Forsoning og krav

I går d. 22. april var der koncert i Istanbuls Congres Center til minde om de armenske intellektuelle, der blev sendt til deres død d. 24. april 1915.

Koncerten var arrangeret af Kalan Muzik og Anadolian Kultur. Flere anerkendte kunstnere deltog, heriblandt Kardesh Turkular, Ara og Onnik Dinkjian, Haig Yazjian, Erkan Ogur, Ertan Tekin, Hasmik Harutyunian,Karin Hovhannesian, Shahen Arzruni, Henning Schmidt, Eileen Khachaturyan, David Mayoral og Jordi Savall, den eminente spanske middelalderlig musikekspert.

Med Savalls trup var hans faste Duduk spiller Haik Sarikouyoumjian, sanger Aram Movsisian og Kamancha spiller Gagik Mouradian.

Kardesh Turkular startede koncerten med ”Ororotsayin” af Khachatur Avetissyan. De sang på armensk. Dernæst sang de Msho Gorani, og fik selskab af Haig Yazjian mens de sang ”Bingeol” af Avedik Isahakyan. Far og søn Dinkjian sang og spillede med bagefter. Jeg ved, hvordan jeg vil have at de sange skal lyde, men jeg må give Kardesh Turkuler, at de elsker de nævnte sange. Det skal de roses for.
[su_slider source=”media: 1864,1862,1861,1860,1859,1858,1857,1823,1848,1850,1851,1852,1853,1854,1855,1856″ limit=”43″ width=”440″ title=”no” pages=”no” mousewheel=”no” autoplay=”4500″][su_slider source=”media: 223,205″ responsive=”no” title=”no” pages=”no” mousewheel=”no”][/su_slider] Der blev også læst digte og andet. De blev læst på armensk, mens den oversatte tekst på tyrkisk blev vist på et skærm. De læste stykker var Gegham Parseghians ”Khonarh Herosner”, ”Ydmyge Helte”. Siamantos ”Dzarav”, ”Tørst” og Sempad Pyrads ”Namakner”, ”Breve”. ”Namakner” blev læst af Pyrads eget oldebarn, der var kommet hele vejen fra Los Angeles. Hun læste delvis på armensk og delvis engelsk.

Sempad Pyrad var med gruppen i Ayash. Brevene var til hans kone og familie. I det ene brev forsikrer han dem om, at han er i live og vel, I det andet beroliger han dem med, at han ikke er alene, og at han var i gruppe med Agnuni, Rupen Zartarian og 84 andre. I den tredje skriver han at han har skrevet og bedt Patriarken om hjælp, og beder dem om at minde Patriarken om dem i Ayash. Det var meget rørende.

Også fra U.S.A var kommet Daniel Varoujans grand nevø, og Rupen Sevaks grand niece. Niecen hold tale på tyrkisk. De tre gæster fik statuetter ”Livets Træ” af kunstneren selv.

Anden del af koncerten indeholdt Zulfer Livanners premier spilning af ”Hommage to Gomidas”. Man kunne genkende Gomidass stemme i stykket. De kvindelige sangere sang også, men hvilken sang det var, hvad fandt jeg ikke ud af. Sayat Novas ”Qani vur jan im” blev spillet på piano.

Jordi Savall og trup rundede af med numre fra ”l Èsprit D`armenie” fra Hesperion XXI med Gomidas numrene ”Hov areg sarer jan”, ”Alagiaz”, ”Khngi Dzar” og sluttede med ”Mer Kach Tohmi”.

Et godt initiativ fra de Retfærdige Tyrkere. God kemi mellem alle. Der manglede bare en præsentati af kunstnerne. Heldigvis kendte jeg de armenske numre og nogle af kunstnerne i forvejen, men i det hele ved jeg ikke om det var Karin eller Eileen der sang ”Der Voghormia”, eller hvem der var Erkan, og hvad blev sunget eller spillet af Ertan.

Se koncerten og nyd den. Det hele kørte i et anderledes tempo. Det var jo In Memoriam. Hokehankist https://www.youtube.com/watch?v=pp75AEvS6pk

Hvilken betydning havde denne koncert for mig, for andre armeniere, og for deltagerne? Jeg kan kun fortælle om min oplevelse af seancen, men kun formode på andres vegne.

Jeg nyder musik – god musik. Ikke nødvendigvis fordi deltagerne var tyrkere eller berømte. Jeg kan lide noget af det Kardesh Turkular synger, fx ”Ganchum em Ari Ari”, ”Hay Ni Ni Na”, ”Bingeol”, mf. Første gang jeg hørte ”Ganchum em”,troede jeg, at det var en armenier der sang. Og så lyttede jeg til det andet, de sang, men jeg tror ikke, at har udvalgt dem bevidst. De synger også på andre sprog, men det interesserer mig ikke. Jeg tror, at de på deres egen facon forsøger at bygge bro mellem folk.

Det samme er med arrangørernes bevægegrunde. De vil bygge bro med os. Tyrkiet er under forandring. Under koncerten blev folkemordet nævnt mange gange. Msho Gorani var forbudt under Kohars koncert i Istanbul 6-7 år siden. Over 30.000 tyrkere underskrev ”Neretsek Hayer” erklæringen. De sidste ugers har de tyrkiske aviser været fyldt med artikler om at anerkende massakrerne. Læs Cengis Aktar og Orhan Kemal Cengis i ”Todays Zaman”. Bedre advokater for vores sag får vi ikke.

For 3 dage siden fandt jeg 3 artikler af samme slags i ”Hurriyet”. Det vrimler med sympati tilkendegivelser. Jeg kan ikke sidde disse stemmer overhørig. Jeg er træt af at hade. Jeg vil videre. Jeg vil hellere se Armenien SAFE AND SECURE, så at det kan blomstre og vokse økonomisk. Være fri for skulle appellere til verden, at de skal fortælle, hvad enhver armenier ved, at det var folkemord. Jeg har ikke behov for at høre på dem.

Indtil videre har jeg holdt med mit folk. Nu skal vi kræve tilbage, hvad det var vores. Jeg vil have Akhtamar, Ani, Ararat. Jeg vil have vores kirker, klostre og Kars katedral. Resten er jeg villig til at forhandle om. Og det skader ikke, at der findes tyrkere der kender deres sande historie og er sympatisk overfor vores tab.