Fuglereden” 9

Optegnelse fra Malatia
Af Jensine Ørtz

Armenien – ³Tårernes land² har man kaldt det. Og sikkert er der flydt mange tårer dernede, så mange, at den, der kender noget til forholdene, må spørge sig selv, om det ulykkelige, hjemsøgte folk overhovedet kan græde over, hvad der sker i disse sidste dage. Telegrammerne er kortfattede, ofte modsigende hverandre, meddelelserne sparsomme og under streng censur.
Men den, der har levet i Malatia, hørt efrterdønningerne af de tidligere massakrer og ved noget om hine dages lidelser og gru, aner, hvilke rædsler der kan ligge bag de korte efterretninger.

Følg i tankerne med på besøg i nogle huse i byen Malatia.
Vi træder ind i et nyopført hus for at se til en kone.
Straks ved ankomsten bliver vore sko trukne af, som skik og brug er i dette land. Vil man afvise dette høflighedsbevis, tænker befolkningen, man har noget på samvittigheden og derfor føler sig uværdig til en sådan opmærksomhed.
Vi bliver førte ind i en nydelig, orientalsk stue, hvis gulv er bedækket med dyre tæpper. Langs væggen løber der langagtige, håndbroderede puder. Man sætter sig på tæppet med korslagte ben og støtter ryggen mod puderne.
Værtinden sidder ved det åbne ildsted og tilbereder kaffen, medens hendes gæster efter landets sædvane gør de nødvendige spørgsmål, om hvordan hun befinder sig, hvordan det går med hendes mands arbejde, hvor mange børn hun har, om det er drenge eller piger etc.
Over hovedet har hun kastet et tyndt, broget tørklæde, som hænger ned ad ryggen, og som hun hurtigt drager ned for ansigtet, når en mand træder ind i rummet.
Hun er vel endnu ikke 40 år, men håret, der titter frem under tørklædet, er næsten hvidt, og hun ser lidende ud.
Vi spørger hende ud om hendes forhold, om hvornår hun blev gift første gang. Og hun fortæller bredvilligt om sit første, lykkelige ægteskab, og hvad hun dengang oplevede.
Siden forsætter hun:
³Dengang boede vi i det gamle Malatia. Vi var en stor familie, tre gift brødre med hustruer og børn i samme hus.
Vi havde vel hørt rygter om uroligheder, og vi havde talt om at tage ind til den store by, hvor regeringen havde sit sæde. Der kunde jo umuligt hænde os noget, men i gamle Malatia, var der kun ca. 20 Armensk huse mellem hundreder af Kurdiske og tyrkiske. Min mands ældste broder mente derimod, at alle vore ejendele vilde blive røvede, hvis vi drog bort, så vi bestemte at blive.²
³Aa, hvor jeg husker det altsammen!² jamrer hun, ³Det var hen imod aften den første mandag i november, at de Armenske huse blev stormede. Vore blodtørstige fjender nåede vor bolig og huggede løs på de stængte døre for at bane sig vej ind til os.
Min mands brødre var blevet enige om at ville skyde deres hustruer ned for at redde dem fra at falde i bødlernes hænder. Men min mand og jeg havde besluttet at flygte med vore børn. Jeg var ung og syntes ikke, jeg kunde dø.
Gud lod det lykkes for os. Usete nåede vi med børnene gennem et lille vindue ud i bagården. Vi skjulte os i en brønd og hørte gysende skrig og nødråb inde fra huset. Det var vore kære, det gik ud over!…
Da mørket faldt på, søgte vi ad omvej at nå det ny Malatia, hvor min faders hus lå. Men ak! Hvad skulde vi ikke få at se, da vi nærmede os den store by!
Kun brændende huse, hvorfra røg og flammer steg højt mod himlen. Altså heller intet tilflugtssted der. –
Det var en klar, stjernelys nat, uden måne. Alt var stille omkring os. Ved daggry turde vi ikke gå længere, men skjulte os i et gammelt stenbrud, hvorfra vi ubemærkede kunde holde øje med alle, som færdedes på vejen.
Vi så Kurderne komme med deres æsler og heste, som var belæssede med røvede tæpper, sengetøj, kakkelovne, store kobberkedler og – unge piger og børn, som de bortførte. De var bundne for øjnene, for at de ikke skulde kunne finde vej tilbage…
Det var i sandhed hjerteskærende at se på. Men tanken på os selv og vore børn trængte sig frem. Hvad skulde der blive af os – på flugt, uden levnedsmidler?
Hver gang min lille, etårige dreng græd, måtte jeg holde ham så fast munden, at jeg frygtede for at kvæle ham. Den mindste lyd kunde jo blive livsfarlig for os alle. –
Da det blev aften, kunde vi flygte videre. Men hvorhen?
Min mand havde i en landsby et par timers vej fra gamle Malatia en god, Kurdisk ven, og vi besluttede os til at søge tilflugt hos ham.
Ingen armenier kunde nu hjælpe os, men denne mand havde så ofte været vor gæst og kunde da ikke være bleven vor fjende.
Vor vej gik forbi vort tidligere hjem. Det var forvandlet til en grushob, og ingen levende skabning var at øje…
Vi traf vor gamle nabokone. Hun var bleven reddet, mens hendes mand og to sønner var blevet dræbte for hendes øjne. Hun slog følge med os.
Vi skulde over en lang bro, sansynligvis bygget af romerne over en biflod til Eufrat (Den hvile på en række runde buer. Des tyrkiske navn betyder ³de 40 øjne² og fortæller, hvor mange buer der engang var. Nu står knap halvdelen tilbage, og flodlejet er i tidernes løb betydeligt indsnævret). Derfra havde vi en halv times gang op i bjergene, hvor vi håbede at finde ly hos vor ven.
På broen fandt vi en hårdsåret mand. Tøjet var flået af ham på nær skjorten. Trods sin ynkelige forfatning formåede han at advare os mod at gå videre eller tro, at vi vilde finde en ven i landsbyen.
Der stod vi. Det lakkede mod morgen. Hvorhen skulde vi vende os? bedst var det nok at søge til´bage til det gamle skjulested, stenbruddet. Vi var ikke komne langt, før vi så en halv snes personer dukke op på en høj foran os. Flugt var umulig. Min mand betroede vor fireårige datter til den gamle kone og bad os blive stående. Selv gik han dem i møde og bad for sit liv, at de kvinder, som hørte ham til, dog ikke skulde være ganske hjælpeløse.
Vi hørte hvert ord. Vi så ham kaste sig ned for deres fødder. De dræbte ham på stedet…
Tilbage til broen. Hellere vilde vi derfra kaste os i floden end falde i deres hænder.
Den gamle kone styrtede sig oppe fra broen ned i den rivende strøm. Jeg sprang ud fra et andet sted, mistede bevistheden og blev af strømmen ført ind under broen. Siden fik jeg at vide, at to ung mænd, som sad skjulte under broen, havde grebet mig i farten. Min lille dreng, den gamle kone og min lille pige så jeg aldrig mere. Alle var de borte… Hvilken opvågnen!
Jeg vilde atter kaste mig i vandet, men de unge mænd holdt mig fast. Den ene af dem sagde: ³Jeg har mange penge hos mig og vil give dem som løsepenge for vort liv!²
Nu kom der en af Kurderne gående på broen, en gammel mand. Mine redningsmænd tilbød ham en stor sum, hvis han vilde frelse os. Han gik virkelig ind derpå, førte os til sir hjem og behandlede os godt i tre dage. Da var al fare forbi.²
Hun trænger standhaftigt tårerne tilbage og bøjer sig ned over en sød, lille pige på 8 år. Men det er let at forstå, at hun dog ikke har glemt de to små væsner, hun har mistet på en så rædselsfulde måde.

Vi kommer til en stakkels, nervesvækket mand, som blev lam i underkroppen af skræk, da man pludselig en mørk, uhyggelig nat hørte skud på skud.
Med blodsudgydelserne i 1896 i frisk minde var ingen i tvivl om, at grusomhederne begyndte igen, og man bad Gud om en hurtig død fremfor at falde i Kurdernes eller tyrkernes hænder.
Da dagen gryede, for det som en løbeild gennem byen, at skuddene denne gang kun var en glædessalut: den gamle Sultan var styrtet, og en ny udråbt!

På vor vej ligger der en tyrkisk moske. Tyrkisk mænd sidder udenfor i lange rækker ved et lille vandløb. De vadsker hænder og fødder, dypper fingrene, gnider sig bag ørerne og skyller munden.
Før aftenbønnen må de have alle dagens synder aftvættede, og denne udvortes renselse har i deres øjne stor betydning. Det er sørgeligt at se de ganske unge mænd og drenge oplæres i disse gamle vildfarelser. Og den ydre renselse virke just ikke forædlende på deres indre: de kaster sten efter de fremmede og råber: ³kristne hunde² efter dem!

Vi besøger et andet hus, som tilhører en rig, tyrkisk kvinde.
Det er stort, pynteligt, hvidkalket og dekoreret med pragtfulde farver. Ejerindens mand er nylig død. Hun er i sit hjerte kristen, som manden var det. Og hun elsker den Bibel, de gennem missionæren anskaffede, og hvorfor de blev sat under tiltale af regeringen. Nu gemmes den i et aflåset rum, men skønt kvinden ikke kan læse, kender hun meget af dens indhold og sætter det højt.
Hendes mand plejede en aften om ugen sammen med 20 – 30 andre mænd at læse i ³de kristnes bog². På disse aftener havde hun så forskik at ligge udenfor på dørtærskelen iført sin rige silkedragt og lytte til hvert ord derindefra. Men forsigtig måtte hun være. Den mindste bevægelse kunde bringe guldmønterne og smykkerne på hoved, bryst og arme til at klirre og røbe hendes nærværelse. Dog, hun var en energisk, begavet kvinde, og høre vilde hun, skønt hun vidste at den bog efter mænds udsagn ikke var for kvineøren.
Til huset hører en velholdt have med dejlige rosenanlæg. Et væld af duftene, røde og hvide roser tegner sig smukt mod den dybtblå orientalske himmel. Værtinden byder sine gæster roser. Hun plukker dem af – uden stilke!… I armenien sætter man ikke roser i knaphul eller bælte for at nyde deres duft. Man spiser dem simpelt hen.
I dette hus har man vist barmhjertighed mod en Armensk dreng Avedis.
Han var 12 år gammel og befandt sig sammen med sin fader og onkel i deres butik den dag, da massakrerne begyndte.
Ingen af dem nåede at komme bort. Sammen med utallige lidelsesfæller blev de to voksne myrdede. Avedis havde fået adskillige sår og blev kastet hen i en dynge af lig midt på torvet. Der lå den arme dreng i otte lange timer ved fuld bevidshed og kunde følge alle rædslerne, som forgik for hans øjne. Han priste dem lykkelige, der allerede var døde og ikke mere kunde se og høre.
Da gerningsmændene ikke fandt flere ³Kristne hunde² at slå ned eller flere af deres huse at plyndre, begyndte de at drage de bedste klæder af de myrdede.
En af bødlerne opdagede da tilfældigvis, at drengen endnu levede. Han drog sin store krumme kniv af bæltet. Men i det samme greb en kammerat hans hånd og sagde: ³Spar din kniv. Nu har vi lige vadsket dem. Han der dør af sig selv, før det blive morgen!²
Da de var borte, kom en behjertet tyrk for at undersøge, om alle var døde. Han så da Avedis og bad ham hviskende ligge ganske stille. Så snart det blev mørkt, vilde han da komme og hente ham.
Avedis lå ganske uden at røre sig – mellem ligene – og ventede.
Da kom der to tyrkiske kvinder for yderligere at afklæde de døde. Drengen måtte finde sig i, at de tog hans tøj og blot lod ham beholde skjorten.
Kort efter kom hans nye ven ridende, dækkede ham med et tæppe, tog ham foran sig på hesten og bragte ham til sit hjem, hvor hans kone havde beredt et bekvemt leje til den ulykkelige dreng. Hun vadskede og forbandt hans sår og gav ham varm te at drikke.
Hele dagen havde han været som forstenet af skræk og smerter. Ikke en tåre havde han fældet. Men nu, da han mødte al denne omhu og kærlighed, brast han i gråd og bad om at få sin moder at se.
Manden lovede at opsøge hende, så snart det blev lyst. Men det var lettere sagt end gjort! I to dage søgte han forgæves. Alle huse var afbrændte, alle kvinder flygtede.
Endelig fik han at vide, at regeringen havde anvist nogle af dem et hus på torvet, hvor de kunde søge ly, og der henvendte han sig.
Han bankede på dørene. Forgæves! Ingen vilde lukke ham ind. Hvem turde vel i disse dage stole på en tyrk! Hvilken kvinde vilde betro sig til ham!
Først da Avedis´navn blev nævnet, og moderen forstod, at han levede, forlod hun sine fire, små børn for at følge med og se sin dreng.
Hvor glad blev hun ikke over at se, hvor omhyggeligt han blev plejet!
Men hun formåede ikke at holde tårerne tilbage, da hun så, hvor ilde han var tilredt.
Hun bad inderligt til Gud om, at Avedis måtte blive rask og vokse til, så han kunde træde i sin faders sted og hjælpe hende at skaffe føden til familien.
Efter tre måneders sygeleje var drengen stærk nok til at kunne vende tilbage til sin moder.
Men han havde fået en sådan gru for Malatia, at han syntes, han måtte søge arbejde i Adana, der betragtedes som et sikrere sted, og derfra sende moderen penge.
Dog skulde han også der blive vidne til de samme rædsler. Men også holdt Gud sin hånd over ham, og hans liv blev skånet.
Han flygtede til bjergene og måtte tilbringe flere døgn under åben himmel. Det var mere, end hans svækkede helbred kunde tåle. Kun 30 år gammel lå han dødssyg af lunge tuberkulose og ventede på at få lov at gå hjem.

Den gamle stenhugger.
Han sider i det bælgmørke rum med opslået Bibel, da de besøgenede træder ind. Efter at have forhørt sig om. hvem de er, velsigner han dem og de forældre, der har bragt dem til verden.
Hans eneste søn døde for fire år siden og efterlod sig hustru og to små børn, som nu er betroede til hans omsorg.
Den gamle tager det røde, omhyggeligt sammenlagte lommetørklæde frem, tørrer øjnene, sætter brillerne til rette og slå op på Ps. 119 for at lade sine gæster forstå, hvorfra han henter hjælp og trøst.
Han læser højt og er så optagen af ordet, at han må standse næsten for hvert vers og tale med gæsterne om, hvor mægtig Gud er til at hjælpe dem, som påkalder ham i sandhed.
³En dag i den tid, da brødet var meget dyrt,² fortæller han, ³klagede de to små over sult. Penge havde jeg ingen af, men gik dog på torvet fra den ene bager til den anden. Ingen vilde give mig kredit.
Jeg gik frem og tilbage et par timer og syntes ikke, jeg kunde udholde at komme hjem uden brød. Til sidst måtte jeg dog bestemme mig dertil, men var næppe nået inden for døren, før børnene jublede mig i møde:
³Bedstefader, Gud har sendt os brød!²
De fortalte nu i munden på hinanden, hvordan de havde siddet og stirret ud ad den vej, hvorfra jeg skulde komme. Da så de pludselig en stor hund komme springende med et helt brød i munden.
De kastede et par sten og råbte efter den, og den slap virkelig brødet og løb sin vej.²
Den gamle fik atter tårer i øjnene. Han syntes aldrig, han kunde takke Gud nok for al Hans omsorgsfulde kærlighed, og fordi han havde rørt ved de kristne menneskers hjerter i fjerne lande, så de var rede til at bringe hjælp til dem, der led og sultede.

Håndarbejdsskolen.
Den 12 august 1915 oprandt…
Unge piger fra Malatia skolen måtte med blandt de 10 – 12000 kvinder og børn, som blev jagede fra hjem og ejendele op i bjergene, hvor de blev overladt til tyrker og Kurder og – forsvandt. Hvem kan måle de rædsler, der er gåede forud!

I 1915 hørte vi kun meget lidt fra vore søstre derover, thi medens deportationerne stod på, vågede cencuren over, at ingen meddelelse om tilstanden nået ud over tyrkiets grænser, og de enkelte kort, der slap igennem, kunde derfor absolut intet indholde om begivenhederne derovre. – Men Herren gav vore kære søstre en forunderlig visdom til alligevel imellem linierne at give os vink om, hvad der forgik. Først henviste de til Bibelsteden hos profeterne, som f.Eks. disse:
³Hvert hoved er sygt og hvert hjerte er mat: fra fodsåle og indtil hovedet er intet helt på det; sår og skrammer og friske hug! de er ikke trykkede ud og ikke forbundne og ikke lindrede med olie. Eders land er en ørk; eders stæder er opbrændte med ild; fremmede fortære eders land for eders øjne, og der er en ørk, som når fremmede have væltet op og ned. Og Zions datter er blevet tilovers som en hytte i en vindgård, som et natteskjul i en græskarhave, som en frelst stad.² Es. 1, 5-8.
³Forskrækkelige og gruelige ting ske i landet.² Jer. 5, 30.
³Går jeg ud på marken, da se, der ligge de, som er ihjælslagne med sværd, og kommer jeg ind i staden, da se, der er hungerens lidelse; thi både profet, så og præst, drage til et land, som de ikke kende. – Hvorfor har du slået os, så at der ikke er lægdom for os? man venter på fred, og der kommer intet godt, og på lægdommens tid, og se, der er forfærdelse!² Jer. 14, 18-19.
³Græder ikke over den døde, og ynkes ikke over ham; græder bittert over den, som drager bort, thi han skal aldrig komme tilbage og se sit fædreland.² Jer. 22, 10.
Disse og mange flere Bibelsteder fra Israels trængseltider gav os et klart billede af, hvad der nu i vor tid skete derovre på de gamle bibelske steder. Men da censuren blev mistænksom overfor de mange henvisninger til skriftsteder, stregede den disse ud, såvelsom ethver ord, der kunde tænkes at indholde nogen skjul meddelelse. Men vore søstre fandt dog på råd; hvem af os husker f,eks. ikke Frk. Karen M. Petersens fortælling om, hvorledes hun tid måtte tænke på pæretræet i hendes faders have, af hvis frugter stormen hver dag rev flere ned. ³Og de sidste så ængsteligt til hverandre og spurgte: hvornår kommer turen til os? – og en morgen var de alle borte!²
Ja, vi forståd at ³gruelige ting skete i landet², og at vort børnehjem alligevel, af Herrens nåde, endnu bestandig lå som ³et natteskjul – en frelst stad² midt i ødelæggelsens vederstyggelighed, men ellers var meget os jo dunkelt og uklart, indtil den ene efter den anden missionærerne derover fra stævnede hjem, fordi deres gerning var blevet fuldstændig knust og tilintetgjort.
Først kom Frk. Wedel Jarlsberg, udsendt af norsk K.M.A. Hun havde, som sygeplejerske, været ansat ved hospitalet i Erzinjan, nogle mil bagved fronten ved Erzerum.
Her har hun været vidne til de første deportationer nord fra og set soldaternes rå behandling af de ulykkelige, set dem knuse børns hoveder med kolbeslag, osv. Sammen med en tysk søster havde hun forsøgte at rede 6 drenge, som klyngede sig til dem og anråbte dem om at frelse deres liv. De havde taget dem med ind på hospitalet, i håb om at kunne få dem anbragt på drengehjemmet i Mezreh, men da de henvendte sig til den tyrkisk guvernør om tilladelse til at beholde dem, var han blevet rasende, lod drengene føre bort og dræbe, og befalede søstrene at forlade byen dagen efter. På deres rejse igennem landet havde de da set vejen ligge fulde af dynger af lig og set de deporterede skarer forlade deres landsbyer; de sagde, at der selv over kvindernes og børnenes ansigter lå et forunderlig forklaret udtryk, som om de var sig fuldt bevist, at de gik døden i møde.
Den næste der kom, var Frk. Alma Johansson, af svensk K.M.A. hun havde, sammen med Frk. Bodil Bjørn fra norsk K.M.A., ledet et børnehjem i Musch, i den østlige del af armenien, hvor rædslerne først begyndte. Her skød Tyrkerne byen i brand med deres Armensk befolkning, og da de ikke på den måde kunde få bugt med dem alle, blev resten deporteret. Frk. Alma Johansson, gik i forbøn for børnehjemmet hos den tyrkiske guvernør, men han svarede hende, at børnene jo vilde være bedst sikret ved at drage med deres forældre og slægtninge; ³i så fald vilde der ikke blive krummet et hår på deres hoved, det gav han hende sit Æresord på.² Hun mente da også, at børnene vilde være bedst beskyttet på den måde, og lod dem drage med karavanen – men da den var amkommet til én af de nærmeste landsbyer, indebrændte man børnene!
Sidst kom Frk. Hansine Marcher; hun havde set hele skolegerningen i Mezreh tilintetgjort ved deportationerne, og den ene efter den anden af de unge piger, der under hendes ledelse var blevet uddannede til lærerinder, var kommet til hende for, under gråd og jammer, at sige hende farvel, før de drog bort. Om hendes højst besværlige hjemrejse igennem de krigsførende lande samt forskellige gribende træk fra trængselstiden i 1915 har hun nærmere fortalt i den af K.M.A. udgivne bog: ³Oplevelser derovre fra.² Også Frk. Jensine Ørtz har i sin bog: ³Armenske Martyrer² givet os værdifulde skildringer fra sin virksomhed i Malatia. Af de 250 elever, hun havde haft i sin håndgerningsskole, har hun, siden trængselstiden 1915, kun hørt fra 16. Et par af dem havde overlevet deportationerne til Aleppo, et par var blevet reddet ind på missionær Christoffels blindehjem i Malatia; de andre var spredt omkring u tyrkisk huse og haremer. Både Frk. Marcher og Frk. Jensine Ørtz har efter deres hjemkomst i årenes løb, ved møder rundt om i landet virket med iver for at udbrede kendskab til de Armenske forhold og vakt både interesse og kærlig medfølelse for det så hårdt hjemsøgte folk.

Skabelsen af Diasporaen.

I oktober 1920- forår 1921, rejste Frk. Maria Jacobsen for at fortælle om Armeniernes ulykkelige skæbne, hun skildrede sine oplevelse for mægtige forsamlinger. Overalt, hvor hun kom frem, blev hun modtaget med store velvilje, næsten overvældende, for Amerikanerne forstod, hvad det betød at høre om forholdene, som de virkelig var under krigen, af et menneske, som ved selvsyn havde oplevet de ³Sorte år² midt iblandt det Armenske folk.
Efter at Frk. Maria Jacobsen havde talt ved det første møde i Pittsburg, dagen efter ankomsten til Amerika, stod formanden op og sagde, mens tårerne løb ned ad hans kinder: ³Frk. Jacobsen, kun et par gange i mit liv har jeg været så bevæget som ved det, vi har hørt i aften, og jeg love dem, at Staten Pennsylvanien vil tage sig af mindst 29.000 børn!² En forretningsmand fra en anden by, som først i sidst øjeblik havde besluttet at tage med toget til Pittsburg for at overvære mødet, lovede at være ansvarlig for en større indsamling, og således vedblev pengene at strømme ind ved møderne rundt om. Også hos ubemidlede småfolk var der en rørende offervilje.
Da ³Near East Relief² for arbejdets skyld indtrængende har lagt hen Frk. Maria Jacobsen endnu at blive i Amerika i to måneder, da hun har været brugt af Herren til at vække særlig interesse og kærlighed for de mange stakels hjemløse børn i Armenien, som især ligger KMA søster på hjerte, har Komiteén, trods det, at hun jo savnes meget i hjemmearbejdet, givet sin tilladelse til hendes forbliven derover indtil førs i april. Nedenfor gives et uddrag af et af hendes private breve, karakteristisk både for hende og Amerikanerne.
³Wallace Lodge, Yonkers, den 11. Februar 1921. …Jeg har i dag fået telegram fra New York, at tilladelsen fra Danmark er kommet. Så er det altså afgjort, at jeg bliver her i to måneder til. Men jeg er glad ved at kunne gøre det. Det er jo Nåde over Nåde, at Herren vil bruge et så svagt redskab som mig; jeg forstår det slet kke – kan kun sige: ³Herre, her er jeg, brug mig!² Jeg vil så gerne, at jeg med sandhed kunde sige, at min Mad er at ³gøre min faders vilje². Det var så underligt, at jeg slet ikke var glad ved tanken om at skulle rejse hjem til Danmark, skønt jeg talte dage og timer og følte mig meget træt, så det var nok rigtigt, at det i det allersidste øjeblik blev bestemt, at jeg skulde blive. I lidt over 10 dage har jeg været på dette herlige sted og skal blive 9 dage til. Det er et hvilehjem, oprettet af Methodister, hvor troende mennesker, mest præster og missionærer, kommer for at hvile. Flere af missionærere fra Harpoot har også været her. Hvilehjemmet ligger højt, lige tæt ved Hudson-Floden, jeg har den mest vidunderlige udsigt over floden og kysten; på den anden side er der skovklædte bjerge. Jeg holder mig mest på mit eget værelse; thi jeg er her jo for at have ro…
Jeg vil fortælle dig om det sidste møde, jeg havde før denne ferie: Det var udenfor Philadelphia, i en mineby, mandag aften den. 31te Januar. Mr. Huston, som var leder af mødet, sagde før dette, at de egentlig havde tænkt at adoptere 100 børn i deres by, men han troede ikke, at dette nu var muligt, da så godt som alle var uden arbejde og havde været det hele vinteren; der var ikke udsigt til, at arbejdet vilde begynde igen, og der var mange, som ikke havde mere tilbage af deres opsparede penge. Tilmed var det en forrygende snestorm den aften, så folk gik ikke ud, og selv de, der havde automobiler, havde ikke mod til at køre ud i dem.
Da vi kom hen i salen, var der kun få mennesker, og de, der var der, så ikke velhavende ud, så mit mod sank helt, og jeg sagde til Mr. Huston: ³Vi får vist ikke meget ind i aften, ³ men han svarede: ³Vær ved godt mod. Vi har bedt meget for dette møde.²…
Efter at jeg havde talt, stod Mr. Huston op og sagde: ³Venner, i ved, hvorfor vi er her i aften, det er for at få hjælp, og efter hvad i hørt, véd jeg, at i alle vil være med. Jeg vil så bede enhver, som vil sørge for et barn, at melde sig. Jeg selv tager 10 børn.² Så stod én, ³Jeg tager ét², ³Min søndagsskoleklasse tager ébarn² – ³mit selskab ét² osv., en kirke antog sig 8 børn. Vi havde nu nået 53 børn, og så var det, som holdt det op. Mr. Huston sagde: ³Vi må blive ved, jeg tager 10 til², og så begyndte de igen at melde sig, så vi snart nåede de 100 børn. Vi klappede af glæde i hænderne. Så sagde Mr. Huston: ³Skal vi stå op og udtrykke vore følelse i sang.² Og så sang vi: ³Pris Gud, fra hvem al nåde er,² og du kan tro, vi sang!
Efter det kom der flere, så vi nåede 106, og de tror, der vil komme flere endnu, thi de, der var til stede, vil gå omkring og tale til de andre om det. ³Dersom du kan tro, skal du se Guds Herlighed.² Ak, hvor jeg følte mig beskæmmet; jeg kunde kun sge til Herren: ³Tilgiv mig min Vantro!² Og alt dette er foruden hvad de giver til deres Kirke og Missionsarbejdet. To unge piger sagde: ³Vi havde tænkt at købe en kjole, men den kan vi godt undvære, så vi vil i stedet sammen antage os et lille barn.²
Således meldte en lille dreng, som solgte aviser på gaden, sig til at antage sig en Armensk plejebarn. ³Så længe jeg er i stand til at sælge aviser, skal i det mindste e`n lille Armenske unge frelses fra at dø af sult², sagde han, og lægger samvittighedsfuld 1 dollar og 25 cent af sin fortjeneste hver uge.
Ved et møde, hvor der var en arbejder til stede, sagde denne efter mødet, at han ønskede at antage sig et barn. Men lederen syntes, han så´så fattig ud og sagde: ³Broder, jeg er bange for, at det er for meget for dem, De vil ikke være i stand til at give så meget.² Men så tog han sin frakke af, viste sine stærke arme og sagde med tårer i øjnene: ³Aah, nej, det er ikke for meget. Se engang på mine stærke arme. Jeg har udsigt til at få arbejde; åh nej, det er min pligt – jeg må.² Og sådan kunde jeg blive ved i det uendelige; det er vidunderligt at se denne offervillighedens ånd mellem Guds børn i dette land.²
Til tider kunne opmærksomheden om Frk. Maria Jacobsen blive for trykkende, når hun f. eks. kom ind på sit hotel og så sit eget fotografi stillet op i vestibulen, hvor der med store bogstaver stod: ³En helt², eller når hun f. eks. fik udleveret en fin silkekjole med passende hat, hvori hun skulle holde sit foredrag. Det var svært nok for Maria Jacobsen gennem sine foredrag igen at udmale den tunge og rædselsfulde tid i Tyrkisk Armenien; når hun fortalte om de jagede, udpinte mennesker, der nøgne og døende var kommet til hende, var det, som om hendes hjerte måtte dø igen. Uden et øjebliks betænkning lagde hun den fine silkekjole og hatten i æsken, gik ind og købte en tarvelig ulden kjole med en almindelig hat, og den havde hun på under hele sit Amerikanske ophold; ³deri følte jeg mig vel,².
Sindene i Amerika kom i bevægelse, pengene strømmede ind. Der er ingen tvivl om, at Maria Jacobsen gennem sine foredrag i Amerika yderligere gav stødet til ³Near East Relief²s store hjælpeaktion; men selv dette vældige arbejde var ikke nok overfor den grænseløse nød. Maria Jacobsen kunne dog skimte, at det officielle Amerika stod køligt og ikke ville overtage mandatet over et frit Armenien, en forudsætning for, at en sådan stat kunne oprettes.
Maria Jacobsen kom i begyndelsen af april tilbage hjem til Danmark efter en tid, men møderejserne derover havde været så trættende og anstrengende, at hun, efter sit hjemkomst. måtte have fuldkommen hvile i nogle måneder, for at holde møder. der var ordnede, igen måtte udsættes. Hun fik dog senere i nogle måneder lejlighed til at rejse rundt i Danmark og vakt interesser for Armenierne, især talte hun børnenes sag, så mange nye plejeforældre og kreds meldte sig til at frelse et sådant barn fra nød.
I Juni 1921 skete der fra ³Near East Relief² i Amerika opfordring til at være med i en verdensomspændende sympatitilkendegivelse for Armenien, for derigennem at påvirke de forskellige magter til at løse Orientspørgsmålet på retfærdig måde, så Armenierne kunne få lov at leve i fred.
Mere og mere afsløredes stormagternes ligegyldighed. Orientens forhold ordnedes sidst, og i ventetiden huserede Tyrkerne, som de ville.
Uhindret myrdede Tyrkerne 32.000 værgeløse Armenier, og tusinder af Armenier flygtede sydpå til Syrien og Libanon. Da man i Paris den 22.-23. marts 1922 afholdt Orientkonference, satte Frankrig igennem, at hele Armenien blev udleveret til Tyrkiet. Nu var målet nået, og folket, dem, der var tilbage, strømmede ud af landet ned over den Syriske grænse.
³Near East Relief² hindredes af Tyrkerne, der beslaglagde en del af pengene og udviste de N.E.R-hjælpere, der ikke ville lystre dem. De reddede børn, også ³Emmausbørnene² var i store fare, da drengene skulle udskrives til soldater, og de unge pige efterstræbtes.
³Near East Relief² gjorde et kæmpearbejde, blandt andet hjalp de 10.000 forældreløse børn ud af landet, men da skarerne strømmede til i Syrien, havde de ikke medarbejdere nok; da kom også kaldet til K.M.A., og søstrene rejste med det samme. Overalt i Syrien stiftede N.E.R børnehjem, for nu gjaldt det navnlig om at hjælpe børnene frem, de var jo folkets fremtid. I Aleppo og Beirut søgte tusinder af elendige flygtninge et fristed; på den øde strandbred uden for Beirut opstod den nu så kendte flygtningelejer, en stor arbejdsmark for hvem som helst, der havde hjerte til at hjælpe.
Sammen med ³De Danske Armeniervenner² besluttede KM.A. at rette en indtrængende henvendelse til Folkenes forbundsråd til gunst for de tiloversblevne Armeniere. Denne henvendelse blev sendt rundt til formændene for de forskellige foreninger, der kunde siges at repræsentere den offentlige mening i Danmark, og næsten overalt blev den beredvillig inderskrevet. Men håbet om, at adressen skulde udrette noget, glippede, for ved Forbundsrådets møde i September 1921 blev spørgsmålet ikke engang taget op, men henvist til et underudvalg.
Efter Smyrnas erobring flygtede en mængde til Grækenland. Det sås klart, at Kemal Atatyrks nye tyrkiske regering lige så lidt som de tidligere ville tåle Armenierne.
Fru Grunhagen var først på pletten. Hun rejste ud sammen med den Svenske K.M.A.-søster Sigrid Johansson. De måtte standse i Konstantinopel. Frøken Alma Johansson gjorde et fortvivlet forsøg på at nå Armenien ad den gamle rute over Sortehavet, men kom ikke i land i Samsun og måtte vende om. De to venner blev ved Bosporus, hvor de fik hænderne fulde af arbejde. Der var allerede mange Armenske flygtninge, og flere kom til, alt som forholdene i Lille Asien skærpedes.
Alt missionsarbejde var forbudt under tyrkisk væld, myndighederne ønskede ikke at nogen vidste noget om forbrydelserne. Landsbyernes ruiner, ligene gennem ørkenen, de udsultet og blegnede menneskene talte deres tydelige sprog af tusinder og atter tusinders kvældefuld død.
Fru Grunhagen kom i kontakt med troende Armenier og de Amerikanske hjælpere, og hun tog en missionsgerning op blandt de Armenske pigebørn. Den 62-årige kvinde havde det hårdt, levede under primitive forhold, havde ondt ved at styre de forvildede pigebørn, så forskellige fra hendes artige ³Emmausbørn², og dialekten var hende fremmed, men hun kastede sig brændende af offervillig kærlighed ind i arbejdet. En frygtelig oplevelse var branden i det Armenske kvarter i Skutari i august 1921. Over 2000 huse brændte, og under skin af at ville ³hjælpe² bortførte tyve alt indboet fra husene rundt om. Det tyrkiske brandvæsen stod kun og lo af branden, det var jo Armenierne, der hjemsøgtes. Først da ilden nåede det tyrkiske kvarter, tog de fat på at slukke.
Efter fire års ophold i Norge, kunne også Bodil Biørn rejse ud igen i 1921, men denne gang under helt andre forhold. Forbindelsen til det tyske selskab var hævet, og hun blev sendt ud som selvstændig norsk missionær.
Af det oprindelige armenien var det bare den såkaldte ³Armenske Republik² tilbage, og den stod nu under Sovjetherredømmet. Omsider lykedes det for hende at få indrejsetilladelse, og i Leninagan (Alexandropol) oprettet hun et børnehjem for 36 drenge – alle underholdt af norske armeniervenner. Senere blev døren lukket også for dette arbejde. Søster Bodil Biørn som ikke kunne glemme armenierne som hun var blevet så glad for, rejste så snart det lod sig gøre til Syrien. Der tog hun oppe et arbejde blandt de store skarer Armenske flygtninge som levede sit liv under de elendigste forhold i store lejre. I Aleppo fik hun også oprettet et hjem for syge og underernæret børn og fik at se gode resultatter af dette arbejde.
Da hendes arbejdskraft var brugt op og en stedfortræder sendt ud, måtte søster Bodil med stort vemod forlade folket som var blevet hende så kært. Hun forsatte dog og arbejde for armenierne i norge, og det holder hun på med endnu så langt som hendes kræfter tillader.
I november 1921 skete det for Armenierne så skæbnesvangre, at der sluttedes en overenskomst mellem Frankrig og Kemalisterne i Lilleasien, der gik ud på, at Cilicien skulde rømmes ved det nye års begyndelse. Et ulykkens år for de Armenier, der havde søgt fristed i Cilicien, den vestlige del af Lilleasien. Frankrig afstod ved Angora-traktaten i 1921 igen Cilicien til Tyrkerne, og Armenierne måtte atter flygte grebet af rædsel i store skarer flygtede de sydpå for ikke igen at blive overgivet uden beskyttelse til Tyrkernes grusomheder. Man fik for alvor øjnene op, da Frankrig i november 1921 gik ind på at rømme Cilicien, hvor dets våben hidtil havde skabte et fristed.
Frankrig skød spørgsmålet om ³Armeniernes ønsker² ind under ³Folkenes Forbund² åbenbart i håb om, at sagen dermed var begravet, så at man kunde lukke ører og hjerter for skriget fra armenierne. Det var den tak, Armenierne fik, fordi de havde kæmpet i de allieredes rækker med en tapperhed og udholdenhed, som aftvang officererne beundring og varm tak – at de nu blev overgivet værgeløse i deres grusomme fjenders vold! – De strømmede nu ned til Syrien, men snart blev her jo så overbefolket, at man ikke kunde modtage flere, og således blev disse ulykkelige jaget fra sted til sted. Store skib, fuld af flygtninge, sendes tilbage igen, og alle grænser lukkedes for dem, også Amerikas, hvor de heller ikke ville modtage flere.
Efter et tiltrangt hvile i danmark, og nu vilde Karen Jeppe atter ud til det folk, der mere end nogensinde havde brug for hendes hjælp. I marts 1921 kommer Karen Jeppe efter sit lange rekreationsophold til Aleppo, hvor der på den tid opholdt sig henved 80.000 Armenske flygtninge, mest kvinder og børn, under de elendigste forhold, og hun søger nu at lindre deres nød ved hjælp af penge, der blev stillet til rådighed fra venner i Danmark og andre lande.
Imidlertid vidste man, at mange Armenske kvinder og børn under uddrivningen var holdt tilbage i muhamedanske huse, og Folkeforbundet nedsætter nu en kommission med det formål at genfinde og udfri disse. To af medlemmerne bor i Konstantinopel, og i september 1921 udnævnes Karen Jeppe som det tredie. Hun var betænkelig ved at modtage udnævnelsen. På den tid rømmede Franskmændene Cilicien, og nye flygtningeskarer strømmede til Aleppo. Der var nok at gøre. Og hele stillingen syntes håbløs. Karen Jeppe har senere skildret tilstanden; ³En dyb fortvivlelse og modløshed bemægtigede sig hele det Armenske folk. Heller ikke jeg kunde holde stand. Sorgen lammede min fortagsomhed, og jeg fandt det meningsløst at søge efter de enkelte fortabte får, når hele folket gik til grunde. Men disse tanker fik heldigvis ikke lov at råde: Lidt efter lidt veg lammelsen efter det frygtelige slag fra os, håbet om en fremtid vågnede i os. Jeg besindede mig igen på min opgave og fandt mod til at give mig i lag med den².
Folkeforbundet havde ikke påtaget sig forpligtelser for de udfriede, men Karen Jeppe håbede, at hun ad privat vej kunde skaffe dem hjælp, og hun begynder så som Forbundets Komissær.
Man regnede med, at der i egnene omkring Aleppo fantes mindst 30.000 Armenske kvinder og børn i muhamedanske huse, og at ³Ejerne² i de fleste tilfælde var meget uvillige til at give afkald på dem. Om arbejdet fortæller Karen Jeppe: ³Vi blev enige om, at jeg skulde blive i Aleppo og påbegynde undersøgelserne her i det egentlige deportationsdistrikt.
Hertil var de ulykkelige deporterede jo i sin tid slæbt fra alle egne af Tyrkiet; langs Eufrat ligger endnu deres afblegede knogler, tæt strøede over den hele vej, i lige måde omkring Bagdadbanens Stationer. I disse egne er det, man søger resterne, de kvinder og børn, der dengang af gendarmerne blev solgt som kvæg til de omboende muhamedanere, eller som blev røvede fra karavanerne eller reddede ud af slagterierne.
Muhamedanerne havde mange motiver til at bemægtige sig disse kvinder og børn, lige fra den reneste, menneskelige barmhjertighed til det vildeste begær. Og lige så forskellige som bevæggrundene til at tage dem var, lige så forskellig er den behandling, de siden den tid har været genstand for.
Vi har i disse dage at gøre med en Armenske dreng, som en barnløs Tyrk tog til sig, adopterede og ved sin død efterlod alt sit gods. Vi har at gøre med mange, der har levet i et slaveri, man akkurat kan finde magen til i ³Onkel Toms Hytte². De er købte og solgte flere gange, har måttet trælle for ofte utilstrækkeligt føde og døje megen mishandling.²
Et optagelseshjem indrettes, og Armenske agenter sendes ud for at opsøge deres spredte landsmænd. De skulde se at sætte sig i forbindelse med dem, fortælle dem, at der var mulighed for at komme tilbage til landsmænd, og, hvis de så ønskede det, være dem behjælpelige med at slippe bort. Rygtet breder sig, håbet vækkes hos dem, der havde opgivet alt. En armenierkvinde var således blevet en Beduins tredie hustru, og Araberne havde fortalte hende, at alle Armenierne var døde. For agenterne var det et farligt og besværligt arbejde. Een blev dræbt, og to pådrog sig dødelig brystsyge. En bil, der blev skænket af ed amerikanske dame, var en udmærket hjælp. Engang var en moder med to døtre kommet i den reddende bil med bogstaverne ³S. d. N.² (Societé des Nations); men det var i yderste øjeblik. 30 bevæbnede ryttere forfulgte dem hen over sletten, men Fordéns hestekræfter var Arabernes overlegen, og tre mennesker førtes tilbage til nyt liv.
Et besøg hos Karen Jeppe af Henni Forchhammer, skildre hun situationen. ³I optagelseshjemmet får flygtningene den kærligste modtagelse af Karen Jeppes udmærkede medarbejder, Jenny Jensen, der i det sidste år har ledet denne gren af virksomheden. De må allerførst bades og i reglen klædes op fra inderst til yderst, så lasede og fulde ag utøj er de, Forinden bliver de dog fotograferede og deres levendsløb kort nedskrevet.
Man kunde sidde i timevis og se disse protokoller igennem; der opruller sig billede efter billede af elendighed og undertiden mishandlinger, én har været levende begravet, en anden har store brandsår på kroppen – dog hører sådan ligefrem grusomhed heldigvis til undtagelserne – mange er syge, særlig syfilis og tuberkuløse, de kommer straks under lægebehandling og kommer sig i reglen forbavsende; i disse 4 år er kun ganske få døde.
Så snart en flygtning kommer til optagelseshjemmet, sættes straks alle hjul i bevægelse for at finde deres slægt; det bliver meddelt i kirken, i flygtningelejren, til de Armenske foreninger, til de blade, der læses af armeniere verden over. Undertiden lykkes det forbavsende hurtigt. Mens jeg sad på kontoret og gennembladede den protokol, der omfatter de sidste 100, og netop havde lagt mærke til billedet af en nydelig 12 – 14 års pige. der var kommet for nogle dage siden, kommer pigebarnet ind sammen med en mand, der erklærer, at han tror, det er hans datter; helt sikker er han ikke, men bier om han må tage hende med hjem, for at andre slægtninge kan hjælpe ham at konstatere hendes identitet, hun skulde bl.a. have nogle mærker på kroppen. Først må han dog skaffe en slags kaution fra en præst eller anden pålidelig mand, der indestår for, at han vil bringe hende tilbage, hvis det viser sig at være en fejltagelse. En halv time efter er han tilbage med erklæringen, og så går pigebarnet glædestrålende bort med denne fremmede mand, i hvem hun håber at have genfundet sin far. Manden, der har et meget tiltalende ydre, ser tillidsfuld og glad ud. Hele hjemmet følger med spænding begivenhedernes gang.
Mange må dog blive i hjemmet i længere tid, før det kan konstateres, om de har slægt i live eller ej. Det er interessant at se, hvorledes ansigtsudtrykket forandrer sig efterhånden, som de føler sig mere trygge og veltilpas; når de kommer, er de ofte enten sløve eller ser ganske forvildede ud; men efterhånden kommer det glade og milde frem, ofte alt i løbet af få dage. Et par halvvoksne piger, der havde været dansepiger hos Zigeunere var yderst utilfredse de første dage og prøvede at løbe bort – de var ikke kommet frivilligt, men var sendt af de franske myndigheder – men nu så de meget glade og søde ud, og i det hele er det meget sjældent, at nogen forsøger at løbe bort.
Mange kvinder og unge piger er tatoverede både i ansigtet, på hals, hænder og fødder; det er dem, der har været mellem Araber og Kurder, hvorimod det ikke er skik mellem Tyrkerne. De unge piger er meget ulykkelige derover, og mange forsøger smertefulde kure for at komme af med det, jeg så én, der havde store sår i ansigtet; om det er bedre end tatoveringen bliver et andet spørgsmål. Der er sikkert mange, som afholder sig fra at flygte ved tanken om således at være brændemærkede, men efterhånden som de opdager, hvormange lidelsesfælder de har, tage de sig det mindre nær; og ganske særlig er det en trøst, at det ikke lader til at nedsætte deres udsigter til at blive gift. Mange af de befriede unge kvinder er efterhånden blevet lykkelige hustruer og mødre. Jeg så to søde unge koner på hjemmet, de var nu gift i Aleppo, men kom jævnlig på besøg.
De, der ikke finder deres slægt (omtrent 20-25{81b1534873be39200d390fbc2240df48f2ece2fb0cea5c20c52c3d3482ede196} af hele antallet) må lære noget, hvorved de kan ernære sig. Af kvinderne beskæftiges nogle ved husligt arbejde, men de fleste oplæres i de smukke broderier, der har været national kunstindustri mellem Armenierne fra umindelige tider, en kunst, Karen Jeppe så at sige har frelst fra undergang. De lærer det forbavsende hurtigt og kan så tjene deres livsophold ved at arbejde for ³systuen². (også oprettet af Karen Jeppe). Den er et aktiefortegende, der alt giver et godt udbytte, nogle af arbejderskerne er så vidt, at de er begyndt at omsætte deres sparepenge i aktier i systuen.
Det er morsomt at se dem arbejde siddende på gulvet med syrammen som et lille bord foran sig; nålen går hurtig op og ned, og de nydeligste blomstermønstre med fint afstemt farver vokser op for ens øjne. Broderierne afsættes over hele verden, og flere hundrede kvinder tjener på denne måde deres brød. Også systuen er under Jenny Jensens overtilsyn, men den daglige ledelse er overdraget nogle dertil uddannede, dygtige armeniere.
Et stort kontingent af de befriede er store drenge; de har lettere ved at flygte end kvinderne. Der er brillante typer mellem disse unge fyre. Så snart som muligt bliver de sat i arbejde, nogle lærer et håndværk, andre kommer til landbrug ude i kolonierne.²
³Near East Relief² havde begyndte at arbejde i Syrien og Libanon og havde allerede fundet Danske hjælpere, nemlig Østerlandsmissionærerne. Da alle Armeniernes udvisning fra Tyrkiet var en kendsgerning, og store nye skarer strømmede til, var arbejdet ved at vokse Amerikanerne over hovedet.
Efter Johanne Svaneskjolds råd tilkaldte de Karen Marie Petersen og Maria Jacobsen, som nu fik deres inderligste ønske opfyldt: at komme ud til det folk, de elskede. Efter at der såvel i Eliaskirken som i dennes menighedssamfund havde været afholdt afskedsmøde for Maria Jacobsen og Karen Marie Petersen samledes man for sidste gang den 11. Januar 1922 i K.M.A.s lokaler, hvor stuerne næppe kunde rumme den store skare af venner, som flokkedes for at være sammen med dem endnu engang inden udrejsen.
Overkammerherreinde Oxholm, som indledede mødet, gave først et kort, men klart overblik over det nye fremstød i arbejdet. Tirsdag formidag den 17. januar 1922, var der atter samlet en stor skar af venner og slægtninge på Københavns banegård, da de to søstre rejste med toget til Berlin, og mange var de blomster og små afskedsgaver, der skulde forsøde rejsen for dem og Maria Jacobsens adoptivbarn, lille Beatrice, de tog med usigelig glæde af sted. Vennernes offervilje gav sig til kende ved rige pengegave og 23 kasser med tøj.
Rejsen for søstrene fra københavn til venedig er gået godt. Kun var der meget koldt i toget gennem tyskland. De første nætter tilbragte de i berlin, og mødtes der af Armeniervenner, der hjælp dem til rette med forskellige indkøb. Den tredie nat var de i Munchen, hvor de havde dejlige varme værelser, derfra og til bozen, hvor de igen overnattede, måtte de 4 gange lukke deres kufferter op for toldeftersynet; det var besværligt, men selve rejsen nød de i høj grad og fandt, at Tyrols Alper mindede dem så meget om armeniernes elskede bjerge.
Lørdag nåede de venedig og skriver, at de vågnede søndag morgen ved ³den mest vidunderlige klokkeringning fra alle byens kirker, aldrig i vort liv har vi hørt noget så smukt. ³Om morgenen var de i Markus-kirken, og om eftermiddagen tog de i gondol ud til det Armenske kloster, stiftet af munken Mekhitar c. år 1700. Frk. Maria Jacobsen skriver derom: ³Hvor var klosteret smukt, som det lå derude på en lille Ø helt for sig selv, omgivet af en rød mur og med det smukke kirketårn. Vi kom ind og bad portneren om at se klosteret. Han kaldte på én af munkene, for hvem vi præsenterede os, fortalte, vi havde været i armenien, og hans gode ansigt strålede af glæde; han kaldte straks andre til. Nu viste det sig, at vi havde fælles venner; hvor var de glade ved at se os, og hvor følte vi os hjemme blandt de kære venner.
De førte os rundt og viste os alt: deres gamle smukke ting, et helt museum af gamle Armenske, kostbare sager, og deres dejlige lille kirke, ja, selv spisesalen og køkkenet så vi. De ejede mange pragtfulde malerier. Der var noget, der gjorde stærkt indtryk på mig, og det var forskellen fra Markus-kirken, der var det overalt helgenbilleder og Jomfru Maria, -jeg så kun én eneste kristusfigur nede ved udgangen af kirken, men her hos de Armenske munke var det Jesus allevegne, og så korset, det så man overalt. Den Jesus og det kors, som de elsker, og som de har lidt så meget for!.
Det var et dejligt lille fristed. De havde taget en skare forældreløse drenge til sig, som nu skal opdrages til at være ledende kristne mænd. I kan tro, det var dejligt at tale Armensk igen, det var, som om vi aldrig havde talt andet. Munden gik på os begge to. Vi kunde ligesom ikke få sagt nok! Beatrice vilde så gerne også være med og vise, at hun hørte til, og søgte en lejlighed, hvor hun kunde sige ³Shnorhagal yem² (Tak), det eneste ord, hun kunde huske. Vi blev trakterede med kaffe og småkager og fik bøger og kort af munkene. De fulgte os ud af palmehaven og ned ad trappen til gondolen. – Hvilket dejligt møde; disse mænds ansigter strålede, og hvor var de hjertet taknemmelige for, hvad vi havde gjort for deres folk. Aah, om I kunde have været med og set dem, hvor vilde i have glædet jer over, at i var og er med til at hjælpe sådan et folk!
Den. 9. februar. sejlede de to ind i Beiruts havn. De kom øjeblikkelig i gang med at hjælpe børn.
Maria Jacobsen efter ankomsten til Beirut skriver – ³I morges var vi i den Armenske kirke, men fandt ingen, som vi kendte. Her er mange Armenier, som er kommen fra Cilicien – der kommer daglig nogle; alle Amerikanerne siger, det er en glæde at gøre noget for disse mennesker, for de iblandt dem, som har noget, hjælper dem, der intet har. Det er mest familier, der kommer fra Cilicien, og med dem sendes de forældreløse børn. De allerfleste af dem har fået et eller andet arbejde, -men der er megen nød! I Adana og Tarsus er ikke en eneste kristen tilbag; nu kommer de fra Marash (Germanica) og Aintab, men det er vanskeligt og farligt.
I aftes kom en Amerikansk dame med 150 flygtninge; blandt disse var Beatrice´s lille kusine, som Beatrice´s moder mistede sammen med sin lille dreng, da de måtte flygte fra Marash i 1920. Dette hold på 150 var blevet overfaldet og plyndret på vejen, – troede, de vilde blive dræbt, hvilket de dog ikke blev. -Endnu ved jeg ikke, hvor jeg skal hen; men bed om, at hvor jeg end skal være, jeg da må være et lys fra Herren, -være fyldt af hans kærlighed, så jeg måtte kunne elske disse mange børn hen til Jesus, det er min længsel og min bøn.²
Frk. Karen Marie Petersen skriver den 18. Febr. fra Beirut: ³Ankomsten gik godt på nær en del forsinkelse. Vi bor på et hotel, men indtager vore måltider sammen med andre ³Near East² arbejdere i ³Personalhouse² en 20 minutters gang herfra; som oftest bliver vi dog kørt dertil og derfra i ³Near East²s automobil. Mr. Nichol har trukket sig tilbage til sit oprindelige arbejde blandt Syrerne, og Mr. Mac Afee er nu direktør for ³Near East².
…Man kan købe alt her i Beirut, men det er meget dyrt, for siden de franske tropper er blevet indkvarterede her, er det dyrere at leve end før og under krigen. Jeg er for tiden ene, da Maria Jacobsen er oppe på et børnehjem for 600 Armenske drenge, hvor hun skal nedskrive deres historie og optage lister over dem. Jeg er travlt beskæftiget med at sammenfatte 78 besvarelser af syriske og Armenske lærere og lærerinder i 14 rubrikker, alt gående ud på: hvad der kan fordres af en 17 årig dreng eller pige, når de forlader ³Near East²´s børnehjem. Det er et meget interessant og gavnligt arbejde, hvis jeg, som tanken er, skal have et af deres børnehjem, men da der er flere alenlange besvarelse, filosofiske udgydelser o.s.v., er det et stort arbejde!
…Jeg har besøgt en Armenske familie, udmærkede troende mennesker, og det var som at vende tilbage til det virkelige liv at være sammen med armeniere og tale Armensk. Det er dannede mennesker; Mr. Sarafian har en stor velassorteret boghandel her. Han gør et stort arbejde for sit folk, har mange og store tillidshverv og er direktør for den Armenske komité, der tager sig af flygtninge, kvinder og børn.
…Mange af de skarer af flygtninge, der kommer fra Cilicien, er blevet udplyndret og frarøvet alt; det er, hvad der kaldes ³rolige og betryggende forhold for dem, der ønsker at trække sig tilbage!².
Så kaldte Gud søster Bodil Biørn atter ud igen, hun skriver: ³ I 1922 rejste jeg ned til Konstantinopel for og hjælpe de mange tusinde armenier, kvinder og børn, som var flygtet ud af sit fædreland. Der traf jeg igen kendte fra før, blandt andre Garabed som blev reddet sammen med os fra Musch, og som havde gennemgået så meget.
Mens jeg i nogen måneder virkede i konstantinopel, traf jeg mange kvinder og mænd som var blevet alene tilbage af familier på 20-30 medlemmer. Ja, af en familie på 70 personer var ofte kun en enkelt reddet. Disse flygtninge både i små kolonier i forskellige deler af byen, og det var hjerteskærende å høre deres sørgelige livshistorier. I store rum var 70 personer stuvet sammen, og i lange barakker levede en mængde familier tæt sammen, kun skilt fra hverandre ved nogen sækker. Stor håbløshed herskede blandt mange af dem, og kan man undre sig over det?
Der traf jeg blandt andre en ung pige hvis ene arm var blevet hugget af af tyrkerne. Men midt i alle denne elendighed blev jeg langsomt styrket og fuld af tak til Gud når jeg fik høre på hvilken underlige måde enkelte af dem var blevet reddet og bevarede på, på sine lange farefulde vandringer.
Mens jeg i konstantinopel virket blandt flygtninge, fik jeg høre om den grænseløse nød inde i den lille Armenske republik, særlig da blandt de tusinde forældreløse børn som drev om i gaderne, sultne og forkomne, ja, en mængde af dem døde af hunger. Og da det jo særlig er børnene det norske armenierarbejd har taget sig af, besluttet jeg og rejse der inden om Gud åbnede vejen.
I begyndelsen af 1922 drog jeg afsted sammen med en del amerikanere som arbejdet i ³Near East Relief².
Heller ikke den delen af armenien havde sluppet for tyrkernes ødelæggelse. To gange trængte tyrkerne der ind. Først invasion i 1918 og den sidste i 1921. De havde ødelagte 78 store og velstående Armenske landsbyer og myrdet meste af parten af befolkningen. I Kars distriktet havde 12,000 af flygtninge fra Van og Musch bygget op midlertidlige boliger, men ved tyrkernes indtrængen måtte de flygte fra hjem og ejendele.
Den lille Armenske republik er bare 30.000 kv.kilometer stor med en befolkning på ca. 1 mill., størstedelen armenier. De styrer selv sit land. Yerevan er hovedstaden. Sammen med Georgia og Aserbedjian har de dannet en føderation hvis sæde er i Tiflis -Georgia´s hovedstad -. Disse tre stater er forenet med Rusland som styrer alle udenrigs anliggender. Regeringen søgte efter evne at få landet på fod igen. Moralen står før meget højt blandt armenierne, men var sunket meget da jeg kom der ind. Et flertal af dette forfulgte folk har jo levet på flugt i årevis, og de forældreløse børn drev så om og tiggede. Dertil kom at gudløsheden blandt ungdommen tiltog i en foruroligende grad.
Da jeg kom ind der, var der hungersnød og elendighed. En mængde af børnene kom ind til byen fra landsbyerne for og søge efter brød, for i landsbyerne var høsten ødelagt af tyrkerne så de der bare havde græs at spise. Mange nat kun jeg ikke sove når jeg hørte de små ude på gaden råbe efter brød. Hvor glad blev jeg ikke da jeg endligt af regeringen fik overladt et godt hus i Leninagan (Alexandropol) og kunne samle nogen af disse sultende og frysende små i et godt hjem. Først måtte jeg jo indrette og anskaffe det nødvendigste. Det var en stor fryd da jeg kunne optage de første små. Elendige og forkomne var de, og mange så ud som skeletter, bleg og tynde, mest i filler og fulde af utøj. Men vort norske hjem ³Luisaghpiur², Lyskilde, genlød snart af glad barnestemmer. De små sprang fornøjet omkring efter at de havde fået sig et bad, fået af pjaltene og indstedet fået rene, pæne klæder og spiste sig mætte. Mange af dem var syge og forkomne da de blev optaget, og 2 af de dårligste død nok så snart efter. Jeg fik 2 flinke, dygtige kvinder til og hjælpe mig med de små. Den ene blev vore kokke, den anden så efter børnene, og så fik jeg en indkøber da vi måtte købe alt ind for ca. 1 år om gangen, da prisen om vinteren stigede til det dobbelte. De første 25 blev optaget lidt efter lidt. Senere kom 11 til, så vi havde til slut 36 smådrenge i vort hjem. Bare et af børn havde hørt om Gud. Skole og lærer havde vi til dem i hjemmet, og selv underviste jeg dem i bibelhistorie, da det er forbudt i skolen. Hver af de større børn havde sit husarbejde. De måtte hjælpe til med dette, og hver 14. dag blev det byttet, og den som havde gjort sit arbejde bedst, fik en lille belønning.
Lærenem og flink var de, og det varede ikke læge før de kunne både sanger og skriftord udenad, endog tre norske sanger lærte de. En stor begivenhed var det da de skulle få strømper og sko på, for de aldrig ejede en. De gik barefodet selv om vinteren i sneen, og der var meget koldt, for Leninagan lå ca. 5000 fod over havet. Jeg glemmer heller ikke børnenes fryd første juleaften da de fik se det glitrende juletræ og modtog sine små gaver. Jeg har fortalt og skrevet om flere af vore børn derfra, men vil her bare fortælle om et som var meget forkommet:
Lille Hagop Arshagian var bare 3-4 år da han blev optaget i vort hjem. Hans forældre døde i en landsby nær Yerevan i stor fattigdom. Hans farfars bror bragte os den lille i en forkommen tilstand. Han var bare skin og ben og så elendig at jeg ikke troede at vi skulle få beholdt ham. Men Hagop kom sig vidunderlig og blev et tyk og fornøjede lille fyr. Det var stor glæde efter en tid at få se dette dårlige barn så frisk og fornøjede.
Jeg red også ud en længere tur sammen med en Armensk protestantiske præst til 13 Armenske landsbyer for at se hvordan de der havde det og for at forkynde evangeliet. Nøden var ubeskrivelige stor, hungersnød i flere af landsbyerne, kun græs at spise, men havde de nogen brød, vil de gerne gi os af det, da armenierne er meget gæstfrie. Vi havde selv mad med og kunne således hjælpe nogen. Senere fik vi sendt ud mel og flere kasser med kondenseret mælk til mødrene som intet havde til at give sine diende barn uden lidt tørt brød i dyppet vand. Det var en ynke og se de afmagrede mødre med sine små, ja ligeså den hele befolkning i slem nød. Men over alt hørte de gerne Guds ord. På enkelte steder havde vi nok så store forsamlinger. Kun 3-4 af disse landsbyer havde det nogenlund godt, blandt dem var derind hvor jeg traf mange venner fra Musch-egnen. I Leninagan boede der 40 familier fra Musch, så jeg følte mig som hjemme der. Jeg savnede meget en medarbejder. Arbejdet var stort, men arbejderne få.
Det sidste år blev huset taget fra os, så vi måtte flytte over til et lille hus som amerikanerne overlod os. Det var meget trængt og dårlig, men de havde ikke noget bedre at give os, og vi var glad over at få et hjem og ty til.
Jeg havde søndagsskole og møde med børn. Mange havde lært og kende Jesus og havde givet ham sit hjerte og ønsket og følge i Jesu fodspor. Det sidste år blev jeg syg, så jeg desværre måtte rejse hjem. Da jeg senere blev frisk igen, var der så mange vanskeligheder i vejen for mit udrejse, så det ikke var muligt og komme afsted. Jeg kan ikke sige hvor det gjort mig ondt ikke og komme tilbage til mit kære børn. En god troende Armenske kvinder fortsatte arbejdet en tid, og nogen af børnene kom senere i de amerikanske hjem.