“Fuglereden” 13

Velsignelsen af det nye hjem “Fuglereden”

Den skrigende nød, der havde rådet ved flygtningenes tilstrømning, var begyndt at stilne af. Mange var desværre bukket under for sult og sygdom, men mange havde fundet arbejde i andre lande. En mængde, især de unge, som havde opnået skolegang eller anden uddannelse, var begyndt at stå på egne ben, og da Armenierne er enestående til at hjælpe hinanden, tog det til at lysne. Størst var det dog, at den åndelige nød og stilstand, som havde fulgt med de timelige ulykker, var afløst af fortrøstning til Gud.
På ny skulde dog en lykkelig udvikling afbrydes af begivenheder i den store verden. Som en forsmag derpå kom Franskmændenes overgivelse af Alexandrette området til Tyrkerne. 20.000 Armeniere blev derved hjemløse; jorden, som ved deres flid var blevet opdyrket og frugtbar, overgav til deres fjender, selv måtte de flygte og blev på sædvanlig vis udplyndret ved grænsen. Bitre og rasende nåede de ned til Syrien og Libanon, hvor de fik en god modtagelse af deres landsmænd, der selv havde prøvet det samme og nu hjalp de ulykkelige til boliger og arbejdsmuligheder.
Da K.M.A.´s store barak efter myndighedernes befaling måtte nedrives, blev asylet opgivet, og lærerinderne derfra blev bibelkvinder.
Den 5te November 1932 fejredes en tredobbelt fest på ³Fuglereden². Frk. Maria Jacobsen fyldt 50 år og holdt 25 års jubilæum som missionær, der blev også bryllup af Mama´s adaptiv datter Beatrice og tændlægen Dr. Pyzant Hadidian, om det skriver Mama; Ja så er de store festdag til ende, og Beatrice har forladt sit hjem; hun og hendes mand tog af sted søndag aften, og i dag er vor sidste gæst, pastor Prip, rejst. Det har været dejlige dage. Frk. Siversen og pastor Prip kom torsdag; lørdag efter vielsen tog Frk. Kulager, Frk. Paludan, Frk. Nissen fra Shahim, Frk. D. Nielsen, Mr. og Mrs. Riggs og Dr. Hadidians familie med hjem til ³Fuglereden², hvor vi spiste middag kl. 4 i den store sal; alle lærerinder og ³Majrig²-er i ³Fuglereden² var også med. Det var en dejlig fest.
En meget store skare venner, både Armenier, Syrere, Englændere og Amerikanere, ja, også Russere, overværede højtidligheden i kirken. Efter vielsen stillede brudeparret og de nærmeste sig i kirkedøren, hvor så alle en for en kom og ønskede til lykke. Det tog selvfølgelig meget lang tid, men det var en glæde at trykke de mange venner i hånden. Alle var betaget af det smukke bryllup, der foregik efter Dansk skik; der var fuldkommen stillhed, ellers er der så megen halløj ved bryllupper i dette land, jeg er lige ved at tro, at der er andre, der herefter vil følge i vort spor.
Jeg er glæd, festen er overstået, og jeg er træt, men nu begynder vi vort daglige liv igen. Børnene er rørende i deres kærlighed imod mig, de synes, det er synd, jeg skulde af med Beatrice; det var også svært og dog en glæde, for jeg tror ikke, hun kunde få en bedre mand end Dr. Pyzant Hadidian.
I åretsløb flere af de store piger er blevet gift med gode Armensk mænd. I sommertiden lejede Frk. Jacobsen et lille hus oppe i Biskinta, hvor Missionærerne også var i fjor. og hvor de skiftedes til at holde ferie. En tid havde de den glæde at have Pastor Prip som pensionær.
Valutaforholdene har hele året igennem beredt vanskeligheder, og det store kurstab virkede lammende på arbejdet. Det så ud til, at arbejdet måtte indskrænkes i Beirut og børneantallet formindskes på ³Fuglereden², dog hjalp det godt, da Sparedagens offergave strømmede ind.
Fru Vilhelmine Grynhagen, blev efter længere tids tiltagende svaghed ret pludseligt død den. 14 Juli 1932. Hun var trofast i sin kærlighed til det Armenske folk og har gjort et godt og opofrende arbejde for dem den tid hun livede og virkede iblandt dem.
Det, der karakteriserede Vilhelmine Grynhagen, var hendes kærlige hjerte og barnlige tro i forbindelse med et lyst og glæd sind; det bar hende gennem alle vanskeligheder og åbnede dørene for hende.
Hun var rede til at overtage en gerning i et fremmede land med et fremmede sprog og under svære forhold. Trods hendes fremrykkede alder K.M.A. bestyrelse besluttede at sende hende ud i 1904.
Vilhelmine Grynhagen, blev en kærlig moder for de forældreløse, en trofast ven for de mange nødlidende og betrængte mennesker, som hun kom i beroring med. I årenes løb var der mange, både gamle og unge, der tyede til hende; altid kunde de være sikre på at få trøst og hjælp.
I 1908 havde hun den glæde, at hendes eneste datter Sigrid Grynhagen fulgte med hende ud til Armenien, også som K.M.A.s missionær, for at stå hende bi i arbejdet; hun blev senere gift med en Tysk missionær Storck.
Tre gang kom Fru Grynhagen hjem til Danmark for atter at rejse ud igen. Efter det lange hjemmeophold efter første verdenskrigen var hun ikke til at holde tilbage, da man atter håbede, at vejen til Mezreh var åben. Dog kom hun ikke længere end til Konstantinopel og måtte slå sig ned der, da Tyrkiet til hendes store sorg var lukket, og det var umuligt for hende at rejse videre for at møde sine elskede børn, som endnu var på børnehjemmet. Dog skulde Fru Grynhagen senere få den store glæde at mødes med en del af dem nede i Syrien, efter at alle kristne i 1922 blev jaget ud af det tyrkiske rige.
Efter i ca. 2 år at have ledet et Armenske børnehjem i Skutari og fulgt børnene til Grækenland, blev det hende forundt at tage ti Syrien, hvor K.M.A. ved frøknerne Maria Jacobsen og Karen Marie Petersen atter havde optaget arbejdet blandt det nu fordrevne og landflygtige Armenske folk.
Gensynets glæde var stor, da hun på ³Fuglereden² atter mødte flere af sine længe savnede børn, der nu var vokset op og blevet anbragt forskellige steder.
Endnu et kort arbejdstid fik Fru Grynhagen i Aleppo syrien, sammen med nogle tyske missionærer. Her var mange Armenske flygtninge, blandt hvilke hun mødte gamle venner; her brugte hun sine sidste kræfter til at hjælpe kvinder, hvor hun kunde, hvorved hun vandt alles kærlighed og tillid.
Forholdene var vanskelige og klimaet strengt; hvor hun blev syg og måtte holde op med sit arbejde og rejse ned til ³Fuglereden² for der at afvente rejseselskab.
I 1925 kom Fru Grynhagen hjem til Danmark for ikke mere at rejse ud. Så længe, hun kunde, holdt hun møder for den hende så kære sag og tog del i arbejdet i Danmark, indtil en tiltagende svaghed lammede hendes kraft og tvang hende til at holde sig i ro.
Torsdag den 14. Juli 1932 død hun, hun virkede for hjælpearbejdet blandt det Armenske folk i 21 år, fra 1904-1925, fraset hjemmeophold. Hun var bestyrerinde på Jubilæumsasylet i Valdemarsgade i København, da hun død, og de Armenske børn på børnehjemmet ³Emmaus² blev lagt hen til hendes varme moderhjerte, da de efter Frk. Krista Hammers død så hårdt trængte til en moders omsorg og kærlighed.
Begravelseshøjtiden fandt sted i fredens kirke, hvor en stor kreds af venner var samlet for at vise hende sidste ære. Pastor Nørfelt skildrede i varme og hjertelige ord hendes arbejde blandt Armenske børn. Hendes liv og virke havde formet sig som et eventyr.
Den 5. November 1932 fejredes fest for Frk. Maria Jacobsen fyldt 50 år og holdt 25 års Jubilæum som missionær. Som tak for alt, hvad Mama har været armenierne i de 25 år, indbød Armenierne i Beirut hende til en Jubilæumsfest, hvor alle de forskellige kirkesamfund var repræsenteret.
I Juli havde K.M.A. endnu et tab, der død Frk. Ulla Fugl. Frk. Fugl er født 1867. Allerede 1905 kom froken Fugl ind i K.M.A.s arbejde, var en tid en af lederne på missionsskolen og blev derefter sekretær.
Hun har trofast tjent K.M.A., først som en af lederne af missionsskole, senere som K.M.A.s mangeårige og dygtige sekretær. Som sådan har hun gjort et betydeligt arbejde og været en uvurderlig hjælp i gerningen, der efterhånden udviklede sig til at blive stor og omfangsrig.
På sin mange rejser rundt om i Danmark har Ulla Fugl med utrættelig iver og stor kærlighed talt for K.M.A.s forgrenede virksomhed og har fået mange venner, som er blevet tilskyndet til forøget arbejde for sagen.
Hendes to søstre blev missionærer i Kina. Den indsigt, som vindes ved selvsyn, var for stor betydning, når man fra Danmark skulle lede et missionsarbejde med kærlighed og forståelse, og Frk. Fugl har på nært hold set K.M.A.s missionærers arbejde.
Hun har besøgt begge sine søstre i Kina, skønt deres missionsmarker ligget umådelig langt fra hinanden, hun har haft den glæde at se arbejdet i Shahada, K.M.A.s gren af den Svenske Bhilimission, og var i 1931, sammen med Fru Vind i Palæstina og Libanon, hvor K.M.A. blandt Armenierne haft sit største arbejde.
Da Baronesse Schaffalitzky i 1931 fratrådte, blev Frk. Fugl K.M.A.s formand og i de år virkede både som formand, sekretær og redaktør af K.M.A.s blad ³Bring Lys². Det var som om Gud gav hende særlig kraft og nåde til at udfylde denne plads.
Frøken Ulla Fugl har været selvforglemmende og dygtige arbejder for K.M.A.s sag, hvorved hun har vundet de manges påskønnelse, kærlighed og tillid.
Frøken Ulla Fugl død pludseligt, nattenmellem søndag og mandag den 8. Juli 1940. Hun blev dybt savnet af venner ud over venner i Danmark og venner blandt Armenierne.
Efter det smerteligt tab af den elskede Formand, Frøken Ulla Fugl den 8. Juli 1940, indtrådt i den tomme plads, Kammerherreinde Elsa Vind, fra sanderumsgård, der i 10 år har været medlem af K.M.A. bestyrelsen.
Hun var godt kendt båd med arbejdet og K.M.A.s udsendinge og har med glæde og i fuld fortrøstning indvilliget i bestyrelsens enstemmige ønske om at påtage sig formandsposten.
I begyndelsen af året 1934 måtte Frk. Maria Jacobsen, som var meget medtaget, rejse hjem til Danmark for at komme under lægebehandling. Hun ankom dem. 24. Januar og blev straks indlagt på St. Lukasstiftelsen, hvor hun i fire måneder fik en meget tiltrængt behandling. Derefter havde hun en længere rekreationstid, og ikke førend efteråret var hun så vidt helbredt, at hun kunde besøge sine søster i Jylland og, medens hun var der, holdt et par møder i Randers og Holstebro; for mange venner var det en skuffelse, at møderne måtte indskrænkes dertil.
Uddrag af brev fra Frøken, Dorthea i februar 1933: ³Vore tanker er, at komme de nødstedte til hjælp, thi det er svært for dem at leve, som de gør. De fleste er nu flyttet ud fra karantænen og ud til forskellige steder, bl.a. hestestalde, hvor de bor side om side med dyrene. Jeg var glad ved at se i dag, at regeringen har givet os en del måtte til at lægge på jorden. Det er jo koldt at sove på den bare jord og i et stort rum med 2-300 mennesker.
Digin Amseb,- vore rengøringskone som også bor der, kom lige nu og fortalte, at hun var ved at fortvivle derover. Hun sagde: Jeg sover kun et par timer hver nat. Det er stadig uro natten igennem. Syge hoster, børn græder, og nogle går sent i seng. Andre står tidligt op. Der er ikke ro. Jeg spurgte, om hun kogte lidt varm mad, hvortil hun svarede: Ja, sommetider, men jeg kan ikke give til alle som intet har, og så synes jeg, at det er synd at lade andre se og lugte min mad, når de kun har tørt brød at spise.
Regeringen giver brød endnu. Den Armenske komité, som har modtaget pengegaver og andre ting, har uddelt madrasser og klæder i denne uge. Den har ellers i sinde at bruge pengene til huse og det er i høj grad fornødent. at disse mennesker kommer under andre forhold. Jeg håber, at de vil begynde at bygge, så det kan blive arbejde til de mange arbejdsløse, thi her går tusinder af arbejdsløse hver dag, og som følge deraf halvsulter de.
Den 24de oktober tog hun i K.F.U.K.s festsal i København afsked med en stor kreds af venner og fik nåde til rigtig al lægge ³Fuglereden² hen til alle de tilstedeværende, og takke dem for al deres offervillighed, kærlighed og forbøn, som bærer gerningen og hjertelig gengældes ved børnenes hengivenhed og taknemlighed overfor deres plejeforældre.
Imidlertid ledede Frk. Anna Jacobsen og Frk. Ella Sørensen med dygtighed og trofasthed arbejdet i ³Fuglereden² hvor sundhedstilstanden i årets løb har været usædvanlig god uden epidemier. Først i december begyndte en del sygdom blandt børnene, hvor man antog på det tidspunkt en Armenske sygeplejerske som fast hjælp. Frk. Ella Sørensen blev nemlig i oktober kaldt hjem til sin faders dødsleje.
I året 1934 var det 25 år siden, Frk. Karen Marie Petersen drog ud til armenierne, som hun havde vundet hendes kærlighed. Trofast og ufortrødent har hun i alle disse år virket iblandt dem. Alle glæde sig over at hun er rask og fremdeles har kunnet arbejde i flygtningelejren i forbindelse med Frk. Kuglager, Hjemmet i Beirut har været et tilflugtssted for mange fattige, nødlidende mennesker, der hos dem søger trøst og råd i deres trængsler.
Da søster Bodil Biørn begyndte at tænke på at rejse hjem for god, fik norsk K.M.A. en ny udsending i Søster Alette Andreasen fra Lillesand. Søster Alette var da 33 år ug uddanet på Ullevål. Hun havde også været et år i schweiz og der lært fransk, noget som skulle komme godt med i Syrien. I januar 1934 var det afskedsfest for søster Alette i Oslo. Lige efter drog hun med skib til Beirut og så videre til Aleppo hvor hun arbejdet sammen med søster Bodil nogen måneder før denne drog hjem til norge.
Søster Alette Andreasen fortsatte så i søster Bodils arbejde på syghjemmet hvor det var op til 18 børn, og samen med bibelkvinden gik hun rundt i lejrene og besøgte armenierne. Bibelkvinden havde møder i 5 forskellige lejre, og underviste kvinderne og unge piger i læsning. Søster Alette trivedes godt i sin gerning som hun var meget glad for. Hun elsket de stakkels flygtningene og hendes hjerte brandt for og hjælpe dem.
I januar 1936 rasede en heftig storm over Libanon; den efterlod sørgelige spor på ³Fuglereden²s bygninger; masser af tagsten var fløjet af, og der var alle vegne sket mange ødelæggelser, som fordrer bekostelige reparationer. I sommeren udbrød der en slem influenzaepidemi på ³Fuglereden²; på grund heraf blev brøndene atter undersøgt og viste at sig være sundhedsfarlige; de måtte altså på ny tømmes og renses. Da lignende sygdomme optrådte i landsbyen Djoubeil, besluttede man ved rørledninger at få kildevandet ledet ned fra bjergene.
Frk. Jacobsen har fået sig et lille hus oppe i bjergene ved landsbyen Terzaya, hvortil man let kan køre op på en halve time; er herlig og naturen meget smuk; det er velgørende for hende at kunne tage derop i den hede sommertid for at hvile og forfriskes. Da alle de små børn var meget medtaget efter influenzaen og trængte hårdt til at komme bort fra den stærke hede og op i bjergluften, fik Frk. Maria Jacobsen en stor træbarak, som var i ³Fuglereden², flytte op til Terzaya, og den blev indrettet til 50 små børn, som snart til hendes store glæde kom sig i den friske luft og tog på i vægt. Senere blev en stor ³Familie² på ca. 70 større børn bragt derop. Bestemmelsen var, at de skulde bytte med de små, men da det var farligt at flytte disse ned i heden, blev der bygget en stor løvhytte til resten af børnene, som alle kom godt til kræfter og rigtig nød livet op i Terzaya.
Den 7. juli 1935 døde Karen Jeppe i Aleppo af malaria, kun 59 år gammel. Hun havde aldrig været stærk og var særlig i de senere år ofte syg; hidtil havde det ukuelige livsmod, hun havde tilfælles med armenierne, holdt hende oppe; men nu var hendes kræfter udtømt.
Hun blev bisat i den Armenske kirke, hvor den Armenske Ærkebiskop forrettede Gudstjenesten. Hendes grav er lige udenfor kirken i nærheden af den koloni af småhuse, Karen Jeppe havde bygget for enker og forældreløse børn.
I hendes fædreland er der rejst en mindesten i Gylling, og en mindeplade er opsat i Skolen, hvor hun er født. En broncebust udført af billedhuggeren Nielsen Sondrup og bekostet af Udenrigsministeriet og ³De Danske Armeniervenner² er opstilet i læsesalen på Statsbiblioteket i Aarhus.
I september 1935 udsendte Udenrigsministeriet til alle landets skoler en piece om Karen Jeppe, ³Armeniernes Ven², forfattet af statskonsulent F. C. Kaalund – Jørgensen som led i serien ³Fortællinger af folkeforbundets Saga². Den slutter med følgende linier; ³Som ung vandt Karen Jeppe Armeniernes hengivenhed og verdens beundring for sit opofrende hjælpearbejde. I sin modne alder blev hun taget i tjeneste af den magt, der gjorde det muligt for hende at virke i folkenes navn. Det var Géneve, der gav hendes kræfter det vide virkefelt og hendes ord den store vægt. Derfor er beretningen om hendes virke en ³Fortælling af Folkeforbundets Saga².
Under forsamlingen i september samme år mindedes Karen Jeppe endnu en gang i Folkenes Forbund. Præsidenten for 5. udvalg, Grevinde Apponyi, åbnede det første møde med nogle smukke mindeord om Karen Jeppes indsats i de år, hun var Folkeforbunds Kommissær. Hertil sluttede den franske repræsentant sig.
Karen Jeppes liv og virke mindedes i breve og bladartikler både i Danmark og i mange lande. Her er enkelte af de mest karakteristiske.
De Danske Armeniervenners nuværende formand, Generalmajor Ernst skrev således: ³Karen Jeppe er død. Dermed er en af Danmarks allestørste kvinder, og den største jeg har truffet i mit liv, gået bort, og med hende har Armenierne mistet måske deres største velgører.
Hun viede sit liv til hjælp for det omtumlede Armenske folk, og den hjælp, hun ydede det, var så glimrende organiseret, at alle Danske må være stolte over at have haft en så ypperlig repræsentant i Østen.
Da jeg under tre vinteres ophold i Syrien havde lejlighed til på nært hold at se hele hendes store velsignelsesrige virksomhed, lærte jeg at beundre hendes klare tankegang, hendes administrationstalent såvel som den ihærdighed, dygtighed og energi, hvormed hun ledede hele den store virksomhed.
Desværre var hun legemlig svag og måtte tit holde sengen; men ofte har jeg set hende sidde i sengen med protokoller foran sig og dirigere, hvad der måtte gøres med den Armenierinde, som søgte ly hos hende efter lige at være sluppet bort fra et harem eller arabertelt, eller med den armenierfamilie, som netop var blevet hjælpeløs ved sygdom, død eller arbejdsløshed o.s.v.
Og tænk, at hun, ene kvinde, formåede at oprette landsbyer ude i ørkenen og der få arabere og armeniere til at omgås i fred og blive venner.²
Den norske sygplejerske Søster Alette Andreasen, som plejede hende i hendes sidste sygdom, skriver: ³Det er stunder, jeg umuligt kan glemme. Til trods for søvnløshed, smerte og feber glemte hun sig selv. Hun sagde ofte: ³Hvad skal vi gøre for at hjælpe dem, som ikke har tag over hovedet?² Men særlig lå de faderløse børn tungt på hendes hjerte. Indtil sidste nat hun levet talte hun om dem.
Så er Frk. Jeppe ikke mere blandt os, men hendes navn vil leve og lyse i Armeniernes historie. Hun blev med rette kaldt ³Armeniernes Moder².
Karen Jeppes medarbejder, Gaszczyk, fortæller, hvorledes under hendes sygdom Armenierne, både mænd og kvinder, daglig samledes udenfor hospitalet for at få underretning om hendes tilstand uden at lade sig skramme af den lange vej til byen eller den glødende juli hede. ³Budskabet om hendes død breder sig som en løbeild. I Enke- og børnekolonien hersker der dyb sorg, ligeledes i flygtningelejren og i den Armenske kirke.
Daglig drager kvinder og børn ud til kirkegården, de vil atter bringe deres Moder en hilsen, bønner, blomster, røgelse og tårer.² Ja, for Armenierne var Karen Jeppes død en hjertesorg og et uerstatteligt tab.
Hendes plejesøn, Misak, skriver: ³Vor tilbedte Moder, vor fører i alle ting er ikke mere iblandt os. Vi har ikke mere nogen, til hvem vi kan betro vore sorger, og hos hvem vi finder trøst – vi føler os forladte. Vi vil prøve på at blive værdige til at kaldes hendes børn².
En anden af hendes ³Sønner², som er tegner i systuen, skriver: ³Massakrerne brød ind over os Armeniere, år efter år fulgtes det ene blodbad af det andet. Da en skare af landflygtige mennesker drives som en kvæghjord gennem ørkenen, sket det, at min mor død. Jeg var da 13 år. Ensom slæbtes jeg gennem elendighed og smuds og endte som slave hos Araberne. På den måde levede jeg i 8 år, dels som hyrde, dels som kameldriver. Så oplevede jeg en dag den uventede lykke at møde et barmhjertigt menneske. Det var dig, kære Mor, som åbnede dit hjem for mig. Du blev min anden Mor. I dit hjertes godhed har du med hjælpsomme hænder lært mig et arbejde, hvormed jeg kan forsørge mig selv. Du har lært mig og mine kammerater påny at forstå og tale vort modersmål, og du har bragte os tilbage til vort tabte fædrelands kirke.
Kommet til os fra et fremmed folk kæmpede du som en sand Armenier for vort land, for vor ret. Dit hjem blev vor tilflugt, dér slog vi rod, dér byggede vi vor fremtid. Vore hjerter er dit mausoleum. Vore tårer skal vande blomsterne på din grav. Gid jorden må hvile let på dig².
En Anden af hendes Armenske venner kalder hende ³Vor berømte fører, vor skytsengel, vor befrier², og siger: ³Denne Danske kvinde har levet som en ægte Armenier i landflygtighed. Til sit sidste åndedræt tænkte hun på de forældreløse, på enkerne, på alle ulykkelige Armeniere. Alle de, som har færdedes i hendes hjem og som nu er spredt over hele jordkloden, beder for hende.
Hun arbejdede ikke alene for det Armenske folks materielle behov, men også for at højne dets skikke og traditioner, og har således givet mange slægtled en følelse af national samhørighed. Hun følte som en Armenier i sit inderste væsen, og hun blev dem Armenske kirke, som er et symbol for Armenien, inderligt hengiven. Og nu aflægger vi armenierne dette løfte: Moder, dit støv vil vi stadig skærme, og når vi bygger vor egen hovedstad ved foden af Ararat, vil vi bygge et mindetempel for Dig.²
Det er blevet sagt om Fridtjof Nansen: ³Han gav altid alle sine kræfter til den opgave, som livet i hvert øjeblik pålagde ham². Dette kunde også stå som et motto for Karen Jeppes liv og gerning.
I 1937 blev søster Arlette Andreassen syg og måtte rejse hjem. Hun gennemgik en hjerneoperation og død ikke længe efter. For at norsk K.M.A.s arbejde skulle kunne forsætte blandt flygtningene i Aleppo, blev det averteret i et par kristelige blader efter en sygplejerske med missionskald som kunne være villig til og rejse ud. Søster Thora Mauritsen som var færdiuddanet sanitetssøster meldt sig, og efter et 3 måneders Englands ophold rejste hun til Beirut hvor hun fik boet i Danske K.M.A.s lejlighed mens hun studeret sproget. Men desværre gik det ikke lang tid før det kom melding om at søster Thora måtte rejse hjem på grund af overanstrengelse med sprøgstudiet og som følge af klimaforandringen.
For norsk K.M.A. blev det klart at det ikke var godt og sende en dame alene ud, og det blev averteret efter to missionærer. Søster Aslaug Helgesen og frk. Målfrid Frøyland meldte sig til tjenesten og begyndte på missionsselskabets missionsskole i Oslo.
I året 1937 første begivenhed var Frk. Anna Jacobsens invielse til missionær, hvilket forgik i Eliaskirken den 17. januar ved pastor Nedegård. Det var en smuk og højtidelig fest. Nogle dag efter rejste Frk. Anna Jacobsen tilbage til ³Fuglereden², styrket efter sit hjemmeophold til atter at tage sin krævende gerning.
Frk. Maria Jacobsens arbejdslyst og opfindsomhed har ikke fornægtet sig i det dejlige sommerhjem, som hun efterhånden har indrettet i den lille landsby Terzaya. Her har hun på billig måde fået nu indrettet flere huse til medarbejderne og børnene til sommer og ferieophold og et lille hus, hvor hun selv kan trække sig tilbage for at hvile og skrive sine mange breve. I 1937 var det første gang, alle ³Fuglereden²s beboere, med undtagelse af et hold af de store børn, der sammen med en ²Majrig² skiftedes til at være i ³Fuglereden² for at passe dyrene etc. på en gang kunde tilbringe den varmeste tid i Terzaya friske luft i stedet for at være nede ved havet i den usunde, fugtige sommerhede, hvad der sikkert har medvirket til, at ³Fuglereden² slap for epidemier dette efterår. Kildevandet fra bjergene er nu nået ned til Djoubeil by, hvorfra der kan hentes vand, og der er grundet håb om snart at få det ind på hjemmets grund. Efter de stærke regnskyl og storme i foråret måtte hjemmets tage gennemgå en meget nødvendig reparation; takket være venners kærlige gaver blev det muligt også at lægge nyt tag på mødesalens bygning, da den i dårligt vejr ikke kunde bruges og dog ikke kunde undværes i arbejdet.
I september var der også en mindedag, da det var 30 år siden Frk. Maria Jacobsen rejste ud til armenierne i Lilleasien, hvor hun oplevede hele rædselstiden og trofast stod det folk i Kharpert by med råd og dåd og selv ofte var i livsfare.
En af 1938 årets glædelige begivenheder har været Hofjægermester Vinds og Frues besøg både i Beirut og i ³Fuglereden². Det var en stor glæde at modtage disse venner, og det har betydet meget for Arbejdet, da Fru Vind tog mange billeder til en lysbilledserie, som i danmark har forøget interessen og kærligheden til armenierne.
I ³Fuglereden² har man fået en værdifuld hjælp i Frøken Treuenfels, som kom fra Friedenshort i Schlesien, hvor hun var lærerinde. Hun er kommet til ³Fuglereden² som en gave fra Gud, da hun er udlært børnehavelærerinde, hvad man netop i høj grad trængte til; og hun vil kunne yde en god hjælp, også i skolen, når hun rigtig har sat sig ind i det Armenske sprog.
Da armenierne i Beirut har været tvunget til at forlade den gamle lejr i selve byen, fordi den blev revet ned, er der efterhånden opstået flere bydele med forskellige navne på den anden side af floden, som skiller byen fra landet det er der, K.M.A. håber at få midler til at bygge en mødesal som centrum for deres arbejde. Trods de elendige forhold i lejren, dyrtiden, den store arbejdsløshed og den grænseløse nød, er der også mange lyspunkter i arbejdet i Beirut.
En stor gren af hjælpearbejdet er håndarbejdsindustrien, hvorved mange moder har kunnet skaffe føden til sig, sine børn og sin syge mand.
Den 17. februar 1939 havde K.M.A. i Eliaskirken afskedsmøde for Frk. Karen Marie Petersen, der nu for femte gang rejste ud til sin gerning blandt armenierne; der lød mange gode ord, og alt samvirkede til at gøre aftenen til en fest. Det var nu henved 30 år, siden hun sammen med fire andre K.M.A. søstre blev indviet i Frihavnskirken – hun for at drage ud til ³Blodets og tårernes land². Også nu er det meget svære tider for armenierne, men det er forunderligt at se, hvorledes Gud har velsignet arbejdet iblandt dem. Da krigen den 1. september brød ud, forstod alle, at det vil blive svære tider også for arbejdet blandt armenierne, selv om krigen ikke forløbig nået til Libanon.

Hjemmearbejdet 1940-1950

Det sidste tiår af K.M.A.¨s historie levedes under trykket af den anden verdenskrigs gru og efterkrigstidens vanskeligheder.
Da krigen kom, det var slut for norsk K.M.A. at sende Frk. Målfrid Frøjland og søster Aslaug Helgesen, det var på grund af mange forandringer som forhindrede dem i at rejse til Armenierne.
Da søster Alette i 1938 måtte rejse hjem, overlod hun arbejdet til evangelisten Mgrdich Krzentz. Han var vokset op i en tysk børnehjem i Mezreh, og havde været søster Bodils medhjælper da hun åbnede hjemmet for syge og elendige børn i Aleppo. I 18 år var Krzentz i norsk K.M.A.s tjeneste, men da krigen kom, fik han sig andet lønnet arbejde, og har siden ikke fået understøttelse af K.M.A.. Sin fritid bruger han alligevel meget til og dele ud småskrifter og bibelsprog.
Søster Alette kom også i forbindelse med en bibelkvinde, Varter Minagossian som fremdeles er i norsk K.M.A.s tjeneste. Varter mistet tidligt sin mor, og da hendes far og broder var lidt hjemme, havde hun en svær barndom. En tante fik så anbragt hende i et schweizisk børnehjem hvor hun fik lært og læse og i 12 årsalderen kom hun til personlig liv med Gud, og har siden været en frigjort og frimodig kristen. En gang mistet hun næsten hele synet, men hun gik til Gud med det i bøn, og i løbet af en nat fik hun synet igen. Varter blev gift med en troende mand, og fik fem børn. Hun har altid haft en længsel efter og få gjort noget igen for sin Herre og Mester, og for åg blive bedre hengave hun sig til gerningen, hun gik to år på en schweiziskbibelskole.
Da deportationerne begyndte måtte hun slutte, og i denne tid gennemgik hun meget. Hendes mand blev tæt på at hænges, men Varter kæmpede hele natten i bøn, og manden blev sparet. På forunderlig måde har Herren hjulpet hende gennem livet. Varter har siden sin omvendelse været optaget med og gå rundt og besøge syge og lidende armenier der bor i flygtningelejrene i Aleppo, hendes gerning er særlig blandt kvinderne som hun forsøge og hjælpe på forskellige vis. Hun undervise dem, da mange ikke har lært og læse eller skrive. Om aftenen holder hun møder for dem, hver torsdag morgen har hun bønnemøde hos sig sammen med nogen åndelige søstre.
I eftersommeren 1939 brød uvejret løs, og Maria Jacobsen aflyste sine møde og ilede tilbage til ³Fuglereden². 8. september 1939 holdt bestyrelsen møde og udsendte en hilsen, som sluttede således: ³Lad os være frimodige og prise hans hellige navn, lad os bestandig mindes hinanden for nådens trone og ikke glemme dem i det fjerne, som regner med vor trofasthed og forbøn. … Den Kristne er en nyskabning, ikke alene og selvstændig, men i Kristus. Ikke bestemt til selvvalgt aktivitet, men sat til at udføre bestemte gerninger, som Gud har henlagt til ham. Ef. 2, 10. Ingen forandring i ydre omstændigheder omstøder den kendsgerning. Lad derfor os i en tid som denne, der er fuld af forvirring og frygt, være blandt dem, der gør Guds vilje, modtager hans løfter og derved bliver til velsignelse i en verden, hvis nød er himmelråbende. …²
En del kasser stod parat for at sendes til ³Fuglereden². De nåede ikke af sted, nogle af dem gik til Finland, andre holdtes tilbage til senere afsendelse.
Den 9. april, denne smertens og ydmygelsens dag alle Danske, traf alt missionsarbejde føleligt. K.M.A. blev afskåret fra alle sine missionærer. En af hjemmearbejderne, Miss J. Guinness, kom i stor fare, da hun som Engelsk undersåt truedes af internering eller af brutal udvisning. Midt i alle prøvelserne sås det som et stort lyspunkt, at Gud hørte bønnen for hende, så hun uhindret nåede over til sin moder i Sverige. Et andet dejligt lyspunkt var, at frøken Fugl fik 40års jubilæumsskriftet samlet med hilsener fra alle missionærerne. Den. 29 maj ledede hun 40 års jubilæet, en stilfærdig fest, der fejredes som en altergangsgudstjeneste i Eliaskirken. Jubilæumsgaven blev skænket til Finlands nødstedte ydre mission.
Jubilæet blev hendes sidste indsats. Natten mellem 7. og 8. juli tog Gud hende til sig ved en fredfyldt, sejrrig hjemgang, mens venner sang for hende: ³Skulle jeg være bang? Kristus hel er min del…²
Kammerherreinde Elsa Vind, der siden 1929 havde været i bestyrelsen, blev formand. Fru Luise de Bang afløste Ulla Fugl som formand i Bhilkomiteen.
Den første møde efter den 9. april var en bibeltime over 1. Sam. 2: en lovsang midt under Israels mørkeste tid. Arbejdet forsat i Danmark med enkelte møder aflysning. Så mange af K.M.A.´s arbejdere, som kunne rejse, tog ud og holdt møder og modtoges af kredsene med gæstfrihed og kærlighed, trods de mange praktiske vanskeligheder: dårlige trafikforhold, brændselsmangel, rationering, spærretid og utryghed. Man knyttedes nær sammen, og gaverne kom ind, skønt man vidste, at penge ikke kunne udsendes.
I København kneb det stærkt med mødedeltagelse. Inden for ungdomskredsen kom man derfor ind på fra tid til anden at være sammen en hel søndag, idet man begyndte med højmesse og derefter samledes i et privat hjem. Disse sammenkomster var godt besøgt og var rigt velsignet. Mindeværdig blev især palmesøndag 1945, da der inde i byen var sammenstød mellem ungarske og tyske soldater med skydning og blodsudgydelse. Mens dette stod på, havde K.M.A. det dejligste fredfyldte møde i en udkant af byen: I krigsårene begyndte også en bedekreds.
De lykkedes at få afholdt flere mindre missionsudstillinger, 1940 i Skanderborg, 1941 i Oksbøl ved Varde og 1942 i Silkeborg, alle tre i samarbejde med Østerlandsmissionen. Et smukt lille armenieroptrin, skrevet af pastor Dragsdahl, vistes ved disse lejlogheder samt en gang på Mynstersvej og ved et daggryudsalg i Viborg.
Den 6. Januar. 1942, genne Røde Kors brev har K.M.A. fået budskabet om, at Dorthea Kuglager, en Missionær blandt Armenierne i Beirut, efter længere tids sygdom er død. Hun har ligget syg på det Danske Missionshospital i Nebk, Syrien og er begravet på den lille Danske kirkegård deroppe.
Frøken, Dorthea´s sidste sommer hun levede, satte meget ind på at få arrangeret en lejre i bjergene for de fattige unge piger. Det skulle være for de fattigste piger, der arbejdede på fabrik og ikke kendte til at have en fridag. En sådan lejr var et ukendt begreb i Beirut. Det blev så stor en oplevelse for disse unge piger at nyde frihed i 14 dage, – hver dag kunne sove længe, hver dag at kunne spise sig mæt, og så mærke missionærernes kærlighed og omhu for dem. Dagene gik med hvile, leg og andagter, bibeltimer og udflugter.
Den 10. juni 1941 Frøken, Dorthea rejste op i bjergene og gjort huset i stand til at modtage de andre missionærer den 13. juni. Men da var hun også syg og overanstrengt og måtte gå til sengs i 8 dage.
Kanonerne tordnede daglig fra Beirut og Sidon, og de øverste ville kæmpe til det sidste, om så byen skulle lægges i ruiner. Den blev dog, som Damaskus, erklæret for åben by, men der blev stadig kæmpede i omegnen, og oppe i bjergene kunne de se brande og høre eksplosioner i Beirut og høre kanontordenen. Frøken, Dorthea havde allerede dengang hul på trommehinden og var syg, mere end nogen vidste, som hun skrev i sit afskedsbrev hjemtil. Alt dette har sikkert forværret hendes tilstand. Al støj og larm smertede i hendes hoved.
Længe havde der været invasion af engelske soldater. Det vrimlede med soldater allevegne. Man sagde, at der blev slagtet 1000 får om dagen alene til soldaterne i Beirut. Efterhånden medførte det, at der blev mere arbejde, så en del af nøden derved blev afhjulpet.
Endnu et stykke tid ind i juli blev kampene ved, og først den 12. juli 1941 blev våbnene nedlagt. Den 6. juli var Ella Sørensen og Frøken, Dorthea i Beirut, for at se til hjemmet og rede en del. Der var da faldet en bombe på taget, dog uden at eksplodere, men pigeværelset var raseret. En af deres bekendtes hus var lagt i ruiner og meget andet ødelagt. Folk flygtede fra byen, og de stod udenfor byen med deres gods og ventede på at komme bort.
Den 18. august måtte Frøken, Dorthea Kuglager igen til sengs. Øret var stadig dårligt og hun var deprimeret, og det blev bestemt, at hun skulle rejse op til Nebk til Østerlandsmissionens hospital omkring 1. september. Dr. Schmidt var på ferie, men skulle komme hjem den 20. Han kom desværre først den 29.
Alene det at komme op i et stille og roligt værelse og kunne hvile, var en stor forandring til det bedre. Da Dr. Schmidt kom hjem, begyndte han at behandle øret, og det blev straks bedre, men stadig med mange smerter. Træt og elendig var hun, og hun var bange for, at øret måtte opereres. Syplejerske og økonoma på Østerlandsmissionen, Esther Petersen fik lov til at pleje Frøken Dorthea i de fire måneder hun lå syg på hospitalet i Nebk.
Ofte bad hun Gud om at tage sig hjem. I sin dagbog skrev hun dog: Gud være lovet, at jeg kom hertil. Alle er så kærlige og så omsorgsfulde mod mig, og Dr. Schmidt er umådeligt dygtig og betænksom. Så fik hun besøg af Karen M. Petersen nogle dage, og det var til stor opmuntring og glæde.
Dorthea Kulager er født den 20. Januar 1891. Hus skrive om sit bagrund i 1923 således: ³ Jeg er født på Kulagergaard ved Karise St. Østsjælland.b Min fader var gårdejer til sin død i 1915. Min moder, som stadig ejer gården, er en god, troende kvinde. Vi er 9 søskende.
Mit barndomshjem var et godt hjem, hvor de sande og rene toner lød. Min konfirmationsforberedelse hos Provst Petersen, Karise, gjorde stærkt indtryk på mig, uden at det dog førte til noget gennembrud.
Som 17- årig var jeg hos Pastor Christiansen i Rø på Bornholm. Deres tro og vidnesbryd havde stor indflydelse på mig, så jeg blev omvendt og kom til tro.
Straks efter vågnede tanken om at blive hedningemissionær. Årene gik, uden at jeg kunde se udvej dertil. I 1915 begyndte jeg som sygeplejeelev og blev færdig 1919, men fik omtrent samtidig ³Spanske syge² og var i lang tid syg. Efter en rekreation begyndte jeg atter sygeplejen på Bispebjerg hospital, hvor jeg forblev til maj 1922.²
Allerede som 17 årig, hun haft missionær arbejdet i hjertet og efter nogle års forløb begyndte hun at lære sygepleje med tanken på at blive brugbar som missionær. Hun elskede gerningen og forblev syv år på Bispebjerg Hospital.
Sammen med Frk. Rose Olsen besluttede hun at rejse til England på et års orlov for at se Engelske Hospitaler og lære sproget.
Frk. Olsen kom i forbindelse med ³British Syrian Mission² og blev i efteråret 1923 antaget som deres missionær. Dorthea Kulager var dengang privatsygeplejerske i London og gik til nogle vækkelsesmøder, hvor præsterne Fletcher og Brown talte; hun blev åndeligt rørte som aldrig før eller til noget steds. En af disse aftener blev et vendepunkt i hendes liv og kaldet blev tydeligere at hun ønskede at meldt sig til et missionsselskab, men hvilket?
I Dansk K.F.U.K. i London fik hun de fornøden oplysning om K.M.A. og hun meldt sig til sidst til K.M.A. og på den måde kom hun ind på det spor, som førte til, at hun blev missionær blandt Armenske flygtninge.
I September 1924 K.M.A. sendt hende ud som sit sendebud og hendes kærlighed har tvunget hende til at forsætte arbejdet.
Hun har været en tro arbejdere i K.M.A. siden hun i 1924 drog ud til Syrien for at tage arbejdet op blandt de Armenske flygtninge, og hun har efterladt sig et uforglemmeligt minde blandt alle sine Armenske venner, som hun ofrede sine kræfter, sit liv, og hvis sorger og glæder hun delte; en sjælevinder, et forbønnens menneske var hun.
Af alle Missionærerne og de forskellige menighedssamfund var hun påskønnet, og hun blev savnet af alle dem, der kendte hende og så hendes nidkær arbejde blandt det forfulgte folk, som hun altid med sit kærlige hjerte og sin praktiske sans var rede til at hjælpe.
Wanda Oxholm død den. 30. Januar 1942. Wanda Oxholm er født året 1867. Hendes medfølelse og kærlighed vendte sig i særlig grad mod det Armenske folk, som netop ved århundredskiftet gennemgik store forfølgelse og lidelser.
Den unge Hofmarskalinde Oxholm blev leder af en komité, som trådte sammen med det formål at lindre nøden blandt Armenske kvinder og børn, som efter massakrerne i Lilleasien led ubeskriveligt.
Kort efter sluttede denne komité sig til K.M.A. Opgaverne voksede, midlerne strømmede ind, samtidig med at der meldte sig missionærer, som havde fået kald til at drage ud for at hjælpe det forfulgte folk.
Overkammerherreinde Oxholm blev, ikke mindst under de svære deportationsår, den bærende kraft i Armenierarbejdet, indtil hun i 1922 på grund af svigtende kræfter måtte trække sig tilbage fra den gerning, hun vogtede med så stor indsigt.
Men kærligheden til K.M.A. forminskedes ikke. Ofte havde de den glæde at have Oxholm som taler ved K.M.A.s møder, og altid var hun i ord og færd et levende vidne om sin skabere. Hun blev formand for Armenierkomiteen fra 1900-1923.
En stor fælles missionsudstilling, der skulle have været afholdt i Aarhus 1943, blev aflyst. I 1947 og 1949 deltog K.M.A. i de store fælles udstillinger i Aarhus og Odense.
Kvindernes internationale bededag fik i krigsårene stor betydning. Det føjede sig så, at K.M.A.´s formand fik ledelsen. En stor flok kvinder fra forskellige samfund samles det meste af en dag, først til altergang i Domkirken, derefter til fællesbøn i K.F.U.K..
De to elskelige søstre Sophie og Polly Holck hjemkaldtes med få års mellemrum. Sophie Holcks skrøbelige helbred hindrede hende i at komme ret meget rundt i landet. Dog deltog hun i flere af sommerlejrene og var til stor velsignelse for ungdomskredsen. Ved hendes bortgang kom Polly Holck ind i bestyrelsen, men fik kun kort virketid der. Dog gjorde hun en indsats, som ikke vil glemmes. Da mørket rugede tættest over Danmark i de onde år, følte hun kald til at samle en kreds i sit hjem til bøn og var således blandt dem, der bar fæderlandet igennem og styrkede troen på en god udgang. Hun nåede netop at opleve at se bønnen opfyldt.
Ja – Danmark blev frit. Også inden for K.M.A. åndede man op: Hvor var der meget at sige tak for. Danmark var mere end de fleste skånet for ødelæggelse, så missionen behøvede ikke at hæmmes af dårlig økonomi. Takket væreædelmodighed fra K.M.A.´s udenlandske venner, som med gaver havde båret arbejdet igennem, kunne de Danske gaver næsten ubeskåret tilfalde missionen. Af det hjemlige arbejde var ene daggryarbejdet gået tilbage på grund af materialemanglen og utrygheden ved at færdes, men kredsene var bevaret, og vennerne havde holdt ud med K.M.A. trods de sparsomme meddelelser udefra, Det bedste af det hele var, at en flok gode nye missionærer meldte sig, et vidnesbyrd om, at Gud vedkendte sig arbejdet og ville, det skulle forsættes.
Lettelserne kom ikke så hurtigt, som man havde tænkt sig. især varede det længe, inden missionærerne kunne rejse. Derimod gik pengeforsendelserne igennem, og de tre kasser, som havde stået og ventet under hele krigen, kom af sted til ³Fuglereden².
Inger Christensen, som siden sin ungdom havde arbejdet i K.M.A., blev sekretær efter Ulla Fugls bortgang og rykkede efter bestyrelens ønske ind i hjemmet på Myntersvej. Hun forsatte sin missionsstudiekreds og var efter Sophie Holcks død den, de yngre medlemmer samledes om. Hun ledede sommermøderne og var den elskede ³Tante Inger². Alsidigt uddannet, som hun var, toges hendes evner i brug i det litterære arbejde. Hun var således med at ordne stoffet i baronesse Schaffalitzkys bog: ³Erindringer fra Vestindien², som kom i 1942. Det var en sorg for mange, at børnebladet ³Fra fjerne lande², som Inger Christensen havde redigeret, måtte gå ind, men da det under krigen kneb med stof til ³Bring Lys², blev der undertiden plads til en børneside.
I ³Flyvebladet² for K.M.A.´s Armenier arbejde, der udkom siden 1927, var indledningsstykket i de senere år af hende, indtil pennen faldt hende af hånden. Trofasthed var det, der prægede hende, troskab mod hendes store vennekreds, mod arbejdet og især mod missionærerne, som havde stor glæde af hendes breve. I flere år kæmpede hun mod en pinefuld sygdom. En opbyggelse var det for alle at se, hvordan hun stred for at få alt lagt ind under Guds vilje. Omsider i November 1948 var hendes lidelse endt.
Et andet smerteligt tab havde K.M.A. lidt, da pastorinde Eva v. Boeck i Århus mistede livet ved et skud dagen efter befrielsen. Hun var medlem af Bhilkomiteen, hvortil hun som gammel Indienmissionær var særlig skikket, men hun var også på anden vis en trofast støtte for K.M.A.
Frøken Maria Sørensen, der i 1910 blev antaget til det huslige arbejde på K.M.A., har i de forløbne 40 år stået som en trofast medarbejder. Frøken Else Marie Clausen blev i 1949 armenier-sekretær efter i nogle år at have arbejdet på K.M.A.´s kontor.
Komtesse Olga Fanny Holck har siden 1919 haft ansvaret for K.M.A.´s bogforlag og kom i 1946 ind i bestyreles. Samme år kom pastorinde Minds, Odense ind og i 1947 fru Nielsine Pedersen f. Thuner, Østerbjerg v. Vejrum, der samtidig efter frøken Collets ønske overtog kalenderen. Nu var Fyn og Jylland repræsenteret i bestyrelsen.
På norsk K.M.A.s landsmøde i 1946 blev det besluttet at norsk K.M.A. skulle støtte Dansk K.M.A. på deres børnehjem ³Fuglereden² i Libanon. Til hjemmet kommer der stadig spørgsmål fra flygtningelejrene om det ikke er plads til flere børn, og bestyrerinden, frk. Maria P. Jacobsen, siger at det vanskeligste for dem i hjemmet er og sige nej til alle som vil have en plads der.
Da norsk K.M.A. på grund af valutarestriktioner ikke får sendt ud penge til mere end at underholde 6 børn, kunne de ikke påtage sig og underholde flere. Derfor har de i stedet forsøgte og sende varer ud som tran, torskelever, og andre madvarer. Alt bliver godt modtaget, for børnene er underærnæret på fedtstoffer. De har også været tro for deres 6 børn og har været taknemlige at kunne støtte for dette arbejde blandt armenierne som var det første som kaldt på deres hjælp.