“Fuglereden” 7
Beretninger/ Lucy¹s mor
For 12 år siden levede min familie og jeg i en stor by i Armenien ved navn Bitlis. Min mand og jeg havde 8 børn, 5 drenge og 3 piger, og vi levede lykkeligt med hverandre, indtil tyrkerne begyndte deres forfølgelser og udvisning af de kristne. Min mand blev dræbt af en tyrk, og jeg var nu ene tilbage med børnene.
Vi blev kort efter drevet i landflygtighed – alle i den store by fik udvisningsordre af den tyrkiske regering, og de tyrkiske soldater kom og drev os ud. I 5 uger blev vi ustandselig drevet fremad og anede ikke, hvad der skulde blive af os. Vort tøj blev laset, og vore fødder sad i sår; mad fik vi kun lidt af, og tørsten pinte os. Vi blev ført ad dårlige veje og led ubeskriveligt. Ofte spiste vi græs, fordi sulten var uudholdelig.
Da vi nåede til Mardin, røvede tyrkerne bl.a. 3 af mine sønner og min ene datter. Jeg stod hjælpeløs og kunde ikke forsvare dem, og indtil denne dag ved jeg ikke, om de er levende eller døde, men håber jo i det stille på at gense dem.
I cirka 8 dage var vi i Mardin, så måtte vi atter på vandring, indtil vi nåede Ras-el-Ain. Her begyndte rædslerne på ny, idet mændene og de store drenge blev dræbt på en afskylig måde, som jeg helst vil fortie.
Vi kvinder var skrækslagne, og dog måtte vi gennem en endnu større smerte, idet de tyrkiske soldater kom og forlangte vore døtre. Disse skreg op i rædsel, thi de vidste, at deres skæbne var værre end døden. Vi mødre hørte deres gråd og klage, da de blev bortført, og vi led med dem; thi vi vidste, hvilket liv lå foran dem.
Atter blev vi drevet fremad, og noget senere stødte vi til en anden stor skare af landflygtige Armeniere, som kom fra Antilly og andre Armenske byer. De prøvelser og forfølgelse, vi nu blev udsat for, trodser enhver beskrivelse. Mange blev dræbt, og andre døde af sult og udmattelse.
Min lille pige, Lucy, døde her af sult og forsømmelse. Hvor var det svært for os at se på! Nu havde jeg kun 3 af min børn tilbage, og vi var alle så udmattede, at vi næsten ikke kunde slæbe os videre; men vi måtte jo af sted igen, da flygtningetoget atter blev drevet fremad. Sorg og nød var vor stadige følgesvend, og svært var det for os alle at forlade dette sted, da vi så, at vore landsmænd ikke blev begravede.
Omsider nåede vi til Hama og Homs, og der lod befolkningen os gøre noget arbejde, så vi kunde få rigtig mad at spise. Vi var lykkelige over at få brød, selv om det kun var et lille stykke, vi fik som løn for hårdt arbejde.
Senere nåede vi til Aleppo, men på vejen fra Homs til Aleppo mistede jeg atter et barn. På dette stykke af vejen var jeg næsten følesløs, og jeg tror, det gik mange som mig, men videre måtte vi og blev flere gange drevet fremad med stokkeslag. I Aleppo fik vi ro i lang tid, og jeg begyndte da at lede efter et opholdssted for mig og min to sidste børn. Jeg kunde ikke skaffe dem ordentlig mad, og så ofte søgte jeg i en affaldsdynge efter noget spiseligt. Efter nogen tids forløb døde mine to sidste, kære børn af sult og tyfus. Jeg blev i Aleppo endnu 8 a´ 9 måneder efter deres død.
I Alexandrette, hvor jeg senere havnede, var jeg med til alt muligt – selv det groveste – arbejde ved bygning af nogle nye huse.
En søndag morgen kom tyrkerne over os og mishandlede og dræbte mange; jeg flygtede derfra med mange armeniere, og vi besluttede at tage til Beirut sammen. Vi tog med toget derhen, men undervejs løb det af sporet, fordi der var blevet lagt en bombe på skinnerne. Nogle Franske soldater kom til og hjalp os, og efter en lille ventetid kørte vi videre og nåede Beirut; der blev vi ført til karantænelejren, hvor alle de hjemløse og hjælpeløse kunde slå sig ned.
I Beirut tog “Near East Relief² og senere den Danske mission sig af os. Vi fik tøj, tæpper og mel og lidt mælk, og hvor var vi glade og taknemmelige! Var vi ikke blevet hjulpet på dette tidspunkt, var vi døde, thi vi var meget svage og syge. – Der var en tid, hvor jeg led meget i mit hjerte; det var blevet så stygt og bittert, og jeg gik ofte, når jeg var ude at søge efter arbejde, og tænkte på alle mine kære og alt, hvad jeg havde mistet under kristenforfølgelsen og vandringen ud af vort land.
Jeg var underlig sløv til tider, og en dag faldt jeg på vejen og blev kørt over af et automobil. Jeg vidste af intet, før jeg vågnede op omgivet af en stor skare mennesker.
I 6 måneder lå jeg på hospitalet, hvorefter jeg blev udskrevet, men min venstre arm har siden været ubrugelig. Nu bor jeg sammen med en veninde, og hun hjælper mig. De Danske Missionærer sørger for mig på bedste måde, og jeg takker Gud, at han så til min nød og gav mig så gode og kærlige beskyttere. Hans navn være lovet og prist. Min bøn er, at han vil velsigne den Danske Mission.²
Beretninger fra Marie Dinesens bog
³I skyggedalen²
Maria Jacobsen sidder atter i sit hjemland efter de lange år i det fjerne fremmede. Atter er hun omgivet af sine kære. Hjemmet med de kendte ting står uforandret og har gemt på alle minderne til hende. Det er som at få det hele tilbage, og det virker næsten overvældende. Så stor og ubegribelig en nåde efter alle de tunge oplevelser.
Alt herhjemme er ved det gamle. Det er blot hende, der er forandret. Blot hende, årene har sat sit stempel på og gjort en smule fremmed for alt det kære, kendte, så der ligesom blive hvile i det at sætte sig ved skrivebordet og tage papirerne frem for at fordybe sig i oplevelserne deroverfra.
Vemodig, næsten med andagt blader hun i papirerne. Disse bøger og blade, som hun har haft gemt så omhyggeligt, og, når der var fare på færden, gravede ned i haven om natten, når ingen så på det, eller overgivet dem i konsulens varetægt. Hun vidste jo, at var de fundet hos hende, kunde det gælde livet. Hun vidste, at lige så let det talte ord gøres betydningsløst dernede, lige så stærkt binder det skrevne.
Disse breve… så mange fra kære venner derned. Og så mange af dem, der skrev, er ikke mere… Aa, alle disse hænder, som stivnede i døden! Alle disse uskyldige små, som ikke kunde reddes!… Med et blive de lyslevende for hende, alle de rædselsfulde begivenheder. Hun lægger hænderne for øjnene, bøjer sig stønnende ned over bordet og bliver liggende således længe, længe…
Da hun atter hæver hovedet og ser på det, de har skrevet, alle de, der er døde, da er det, som spejder hun efter et eneste lille lysglimt, et eneste svagt håb for fremtiden.
Og hun tager brevet fra Maritza, det sidste, som er skrevet for få måneder siden, Hun lever måske endnu! – Og Maria finder frem billedet af den ranke, smukke, begavede Maritza med den stærke, varme tro, som bar gennem alt. Hun, som var lærerinde på det amerikanske kollegium i K., og som i dette brev just melder sin forlovelse med en ung, Armensk professor ved kollegiet i T. Hun fortæller om, hvor prægtig han er, og hvor lykkelige de skal blive, de to. Denne underlige, vemodsblandede lykke, som altid gror dernede mod en sorgtung baggrund…
Aldrig kan Maria slippe dem af tankerne, som lider derovre i det fjerne land. Og mest tænker hun på de mange, der ikke fandt Gud før veernes begyndelse. For midt i alt det grufulde er det jo dog så vidunderligt at føle den bærende kraft, der som den røde tråde går gennem så mange af de lidendes beretninger. Og hun mindes, hvordan mange af de flygtende kvinder, som nåede missionsstationen, stedse kom tilbage til dette, at aldrig havde de kunnet udholde lidelserne, nøden og savnet, om de ikke kort forinden under den store vækkelse havde givet sig over til Gud.
Varsomt fremdrager Maria et af brevene. Det er skrevet på tarveligt, tyndt, blålinieret papir. Kanterne er allerede gulnede, men for hende er det særlig dyrbart.
Sproget er ubehjælpsomt engelsk, skriften fin og ordentlig. Man gætter på en kvindehånd. Dog er det skrevet af en ung mand, den fromme, dygtige Karnig, en af dem, der lovede så uendelig meget, men aldrig fik tid at indfri løfterne.
Hun læser:
Fængslet, Oktober, 5, 1915.
Søster Maria, min kærlige velgørerinde!
Du ved ikke, hvor jeg er glad over engang imellem at kunne skrive til dig. Jeg føler virkelig, at midt i denne stormfulde og urolige tid finder man kun glæden på en måde. Nemlig ved at se hen til Gud og mindes sine gode venner. Ja, det er en stor fryd. Det er min trøst. Og jeg ved, at alle mine venner hjælper mig, beder for mig og tager sig af min sag. Jeg takker jer alle så meget for jeres velsignede godhed. Det er Gud selv, der har lagt denne kærlighed i jeres hjerter. Thi hans kærlighed er stor. – Hvem skulde vel have troet, at jeg skulde få det så godt nu, efter at jeg har gennemgået en så frygtelig dødsangst! – Men Gud vilde det således. Lad mig prise ham. Jeg tror, han vil lede mig fremdeles. Som der står i salmen:
³Jeg frygter ikke for min sikkerhed. Hans hånd vil holde mig oppe til det sidste og bringe mig til Kanaans høje efter den lange ørkenvandring. Men ofte er troen svag og håbet ringe. Er jeg end langsom og tung, så går jeg dog fremad!²
Jeg tilbringer dagen med at læse, hvad Mrs. B. har sendt mig. Men nu har vi fået arbejde, og de betaler os i banknoter. Måske får vi ikke lov at arbejde hele tiden, da flere af de andre fanger også gerne vil have noget at bestille. Jeg passer godt på mine penge. Hvad jeg har nu, kan strække til Jul. Og efter at have ligget så længe i sengen har jeg tøj nok for vinteren. Dog kunde jeg nok behøve et sengetæppe. Men – lad os se, hvad vinteren bringer. – Jeg håber, du og alle vennerne har det godt. Jeg kysser dine og de andre venners hænder. Gud velsigne dig og bevare dig gennem alle farer. Han opfylde alle dine ønsker. Amen! Far vel! Din taknemmelige, lille ven Karnig.
Karnig, lille, gode Karnig!
Hendes øjne fyldes med tårer. Han var en af dem, der blev hængt hin dag på torvet i M….
Hvor det alligevel hjælpe at tænke på hvor de er gået hen, gennem alle lidelserne, til Sejren!
Hun ser ham for sig, den gamle præst, som Maritza fortalte om. Da han med en del andre førtes ud af fængslet for at lide døden, sang han salmer. Og han trøstede de andre med disse ord: Vær ikke bange, venner. Fremad! om et par timer er vi hos Jesus!
Mellem de andres finder Maria sine egne optegnelser, det hun har set og hørt og kradset ned, når hun havde et øjebliks frist. Alt det, flygtninge er kommet og har fortalte hende på deres kejtede måde. For armenierne forstår i almindelighed ikke at fortælle. Men hun har gengivet det, omtrent som det lød. Det virker ligesom mer troværdigt og ægte ved den jævne, ligefremme måde, der nævner tingene som de er.
Og det er jo det, hun har villet med disse optegnelser, at kristne, civiliserede folkeslag skulde se og forstå og grue. Og bringe hjælp snarest muligt. Skride ind, før det er for sent, før et helt, gammelt, kristent kulturfolk er gået til grund. Disse enkle beretninger må jo dog med al deres rædsel virke gribende og opildnende. For der findes jo da endnu i verden kristne mennesker med hjerte, som kan ynkes. Men som også formår noget… Eller – er der gået politik i alt! –
I Skyggedalen / Vartouhi.
Vartouhi, som var 11 år, da forfølgelserne begyndte, fortæller: Det var en torsdag eftermiddag, da jeg stod ved indgangen til vort hus, at jeg så 3 politibetjente, 3 gendarmer og en Armensk officer, som bankede på alle de Armenske huses døre og opskrev antallet på familiens medlemmer. Da de kom til vort hus, sagde jeg dem, at min moder ikke var hjemme, og at min fader var taget til soldat. De opskrev vore navne og sagde, de vilde give os æsler til at ride til Urfa på.
Søndag morgen forlod vi byen. Moder så bedrøvet ud, men talte ikke til os derom. Det var kirketid og vi behøvede sandelig den trøst, vi kun få der. Vi var kun iført pjalter, og jeg bar hele tiden et lille barn på mine arme, for at folk skulde tro, jeg var gift.
Alle de børn, der var med i skaren, var glade og nød at ride på æsler. En af vore tyrkiske venner kom og vilde have mig med hjem, men jeg vilde ikke forlade min moder. Jeg kom til at tænke på den 23de og den 121de salme og sagde dem for mig selv. Moder græd hele tiden.
En halv timer efter, at vi var kommet ud af byen, blev vore navne skrevet op af de politibetjente, som fulgte os, og der blev sagt, at pigebørnene skulde tages bort fra de øvrige, men det skete dog ikke.
Vi nåede byen M. i en brændende hede. Alle de små børn var tørstige. Der var intet vand, og mødrene græd. Så bragte de tyske missionærer os noget vand. Vi blev jaget af sted og nået til en kro, hvor to gendarmer kom og rådede til, at vi lod dem ³gemme² vore penge. Det var bedrageri, men mange fulgte rådet.
Det blev nat, og vi sov for næste morgen at begive os på rejsen. Det var frygtelig hede; vi tørstede og kunde ikke få noget at drikke. Så kom der nogle Kurder og fortalte, at der var en kilde i nærheden. Men de, som gik for at drikke, vendte aldrig tilbage.
…Atter blev det nat. Og Kurderne kom og bortførte mange unge piger og børn. Om morgenen nåede vi igen et herberg, men vi fik ikke lov at drikke af floden. Vi måtte købe vand. Så kom der en politibetjent, som vilde have mig med sig. Jeg vilde ikke, men var frygtelig angst.
Nu skulde vi sættes over floden. Vi blev stuvet i bådene, og de forskellige familiers medlemmer skiltes fra hverandre. Atter blev der opkrævet penge. De, der nægtede at betale, blev druknet. Heldigvis blev jeg ikke skilt fra moder!… Det tog os 3 døgn at komme over floden. Og vandet var ikke til at drikke. Det var rødt af blod og fuldt af lig af kvinder og børn, men især af mænd med opsvulmede hænder og fødder, nogle uden hoved.
Den 4de dag prædikede ³Badvelli² G. for os. Vi overgav os i den almægtiges hånd, og atter begyndte vandringen. Da vi gjorde ophold i en dal, kom gendarmerne og forlangte penge. De fik mange. Så blev vi overfaldet af Kurder og gav gendarmerne penge for at beskytte os.
Om natten nåede vi en landsby, hvor Kurderne atter krævede penge og fik mange. Flere havde nedgravet deres penge, hvor de sov. Om morgenen kunde de ikke finde stederne og mistede alt. Hele vejen så vi ligene ligge af dem, der var gået foran os. Alle var de nøgne og stank forfærdeligt. I vor skare fandtes mange, som ikke havde kræfter til at gå længer. De blev dræbt, og de gamle mænd blev styrtet ned i kløfterne.
Vi nåede byen M., og folk prøvede på at sælge deres æsler, men de blev alle røvet fra dem. I syv dage ventede vi i en landsby i nærheden af M., da landbyggerne derfra skulde slutte sig til os. Der blev vi berøvet sengetøj, klæder, alt, undtagen hvad vi havde på. Vor medbragte mad tog de da heller ikke, og jeg havde endnu min Bibel.
Atter begyndte vandringen, og vi skulde klatre over stejle bjergskrænter, hvor vi måtte holde os fast med hænder og fødder, så det var umuligt at bære Biblerne. Vi lod dem blive liggende. Nu kom der nogle, som fortalte, at der var et tyrkisk børnehjem, hvor børn kunde blive optaget. Mange troede derpå og fulgte. De smukkeste blev taget af soldaterne, da andre blev overladt til sig selv på øde steder, hvor de omkom. Alle, som ikke kunde klatre, blev dræbt med sværd.
Børnene græd. Mødrene lokkede dem til at blive tilbage ved at love dem at bringe vand, hvis de gjorde det. Og børnene blev siddende og ventede eller strejfede om i ørkenen, til de døde. Vi mødte sådan børn på vor vej, som mødrene havde forladt, fordi de mente derved at forkorte deres lidelser. De var alle nøgne, snavsede, tørstige og sultne. De lignede næppe længere menneskelige væsner…
Atter gik det videre over bjerge og dale, til vi nåede en dyb dal omgivet af stejle bjerge. Det blev nat, og vi sov. Om morgenen fik vi ikke som ellers ordre til at drage videre. Den eftermiddag kom Kurder farende ned fra bjergene. De udtog alle mænd, men de mænd, der var forklædt som kvinder, slap fri.
Hustruer og mødre var som vanvittige af sorg over at se mændene blive bortført. De løb efter dem, og bjergene genlød af deres fortvivlede råb og klage. Et lille stykke borte blev alt tøjet taget fra mændene. Kvinderne så det tydeligt, og mange besvimede. Soldaterne slog dem, for at de skulde holde op at skrige.
Nu lød et trompetsignal, og man så Kurderne fare løse på denne skare ubevæbnede og ubeskyttede mænd. De pinte dem og dræbte dem langsomt ved at skære et lem efter et andet af dem… De fortvivlede kvinder stod i nærheden. Mange døde den nat, mange blev vanvittige. Mange af de halvdøde bad om vand, men fik det ikke. De vanvittige kastede sig over ligene og blev dræbt.
På dette sted blev vi i 2 dage. Om natten kom 12 af de sårede hen til den store skare, men de 3 døde et par minutter efter. De andre kurerede kvinderne med lægende urter, og de fik kvindeklæder på.
Vi vandrede videre i 12 frygtelige dage, hvor vi led ubeskriveligt, og hvor mange, som ikke kunde gå på grund af sult og tørst, blev dræbt. En kop vand kostede c. 8 Kr., men snart var det ikke til at få. Ikke en landsby var at se, kun stejle bjerge. Selv naturen havde ingen medlidenhed med os. Solen brændte, sandet var skoldende hedt, og vand fantes ikke. Jeg kunde næppe græde mer, følte mig ikke som et menneske. Kun om nætterne flød mine tårer.
Børnene tiggede stadigt om vand. Om nætterne, når vi skulde holde hvile i dalene, var der en skyden og myrde. Jeg håbede ikke mer at leve, men var bange for at blive pint. Hver dag var det almindeligt at se folk ligge og dø og bede om vand til det sidste åndedræt. Jeg bar andre folks børn. Endnu var jeg altså menneskelig!. Nogle brød sig hverken om himmel eller jord. Andre tvivlede om Guds tilværelse og grundede over indviklede spørgsmål.
Nu var alle politibetjente og genarmer borte, vi var kun ledsaget af Kurder. De undersøgte os en for en for at se, om vi havde penge, og plyndrede os. Om natten, i måneskin, var det vor eneste adspredelse at læse, hvad vore forgængere havde skrevet på stenene. Et sted stod: Her blev vi udplyndret! Et andet: Her blev min moder dræbt! Et tredje: Her døde min lille broder af tørst. Og endelig: Min søster blev bortført af Kurder.
Nu nåede vi en bro over flod, hvis vand var tykt og rødt af blod. Men vi drak deraf! Vi fik en lire vekslet meget ufordelagtigt og købte mad. En kone købte et lam og vilde koge det. Men Kurderne så det og bortførte hendes datter og svigedatter for at straffe hende for en sådan flothed.
Da vi netop var rede til at skulle over floden, tog Kurderne 15 af de yngste og kønneste pigebørn. Derpå kastede de så mange, de kunde få fat på, i floden. Jeg vilde gerne dø, men frygtede det alligevel. De, som mistede forstanden, kastede sig i vandet. Mødre tog deres børn på armen og druknede sig med dem.
Endnu var min moder, mine søstre og min broder i live. Min moder var mager som et skelet, men opmuntrede os, passede på os og håbede på en bedre fremtid for os. I vore barnehjerter levede håbet også. Dog var ingen børn mere barnlige. Alle var vi voksne.
Kurdiske kvinder kom med vandmeloner for at sælge dem. Børnene stjal dem. På den måde lærer Armenske børn at stjæle!…
Om afterne lærte mødrene deres børn at bede således: Kære Herre! hvis det er din vilje, at vi skal dø i dit navn og ikke leve som muhamedanere! – og når ingen fjender var i nærheden, sang de sagte en sang, nogle unge piger havde lært dem, og som begyndte: Han leder mig… (Armensk evangeliske Salmebog Nr. 215)
Mange mistede deres kære, der blev råbt på ³Moder² eller ³Søster², eller navnene lød. Nogle fandt hinanden, men andre sås aldrig mere i dette liv. Altid var vi sultne. Uge efter uge forløb. Vi opgav at tælle dagene. Dag efter dag vandrede vi sammen og befandt os til sidst på det sted, hvorfra vi var gået ud. Da så vi ligene ad dem, vi havde forladt, som et bytte for fuglene og ormene.
I august måned i bagende solhede nåede vi endelig en landsby. Befolkningen var Kurder, dog var der nogle syrer tilbage, og de kom og så til os. De solgte os bygbrød og vand, men det var meget dyrt, skønt vi var lige ved en kilde. Om natten kom der et frygteligt regnskyl med hagl, og om morgenen lå 8000 mennesker døde. Børnene flød på vandet. De voksne græd, bad eller spottede Gud. Om eftermiddagen røvede Kurderne små drengebørn. Selv spæde børn tog de og dræbte nogle af dem. Jeg bar min lille broder i mine arme. Vi vilde være blevet behandlet som de andre, hvis vi ikke havde givet vore penge.
Snart var hverken mad eller drikke at få. Og mødrene spyttede i munden på børnene, for at de ikke skulde skrige af sult og tørst. Mødrene var glade for deres små, men glæden var ikke varig.
Atter vandrede vi op ad bjerget mellem store ege. Der var ingen banede veje. Det var som en række menneskelignende væsner, der asede af sted. Moder blev borte for os. Min lille broder lå og græd i mine arme, fordi han var tørstig. Pludselig kom Kurderne, ingen anede hvorfra, kastede en hel del kvinder ned i den dybe dal og forsvandt igen. De nedstyrtedes mødre, døtre eller børn råbte fra bjergets top ned til deres kære og bad dem give et tegn, om de var i live. Intet svar.
De andre skreg og bad Gud om hjælp. De fleste ønskede at blive og dø på bjergene i stedet for at blive og dø på bjergene i stedet for at blive tvunget til at gå videre. Det blev forbudt. Vi skulde videre, slæbte os af sted. Vi var vilde af frygt og sorg. Om natten satte jeg mig til hvile under et stort træ. Jeg kunde ikke finde moder, jeg havde intet brød, og lille broder græd.
Jeg søgte efter moder i mængden og så da en kvinde med en lille krukke vand. Jeg vilde lige til at bede om lidt vand til min broder, da jeg opdagede, at det var moder! Og min broder holdt op at græde,-
Kvinder, som var høje og kraftige, blev dræbt, fordi man troede, det var forklædte mænd. Og dog var der endnu en eller to unge mænd iblandt os klædt i kvindedragt.
Næste dag klatrede vi videre op ad det stejl bjerg, bevokset med egetræer. Mange kvinder blev revet ud af skaren af Kurder og kom aldrig tilbage, men endnu var det ikke gået ud over nogen af mine. Ingen moder vovede at sove i disse nætter. Når Kurderne kom for at hente sig pigebørn, satte mødrene sig på deres døtre for at skjule dem.
En hel uge vandrede vi gennem denne skov og nåede til sidst udkanten, hvorfra vi havde udsigt til en række bjergkæder, som vi endnu skulde klatre over. Nu var vi glade over, at der ikke flere træer, så vi dog kunde se hverandre.
Ved solnedgang kom der Kurder for at udsøge sig kønne piger. De rev slørene af. Hvis en pige var køn, blev hun bortført, var hun grim, fik hun en dolk i brystet. Moder klædte mig på som en lille dreng. Mine 2 veninder skjulte sig bag stenene. Næsten alle smukke piger var borte. Det var ganske mørkt. Først ved midnat blev det månelyst. Da kom en af de unge piger tilbage, helt nøgen og syg af mishandlingerne. Hun kunde næppe gå. Da karavanen næste morgen var færdig til at drage af sted, græd hun og vilde med, men kunde ikke. Nogle venner slæbte hende med et stykke vej, så måtte de lade hende ligge, da de forstod, hun var døden nær. Nogle få af de andre pigebørn indhentede os, og de var omtrent i samme tilstand.
Det var en talløse flok, vi måtte lade blive tilbage for at dø på den måde. Nu græd mødrene ikke længere, når deres små drenge blev dræbt. De glædede sig, når de med deres egne øjne så enden på børnenes lidelser. Når drengene blev skudt, lo mødrene og lykønskede hinanden. Ingen sørgede mere over de døde. Døden var befrielsen.
Atter nåede vi en flod. Vandet var rødt og snavset, ikke til at drikke. Kom vi til en kilde, fik vi ikke lov at drikke af den. Så oprandt natten igen, den eneste nat, hvor jeg ikke så Kurder komme og røve unge piger. Vi købte mad og vand af Syrer og tyrker. Mødrene ligefrem bad dem tage deres børn, men de vilde ikke. Så kastede mødrene børnene i floden og stod og så på, at de druknede, da gik mange fra forstanden og sprang selv i vandet.
Vi blev stoppet i bådene, der skulde føre os over floden. En Kurd forlangte penge af min moder, med en ufrivillig bevægelse førte hun hånden op til brystet, hvor hun havde pengene skjult. Kurden huggede hendes hånd af og tog pengene. Vi børn skreg. En af mine veninder trøstede mig og fik mig til at gentage nogle salmevers, jeg huskede. Senere sagde moder, at jeg skulde kaste min lille broder i vandet, hvis han var mig til besvær, men jeg gjorde det ikke.
Da natten kom, blev der atter røvet unge piger. Der var en jamrer og skriger, som man vist aldrig før i verden har hørt. Min veninde samlede børnene om sig og lært dem at synge salmen, der begynder: Bliv hos mig! (Armensk evangeliske Salmebog Nr. 44)
Moder sagde, vi skulde gå lidt bort, for at vi ikke skulde se, hvor hun led. Atter blev børn dræbt, men de drenge, der var klædt som piger, blev frelst. Om morgenen gik vi nær en flod, men fik ikke lov at drikke, De, som dog forsøgte det, blev skudt.
Så vandrede vi i 3-4 dage gennem store sandørkener, sandet var brændende hedt. Men nu havde vi ikke flere bjerge at bestige. Moder gik for at få lidt vand til min broder, som græd og var meget syg. I de sidste dage havde jeg ikke været glad for at bære ham, men følte mig fristet til at forlade ham. Dog gjorde jeg det ikke. Og før moder kom med vandet, var han død. Jeg angrede bittert, at jeg havde tænkt på at forlade ham, men moder var glad over, at han var død. Jeg var bedrøvet og begravede ham.
Da vi nærmede os Urfa, kom Kurderne og sagde, at de, der gav penge, skulde blive ført dertil, men de, der ikke gjorde det, vilde blive drevet ud i øde, ubeboelige ørkener, hvor intet menneske kunde leve. Vi troede dem, og mange penge blev samlet til dem. De, som havde betalt, blev skilt ud fra de øvrige. Men næste morgen blev de atter blandet, og alle blev drevet ud ad den vej, som sagdes at føre til Urfa. I to dage gik vi, så kom vi til det sted, vi var gået ud fra…
Sandet bagte og sved i forsålerne. Vi skar vore klæder i strimler og lavede en slags bandager til at svøbe om fødderne. Vi gik videre ud i ørkenen. De, som kom bag efter os, var alle nøgne. Da vi spurgte dem om grunden, fortalte de, at Araberne havde udplyndret dem og bortført de unge kvinder. Nu var der hverken tyrken eller Kurder, kun arabere. Og de endnu grusommere. Desuden forstod vi ikke hinandens sprog. Der var ingen landsbyer, intet græs, ikke et telt at se, kun sand, så langt øjet rakte.
Badvelli G.s kone blev vanvittig, da hun så de nøgne mennesker, og vilde ikke videre. Hun lavede en fordybning i sandet og satte sig der. Den næste karavane fandt hende myrdet, udplyndret, nøgen.
Om aftenen var jeg meget sulten og gik for at skaffe mad. Araberne bragte brød, som de solgte, men det var meget dyrt. Da vi ikke forstod hinandens sprog, måtte vi tale ved tegn.
Kvinderne græd og bad. Alle var sultne og tørstige. Vi bad om regn. Himmelen var dækket af mørke skyer. Et sted formede skymasserne et kors, og alle så op til korset. De Kurder, der havde fulgt med os til nu, blev bange og flygtede. Regnen udeblev. Da forsamlede kvinderne sig og blev enige om, at næste gang araberne kom, vilde de gå med dem. Det var dog bedre at komme ind i huset til araber end at gå nøgen i sandet. Mange modsatte sig det. De vidste, det betød, at de måtte afværge deres tro. Og de vilde fastholde troen på Faderen og Sønnen.
Jeg var stadigt klædt på som dreng, for ad de ikke skulde bortføre mig. Den morgen kom Kurderne tilbage og havde gendarmer med sig. Så blev vi tvunget til at gå videre. Vi var så tørstige, så tørstige. Min anden broder besvimede. En af drengene, der var klædt ud som en gammel kone, havde en smule vand og gav ham nogle dråber i munden. Han kom til sig selv, men kun ikke gå, så vi måtte trække ham. Om aftenen var han meget syg. Der var en brønd i nærheden af vor hvileplads. En kvinde gik derhen med sit barn for at få lidt at drikke, de blev begge kastet deri.
Moder gik omkring og tiggede vand til min broder. Hun fik også lidt og gav ham det. Han åbnede øjnene og prøvede på at tale, men kunde ikke. Så gik moder for om muligt at skaffe ham mere vand fra brønden. Hun mødte en arabisk kone, som vilde drukne hende, og flygtede tilbage.
Atter forsamlede kvinderne sig og mente, det var bedst at finde en araber, bestikke ham og bede ham redde nogle af dem fra hunger, tørst og nøgenhed for enhver pris. Vi havde købt nogle vandmeloner og spiste dem, derpå gik vi videre, indtil vi kom til en brønd, hvor vi fik ordre til at standse. Men de, som gik for at drikke, blev kastet i brønden… Om natten overfaldt araberne os, og folk fo´r forvildet om mellem hverandre. En mængde blev taget af araberne. Jeg faldt, og folk trampede hen over mig, så jeg besvimede. Da jeg kom til mig selv, var karavanen ikke at se. Jeg var ganske blodig og lå under en dynge lig. Dog mærkede jeg snart, at jeg ikke selv fejlede noget. Jeg tog så alle mine klæder af undtagen mit slør, og hvad jeg havde på fødderne, for at araberne ikke skulde udplyndre mig. Siden ledte jeg efter min moder mellem de ca. 600 lig, men fandt hende ikke.
Jeg gik til brønden, hvor jeg hørte folk skrige nede fra brønden, hvor jeg hørte folk skrige nede fra bunden, og styrtede tilbage. Den dreng, som havde givet min broder vand, stod med sin moder lidt borte fra ligdyngen. Han var helt nøgen. Da araberne og deres kvinder kom derhen og så, at det var en dreng, skød de. Han døde i sin moders favn. Jeg så de arabiske kvinder røve alle klædningsstykker fra de døde…
Jeg glemte at søge efter moder. Jeg brød mig ikke om hende længer, brød mig hverken om søster eller broder eller nogen i verden, heller ikke om mig selv…
Ud fra ligdyngen kom der nu flere, der var levende som jeg. Der var Mariam, hendes moder og søster. Alle var de nøgne og gik med hinanden i hånden. Jeg spurgte, hvor de vilde hen. De svarede: Til dem, der vil have os – Der kom flere til, og jeg fulgte dem. Vi så os om efter et telt, hvor vi kunde få noget at drikke eller – måske blive dræbt uden at få neget.
Om morgenen så vi telte, men vidste ikke, hvad vi skulde sige. Araberne gav os hver en skjorte af deres bytte. De gav os også vand og betegnede os, vi kunde gå og sove.
Så kom der to gendarmer ridende. Jeg gik hen og talte med dem. De sagde, de vilde til det sted, hvor ligene lå. Jeg bad om at måtte gå med for at finde min moder, men fik ikke lov. Jeg blev ved at bede, men de slog mig. Og araberne, som kom ud fra teltet, slog mig også. De sagde, at hvis jeg gik, skulde jeg tage skjorten af. Det gjorde jeg og løb efter gendarmerne. Jeg kom til stedet og fandt Anna og hendes moder siddende nøgne under et træ. Jeg spurgte efter moder, De sagde, at hun også var nøgen og gik og ledte efter mig dagen før; men den dag havde de ikke set hende.
Der var ingen karavane længere, alle var spredt. Nogle var bragt til Urfa for at blive udstillet til offentligt eftersyn. Andre var flygtet til arabiske boliger. Nu blev ingen mere tvunget til at gå. Vi havde nået vort bestemmelsessted! Ingen landsby i nærheden, intet brød af få…
Araberne sagde, vi gjorde bedst i at gå tilbage igen. Jeg gik til det telt, hvor jeg havde været før, men blev ikke modtaget og satte mig ned på jorden i nærheden. Da så jeg en fårehyrde komme og fulgte efter ham til hans telt. Ved tegn bad jeg ham om vand og fik det. Så vil jeg bringe noget hen til Anna, men han lod mig forstå, at jeg vilde blive dræbt, hvis jeg gik tilbage, og så vovede jeg ikke gå.
Hyrdens kone kom om aftenen, men hun syntes ikke om at beholde mig, da hun hørte, jeg var løbet bort fra et andet telt. Det var gamle folk. Konen skændtes med manden og gik sin vej. Manden gav mig lidt at spise, anviste mig en soveplads og gik efter konen.
Ved midnat kom de tilbage med en kamel og gav sig til at tage teltet ned. Om morgenen tog de mig med sig på vandring, og vi mødte et par med telt.
Jeg græd ikke og følte egentlig ingen ting mere. De var nu kommet til et sted, hvor de slog deres telt op. Konen var hele tiden uvenlig imod mig, men manden venlig. De skændtes ustandseligt. For at forsone dem, tilbød en anden araber at tage mig, og så levede jeg en tid med ham.
En dag kom der en ung araber, som kunde lidt tyrkisk. Han sagde, jeg skulde være muhamedaner. Da græd jeg. Og han truede med at dræbe mig, hvis jeg ikke vilde. Jeg var ikke ræd for døden mere, men de jog mig blot bort. Da jeg havde løbet et stykke, så jeg mændene komme løbende efter mig bevæbnet med store køller besat med søm. De forlangte igen, jeg skulde gå over til Islam, men jeg vilde ikke. Så slog de mig forfærdeligt og tog mig med tilbage. Jeg græd, fordi det gjorde ondt. Moderen til den dreng, der slog mig, fik mig lagt på en seng. Om natten kom manden ind i teltet og forlangte, at konen skulde udlevere mig. Hun nægtede det, og de skændtes, mens jeg skreg af frygt. Manden blev forskrækket og gik sin vej. Jeg lå og grædt, fordi jeg havde frygtelige smerter efter slagene, og jeg bad, om jeg måtte dø nu.
Så slæbte jeg mig hen til døren og nu ud i natten. Jeg så en gammel, tyrkisk præst komme gående, og han tillod mig at følge med til sit telt. Det var meget gode mennesker, men meget fattige. De kunde have røvet og være blevet rige, men gjorde det ikke. Både mand og kone arbejdede meget hårdt og kunde dog næppe fortjene til livets ophold. De havde en Armenske dreng fra vor karavane og vilde gerne beholde mig også. Mine sår blev bedre. Jeg talte Armensk med drengen, og vi følte os som broder og søster. Vi var der i 8 dage, så sagde konen, at armenierne blev indfanget fra teltene rundt om, og at det var bedre, vi gik. Om aftenen sagde manden det samme. De gav os 10 små brød og lidt vand og sendte os bort.
Det var koldt, og vi frøs, da vi havde meget få klæder på. Drengen kunde gå, men jeg formåede det næppe, fordi mine fødder smertede. Han opmuntrede mig, og vi nåede en landsby. Men armenierne, som havde søgt tilflugt der og i andre landsbyer, var blevet indfanget og sendt bort, så vi turde ikke komme derind, men gik tilbage igen. Vi så tre små telte, og drengen gik ind for at bede om vand. Det fik vi. De vilde nu have mig til at blive, men drengen kunde gå videre. Det vilde jeg ikke, og så slog de mig. Jeg vilde alligevel ikke, og til sidst samtykkede de da i at beholde os begge.
Drengen var skomager. De gav ham penge, for at han skulde gå og købe læder og arbejde for dem. På vejen mødte han en lille flok armeniere. Det var dem, der var jaget bort fra landsbyerne. Drengen skjulte sig i en mølle. Tre dage efter kom han tilbage og fortalte, hvordan det var gået ham. De slog ham, tog pengene fra ham og jog ham ud. Jeg vilde have været med ham, men måtte ikke.
En dag kom der rytter, som kunde tyrkisk. Jeg fortalte lidt om, hvad der var hændet mig, og han lovede at tage mig med hjem til sin kone. Han gjorde folkene bange for at huse en armenier, og jeg kom med ham.
Han og konen var gamle folk, men de havde en nevø, som jeg skulde giftes med. De bragte mig til regeringsbygningen, men officeren, som skuld ordne sagerne, tog fejl og satte mig i fængsel, hvor jeg sad i fem uger sammen med c. 200 andre og fik meget lidt at spise. Tolv af fangerne brød ud. En af dem var gift med en højtstående, tyrkisk embedsmænd. Jeg gik med hende, men vi blev fanget og kom tilbage til fængslet.
De pigebørn, som var blevet gift med tyrker, forlangte at komme ud. De blev ført bort og dræbt, og deres mænd kom i fængsel, dog kun for en nat, at der ikke skulde blive forstyrrelser. Så blev resten, hvortil jeg hørte, bragt hen til samme sted som de andre kvinder, og skydningen begyndte. Da sås pludselig en rytter. Efter ham kom en karavane på vej til Urfa. Vi blev blandet mellem de andre, satte os ned og fik lidt mad med dem.
Så kom den lille karavane af dem, der var jaget bort fra landsbyerne. Jeg fandt en af mine veninder mellem dem og delte min brød med hende. Om natten kom Kurderne og udplyndrede Urfa-karavanen og børtførte de kønneste, unge piger. Os rørte de ikke, fordi vi var snavsede og modbydelige. Om morgenen var vi sultne, min veninde stjal, og vi spiste i fælleskab.
Hver nat hændte det samme med Urfa-karavanen, og de unge piger blev pint endnu værre end vi. For ingen pris kunde de købe vand, og de fik ikke lov at koge det mindste. Men vi sad ganske for os selv og var nogenlunde tilfredse, vi blot havde noget at spise.
Vi så mændene i karavanen blive kastet i grØfter og brændt, mens deres familier bad om lov til at følge dem i døden, men blev forhindret deri. En morgen var mine fødder så opsvulmede, at jeg ikke kunde gå. Jeg besluttede at blive siddende, til jeg blev skudt. Alligevel rejste jeg mig og gik, da gendarmerne nærmede sig.
Jeg kom gennem en have og satte mig under et træ, men blev jaget ud. Så nåede jeg en landsby, blev skilt fra Urfa-karavanen, skjulte mig i en stald, til karavanen var borte, og blev der i 2 dage. Da jeg kom ud, mødte jeg en kone, som var god imod mig, badede mig, rensede mig og gav mig mad. Denne kone kendte en frue fra Diarbekir (Tigranagerd) og talte til hende om mig. Hun lovede at tage mig med sig. Men lige uden for fæstningen var der en mølle, hvor der boede en tyrk og en syrer. Syreren var villig til at huse mig, men hans kone var grusom og uvenlig imod mig, fordi jeg var snavsede og fuld af lus.
Den morgen gik både manden og konen ud. Da kom der to politibetjente for at opskrive navnene på familiens medlemmer. Akkurat som de havde gjort 3 måneder før i mit hjem! Da de så mig, sagde de, jeg skulde blive der, til de hentede mig. Konen kom tilbage og skældte mig ud, hvorpå hun skjulte mig i et nabohus. Imidlertid vendte også manden hjem. Da kom politibetjentene, satte ham sværdet for brystet og tvang ham til at udlevere mig. De fandt mig, og jeg kom til politibetjentens hus.
Han var forfærdelig fordrukken. Konen var armenierinde og god imod mig. Hun vilde flygte med mig, men han forhindrede det. De skændtes, han slog hende, og jeg løb min vej. Jeg sad hos en tyrkisk kvinde den nat, og om morgenen vendte jeg tilbage til den syriske familie. Konen vilde ikke lukke mig ind. Så gik jeg til en tyrkisk familie, som behøvede en tjenestepige. Jeg kom i bad og arbejdede strengt, men var syg. Der var en anden armenierinde i huset, men hvem jeg talte Armensk, når vi var alene. Jeg følte mig stadig syg, men måtte dog arbejde.
Så mødte jeg en dag en kvinde, som havde medlidenhed med mig og vilde antage mig som sin datter, og jeg løb til hendes hus. Hun brændte alle mine gamle klæder og gav mig nye. Men hun måtte have stor tålmodighed med mig, for jeg var blevet meget dum. Endog mit navn havde jeg glemt… for resten havde jeg det godt der, kun om natterne følte jeg mig ensom og ulykkelig og længtes efter mit hjem. Jeg blev der en måned. Så så jeg en skare armeniere forlade byen og kunde ikke lade være at græde. Min velgørerinde trøstede mig og gav mig fin klæder. Folk troede, jeg var en tyrkisk kvinde.
En af vore naboer var armenier, og jeg spurgte ud om min fødeby. Jeg fik at vide, at der endnu var missionærer og syntes, jeg måtte tilbage. Det lykkedes også til sidst.