deres fædre og brødre. De blev kastet i floden, mens kvinder og børn skrigende så til.
Alligevel ventede mange kvinder endnu på, at deres mænd skulde vende tilbage. Men natten gik, og der kom ingen.
Derimod kom der mænd med muldyr, som skulde føre os til P. De forsikrede os, at vi snart vilde komme tilbage, og alle vore ejendele blev på stedet. Mange tvivlede nu og anede, hvad der vilde ske.
Før vi drog bort, havde vi nemlig set en tredje karavane komme. Alle var udplyndret og havde kun skjorter på. Der fandtes ingen unge kvinder eller pigebørn iblandt dem. Vi fik ikke lov at tale med dem eller give dem noget af vor mad, skønt vi firstod, de var meget sultne. Det lykkedes dog nogle af dem at komme med i vor karavane, og de fortalte, hvordan der var blevet plyndret og myrdet iblandt dem, og alle de unge kvinder var bortført.
Soldaterne blev ved at forsikre, at intet skulde ramme os. Nu troede vi dem ikke længere. Vi kom slet ikke ind i byen P., og alt, hvad vi ejede, var blevet taget af regeringen, mens vi havde været borte.
Vi gik langs floden og blev pludselig omringet af Kurder. Jeg så nu en Kurd trække klæderne af en kvinde og prøve på at kaste hende i vandet. Siden opdagede han, at det var en forklædt mand.
Nu var der folk i spidsen af vor karavane, som røvede og myrdede. De stjal vore kufferter og vor mad. Jeg løb bort, vilde tilbage og løb i en time. En masse mænd blev styrtet i vandet, pigebørn blev røvet. Vandets overflade var mørkt af døde og levende menneskelegemer. Børnene blev kastet i vandet, mødrene fulgte efter. Snart var der ikke flere småbørn at se. Vi var tørstige, men vandet var ikke til at drikke, så snavset og blodigt.
Da kom borgmesteren fra P. ud til os, og kvinderne løb ham i møde for at bede ham frelse dem. Han trøstede dem og sagde, det gjorde ham ondt, Kurderne havde gjort dem fortræd, men det skulde han nok sætte en stopper for.
Det blev nat, og der lød klagen og jamrer fra alle sider, mens Kurderne sang deres stykke sang og morede sig.
Vi var så tørstige, og der var vand ganske nær, men vi fik ikke lov at drikke.
Jeg opdagede, at der dog endnu var nogle børn i live og 6 drenge og mænd i kvindedragter.
Jorden var brændende hed. Kun sand alle vegne, ikke spor af græs. Vi var trætte af at vandre rundt og havde hverken sko eller strømper på vore sårede fødder. De fleste kvinder og børn var allerede døde, og de, som endnu levede, var i en frygtelig tilstand, mange af dem vanvittige. Sult og tørst pinte os. Mange tvivlede på, at Gud var til, men de gamle koner bad. Ingen kunde sove on natten, og om morgenen var mange syge.
Flodens vand var rødt af blod og medførte hoveder, fødder, lemmer… Alligevel måtte vi drikke.
Der kom udsendinge fra regeringen, som sagde, vi kunde frelses, hvis vi vilde blive muhamedanere, men ingen samtykkede.
Hver dag kom der folk ud af byen og tog de smukke, unge piger. Vi var altid sultne, og der kom brød fra byen, men ikke nok til en tiendedel af karavanen…²
Dudu fortæller nu, at hun fandt noget spiseligt, som hun samlede op og fortærede, men blev syg deraf og lå og ventede på døden.
³Om morgenen regnede det, og jorden var mudret. Alle lå imellem hinanden, og ingen havde noget at dække sig med. Jeg bad om at måtte komme ind i et hus i P. De lovede det, men det skete ikke. Om man så vilde give et guldstykke for en kop vand, var den ikke at få! –
Næste morgen skinnede solen, og klæderne blev tørre. Jeg var forfærdelig sulten, men brødet, som bragtes fra P., var gruelig dyrt, og der var ikke nær nok til alle. Jeg besluttede, at jeg vilde drukne mig som så mange af de andre unge piger, men nogle kvinder forhindrede mig.
Da vi havde holdt hvile på dette sted i 4 dage, kom borgmesteren igen, og kvinderne bad ham atter om at redde dem eller – give dem lov at drukne sig i floden. Han lovede beredvilligt at ville sende dem i sikkerhed til større byer. Men de, som skulde til den første by, måtte passere broen, og det var de bange for, så alle bad om at måtte komme til den anden. Det blev ikke tilstedt. Og ingen kom af sted den dag. Mange mistede troen på Gud.
Hver dag blev piger bortført. Folk fo´r ængstelige omkring mellem hverandre. Endelig førtes karavanen af sted, og jeg skulde med.
Barfodede, nøgne drog vi ind i P., vandrede over torvet, ind i regeringsbygningen for derfra at blive anbragt i et ødelagt hus. Der var rædsom snavset og ikke plads til os alle. Der fandtes ikke WC., så huset var fuld af urenlighed.
Og ustandseligt kom folk ind fra gaden for at udsøge sig pigebørn og føre dem bort. Mange bad om at måtte blive gift, men det nægtedes.
Om natten var der ikke sovepladser til alle. Der var fuldt af lus. Alt var endnu værre end nede ved floden.
Her blev vi i 8 dage. Der var ingen mad at få, den var alt for dyr.
Vi fik at vide, at der var kommet en ny karavane fra vor by, som var anbragt i et andet hus.
Vi bestak dørvogteren for at få ham til at lade et par stykke fra den anden karavane komme ind til os. Han bedrog os. Så gav vi ham flere penge, og nu kom der 3 kvinder, som alle var nøgne og halvt sindssyge. De sagde, der var ikke en dreng tilbage hos dem, og de havde det i det hele taget værre end vi. Jeg fik at vide, at min moder var i denne karavane, men da jeg kun havde 1 Lira, kunde jeg ikke få nogen til at bringe hende til mig. Så sprang jeg over muren og løb bort, men jeg fo´r vild og kunde ikke finde huset. Alle spurgte mig, hvor jeg vilde hen. Endelig mødte jeg en tyrkisk dreng, som jeg gav lidt penge, og så viste han mig huset, hvor jeg fandt moder, men hun lignede slet ikke sig selv. Hun var syg og nøgen og fortalte, at min broder var blevet taget af en Kurd. Hun sagde, hun vilde dø, hvis hun også skulde miste mig. Jeg prøvede at få hende med i vor karavane, men dørvogteren vilde ikke lade hende komme ind. Skønt moder kun havde meget få penge tilbage, lykkedes det dog at bestikke ham, og vi kom ind.
Den 9de dag skulde vi atter på vandring. Borgmesteren sagde, vi kunde gå og hente vore ting uden for byen, men vi vidste, det blev sagt for at narre os. Vi måtte ikke vide, at regeringen allerede havde taget alle vore ejendele.
Om eftermiddagen mødte vi en tjenere, som sagde, at høvdingen i en Kurderlandsby i nærheden ønskede et vist antal koner og piger, men vi havde ikke lyst at følge ham.
I fem dage vandrede vi. Gendarmerne, som ledsagede os, sad sammen med Kurderne ved kilderne, og når kvinderne kom med deres krus for at hente vand, voldtog de dem.
Da vi nåede Eufrat, blev der sagt, at vi vilde blive kastet i floden, hvis vi ikke gav vore penge. Så gjorde vi det. Næste morgen blev vi sat over floden. På den modsatte bred blev vi omringet af tyrker. To kvinder fødte, men børnene blev ladt tilbage. Mange blev dræbt og kastet i en store grav. Deandre var syge og tørstige, men kunde ikke få lov at hvile. Endelig fik vi lov at koge lidt mad. Det var første gang i de 20 dage, der var gået, siden vi forlod vor ny. –
Vi kom til M., og det blev sagt, vi skulde blive der i 10 dage, men det var ikke sandt. De tyske missionærer bragte os mad, men det forslog ikke til os alle. En af mine veninder var med dem, og jeg bad hende sige til en af de amerikanske missionærfruer, om hun ikke kunde frelse mig. Hun kom selv for at hente mig. Jeg var forfærdelig træt, da jeg hele tiden havde gået og båret på en lille barn, for at folk skulde antage mig for gift.
Jeg havde haft slør på, så jeg var ikke solbrændt, og vagten troede derfor ikke, jeg var en flygtning. Så kom jeg da til hospitalet, og amerikanerne var gode imod mig og gav mig af deres eget tøj. Jeg lå syg en tid og kom til H., da jeg blev rask.
Jeg håbede at kunne redde min moder, men hun var blevet drevet bort med de øvrige.
Tre måneder senere fik jeg at vide, at hun var flygtet fra karavanen og nået til H., men der var hun død.²

For Maria var det altid så svært at tænke på, at mange flere kunde være blevet reddet, om man havde haft midler. Men endnu er der tid. Endnu må der kunne gøres ende på disse grusomheder.
Det må jo dog blive klart for alle, at dette ikke blot er politiske forbrydelser af den modbydeligste art, men en Kristenforfølgelse, som verden ikke før har set magen til.
Og når disse kendsgerninger gennem denne lille bog når frem til offentligheden, da må de vel tale deres tydelige sprog og blive forstået, så at vi alle – hver efter sin evne – rækker dette ulykkelige, dødsmærkede folk en hjælpende hånd.
Måtte disse linier tale deres gribende sprog til hjerterne, da var de ikke skrevet forgæves, og – da havde disse stakler ikke lidt forgæves, men været med i kampen mod undertrykkerne.