“Fuglereden” 4

I slutningen af 1915 var landet renset. Men der opfordres stadig til ³at hugge Træet ved roden². Kun børn under 5 år vilde vokse op som tyrker uden erindring om fortiden. De overlevende er samlet i lejre ved Eufrat, i ørkenen og i Nordsyrien, og på dem kommer så blodbadet i foråret 1916. I een lejre behøvede man ikke at fortage sig andet end begrave 55.000, der var død af sult. I en bjergkløft slagtede soldaterne 25.000 kvinder og børn. En del anbringes på tømmerflåder i Tigris; da disse nåede Mosul, var de tomme; men både Tigris og Eufrat flød med lig.

Maria Jacobsen forblev under krigens år trofast på sin post i Kharpert; skønt sygdom som plettyfus og meningitis havde svækket hendes helbred, gik hun tappert i gang med at hjælpe, thi nu gjaldt det om at redde børn fra den visse død. Den Armenske bydel i Kharpert var ødelagt, familierne bortført og dræbt, men hundredvis var børnene flygtet op i bjergene, skjulende sig i klippehuler og tomme brønde. Børn, børn så hun alle vegne, forskræmte, udhungrede og sårede børn bankede ved nattetid på hendes dør, hun fandt dem også selv, ofte så udmattede, at de ikke længere formåede at gå; den hårde klippe blev deres sidste leje og græs deres eneste mad.

Fortvivlede kvinder, næsten sindssyge af rædsel, kom til hende om natten; en nat slæbte en kvinde sig ind til hende, hun havde 46 dolkestik og var ved at forbløde. Maria Jacobsen tog så mange ind som muligt; i den uddøde ruinby, hvor Armenierne havde boet, samlede hun børnene, stedet blev aldrig besøgt af Tyrkerne, der skyede det for deres grusomme gerninger.

2000 børn bar hun en efter en til ruinbyen, ofte kun for at se dem dø for øjnene af sig, udpinte som de var af sult og rædsel. Ca. 10 børn døde for hende om dagen; natten blev brugt til at grave ligene ned, men klippejorden var hård og vinteren streng, ofte så hun vilde hunde om dagen opsøge gravene, -end ikke i døden fik disse arme lov til at hvile i fred.

Armensk kvinder, som hun reddede, blev hendes medarbejdere, modigt fulgte de hende gennem den mørke nat ned til ruinerne for at pleje og passe de stakkels børn. I de rum, hvor børnene lå, var der hverken døre eller vinduer, ovnene havde tyrkerne også bortført; i den dybe nat, i kulde og nød var mange af børnene næppe i stand til at synke blot en skefuld varme suppe end sige et stykke brød, så tog Maria Jacobsen sådanne børn i sin favn, og ofte grædende, bestandig bedende, vuggede hun dem, intil øjnene lukkede sig i døden.

I sådanne øjeblikke, medens hun sad med det døende barn i armene omgivet af den store børneflok, der til sidst talte 2000, steg der en bøn op til Gud om, at han engang ville give hende et hjem, hvor hun kunne samle Armenske børn, et fristed langt borte fra blodets og tårernes land, hvor de under lyse kår og i fred kunne leve glad barndomsdage.

Hvorledes fik Maria Jacobsen mad til de mange børn, thi de døde jo ikke alle: hvorledes fik hun klæder til at klæde de nøgne?. Det er en historie for sig, som her i korte træk må fortælles med få ord i sparsomme beretninger, som de blev fortalt til Elsa Vind af hende selv.

Maria Jacobsen havde i tider været fremsynet. Hver gang fårene blev klippede i landsbyerne uden om Kharpert, opkøbte hun en mængde uld, som blev stuvet ind i et rum; ofte lo hun næsten af sig selv, når hun så derind, thi efterhånden lå det tæt fra gulv til loft, og hun spurgte: ³Hvad skal jeg egentlig med så mange?² Men hun var i hvert fald tilfreds dermed, tiden kom nok, hvor det blev kartet og spundet, og det var godt at have meget af noget så varmt som uld- ³Hvem ved, om jeg ikke får brug for det?² Ja hvem véd.

Da de stakkels børn i hundredvis kom til hende, var de i en så elendig forfatning, også med hensyn til tøj, at hun meget hurtigt forstod, hvorfor hun i tid havde skaffet sig uld; med tak til Gud så hun nu på sin store beholdning. Men hvem skulle hjælpe hende med at karte og spinde og strikke? Der var efterhånden kommet ikke så få Armenske kvinder til hende, men hvilke menneskevrag! Jagede, rædselslagne var de flygtet, mange af dem havde set deres mænd dræbt for øjnene af sig, deres børn med overskårne struber, medens livsblodet flød; selv var de flygtet for ikke at falde i Tyrkernes vold, og nu sad de der med livet i behold, men de udtryksløse øjne talte om et knust hjerte.

Med uendelig kærlighed og dog med fast vilje prøvede Maria Jacobsen at vække disse kvinder ³til live² igen. Deres egne børn var dræbt, men uden om dem var der i hundredvis af børn, der trængt til hjælp. Lidt efter lidt fik hun gang i arbejdet; kvinderne vågnede ligesom af en ond drøm, hvori de selv ganske vist havde mistet alt, hvad der var dem kært, men endnu var der mennesker om dem, som kun ville dem godt, og børn, som netop trængte til deres arbejde. Der blev kartet, spundet og tilsidst strikket varme og solide tykke trøjer; hvad det betød for børnene, som kun havde været klædt i laser og ofte kun iført en sæk, hvori der var revet et hul, som hovedet kunne stikkes igennem, kan man let forestille sig, og med arbejdet kom glæden og nyt liv til ulykkelige knuste hjerter.

Hvorledes gik det med mad til de mange? Endnu kunne Maria Jacobsen klare sig med sine medhjælpere der, hvor hun boede, i det af Amerikanerne forladte hus, men da børneflokken voksede, så hun, at hun aldrig nogensinde kunne få nok til alle ud af sin sparsomme beholdning. Hun havde sendt et brev af sted med en tysk læge, men det kunne tage måneder, muligt år, inden svaret kom; alle veje syntes lukkede, men vejen opad var åben, og dag for dag steg bønnen op om dagligt brød til de mange trængte. Nu da de mange børn endelig var kommet til hende, skulle de så dø af sult? Hvilken børnejammer var det ikke! snavsede, fyldte af fnat og utøj opholdt de sig der i ruinerne, de turde ikke gå ud om dagen, thi Tyrkerne anede intet om den store børneflok, der efterhånden havde samlet sig.

Nu var det de levende, hun måtte tænke på. Hvor fik hun mad til de mange hundrede børn? Maria Jacobsen bad; hun vidste, der var mel nok i Kharpert til de mange Tyrkiske soldater, også dem havde hun af og til som sygeplejerske taget sig af og vasket og forbundet deres sår, for de var også meget at beklage; hver dag blev der sørget for deres forplejning, men hvorledes skulle Maria Jacobsen få del i disse forsyninger? Hver dag bad hun, om Gud ville forbarme sig over dem alle og vise hende vejen frem.
Gang på gang kom hun derved til at tænke på en bestemt Tyrk, der stod for uddelingen af melet, men hver gang nølede hun, turde hun betro sig til en Tyrk, turde hun sige ham, at hun skjulte henved 2000 Armenske børn, var risikoen ikke for stor? Dag for dag bad hun Gud om visdom og råd, dag for dag kom denne Tyrks navn hende i tankerne, indtil nøden snart bankede på hendes dør; hun vidste, at den havde døden til følge, om hun ikke fik mad nu. Hun bad om en samtale med denne Tyrkiske embedsmand, og han føjede hende gerne i det; hun havde jo været god med mange af de syge soldater.

Maria Jacobsen førte ham ind i et værelse, hvor hun ganske alene kunne betro sig til ham. Han stillede sig velvilligt, han vidste jo, at hun i sin bolig havde en del Armenske kvinder, og han kunne godt skaffe mel til hende og dem. Da måtte Maria Jacobsen udlevere sin hemmelighed; i tro til Gud, men med ængstende hjerte, fortalte hun den Tyrkiske embedsmand om de mange børn, hun havde samlet og skjult, det var til dem, hun måtte have mel, om de ikke skulle dø.

Med uhyre forbavselse hørte han om dette, og han henfaldt i dybe tanker; Gud har dog vidst, at der i denne Tyrks bryst bankede et varmt hjerte, måske også et hjerte, der i lidelse og gru havde sørget over, hvad hans folk havde gjort af ondt mod Armenske folk. Han sagde, at han godt kunne forsyne hende med melet til de mange, men da han også førte regnskabet, måtte han have betaling derfor, men han skulle dog ikke tage mere, end hvad en Tyrkisk soldat betalte for sin portion, altså på billigst mulige vilkår. Glad og taknemmelig hørte Maria Jacobsen dette; Amerikanerne havde efterladt hende penge, og hun så sig i stand til at betale.

I Juli 1915 tømtes Cilicien og kystlandet nord for Syrien for sin Armenske befolkning, og endelig i August 1915 begyndte uddrivningen fra det vestlige og indre Lilleasien. Alene Konstantinopel og Smyrna skånedes. Sidste by dog kun ved tysk militær indgriben.
Fra Konstantinopel udjoges og deporteredes dog, d.v.s. dræbtes, alle de, der var fødte i Lilleasien og ikke formåede at gemme sig. Det var mange tusinde, som måtte følge deres nation ud i en jammerlig død.
Medens de halv vilde nomadefolk i øst havde myrdet, plyndret og gjort menneskerov i de udvistes tog, båret sig ad som de lystede med disse af Allah forbandede, gik det noget anderledes i vest.

Her i de mere fredsommelige bondeegne, hvor jernbaner og landeveje af tålelig art findes, hvor alle livsvilkår er mildere og sindene mindre voldsomme, nåede de ulykkelige ofte med ejendele og selv vogne og trækdyr frelste og i tålelig stand til Nordsyrien.
Dette lands diktator, Djemal pasha, der ledede felttoget på sydfronten mod Storbritannien, var ingen ven af de store myrderier. Han lod Armenierne i tusindvis bosætte sig nær Aleppo, ved Hama og Homs, ja gav mange lov til at rejse sydligere. Han hjalp store kolonier tilrette ved Eufratfloden, i Ras ul Aain, i Baab, i Meskené helt ned mod hovedsamlingsstedet og administrationen for deportationerne, Der Zor.

Men dette var ikke ³Komitéen²s mening. Talaáts øje søgte, og han vågede over, at intet levende Armenske skulde slippe ud af hans dødsgreb. I løbet af sommeren blev de afvæbnede Armenske soldater, der var ved jord og vejarbejde, i flokke førte til kasernegårdene og til sidste mand skudt, så gårdene ejlede i blod. De få tilbageblevne linjesoldater fik samme skæbne; de blev summarisk dømte og dræbte af deres tyrkiske kammerater.
Armenske officerer, der var nogle, ingeniører, militærlæger afskedigedes, deporteredes og myrdedes. De syge på hospitalerne slæbtes ud og døde, frugtsommelige mødre, diende små, alle uden forskel, uden ynke, drives ud og i døden.

Set, der viser denne afgrundsdybe vilje til ødelæggelse af armenierfolket, er den Ungtyrkiske komité´s optræden overfor de Armenske børn. Hvad der her er gjort af djævelsk for ³at hugge træet om roden² og ingen hævnere levne, som det åbent udtaltes, er et uhyggeligt tegn på menneskelig fornedrelse.
Tusinder og atter tusinder af børn er dræbte, druknede, kastede bundne ned ad klippeskrænter, halshuggede. Visse steder surrede man fire og fire små børn sammen, kaldte okseslagtere og garvere til og lod dem hugge halsene over på én gang. Ofte slog de fejl i skyndingen, og derved reddedes adskillige små senere, om end med gabende sår.
Store mængde af små børn sultedes regelmæssigt ihjel i opsamlingshuse. Krigsretssag mod en sådan tyrkisk englemager førtes efter våbenstilstanden i Aleppo. Gennemgående fik efter Indenrigsministeriets befaling kun lov at leve, hvad der var under 5 år, da de kunde blive tyrker uden minde om fortiden.
Da midt under de usigelige skændsler i armenien en højtdannet Armensk kvinde spurgte en tysk søofficer, hvad den civiliserede verden på dens forfærdelse over disse vildgerninger, der gik for sig for øjnene af så mange tyske mennesker, gav officeren dette ikke helt usande svar: ³De skal ikke komme i ondt lune ved at tænke på det! Efter fredsslutningen vil der være så mange og så nære spørgsmål at få rede på, så der ikke vil findes en høne, der ryster sine fjer for armeniernes skyld.²
I K.M.A.s årsberetning for 1915 står: For Arbejdet i Armenien har året 1915 været det sværeste af alle. I de første måneder fik vi slet ingen efterretninger fra vore udsendinge derover, så det var først langt senere, at vi af udtalelse på brevkort fra dem forstod, hvor truende forholdene allerede i Februar 1915 havde været. I ³Emmaus² har børnene hele året måttet holdes internerede i hjemmet, så at de kun har kunnet trække frisk luft ved at færdes lidt i gård og have.

Da pigeskolen straks efter krigens udbrud blev lukket, må børnene undervises i hjemmet, hvor 3 af vore tidligere piger, som var uddannede til lærerinder – nemlig Mariam Zaghig, Baidzar og Mariam Mardigian – besørger undervisningen. Mariam Zaghig, som var lærerinde i Arapkir, undgik kun at dele skæbnen med de andre Armeniere der, fordi hun lå syg af Tyfus.

Flere af de tidligere udtrådte piger, hvis mænd er dræbte, er flygtede til ³Emmaus² med deres små børn og har nu opholdt sig der i længere tid; ved Juletid fødtes der to børn. Gud har vidunderligt bevaret Frøken Karen Marie Petersen rask på legeme og sjæl igennem denne så svære og oprivende tid, så at hun trofast og tappert har kunnet røgte sin ansvarsfulde gerning.

I april blev Frøken Maria Jacobsen, ved at pleje tyfuspatienter, selv meget hårdt angrebet, og det så ud, som om vi skulde miste hende, men takket være Herren kom hun over den farlige krise og kunde, efter et længere rekreations ophold i den Amerikanske Missions sommerbolig, atter i eftersommeren tage sit arbejde op. Ved Juletid døde Dr. Atkinson, som var læge ved hospitalet i Mezreh, hvor Frøken Jacobsen tidligere var ansat som sygeplejerske. Det var et stort tab for vore Missionærer at miste ham, både som ven og som læge, og Frøken Maria Jacobsen, som plejede ham under hans sidste sygdom og var hos ham under hans sidste sygdom og var hos ham Julenat, da han døde, blev overanstrengt og fik kort efter atter et lettere anfald af tyfus.

I den anledning skriver Frk. Karen M. Petersen den 4. januar 1916; …Vi véd at vore kære venner har bedet meget for os – også om dette, at vi måtte kunne fejre en glædelig jul, men den blev meget sørgelig – freden og glæden vilde ikke ret få indgang dette år. Juleaften var vi indbudte hos Jenny Jensen til juletræ og gåsesteg. Maria Jacobsens lille plejebarn, Bessie eller Beatrice, som er hendes rigtige navn, var henrivende sød og jublede højt af glæde, men Maria kom først sent fra sygeplejen og var meget træt. Vi måtte alle bestandig tænke på forskellen mellem denne og forrige jul; skønt den også dengang var usigelig svær, så stod den i sammenligning med denne i rosenkær for os!
Næppe var vi kommet til ro, før der kom bud, at Dr. Atkinson var døende. Maria måtte hurtigst muligt afsted og jeg kunde ikke sove mere af sorg og bedrøvelse. Han døde den 25. henad morgenstunden, og blev begravet 8 dage efter at vi havde bragt vor kære lille Annie Tacy Riggs til hendes sidste hvilested. Jeg vil savne Dr. Atkinson meget; han var sådan en god ven.²

I Malatia begyndte myrderierne allerede i maj. Endnu i september var alle pigerne fra Håndgerningsskolen i live, men senere efterretninger har vi ikke kunnet få derfra. ³Kun ved vi, at vor Bibelkvinde Veronica, har været i Mezreh for muligt at få lidt hjælp fra vor mission til arbejdet blandt de nødlidende i Malatia. På blindhjemmet i denne by er der betalte for en lille dreng, som Frøken Ørtz tidligere tog sig af. – Vort arbejde i Malatia har, på grund af forholdenes udvikling, måttet opgives; Frøken Jensine Ørtz opholde sig foreløbigt her hjemme og holder en del møder for Armenien.
Om selve sommerens rædsler i Armenien har man i ³Bring lys² bragt forskellig meddelelse, som er kommet til KMA igennem øjenvidner, så dem kommer KMA ikke nærmere ind på.

-Alt skole og Evangelisations arbejde har jo været forbudt og tillige umuliggjort af forholdene, idet størsteparten af den Armenske befolkning er blevet udryddet – enten dræbt eller bortført til den store ørken syd for Bagdad banen, imellem Der-el-Zor ved Eufrat og Mosul ved Tigris. Store skarer af disse ³Udviste² førtes igennem Mezreh, så vore Søstre har været vidner til en del af den usigelige nød og trængsel, men har da også haft lejlighed til at kunne yde de ulykkelige en smule lindring, trøst og hjælp på vejen.
Iblandt den tiloversblevne rest af folket – de fattige, syge og krøblinger – har de – takket være de rigligt indkomne kærlighedsgave her hjemme, som, trods de urolige tider, har kunnet sendes sikkert derover igennem den Tyske hovedkomité i Frankfurt – kunnet tage et velsignet hjælpe arbejde op, lavet varm mad til de hungrende, givet enkerne arbejde, o.s.v.

Missionærerne står jo for øjeblikket derover som det eneste bolværk, der holder ødelæggelsen borte fra børnehjemmene, idet der af Tyrkerne skal være givet tilsagn om at skåne de endnu tiloversblevne Tyske børnehjfem, hvoriblandt vort Mezreh. Ingen af vore Søstre har derfor – skønt de fra Komitéens side straks blev stillet frit med hensyn til hjemrejse – villet forlade deres så farlige post derover, selv om der har været lejlighed dertil i det forløbne år; tværtimod har de atter og atter betonet, at de ³betragtede det som et privilegium fra Herren² at måtte være folket til hjælp og trøst i trængselstiden.
I det Russiske Armenien tæller befolkningen halvandet Million., altså et lige så stort antal, som der var i det Tyrkiske Armenien, før udryddelsen fandt sted, og foruden den lille rest i børnehjemmene og iblandt den fattige befolkning er det lykkedes nogle at finde et tilflugtssted hos venligsindet Kurderstammer blandt bjergene.
En del er indkommet til K.M.A.´s østerlandske Missionsmark, ligesom 5000, ved hjælp af Franske skibe, blev reddede til Ægypten, hvor man har oprettet en stor teltlejr for dem og yder dem hjælp på enhver måde.

I K.M.A.s åresberetning afsluttes opsamles året med: ³Nu er det alvorstider her på vor jord, overalt føles den store krigs ødelæggende og nedbrydende magter, som ubarmhjertigt nedtræder al fredens sysel og Guds riges arbejde. For tiden er alle missionsbestræbelser ligesom lammede, og det store fremstød, som man på Edinburg-Konferencen i 1910 så hen til med håb og forventning i de kommende 10 år, har fået en uventet og brat afbrydelse.

Også indenfor K.M.A.s rammer går vi igennem alvorlige brydningstider både i arbejdet udatil og i forenings indre anliggender, Frøkken Collets sydom har, som en tung sky, hvilet over os i de sidste år, og når hun nu har taget den endelige bestemmelse at fratræde som formand, vil det sikkert komme som en stor sorg. Netop i de mørke og svære tider lyder Herrens stemme til os om at stå fast og være udholdende, thi når lovløshed bliver mangfoldig, vil kærligheden blive kold hos de fleste, men den, som holder ud indtil renden, skal blive frelst. Er natten end aldrig så sort, så vil det dog lysne mod øst, og derfra kan vi forvente den skinnende morgenstjerne, som bebuder, at natten er fremrykket og dagen er kommen nær, og når det atter blive dag på jord, da forsvinder alle de mørke, blodige krigens billeder, da glemmes alle de grufulde trængsler i Armenien og andre steder, da aftørres alle tårer, og en ny tid bryder frem.

For arbejdet i Armenien har året 1915 været det sværeste af alle. I de første måneder fik vi slet ikke efterretninger fra vore udsendinger derovre, så det var først langt senere, at vi af udtalelser på brevkort fra dem forståd, hvor truende forholdene allerede i februar 1915 havde været. I ³Emmaus² har børnene hele året måttet holdes internerede i hjemmet, så at de kun har kunnet trække frisk luft ved at færdes lidt i gård og have. Da pigeskolen straks efter krigens udbrud blev lukket, må børnene undervises ihjemmet, hvor 3 af vore tisligere piger, som var uddannede til lærerinder – nemlig Mariam Zarig, Baidzar og Mariam Mardigian – besørger undervisningen. Marian Zarig, som var lærerinde i Arabkir, undgik kun at delse skæbne med de andre armeniere dér, fordi hun lå syg af tyfus.

Flere af de tidligere udtrådte piger, hvis mænd er dræbte, er flygtede til ³Emmaus² med deres små børn og har nu opholdt sig der i længere tid; ved juletid fødtes der to børn. Gud har vidunderligt bevaret Frøkken Karen M. Petersen rask på legeme og sjæl igennem denne så svære og oprivende tid, så at hun trofast og tappert har kunnet røgte sin ansvarsfulde gerning.

I januar 4 1916 Karen m. Petersen skriver: ³Vi ved, at vore kære venner har bedet meget for os – også om dette, at vi måtte kunne fejre en glædelig jul, – men den blev meget sørgelig – Freden og glæden vilde ikke ret få indgang dette år. Juleaften var vi indbudte hos Jenne Jensen til juletræ og gåsesteg. Marias lille plejebarn, Bessie eller Beatrix, som er hendes rigtig navn, var henrivende sød og jublede højt af glæde, men Maria kom først sent fra sygplejen og var meget træt. Vi måtte alle bestandig tænke på forskellen mellem denne og forrige jul; skønt den også dengang var usigelig svær, så stod den i sammenligning med denne i rosenkær for os! – Næppe var vi kommet til ro, før der kom bud, at Dr. Atkinson var døende. Maria måtte hurtigst muligt afsted – og jeg kunde ikke sove mere af sorg og bedrøvelse. Han døde den 25. henad morgenstunden, og blev begravet 8 dage efter at vi havde bragt vor kære lille Annie Rigs til hendes sidste hvilested. Jeg vil savne Dr. Atkinson meget; han var sådan en god ven.

Jeg tænker, De i ³The Orient² har læst om de sidste postbestemmelser og deraf vil forstå, at vi kun tør skrive ganske – kort og ingen ord må forkorte, så hvor meget jeg end kunde have al skrive om, må jeg indskrænke det til det mindst mulige.

Den 6. Januar 1916. forsætte Karen M. Petersen sin beretning: Vi er, Gud være lovet, raske alle – ³båret på Ørnevinger² gennem alle vanskeligheder; det er sikkert svar på megen trofast forbøn. Den lile bog (³Evighjedslys over mørke skyer²), som både Maria og jeg rigtig har modtaget, har bragt os megen trøst. At de først nu får vor tak, viser at mange af vore kort er gået tabt. Det er så svært at være så langt borte fra alle venner og have en så mangelfuld postforbindelse! Maria er nu atter i syglege, idet vor eneste læge, Dr. Parmely (Kvindelig læge) har tyfus, men Gud ske lov, dog ikke noget svært tilfælde. Vi får atter ingen aviser – er ganske afskåret fra verden – men ikke fra samfundet med vor trofaste Gud og beskærmer.

Under megen trængsel og tiltagende nød samt en hærgende tyfusepidemi gik dette forfærdelige år til ende, med 1916 begyndte med en ny frygt: Russernes fremrykken og dennes eventuelle følge. I foråret begyndte pengevanskeligheder, idet regeringen udstedte pengesedler, som ingen, hverken Tyrker eller Kurder, vilde tage imod. I foråret gjort Kurderne oprør, og for at kæmpe mod disse samt for at kunne gøre modstand overfor de fremrykkende Russere samleded store troppestyrker i byen, så alle fødevarer steg sig i pris, og flere gange truede regeringen med at tage alle børnehjemmene til kaserner. En gang gik det så vidt, at vi om formiddagen fik ordre til at være ude af vort hus kl 12. Under børnenes gråd måtte jeg begynde at få vore ting pakket sammen, og en flok drenge var allerede mødt for at hjælpe at bære bohavet bort – da vi, i sidste øjeblik, fik lov at blive, jublen var stor!

I marts 1916 udkom dette meddelelse fra Armeniens komité i ³Bring Lys² : ³Efter indbydelse fra K.M.A.s komité for arbejdet i Armenien, havde vi den glæde den 1ste februar 1916, at få en sammenkomst her i København med lederen af ³Deutscher Hülfsbund², dirktør Schuckardt fra Frankfurt. Om formidagen havde komitéen en længere fortrolig konference med ham om missionsforholdene i Armenien og de kår, hvorunder der arbejdes under denne tids usigelige tryk og lidelse. Om aftenen var en snævre kreds af armeniens venner indbudt til samvær med ham.

Man vil kunne forstå, at drøftelsen af de forskellige spørgsmål vedrørende arbejdet og forholdene derover ikke for tiden egner sig til offentliggørelse. Vi kan kun sige, at vi var meget taknemlige for at kunne få en indgående samtale om alt, hvad der lå os på hjerte, med vort missionsarbejdes øverste leder og mærke hans varme kærlighed til denne vor fælles store sag, samt høre hans klare og forstående bedømmelse af de forhåndenværende forhold, over hvilke han, ligesom vi, følte den dybeste smerte. At denne i fuldt mål deles af de kristelige kredse i Tyskland gav sig iblandt andet til kende ved, at de, trods alt, hvad der på grund af krigen lagde beslag på deres offervillighed, dog stadigt indsender rigelige gaver til hjælp og lindring af nøden i Armenien.

Missionsarbejdet derover må jo for tiden nærmest indskrænkes til udøvelse af praktisk kærlighedsgerninger; om egentlig evangelisationsarbejde kan der jo under de nuværende forhold ikke være tale; men de enkelte sjæl trænger jo mere end nogensinde til guds ords trøst og vejledning.

Da flere af ³Deutscher Hülfsbund´s² missionærer er overanstrengte og efter de reglementerede 5 års arbejde derover trænger stærkt til at komme hjem på feriehvile, vilde man forsøge, om det var muligt at udsende 5 af de ældre tyske søstre, som har arbejdet i Armenien (af nye arbejdere udsendes absolut ingen), til at kunne afløse disse, men man var langtfra sikker på, at de vilde kunne nå igennem – og eftersom forholdene nu senere har udviklet sig efter Erzerums fald, hvorved krigskuepladsen vel blive forlagt til det indre Armenien, vil det sansynligvis blive end mere vanskeligt at få missionærer afløst derovre.

Hvad Danske missionærer angik, anså han det for ganske udelukket, at det vilde blive nogen sådan tilladt at komme ind over den Tyrkiske grænse – så vi kan kun bede Herren skærme de kære Danske søstre, som er derovre, og dække dem under sine vingers skygge, indtil uvejret er forbi og der, ved hans hjælp muligt vil komme oprejsningstider for den lille ³Rest² af folket, som endnu er tilbage. Den gang, da Guds ejendomsfolk var bortført til Babylon og deres land helligdom var lagt øde, så det også ud som om det var knust for bestandig – og dog stod Guds allerstørste forjættelse over det endnu tilbage og ventede på sin herlige opfyldelse.

Mon der ikke skulde være noget om, hvad mange mener – uden at der dog kan føres andet bevis derfor end de fælles karaktertræk, der så påfaldende findes hos Jøden og Armenieren – at folket skulde nedstamme fra de 10 stammer i landflygtigheden? man vilde i så fald måske bedre kunne forstå den forfølgelse de, ligesom Jøderne, bestandig har været undergivet igennem tiderne.

Men ligesom i fordums dage er Gud mægtig til også nu af det Armenske folks tilbageblevne ³Stub² at lade opvokse en ny åndelig spire til velsignelse for de omboende forlkeslag – og derom vil vi fremdeles frimodigt bede ham og ikke lade hænderne synke. Hvem der er inde i forholdene mener, at det vanskeligt vil kunne lade sig gøre at udrydde et folk, der er så levedygtigt og intelligent som Armenierne. De er jo spredt rundt om i landene (alene i Kaukasus er der på Russiske territorium halvandet millioner. – altså lige så mange, som der var i det egentlige Armenien, førend Tyrkerne udryddede dem) og – ligesom Jøderne – kan de finde sig til rette overalt. De står også – ligesom disse – på et højt trin i sædelig retning; trods de primitive boligforhold i Armenien, hvor ofte flere familie var stuvet sammen i et lille rum, hørte man sjældent om sædelige fald, hvad der måske også tildels skyltes den strenge kirketugt. De har også Jødens udprægede sprog – og handelsdygtighed så vel som hans sejge flid og udholdenhed. Det var jo Armeniernes virksomhed og fortagsomhed, at den derboende tyrkisk befolkning mest levede, og under de kommende tider menes der sikkert at ville blive god brug for Armenierne til at besætte posterne ved de europæiske baneanlæg og andre fortegender i orienten, hvortil Tyrkerne med deres medfødte ladhed og ulyst til arbejde ikke egner sig.

Dette vort samvær med direktør Schuckart har påny tjent til at bestyrke os i forvisningen om, at også under denne nationernes gigantiske kamp bliver Guds temel bygget op i det stille, og at, trods alt, hvad der kan skille, så vil enheden imellem Guds folk i alle lande blive bevaret, thi hvad der er født af Gud, har hans ånd og kan ikke dø!
Han skal også have æren og takken, fordi vi – i den gerning, han har givet os i Armenien – har været således stillet, at vi igennem den tysk hovedkomité i Frankfurt har kunnet sende de pengemidler, der er blevet os betroet over til deres bestemmelsessted og derved været i stand til at mildne og lindre en smule af den grænseløse elendighed blandt dette så hårdt hjemsøgte folk.

Den 9 februar 1916 holdt ³Deutscher Hülfsbund² sit årsmøde i Frankfurt a. M. Direktør Schuckardt holdt ved denne lejlighed at tale, af hvilken vi, til opmuntring også for os Danske kristne, der elsker Armenien, hidsætter følgende brudstykke: ³Ps. 30, 5-6: ³I, hellige, lovsynger Herren og priser hans hellige ihukommelse. Thi et øjeblik varer hans vrede, hans nåde livet igennem; om aftenen kommer gråd som gæst, og om morgenen er der frydesang.²

Når Guds børn samles – selv om vi kun danne så lille en kreds som denne – hvor vi skal beskæftige os med forretningssager, burde det aldrig mangle på lov og tak og pris til Herren, det vi skylder ham under alle forhold. Der er intet Guds barn, der ikke har noget at prise Herren for, selv i en mørke tid, i smertens time; og vi vil, i denne alvorsfulde tid, hvor Guds hånd hviler tungt på os, ikke glemmer: at Guds vrede kun varer et øjeblik, men at hans nåde livet igennem er over os.

Dette ord, denne trøst, vilde jeg også så gerne på en særlig måde lægge ind i de troende Armeniernes hjerte og sind. I alle de forfærdelige måneder, vi nu kan se tilbage på, var der altid noget, der særlig stemte mig til tilbedelse, og det var, hvad jeg læste og hørte om armeniernes troskab mod deres frelser under denne tids knugende, tunge prøvelser. For vore missionærer lå deri en stor opmuntring til at holde ud og ikke forsage. Herren velsigne nu alligevel sine børn, selv om alt tilsyneladende forstyrres. For missionærerne var det i denne tid en virkelig trosopmuntring, en oplivelse og en vederkvægelse, at de således fik lov til at se, at deres arbejde ikke havde været forgæves i Herren.

Tidens alvor har fået mangt et sædekorn, der havde ligget skjult i hjertet, til at spire frem. De voksede og grønnedes hurtigt, og vi mindes derved om, at i hvilket land og blandt hvilket folk end et missionsarbejde drives, da er og må det altid blive: en udsæd i håb! Vi har fået lov til at så sæden i Jesu navn, men høsten har vi slet ingen magt over. Når vi deraf på den ene side ser, hvor lidet vi kan udrette, så ligger der dog på den anden side en stor trøst netop deri, at Herren ikke har lagt den tung afgørelse i vore hænder.

Al vor gerning er dog bestandig kun ³stykkevis²; men vor Gud er trofast. Han bruger os med al vor svaghed; han har antaget os i sin tjeneste, han, den suveræne, almægtige Gud, der dog kunde gøre alt, også uden os.

Hvor ønsker jeg, at jeg kunde råbe dette ord ud til alle dem i Orienten, der måske netop nu i øjeblikket sukker på en særlig smertelig måde under Guds vrede: ³Hans vrede varer kun et øjeblik, hans nåde livet igennem!². K.M.A.s Komité.

Den 20. Juni 1916 skriver Maria Jacobsen fra Mamuret-ul-Aziz. – Når man er omgivet af så megen lidelse og smerte, da er det godt at vide, at der er venner hjemme, hvis hjerte er fyldte af medlidende kærlighed. – Nu begynder Jenny Jensen også at længtes meget efter at komme hjem på feriehvile; hun håber på fred til efteråret, så at hun må kunne rejse, og da vil de atter derhjemme kunne få friske efterretninger fra os. Her er nu umådelig varmt; det er jo godt for dem, som hverken har hjem eller klæder; men vi lider meget under den stærke hede.

Om 14 dage tænker jeg at tage til Mezreh for at være hos Mrs. Atkinson, således at Miss Mac Laren kan tilbringe en tid i Kharpert; Mrs. Atkinson vil nødigt være alene under de nuværende forhold. De andre Missionærer har lovet at tage sig af de fattiges bespisning under min fraværelse, og en prægtig, troende kone holder så andagt hver dag, før end klinikarbejdet og uddelingen af maden begynder.

Vi har nu bestemt at tilbringe sommertiden oppe i Missionens have, men så må vi hver dag til byen for arbejdets skyld. Det har imidlertid den fordel, at vi bedre kan sove om natten og at vi får motion ved rideturene, men desværre er det en stor udgift at måtte holde hest.

Vi er alle mere trætte end nogensinde før; Mr. Riggs, som ellers er en stor, stærk mand, er nu så træt, at han helt har mistet appetitten og intet kan få ned. Vi ser derpå med ængstelse, da han er den eneste mand, vi endnu har tilbage hos os i den Amerikanske Mission, men vi håber til Gud, at forholdene vil tillade os at få en nogenlunde rolig sommer.

– Det glæder mig, at De gerne vilde have mig hjemme igen, og jeg tvivler naturligvis ikke om, at det vilde være bedre for mig selv, men vi kunde slet ikke tænke os nu at forlade vor plads i en tid, hvor opgaverne og pligterne vokser for hver dag, medens arbejderne blive færre.

Hvad børnehjemmet ³Emmaus² angår, da huser det endnu alle de børn, der ved krigens udbrud befandt sig indenfor dets mure, og dertil flere andre kvinder og børn, hvoriblandt nogle af de tidligere piger, der nu som enker er tyede dertil med deres børn. Frøken K. M. Petersen har således en store og ansvarsfuld gerning, ligesom hun også deltager i hjælpearbejdet i Mezreh for de mange fattige, syge og krøblinger, som er blevet ladt tilbage ved deportationen af Armenierne.

Hjælpearbejdet i Kharpert ledes af Frøken Maria Jacobsen, der sammen med nogle få af den Amerikanske Mission er blevet tilbage for så længe som muligt at være et værn og en støtte for den tilbageblevne rest af folket.

Den 17. oktober 1916 skriver Frk. Maria Jacobsen: ³ Nogle få af de amerikanske missionærer er endnu i Kharpert; dersom dette ikke var tilfældet, vilde jeg nok være flyttet ned til Mezreh, men som forholdene er, så har jeg endnu en hel del arbejde her. Blandt andet har jeg vort ³Suppekøkken² at bestyre; derfra uddeles der daglig varm mad til alle syge, og dette er til stor velsignelse. Vi håber så inderligt, at der hjemmefra må komme tilstrækkelig penge, så vi kan vedblive dermed. – Hver morgen tager jeg ned til Mezreh til det store militær-hospital for at hjælpe med ved operationerne; om eftermiddagen vender jeg tilbage igen til Kharpert for at tage mig af de forskellige arbejder, jeg har der.

Ja, det vilde naturligvis være billigere for os at tage hjem nu, da alt er så dyrt her; men der har aldrig før været så meget for os at gøre som nu, og aldrig har de tiloversblevne beboere trængt så meget til vor hjælp, som de gør nu – heller aldrig har der været så få missionærer til at gøre arbejdet. Og jeg ved, vi vilde ikke kunne holde ud at være hjemme, så længe vi véd, at trangen til vor hjælp herud er så stor. Så længe som vi hjemmefra får lov at blive her, så længe vi ikke bliver sendt bort herfra, og så længe som Herren giver os kræfter og midler til arbejdet, så længe vil vi blive på vor post. Hvor vilde jeg dog ønske, at vi kunde skrive lidt mere udførligt, eller allerhelst, at vi kunde tale med vennerne hjemme, da vilde de alle forstå, at vi slet ikke kan handle anderledes!

Medens året 1915 bragte den ene efterretning mere rystende end den anden om det Armenske folks systematiske udryddelse, dels ved massakrer og dels ved deportationer ud i ørkenerne, hvor de dræbtes på forskellig måde, eller døde af sult og udmattelse, har der hersket mere stilhed om rædslerne i 1916. Frk. Maria Jacobsen har i det forløbne år hovedsagelig været at forestå hjælpearbejdet blandt de nødlidende i Kharpert. Den syg og forarmede befolkning, som blev tilbage i landet, medens alle de mere velstående udryddedes, lever jo nu i den yderste nød, og navnlig de hjemløse og forældreløse børn dør i massevis af sult og kulde. Hvad Malatia angår, har K.M.A. haft den glæde at kunne sende nogle større pengebidrag til lederen af den derværende missionsstation, til lindring af nøden, særligt med hensyn til de 8 piger – den sidste lille rest fra Frk. Ørtz´s håndgerningsskole der efter deportationerne endnu findes i Malatia.

Ved lov af 1. Aug. 1916 forsvinder den Armenske nation i Tyrkiet. Den Tyrkiske Indenrigsminister Talaát Bey, der ikke ³vilde se een af denne forbandede race i Tyrkiet efter krigen², kan nu udtale til den tyske Ambassadør: ³Det Armenske spørgsmål eksisterer ikke mere².

Den sidste statistik før krigens udbrud angiver Armeniernes antal i Tyrkiet til 1.875.450. Heraf boede halvdelen i de 6 Armenske provinser (Villayeter), hvoraf en enkelt (Van) havde Armenske flertal, resten betydelige mindretal. I Kilikien levede ca. 200.000, lige så mange i Konstantinopel og nærmeste omegn; resten var spredt ud over Riget. af disse har over halvdelen, omkring en million, efter andre opgivelser endnu flere, sat livet til.

Meddelelserne herom vakte, efterhånden som de trængte frem, en voldsom harme i Europa mod Tyrkiet og dets forbundsfælle, Tyskland, der ikke havde hindret myrderierne. De allierede gav Armenierne store løfter. Når Sejren først var vundet, kom oprejsningen. Frivillige strømmer til hærene, og ialt har henved 200.000 Armenierne ofret livet i de allieredes hære.

Søster Bodil beretter: ³Midt i februar 1916 måtte vi drage fra Musch da russerne nærmede sig. Vi red i 2 dage i dybt sne til Bitlis hvor mine sidste Armenske venner og de børn som var reddet, blev taget fra mig. Jeg var da fortvivlelsen nær, men Gud holdt mig oppe, og jeg kom alene til Diarbekir sammen med en tyrkisk gendarm. Der blev jeg i 3 uger for og prøve at få mine folk tilbage, men alt forgæves. Derfra kom jeg til Aleppo, og var der hos den Schweiziske søster Beatrice Rohner som havde samlet 400 forældreløse Armenske børn.

Senere kom jeg til min venner, hr. og frue von Dobbeler i Harunje i Cilicien. De havde bedt om at få mig der. Det stod for et stort børnehjem, og i et års tid blev jeg der, tilså de mange syge børn og havde opsyn med systuen. Jeg kunne have op til 50 syge.

I juli 1916 havde K.M.A. besøg af Miss Riggs fra den amerikanske mission i Kharpert. Hun opholdt sig i københavn et par dage på hjemrejse til Amerika, efter at have måttet tilbringe flere måneder i Beirut, hvor hun havde været øjenvidne til noget af den hjerteskærende nød, der herskede i denne del af Libanon. Den amerikanske missions arbejde i Kharpert var jo allerede i 1915 næsten blevet tilintetgjort; endnu er dog pigekollegiet tilbage, så nogle af missionærerne, til hvilke Danske søster, Frøken M. Jacobsen, jo hører, varetager endnu gerningen derover.

I Malatia må Danske arbejde jo desværre på grund af forholdene betragtes som definitivt opgivet, men Missionær Christoffel har i en årrække haft et hjem for blinde og krøblinger der, og dette hjem er nu det eneste tilflugtssted for de hjemløse og hjælpeløse i Malatia. Der har også enkelte af de få unge kvinder, der endnu er tilbage fra Håndgerningsskolen fundet et asyl, hvor de virker med i arbejdet blandt kvinder og børn. Da nøden i Malatia er grænseløs, har det været K.M.A. en glæde at kunne sende Hr. Christoffel en større pengegave til hjælp – fortrinsvis til understøttelse af Bibelkvinden og pigerne fra Håndgerningsskolen.
Børnehjemsforstanderinde Jenny Jensen måtte forlade ³Elim² i november 1917. Karen Marie Petersen i ³Emmaus² og Maria Jacobsen i Kharpert kom til at dele hele trængselstiden med det folk, de elskede.

Censuren har hindrede at man kunde sende nyheder om alt. I sit brev den 22 september 1917 Karen Marie Petersen skriver. ³Kære K.M.A. og andre venner hjemme! Allerede længe har jeg tænkt på at skrive til dem. Mange undrer sig nok over – ja, nogle er måske endda lidt vrede på mig – fordi jeg skriver så lidt, og jeg kan godt forstå, at de ønsker og endog har ret til at få noget at vide om de børn, som de betaler for herude. Men under de nuværende forhold er det næsten umuligt at fortælle noget; vi kan heller skrive lange breve, thi det finder den højtærede censur kedsomligt; når jeg en enkelt gang har prøvet derpå, så hører jeg bagefter hjemmefra, at store stykker af brevet var klippet ud. Og derfor, kære venner, beder jeg eder om at være tålmodige, indtil vi en gang atter får fred! Så kommer jeg, om Gud vil, selv til Danmark, og så skal jeg fortælle alt om Deres og vort arbejde herude.

Karen M. Petersen i sin beretning: I foråret 1917 havde jeg tyfus, of vore venner, de Amerikanske Missionærer, måtte forlade os, idet de blev nødt til at rejse hjem, da Amerika blev draget med ind i krigen.Mange flygtninge var kommet tilbage og led stor nød. I sommerens løb voksede vore pengevanskeligheder, idet al forbindelse med Danmark var afbrudt vi må afknappe børnenes portioner af mad og brød. De måtte bade uden sæbe og sidde i mørke om aftenen, da vi ikke kunde brænde lys. Værst var det at måtte undvære fodtøj. De lavede sko og klude, og da sejlgarn til sålerne tilsidst ikke kunde opdrives, snoede de deres afredte hår og brugte dette i stedet for! Efterhånden slap deres tøj op, og vi kunde end ikke opdrive lapper til at reparere med. Gennem alt var børnene dog søde og tålmodige og takkede daglig Gud, fordi de havde et hjem og venner i Danmark, som elskede dem, bad for dem og hjælp, så det var muligt for dem at blive i hjemmet.

På forunderlig måde velsignede Gud det daglige brød, så det slog til, ligesom han bevarede hjemmet for de mange sygdomme, der rasede rundt omkring. Mange af børnene, både store og små, blev igennem denne alvorstid bragt nærmere til Gud og lærte at sætte deres lid til ham alene; og ikke få af dem har lovet Herren, at de til tak, fordi de blev skånet for den skam og skændsel at falde i Tyrkernes hænder, vil give deres liv for at tjene ham og den tiloversblevne rest af deres ulykkelige folk. At se på denna børneflok, ³reddet som en brand ud af ilden,² og at tænke på hver enkelt af de flere end hundrede kvinder og børn samt enkelte mænd, der fandt et tilflugtssted i vort hjem – lille og fattigt, som det var, i sammenligning med dee andre store og veludstyrede Tyske børnehjem – det har for mig været lys i alt det mørke og svære, og jeg takker Gud, som gav mig lov at dele ikke blot de gode, men også de onde dage med det folk, til hvilket han sendte mig. Hvrofor al denne lidelse og ulykke skulde ramme det allerede før så mange gang hårdt prøvede Armenske folk, hører til de spørgsmål, jeg forgæves har søgt at udgrunde, men som jeg sikkert engang skal få bevaret, når hvar jordisk gåde løses og vi skal se Lys i ³hans Lys.² Men jeg tror, at svaret da vil gå i den retning, hvor vore børn altid fandt det, når vi mangen en aftenstund sad og samtalede og så blev stående overfor dette så smertelige ³hvorfor?² nemlig, at når Gud siger: ³Hvem jeg elsker, dem tugter jeg,² da må han elske det armenske folk med dyb kærlighed. Og som diamanten slibes med særlig omhu for at den kan få større glans, således tror jeg, at når vi engang frelst af nåde, forsamles i den store skare af alle folkeslag om Guds trone, da vil det Armenske folk stråle med en sjælden glans, lutret, som det er blevet, gennem navnløse lidelse og fordi det ikke agtede sit liv værd at frelse og ikke fornægtede sin tro, men beseglende den med sit blod!

³Til Lykke Kæmpesamling, ja,
O tusind Fold til Lykke da,
At du var her
så tro især
Og slap så vel herfra!
Du har foragtet Verdens Trøst,
Så lev nu evig vel, og høst,
Hvad du har så´t
Med Suk og Gråd,
I tusind Engles Lyst!² –