“Fuglereden” 3 Årene 1907 – 1914
Årene 1907 – 1914
Årene 1900-1914 blev forholdvis rolige arbejdsår. Men årene blev mørket tættere og tættere efterhånd. Nøden blev næsten uudholdelige til sidst. Til den, der voldtes ved Tyrkernes åg, kom store jordskælvskatastrofer, som i Danmark udløste ny hjælp og rige gaver. Trykket var nu så voldsomt, og regeringen på en gang så uduelig og så grusom, at selv den Tyrkiske befolkning gjorde oprør. Resultatet af denne rejsning blev, at Tyrkiet i 1908 fik en fri forfatning, hvoraf skulle følge lighed for loven og trosfrihed. Ungtyrkernes sejer i Juli 1908, der købtes på 24 timer med drabet af nogle ledende paladsspioner og et truende telegram til Sultanen, bragte de fortrykte og kæmpende vidt ud over riget i en stormende jubel, – Det var som et mareridt, der forsvandt.
Næppe var dog jublen over dette fremskridt forstummet, før et rædselsbudskab nået Danmark og Europa. Store myrderier havde fundet sted, således var i Adana en stor flok protestantiske præster og lærere, der var kommet sammen fra hele Armenien, blevet dræbt. Betaget blev man ved de senere meddelelser: også missionærerne skulle have været myrdet sammen med børnene i børnehjemmet. 26. april skulle det være gået løs i Mezreh. Byen var fuld af Kurder. Gårde brændtes, og skændsler uden tal gik for sig, nogle næsten utrolige i deres grusomhed.
Det viste sig straks, da sejrherrerne tog fat på at udarbejde en forfatning, at der bag deres frihedsråb lurede visse hensigter, som med vågen uro mødtes af de mange hidtil underkuede folk og racer. De ledende i ungtyrkernes lejre var gennemgående religiøst fordomsfrie mænd. Deres Islamiske følelser var historiske og uden fanatisme, ja de fleste var under europæiske påvirkning nærmest irreligiøse. Det kostede dem derfor ingen kamp at vise en vis ligehed overfor Jøder og kristne. Men de var besatte af en anden overhøjheds-idé, den national-tyrkiske. Militære som de fleste var, gennemtrængte af betydningen af disciplin, under arvet Tyrk af den absolutte tyrkiske lydighed, ³Jassak² under en øverste magt, søgte de den ny styrelses faste borg i en hævden af tyrkisk race, tyrkisk sprog som rigets fællessprog. Adskillige af de mest fremragende førere var militært og åndeligt elever af Bismarks kejserlige Tyskland, fra dets officersakademier og tekniske skoler havde de medbragt tysk uddannelse og preussiske statsidealer.
Det var i Cilicien, man naglede mænd til planker, medens man for deres øjne myrdede deres hustru eller børn. Det var også her, morderne overhældte mænd med petroleum og stak ild i dem, medens de piskede kvinderne til at danse om disse brændende fakler.
Hist og her forsvarede Armenierne sig og døde under kamp eller slog sig igennem. Mangfoldige fandt ly i de kristne missionsbygninger. Tyve tusinde kristne, mænd især, men også kvinder og børn blev ofre.
Ciliciens dale og byer flød i blod og brand; fra Hadjin i nord til Payas ved havet drog svimle morderbander om; især hovedstaden Adana ramtes bittert.
I efteråret 1909 holdt de Ungtyrkiske komité ledere kongres i Saloniki. Nøje blev det aldrig kendt, hvad her forgik; men gerningerne siden viste, at der var forgået en vending om i en skarpere tyrkisk-muhamedansk retning – skæbnesvangert gik det politiske pendul tilbage. De fagre drømme om virkelig ³Enhed og Fremskridt² var ved at svinde i den grå morgen.
Alligevel Armeniens førere stillede sig uforbeholdent på ungtyrkernes side under Italiens overfald på Tripolis og den krig, som fremstod heraf 1910-1911. Krigen med Italien og Balkan lagde sin mørke truende skygge over Armenien. Først da det viste sig, at der slet ingen mulighed var for ærligt samarbejde, da hvert løfte om ligeret fra kampens tid blev brudt, opstillede ³Dashnaktsutiun², den Armenske folkeledelse, en formel klage skrivelse, hvori den i punkt for punkt viste den uret, der var tilføjet det Armenske folk, og opsagde alt partifællesskab med den Ungtyrkiske komité.
Fra 1911 fik Tyrkiet den ene krig efter den anden, og følgerne mærkedes i hver krog af det vidtstrakte rige. Feberdrømmen om et stortyrkedomme, Erstatning for tabet i balkan, europa, flimrede for styrernes øjne. Pantyrkismen drevet frem som det historiske ideal, Sultan Selims program: Landet ryddet for kristne! Tyrkiet tyrkisk. Trods for de har boet i disse lande kun i 400 år.
Frøken Jensine Ørtz skriver i 1912 ³Vi føler os her som på en gyngende bro, der fører over en stor, stærk strøm-: Brogen kan blive revet bort, men Gud er vor tillid og vort skjold. -Soldaterne her fra Malatia er alle afsendt til den russisk grænse; der hersker almindelig frygt iblandt folket.² og senere hedder det i december. 1912: ³ Det første regiment soldater på 1000 mand afgik herfra den. 8. december. det andet igen 1000 mand afgik de. 8. den. 14. og den. 19 Jeg kom lige forbi kasernen, da de tog afsked med deres slægt og venner, hustruer og børn. Signalet til afgang blev givet. Der var god orden; afdeling efter afdeling marcherede forbi med løftede hoveder og god holdning; snart hørte man kun fra det fjerne militærmusiken, hvis toner blandede sig med de tilbageblevne kvinders jamre og råb. Fru Wilhelmine Grunhagen skrive om samme urolige tider, ³Også koleraen hjemsøgte Armenien i disse år og bortrev mange, navnlig i den usunde by, Malatia.
I 1912 frk. Maria Jacobsen og frk. Karen Marie Petersen, hvilken sidste efter endt sprog uddannelse havde virket i et par år som bibelkvinde sammen med Frk. Ørtz i Malatia, vendt til Danmark på feriehvile, og efter at de atter i november. 1913 havde genoptaget arbejdet i Armenien.
Da krigslykken gik Tyrkerne imod, vågnede uviljen mod de fremmede, og regeringen ophævede de overenskomster, der gav dem en særstilling. Missionærerne var nu prisgivet regeringens vilkårlighed, men ingen angst spores i deres breve. De forsatte støt deres gerning, deres eneste bekymring gjaldt deres fædreland. Med stor deltagelse berettede de om de indkaldte soldaters kår. Frysende og sultende drog de af sted, ledsaget af jammerskrig og klagesange fra deres kære. Mens folkets forhold i årene forud havde været tåleligere, da man var begyndt at stræbe efter retfærdighed, udplyndredes landet nu igen, da der langs troppernes vej blev udskrevet proviant, lastdyr og meget andet, men dette var kun småting mod de rædsler, der fulgte, da en ugudelig regering koldblodig tilrettelagde udryddelsen af et helt folk.
Armenien blev tidlig krigsskueplads, da Russerne rykkede frem fra nord. Det lykkedes derfor Tyrkerne med stor lethed at indbilde deres forbundsfæller Tyskerne, at der var militær nødvendighed for at flytte Armenierne, og at de måtte mistænkes for landsforræderi. Formålet og bevægegrunden var alene dette, at få Armenierne, som trods alle smukke talemåde var hadet, udslettet.
I maj 1914 måtte Frk. Jensine Ørtz, efter at have været meget alvorligt angrebet af malaria, beslutte sig til at vende til Danmark på et 2 års rekreations ophold. Hendes arbejde blev forløbig ordnet således, at det ved den protestantiske præsts hjælp samt en bibelkvinde og en Armenske håndarbejds lærerinde, kunde holdes gående, men forholdene i Armenien udviklede sig jo desværre således i årets løb, at det ganske måtte opgives. Efter endte hvile drog Frk. Maria Jacobsen og Frk. Petersen tilbage til armenien, igen for at varetage arbejdet, og det blev således disse to kære søstre, der kom til at gennemleve rædselstiden med Armenierne idet De trofast og heltemodigt holdt ud på deres farefulde og anstrengende vagt.
Årene 1910-11 var Søster Bodil Biørn også hjem i Norge. Hviletiden benyttet hun for en store del til at rejse rundt og fortælle om arbejdet. Gamle armeniervenner blev opvarmet, og mange nye venner blev vundet gennem hendes hjertevarme beretninger.
Armenien og første Verdenskrigen
Massakrerne ³Chart². 1914 – 1920
Den skæbne, der ramte det Armenske folk under første verdenskrigen, et uoverskueligt massemord af mere end 1.500.000, henved en tredjedel af den hele folkestamme, fuldkommen ødelæggelse af folkets ejendom og uddrivelse næsten til sidste sjæl fra hjemlandet i Sultanens Rige, er et så usigeligt afsnit i vor menneskeheds historie, at den udenforstående forfærdet må spørge: hvor kunde det dog ske?.
På Tyrkisk ³grund² boede ved Verdenskrigens begyndelse over 2 millioner Armenier, deraf vel 1.200.000 i de østlige Vilayeter, over 200.000 i Cilicien, samme antal ved Konstantinopel, og resten, henved 400.000, var spredt om i riget fra Marmorhavet til Jerusalem, fra sortehavet til Baghdad.
Det Armenske folks ødelæggelse er tidligt gået ind i den eventyrlig-forbryderiske plan, som Tyrkernes førere, folk som Storvesiren Said Halim, Enver Pasha, Djevdjet og Djemal og en langt række af ledende mænd, Indenrigsninisteren Talaat Beg havde opridset. Adskillige af de ledende mænd har gyst tilbage for det politiske og moralske ansvar, selv Djemal pasha, stred imod den blodige udryddelse af det gamle Kristenfolk. Dette folkemord skulde gøres grundigt, ikke et lapværk som for tyve år tilbage under Den Røde Sultan. ³Jeg vil ikke se én af dette forbandede folk i Tyrkiet efter Krigen², havde Talaat sagt til et af sit redskaber.
Der findes utallige beviser på at ordren var tiltænkt grundigt og massakrerne udført systematisk, det vise i det udsendt telegrammer og regeringens arkiver udover talløse øjenvidners beretningerne.
Den 21. November 1914 erklærede Sheikh-ul- Islam under stor højtidelighed ³den hellige krig² Djihad – ³pligten til at dræbe alle ³Gavourlar² = kristne, der ikke vil bøje sig for Islam². Tanken kan ikke rumme dette forfærdelige: et helt folk, mænd og kvinder, små og store børn, højtstillede og ganske jævne, alle blev underkastet barbariske pinsler og pinefuld, forsmædelig død. Hvad mon var værst spørge missionæren: massemordene i de trange fængselsgårde, hvor man bogstavelig vadede i blod, eller den langsomme død ved sult, tørst og strabadser i ørknerne eller i de øde bjerg egne. Og så kvindernes lod!…
Så var der endda noget, som forværrede lidelserne yderligere. Det kom ikke overraskende, pludseligt, som ved tidligere massakrer, men forud for trængselen gik en underlig lammende forudanelse. Dertil kom skuffelsen. Den ramte også missionærer og missionsvenner. Hele det mægtige og dejlige arbejde, som var bygget op, de mange prægtige unge, veluddannede Armeniere, som stod rede til at tage fat, både bygge deres land op og bringe evangeliet ud til landsmænd, alt dette lå nu knust, kvalt i blod.
Forhen var det Den røde Sultans ³Paladset², som ejede den udøvende magt; nu virkede dets stedfortræder, partiet ³Enighed og Fremskridt². Bag ved hver embedsmand stod en udsending herfra, hver større handling overvågedes af denne magtrings agenter. Folkemordet iværksattes af dem.
Imellem den store dynge af fundne dokumenter, breve og hemmelige cifferordrer, som stammer fra i begyndelsen af 1915, er der utallige beviser på, at beslutningen om at eliminere Armenske kristne stammer fra ³Enighed og Fremskridt²s magthavere. Verden er narret om at armenierne flyttes fra kriszonerne af militær hensyn, og at armenierne var en fare for forræderi eller oprør. Disse beskyldninger var fremsat før, men sanheden var at med hver armenier oprørsforsøg var der gået myrderier forud. Ved van distriktet hele den Armenske befolkning i alt 200.000 flygtet til Kaukasus, da den russiske hær efter for en tid drog tilbage mod nord, og tyrkerne tog byerne.
Den 22. April 1914 udbrød ³oprøret² i Van: den 25. April 1914 skred regeringen til pludselige massearrestationer ved nat alle mere fremragende og intellektuelle i Konstantinopel: Deputerede, Jurister, Gejstlige, skribenter, rektorer og bladledere, henved 300 mennesker i alt; og senere 300 til. Uden anklage, forhør eller dom de blev alle forvist til indre anatolien. I 18 august over tusind Armenske forretninger blev sat i brand i Diyarbekir og senere i november Jihad blev proklameret i alle provinser i den Ottomanske rige masse henrettelse fulgte efter og nu Chete bande angreb Otsni og Erzerum, dræbte den lokal præst og armeniere, plyndrede hjemmene.
Talaát Pasha, Indenrigsministeren, på hvis bud dette skete, erklærede, at det kun var en forløbig sikkerhedsforanstaltning og lovede, at de fleste hurtig vil komme på fri fod. Kun otte personer kom tilbage, resten blev myrdede, på grufuld måde, dybt inde i Lilleasien. Derved havde Tyrkerne skåret hovedet på det dødsviede armenier.
Under verdenskrigen også i armenien bævede man for, hvad fremtiden vilde bringe, og i oktober 1914 kastede Tyrkiet si så også ind i krigen, som centralmagternes allierede. Da begyndte allerede trængslerne derover; Frøken Petersen skriver således i december. 1914: ³I forstår sikkert derhjemme, at det er en ulykke med den krig, Tyrkiet nu har indladt sig på, thi hvad landet ikke i forvejen var udpint og forarmet, vil det da blive det nu. Det er ikke som i andre lande, hvor der er sørget for soldaternes forplejning, sygpleje eller befordring – alt, hvad de skal have at spise, skal først skaffes til veje og kræves op rundt om i husene; kornet skal males til mel eller gryn, kødet skal koges hen o.s.v, og så bringes lange veje til fods til den nærmeste by, fordi der nu næsten ingen lastdyr er at opdrive; derfra tvinges så andre til at bringe det videre, indtil det langt om længe når bestemmelsesstedet.² Soldaterne måtte i frost og kulde sove på den bare jord uden tæpper og kun iført deres tynde landsbydragter, en bomuldsskjorte og benklæder. Ofte blev de syg eller fik forfrysninger i fødderne, så de ikke kunde gå, men når de søgte ind i den nærmeste landsby og tiggede om husly og føde, turde ingen tage imod dem, thi den, hos hvem en Armensk soldat blev fundet, blev mishandlet og dræbt, ja hele landsbyer måtte undgælde for at have forbarmet sig over en syg soldat, så staklerne måtte slæbe sig videre og lægge sig til at dø oppe imellem bjergene. Også de landsbyer, som soldaterregimenterne drog igennem til fronten, blev fuldstændig udplyndrede, idet de udhungrede soldater tog alt, hvad der fandtes af levnedsmidler, kvæg og lastdyr. ³Vi synes umuligt det kan blive værre² skriver vore søstre på et tidspunkt; det var en nåde, at de ikke kunde løfte sløret for fremtiden og se, hvad 1915 bar i sit skød.
Om den rædselstid, der nu brød frem, vil vi bringe et uddrag af en artikel af den tyske missionær Christoffel, der sammen med sin søster, havde oprettet et hjem for blinde og krøblinger i Malatia nogen tid efter Frk. Ørtz¹s ankomst dertil og som altså stod i arbejdet derover i krigsårene:
³Den ydre foranledning til regeringens indskriden mod armenierne, søgte den i nogle lokal tildragelser i Cilicien og en rejsning i van i det østlige armenien, som fra tyrkisk side blev pustet op til at være ³revolutionære oprør², medens det i virkeligheden mere eller mindre drejede sig om armeniernes forsvar overfor tyrkiske overgreb og aldrig med det mindste skin af ret kunde give anledning til at udrydde et folk på 2.500.000 fra jordens overflade. Men henimod dette mål arbejdede netop den tyrkiske regering med alle de midler, der stod til dens rådighed. At et så nationalt følende folk, som det Armenske, længtes efter frihed og selvstyre, vil enhver kender af armeniernes forhistorie finde naturlig, og i alt fald havde regeringen det jo i sin magt at kvæle nogle små spredte lokal opstande i fødselen. Men den tilsigtede noget ganske andet.
I de første måneder af 1915 udgik der en befaling til civilbefolkningen om at aflevere deres våben. Som overalt i Tyrkiet, adlød man heller ikke her i armenien befalingen, men medens man ikke trængte videre på med dens gennemførelse over for muhamedanerne, blev den med den største strenghed fordret adlydt hos de kristne. Armenierne, som var blevet kloge igennem tidligere erfaringer, søgte ligesom Tyrkerne at omgå befalingen, thi enhver kender af forholdene i Lilleasien og Kurdistan véd, at et våben dér hører med til det nødvendige husgeråd, på grund af den almindelige usikkerhed. Regeringen begyndte nu at kaste dem, som tilhørte den dannede klasse, gejstlige, lærde, læger, journalister, m.fl. i fængsel, hvor de blev underkastede den mest djævelske tortur for at aftvinge dem tilståelser. Hvad den mest raffinerede fantasi kunde udtænke af pinsler blev anvendt på disse ulykkelige. Følgen var, at en mængde våben blev afleveret, idet selv de, som ingen ejede, købte dem i dyre domme af deres tyrkiske medborgere, for dog at have noget at aflevere. De på denne måde indsamlede våben blev fotograferet, og billedet sendt til Konstantinopel, hvor det tjente som bevis på Armeniernes ³revolutionære hensigter². De ulykkelige ofre blev imidlertid alligevel ikke frigivet, men dræbt i fængslerne, hvorefter ligene på oksekærrer blev ført udenfor byen og begravet. Eller man førte fangerne i skarevis bort om natten, lænkede to og to sammen, og dræbte dem på et afsidesliggende sted. I Malatia var fængselsgården, på grund af de dræbtes mængde, blevet til en blodsump, som man vanskeligt kunde vade igennem.
På denne måde lykkedes det i kort tid at berøve folket dets åndelige førere, og med den store masse, der nu var uden ledere, håbede man snart at kunne blive færdig. I april 1915 udgik befaling om, at samtlige armeniere i det asiatiske tyrki skulde forlade deres hjemsteder og flyttes ned til Syrien og Nordmesopotamiens sletter, syd for Urfa. Denne befaling var ensbetydende med det Armenske folks udryddelse, og med den hårdeste strenghed blev der skredet til dens udførelse. Så ser vi da i sommeren og efteråret 1915 hele det Armenske folk på vandring igennem et land uden jernbaner, i glødende solbrand, over uvejsomme bjerge, igennem vandløse stepper, værgløst givet i dyriske gendarmers vold og udsat for en røverisk befolknings overfald. Aldrig har et folk gået en dødsvej som denne, og selv de, som hidtil ikke har haft hjerte for armenierne, må gribes af en brændende medlidenhed overfor den tragiske storhed i disse enestående uudsigelige lidelser. Men først og fremmest må vi missionsfolk, på hvis hjerte og samvittighed Herren lagde menneskehedens smerte og jammer, åbne vore hjerter helt og fuldt for dette broderfolk, som er faldet iblandt røvere!.
Der tøvedes endnu lidt i uro for storkrigens gang. Men efter det tyske gennembrudt i Galizien i Maj 1915 og Russer hærens opløste tilbagetog, var sejerfølelsen i Tyrkiet tryggere. Den 27. Maj 1915 kom en provisorisk lov om forvisning af ³Mistænkte² personer. Det var lov, efter hvilken et helt folk blev oprevet, myrdet og tvangsfjernet fra deres tusindeårige land. Ironisk er det at konstatere at erobreren nu gjord krav på landet ved at udryde den lokal folk, dette faktum må være en lærestreg til enhver som tillade Tyrken til at bosat sig i deres land, en advarsel som mange vil ikke forstå betydningen før de selv brander.
Den 31 Maj 1915 meddelte Krigsministeriet, at man af militære hensyn måtte lukke alle Armenske skoler, forbyde alle Armenske blade og al privat brevveksling i folket, og desuden måtte man skride til forvise ikke få familier fra ³de oprørske centre² ned til Mesopotamiens ørken. ³De ikke få familie² var bogstaveligt talt var det hele Armenske folk.
Man gik målbevidst frem, begyndte lige bag den tyrkiske front og skred rask frem over det hele Armenske område. Hvert Vilayet, en strækning på flere hundrede kvadratkilometer, fik indrømmet sine dage til at feje Armensk liv ud. På mindre end 4 uger var ugerningen fuldbyrdet i Østanatolien, den kristne befolkning jaget ud fra hus og hjem.
De ulykkelige beboere fik i reglen kun nogle dage, ja ofte kun nogle timer som varsel. Få eller ingen blev skånede, hverken rige eller fattige, ikke børn, ikke gamle, ikke syge, ikke krøblinger. Kun flugt under livsfare var redning.
Målet for disse tog, hed det, var Mesopotamiens nordlige egne, det store, glødende ørkenland med få oaser; men målet var ³Intetheden², som de hemmelige befalinger lød. Det var intet gjort for at modtage denne umådelige invandrerskare, ingen blot rimelige forsyninger af føde, ingen forberedelser for at huse, skaffe vand, renhed, sundhed. Bønder, der medtog hakker, spader og høstknive, fik dem revne fra sig.
Mange steder troede den kristne befolkning på øvrighedens forsikringer om, at alt skete for dens bedste. Troskyldigt overlod de alt til myndighederne, der højtideligt forseglede huse og varelagre, værksteder, kirke og skoler, og i roligt lune satte familierne sig tilrette i vogne eller sadler, tog med sig det værdifuldeste, de kunde, og gav sig rejsen i vold, ledsagede ³til værn² af regeringens gendarmer.
Få timer efter var seglene flåede af dørene og skarer af plyndrende tyrkisk pøbel i gang med at rydde væk, hvad der var at tage, hele husets inventarer.
Hurtig efter udfærden ændredes vagtmandskabets kolde ro til brutal vold, vogne og kostbarheder toges fra de ulykkelige. Man spottede, slog, flåede i de værnløse, langt overvejende kvinder, børn og ældre mænd; men snart drives mænd og større drengebørn tilside, bandtes og dræbtes, så kvinderne hørte geværsalverne. De forfærdede, fortvivlede kvinder og børn drives fremad, eller segnede af træthed og kval.
Med hensyn til begivenhederne i Mezreh, den tyske missionær Hr. Johannes Ehmann bereter i ³Sonenaufgang²: ³Fra den første Maj 1915 begyndte man allerede at fængsle enkelte kristne i Mezreh og omegn og underkaste dem tortur, og de mørke, truende skyer trak sig efterhånden bestandig tættere sammen. Ofte tænkte man, at det muhamedanske had sikkert ikke mere lod sig tøjle, men vilde give sig udslag i massakrer rundt om. Allerede i midten af juni kom de kristne en aften flygtende til vor missionsstation, fordi man frygtede for, at svære uroligheder var ved at bryde ud. Men det muhamedanske forfølgelses-raseri arbejdede med djævelsk list og sørgede i stilhed for at have hele maskineriet i orden til de mindste enkeltheder for at ikke et eneste offer skulde undslippe. Muhamed’s sønner har udviklet et satanisk organisationstalent, som man sjældent finder mage til.
Efter den vel gennemtænkte plan blev en dag i ugen fra 20. – 26. juni den almindelige udvisning af alle kristne i Mezreh bekendtgjort. ³Sevkiyet² kaldte tyrkerne det med det velklingende arabiske ord, som betyder ³Udvisning². Dette ord, som man tidligere knapt havde hørt, blev nu et angstens spøgelse for alle kristne fra Bosporus til Eufrat og fra Ararat til middelhavet. Ordet ³Sevkiyat² var nok til at få stærke mænd til at blegne og ryste af skræk.
Man kendte så godt i Mezreh udråberen Mahmud Feldwebels stemme, som næsten lignede en løves brølene, når han i mobiliseringstiden udråbte regeringens befalinger i byens gader og stræder.
Om jeg husker ret, var det den. 25, juni, en strålende orientalsk solskinsdag, da Mahmud-udråber igen drog igennem vor bys gader. I dag gjaldt det ikke opbud til krig, men den ³Hellige Krigs² ofre. Allerede nogle uger før, havde den daværende midlertidige kommandant for armékorpset i Mezreh. Mehmed Ali Bey, hos hvem jeg var gået i forbøn for armenierne, erklæret: ³Vor krig er for øjeblikket ikke imod Russerne, men imod de Armenske kristne.² Med et koldt smil blev jeg på den måde affærdiget af en mand, som havde fået sin uddannelse som officer i Tyskland. Muhamedanernes religiøse fanatisme var blevet vakt ved erklæringen af den ³hellige krig², og i moskeerne så vel som ved alle offentlige forsamlinger blev der pustet til kristenhadet, for at udnytte det i politikens tjeneste.
På en lille rapfodet hest red den tykke Mahmud igennem gaderne og råbte, at efter indenrigsministeriets befaling skulde alle kristne uden undtagelse forlade landet: ³Sevkiyat olatschak dyr!² (³Der vil ske udvisning!²) Inden den 1. juli skulde alle kristne holde sig rede – regeringen vilde stille vogne og lastdyr til rådighed. ³Ikke en eneste kristensjæl må blive tilbage!² Endnu drønede råbet: ³Kalmiatschack dyr!² – ³Ingen må blive tilbage!² – igennem gaden, medens han galoperede videre på sin hest for at bekendtgøre befalingen i andre dele af byen.
For de kristne kom hans bekendtgørelse som et råb fra afgrunden, Udmattet og forpint, som man følte sig efter de allerede gennemlevede ængstelser og mishandlinger, føjede man sig i det uundgåelige og rustede sig til afrejsen. Dog nærede man et stille håb om, at befalingen muligt endnu i sidste øjeblik vilde blive ændret noget, og navnlig håbede man sikkert, at den ændret noget, og navnlig håbede man sikkert, at den tyske gesandt vilde kunne udvirke nogen forbedring heri, hvad også de tyske missionærer tænkte. Men det viste sig snart, at den ³Høje port² kun kørte i ring med den tyske gesandt, ganske som den stedlige regering gjorde det med de amerikanske og tyske missionærer. Man bedrog os alle på den skændigste måde.
Søndag, den. 26 juni, skulde den sidste almindelige gudstjeneste finde sted. I sådanne tider søger man Gud. Selv de, som ellers ikke har meget med Guds ord og kirken at gøre, tager – når hver en håbets stjerne slukkes – deres tilflugt ti Gud. Den store evangeliske kirke var allerede forlængst beslaglagt af det tyrkiske militær, så Gudstjenesten blev holdt i den store bedesal på den tyske missionsstation. Fra alle byens gader og stræder strømmede folkene ud til missionsstationen, og salen samt indgangen til denne var overfyldt.
Gudstjenesten formede sig denne gang anderledes end sædvanligt. Timens alvor var for overvældende og bølgerne i hjertedybet gik for højt til at man kunde iagttage de almindelige kirkelige former, men det blev et mægtigt gribende møde, fuld af bøn og personlige videsbyrde fra de enkelte.
Den evangeliske menigheds elskede præst, Sinanian, søgte at opmuntre de nedtrykte sjæl. ³Hvor truende end de sorte skyer er, som nu har lejret sig om os, så er de der dog kun for at bringe os velsignelse, og Gud kan endnu i nåde lade dem drive forbi², tilråbte han sin lille menighed. Hvor dybt har ikke disse Sinanians ord præget sig i vore hjerter, og hvor ofte har vi ikke senere, i mindet om denne hellige stund, sunget:
Ak, når kommer dagen, da skyggerne fly,
Da endt er vor vandring i tro,
Da glad vi vor Frelser skal møde i sky,
Og evigt hos ham vi skal bo!
Den gamle erfarne Missionærpræst, Bedros Garabedian, formanede ud fra Mal. 3, 7 folket til alvorlig bod, for at Gud måtte forbarme sig over det. ³Alt det svære, som nu er bredt ind over os,² mente han, ³er for vore synders skyld, fordi vi ikke har tjent Gud af et rent hjerte og men ublandede bevæggrunde.²
Det er altid herligt, når mennesker bøjer sig for Gud og bekender deres synder, og alvorlige kristne vil altid under svære tilskikkelser prøve sig selv, om de ikke ved egen fejl og synder har været skyld deri. Således var det også skønt og ædelt af den Armenske præst i hin tunge time at bøje sig udmygt under Guds førelse. Men når mennesker af andre nationer har villet betegne tildragelserne i 1915 som en retfærdig straf over Armenierne for deres begåede synder, så er dette den mest himmelråbende Uretfærdighed og et Hykelri uden Lige! Enhver kender af de virkelige forhold, så vel som enhver Armeniere, vil protestere derimod, thi hvad Tyrkerne har udøvet af grusomheder mod dette folk er så uendelig fjernt fra alt, hvad der har navn af ret og retfærdighed, at spørgsmålet om ³Skyld² fra Armeniernes side er aldeles udelukket. –
Den åndfuld og trosstærkt præst Asadur Jeghorian, leder af Evangelistskolen, læste derefter ordene hos Mal. 3, 15-17 Nu forberedte de ugudelige og Jesusforagterne deres værk, men han formanede menigheden til ikke at forsage eller firtvivle, men gensidig at Trøste hverandre. Herren kunde endnu gøre gjendens råd til intet. Endnu var der 5 dage til Udvisningen – altså 120 timer eller 7200 Minutter. ³Hvad formår Herrens arm ikke at udrette i et eneste sekund!² Således trøstede og opmuntrede præsten sin menighed – og det var som om en Håbets Stråle på ny tændes i hjerterne, og hist og her så man øjnene lyse med en stille glans. Man ventede på Guds almægtige hånd, som beskytter og skjuler sine børn, hvad der finder sit udtryk i den sang, der så ofte blev sunget i denne tunge tid:
Om ebd Bjergene de vige,
Havet bruser – alt forgår.
Flyr jeg til Guds Vingers Skygge,
Finder Ly i Jesu Saar.
Lad den onde Fjende rase,
Lægge øde Hus og Hjem –
Gud af Lidelser og Trængsler
Kalder tusind Glæder frem!
Den ene taler efter den anden stod nu frem. Heligånden virkede mægtigt, og man følte Guds nærhed. Himlen var åben over os. Hakop Efendi Djanjigian, Mezrehs største privatbankier, bekendt for sin stærke tro, stod frem, og alles øjne rettedes mod den gamle krumbøjede Herre. Med tårer i øjnene formanede han alle til dog ikke at gå over til Muhamedanismen for at redde livet, men at blive Jesus tro til det sidste. – At fornægte sin tro, syntes ham – den karakterfaste mand, for hvem Jesu nåde stod over alt andet – det foragteligste og uværdigste af alt. Som menneske vilde han gerne bøje sig, og han var på knæ gået i forbøn for sit folk hos Valien, men som Kristen vilde han være stærk.
Hagop Efendis ord fandt mægtig genklang hos forsamlingen, og én af den evangeliske menigheds verdslige forstandere, Købmand Harutian Salumian udbrød: ³Vi er Kristne og vil ikke fornægte vor tro, selv om vi skal dø!² – Dette vidnesbyrde aflagde han med en kraft, så man forstod, at det for ham var en hellig afgørende time, skænket ham as Gud! Og man følte, at i denne højtidsfulde stund modnedes den beslutning hos hele menigheden: at blive Jesus tro til døden.
Inderligt styrkede skiltes man fra hverandre for at møde fjenden. Det var en Gethsemanestund før Mørkets Fyrste fik Magt over dem og de blev udleverede til det tyrkiske Politis Bødler.
Når Gud alligevel lod gå døden i møde. må han have haft sin hensigt dermed; de skulde på denne måde forherlige ham. Tyrkerne viste sig at rase som vilde dyr – de alvorlige kristne var som stille lam, der havde lært at træde i deres Mesters spor. Muhamedanismen har, trods dens ydre sejr, spillet fallit netop igennem disse Kristenforfølgelser, thi den fører ikke menneskene til livets højder, men til helvedets afgrund. Kristendommen har sejret ved sit stille tålmod i lidelsen og sin kraft til at fortage al verdslig og timelig fordel.²
Da deportationerne i landsbyerne omkring Mezreh begyndte, og mændene blev dræbt, flygtede flere af de unge enker, som var blevet opdraget i ³Emmaus² dertil med deres små børn, og efterhånden fyldtes børnehjemmet med flygtningene; men Herren satte sin englevagt om vort hus, og alle de, som var indenfor dets mure ved rædselstidens begyndelse, blev bevaret uskadt derinde; i det hele blev der – i forskellige hold -. reddet 121 flygtninge fra døden.
Af 18.000 Armeniere, der blev drevet ud af Harpoot (Kharpert) og Sivas, nåede kun 350 frem til Aleppo, og af 19.000 fra Erzerum var der bare 11, der overlevede marchen og kom ud i den arabiske ørken. Men endda var der en del, som overlevede disse rædsler, og for at gøre ende på dem, blev der lejet Tsjerkesser- og Kurder- Bander, som daglig førte dem i små flokke fra lejrene ud i ørkenen, hvor de blev myrdet.
I begyndelsen søgte Tyrkerne at give det udseende af, at disse bortførelser skete af militære grunde. Et folk, man ikke kunde stole på, skulde fjernes fra de områder, der kunde blive krigsskueplads. Men det viste sig snart, hvad den sande hensigt var. I den Tyrkiske regerings henvendelse til lokalmyndighederne hedder det: ³Der må ikke vises medlidenhed med flugtningerne. Det gælder om fuldstændig at udrydde ordet Armensk. Driv deportationtogene frem, så de, der ikke kan følge med, falder døde om allerede nogle timer fra byerne. Efter de hidtil indløbne rapporter har kun ca. 10 pct. af de deporterede nået bestemmelsesstedet; resten døde undervejs af sult, udmattelse eller sygdom. Det må håbes, at tilsvarende resultater kan nås for de følgende transporters vedkommende².
Først kom nyheden ud til skandinavien fra Frk. Wedel-Jarlsberg, udsendt af norsk K.M.A. Hun havde, som sygeplejerske, været ansat ved hospitalet i Erzinjan, nogle kilometer bagved fronten ved Erzerum. Her havde hun været vidne til de første deportationer nord fra og set soldaternes rå behandling af de ulykkelige, set dem knuse børns hoveder med kolbeslag, osv.
Sammen med en tysk søster havde hun forsøgt at redde 6 drenge, som klyngede sig til dem og anråbte dem om at frelse deres liv. De havde taget dem med ind på hospitalet, i håb om at kunne få dem anbragt på drengehjemmet i Mezreh, men da de henvendte sig til den tyrkiske guvernør om tilladelse til at beholde dem, var han blevet rasende, lod drengene føre bort og dræbe, og befalede søstrene at forlade byen dagen efter. På deres rejse igennem landet havde de da set vejene ligge fulde af dynger af lig og set de deporterede skarer forlade deres landsbyer; de sagde, at der selv over kvindernes og børnenes ansigter lå et forunderlig forklaret udtryk, som om de var sig fuldt bevist, at de gik døden i møde.
Karen Marie Petersen selv fortælle om disse trængselsdage: ³Den rædselstid der i sommeren 1915 brød ind over det ulykkelige Armenske folk, står for mig som en ond drøm. Min tanke vægrer sig ved at genkalde den for min erindring, og hvor ofte har jeg ikke ønsket, at det kun var en drøm, men det forfærdelige er, at det er virkelighed. Den gang vi stod midt i de grufulde tildragelser, var vi som lammede; hvor var det muligt at sligt kunde ske – et helt værgeløst folk føres til slagtebænken som en flok får, i følge en med djævelsk kløgt lagt og udført udryddelses-plan. Det var hjerteskærende at være vidne dertil, at stå fuldstændig magtesløse, og vi havde én bestemt følelse: efter dette vil vi aldrig mere kunne være i stand til at le og være glade, disse begivenheder vil sætte deres spor i vor sjæl for hele livet!
Hvor forfærdelig var ikke den sommermorgen, den 3. Juli, da vi måtte tage afsked med vore kæreste venner i Mezreh, som den dag blev drevet fra hus og hjem. Tidligt om morgenen gik jeg gennem byen for at sige farvel. Alle er i færd med at bryde op og læsse deres tøj på æsler eller vogn. Navnlig i det fattige kvarter af byen hersker der vild forvirring, for mange har ikke villet tro at det blev alvor og har derfor ingen forberedelser truffet, men jages ud som de står og går. De vil ikke af sted, græder og kaster sig på jorden: ³Lad os dø her!² beder de. Gendarmerne slår dem med bøssekolben eller trækker dem ud af huset ved håret, låser døren af bag ved dem og putter nøglen i lommen. De har intet hjem mere – og går med strømmen. – Ud ad landevejen går denne ustandselig, til sent om eftermiddagen: unge og gamle, blind og krøblinger, kvinder, så udmattede af angst og sindsbevægelse, at de ikke kan holde sig oppe, og gamle mænd, stavrende besværligt af sted ved stok. En familiefader, omgivet af sine børn, råber, da han ser os: ³Vi har taget vort kors op og følger efter Jesus!² – Jeg har mødt Hr. og Fru Ehmann, og sammen går vi et stykke med skaren ud ad landevejen. Alle vil trykke vore hænder til afsked, mens tårerne løber dem ned ad kinderne og de siger: ³Vi går i døden, bed for os!² Det er som om vort hjerte vil briste; at skulle se denne jammer og intet kunne gøre! – Stadigt vokser skaren; man seroksekærrer med et solsejl udspændt over en flok smilende børneansigter, køer belæssede med sengetøj og husgeråd, og tilsidst hele kolonner af gendarmer til hest, bevæbnede med geværer, fyldte patronbælter, og knive og revolvere ved siden,- de drager ud for at være ³til beskyttelse². – det risler os koldt ned ad ryggen ved at se dem! At vore anelse om af hvad art deres beskyttelse var ikke slog fejl, fik vi allerede om aftenen bekræftelse på. Da kom der nemlig til byen en anden strøm af mennesker – forviste fra Erzinjan og Erzerum – der for en månedstid siden havde forladt hus og hjem, ligesom vore venner havde gjort det i dag. Alle var pjaltede og halvnøgne, forsultne og udmattede. De slog lejr på en mark tæt udenfor byen. Det var mest kvinder og børn, nogle gamle mænd og halvvoksne drenge. De stærke og kraftige mænd var blevet dræbt efter en dags rejse. De råbte og skreg om noget at spise. I en fart lavede vi i børnehjemmene mad i store beholdere og kørte disse ud på en vogn. De kastede sig over os som vilde dyr, vi var nær blevet trykket ihjel. I et øjeblik var maden forsvundet – den havde været som en dråbe i havet. Mange lå febersyge rundt om og bad om mælk; deres tunge var opsvulmet og de havde intet kunnet spise i flere dage. Deres arme var forbrændte af solen, huden lå som i flænger, og deres fødder var opsvulmede, så de dårligt kunde gå. Luften var opfyldt af stank; de fleste havde dysenteri – rundt omkring lå døende mennesker, men døden blev hilst med glæde, som en befrier!
Dette var den første gang jeg kom i nær berøring med de forviste, men det blev ikke den sidste. Nej, hele sommeren gentog det samme sig; den ene skare efter den anden drog igennem byen, som nu fik navnet: ³Det store slagtehus² – for det forfærdelige var, at var de først nået til vor by, så blev, ved opbruddet derfra, alle mænd dræbt nogle timers vej derfra.
Imidlertid levede vore børn i børnehjemmet i angst og spænding. De fik selvfølgelig ikke lov at gå uden for en dør; vor indkøber kunde heller ikke vise sig på gaden, og når noget skulde købes, måtte jeg selv personlig gå på torvet sammen med Armenske “Majrig”. Tyrkerne så på os med onde øjne, og vi hørte mange trusler om, at turen til at blive sendt bort, også nok skulde komme til os. Det hændte også ret ofte, at tyrkiske officerer, som gik på gaden, så på børnehjemmene og talte om, hvad de vilde bruge bygningerne til, når vi var jaget ud af dem. Vi kunde jo heller ikke andet end regne med den mulighed at blive sendt bort og havde, foruden andre forberedelser, syet poser, som børnene skulde have på ryggen med deres tøj og brød i. Børnene var rolige og fattede, for, som de sagde: ³Vi er ikke bedre end vort folk, så vi ikke skulde dele skæbne sammen med det, om det er Guds vilje.² – men så længe der endnu var håb, bad de dag og nat til Gud om at blive frelst, hvis det var muligt. Og Gud hørte deres bøn og bevarede dem og den skare, som havde søgt tilflugt under vort tag. Efterhånden som det viste sig hvilke rædsler de forviste måtte gennemgå, kom en del flygtende fra nabobyer og landsbyer, til hvilke turen endnu ikke var kommet, og bønfaldt om at måtte blive hos os i børnehjemmet, og når jeg sagde til dem: ³I ved jo, at vi måske også selv skal af sted,² sagde de: ³Det kan jo være, at Gud holder sin hånd over eder; men skal vi dø, så lad os dø med dig.² – Og da det stod for mig, som om disse forfærdelige tilstande ikke kunde vare ved, som om Gud måtte lade noget ske, der kunde forhindre Tyrkerne i vedblivende at gå således frem i deres ondskab, syntes jeg, det var godt, om disse stakkels mennesker kunde vinde tid og tog derfor imod alle dem, der kom. Det var dog en ikke ufarlig situation, thi regeringen udstedte forbud mod at optage hjemløse børn eller flygtninge i hjemmene, og lod tilsidst plakater opslå overalt sålydende. ³Enhver – muhamedaner eller kristne – der skjuler en armenier i sit hjem, vil blive hængt i sin husdør, og huset med hele familien i blive brændt ned til grunden.² Indtil da var der tyrkiske familier, der havde skjult Armenske venner og naboer, men nu udleveret de disse af frygt, da gendarmer blev sendt rundt for at undersøge husene.
Jeg kunde jo ikke være sikker på, at de ikke også vilde komme til vort hus. Men gennem ordsp. 24, 11-12 talte Gud tydeligt til mig om, hvad der var hans vilje, og jeg besluttede i tro at forsøge at frelse den skare, der havde søgt ly hos os. Og Gud lod det lykkes, så der ingen husundersøgelse skete.
Blandt dem, som fandt et tilflugtssted i vort hus, var en præst med sin hustru og 6 børn. De var fra en landsby, Pertjens, nær Mezreh. Præsten ³Badvelli² Dertad havde for få år siden været knyttet til vort arbejde. Han var beskeden, hjertensgod mand og en levende kristen. Da han forstod, at han kunde bringe vort hus i fare, hvis hans nærværelse dér blev opdaget, var han villig til at gå bort fra os -d.v.s. den visse død i møde-, men det forekom os umuligt at slippe ham på den måde. Ned i brændehuset lavede børnene derfor et lille hjørne, hvor han krøb ind, medens brændet atter blev stablet op som en mur uden om. Stakkels mand, svagelig, som han var, måtte han sidde indespærret i dette trange hul i en tung og dårlig luft – ikke, som vi først havde troet, 2 a´ 3 dage, men 3 uger! Da var han blevet så nedbrudt, at han var dødssyg. Hans kone fortvivlet, og jeg følte mig i øjeblikket rådvild. Hvad skulde jeg stille op med en syg mand i et hus, hvor hver tomme var beslaglagt af flygtninge, og skulde han dø, hvorledes skulde jeg da få ham ud af huset, uden at det blev opdaget, at der havde været en mand skjult derinde? Men min først bekymring var naturligvis for manden selv. Da gik jeg hen til det amerikanske hospital og bad lægen om hjælp, og han – der led med det ulykkelige folk og gjorde hvad han kunde for at redde den enkelte – sagde: ³Ja, dersom de kan bringe ham herhen, så tager jeg ham ind blandt patienterne.² Dette var også for doktoren et vovestykke, da regeringen havde forlængst lister over de syge og alle, som arbejdede der. Næste morgen, da det begyndte at blive lyst, fik vi vor syge ven, indsvøbt i sjæl og med et tørklæde om underansigtet for at skjule skægget, sat op på vort æsel. Han var så syg og udmattet, at han ikke kunde holde sig oprejst, og jeg måtte gå ved siden af og holde på ham. Et pigebarn ledede æslet ved grimen; hans kone og alle vore børn hulkede og grædt, da de tænkte, at det var sidste gang de så ham – og det lille tog startede. Det var naturligvis med ængstelse, også fra min side – sæt, at nogen så os! På den tid lod regeringen uafbrudt soldater patruljere i gaderne, og lige over for vort hus var en politistation installeret for at kunne holde øje med, hvad vi fortog os. Dog Gud gjorde det således, at der netop i det øjeblik ingen var på post og at vi heller ingen mødte på vejen, så det lykkedes os at nå hospitalet med Badvelli-en. Her lå han alvorlig syg et par måneder. Da politiet senere en dag brød ind for at bortføre og fange en lille skare af mænd, som havde søgt tilflugt dér, var Badvellien også udset til at skulle følge med, men frelstes, som ved et mirakel. Da der så senere blev udstedt en ³Benådning² for de protestanter, som endnu var i live, kom dette jo også ham til gode, og i over et år arbejdede han utrættelig blandt de mange nødlidende, før han hjemkaldtes. Det var således kun en kort tid, vi, til vor store sorg, fik lov at beholde ham iblandt os. Den i forvejen ikke stærke mand led ubeskriveligt ved at se al den grænseløse elendighed rundt om, som også ved at tænke på sit folks lidelse, og da han blev angrebet af tyfus, bukkede han under. Det var et hårdt slag for os at skulle miste ham – vi syntes, vi havde så få tilbage -, men Guds tanker er ikke vore tanker. Hans kone, Pampish Jughaber, en forstandig og dygtig kone, faldt ikke sammen, som man skulde have troet, da hun mistede sin så højt elskede mand, men netop fordi han havde været så god og ædel og ofret livet for sin gerning, besluttede hun at vandre i hans fodspor og forsætte denne, og hun arbejder endnu bestandig i Amerikanernes tjeneste – utrættelig til sen aften – på at bringe hjælp til de fattige.
Fra juni til august i rædselsåret 1915 gik dødstogene ad bjergstier og kratveje. De var måneder undervejs i den brændende sol, langs træløse veje, usselt ernærede eller slet ikke, ofte af beregnet grusomhed pinte til raseri af tørst; det forbødes at drikke ved bække og kilder.
Lidelserne steg til vanvid og selvmord. Mødrene kastede deres små langs vejsiderne for snart efter selv at styrte. Gravide kvide blev flåede maven og barnet sat på bajonetter og svingede i luften. Flokke af kvinder og børn samledes hældt petroleum på, og sat ild til dem som livende fakler.
Det var i juni 1915 myrderiernes højdepunkt. Da var fru Grunhagen og Jensine Ørtz hjemme på orlov, og Hansine Marcher blev beordret hjem af Hülfsbund, efter at hun havde måttet tage afsked med sine unge elever, veluddannede, lovende piger; de kunne have reddet livet ved at lade sig ansætte hos missionen.
Overskuer man hele missionærflokken, der frivilligt fra mange kanter var ilet armenierne til hjælp, som under de farlige rejseforhold og i det sygdomssmittede land kom til at give deres liv, så armenierne blev ikke ene om martyriet.
De Danske søstre sparede sig heller ikke, de var stadig i livsfare. Maria Jacobsen og Karen Marie Petersen fik begge tyfus. De trodsede regeringens trusler og beskyttede hundrede af armeniere, som de derved fik lov at redde. Jenny Jensen måtte se ³Elim² evakueret.
Ved forfølgelsens begyndelse kom mange af deportationstogene gennem Mezreh, hvor Karen Marie Petersen opholdt sig som midlertidig leder af ³Emmaus². Stadig færdedes hun utrætteligt blandt de ulykkelige, hjalp dem med føde og klæder og bragte dem ikke mindst åndelig hjælp. Hun havde den lykke at bjerge ³Emmausbørnene² igennem. En gang truede Tyrkerne med at beslaglægge hjemmet, men denne ulykke afværgedes ved et under i sidste øjeblik. Der må have været englevagt om huset, thi selv når hun vovede det yderste: at åbne døren for flygtninge, og skønt Tyrkerne havde en særlig observationspost ligeoverfor, var det, som fjenderne var slaget med blindhed.
Man må tænke på den trofaste forbøn, der opsteg i Danmark, skønt vennerne kun havde missionærernes bibelhenvisninger at holde sig til, indtil censuren også hindrede disse. Censuren på alle telegrafisk kommunikation allerede var udstedt den 8. august 1914 ved en regerings erklæring.
Hver egn havde sin skæbne, alt efter stedet og de vildmandssind, der rådede. Døden lurede på alle, men i såre forskellig skikkelse. Bander som rovdyr, plyndrede, skændede de unge kvinder, slog og mishandlede og myrdede efter lyst. Mange kvinder led dog endnu mere under den skændsel at tilbringe resten af deres liv i Tyrkiske haremmer.
Armenien og Kurdistans bjergstier plettedes af henrådnende lig. Visse steder, som i Palandokén bjergene nær Erzerum, ved Meskené nær Eufrates knæ, er Armenske golgathaer med tusinde af dræbte.
I visse skumle egne nøjedes herrefolket ikke med at udjage de Armenske indbyggere, de nænnede ikke at undvære spænding og lystfølelse ved at dræbe. I Nisibin myrdedes alle kristne, også Syrerne, Assyrer; i Bitlis lod Valien, Abd-ul-Halik, et umenneske, der siden udførte de frygtelige Armeniermassakrer i Mesopotamien, alle kristne ødelægge under et afsindigt myrderi (1. Juli 1915); i Mush fulgte snart efter et lignende (10. Juli 1915), og det samme skete i Malatia den 15. Juli 1915. De sidste 900 flygtede og opsporede stakler blev druknede i Tigris fløden.
Assyrer blev også nødesløse slagtet af Tyrkerne på grund af deres kristen tro, massemord blev fundet sted, de overlevede der flygtede til Bagdad, blev igen udsat for massemord og mange flygtede i den nordlige egn af landet.
Sørgelig var især de armenske børns lod, da de jo naturligvis mindst kunde udholde strabadserne; dødeligheden blandt disse var derfor også særlig stor. Mange mødre, som ikke kunde udholde at se deres små yndlinge dø, kastede dem fra sig på vejen. Kvinder, som fødte undervejs, kastede børnene i en flod eller afgrund. I Malatia blev ca. 8000 børn, som var blevet efterladt af de karavaner, som drog derigennem, samlede af politiet og anbragt i skoler og kirker, hvor de, 4 a´ 5 måneders forløb, på grund af sult og sygdom var smeltet ind til 400-500, som så blev fordelt omkring i de omliggende Kurderlandsbyer. I en anden by blev børnene grebet på gaderne og læsset på vogne, hvis levende ladning blev kastet i Eufrat.
Næsten i ethvert muhamedanske hus var der kristne børn; nogle fik det godt, men de fleste var slaver, og mange måtte tjene deres herrers dyriske lyster. Aldrig har en sådan elendighed i børneverdenen råbt mod himmelen!.
Her er et uddrag af et par artikler i ³Sonnenaufgang². Iblandt den store deporterede, søm lørdag den 3. Juli 1915 forlod byen Mezreh ad vejen til Malatia, hvortil de ankom efter omtrent 8-10 dages forløb, og hvor mændene da blev ført bort fra karavanen, befandt sig de fleste af den evangeliske menigheds medlemmer i Mezreh: Harutiun Efendi Chaputian og den i hele sit dygtige forretningsliv så gennemført samvittighedsfulde kristen, Ohannes Efendi Charputian, som forgæves havde sat hele sit indflydelse og sin personlighed ind på at redde sit folk; den elskelige sjælesørger Pastor Sinanian, begge brødrene Chazanshian, dygtige købmænd, med deres nyomvendte, trosglade unge hustruer, vor unge lærerinde, Jeghsabeth Sarafian, med hendes samvittighedsfulde brodere, Avedis Sarafian, som stod i det inderligste samfund med sin frelser og som var lærer ved vor skole, hvilke begge havde valgt at følge deres gamle forældre i landflygtigheden, fremfor at forblive i sikkerhed hos os i Mezreh; vor kirkes diakon, den så barnligt troende, velsignede Manoug, vore lærerinde Varvar, som ligeledes ikke vil forlade sine gamle forældre, og mange, mange flere kære, ædle sjæle, til hvilke vi var inderligt knyttede i troen. Hvem kan opregne dem alle? Hver især af dem var en kristelig karakter! I ånden seer vi dem alle så levende for os! De enkelte, for hvem det lykkedes at flygte undervejs, fortalte os, hvorledes de alvorligere kristne i karavanen hver aften havde holdt bøn sammen i nærværelse af deres rå og bestialske vogtere.
I ugen fra 4. – 10 juli blev en skare på omtrent 800 mænd og yndlinge taget ud af fængslerne i Mezreh og ført til den nærliggende dal ³Har Oghlu Dere², hvor de, efter at man havde afklædt dem og lænket dem sammen i knælende stilling, blev skudt ned af det tyrkiske gendarmeri i overværelse af officererne.
Iblandt denne skare befandt sig den gamle, kære Hagop Efendi Chazandjian, Mezrehs største privatbankier, som altid var så opmærksom og imødekommende overfor de europæiske besøgende, og Hagop Eftendi Djandjigian, som ikke for nogen pris vilde fornægte sin frelser; også 3 unge, militærpligtige folk fra vor tyske missionsstation var deriblandt, lærerne Manuel og Kevork fra Marash, og snedker Asadour fra Mezreh. I det øjeblik, da geværsalven blev afgivet, lykkedes det denne sidste at rive sig løs og flygte tillige med 5 andre. Halvnøgen kom Asadour i flere uger nede i vor kælder, uden at drengene i børnehjemmet anede noget derom. Han fortalte, at i det øjeblik, da de stod foran døden, havde de alle råbt til Gud og lagt deres sjæl i frelserens hånd. Manuel og Kevork var det også lykkedes at rive sig løs, men da de var flygtet nogle meter bort, nåede den dræbende kugle dem. Idet de på orientalsk vis rakte deres hænder bedende mod himlen og påkaldte Jesu navn, segnede de om og døde.
Muhamedanerne spottede tit de døende kristne. ³Hvor er nu eders Kristus?² skal de ofte have tilråbt dem, som i deres dødsstund med høj røst befalede deres sjæl i Jesu hånd.
I en artikel af Pastor Lohmann i samme blad: ³Den røde sky i østen² peger han på den truende og som det synes håbløse stilling, i hvilken de kristne i Lilleasien, og da navnlig armenierne, befinder sig, idet Hadet imod kristendommen og imod alt ³Vesteuropæisk væsen² er i tiltagende hos muhamedanerne. ³Man forstår derfor², siger han, ³hvorfor Islam søgte at befri sig for et folk som det Armenske, der var så opladt for den vesteuropæiske kultur, og de begynder nu atter at føre deres skrækkelige politik videre derover. – Alle vi, der arbejder blandt muhamedanerne er beredt på store omvæltninger. Vi ejer ingen anden beskyttelse end ³Troens skjold² mod al modstand, fare og forfølgelse, men dette prøvede skjold er også fuldkommen tilstrækkeligt. Tilmed er ³Islams borg² så mægtigt rystet i sin grundvold, at dørene står vidt åbne for hver den, som i troens mod tør træde derind.
Hvem der har læst det nylig udkommen hefte af Beatrice Rohner, ³Timen er kommet², ved, hvorledes evangeliets sæd i de Armenske kristnes skrækkelige lidelsestider er blevet udsået igennem tro vidner og martyrer. Da er også jordbunden i mangt et muhamedanerhjerte blevet bearbejdet. Jeg læser således i en beretning fra disse mørke dage: På hin rædselsfulde søndag i juli 1915, da Harpoot (Kharpert) blev affolket, så vi skarerne af de Armenske kvinder og børn drage bort. De havde set deres mænd, fædre og brødre føres til døden, og nu, da politisoldaterne drev dem selv fremad, vidste disse ulykkelige kvinder, at en hurtig død vilde være langt at foretrække for disse endeløse vandringer, der forestod dem igennem mørke bjergpas, prisgivet deres ubarmhjertige vogters vilkårlighed. Men skønt disse kristne kvinder så godt vidste, at de gik noget langt værre end døden i møde, hvilede der hin morgen et ubeskriveligt udtryk af fred og urokkelig tillid over deres ansigter. Nogle råbte glad triumferende: ³Lev vel, vi går til himlen!² De tog ikke imod befrielse, for at de måtte blive delagtige i en bedre opstandelse. Muhamedaner-Naboer stod hin morgen tavse og så derpå, ude af stand til at hjælpe. Men dette syn blev dem uforglemmeligt. En muhamedansk retslærd var just hos mig nogle uger senere, da efterretningen om et af disse ofres død ude i ørkenen nåede os. Det var en rig dame, som vi bege havde kendt. Min gæst var rystet. ³Hun havde ikke behøvet at gå med,² sagde han, ³men hun vilde ikke blive her. Jeg tilbød hende og begge hendes små børn endnu den morgen et tilflugtssted i mit hus, men hun sagde: ³Jeg kan ikke blive; når de andre er borte, vilde De forsøge at drage mig over til deres tro, og jeg vil blive hos Jesus!² Disse ord, som var blevet udtalt af en dannet, rig dame, der havde opgivet velstand og sikkerhed for sin frelsers skyld, og som blev meddelt mig en muhamedaner, er betegnende²
Søster Bodil Biørn skriver også, om den periode: ³-Så brød massakrerne ud i Musch midt i juli 1915. Det var en frygtelige tid. Næsten hele den kristne befolkning blev myrdet, ofte på en grufuld måde. 40 okse-vogner med kvinder og børn blev således brændt. 11 kanoner var stillet oppe på højderne og beskød den Armenske del af byen i brand med dens Armensk befolkning, og da de ikke på den måde kunde få bugt med dem alle, blev resten deporteret. En del flygtet oppe i bjergene, en del kom sig over Persia til den Armenske republik, en del blev deporteret, men størstedelen blev dræbt. Den Armenske del af byen og alle Armenske landsbyer blev lagde i ruiner. Selv lå jeg meget syge af plettyfus. En fanatisk albansk læge forsøgte at skyde søster Alma Johansson, men traf to andre kvinder som begge døde. Vore børn blev taget fra os, og denne læge trangt ind i mit hjem med 20 tyrkiske soldater og bortførte vore medarbejdere, men Guds usigelige nåde fik vi nogen af dem tilbage. Vore 3 troende Armenske lærerinde var i 2 døgn i tyrkernes vold, men Gud hørte vore inderlige bønner for dem, og vi fik dem uskadt tilbage. Frk. Alma Johanson gik i forbøn for børnehjemmet hos den tyrkisk guvernør, men han svarede hende, at børnene jo vil være bedst sikrede ved at drage med deres forældre og slægtninge; ³I så fald vilde der ikke blive krummet et hår på deres hoved, det gav han hende sit æresord på.² Hun mente da også, at børnene vilde være bedst beskyttet på den måde, og lod dem drage med karavanen – men da den var ankommet til én af de nærmeste landsbyer, indebrændte man børnene!. Sammen med dem og 6 af de andre armeniere som var blevet reddet, deraf 3 af vore store piger og 1 dreng, kom vi ved tyrkisk eskorte over til Mezreh efter 10 dages ridning gennem farlige Kurdertrakter.
-Jeg syntes det gik som i Es. 49: Forgæves har jeg arbejdet mig træt, og til ingen nytte har jeg fortæret min kræfter… Hele vore arbejdsmark i Musch som vi havde så store forhåbninger til, blev ødelagt. En trøst er det og vide at vi havde fat så Guds ords sæd, og at mange, mange faldt som martyrer for sin tro på Jesus Kristus.
I Mezreh blev jeg bare 21/2 måned, og tog så på eget ansvar tilbage til Musch med min dygtige hushjælp Serpuhi som absolut ville med. Vi tog afsted til hest sammen med en ældre tyrkisk major som jeg kendte, og kom ved Guds store nåde velbeholden frem den lange og farefulde vej. Men hvordan så det ikke ud i Musch! Overalt ødelæggelse, og mit hjem i en dårlig forfatning. Men Serpuhi tog straks fat, og vi fik det nogenlunde i orden igen. Jeg fik købt korn og andre levnesmidler af en tyrker jeg kendte, og således fik vi hjælp de mange armeniere som havde skjulte sig i kældrene hos en barmhjertige tyrker. Mange kom også ned fra bjergene hvor de havde holdt sig skjult i månedvis. Å, hvor de så elendige ud! Hvilken glæde det var at få være i Musch i de 31/2 måneder før russerne indtog byen og få hjælp alle disse elendige forkomne stakler. Vi var alle ofte i dødsfare, men følte os så helt omsluttet af Guds stærke hånd. Næsten daglig blev nogen sendt afsted for og dræbes. Det var en svær tid, og dog ville jeg ikke undvære den siden jeg kunne være til hjælp og trøst for disse ulykkelige. Nogen af vore drenge fra børnehjemmet kom flygtende ned til mig. Den onde guvernør var død, og den efterfølgende var bedre, så jeg med stor forsigtihed kunne blive i byen og hemmeligt hjælpe en del af de nødlidende. Om søndagen holdt jeg gudstjeneste med dem i kærderboligene. Vi lukkede da dørene for at tyrkerne ikke uforvarende skulle komme ind. Det mindet mig meget om forfølgelserne i den første kristne tid.
Overhovedet fejredes her i det gamle Armenske land dødsorgierne i deres fulde vildskab. Det var her især, at Armenske liv skulde rykkes op med rode. Hvad der undslap fra morderfanget, søgtes siden med grum iver opjaget, og døden var den indfangne vis, om han hørte hjemme i Armeniens vuggeland.
De svage hensyn, den tyrkiske regering i begyndelsen af deportationstiden tog for at redde et vist skin, svandt efterhånden bort. ³De militære foranstaltninger²s slør opgaves; man gik over til almindelig udryddelse over det hele rige.
Det jammerskrig, der steg fra rædslernes egne, slog mat og dødt mod Europas egne krigsråb og kanonlarm. Ingen efterretninger af vægt og klarhed nåede frem, før det var sket, som skulde ske.
Uden ophold vandrede og vandrede menneskeskarerne ned mod ørknerne i Nordmesopotamien. Mord og sult og tørst og sygdom flåede i dem, ran af børn og unge kvinder hullede dem ud. På egnede steder holdtes udsalg af unge piger og enker. Egnens Muhamedanere strømmede til og købte af gendarmerne; 20 piastre var prisen på en uberørt pige, 5 piastre for en voldtagen!, mødrenes jamrer, de unges skrig dæmpedes med hug og slag. Børn toges for intet eller bortgaves af de fortvivlede mødre eller nære.
Kun skyggeagtige, lasede eller nøgne flokke nåede ned til elendige barakklejre nær arabiske småbyer, hvor atter nød, smuds, sygdom og skændsel hakkede dem til døde, medens egnens banditter og griske hyrder og bønder plyndrede, slog og hånede de forkomne.
Man har gjort nogle stikprøver, og det har vist sig, at omkring femtedel af mennesketogene nåede frem igennem Østanatolien; de fire femtedele blev på vejen.
En af lægerne ved Bagdadbanen har truffet flokke af kristne kvinder splitternøgne ved en brønd i Mardin, hvorhen tiloversblevne af et dødstog var drevne. De ulykkelige kvinder, fortæller lægen, skjulte deres kønsdele med grønne kvist, som de holdt med den ene hånd af angst for, at de skulde glide ned. Den muhameDanske gadeungdom jog efter dem og slog dem med kæppe over hænderne for at få dem til at slippe og skreg i hån – Hu! hu! Ermeni! De arme kvinder løb som tossede frem og tilbage og bad og jamrede: Giv os gift, giv os gift! vi vil ikke andet!
Det var elendigheden i dette helvede, Karen Jeppe senere med enestående mod formåede at gøre Folkeforbundet opmærksom på og derved fik hjælp til at redde Armenske kvinder hjem til et fristed blandt eget folk.