Kvindelige Missions

Kvindelige Missions – Arbejder blandt Armenier.

De rædsler, der i 1894 og under første verdenskrig gik hen over jorden, har for mange fordunklet Armeniernes lidelser. Men når man i ånden sætter sig tilbage til århundredsskiftet og læser beretningerne fra dengang, må hjertet bæve ved tanken om, hvad martyrfolket måtte lide. Mange rystedes af menneskelige grunde, men Kristne blev dog især grebet af dette martyrium i nutiden, et folk med rige evner og trofast i sin bekendelse af den kristne tro, værgløst blandt grusomme mordere og bødler, i fredstid holdt nede under hån, ringeagt, skatteudplyndring og i forfølgelsestider offer for de frygteliges mishandlinger, der hverken sparede barnet i moders liv eller oldinges grå hår.

At her ikke blot var brug for timelig hjælp, men at der også lå en missionsopgave stod klart for K.M.A.´s stiftere, og Armenien blev selskabets første missionsmark. Gennem de selskaber, som alt virkede derude, så som Amerikanere, Tyskere, Englændere, osv. fik man kundskab til forholdene. Det første sted, hvor der trængtes til hjælp, var i arbejdet blandt de mange, mange forældreløse børn. Der var rejst børnehjem for dem i Armenien, og den unge Danske forening tilbød beskedent at skaffe midler til 20 børns ophold. Med glæde meddelte komiteen hen imod udgangen af år 1900, at man kunne underholde 45 børn. Dog havde man ikke dermed nået målet. Det var godt nok med pengene, men især længtes man efter plejeforældre, mennesker eller kredse, som ikke blot ville betale de 135 kr. om året, men som ville følge barnet med forbøn og deltagelse. Familien i Armenien har været den stærkeste institution, og engang en familie går til grund, går det straks ud over barnet, enten placeres barnet hos nære slægtninge eller blive anbragt hos fremmede, derfor etablering af børnehjem var det bedste ramme som kan forme barnets fremtidigt skæbne.

Det er betegnende, at først på pletten var den unge menighed, der samlede sig om Mariø kirkesal på Vesterbro, den første spire til Elias sogn, som blandt alle Danmarks menigheder har været en af de mest trofaste mod K.M.A.´s armeniermission.

Amerikanerne var de første som begyndte mission blandt armenierne. Allerede i 1820 kom de til Konstantinopel og senere til Lilleasien. Det var særlig iblandt tyrkerne de tænkte og drive mission, men på grund af deres store fanatisme lykkedes det ikke, og de vendte sig da til armenierne og håbede gennem dette begavede folk senere og vinde tyrkerne for kristendommen. De virkede særlig ved skoler, colleger og præsteskoler og var til megen velsignelse.
Efter myrderierne i 1894-96 oprettet både amerikanerne og tyskerne børnehjem i armenien for de mange hjemløse børn, hvis forældre var blevet myrdet af tyrkerne. Abdul Hamid, kaldt den røde sultan, lod de kristne armeniere i tusindetal. Det gik særlig ud over Sassoun, en bjerg egn i dalen nær Mush, hvor de ville horder overfald den fredelige befolkning.

Det følgende år, 1901 skulle bringe en endnu større gave. Ved K.M.A.´s første årsmøde, som holdtes i Garnisons menighedshus, var en jyske sygeplejerske kommet til stede, oversygeplejerske ved Hornsyld Amts-sygehus, frøken Christa Hammer. Hun oplevet en gennemgribende omvendelse, betaget af atmosfæren og sangene, blev for hende et kald til at bryde op for at tjene Herren derud. Hun meldte sig  hos K.M.A. den 14 Marts som villig til at gå til Armenien.  Med jubel kunne den unge bestyrelse melde, at den første ³frivillige² var kommet. En stor lykke var det for K.M.A. at Christa Hammer var fuldt uddannet. Der var intet at vente på, hun kunne straks udsendes. Udsendelsesmødet fandt sted i Garnisons menighedshus 28. august 1901. Efter et kort besøg i Deutscher Hülfsbund´s hovedsæde Freienwalde, hvor hun blev indviet sammen med fire tyske søstre, nåede hun i november ned til Armenien. Dengang brugtes tiltaleformen ³søster². En kvindelig missionær stod for menigheden som et sidestykke til en diakonisse.

Den 30. August rejste Frøken Hammer til Freienwald, hvor hun i September blev indviet med 4 Tyske søstre af Generalsuperintendant (Biskop) Hesekiel. Tirsdag den 24 september begyndte rejsen til Armenien, hvortil søstrene, der ledsagedes af Pastor J. Lohmann, amkom i november. Et længere ophold gjordes i Bebek ved Konstantinopel. Foruden frøken Hammer vil følge Frøken Alma Johansson, Svensk K.M.A.´s missionær, som udsending til Armenien efter et ophold på Pastor E, Lohmanns missionsskole i Freienwald. Alma Johansson kaldes af Gud, ved sin 21 års alder til dette dybt alvorlig og krævende missionsarbejde, efter et års undervisning ved den tyske missionsskolen Malche.

Det var et skønt land, søster Christa kom ud til. Senere Maria Jacobsen giver et glimt deraf fra rejseskildring: ³…På venstre hånd havde vi høje bjerge. Vejen, som var ca. 3 al, bred, var anlagt på bjergets side, på højre hånd var der en dyb kløft, i hvilken der løb en flod, en af armene til floden Tigris. På bunden af floden lå der en mængde vældige sten, som i tidernes løb var styrtet ned fra bjergene, så larmen af vandets brusen fulgte os hele den dag. På den anden side af floden hævede bjergene sig atter.
Aldrig har jeg set et så pragtfuld skue. Bjergene var en gang imellem ganske grønne, til andre tider brune med hvide striber eller næsten helt hvide, og alt det hvide var marmor. Der var en masse større og mindre vandfald, de kom helt oppe fra toppen af bjergene, løb ned langs siden og over vejen ned i floden, og næsten ved hvert vandfald var der de prægtigste blomster og grønne planter…²

Søster Christa var en missionær af den rette støbning, som kom til at åbne rækken af Danmarks udsendinge til det ulykkelige folk. Hun fattede dyb kærlighed til det, men overvurderede det ikke, hun havde et klart blik for dets timelige nød, men overså ikke derfor den åndelige behov.  K.M.A. forsørget 65 børn og til at bygge et hjem til disse børn i året 1901.
Selv det at være i landet var et offer. Breve giver indtryk af tilstanden af undertrykkelserne.
³De fattige lider i den hårde vinter. Der er slet intet arbejde for dem, der ikke kan et håndværk. Man ser store skarer af arbejdsløse mænd.² Hun skildrer kvindernes fortvivlede stilling, alt for tidlige ægteskaber, fordi der ingen muligheder var for selverhverv. Søster Christa bedømte de gamle kirker strengt. ³I den gregorianske såvel som i den katolske, som også arbejder her, hersker kun mørke, og sandheden kender det folk slet ikke.² Hun længtes efter, at alle disse navnkristne måtte vækkes. Tildels har søster Christa ret i den beretning, men glemmer at beretter årsagerne for den situation som kom fra den Tyrkiske regerings undertrykkelses politik, som har umuliggjorde for Armenierne for  et fornuftige planlægning, for alle samfunds institutioner og ordne et struktur.
Søster Christa Hammer skriver om det første år, ³Det er nu lidt over et år, jeg for første gang så Mezreh, og efter den lange besværlige rejse hilste vor rejses mål med glæde. Jeg fik mit forløbige hjem i søster Julies Vaisenhus, hvor vore 12 Danske børn var. Kun nogle få dage blev jeg der; Herren havde straks et andet arbejde for mig og gav mig til at pleje et af de amerikanske missionærernes børn, en lille pige, som lå meget syg af tyfus; og med korte mellemrum har jeg flere gange været i Kharpert hos amerikanske missionærer at kende  og i dem fået kære, trofaste venner.

Samarbejdet med Tyskerne var  fra ledelsens side harmonisk og tillidsfuldt, men hist og her var der modvilje og kritik fra Danmark. Det var midt under køllerpolitikken i sønderjylland, som vakte megen national harme. Årets sidste begivenhed var, at Frk. Blædel, (K.M.A.´s Sekretær, ) i Juleferien rejste til Tyskland (Frankfurt og Freienwald) for at få ordnet K.M.A.´s forhold til ³Deutscher Hülfsbund², som ledes af brødrene Lohman. Det har nemlig vist sig som en absolut nødvendighed, at opgive et helt selvstændigt Skandinavisk arbejde, da et sådan ikke vil blive tålt af Tyrkerne, og K.M.A. derfor har indordnet sig under ³Deutscher Hülfsbund² som et filial af dette.
Midt i de fortvivlede forhold i Armenien fandt denne i det ydre uanselige Christa Hammer sin plads. Men som det fremgår af vidnesbyrdene ved hendes tidlige bortgang, hun var en personlighed, der vandt tillid hos sine medmissionærer og hos Armenierne selv.
K.M.A. underholdt i året 1903, 21 piger i Mezreh. 28 piger i Bitlis, og 9 i Van. Efter nogen tøven og forhandling blev man enig om, at et Dansk børnehjem skulle oprettes i byen Mezreh, det fik navnet ³Emmaus², og der skulle efterhånden alle de børn, der blev underholdt af Danmark, samles der. Forbavsende hurtig kom hun ind i sproget og vandt de små forkomne pigers kærlighed. Hun var rigt udrustet, sang med børnene, kunne tegne og male og vise dem Guds herlighed i naturen.
De hygiejniske forhold var rædselsfuld, og sygeligheden stor. Derfor måtte Christa Hammer atter og atter forlade sine plejebørn for at passe tyfuspatienter. Straks i begyndelsen af 1903 lod alt til at gå godt i børnehjemmet Emmaus i Mezreh, men det viste sig snart, at Alma Johansson (Svenske søster), der var udsendt den 9 november. 1902, for at være behjælpelig i Emmaus med praktisk husgærning, ikke formåede dette på grund af legemlig svaghed. Rejsen, særlig det lange ridetur over Taurus bjergene, havde svækket hende og hun fratrådte arbejdet i Emmaus til at kom så ind på et af de tyske Hr. Johannes Ehmanns hus for at udføre lettere gerning.
På grund af dette har søster Christa Hammer stået alene hele året igennem, og kun  ved hendes store dygtighed og energi har menneskelig talt gjort dette mulig. Det lykkedes hende i forbavsende kort tid at få 3 af de største piger således opdragne og satte ind i arbejdet, så de virkelig blev hende en hjælp, og Hr. Ehmann, som komitéen traf i Wandsbeck ved konferencen i Pinseugen, udtalte bestemt, at Emmaus var det ordentligste og bedst førte hus i Mezreh.

Sommeren var dog svær for søster Christa Hammer. Hun savnede Hr. Ehmanns dygtige ledelse og kloge råd, hvad forholdet til Tyskerne angik, og hun savnede både samfundslivet med en nordisk søster og dennes praktiske hjælp. Helt erstatte dette kunde de Armenske børn jo ikke, de skulde jo desuden også passe deres skole, dog så pålidelige vare De og så godt indøvede i arbejdet, at det blev mulig for søster Christa at følge et kald, som kom til hende fra Kharpert. Den engelske konsul der blev hårdt angrebet af tyfus, og missionærerne i Kharpert bade indstændig om at få søster Christa til hans sygeplejerske.
Hun mente ikke at turde sige nej, og tog derop efter at have ordnet alt det praktiske i Emmaus. En tysk søster tilså under hendes fraværelse børnene. Konsulen var døende og menneskeligt talt blev han reddet ved søster Christas pleje, men hvad der var af langt større betydning skete. Den før ganske vantro mand blev gennem hendes vidnesbyrd vundet for Herren! da hun kom hjem fra denne pleje gav hun sig straks til at indrette det nye hjem. Gaverne var nemlig strømmede så rigelig ind, så det blev mulig at leje og indrette endnu et hus, der lå lige ved siden af Emmaus, og kunde sættes i forbindelse med dette, så Emmaus herefter vil kunne rumme 50 børn.
Medens dette arbejde stod på, blev en af hendes bedste venner, Christiane Leubecher, søster i et af de tyske hjem, angrebet af tyfus, og søster Christa plejede hende sammen med en anden Tyske søster med utrættelig omhu. Hun imødeså med stor glæde sin nye medhælperske, frøken Christiane Blacks ankomst, der skulde finde sted samtidig med Hr. Ehmanns tilbagevenden.

Søster Christiane Leubechers død angreb hende meget, men utrættelig arbejdede hun på at få alt i orden til Christiane Blacks ankomst, for snart derefter at kunne optage de nye børn.
Den 18. September fandt frøken Christiane Blacks udsendelse sted, og den 25. oktober ankom hun til Mezreh. Kun 11 dage var det forundt De to søstre at være rolig sammen. så blev søster Christa syg, og den 15. November død hun, efter kun 14 dages sygdom  – Tyfus, som hun sandsynligvis havde pådraget sig ved at pleje en tysk søster. Så blev den hvide kiste sænket ned i Armeniens jord, den jord der har drukket de mange kristnes og de udvalgte vidners blod. Det var en fredfyldt og skøn død, men et hårdt slag ramte derved missionen. Armeniere, Tyskere og Amerikanere mødtes i sorg ved hendes båre, og styrelsen i Danmark følte dyb personlig smerte.

Som følge af dette dødsfald og søster Almas svaghed stod Christiane Black altså nu helt alene i Emmaus, omgivet af en skare børn, som hun ikke kunde forstå, og som ikke kunde forstå hende.  Sygeplejerske Christiane Black, uddannet på missionsskolen. Først og fremmest havde hun plejet søster Christa, men havde også kastet sig over sprogstudiet og vist stor omsorg for børnene, hvoraf der stadig strømmede nye til. Hun fik straks ³lånt² en dygtig Armenske ³ Majrig ³ (Moder) til hjælp i huset, men denne måtte snart tilbage til sin egen gerning, og den ³Majrig², hun har fået i stedet for, var ikke til megen hjælp.

Samværet med søster Christa været kort, men alle var grebet af hendes personlighed, hendes faste stemme, da hun udtalte: ³Jeg vil give mit liv², og hendes dybe blik, der mødte dem, der fulgte hende ved afskeden. Nu har hun givet sit liv, og ledelsen måtte kæmpe mod angst og bekymring for den unge missions fremtid.Tyskerne har ikke kunnet give hjælp, da de selv på grund af dødsfald og sygdom have for få arbejdere. Hr. Ehmann har derfor ment, at med undtagelse af 4 nye børn, som søster Christa allerede havde sendt bud efter, og som nu er ankomne, skulle nye børn ellers ikke optages før efter det Armenske nytår, da det ellers blev ganske uoverkommeligt for søster Christiane Black. Søster Christiane Black´s kræfter var små, klimaet og det overvældende arbejde tog på hende. Det var uomgængelig nødvendigt, at endnu en rejste ud.
I efteråret 1903 kommer den unge Danske lærerinde Karen Jeppe så til Urfa. Karen Jeppe er født i Gylling den 1. juli 1876. Faderen var lærer, en foretagsom og højt begavet mand af sønderjyske slægt. Karen Jeppe var den ældste af børneflokken, lille og ikke særlig stærk, men med usædvanlige evner, som faderen gør alt muligt for at udvikle. Snart er hun den dygtigste i den lille landsbyskole; han læser Engelsk med hende, og en hel sommer opholde hun sig på Als hos faderens familie, hvor hun lærer Tysk. Hun bliver konfirmeret af Sognepræsten, den landskendte Otto Møller, der fik stor betydning for hende. I de følgende år arbejder hun og faderen med stor energi. De hjælpes ad med fag som matematik, fysik og latin. I 1893 kommer hun til Ordrup Latinskole, hvor hun to år senere tager Studentereksamen med udmærkelse.
Faderen havde ventet og håbet, at hans dygtige datter skulde blive læge, men det var hendes ønske at studere matematik. For faderen var det til at begynde med en skuffelse, at lægeplanenerne måtte opgives, men han vilde naturligvis ikke tvinge hende. Og han levede længe nok til at se, at hans datter kom til at udrette mere for den lidende menneskehed, end det blive forundt de fleste læger.

Karen Jeppe kom til at tilbringe ialt 10 år på Latinskolen i Ordrup, der lededes af en meget betydelig skolemand, professor H. C. Frederiksen, Hun boede på skolen, hjælp til med undervisningen og drev samtidig sine studier, endda alt for ivrigt. Hun bød sig selv mere, end hendes svage legeme kunde tåle, blev syg af overanstrengelse, og der gik tre år, inden hun igen havde vundet sin arbejdskraft tilbage, og med liv og sjæl gik hun påny op i sit skolearbejde.
Så sker det, i foråret 1902, at hun hører et fordrag af Åge Meyer Benedictsen, og hun kan ikke frigøre sig for tanken om de lidende armeniere, de stakkels småbørn, der havde mistet forældre og hjem under myrderierne, og som havde krav på hjælp og støtte. Et år går; men så har hun fattet sin beslutning: Hun skal til Armenien. Der er mange hindringer, der skal ryddes af vejen. Igen må hun skuffe sin fader. Han forstår ikke hendes tanker. -Men der var brug for hende i Armenien. Den tyske Armenierven, Dr. Lepsius, havde efter myrderierne i 1895 fået oprettet et børnehjem i Urfa, og Danske Armeniervenner underholdt nogle børn her. Nu ønsker man en lærerinde derud, og det bliver Karen Jeppe.

Det var i Urfa, armenierne var brændt inde i kirken, og de, der var udsluppet myrderierne, var for største delen berøvet alt, hvad de havde ejet. Der var her mange forældreløse børn, som Karen Jeppe særlig kom til at arbejde iblandt. Og da hun havde lært sproget og var blevet kendt med forholdene, begyndte hun sin indsats. Før plejede det at tage to – tre år, inden de små armenierbørn fik lært alfabetets 36 bogstaver og var nogenlunde i stand til at læse. Karen Jeppe indførte lydmetoden. På en række billedtavle samledes alle alfabetets lyde, og ved anvendelse af dem var det muligt for normalt begavede børn i løbet af et år at læse flydende. Disse gode resultater vakte stor opsigt; metoden blev optaget af andre skoler, og det blev sagt, at Karen Jeppes virksomhed betød en fornyelse af det Armenske skolevæsen.
Men det var især børnenes fremtid, der optog hende. Tidligt skulde de stå på egne ben, og så gjaldt det om, at de havde lært noget nyttigt. Derfor fik hun indrettet værksteder i forbindelse med børnehjemmet, hvor drengene blev oplært i forskellige håndværk.
Hvor dybt Armeniernes nød havde grebet Danske hjerter kan ses af, at den bevægede, en enke i sine bedste år til at forlade sin unge datter og et velsignet arbejde i Danmark for at drage ud til de farefulde, svære kår i Armenien.

Asylmoder fru Wilhelmine Grunhagen, en 43 årlig enke, der i 9 år havde ledet Jubilæumsasylet på Vesterbro i københavn, meldte sig hos den forbavsede K.M.A. bestyrelse. Hun var ikke ukendt for dem. Baronesse Schaffalitzky havde i flere år været den ledende i dette barmhjertighedsarbejde og vidste derfor, at fru Grunhagen var et klart omvendt, barnligt troende menneske, en stor børneven med megen praktisk dygtighed. Men derfra, og så til at arbejde selvstændigt blandt lutter fremmede, under de ubeskrivelige vanskeligheder! Men alle betænkeligheder fejede hun til side. Hendes datter kunne dog altid bedre klare sig end Armenierbørnene. Hvad sprog jeg vil tale? – jeg vil tale hjertets sprog!² Der var måske dem, der smilet overbærende, men Armenierkomité og bestyrelse følte sig overtydet om, at dette var fra Gud, og da alle hindringer fjernedes, styrkedes man yderligere.

Den 7-de marts 1904 om aftenen forlod Frue Wilhelmine Grunhagen Danmark. K.M.A.´s viseformand og Armeniens leder fulgte hende til Berlin, og den 17. maj 1904 nåede hun efter en streng rejse sine længslers mål. Også hun vandt tillid blandt Armenierne, og større og større opgaver betroedes hende. I løbet af juni måned blev  Christiane Black sendt op til de Tyske søsters rekreations hjem på bjergene for at komme til kræfter, og da dette ikke hjælp, rejste hun til et lille badested Gølsik ved Euphrat. Der opholdt Frue Wilhelmine Grunhagen sig også nogle dage for at være hende til hjælp.  Frøken Christiane Black, desværre måtte rejse hjem, medtaget af gigtfeber.

Snart måtte ³Emmaus² udvides, og et stort nyt hus blev lejet. Søster Wilhelmine Grunhagen gjorde sig klar til flytning, men stødte på en uventet hindring: det var ikke sikkert, at Tyrkerne ville finde sig i, at de kristne overtog dette smukke hus, skønt alle formaliteter var i orden. Valien kastede begærlige blikke på det, og søster Wilhelmine blev rådet til at flytte ind om natten.  Når Tyrkerne om morgenen stilledes over for en fuldbyrdet kendsgerning.

Med stor energi fik Søster Wilhelmine Grunhagen den stærkt voksende husholdning i gang og tog sig kærligt af børnene. Hun fik som de andre missionærer før hende ikke lidt at slås med. De små børn var elskelige og nemme at have med at gøre. De halv voksne viste ofte trods og andre uheldige egenskaber, uvante som de var med arbejde og et regelmæssigt liv. Derfor var det en glæde og opmuntring, at antallet af pleje forældre i Danmark tog til.
Sidst i 1904 dagen efter søster Christiane Black´s hjemkomst  rejste frøken Jensine Ørtz ud  for i Frankfurt at træffe sammen med såvel andre tyske søstre og brødre, der skulde til Armenien, som med K.M.A.´s frivillige, Frøken Hansine Marcher fra Bornholm, der var antaget af tyske Hülfsbund som lærerinde i Mezreh.
Da K.M.A. ikke var noget selvstændigt missions-selskab, og da de ikke har brug for mere end to søstre på Emmaus, så følger det af sig selv, at de Danske kvinder, på hvis hjerte Herren lægger Armenien, må gå ind under et af de store udenlandske selskaber. For Tysklands vedkommende ³Hülfsbund², leder Pastor Lohmann, ³Orient-missionen², leder; Pastor Lepsius, for Amerikas vedkommende ³American board².

I årets løb er børnenes antal i Emmaus vokset til 50 fra 20, hvoraf de 10 jo er Kharpert – børnene, som endelig i efteråret ankom til Emmaus. I Van havde K.M.A. stadig 5 børn og i Bitlis 12, men på dette sidste sted er Nr. 9 Heghiné Sarkissian blevet gift og Atlaz  Petigian Nr. 27 blev optaget i hendes sted.
Frøken Jensine Ørtz  rejse til Armenien for at hjælpe fru Wilhelmine Grunhagen på ³Emmaus², men blev der ikke længe, hun følte et kald til en selvstændig gerning og tog til Malatia, hvor 10.000 af indbyggerne var Armeniere. K.M.A. selv turde aldrig have sendt søstre alene til denne store by, hvor ingen Konsul og ingen andre Europæer fandes. Her begyndte hun energisk og praktisk at lære enlige kvinder håndarbejde, hun boet hos den protestantiske Armensk præst og meningen har været, at hun kommer bedre ind i forholdene og lære sproget,  og frøken Jenny Jensen blev sat til at lede det store tyske hjem for Armenier pigebørn: ³Elim². (protestantiske skole, Asyl-arbejdet)
Tilstanden i 1905 i Armeniener i det ydre ikke blevet bedre i det år, snarere værre, vel har der ingen store massakrer fundet sted, men mange landsbyer, særlig i landets østlige egne, er blevet plyndrede og nedbrændte af Kurderne. Hvad der også forværrer tilstanden i Armenien er, at en del unge mænd, fortvivlede over forholdene, har sluttet sig sammen i frihedskarer ³Fedayin², som så på deres side overfalde Kurderne. Følgen er, at disse hævner sig, ikke på frihedskæmpere, det lykkedes dem sjældent – men ved at overfalde fredelige Armenske landsbyer.
I de vestlige egne af landet er der langt mere ro; her fandtes færre Kurder, hvor den Tyrkiske administration er langt bedre og har mere magt, og Frihedskæmper er ingen af; men fattigdom, sult og nød hersker særligt på grund af de grusomme skattebyrder. Dertil kom i slutningen af året et stærkt jordskælv.
For arbejdets vedkommende i Danmark er året særlig gået hen med at overveje muligheden af at få et større hus i Mezreh, der også skulde ligge mere centralt end Emmaus gør. K.M.A. havde tænker på selv at bygge, men der viste sig så mange hindringer og vanskeligheder, at der jo allerede findes to store pigebørnehjem i Mezreh, og dette synes at være tilstrækkeligt under de daværende forhold.
Imidlertid har ³Deutscher Hülfsbund² tilbudt K.M.A.  gennem pastor Lohman deres ene store hjem ³Elim², uden vederlag, men på den betingelse, at K.M.A. foruden deres egen nu 60 børn også skulde tage de ³Tyske² børn, som befandt sig i ³Elim² hjemmet og som  jo ikke godt kan sættes på gaden. Fru Grunhagen, som Tyskerne sætter megen pris på, skulde forsestå hjemmets ledelse. Desuden foreslog ³Hülfsbund² at samle alle de skandinaviske søstre i Mezreh og gjorde straks begyndelsen ved at dirigere søster Jenny Jensen, der skulde have været til Van, og søster Bodil Biørn, der skulde have været til Marash, (Germanica) til Mezreh. Fordelene ved denne plan var store, vanskelighederne også. Disse sidste lå nærmest i, at ca. 200 børn er vel mange, selv til det store Elim, og at Frue Wilhelmine Grunhagens personlige arbejde – særlig hvad den åndelige side angår – vil vokse betydeligt, selv om hun fik søster Jenny Jensen til hjælp foruden søster Jensine.
K.M.A. har korresponderede med Fru Wilhelmine  Grunhagen om disse forskellige ting, og ved årets udløb har set ud til, at alt var gået i orden. Det nye hus, ³Elim², hvis navn skal forandres til Emmaus, skal underkastes en større reparation både indvendige og med hensyn til afløb og lignende udenoms forandringer. De forfærdelige nødstilstande både i øst og vest har også krævet en øjeblikkelig større hjælp i begyndelsen af 1906, dette medeles til K.M.A. og videre til Armenier venner over hele Danmark.
I slutningen af året 1905 børnene var fordelt således:  I Mezreh (Emmaus) 59, i Bitlis 10 og i Van 4 børn; i alt altså 73. For disse betales der fra Danmark for 54, fra Norge for 13, fra Sverige for 4 og fra Finland for 2. I Mezreh findes 44 Danske, 10 Norske, 3 Svenske og 2 Finske plejebørn; i Van 3 Danske og 1 svensk; i Bitlis 7 Danske og 3 Norske.
I den periode har søster Christiane Black stædig var i Danmark for at genvinde sit helbred helt, så hun igen kunne optage sin gerning iblandt de folk hun elsker. K.M.A. begynde året 1906 med en vis ængstelse, grunden til ængstelsen lå i planen om at flytte fra Emmaus og leje det store Elim af de Tyske søskende. Denne plan, der i begyndelsen så tiltalende ud, men det viste sig efter nærmere undersøgelse at have mange vanskeligheder, og Danskere i Emmaus syntes i særdeleshed ikke om planen, da de mente, at ³Elim² i virkeligheden ikke egnede sig til børnehjem. At blive i Emmaus var heller ikke nemt på grund af de meget indskrænkede forhold, mangel på plads i enhver henseende osv.
Den norske søster Bodil Biørn fik kaldet fra Gud på et K.M.A.-møde, hvor der blev talte gribende om de Armenske børns nød. søster Bodil Biørn selv fortæller ³Jeg meldte mig til frue Kammerherrinde Anker, og hun var lykkelig over og få en norsk søster der ude, men de havde ikke midler nok til og sende mig denne gang, bare tre støttende til. Derfor blev jeg de første år ansat af det tyske ³Hülfsbund². Først senere kunne K.M.A. helt overtage og sende mig og underholde mit arbejde.
Hvilken nåde det var at Gud ville og kunne bruge mig til og hjælpe dette sit hjemsøgte folk. Fra 1905-1934 viret jeg der ude på forskellige steder. Herren har på vidunderlige måde hjulpet mig og holdt mig oppe i de svære trængselsår inde i det gamle armenien. Hans være æren!
Det kom vel med at jeg havde fået en god uddannelse i sygeplejen og virkede i den hjemme og i udlandet i 8 år før jeg drog ud. Efter 1 års ophold på K.M.A.s missionsskole i København, rejste jeg frimodig afsted efter Gud haft banede vej. Det var efter de herlige vækkelsesår i 1904-05, og jeg var fyldt af glæde og tak over at rejse ud i Guds store gerning. Vejen gik over Konstantinopel og så med vogn og hest til Marash hvor jeg skulle arbejde i det store missionshospital. Men dette var ikke stedet som Gud havde bestemt. Efter en kort tid gik turen til hest videre over høje bjerge til Mezreh hvor jeg mødte kære Danske og tyske missionærer. Efter et års sprogstudie, hvor jeg på samme tid også ydet hjælp til de mange syge i børnehjemmene, fik jeg et eget lille hjem hvor de syge børn blev optaget og plejet. Jeg havde to armenierinder til min hjælp. Det var en god tid med de kære børn. Ellers virkede jeg ude i fattigkvartererne blandt syge og fattige på forskellige vis. Jeg talte Guds ord og behandlet de syge, holdt møder blandt kvinder og hjælp af og til den amerikanske læge i Kharpert da de der ikke haft nogen sygplejerske før den Danske Maria Jacobsen kom.
Doktor Mikael, en troende Armensk læge, som også virkede meget blandt tyrkerne, hjælp mig ofte og så til min syge, ligeså en anden Armenske læge, som jeg til gengæld hjælp ved hans operationer. En dag blev jeg kaldt til en ung mand som havde et slem sår i ryggen, og jeg fik den Armenske læge med for at åbne såret. Lægen var meget ængstelig og ville først ikke, da den syge var meget svag, men jeg overalt ham til det. Operationen lykkedes, og den syge blev efter to måneders behandling helt frisk. Den unge mand, Toros, havde et åbent hjerte for Guds ord, og da jeg gave ham en Bibel, blev han flittig bibellæser og kom siden med sin mor til de troendes forsamling. Han blev omvendt i sygdomstiden. Senere er han kommet helt ned til Adana i Cilicien og blev i massakertiden myrdet af tyrkerne. Så stort at han da havde en frelste sjæl! Hans mor og søster har jeg truffet igen i Aleppo.
I efteråret 1905 påbegyndte sygplejerske  Frøken Maria Jacobsen et kursus på K.M.A.´s missionsskole hun var antaget af K.M.A.´s Armenierkomité, hun kom 1906 efter sommerferien, tilbage til missionsskolen og deltog i undervisningen der, intil hun afrejste til London, hvor hun i nogle månede beskæftiget på en poliklinik for at få praktisk øvelse i det engelske sprog.
Allerede i begyndelsen af 1906 K.M.A.´s bestyrelse skulle få rede på forskellige spørgsmål, en af beslutninger blevet at modtage en indbydelse fra ³Deutscher Hülfsbund² om at deltage i deres store møde i Kassel fra den 13 – 17 maj 1906. Resultatet blevet, at ³Elim² blev forkastet, og at det blev bestemt foreløbigt at blive i Emmaus, (Mezreh) om det var muligt, hvad der blev meddelt  Fru Wilhelmine  Grunhagen. Men da der har viste sig, at Emmaus´ejer allerede havde lejet huset ud til den Franske konsul til efteråret 1906, omtrent samtidig med denne efterretning K.M.A. modtog meddelelsen om, at de kunde få et stort, godt, nybygget hus til leje, og at ejeren vil være villig til at indrette det til børnehjem.

Alt blev aftalt og bestemt, og tilsidst stod huset til at modtage sine nye beboere. Men så let går ikke selve indflytningen. Denne plejer at forgå om natten som det blev nævn, da den ellers blive forbudt af Tyrkerne, selv de sætte vagt ved et sådan hus for at forhindre indflytningen.  Fru Wilhelmine  Grunhagen vovede da i tro på Herrens kraft og magt til at beskytte, at flytte ind ved højlys dag – og hun blev ikke beskæmmet. Ikke en hånd blev løftet og ikke en hindring lagt i vejen, skønt selve Valien kort forinden havde taget huset i øjesyn. Efter indflytningen der har været en del forandringer og udgifter, men de har fået et dejlige nyt Emmaus med rigelig plads til søstrene og børn, godt og sundt beliggende.

I begyndelsen af samme år K.M.A. havde besøg af ³American Boards² mangeårige missionær, Dr. Raynolds fra Van. Følgen deraf har været to ting, det første og vigtigste var bestemmelsen om, at søster, sygeplejerske Maria Jacobsen, i efteråret 1907 skal udsendes til det amerikanske hospital, som  ³American Board² vil bygge i Mezreh. Det andet var, at forsøge at sælge i Danmark nogle af de Van Armeniers broderede kniplinger, for derigennem at lindre fattigdommen og nøden noget. ³Foreningen for salg af kvindelige håndarbejder² i Palaisgade i københavn har tilbudt at forhandle disse kniplinger.
Da Fru Wilhelmine  Grunhagen i efteråret 1907 rejste tilbage efter sit første Danmark (Hjemme) ophold, havde hun til sin store glæde sin datter Sigrid Grunhagen med, som, efter at være uddannet på missionsskolen, blev sin moders medarbejder i dette nye ³Emmaus².  I året 1910 Sigrid blev gift med den tyske missionær Storck, med hvem hun drog til Marash, (Germanica) hvor de efter nogle år at have forestået børnehjemmet i Harunje – fik deres gerning, i det han blev forstander for missionsstationen i Marash, (Germanica). Sigrid Grunhagens virketid der blev heller ikke lang. Efter første verdenskrig bosatte de sig i Tyskland.
Den norske søster Bodil Biørn fortæller ³Mens jeg var i Mezreh fik jeg hørte om de mange syge og fattige i Musch som var uden hjælp. og jeg begyndte da og bed om at Herren ville sende mig der om det var efter hans vilje. I efteråret 1907 blev jeg beordret til Musch. Den amerikanske læge undrede sig over at jeg så gerne drog bort til dette ensomme sted, men det var jo blevet klart for mig at Gud ville have mig der. Så bare det igen afsted, gennem vilde Kurderkrater og bjerge, til hest i 8 dage til Musch. En af missionærerne fulgte mig helt frem. Det var en besværlig og farefuld tur, men når Herren selv er  vore vogter, behøver vi ikke og frygte, men kan rejse trygt, og det fik jeg erfaret.

Min længste og mest anstrengende tid har jeg tilbragt i Musch. Musch er en ca. 3000 år gammel by og ligger i det gamle armenien på en højslet ca. 1500 m. o. h. med vinter og sne i 4-5 måneder. Den var kendt for at være et urolige hjørne. Der boede ca. 25.000 indbyggere, halvdelen kristne og halvdelen muhamedanere, og der hørte ca. 300 landsbyer med til distriktet, fleste Armenske. Oppe i bjergtrakten Sassun lå der 40 Armenske landsbyer og flere Kurdiske. Musch er omgivet af høje bjerge og har en uddøde vulkan Nimrod i sin nærhed. Vi har haft flere jordskælv i armenien. Dalstrøget var frugtbart. Murad, biflod til Eufrat, gennemstrømmer landet. I Musch oplevede jeg en herlig tid blandt de mange børn og de mange syge og fattige som jeg fik hjulpet. Det var et pionærarbejde jeg der tog op sammen med mine kære medarbejdere, hr. og frue von Dobbeler. De første år var det mest de syge og fattige jeg virkede iblandt, og aldrig havde jeg tidligere set så mange stakkels syge som i Musch og i de omliggende landsbyer. Jeg åbnede en poliklinik 3 gange i ugen hvor der årlig blev behandlet ca. 4000 syge, og desuden besøgte jeg omtrent 300 syge i byen og 200 i landsbyerne.

Da poliklinikken blev åbnet, strømmet der en mængde syge til, både armeniere, tyrkere og Kurdere, for de havde hørte at denne ³doktor² kunne kurere alle slags sygdom. Jeg må sige at aldrig har jeg følte mig så lille som blandt alle disse syge; men jeg blev der så helt afhængige af Herren, og han lod medicinen hjælpe så vidunderligt. Jeg har fået meget gode mediciner af de amerikanske missionærer, og jeg fik igen fornyet forrådene fra amerika gennem dem. Det var særlig mange øjensyge (trachom), malariasyge med sine eftersygdommer og dertil lungesyge, gigt og reumatismesyge, sårepatienter osv. Det var bare militærlæger og i distriktlæge i Musch -tyrkere. Bare et halvt år havde vi hjælp af en Armenske læge fra rusland, men nettop i en vanskelige tid. Jeg lærte op en ung Armensk mand, Roupen, som senere fik uddannelse ved et missionshospital og var mig til store hjælp. Jeg havde desuden hjælp af et par Armenske piger og det sidste år af vore evangelist hustru Satenig. Det gjaldt og stille den rigtige diagnose. Ofte stod jeg helt rådløs og har nok desværre begået mange fejl, men har på den anden side så forunderlig mærket Herrens ledelse og hjælp. De mange børn som vi tog oppe i hjemmene, elendige og forkomne, lidet af forskellige sygdommer, særlig af trachom. Selv fik jeg være frisk, så jeg kunne se til de mange syge i Musch og ude i landsbyerne. Overalt forkyndte jeg evangeliet.²
I efteråret 1907 blev sygplejerske, frøken Maria Jacobsen udsendt. Da havde K.M.A. bestyrelsen og Armenierkomiteen ved den amerikanske lægemissionær, dr. Rainolds besøg i københavn fået interesse for det amerikanske arbejde i Armenien. Derfor blev den nye missionær knyttet til det. Maria Jacobsen ankom til byen Kharpert, tirsdag den 29 oktober 1907. Hun blev leder af det Amerikanske hospital i byen Kharpert, ganske nær ved Mezreh.

I Kharpert står Maria Jacobsen (i American Board) som sygeplejerske ved det midlertidige hospital, medens mellem Kharpert og Mezreh det store amerikanske hospital allerede er under tag og snart vil være færdigt, og når det tages i brug, vil hun sandsynligvis varetage den store gerning der.
I 1908 begyndte søster Bodil Biørn en dagskole da så mange unge piger og gifte kvinder ikke kunne læse og skrive. Først var det 12 elever og 1 Armenske lærerinde; antallet blev mindre en tid, men hun fortsatte alligevel i tillid til Herren, og lidt efter lidt voksede flokken op til 80. Hun fik to flinke Armenske lærerinde fra seminariet i Mezreh, Maritza og Margarit, så det blev en hel skole med 4 klasser hvor de lærte bibelkundskab, læsning, skrivning, regning. Sener komme det op på 120 elever, men desværre blev de fleste i massakretiden myrdet.

I 1909 blev Maria Jacobsen ansat som oversygeplejerske ved det ny opførte amerikanske hospital i Mezreh, en meget ansvarsfuld og anstrengende gerning, i hvilken hun virkede til stor velsignelse i de følgende år, indtil hun, efter Amerikanernes ønske, mere helligede sin tid til den evangeliserende gerning med rejser rundt i landsbyerne sammen med de Amerikanske missionærer. Maria Jacobsen blev flyttet til det mindre hospital i Kharpert for at få tid tilovers til missionsrejser sammen med amerikanske missionærer.
Jensine Ørtz har i Malatia, en by på ca. 60.000 indbyggere, fået sit ³Stykke² at arbejde på, ved at læse Guds ord for kvinderne, samle dem til bøn, give enkerne og de unge piger arbejde ved orientalsk sygning, så de kan fortjene brødet til sig og sine, og samle børnene til ³Børnehaven²s opdragende og udviklende gerning.
Karen Marie Petersen, som senere blev leder af børnehjemmet ³Emmaus², udsendtes 26. september 1909 for at virke som evangeliserende missionær.

K.M.A.´s arbejde i Danmark

De første 10 år står som en guldalder for medlemmer af K.M.A. Der var herlig vækst i arbejdet. Troende kvinder fra alle samfundslag sluttede op om det. Der levedes et rigt liv på missionsskolen, unge kvinder i betydeligt tal meldte sig til missionsarbejdet. Om de første ledere siger baronesse Olga Schaffalitzky: ³ Der var iver og fart over denne lille kreds.² Ja, de virkede både i københavn og rundt om i landet, og arbejdets forskellige grene skød frem og voksede. Med hjertebånd var den Danske forening knyttet til foreningerne i Norden og Tyskland. 29. november 1903 holdtes det første fælles adventsbedemøde, som siden er forsat.
Det var en Guds styrelse, at de  første ledere var økonomisk frit stillede og havde gode sprogkundskaber. Under den travle virksomhed følte de trang til et dybere åndeligt fælleskab, derfor rejste de for at få berøring med livsbevægelserne i England og Tyskland.

K.M.A. ville gerne holde sig i åndelig forbindelse med andet kristeligt kvindearbejde, derved voksede fællesmøderne for kvindeligt ledere frem, de som nu holdes den tredie lørdag i januar. Det første, som omtales, var 2. påskedag 1906. Det fik den betydning, at to af K.M.A.´s medlemmer, frøken Herholdt og frøken Gautier, den aften fik missionskaldet til Vestindien. Disse møder er enten rent opbyggelige eller byder på forhandling om betydningsfuld spørgsmål.
I løbet af de første 10 år udvidedes den oprindelige bestyrelse med kammerherreinde Wanda Oxholm, frøken Herholdt, kammerherreinde Julie Bornemann, frøken Louise Wolff- Sneedorff (senere gift de Bang), frøken Elise Blædel og frøken Ulla Fugl.
Efter at ejendommen Mynstersvej 3 var købt, flyttede efterhånden ikke mindre end syv af lederne dertil, så huset, der jo også rummede missionsskolen, blev et åndeligt kraftcentrum. Regelmæssigt samledes man til fællesbøn for at bære arbejdet ude og hjemme frem for Gud. Ingen opgave fik lov at ligge uløst. Da Olga Schaffalitzky havde haft velsignelse af et ophold på et kristeligt hvilehjem i England, kom hun på den tanke at oprette et lignende i Danmark.
26. maj 1909 åbnedes ³Villa Monte² i Hørsholm på den plet, hvor hendes eget tidligere sommerhjem havde ligget. Til ledere havde hun udset frøknerne Dinesen og Black. Den sidste var vendt hjem fra Armenien med svækket helbred, men Villa Monte blev også en missionsopgave. Mange har velsignet de dage, de tilbragte der. Det var i mange år baronessens private ejendom, som nød godt af hendes rundhåndethed. Hun boede der lange tidsrum ad gangen og prægede hjemmet med sin kærlige og nidkære omsorg for sjælene.
22. – 24. april 1910 fejredes K.M.A.´s 10 års jubilæum i Garnisons menighedshus. Det blev en stor fest med deltagere fra Danmark og fra  K.M.A. i Sverige, Norge og Tyskland.
I 1911 gik et af de oprindelige bestyrelses medlemmer ud af ledelsen, idet baronesse Kurck måtte tilbage til sin bolig i Skåne, og hun følte desuden også forpligtelser over for Sverige. Frøken Collet trådte tilbage som formand i 1915. Dels havde hun været alvorlig syg, dels ønskede hun at kunne stå frit til alle sider under sin forkyndergerning, mere frit, end hvis hun blev stående som K.M.A.´s formand. Dog er hun stadig på det inderligste var knyttet til K.M.A., som hun stadig har tjent.
Olga Schaffalitzky de Muckadell, der fulgte hende som formand, var siden sin barndom ligesom forudbestemt for en sådan gerning. Hun var født Helligtrekongers aften, og stjernen, der ledede Østens vise til Jesusbarnet, havde altid lyst for hende. Efter at være grebet af Kristus, deltog hun ivrigt i kristeligt barmhjertighedsarbejde, især blandt de fattige i vesterbrohjem.

Ved indgangen til 1914 sindene rystedes af de store begivenheder, også på de missionsmarker, hvor K.M.A. havde udsendinge stående, mærkedes desværre i kredsene en vis passivitet. Det blev nødvendigt at tilskynde dem til at sende bud efter talere, der var mange tavse kredse. Der stod i ³Bring Lys² en særlig stærk opfordring til at tage del i adventsbedemødet i 1915. De praktiske vanskeligheder mærkedes. Det blomstrende Daggryarbejde hæmmedes af mangel på materiale, og det blev nødvendigt at udsætte årsmødet 1917 til maj måned på grund af kulmangel og de vanskelige samfærdselsforhold.
Inden for K.M.A. var man stærkt grebet af Jerusalems befrielse ved Englænderne. Og endelig kom våbentilstanden i november 1918. Trods den store nød og de urolige truende forhold levede håbet om en ny missionstid.