“Fuglereden” 14

Attachements: Gruppe billeder af “Fuglereden´s” børn og Søndags eventyr læsning.

Asylet eller børnehaven.

Et K.M.A. arbejdsår i Beirut beregnes fra 1. oktober til midt i Juli, da er varmen forlængst inde, og alle trænger til ferie og højere luft.
K.M.A.s arbejdscenter i Beirut ser således ud. Det består af 2 gamle, sammenlappede barakker. 1. Et lille rum, hvorfra alt hjælpearbejdet udgår, her kommer de fattige ind een for een og bliver hørt på og hjulpet så meget, som det lader sig gøre. 2. Køkken, hvor al maden bliver kogt til de mange børn, der daglig besøger asylet. 3. Et stort rum, hvor de 2 mindste børnehaveklasser holder til, samme sted spiser børnene det daglige måltid. 4. Et stort rum, hvor de 2 større børnehaveklasser bliver undervist. Da der ingen væg er imellem klaserne, er det ikke nogen let sag at undervise forskellige klasser og holde stemmerne fra hinanden; men som forholdene er, kan det ikke ordnes på anden måde. 5. Den lille klinik, hvor børnenes øjne o sår daglig behandles. 6. Et rum til opbevaring af sommertøj fra efterårskasserne og vintertøj fra forårskasserne. 7. Derfra gives og modtages håndarbejdet. 8. Vaskehus. 9. Legeplads. 10. have. De tre sider af grunden har tæt privat bebyggelse, så der er ikke megen luft.
Arbejdet ledes af K.M.A.s søstrene Karen Marie Petersen, Dorthea Kulager, Ella Sørensen og deres medarbejderstab.
Der har i året 1939 været 120 børn i asylet, som er inddelt i 4 ³Klasser², som ovenfor beskrevet. Der bliver med små midler (mest hvad der bliver sendt til Libanon i kasserne fra danmark) undervist i almindeligt børnehavearbejde, i de to større klasser får de rigtig undervisning i skrivning, læsning og regning, som skik og brug i landet. Børnene får desuden hver dag et måltid varm mad og frugt, og de bliver behandlede for øjensygdomme. sår og malaria, og hvad der ellers kan forkomme.
I 1939, 30 børn blev færdige med sidste klasse og står nu færdige til at gå ind i skolernes første klasse, hvis de i det hele taget får mere skolegang, for manges vedkommende slutter al skoleundervisning her!.

Søndagsskolen.
50-60 større og 30-40 mindre børn har besøgt søndagsskolen i vinter. Ved afslutning viste det sig, at 9 børn ikke havde forsømt en eneste gang. Disse 9 børn fik hver et testamente, 6 børn havde kun forsømt 1 eller 2 gange, de fik som påskønnelse et større farvelagt bibelske billede.
I ³Negerdrengen² kassen var kun kommet 91 piaster ialt en hel vinter! Det er fattige børn; men de kunde godt give mere, og de får, de fleste af dem, hver søndag en skilling til søndagsskolen; men desværre er der på vejen en butik åbne med sukker, og trods alle formaninger og forestillinger kan de endnu ikke indse det forkerte i at brug disse penge til slik, som ellers var bestemt til god gerninger.

Sommerskole.
Så snart asylet lukker for sin store flok småbørn, drager en anden flok ind. Piger fra 12 års alderen kommer nu for at lære håndarbejde, sange og bibelhistorie, fortrinvis piger, som ikke går i skole, og for hvem denne sommerskole er en stor oplevelse. Denne skole varer c. 3 til 4 uger hvert år.

Håndarbejderne.
I det lille rum nr. 7 er der travl virksomhed 2 formiddage om ugen. Her uddeles og modtages de mange smukke håndarbejder, som efter vask og strygning sendes til danmark og forhandles fra K.M.A.s kontor, myntesvej 3, københavn, samt af mange venner rundt om på land og by. I det forløbne arbejdsår har 126 kvinder været beskæftiget, og talrige er beviserne på taknemlighed for ³Hjælp til selvhjælp², der gør dem i stand til at underholde dem og deres familie. Kun gift kvinder får dette arbejde.

Undervisning i hjemmene.
En bibelkvinde har i det forløbne år undervist c. 50 kvinder i at lære at læse. Mange har aldrig fået skolegang og savner i den voksen alder i høj grad at kunne læse. Ved denne undervisning i hjemmene lærer de først A. B. C., og senere undervises udelukkende fra biblen, således at kvinderne får bibelkundskab samtidig.

Sygehjælp.
En store skare fattige er i årets løb blevet hjulpet til hospitalsophold, røntgen og har fået medicin og hjælp til behandling i hjemmene.

Fattighjælp.
Utallige har fået hjælp til tag over hovedet og til dagligt brød.

Mælk og levertran.
Elendige, magre småbørn og syge er blevet hjulpet med mælk og levertran, som søstrenehar fået sendt ud fra danmark, og har gennem disse gode næringsmidler fået kræfter og helse.

Kvindemøde.
Kvindemøder afholdes 3 forskellige steder hver uge. 1 i barakken og 2 ude i forskellige Armenske distrikter. Disse møder er jævnt godt besøgt, og ordet bliver sået i hjerterne. Desværre kan man aldrig have sådan møder herud uden småbørn. Mødrene er nødt til at bringe de små med, hvilket naturligvis giver megen uro.

Skolebørnene.
Ca. 350 børn sendes i skole. Skolepengene sendes af Danske plejeforældre og kommer børn til gode, som ellers ikke vilde være kommet i skole. Disse børn samles 1 gang månedlig i barakken, hvor der bliver holdt et kort gudstjeneste for dem. Formålet med disse møder er, foruden først og fremmest at give dem livets brød, at have lidt personlig forbindelse med disse børn, som bor så spredt nu i de forskellige kvarterer og går i 17 forskellige skoler.

Månedlige møder.
For skolebørnenes mødre holdes møder på 2 forskellige steder. der gives mødrene gode råd om opdragelsens forskellige sider og om hygiejne og karakterdannelse. Forlærerpersonalet ved de mange skoler holdes et månedligt møde i det Danske hjem. Her gives lærerne hjælp til forståelse af det levende materiale, de har med at gøre. Her drøftes andres erfaringer om undervisning i de forskellige fag etc. Talerne hentes rundt omkring fra, og af det store besøg kan man slutte interessen, og adskillige udtaler deres glæde over disse foredrag.
For kristelige arbejdere holdes et møde i hjemmet. Formålet er at dele hinandens vanskeligheder og glæder i arbejdet og bede sammen derfor, samt bede om vækkelse først og fremmeste inden for menigheden. Disse møder har den sidste måned været fortsat hver uge, da trangen og uroen i verden kalde dem på enighed mellem Guds børn. Et møde med bibeltime holdes for medarbejdere hver uge i hjemmet og adskellige møder har været afholdt rundt omkring, ligeledes morgenandagter i skolerne.

Husbesøg.
Så vidt muligt undersøges forholdene ved selvsyn, inden hjælp gives. Skolebørnenes hjem besøges mindst 1 gang hvert andet år, for det meste hvert år, og intet nyt barn antages uden besøg aflagt i hjemmet først.
Håndarbejdskvindernes hjem besøges ligeleds mindst 1 gang årligt. Disse forskellige besøg giver rig anledning til samtaler med mange mennesker om deres sjæls tilstand, og dørene er åbne. Man blive vidne til megen elendighed ved sådan besøg, båd åndlig og timelig; men de rummer også store glæder.

Maria Jacobsens udrejse i august 1939 prægedes af krigsforholdene. Turen gennem Tyskland i overfyldte tog var trættende, og i Triest ventede den store skuffelse: damperen var lagt op, i stedet for en bekvem sørejse skulle det blive en lang, besværlig rejse over land, dertil kom spændingen: at få billetten godtgjort og togbillet købt, skaffe visa til rejsen gennem flere lande, hvis konsuler næsten ikke var til at få fat i, og endelig: ville toget nå frem? om det hele skrev hun: ³Også denne gang hjælp min himmelske fader mig på forunderlig måde.² 1. september kunne hun mødes med sin søster og chaufføren Baron Garabed Nakashian og kort efter gense hele flokken. Glæden var stor, men snart græd børnene ynkeligt, da de så Mama og ³Moster² drage af igen – det gjaldt dog kun fornyelsen af opholdstilladelsen.
Endnu var vanskelighederne til at overse. Posten var ikke afbrudt, og der kunne sendes penge ud, om end med vanskelighed og forsinkelse. Maria Jacobsen begyndte dog at indskrænke personalet. En meget dygtig Armenske lærer, der havde en god indflydelse på skolen, måtte opsiges, og en udmærket Tysk-jødisk børnehavelærerinde Edith Treuenfels, som man havde ventet sig meget af, blev på grund af sit tyske undersåtsforhold tvunget til at tage ophold i Beirut.
Det egentlige slag faldt den. 9. april. om dette fortælle Anna Jacobsen (³Moster² ): ³Mama var i Beirut. Som gæster havde vi herhjemme frøknerne Svanenskjold og Vivi Paludan. Ved 3-tiden kom Mama hjem og fortalte: Danmark er blevet okkuperet af Tyskerne. Vi fire så et øjeblik på hinanden, så gik vi ind i gæsteværelset, bøjede vore knæ og bad for vort elskede gamle Danmark, vor konge, vore venner og kære. Så begyndte vi at tale om, hvad vi skulle gøre: Vor pengekasse var tom, da det jo de foregående måneder havde 275 børn foruden medarbejderne, det var mange munde, der daglig skulle mættes, og hvorfra skulle penge komme, vi havde jo ingen anden forbindelse end vennerne i Danmark.
Vi ventede en ugestid og besluttede da at sende børnene, så mange, som havde slægtninge, hjem. Vi skrev i avisen, af de, der kunne, måtte komme og hente deres barn. En del kom, og så sendte vi så godt som alle vore store piger ud i håb om, at de ville kunne klare sig nogenlunde. Vi fik da brev fra den Amerikanske mission i Beirut, der bad os om ikke at sende flere børn ud forløbig, – de så meget nødig, at ³Fuglereden² blev lukket, og ville gøre alt, hvad de kunne, for at hjælpe. Vi samlede vore medarbejdere, forelagde dem situationen, og det gjorde usigelig godt at opleve, at skønt vi intet kunne love dem, end ikke deres løn, så blev de alligevel alle af fri vilje, rede til at dele de svære dage med os. Alt blev skåret ned, af det enkelte barns fire kjoler blev den ene taget. Vaskesæberationen blev skåret ned, og den daglige kost, så meget som det var muligt, kun brød fik de forløbige i samme omfang som før.
Året 1941 har bragte meget svært med sig. Venner – de Amerikansk-Lutherske Kirker, Armenske foreninger i Libanon (Syrien dengang) og i Amerika, Røde kors og mange enkelte venner – trådt hjælpende til. I ³Fuglereden² har børneantalet måttet nedsættes til ca. 150, men nogle af de udsendte børn og deres familie har det været muligt at hjælpe på anden måde. De har skrevet, at de intet har manglet i hjemmet; alt er gået sin sædvanlige gang, dog måtte Frk. Maria og Anna Jacobsen selv tage del i skoleundervisningen for at spare den dyre lærerhjælp.
Inde i Beirut gik arbejdet sin gang. Nøden var stor; trods regeringens foranstaltning steg priserne til svimlende højder. og mange ting savnedes. Regeringen gav missionærerne en del korn til formaling og til uddeling blandt de fattige, da arbejdsløsheden var større end nogen sinde. I begyndelsen af året var der kun 110 skolebørn i modsætning til 350 de andre år, både fordi skolepengene var steget så stærkt, og fordi forældrene ikke havde råd til at miste deres børne arbejdskraft til hjælp til at skaffe det daglige brød. Maria Jacobsen skriver: Alt imens vi bad Gud åbne en vej for os, hvis Han ville, vi skulle beholde de 150 børn, vi havde tilbage, kom den store dag, hvor vi fik bud, at den Amerikanske. lutherske kirke ville hjælpe os, til vi igen kunne få forbindelse med Danmark.
Hvor blev vi lykkelige, for de børn, der var tilbage, ville være kommet i den største nød, om de var sendt bort. Alt imens havde vi mødt megen kærlighed og forståelse fra mange venner. Ikke så få af vore store børn sendte os pengegaver, der, selv om de ikke var store, var et vidnesbyrd om deres kærlighed til deres barndomshjem.
I 1942 børneantallet var dalet til 110, men i den sidste opgivelse til K.M.A. stod der 115, et bevis på, at de to to søstre trods tiderne på alle mulige måde søger at holde hjemmet åbent for nødstedte ³Fugleunger².
…Tilstandene blev værre og værre. Landets madforsyning blev mindre og mindre. Så måtte vi gå til det, vi syntes var noget af det sværeste: at rationere brødet – hvor var det svært at sige nej, når den lille barnefinger løftedes i vejret som tegn på, at maven krævede lidt mere brød, dog tror jeg, vi blev forsånet for at sende vore børn sultne i seng, men ude rundt omkring os sultede de, og vi kunne ikke hjælpe dem.
Kan de mon tænke dem, hvordan det føltes, da vi en dag kun havde een sæk mel tilbage, og vi så fik brev fra den Schweiziske missionær hr. Weizer, at han oppe i Syrien havde fået købt en del hvede til os!… Gud lagde forunderligt sin velsignelse i det, vi fik, så det slog til. En uvurderlig hjælp var tøjet, vennerne i Danmark så rigeligt havde sendt før krigen. Vi kunne intet købe, ingen reparationer udføre. Når tøjet blev for gammel til at lappes, tog vi lapperne forsigtigt af – de skulle bruges igen, også tråden, de syet med, skulle bruges igen…²
Ella Sørensen, der arbejdede i Beirut sammen med Karen Marie Petersen og Dorthea Kulager, fortæller om den. 9. april: ³Kl. 13.00 kom Maria Jacobsen herop, hun var helt elendig og rystede. Vi trøstede hverandre med vor himmelske Faders løfter, som står urokket til evig tid… Om eftermiddagen begyndte vennerne at komme for at udtrykke deres medfølelse …næste dag gik vi til vort arbejde som sædvanligt, de kære mennesker, vi traf, var meget overraskede over, at vi kom, jeg tror, det var et stort vidnesbyrd for dem. Alle udtrykte deres dybe deltagelse, de ved mere end nogen andre, hvad det vil sige at miste sit fædreland… Vi måtte sige vore medarbejdere op, på nær de to bibelkvinder, som Engelske venner lovede at tage sig af, samt vore hushjælpere, som vi havde haft i mange år. Det var svært. Jeg fik det hverv at meddele dem på klinikken sagernes gang. Så snart jeg fik dem kaldt sammen, brød de alle ud i storgråd, en kastede sig om min hals og sagde en mængde uforståeligt. For første gang begyndte også mine tårer at flyde.
Klinik og dagasyl må lukkes, der må skæres ned, så vi kan gå vor gang med evangeliet så længe som muligt. Alt for sent kom vi vort mødested, hvor de gjorde store øjne ved at se os. Under mødet tog en kvinde mod frelsen i Jesus Kristus. På hjemvejen blev vi anråbt af en kvinde, som i eget og andres navn udtrykte sin deltagelse og forsikrede, at kvinderne ville komme og hjælpe os med vask og rengøring uden betaling. Vi møder mere kærlighed og sympati, end vi havde tænkt os muligt…²
Også i Beirut blev udgifterne skåret ned, missionærerne flyttede hen i en mindre lejlighed, som K.M.A. disponerer over endnu, til gavn for missionærer på midlertidigt ophold.
Den eneste mulighed for meddelelse var de strengt censurerede Rødekors-breve på 25 ord. Gennem dem fik hjemmeledelsen det allernødvendigste at vide, først og fremmest et levende indtryk af missionærernes frimodighed. Karen Marie Petersen var især en mester i at få noget til at stå i de usle små breve, efter den. 29 august 1943 gik virkelig en hilsen igennem med udbruddet: ³Lykkelig over, at Holger Danske ikke døde.²
Støttet af hjælpen fra Amerika lykkedes det at føre det stærkt nedskårene arbejde igennem: Inde i Beirut led de det store tab, at Dorthea Kulager døde i januar 1942. Hun var blevet bragt over til Nebk, hvor hun plejedes kærligt på Østerlandsmissionens hospital. Med praktisk kærlighed og nidkærhed for sjæles frelse havde hun færdedes blandt det hårdtprøvede folk og efterlod et velsignet minde. På sit dødsleje skrev hun til sine kære: ³…Jeg venter ikke at leve længe, men jeg er jo ikke bange for at dø. Mit liv er i Jesu hånd, han kender vore dage, og ofte er han så nær og taler til mig, han løfter mig og leder mig hjemad… I ved, hvor jeg har elsket den Herre Jesus, det har været min største glæde at tjene ham. Å, hvor jeg har råbt til Gud om at frelse sjæl…²
De to, var tilbage, forsatte med møder og husbesøg.
Ude på ³Fuglereden² gik livet videre med den lille børneskare, der var tilbage. Det kneb meget med skolen, missionærerne måtte selv være med til at undersvise. Mere end een gang mærkedes Guds stærke hånd. I foråret 1942 var Mama (Maria Jacobsen) sammen med nogle andre på vej op til Terzaya i lastbilen for at plante grønsager deroppe og bringe en del forråd derop til ferien. Halvvejs oppe brød store flammer ud af bilen. Alle sprang ud, Maria Jacobsen sidst, hun så den brændende bil rulle ned i afgrunden. Baron Garabed Nakashian blev forbrændt, men alle kom levende fra det. Men tænk, om det var sket, mens vognen var fuld af børn!. En anden gang skulle der have været indkvartering på ³Fuglereden², men det blev afværget.
På året 1943 i ³Fuglereden² forsætter arbejdet sin rolige gang. I begyndelsen af året var Frk. Maria Jacobsen meget svag, men der er indtrådt en bedring, som har holdt sig, og i hendes brev står der ³Vi er alle raske², og det er meget at takke for. Frk. Anna Jacobsen bærer meget af arbejdet, og de to søstre danner et godt hjem for børnene, hvis antal igen bliver opadgående.
I Beirut er Frk. Karen Marie Petersen og Ella Sørensen travlt optagne af husbesøg og møder i de forskellige distrikter i lejrene, hjulpet af deres trofast medarbejdere, som de har beholdt. Selv om de har måttet indstille det social hjælpearbejde, så har det vist sig, at nøden blandt Armenierne ikke er blevet så overvættes stor, som man kunde have ventet, da krigen har skabte nye erhvervsmuligheder.Via Rød kors Maria Jacobsen meddele i 24 Juli 1944 at ³²Moster² s² (Frk. Anna Jacobsens) hjerte og lunger arbejder ikke godt og er for øjeblikket under lægesyn i den Svenske skole i Jerusalem. Sener på året det vise sig at lægebehandlingen i Jerusalem har givet gode resultater, så hun har kunnet rejse tilbage i oktober og overtage ledelsen af ³Fuglereden², medens søsteren Frk. Maria Jacobsen, fik et par måneders hårdt tiltrængt ferie. Takket være Svensk K.M.A.., der har sendt de fornødne penge, har alle de fire K.M.A. missionærer holdt ferie på det Svenske missionsskole i Jerusalem.
De fortvivlede økonomiske forhold, som Anna Jacobsen skildrede, sket der et omslag i, da Englænderne besatte landet. De mødte kun ringe modstand, så der sket ingen videre ødelæggelse. Ikke blot sørgede de nye magthavere for at skaffe næringsmidler, men tilstedeværelsen af den store hær betød vellønnet arbejde. Man kan ikke gøre en Armenier nogen større tjeneste end hjælpe ham til arbejde, så der blev glæde rundt om i hjemmene, selv de fattigste kunne få en menneskeværdig tilværelse. Krigsårene, som for Danskere forkom uendelig lange, var korte for armenierne. Da Englænderne rømmede landet, svandt arbejdsmulighederne med det samme, og arbejdsløsheden blev endnu bitrere end før, for priserne var svimlende. Man havde ikke haft ret meget ud af de høje lønninger, således havde kun et fåtal nået at skaffe sig ordentlige boliger.
I foråret 1946 greb storpolitikken som så ofte før skæbnesvangert ind i Armeniernes forhold, idet også Franskmændene rømmede landet.
Når Armenierne siden den første verdenskrig havde kunnet leve så nogenlunde trygt i Syrien og Libanon, skyltes det, at Frankrig havde styret landene på Folkeforbundets vegne. Denne ordning skulle kun vare i 25 år, og disse udløb i april 1946. Armenierne grebes af panik. Som følge af de spændte forhold i det Hellige Land var den muhamedanske fanatisme ved at blusse op. Ganske vist er der ingen Tyrker eller Kurder i Syrien og Libanon, men mange fanatiske Muhamedanere af andre folkeslag, og Armenierne er vandt til at betragte enhver Muhamedaner som en forfølger. Hvem skulle værge dem, om uroligheder skulle bryde løs?.
I dette kritiske øjeblik optrådte en ny person på skuepladsen: Sovietrusland, der tilbød de landflygtige Armeniere, der jo var forvist fra Tyrkiet, at måtte bosatte sig i Russisk Armenien, der er en strimmel af det oprindelige Armenien, som Tsaren i sin tid havde erobret. Vild begejstring greb de stakkels mennesker. De mente vel: her er den løsning, vi har længtes efter, bort fra den hjemløse tilværelse, bort fra faren for massakrer. Og så til hjemlig jord, selv om det ikke var den del af Armenien, man var fordrevet fra. Der blev truffet forberedelser, skaffet penge ved salg af ejendele, sørget for forråd – og så ventedes der!. Forrådene var delvis spist op, inden signalet til opbrud kom. Omsider efter et par måneders venten kom første hold af sted, senere det ene efter efter det andet, finansieret af velhavende landsmænd.
På ³Fuglereden² havde man mærket megen velvilje og interesse fra Armeniernes side. En tid betalte den Armenske skolekomité for en flok skolebørn, som fik adgang til ³Fuglereden²s skole, men disse børn rejste til Rusland med deres familie. Så betalte komiteen for et hold rigtige plejebørn, men også de rejste, ligesom en del af K.M.A.´s egen ³Fugleunger² hentedes af deres slægtninge for at komme af sted. En tid så det ud, som om Armenierproblemet var løst på denne måde, og hos Armenierkomiteen og K.M.A.´s bestyrelse sattes tankerne i bevægelse: skulle K.M.A.´s Armeniermission således finde sin afslutning?
Der syntes nemlig at være opbrud over det hele. ³De Danske Armeniervenner², som siden Karen Jeppes død havde forsat arbejdet i Aleppo, hørte op. Svensk K.M.A. havde ingen arbejdsmark mere. Det syntes, som om Norsk K.M.A. ville følge eksemplet og hellige sig sine andre opgaver.
Da kom det første fingerpeg: trofaste Norske K.M.A.´r rejste sig, de ville ikke slippe Armenierne. De Danske K.M.A.-ledere følte det samme. Arbejdet blandt Armenierne var Dansk K.M.A.´s første opgave. Kærligheden til Armenierne var i sin tid drivkraften, da foreningen begyndte, der skal mere til, inden de giver op.
Forunderligt, som der inden for Guds riges arbejde således kan være tro til stede, inden man endnu har fået vished.
Der var nemlig endnu en omstændighed, der syntes at pege i retning af ophør: den truede missionærmangel.
Ved krigens slutning gik Ella Sørensen og Karen Marie Petersen ud af arbejdet. Nu havde K.M.A. ingen mission mere i Beirut. Arbejdet forløbig blev indstillet i Beirut; men man har stadig en lejlighed derinde hvor tidligere ³Fuglereden²s udgåede voksne samledes. Det havde været en blomstrende virksomhed. Danske venner havde hjulpet hundreder af Armenierbørn til skolegang, et par hundrede kvinder havde fået deres håndarbejder afsat, mange nødlidende, især børn, var blevet bespist, og et stort antal enkeltpersoner havde fået hjælp og opmuntring. Men især var der liv over det åndelige arbejde. Siden 1937 havde der været vækkelse. Først da travlheden slugte sind og tanker, svækkedes længslen efter Guds ord. Nu stod lejligheden derinde tom, der var ingen til at tage efterkrigstidens opgave op.
På ³Fuglereden² havde anstrengelserne og anspændelsen taget hårdt på begge søstre. Der var en tid under krigen, da det så ud til, at de ikke kunne mere. Da, som Anna Jacobsen skriver, sendte Gud hjælp gennem sine lydige børn. Gennem et samarbejde mellem Svenske K.M.A. og den Svenske missionær, rektor Signe Ekblad i Jerusalem blev søstrene skiftevis hjulpet til rekreation og hospitalsbehandling – lige i rette tid til at redde dem begge. Dog var de svage og trængte stærkt til hjemmeophold, men nogle muligheder for afløsning slog fejl.
Skønt dette var foruroligende, og skønt der hævede sig røster, der rådede til at give op, tøvede bestyrelsen.
En forespørgsel hos frøkerne Jacobsen skabte begyndende klarhed. Det var kun en brøkdel af Armenierne, der kom af sted. Det fremgik tydeligt af ledende Armenieres holdning, at de påskønnede den Danske hjælp og ikke mente, den kunne undværes.
Den 8. november 1947 fejrede børnene Mamas 40 års Jubilæum som missionær. ³Moster² havde pyntet så smukt overalt. Til middag fik børnene deres livret, og om aftenen samledes de i Nicol Hall, hvor nogle af børnene opførte et drama og fremsagde flere stykker, sang forskellige sang; alt dette havde børnene forbredt og lært, uden at Mama vidste noget derom. Under og efter massakrerne har skarer af kvinder og børn kunnet takke hende for liv og redning i trængselsårene; ligesom hun har været og er ³Mama² for de mange hundrede børn, der har været i ³Fuglereden².
Endelig fik K.M.A. vished. Den længe savnede hjælper meldte sig, et af K.M.A.´s trofaste medlemmer, sygeplejerske Magda Sørensen, hvis hjerte i mange år havde været hos Armenierne, og som nu var rede til at forlade et betroet, vellønnet stilling for at afløse søstrene, så de kunne komme på hjemmeorlov.
I Horsens har der altid været varme interesse for Armenier – Arbejdet. Som ung pige var Magda Sørensen med i en kreds, der samledes hos Fru Pastor Bernow, Vor Frelsers Kirke. Disse erfarringer gjorde størst indtryk på Magda Sørensen, hun har nu stået i nær forbindelse med K.M.A. og har aldrig svigtende kærlighed fulgt Armenierarbejdet, til hvilket hun for flere år før følte sig draget. Da hun var færdig men sin sygepleje uddannelse, meldte hun sig til K.M.A. (Kvindeligt Missions Arbejdere), men hun kom ikke afsted. Magda Sørensen blev syg, og før hun igen kunde tænke på at rejse. kom krigen, og hun opgav tanken om nogensinde at rejse til Libanon.
Søstrene Maria og Anna Jacobsen savnede en medhjælper i deres stab i ³Fuglereden² havde Magda den i tankerne. Der viste sig at være stor trang til en medhjælper og vikar for Frk. Anna Jacobsen, der skulle have en hårdt tiltrængt ferie i Danmark.
I 1946 hvor nu freden var kommet igen, spurgte K.M.A.´s bestyrelse, om hun vilde afløse på ³Fuglereden², mens Frøken Anna Jacobsen var i Danmark på ferie, og Magda sagde Ja. Hun fik orlov fra hendes arbejde et år, men hun blev hængende, og til sidst kunde slet ikke tænke sig at være andre steder. Rygterne sige at hun vil blive for et kort periode i sommerferien, men for Magda Sørensen varede ferien godt og vel 25 år.
Onsdag den 3. april 1946 hun startede fra Aalborg og sejlede hele vejen ud til Libanon. Det var et længe næret ønske, der nu opfyldes. Det tog 34 dage med forskellige ophold undervejs. I Haifa, hvor ³Moster² (Anna Jacobsen) kom og tog imod hende. Derfra de kørte med bus til Beirut hvor hun fik et forsmag af Østens pulserende liv, menneske og de nye indtryk som hun fandt det festlig og spændende.
I Beirut, hvor Baron Garabed Nakashian (³Fugleredens Chauffør) ventede dem med bilen fra ³Fuglereden². Efter et kort besøg hos Beatrice Hadidian (Maria Jacobsens adoptivdatter) gik turen så videre mod det egentlige bestemmelsessted. Nu har hun nået ved hendes ønskemål.
Om begyndelsen Magda Sørensen skriver. ³Selvfølgelig var glæden stor ved endelig at nå frem; men mange tanker gik gennem én. Hvad nu?. Man følte sin egen magtesløshed overfor alt det, der lå foran og ventede. Ville det blive muligt at leve op til de krav, der blev stillet til én, og de opgaver, der ventede? Nej, det var ikke muligt, ikke ved egen kraft, men Gud ske lov, at vi må holde fast ved dette: ³Hele vejen går Han med mig² -og- også få lov til at opleve, at Han, som kaldte os til gerningen, ved, hvad vi kan bruges til, og daglig giver, hvad der er nødvendigt i det arbejde, vi fik betroet.²
Magda Sørensen blev straks døbt den efterlyst ³Aunty² og hun stod fra begyndelse børnene nær som en kære tante. I alle de 27 år hun var på ³Fuglereden², arbejdede hun for børnenes ve og vel.
Magda Sørensen var en positiv og udadvendt menneske. Hendes lyse sind og praktiske indstilling til tingene tog alle med storm. Børnene tog hende til deres hjerte og hun blev alles humørfuld og glade ³Aunty². De ældre respekteret hende, og henvendte sig til hende i tillid, for hendes retskaffenhed, praktisk problem knuser kunst og hjerte varme.
I de kommende års besøg til Danmark, stod hun aldrig passivt, selv om nogen gang det var hendes sommer ferie. Hun var fordragsholder ved utallige lejligheder, hvor hun med begejstring talte om nytten af Armenier arbejdet, om livsvilkårende på ³Fuglereden², og dermed blev medvirkende til at styrke båndet og venskabet mellem Danskeer og Armeniere og holdt den ideologiske gejst hos K.M.A.´s medlemmer, støtte gruppe og de lokale Armenier venner kreds.
Under Danmarks besøgerne blev Magda Sørensen inspireret af de nye pædagogiske strømninger og bragte tids ånden til ³Fuglereden² derved fornyelse i børnenes hverdag og opdragelse.
³Aunty² allerede fra begyndelsen overtog sygepleje og administrationen af ³Fugleredens² sygehus og skadestuen og hendes trofast medhjælpere blev Frk. Altoun Hovhanessian. ³Aunty² forbandt skader, rensede sår, plejede de syge, trøstede i sorgen og støttede i angsten. Tørrede mangen en tår og adskillige tuder. Frk. Magda sørensen blev antaget som missionær efter at have været en udmærket hjælper, særlig under Frk. Anna Jacobsens hjemmeophold.
I efteråret 1946 udsendte K.M.A. sygeplejerske Alma Hvalsø, gennem nogle år stærkt bundet til K.M.A.´s ungdomskreds. Alma Hvalsø Petersen har i vinteren 1947 været et halvt år på den skotske kvindemissions kollegium St. Colms i Edinburgh, hvor hun på enhver måde har haft et godt og berigende ophold, og hvorfra hun vendte hjem til Danmark omkring 1. Juli. Hun var udgået fra K.M.A.s Ungdomskreds og fuldt uddannet Sygplejerske.
Hun fik nærmere bekendskab med K.M.A.s medlemmer i sommerstævnen i Værløse og kun også være med på ³Dansk Missionsråds Retræt² på Jomsborg.
Den 18. September 1947 blev Alma Hvalsø Petersen indviet til missionær blandt Armenierne. Domkirkens kor var fyldt, og Pastor Verner Hansen talte ud fra ordet i Salme 149. efter udsendelses talerne samledes man i K.M.A.s festsal, hvor fru. Elsa Vind indlede og pegede på Armeniernes forandrede kår. Det fremhævedes, at K.M.A.s Armeniermission fremdeles skal forsættes, fordi nøden og usikkerheden var for stor, og til gengæld Armenierne påskønnet og ønskede hjælpen fra Danmark.
Alma Hvalsø Petersen tolkede sin taknemlighed over at være døbt som barn i et kristent land og over at have mødt Missionskaldet i K.M.A..s ungdomskreds.
En lang række talere bragte mange opmuntrende ord og gode ønsker. Med stor glæde hilste forsamlingen de fire tilstedeværende gamle missionærer: Frk. Martha Malthe, Johanne Siversen, Karen Marie Petersen og Marie Meyer.
Pastor Verner Hansen sluttede Aftenen med at hentyde til de mange Bibelord, der var givet de bortdragende, og mindede om, at der er et ord, der rummer alle de andre ³Jesus², som er Guds levende ord til mennesker.
Hun sejlede til Libanon. Efter 6 dages ophold i Antwerpen sejlede skibet videre, og allerede den 16. oktober 1947 nået til Malta, hvor de opholdt 3 dage, under sejladsen, Alma studeret sin medbragt notater fra Skotland, og gik dybere til bunds i studierne og fik sin første indtryk af udpræget sydlandet, om husene, mennesker, træer, og hun fandt alt forskellige fra, hvad hun var vandt til. Den 18. oktober om aften sejladsen gik videre til Alexandria og Beirut.
Alma Hvalsø Petersen efter sin ankomst, til Beirut den. 3. November, blev modtaget af Læreren Samuel, Maria og Anna Jacobsen efter et døgn i karantæne-bygningen.
Alma Hvalsø Petersen, kom til at læse Armenske sprog i Beirut sammen med Magda Sørensen, som intil hendes ankomst ikke har haft tid til at studere Armensk. Alma Hvalsø blev døbt til ³Tante² fra begyndelsen.
1947 var et forunderligt år. Det begyndte ret roligt; men den vågnede stærke nationalitetsfølelse sporedes ikke mindst sidst på året. Dyrtiden blev igen større, hvad der også indvirkede på lønningerne, der måtte stige; men Gud gav de fornødne midler. Mange af børnene rejste fra ³Fuglereden² i det forløbne år; men nye ulykkeligstillede børn toges ind. De fleste af disse var små, hvad der mærkedes stærkt gennem mangel på arbejdskraft. I det store og hele var børnene forskånede for sygdom; det skyltes meget den god sommer oppe i Terzaya.
Frk. Karen Marie Petersen kom hjem i juni 1947 efter de mange års trofast arbejde både inde i Tyrkisk – Armenien – hvor hun under massakrerne med fare for sit liv reddede mange mennesker – og til sidst i syrien. I årets løb Fru Nielsine Petersen, Østerbjerg, Virum, indtrådt i bestyrelsen som en god repræsentant for de vestjyske kvindekreds. På K.M.A.s kontor, hvor der længe havde været tiltrængt hjælp, fik man i december 1946 en god og dygtig medarbejder i Frk. Else Marie Clausen, som er udgået fra K.M.A.s ungdomskreds.
Den 4 Oktober hjemmet havde bryllup igen, denne gang Mamas plejebarn Lilli blev gift med Sarkis Mirakian i ³Fugleredens² kirke efter Armenske vielses skik.
Endelig fik selskabet en uventet gave, idet den unge præst Oluf Emil Paaske, som siden han var en lille dreng i sit hjem havde hørt om Armenierne, søgte om at komme ud på ³Fuglereden².
Ude fra Armeniernes ubeskrivelige dybder hørte Oluf E. Paaske Jesu kald til sig om at gå ud i “skygedalen” for at tjene et forfulgt folks børn.
Pastor Oluf Emil Paaske er født den. 10. Maj 1923 i Frederikshavn. Søn af afdøde isenkræmmer Paaske, Nykøbing og Anna Paaske som død i 1926. Udrejst første gang i februar 1948. Han kom til Nykøbing Mors i 1934, og blev student fra Sorø akademi. Sin teologiske embedseksamen fik han ved Københavns Universitet, og bestod eksamen i 1947. Han blev den yngste præst i Danmark. Efter sit uddannelse blev han Forbunds og missionssekretær for F.D.F. og rejste land og rige rundt og holdt møde både for F.D.F og K.M.A. frem til januar 1948.
Allerede i studie årene stod det ham klart, at han ville rejse ud som missionær. Efter at have fået sin teologiske embedseksamen stod han fulgt af sin god ven daværende sekretær i F.D.F.. Erik Petersen hos K.M.A. der blev han antaget af K.M.A., der aldrig før havde anvendt mænd i sit arbejde. Man mente imidlertid, at det ville være rart med en mand til at tage sig af drengene, som naturligvis var lidt vanskelige at styre for kvinderne. K.M.A. havde et ³blød punkt² og det gjorde Pastor Paaske opmærksomt på. K.M.A. gjord meget for pigerne i ³Fuglereden², men ikke tog sig nok, ja, slet ikke af drengene.² sådan lød Paaskés ordene.
Det var et pletskud! K.M.A. vidste det godt, men kunne umuligt overkomme også det, idet de manglede en mand til dette arbejde og på stedet blev der knyttet en forbindelse mellem dem.
Sin kærlighed til det Armenske folk havde han fået ved at høre om arbejdet i sin moders armenierkreds, og sit kald fik han i F.D.F..
Pastor Paaske’s udrejse præges af to ting: de bevægende tider og vidnesbyrdet om, at Gud formår at jævne selv de største vanskeligheder. Afskedsmødet begyndte også med en stor og glædelig overraskelse: indrejsetilladelsen til Libanon var kommet! Fru Vind bragte meddelelsen derom.
Pastor Paaske så, at hovedindholdet af Jesu befalinger samlede i to ord; ³Du skal elske din næste som dig selv² og fordi det blev han klar over at når ingen anden vil gå, og behovet var så stort, derfor turde han ikke andet end at melde sig til missionsarbejdet. Det kom til at koste ham vanskeligheder, kamp undgik han heller ikke, savn af det ene og andet var også tilstede, men han så, at Gud gik foran og løste knuderne op, og han vovede at blive ved at følge efter. ³Jeg ser frem til et helt tårnbjerg af problemer, både verdslige og åndelige – og jeg holder spændt udkig efter, hvordan min herre vil bære sig ad med at løse dem. Jeg ved, at hvad han end gøre ved mig, så har han ret – og jeg kæmper mig til at tro, at selvom han spærrer mig vejen til missionsmarken – selvom han med eet sagde Nej, hvor der før lød et Ja, – så har han dog stadig ret og fortjener tak, fordi han greb ind. Gud tvinger mig, derfor går jeg, og siger tak til…²
Enhver Missionær fra Danmark bliver inden sin udrejse indviet til sin gerning, og dagen blev fastsat til søndag den 8. Februar 1948 i paaskés hjemby, Nykøbing Mors. Ca 800 mennesker havde fyldt Nykøbing Kirke til sidste plads, da landsforbundets fanen sammen med 8 andre faner blev ført ind under fuld honnør. Kirken var pyntet med tulipaner og alpevioler, det var tydeligt, at Nykøbing Mors havde sat noget ind på, at dagen skulde være festlig.
Fru Vind hilste den ung missionær med bibelordet: ³Som dine dage er, skal din styrke være², og dernæst understregede formanden, at K.M.A.. aldrig før havde sendt en mand ud; vi er ³Kvindelige Missions Arbejdere², men i dette tilfælde med Pastor Paaske, som har kald til at arbejde blandt det Armenske folk, vil vi sige, at undtagelsen bekræfter reglen, og vi sender Pastor Paaske ud med glæde.
Paaske prædikede klart om forskellen på at bygge sit hus på klippen og på at bygge det på sand, og Biskop Malmstrøm fra Viborg holdt udsendelsestalen og Paaske talte over dagens tekst. Derefter knælede Paaske ved alterskranken, og Biskoppen tilspurgt ham: Vil Du Oluf Paaske være villig til at rejse ud som missionær for ³K.M.A² – De kraftige og klare ³JA² fra Paaske vidnede om beslutsomhed og fasthed i kaldet til tjenesten. Det var et F.D.F.-historisk øjeblik.
Ved den efterfølgende afskedsfest i missionshuset var der mødt så mange mennesker, som det store hus kunde rumme i alle lokaler. Kredsfører Thøgersen bød velkommen, og Formanden for K.M.A, Fru. Kammerherreinde Elsa Vind talte om gerningen iblandt Armenierne i ³Fuglereden² hvor Pastor Paaske får sin arbejdsplads. Biskop Malmstrøm fortalte om sin oplevelser ved et tidligere besøg i ³Fuglereden² og Søren Olsen bragte en hilsen fra F.D.F.´s missionsudvalg og takkede K.M.A for det gode samarbejde. Oluf Paaske tilsidst sluttede aftenen og på en frisk og djærv måde bragte sin tak til Gud og mennesker.
Det var starten derudad… En bidende kold februar tirsdag eftermiddag Pastor Paaske stige ombord på skibet ³Delaware² på ³Larsens plads² i København, uden at have tid til at tænke på de ubehageligheder som ventede ham. ³Delaware² sejlede først til Skotland efter last, og derfra gik turen til Antwerpen og videre til Lissabon, Alexandria, Cypern, og Beirut.
En af de første initiativer Pastor Paaske tog i 1948, var at stifte F.D.F. på ³Fuglereden², den blev drevet nogenlunde som en Dansk landskreds, med samme ideer´og senere med forbundsdragt, og det kom til at ³smage² en del af F.D.F.. På denne måde ³Fuglereden²s store dreng lært en del praktisk ting af naturen og han fik at vide af hvilken støbning hver er lavet af, i de sommer spejderture og i andre spejder arrangementer, det hjælp ham til at forstå hvert enkelt af drengene nærmere og den erfaring kom kun til gavn for drengene selv senere, hvor de havde behov for hjælp og vejledning i deres udvikling som sundt menneske.
Pastor Paaskés håb var, at andre Armeniere måske ville tage ideen op og udforme den efter armeniernes egen behov. Dette håb gik ikke i opfyldelse. Armenierne har spejderbevægelser i nær tilknytning til politiske partier, samt dengang tilløb til en anden form for spejderbevægelse i tilknytning til en protestantisk kristelig forening. Ingen af delene svarer til F.D.F., som blev en udpræget menighedspræget bevægelse, og ³Fuglereden²s F.D.F.- og senere F.P.F.-kreds fik aldrig aflæggere rundt omkring.
Det var flere kald i kaldet, han mødt ikke alene et behov for missionsarbejde men snart opdagede at mange praktiske ting skulle sørges for, han var ikke alene ledet af Guds vilje men ledet af fornuft. Paaske oplevede tit at med troen og fornuften man kan flytte flere bjerge. Den næste projekt han opfandt og som bevirkede et absurde idé for drengene; var at han vil bygge et drengehuse på grundlaget af frimærke salg. Med flittige brev skrivelse frem og tilbage til Danmark, lidt handel med libanesiske og Danske frimærke, lykkedes det efter et par år, og drengene kunne læge et kasse med frimærke i under grundstenen af drengehuset og et år efter bygningen var taget i brug med alle facilitetter som drengene behøvede.
Fem år efter sit ankomst med forståelse, støtte og hjælp fra Danmark lykkedes det ham at oprette ³Fuglereden²s Studie og Lærlingefond som fik konsekvens af arbejdet stor betydning. Den fungerede som en overbygning på børnehjemmets arbejde. Drenge (senere også piger). Dette arbejde han begyndt med, voksede til at blive mad, tøj, lomme -penge, medicin, uddannelse, bolig, og mange sovnløse natte.
De unge, som forlader ³Fuglereden² nu fik en chance, som mange andre i Libanon ikke fik: Muligheden for at fortsætte i realskoler, college eller universitet, og de unge som ikke har evner til skolegang, blevet i en årrække støttet, mens de tilegnede sig et håndværk.
Lærlingefonden fik efterhånden opbygget en nyttig kontakt til forskellige skoler og andre institutioner, hvor de store børn kunne gå videre, men stadig under tilsyn af ³Fuglereden²s ledelse og med mulighed for en beskedent økonomisk støtte derfra.
Dette arbejde blevet en meget vigtig gren af ³Fugleredens arbejde, og har i den grad bragt perspektiv og mening over hele arbejdet for barnet i ³Fuglereden², så vi i dag tør sige, at uden denne gren, var ³Fuglereden²s arbejde måske forgæves.
Han skulle have en leders evner, vilje, hjerne og også en faders hjerte. Han måtte tage beslutninger som en fader for 50 voksne drenge ad gangen, samtidigt tage ansvaret for sit tunge beslutninger for den enkelte. Engang imellem disse beslutninger betydet fremgang for den enkelte. Og han gjorde det med visdom og med Guds hjælp.
Dette arbejde undgik ikke svære skuffelser, men kunne også melde om meget lykkelige resultater, hvor nogle af ³Fuglereden²s unge fik mulighed for en uddannelse, der har gjort dem til ledere inden for Armeniernes samfundsliv.
Den første år oprettede han gymnastik timer hver onsdag eftermiddag og højnede børnenes fysisk kondition og vundet derved større livs glæde hos dem. Leg og idræt styrkede sammenholdet og lærte den enkelte hensynet til næsten.
Udover som skole lærer, om sommer aftener han læste for de større drenge for at udvide deres fantasi verden, og interessen for at læse.
Noget af det mest betydningsfulde han gennemført og som lå i hans hjerte før ankomsten, var, at drenge og piger kunne optages på lige fod. Det havde hidtil kun været piger. Pastor Paaske indfriede sit løfte; drengearbejdet i ³Fuglereden² voksede. Med venlig energi, frejdighed og stor kærlighed så Paaske nødvendigheden af at følge de unge, der forlod hjemmet.
Nu og da, med års mellemrum har han aflagt besøg i Danmark, dels for at hvile ud og samle kræfter i et andet klima, dels for at fortælle Danskerne om arbejdet i blandt armenierne og vedligeholdt interessen.
Hans indleven i det landflygtige folks historie, hans dybe forståelse af den Armenske kirkes betydning har yderligere knyttet ham fast til hjerterne i Libanon. Han skrev mange artikler om ³Fuglereden²s sag, om armenierne og deres kirke efter sit arbejds ophør og knyttede mange bånd mellem Danskere og armenierne.
En stor glæde og opmuntring var den vennehånd, der rækkedes fra den Skandinaviske søsterforeninger. Norsk K.M.A. påtog sig at underholde en flok børn på ³Fuglereden² og sendt desuden den uundværlige levertran i store mængder. Fra Svenske K.M.A. kom der fra tid til anden dejlige tøjgaver.
I 1948 er der ikke blevet udgivet nye bøger eller skrift, men med glæde har K.M.A. meddele, at der i meget nær fremtid vil udkomme et rigt illustreret bog: ³Armenske børn², skrevet af kammerherrerinde Elsa Vind. I 1950 udkom i anledning af K.M.A.´s 50 års Jubilæum en smukke og rigt illustrerede bog ³Høsten er store² K.M.A. gennem 50 år skrevet af Frk. E. Bockelund.
Baronesse Olga Schaffalitzky død den 30. September 1950 i 92 års alder til store sorg for alle i K.M.A. Baronesse Olga Schaffalitzky er født den. 5. Januar 1859. Hun var medstifter af ³Kvindelige Missions Arbejdere². Hun blev en trofast og initiativrig medarbejdere, som altid var til rede med kærlig hjælp og støtte for hendes medsøstre ud på missionsmarken, når og hvor det tiltrængtes.
Baronesse Olga Schaffalitzky var en af de fire, som sammen begyndte missionsforeningen K.M.A. i året 1900, da Baronesse Kurck fra Sverige bragte tanken om kvindernes sammenslutning i Norden, ved udsendelse af kvindelige missionærer.
I 1916 da Frøken Emsy Collet, på grund af sygdom fandt det rigtigst at fratræde formandsstillingen, overtog Baronesse Olga Schaffalitzky den ansvarsfulde og anstrengende plads, til hvilken Gud kaldte hende, med godt mod, idet hun stolede på, at han da også vilde give hende den fornødne kraft og evne til at kunne udfylde den.
Siden da har Baronessen utrættelig og en ivrig arbejdere i ordets bedste betydning, virket og arbejdet, besøgt kredsene ud over landet og skriftligt og mundtligt tjent missionens sag med varme kærlighed.
Flere længere rejse har Baronessen også fortaget, for eks. i 1906 til Vestindien, i 1912 til Palæstina, Jerusalem og Syrien og i 1924 atter til Syrien, ved selvsyn, at kunne glæde sig over det store arbejde blandt Armenierne, hvor K.M.A. drevet børnehjemmet ³Fuglereden² opdraget dennegang cirka 300 små ³Fugleunger², og i de grufulde flygtningelejre ved Beirut og i Sidon K.M.A. søgte at bringe hjælp og trøst, så godt de kunne, og med de midler som rakt til.
Da K.M.A. stod i forhandling med ³Near East Relief² om køb af ³Fuglereden² i Djoubeil, var man meget betænkelig ved den for så store sum, der blev fordret. Baronessen var meget i bøn for denne sag. Hun greb i barnlig tro om Guds trofasthed: det store bygningkompleks blev købt, og ³Fuglereden² består den dag i dag trods for store ombygninger og renoveringer.
Ved at gøre sin skønne ejendom ³Villa Monte² i Hørsholm Rungsted, til et kristeligt ³Hvile og rekonvalescenthjem² og selvejende institution, hvor så mange gennem årene har fundet velsignelse for sjæl og legeme, har Baronessen også sat sig et varigt minde.
Da Overkammerherreinde Oxholm måtte trække sig tilbage som leder af Armenierkomiteen, blev Baronesse Schaffalitzky hendes efterfølger. I denne gren af K.M.A.s arbejde har hun gjort en stor indsats. En trofast og vedholdende brevveksling med missionærerne har givet anledning til overvejelse af ethvert spørgsmål, der kunde gavne det store, vidtforgrenede arbejde.
Fra 1914 – 1931 var Baronesse Schaffalitzky K.M.A.s formand, en bedende, flittig og initiativrig formand, som med liv og sjæl kastede sig ind i arbejdet.
Som årene gik, og Baronessen måtte opgive at tage aktiv del i K.M.A.s arbejde, var hun dog aldrig ledig; mange små billeder malet af hende blev blandt venner solgt til fordel for missionen. Sommeren og årets højtider tilbragte hun gerne på sit elskede ³Villa Monte², det hvilehjem, som hun stiftede, og som blev til hjælp og velsignelse for så mange og i de sidste år, hvor skrøbeligheden tiltog, var Baronessen lykkelig for at være i sit eget hjem under omsorgsfuld pleje, altid var hun glad og taknemmelig, når hendes venner fandt vej derop.
Selv i en høj alder af 90 år, i 1949 efter snart 40 års fulgte hun gerningen i kærlighed og trofasthed.